Kolde systemer og varme praksisser. Kritik af en kunstig modstilling

Patrick Cockburn

Økonomer har ikke monopol på definitionen af økonomi. I dag fortsætter Alternativ Økonomi, hvor post.doc Patrick Cockburn sætter fokus på den økonomiske antropologi. Den økonomiske antropologi viser os ikke blot eksotiske og anderledes økonomier, men sætter spørgsmålstegn ved grænsen mellem økonomi og resten af det sociale liv i vores eget moderne kapitalistiske samfund.

FOKUS: ALTERNATIV ØKONOMI - Der find­es ikke læn­gere poli­tik — der find­es kun økono­mi. Mens EU udst­ed­er finan­sielle støt­tepakker til banker i krise, spørg­er omver­de­nen stadig de økonomiske vis­mænd til råds når det gælder sam­fun­dets store spørgsmål. Poli­tiske spørgsmål erstattes i sti­gende grad af økonomiske og de økonomiske vis­mænd får altid det sid­ste ord. Men hvor­for får de der kan tælle altid ret og han­dler økono­mi altid om penge?


Utopiske tænkere har gjort det til deres opgave at tage afs­tand fra vores nutid ved at danne et blik på en mulig fremtid. Poli­tologer find­er ressourcer til kom­par­a­tive analyser i den diver­sitet, der find­es blandt nuværende sam­fund. His­torikere kig­ger tilbage i tiden og rekon­struer­er prak­siss­er og tankemåder, som engang gav struk­tur og betyd­ning til men­neskers han­dlinger, og som ikke altid er nemme at begribe fra vores nuværende ståst­ed. Alle metoder skaber red­sk­aber, som kan bruges til at vise, at de insti­tu­tion­er, begre­ber og normer, som fastlæg­ger vores socialøkonomiske horisont, kunne have set anderledes ud.

Men det fag, som har givet os de mest udfor­drende eksem­pler at tænke med, er den økonomiske antropolo­gi. Fra Bro­nis­law Mali­nowskis (1920) studi­er af cirku­la­tion af værdi­gen­stande i øsam­fund i Stille­havet til David Grae­bers (2012) overb­lik over reg­u­ler­ing af gæld i forskel­lige peri­oder af ver­den­shis­to­rien, har økonomisk antropolo­gi beskrevet sam­fund, hvor det økonomiske aspekt af men­neskers sociale liv er svært at isol­ere fra de forplig­telser, ret­tighed­er, priv­i­legi­er, ejen­doms­former og for­bud, som giv­er form til fælles prak­siss­er. Antropologernes mere eller min­dre ekso­tiske eksem­pler om en varm social logik tilbage i tiden, mis­bruges nemt til at kon­trastere en kold økonomisk logik, som styr­er vores mod­erne sam­fund i dag: en kon­trast, der sæt­ter fæl­lesskab over for sys­tem.

Når man lyt­ter til akademiske, jour­nal­is­tiske eller dagligdags debat­ter om økono­mi, hør­er man ofte den implicitte eller eksplicitte pås­tand, at økonomien er et sys­tem med dets egen logik, som på godt eller ondt har grænse­flad­er med andre sociale sfær­er, der har mere med men­neske­lige værdier at gøre, fx poli­tik, fam­i­lie, eller reli­gion. I for­læn­gelse af denne pås­tand kan antropol­o­giske eksem­pler bruges til at opbygge et nos­tal­gisk nar­ra­tiv om, hvor­dan denne kolde, umen­neske­lige logik grad­vist truer de sociale sfær­er, som stadigvæk er styrede af gode, varme, men­neske­lige værdier.

Dét, jeg vil fores­lå her er, at klas­siske studi­er fra økonomisk antropolo­gi skal bruges på præ­cis den mod­sat­te måde: Vi skal bruge dem til at hjælpe os med at tænke de mange måder, hvor­på økonomiske prak­siss­er også er varme i dag; hvor de er præget af moral­sk betyd­ning og vævet ind i bredere ikke-økonomiske prak­siss­er. For­målet er selvføl­gelig ikke at antyde, at vi kun har etisk forsvarlige økonomiske prak­siss­er i dag. Det er at vise, at økonomiske spørgsmål altid er spørgsmål om, hvor­dan vores fælles liv skal organ­is­eres.

Denne kends­gern­ing skal håndteres som en poli­tisk udfor­dring. Tesen om udviklin­gen af et selvstændigt økonomisk sys­tem, som står over for almin­deligt men­neske­ligt liv, fremhæver en vigtig his­torisk udvikling i nogle områder af den økonomiske prak­sis – hvor mange af os har for eksem­pel et overb­lik over strømme af kap­i­tal imellem ver­dens nationale økonomi­er, eller en forståelse for hvem, der egentlig ejer gælden, man påtog sig, da man købte et hus? Men over­brug af tesen gør, at vi risik­er­er at miste blikket for at økonomisk orden er en slags moral­sk orden, som er ind­vævet i det daglige liv og som fra tid til anden kræver ret­færdig­gørelse. Human­is­ter hjælper i hvert fald ikke sig selv ved at klage over økonomiske tænkn­ing, som om sam­fun­det eller men­nes­ket skulle red­des fra en fremmed kraft. De skal til gengæld arbe­jde på at omde­finere, hvad det vil sige at stud­ere økono­mi. Det kan økonomisk antropolo­gi hjælper med.

Marcel Mauss og Gaven

I mod­sæt­ning til marked­sud­vek­slinger tænker vi nor­malt gaver som et mar­gin­alt fænomen i vores socialøkonomiske prak­siss­er. Selvom def­i­n­i­tion­er her selvføl­gelig er uklare — for hvad gælder egentlig som en gave, og inklud­er­er det fx også den over­førsel af materielle og imma­terielle goder, der foregår i hjem­met? — er det alligev­el tydeligt, at over­førsel af gaver langt fra er den første han­dling, vi tænker på, når vi tænker på økono­mi. Men gaver har haft en cen­tral plads i økonomiske antropolo­gi præ­cis, for­di gav­erne sæt­ter spørgsmål­stegn ved, hvor grænsen går mellem flere aspek­ter af det sociale liv: mellem selv­in­ter­esse og fæl­lesskab, mellem indi­videts bev­id­s­thed og det sociale sys­tem, og mellem økono­mi og poli­tik.

Mar­cel Mauss’ klas­siske studie Gaven fra 1925 byg­ger på Mali­nowskis under­søgelse af det kom­plekse udvek­slingssys­tem på Tro­briand-øerne (den såkaldte Kula-ring). Mauss ind­drager også flere kilder, der doku­menter­er sam­fund, hvor værdi­gen­stande bliv­er over­ført mellem grup­per eller øde­lagt i rit­uelle begiven­hed­er. Disse han­dlinger afspe­jler på ingen måde den poli­tiske økono­mi, som vi i vores sam­fund eksem­pli­fi­cer­er med homo oeco­nom­i­cus, dvs. det økonomiske men­neske, der er selv­in­ter­esseret, optaget af byt­te­han­del og altid min­imer­er sin ind­sats i forhold til udbyt­tet.

Mauss’ under­søgelse af gaveøkonomien skal ikke bruges til at under­minere hele idéen om homo oeco­nom­i­cus. Med­min­dre de er totalt naive, ved økonomer godt at homo oeco­nom­i­cus er en abstrak­tion, og er de hård­nakkede nok, kan de alligev­el få denne abstrak­tion til at passe med hvilken som helst men­neske­lig adfærd. Mauss’ studie erstat­ter ikke homo oeco­nom­i­cus med et billede af et altru­is­tisk, prækap­i­tal­is­tisk men­neske: sådan et argu­ment ville bare bekæmpe én abstrak­tion med en anden. I stedet kan Mauss’ Gaven bruges til at pege på det sim­ple og kraftige begreb totale sociale fænomen­er. Gaver er totale sociale fænomen­er i den for­stand, at de ikke kan plac­eres inden­for en af de kat­e­gori­er, som vi ud fra vores mod­erne syn­spunkt ple­jer at anvende til at opdele vores sociale ver­den i forskel­lige sfær­er: Den økonomiske, den æstetiske, den moralske, den religiøse, den juridiske (og måske end­nu flere). Gaven og totale sociale fænomen­er omfat­ter alle disse kat­e­gori­er. Som Mauss siger det: “For, in these “ear­ly” soci­eties, social phe­nom­e­na are not dis­crete; each phe­nom­e­non con­tains all the threads of which the social fab­ric is com­posed”.

I det afs­lut­tende afs­nit i Gaven vender Mauss blikket fra sit antropol­o­giske kilde­ma­te­ri­ale til det sociale liv i hans egen tid, dvs. Frankrig i 1925. Han beskriv­er et sam­fund, der næsten ikke kan opretholde grænserne mellem alle de afgrænsede domæn­er, såsom økonomien, æstetikken, etikken, som det består af. Den oprindelige hel­hed, der lå bag om dem og næsten var blevet helt dækket til, pressede frem igen. Mauss’ eksem­pler fra Tro­bri­an-øerne og andre sam­fund, tydelig­gjorde noget, som er svært at se i vores sam­fund, men som alligev­el gælder: Det sociale liv hænger sam­men, lige meget hvor hårdt vi forsøger at dele det op.

Vi kan og skal være skep­tiske over for Mauss’ tro på en oprindelig hel­hed som pass­er bedre til men­nes­kets natur og som skal geno­prettes; men det, vi kan videre­føre fra idéen om totale sociale fænomen­er er en opmærk­somhed på den måde sociale prak­siss­er ikke respek­ter­er de abstrak­te kat­e­gori­er, som vi ple­jer at bruge til at forstå dem. Hvad er det, vi ple­jer at inklud­ere og ekslud­ere med vores dagligdags- og teo­retiske begre­ber? Hvor­for er vi fris­tet til at tænke marked frem for fam­i­lien, og penge frem for omsorg, når vi beg­y­n­der at snakke økono­mi? Gaven er et fænomen, som ret­ter vores opmærk­somhed på den måde, vi bruger vores kat­e­gori­er på – både når vi læs­er om gaveover­førelser i andre sam­fund og når vi reflek­ter­er over vores egen erfar­ing med prak­sis­sen.

Jeg vender mig nu mod to andre antropol­o­giske eksem­pler, som i første omgang lad­er til at opstille en kon­trast mellem en varm økonomisk for­tid og en kold økonomisk nutid, men som har meget mere kri­tisk poten­tiale, når vi læs­er dem med et blik for lighed­erne med vores egen sit­u­a­tion.

Karl Polanyi mod den kolde økonomi

The out­stand­ing dis­cov­ery of recent his­tor­i­cal and anthro­po­log­i­cal research is that man’s econ­o­my, as a rule, is sub­merged in his social rela­tion­ships”

- Karl Polanyi, The Great Trans­for­ma­tion

Karl Polanyi inte­gr­erede økono­mi, his­to­rie og antropolo­gi i sin tænkn­ing og havde stor betyd­ning på den økonomiske antropolo­gi og økonomiske his­to­rie i anden halvdel af det 20. århun­drede. Han er mest kendt for sin pås­tand om, at de fleste sam­fund i men­nes­kets his­to­rie har organ­is­eret deres økonomiske prak­siss­er som en inte­gr­eret del af den sociale orden. Mens tidligere marked­er altid var indle­jret i det bredere sociale sys­tem, er sit­u­a­tio­nen stil­let på hov­edet med mod­erne indus­trielle marked­søkonomi­er: Men­nesker beg­y­n­dte at organ­is­ere resten af sociale liv inden for en ramme sat af markedet. Denne nar­ra­tiv få vi i The Great Trans­for­ma­tion, udgivet i 1944.

Men senere i hans for­fat­ter­skab udvikler han en teo­retisk ramme, som gør det svært at se, hvor­dan vi skulle forestille os et marked, som ikke er indle­jret i sociale prak­siss­er. Som han skriv­er i 1957: “The human econ­o­my, then, is embed­ded and enmeshed in insti­tu­tions, eco­nom­ic and noneco­nom­ic… The study of the shift­ing place occu­pied by the econ­o­my in soci­ety is there­fore no oth­er than the study of the man­ner in which the eco­nom­ic process is insti­tut­ed at dif­fer­ent times and places.” Polanyis ana­lytiske og metodol­o­giske pointe var således, at de måder, som forskel­lige sam­fund sørg­er for pro­duk­tion, fordel­ing, og for­brug på, skal stud­eres som forskel­lige måder at organ­is­ere og inte­grere grundlæggende sociale insti­tu­tion­er, fx fam­i­lien, fæl­lesskab, stat­en eller markedet på.

Med andre ord, når vi stud­er­er økono­mi er vores opgave at følge forbindelserne mellem disse insti­tu­tion­er og skabe en forståelse for, hvor­dan de fun­ger­er sam­men, frem for blot at isol­ere økono­mi som markedet eller banker, for derefter at stille den op mod en ide­al­forestill­ing om, hvor­dan økonomien bør og skal fun­gere. Polanyis til­gang kan vi bruge både, når vi stud­er­er økonomiske prak­siss­er i vores velk­endte sam­fund, hvor markedet synes at dominere, og når vi stud­er­er kul­turelt og his­torisk fjerne sam­fund.

Det er ikke et kon­tro­ver­sielt syn­spunkt, at organ­is­erin­gen af vores fælles sociale insti­tu­tion­er er et poli­tisk og moral­sk strid­spunkt. Bedriv­er vi økono­mi som analyse af insti­tu­tion­er, siger vi allerede at vores økonomiske liv i dag egentlig er ret varmt. Det kolde økonomiske sys­tem, som er så nemt at kalde umen­neske­ligt, er i realiteten en sam­ling af sociale insti­tu­tion­er, som grad­vist går over i de varme insti­tu­tion­er, vi ple­jer at glemme i vores økonomi­forståelse. En skarp afgræn­sning af det økonomiske er der­for altid en poli­tisk kon­struk­tion. En kon­struk­tion, som struk­tur­erer vores blik for, hvilke sociale emn­er der er på spil, når vi diskuter­er og hvilke metoder, der er oplagte at bruge i vores analyse. Vi kan alt­så ikke undgå at bruge begre­bet økono­mi, men vi skal altid være opmærk­somme på, hvilken agen­da der lig­ger bag hver afgræn­sning eller udvidelse af begre­bets brug.

Køer for koner: Paul Bohannan

Det sid­ste eksem­pel fra den antropol­o­giske lit­ter­atur kom­mer fra Paul Bohan­nan, hvis økonomi­forståelse stod på skul­drene af Polanyis. Bohan­nans studi­er af Tiv-sam­fun­det i Vestafri­ka i 1955 intro­duc­er­er os til et socialøkonomisk sys­tem, som på mange måder er forvir­rende, men som sam­tidig afnat­u­ralis­er­er vores forståelse af, hvad økono­mi er.

Bohan­nan stud­erede Tivsam­fun­det på et tid­spunkt, hvor den tra­di­tionelle økonomiske orden var ved at bryde sam­men under pres­set fra pengeøkonomien. På den bag­grund kunne man forestille sig, at Bohan­nans studie skal læs­es som en fortælling, der støt­ter nar­ra­tivet om sys­tem mod fæl­lesskab. Mit forslag er tvær­ti­mod, at vi skal stille de samme spørgsmål inden pengeøkonomien blev intro­duc­eret som efter intro­duk­tion af penge: Hvem kan hvad og med hvilke midler? Pengeøkonomien omfordelte magten — den lukkede gam­le han­dlemu­lighed­er ned og åbnede nye mulighed­er op.

Det første, som slår én, når man læs­er Bohan­nans studie er, hvor kom­plekst det tra­di­tionelle sys­tem var. Der fandtes ikke et enkelt materielt tegn for vær­di (som penge), som alle de forskel­lige goder kunne udvek­sles med. Tvær­ti­mod var der forholdsvis klart afgrænsede udvek­slingss­fær­er med forskel­ligt ind­hold. Ned­er­st har vi sfæren, hvor men­nesker udvek­sler føde­var­er, værk­tøj og andre af hverdagslivets brugs­gen­stande. Den midter­ste sfære inde­hold­er objek­ter, såsom køer og mess­ingstænger, der kan udvek­sles med hinan­den. Den højeste sfære inde­hold­er men­nesker: især kvin­der og børn. Jord, til gengæld, kan ikke købes og sælges. Ting inden­for hver sfære kan nemt udvek­sles mod hinan­den (fx gulerød­der med kyllinger), men udvek­slinger på tværs af sfær­erne er sjældne og betyd­nings­fulde begiven­hed­er (fx at bytte køer med en kone). En Tiv-mands his­to­rie om sin sociale suc­ces var således tit en his­to­rie om dygtige han­dler først inden­for hver sfære, og efter­føl­gende på tværs af dem med det ulti­ma­tive mål at danne en pres­tige­fuld fam­i­lie.

Hvad siger det, at disse udvek­slingss­fær­er er adskilt fra hinan­den? Bohan­nans pointe er ikke, at det er umuligt at udvek­sle kyllinger med køer, eller køer med kvin­der. Pointen er, at det er virke­lig svært at gøre det uanset hvor mange kyllinger og køer, man tilby­der. Grænserne mellem sfær­erne er præget af moral­sk betyd­ning, og ære og skam er på spil, hvis man indgår i udvek­slinger på tværs af grænserne. Fra et marked­søkonomisk per­spek­tiv ple­jer vi at tænke, at ting enten er en del af økonomien eller ej. Men­nesker kan ikke købes, men føde­var­er kan. Men dét, der er over­rask­ende i Tivsam­fun­det er, at de vigtige moralske grænser ikke går mellem ting, som er helt ude af økonomien (fx men­nesker) og ting som er inden­for økonomien (fx gulerød­der), men tvær­ti­mod mark­er­er kval­i­ta­tive forskelle mellem de ting, som kan udvek­sles mod hinan­den. Disse moralske grænser mellem sfær­er, som var så syn­lige for Tiv­folket, ser arbi­trære ud for én, som er væn­net til at bruge penge som det uni­verselle udvek­slingsmid­del. Men hvis Tivsam­fun­dets udvek­slingss­fær­er afspe­jlede sociale normer, som vi ikke kan opleve som naturlige i dag, hvilke normer lig­ger så bag vores egne begreb­slige og prak­tiske dis­tink­tion­er mellem det økonomiske og resten af det sociale liv?

Vores varme socialøkonomiske verden

Det er indl­y­sende, at Tivsam­fun­dets socialøkonomiske prak­siss­er ikke repræsen­ter­er den sam­fundsmod­el, som vi i det mod­erne kap­i­tal­is­tiske sam­fund gerne vil virke­lig­gøre. At jord, men ikke men­nesker, lovligt og legit­imt kan udvek­sles i vores sam­fund er et pro­dukt af en lang his­torisk pro­ces, præget af kon­flik­ter og beslut­ninger, som har skabt vores nuværende sociale orden. Om orde­nen afspe­jler nor­ma­tive ide­al­er eller grup­pein­ter­ess­er er altid et åbent spørgsmål, men vigtigt er, at der intet naturligt er ved de økonomiske prak­siss­er, vi tager for givet: Hvad der legit­imt kan sættes en kro­nepris på, og hvad der ikke kan.

Billedet af et koldt, umen­neske­ligt økonomisk sys­tem, som press­er ind mod vores ikke-økonomiske prak­siss­er afspe­jler markedets vok­sende ind­fly­delse på vores liv og billedet fris­ter os til at tro på, at økono­mi på et tid­spunkt var en velaf­grænset stør­relse. Det har den aldrig været. Klas­siske eksem­pler fra økonomisk antropolo­gi er ikke berømte, for­di de vis­er os sam­fund, som er så anderledes, end dem vi kender, men for­di de sæt­ter spørgsmål­stegn ved, hvor grænsen mellem økonomien og resten af det sociale liv går. Spørgsmålet kan vi tage med os, når vi forsøger at forstå vores nuværende sam­fund. Som jeg flere gange har nævnt, er hjem­met og fam­i­lien især vigtige sted­er at kigge, hvis man vil lede efter grænsen mellem det økonomiske og resten af det sociale liv: Hvilken slags arbe­jde bliv­er anerk­endt som pro­duk­tivt? Hvor­dan fun­ger­er fam­i­lien både som en moral­sk enhed og som en økonomisk fordel­ingsmekanisme? Hvor­dan svar­er forskel­lige ejen­dom­sret­tighed­er til bestemte slags fam­i­lieliv (ejer man­den eksem­pelvis offi­cielt også det, kvin­den tager med hjem til fam­i­lien)? Men et fokus på det offentlige liv rejs­er også lig­nende spørgsmål. Frem for en klar økonomisk sfære, som står over­for poli­tisk prak­sis, kan vi se, at men­nesker kon­stant diskuter­er, hvor grænsen går mellem disse. Krim­i­nalis­er­ing af tig­geri og besæt­telse af tomme huser er strålende eksem­pler på emn­er i den sociale og juridiske debat, som har krævet nor­ma­tive beslut­ninger om, hvilke økonomiske prak­siss­er, der er legit­ime og defin­i­toriske beslut­ninger om, hvor økonomiske prak­siss­er stop­per og poli­tiske prak­siss­er beg­y­n­der.

Både de, der klager over sys­temets herredømme og de, der med glæde siger, at det ikke kan være anderledes skal huske, at men­neskers økono­mi er en sam­ling af sociale insti­tu­tion­er, som fordel­er magt blandt forskel­lige grup­per. Vi er naive, hvis vi blot tænker økono­mi, som ler i poli­tik­ernes hæn­der, men det er lige så naivt at forestille sig et sys­tem, som er for koldt til at blive berørt. Økonomien er et uhyre skabt af men­nesker, og det næres ved vores daglige prak­siss­er.

Scroll til toppen