Efter Solingen. Højreekstremismens fremmarch i Tyskland

NPD-demonstration i Duisburg, 2010. Creative Commons.
NPD-demon­stra­tion i Duis­burg, 2010. Cre­ative Com­mons.

Den 29. maj 1993 blev Tysk­land rys­tet af en bru­tal mord­brand, der i den grad kom til at præge den offentlige debat om demokrati­ets vilkår efter murens fald. Stedet hvor atten­tatet foregik, var Solin­gen, en by med godt 160.000 ind­byg­gere i den vestlige del af Tysk­land. I bran­dat­ten­tatet omkom fem tyrkiske fam­i­liemedlem­mer og yderligere 14 blev hårdt såret i hvad der må beteg­nes som det mest bru­tale racis­tisk motiverede over­fald i Tysk­land siden anden ver­den­skrig. De omkomne var alle kvin­der og børn. Gern­ingsmæn­dene, i alt fire unge mænd i alderen 16–23 år, der tilhørte en nynazis­tisk gruppe, blev anholdt kort tid efter og idømt lange fængselsstraffe.

Selvom begiven­heden trak dybe spor i den tyske offent­lighed var trage­di­en i Solin­gen snarere kul­mi­na­tio­nen på en række vold­elige over­fald og bran­dat­ten­tater mod udlændinge begået af nynazis­ter eller per­son­er med tilknyt­ning til højreek­strem­istiske miljøer i årene umid­del­bart efter gen­forenin­gen. Men hvor mange af de andre atten­tater var foregået i den øst­tyske provins langt fra magtens cen­trum i både geografisk og men­tal henseende, fandt bran­dat­ten­tatet i Solin­gen sted i selve hjertet af det vestlige Tysk­land ikke langt fra den daværende regerings­by Bonn. Dette, og så selvføl­gelig bru­tal­iteten i over­faldet – dens dybt tragiske karak­ter – gjorde, at poli­tik­erne og myn­dighed­erne ikke læn­gere kunne vende det blinde øje til og ned­tone for­bry­delsens racis­tiske motiv­er – som ten­densen ellers havde været ved de andre for­bry­delser.

Efter Solin­gen stod det for alvor klart, at fascis­tisk motiveret vold og højr­eradikale bestræ­belser på at bekæmpe demokrati­ets grund­prin­cip­per langt fra var et afs­lut­tet kapi­tel i den tyske his­to­rie. Det blev frem for alt tydeligt, at den største trussel mod den tyske stat ikke læn­gere kom fra den radikale ven­stre­fløjs ude­nomspar­la­men­tariske miljøer, som i 70erne og 80erne havde udgjort den største sikker­hed­spoli­tiske trussel, men at udfor­drin­gen snarere bestod i en ny poli­tisk motiveret – og ekstrem vold­elig – højr­eradikalisme.

Tysk selvransagelse

I år er det 20 år siden at den tragiske begiven­hed i Solin­gen fandt sted og det mark­eres flere sted­er i del­stat­en Nor­drhein-West­phalen med min­de­højtide­lighed­er, fre­delige anti-racis­tiske demon­stra­tioner og kon­fer­encer, hvor poli­tikere, forskere og repræsen­tan­ter for etniske minoriteter vil mødes for at diskutere den højreek­streme udfor­dring 20 år efter Solin­gen. Under over­skriften ’Har vi over­hovedet lært noget af denne morderiske vold­shan­dling’? har der været afholdt et sem­i­nar i Bonn med fokus på hate crimes og den vok­sende racisme set i lyset af finan­skrisen.

Et særde­les aktuelt spørgsmål at stille i Tysk­land netop nu, for sam­tidig, i München, sid­der den 38-årige Beate Zschäpe, det kvin­delige medlem af den nazis­tiske ter­ror­trio Nation­al­sozial­is­tis­ch­er Unter­grund (NSU), på anklage­bænken, for i peri­o­den 2000–2007 at have med­vir­ket til plan­lægnin­gen og udførelsen af ti mord og en række andre grove for­bry­delser. Blandt de myrd­ede var otte mænd af tyrkisk afs­tamn­ing, en græk­er samt en kvin­delig politi­bet­jent.

Også i forbindelse med NSU-mor­dene vendte den tyske stat det blinde øje til og nægt­ede at se i øjnene, at for­bry­delserne var racis­tisk motiverede, og der­for kunne myrderierne fort­sætte i åre­vis, uden at de blev opklaret og uden at poli­ti­et fik fat i gern­ingsmæn­dene. Adskil­lige teori­er af mere eller min­dre kon­spir­a­torisk karak­ter har været luftet i forbindelse med mor­dene; at poli­ti­et dækkede over kol­le­gaer i efter­ret­ningst­jen­esten, der af forskel­lige grunde ikke ønskede at rydde op i de højreek­strem­istiske miljøer, enten for­di de ikke ville miste deres vigtige kon­tak­ter og infor­man­ter inden for de kredse, eller – hvilket er langt værre, hvis det i løbet af den igangværende pro­ces vis­er sig at være kor­rekt – at det tyske poli­ti er blindt på det højre øje og i stort omfang sym­pa­tis­er­er med den højr­eradikale bevægelse. Mange tyskere har ganske enkelt svært ved at tro på, at det var ren og skær udu­e­lighed fra poli­ti­ets side, der var årsagen til at ter­ror­tri­oen ikke blev pågre­bet langt tidligere.

Der er således al mulig grund til at gøre sta­tus og se på hvor­dan den højreek­streme bevægelse i Tysk­land har foran­dret sig i de godt 20 år der er gået siden den højr­eradikale vold for alvor kom på dag­sor­de­nen og blev et fast ind­slag i gade­billedet i mange tyske byer. Og der er al mulig grund til at kaste et blik på hverdagsracis­men som trives i bed­ste vel­gående, navn­lig i de region­er i Tysk­land hvor finan­skrisen har skabt den største sociale usikker­hed.

Den 25-årige tyrkisk-tyske film­sk­aber, Mirza Odabaşı, for­mulerede det ram­mende på kon­fer­en­cen i Bonn: Hverdagsracisme er, når skolelærere fremhæver elev­ernes stave­fe­jl som et eksem­pel på perk­er­tysk. Det er, når man bliv­er kaldt for udlænd­ing på trods af at man har tysk stats­borg­er­skab og i øvrigt er født og opvok­set i Tysk­land. Står hans ord til troende er sådanne oplevelser af min­dreværd hverdagskost for tusind­vis af immi­granter og deres børn og børnebørn, som ifølge en anden af kon­fer­en­cens delt­agere, inte­gra­tions­forskeren Hacı-Halil Uslu­can, lever med et kon­stant forhø­jet stress­niveau som følge af ang­sten for diskrim­iner­ing, ned­ladende bemærkninger eller lige­frem risikoen for at blive udsat for hate crimes.

Radikaliseringen af den tyske højrefløj

De to tyske ekstrem­is­meekspert­er, Alexan­der Häusler og Fabi­an Vir­chow, som i adskil­lige bøger har hud­flet­tet den tyske højre­fløj på bag­grund af et omfat­tende kilde­ma­te­ri­ale er ganske klare i mælet: Højreek­strem­is­men i Tysk­land er i de sen­este år på én og samme tid blevet både mere borg­erlig og mere radikal og mil­i­tant.

Denne dom lyder mildest talt som en selv­mod­sigelse og den kræver i høj grad en fork­lar­ing. For hvor­dan kan den radikale højre­fløj både bevæge sig i en mere borg­erlig ret­ning og sam­tidig befinde sig i en radikalis­er­ing­spro­ces, der udmøn­ter sig i en mere mil­i­tant og vold­elig optræ­den? Det synes kun at give mening hvis der ikke er tale om én poli­tisk bevægelse men der­i­mod om en række forskel­lige het­ero­gene grup­per og organ­i­sa­tion­er, der måske nok sam­let set udgør det højr­eradikale spek­trum, men som ind­byrdes er så forskel­lige, at det næppe giv­er mening at tale om den højreek­streme bevægelse i bestemt form ental.

Dette billede er selvføl­gelig ikke helt mis­visende, for højre­flø­jen i Tysk­land er et yder­st bro­get sam­men­su­ri­um af en række forske­lige grup­peringer, lige fra nynazis­tiske, ekstremt vold­elige skin­heads og frie kam­mer­atsk­ab­s­grup­per, de såkaldte ’Freie Kam­er­ad­schaften’, til organ­is­erede poli­tiske grup­per, hvo­raf par­ti­et NPD (Tysk­lands Nation­aldemokratiske Par­ti) i dag teg­n­er langt den største og mest ind­fly­delses­rige gruppe. Men Vir­chow og Häusler drager den kon­klu­sion, at hvor den højreek­streme volds­bølge i 90erne var forholdsvis spon­tan og ikke udsprang af større organ­is­erede netværk, så er det i dag rent fak­tisk muligt at tale om en højreek­strem bevægelse med bety­delige netværk, langt flere ressourcer både hvad angår økono­mi og man pow­er og ikke mindst med en langt bedre organ­isatorisk struk­tur, der mulig­gør koordinerede ind­satser – både vold­elige og ikke vold­elige – som frem­mer den højr­eradikale ide­olo­gi.

Hvad angår NSU ter­rorhan­dlingerne var højreek­strem ter­ror ifølge de to forskere basalt set hvad man kunne for­vente efter den oprust­ning og opblom­string af radikale højre­fløjs­miljøer, der er sket op igen­nem 00’erne. En opblom­string der på mange måder forekom­mer over­rask­ende, set i lyset af, at en række nynazis­tiske grup­per rent fak­tisk blev for­budt ved lov i årene efter atten­tater­ne i Solin­gen, Mölln og Hoy­er­swer­da.

NPD – højreekstremister i borgerlige gevandter

Det er der­for nød­vendigt at kaste et blik på en anden væsentlig fak­tor, som har præget den ekstreme højre­fløj de sen­este godt 20 år, nem­lig par­ti­et NPDs udvikling. Siden starten af 00erne har par­ti­et oplevet en stor frem­gang og fig­ur­erer i dag som par­la­men­tarisk med­spiller i del­stater­ne Sach­sen og Meck­len­burg-Vor­pom­mern, hvor folke­val­gte NPD-poli­tikere sid­der i del­stat­sregerin­gen.

Efter Schröder-regerin­gens udskældte social – og arbe­jds­marked­slove op igen­nem 00erne, de såkaldte Hartz-reformer, lykkedes det par­ti­et ved del­statsval­gene i 2004 og igen i 2006 at lancere sig som protest­par­ti, der talte de svages sag og som havde mod­et til stille sig op og åbent udskælde de regerende socialdemokrater som værende usol­i­dariske og udemokratiske. Deri­gen­nem var NPD i stand til at mobilis­ere en ikke ube­ty­delig væl­ger­skare, primært i de nye for­bund­s­lande, hvor social­re­formerne ramte særlig hårdt.

Det er her, at tesen om en borg­erlig­gørelse af den ekstreme højre­fløj forekom­mer plau­si­bel. Dog ikke en borg­erlig­gørelse i poli­tisk henseende, for par­ti­ets poli­tiske dag­sor­den var langt fra borg­erlig, den var – og er – fun­deret i en nation­al­is­tisk konciperet social­isme, der han­dler om at omskrive sociale spørgsmål til nationale og folke­lige prob­lem­still­inger i form af en diskrim­inerende diskurs om at sikre det tyske folks kul­turelle og racerene ege­nart. Borg­erlig­gørelsen har der­i­mod snarere han­dlet om at blive poli­tisk respek­ta­bel.

NPDs åbenl­yse strate­gi med at søge poli­tisk ind­fly­delse har krævet en omfat­tende intern omstill­ing­spro­ces. Fra at være hjem­st­ed for lands­by­toss­er og lar­mende skin­heads skulle NPD udvikle sig til at blive et stuer­ent par­ti med en klar pro­fi­ler­ing på det socialpoli­tiske område og en appel der rak­te ud over det højreek­streme miljø. At par­ti­et ikke blev split­tet i processen skyldtes i høj grad den daværende for­mand Udo Voigts poli­tiske tæft. Voigt for­måede at ændre par­ti­ets ansigt udadtil uden at kappe forbindelsen til de mere ekstreme kadre, der stadig blev hilst velkomne og også samar­be­jdet med på kryds og tværs.

Her kan man så passende igen skifte fokus til den radikalis­er­ing, der er foregået på den tyske ekstreme højre­fløj. NPD har i løbet af de sen­este godt 10 år for­mået at udnytte deres posi­tion og poli­tiske ind­fly­delse på del­stats- og lokalniveau til at opbygge et højreek­stremt netværk, der rækker langt ud over egne kredse og som har for­mået at sam­le mange af de split­tede grup­per. Det forekom­mer utroligt, at par­ti­et den ene dag forsøger at gøre sin ind­fly­delse gældende gen­nem de par­la­men­tarisk-demokratiske insti­tu­tion­er for dagen efter at samar­be­jde med og yde støtte til mil­i­tante nynazis­ter, hvis inderlige ønske det er at ned­bryde retsstat­en og demokrati­ets insti­tu­tion­er og værdier. Men dette er ikke desto min­dre til­fældet. Den aktuelle pro­ces i München og efter­forsknin­gen af NSU-mor­dene har vist, at sam­men­hæn­gen mellem de forskel­lige mord ikke kun var kendt i åre­vis i NPD-kredse, men at Beate Zschäpe, Uwe Mund­los og Uwe Böhn­hardt havde tætte kon­tak­ter til både NPD-medlem­mer og andre per­son­er inden for det højr­eradikale miljø.

Højreradikalisme – det åbne samfunds udfordring

På makro­niveau har NPDs ind­fly­delse frem­for alt bevir­ket to ting: For det første en øget selvtil­lid på højre­flø­jen, som udmøn­ter sig i en langt mere selvsikker optræ­den og frem­turen, en langt mere aggres­siv italesæt­telse af de poli­tiske og sociale prob­lem­still­inger der knyt­ter sig til et mul­ti­kul­turelt sam­fund. Samt en langt mere hånende ind­still­ing over for de par­la­men­tariske samar­be­jdspart­nere i de organ­er, hvor par­ti­et er repræsen­teret region­alt og lokalt. For det andet – som følge af oven­stående – har par­ti­et for­mået at påvirke den offentlige poli­tiske diskurs i en fremmed­f­jend­sk ret­ning, så offentlige debat­ter om inte­gra­tion i dag bliv­er ført i en langt mere skinger og ube­hagelig tone end tidligere.

En af delt­agerne på kon­fer­en­cen i Bonn opstillede føl­gende inter­es­sante tan­keeksper­i­ment: Mon en bog som Thi­lo Sar­razins berygt­ede og omdiskuterede ’Tysk­land afskaf­fer sig selv’ havde været mulig uden den forudgående radikalis­er­ing og polaris­er­ing af den offentlige debat som det højreek­streme par­ti NPD har været med til at skabe? En radikalis­er­ing som ifølge flere af kon­fer­en­cens pan­eldelt­agere kan spores tilbage til de skingre asylde­bat­ter i starten af 90erne, som gik forud for de nynazis­tiske atten­tater.

Den aktuelle poli­tiske debat i Tysk­land vender således gang på gang tilbage til ét afgørende spørgsmål: Bør par­ti­et NPD for­by­des for dermed en gang for alle at sig­nalere, at højreek­streme hold­ninger ikke hør­er hjemme inden for den demokratiske rets­stat? En på ingen måde sim­pel prob­lem­still­ing, hvilket pan­elde­bat­ten i Bonn afspe­jlede i al sin tyde­lighed.

Kun tåber tror oprigtigt på, at et for­bud mod NPD vil løse prob­le­merne med højreek­strem­isme eller for den sags skyld fjerne den ekstreme højre­fløj – men både ekstrem­is­me­forskere og poli­tikere peger på, at et for­bud effek­tivt vil sætte den højreek­streme bevægelse tilbage rent organ­isatorisk, hvilket selvsagt vil besværlig­gøre enhver frem­tidig oprust­ning. Sam­tidig tror – og håber – mange, at et for­bud vil påvirke den poli­tiske debat i medierne i en mere anstændig og mod­er­at ret­ning, hvilket på lang sigt kan være med­virk­ende til ændre den sam­fundsmæs­sige diskurs og rykke ved hverdagsracis­men.

Trage­di­en i Solin­gen vil altid stå som en skam­plet på peri­o­den efter den tyske gen­foren­ing og den vil aldrig kunne sones gen­nem nok så mange poli­tiske diskus­sion­er og tilt­ag. Men den ufat­telige lidelse, som ofrenes fam­i­liemedlem­mer har måt­tet udholde, vil ikke være forgæves, hvis de mange min­de­højtide­lighed­er, kon­fer­encer og demon­stra­tioner der afholdes i Tysk­land i dette forår for­mår at rykke blot en lille smule ved racis­men og den poli­tisk motiverede vold. Solin­gen er først og fremmest et tragisk eksem­pel på hvor galt det kan gå, når højreek­streme og men­neske­f­jendske hold­ninger får lov at få fod­fæste i sam­fun­det.

Scroll til toppen