Efter Solingen. Højreekstremismens fremmarch i Tyskland

Den 29. maj 1993 blev Tyskland rystet af en brutal mordbrand, der i den grad kom til at præge den offentlige debat om demokratiets vilkår efter murens fald. Stedet hvor attentatet foregik, var Solingen, en by med godt 160.000 indbyggere i den vestlige del af Tyskland. I brandattentatet omkom fem tyrkiske familiemedlemmer og yderligere 14 blev hårdt såret i hvad der må betegnes som det mest brutale racistisk motiverede overfald i Tyskland siden anden verdenskrig. De omkomne var alle kvinder og børn. Gerningsmændene, i alt fire unge mænd i alderen 16-23 år, der tilhørte en nynazistisk gruppe, blev anholdt kort tid efter og idømt lange fængselsstraffe.

Selvom begivenheden trak dybe spor i den tyske offentlighed var tragedien i Solingen snarere kulminationen på en række voldelige overfald og brandattentater mod udlændinge begået af nynazister eller personer med tilknytning til højreekstremistiske miljøer i årene umiddelbart efter genforeningen. Men hvor mange af de andre attentater var foregået i den østtyske provins langt fra magtens centrum i både geografisk og mental henseende, fandt brandattentatet i Solingen sted i selve hjertet af det vestlige Tyskland ikke langt fra den daværende regeringsby Bonn. Dette, og så selvfølgelig brutaliteten i overfaldet – dens dybt tragiske karakter – gjorde, at politikerne og myndighederne ikke længere kunne vende det blinde øje til og nedtone forbrydelsens racistiske motiver – som tendensen ellers havde været ved de andre forbrydelser.

Efter Solingen stod det for alvor klart, at fascistisk motiveret vold og højreradikale bestræbelser på at bekæmpe demokratiets grundprincipper langt fra var et afsluttet kapitel i den tyske historie. Det blev frem for alt tydeligt, at den største trussel mod den tyske stat ikke længere kom fra den radikale venstrefløjs udenomsparlamentariske miljøer, som i 70erne og 80erne havde udgjort den største sikkerhedspolitiske trussel, men at udfordringen snarere bestod i en ny politisk motiveret – og ekstrem voldelig – højreradikalisme.

Tysk selvransagelse

I år er det 20 år siden at den tragiske begivenhed i Solingen fandt sted og det markeres flere steder i delstaten Nordrhein-Westphalen med mindehøjtideligheder, fredelige anti-racistiske demonstrationer og konferencer, hvor politikere, forskere og repræsentanter for etniske minoriteter vil mødes for at diskutere den højreekstreme udfordring 20 år efter Solingen. Under overskriften ’Har vi overhovedet lært noget af denne morderiske voldshandling’? har der været afholdt et seminar i Bonn med fokus på hate crimes og den voksende racisme set i lyset af finanskrisen.

Et særdeles aktuelt spørgsmål at stille i Tyskland netop nu, for samtidig, i München, sidder den 38-årige Beate Zschäpe, det kvindelige medlem af den nazistiske terrortrio Nationalsozialistischer Untergrund (NSU), på anklagebænken, for i perioden 2000-2007 at have medvirket til planlægningen og udførelsen af ti mord og en række andre grove forbrydelser. Blandt de myrdede var otte mænd af tyrkisk afstamning, en græker samt en kvindelig politibetjent.

Også i forbindelse med NSU-mordene vendte den tyske stat det blinde øje til og nægtede at se i øjnene, at forbrydelserne var racistisk motiverede, og derfor kunne myrderierne fortsætte i årevis, uden at de blev opklaret og uden at politiet fik fat i gerningsmændene. Adskillige teorier af mere eller mindre konspiratorisk karakter har været luftet i forbindelse med mordene; at politiet dækkede over kollegaer i efterretningstjenesten, der af forskellige grunde ikke ønskede at rydde op i de højreekstremistiske miljøer, enten fordi de ikke ville miste deres vigtige kontakter og informanter inden for de kredse, eller – hvilket er langt værre, hvis det i løbet af den igangværende proces viser sig at være korrekt – at det tyske politi er blindt på det højre øje og i stort omfang sympatiserer med den højreradikale bevægelse. Mange tyskere har ganske enkelt svært ved at tro på, at det var ren og skær uduelighed fra politiets side, der var årsagen til at terrortrioen ikke blev pågrebet langt tidligere.

Der er således al mulig grund til at gøre status og se på hvordan den højreekstreme bevægelse i Tyskland har forandret sig i de godt 20 år der er gået siden den højreradikale vold for alvor kom på dagsordenen og blev et fast indslag i gadebilledet i mange tyske byer. Og der er al mulig grund til at kaste et blik på hverdagsracismen som trives i bedste velgående, navnlig i de regioner i Tyskland hvor finanskrisen har skabt den største sociale usikkerhed.

Den 25-årige tyrkisk-tyske filmskaber, Mirza Odabaşı, formulerede det rammende på konferencen i Bonn: Hverdagsracisme er, når skolelærere fremhæver elevernes stavefejl som et eksempel på perkertysk. Det er, når man bliver kaldt for udlænding på trods af at man har tysk statsborgerskab og i øvrigt er født og opvokset i Tyskland. Står hans ord til troende er sådanne oplevelser af mindreværd hverdagskost for tusindvis af immigranter og deres børn og børnebørn, som ifølge en anden af konferencens deltagere, integrationsforskeren Hacı-Halil Uslucan, lever med et konstant forhøjet stressniveau som følge af angsten for diskriminering, nedladende bemærkninger eller ligefrem risikoen for at blive udsat for hate crimes.

Radikaliseringen af den tyske højrefløj

De to tyske ekstremismeeksperter, Alexander Häusler og Fabian Virchow, som i adskillige bøger har hudflettet den tyske højrefløj på baggrund af et omfattende kildemateriale er ganske klare i mælet: Højreekstremismen i Tyskland er i de seneste år på én og samme tid blevet både mere borgerlig og mere radikal og militant.

Denne dom lyder mildest talt som en selvmodsigelse og den kræver i høj grad en forklaring. For hvordan kan den radikale højrefløj både bevæge sig i en mere borgerlig retning og samtidig befinde sig i en radikaliseringsproces, der udmønter sig i en mere militant og voldelig optræden? Det synes kun at give mening hvis der ikke er tale om én politisk bevægelse men derimod om en række forskellige heterogene grupper og organisationer, der måske nok samlet set udgør det højreradikale spektrum, men som indbyrdes er så forskellige, at det næppe giver mening at tale om den højreekstreme bevægelse i bestemt form ental.

Dette billede er selvfølgelig ikke helt misvisende, for højrefløjen i Tyskland er et yderst broget sammensurium af en række forskelige grupperinger, lige fra nynazistiske, ekstremt voldelige skinheads og frie kammeratskabsgrupper, de såkaldte ’Freie Kameradschaften’, til organiserede politiske grupper, hvoraf partiet NPD (Tysklands Nationaldemokratiske Parti) i dag tegner langt den største og mest indflydelsesrige gruppe. Men Virchow og Häusler drager den konklusion, at hvor den højreekstreme voldsbølge i 90erne var forholdsvis spontan og ikke udsprang af større organiserede netværk, så er det i dag rent faktisk muligt at tale om en højreekstrem bevægelse med betydelige netværk, langt flere ressourcer både hvad angår økonomi og man power og ikke mindst med en langt bedre organisatorisk struktur, der muliggør koordinerede indsatser – både voldelige og ikke voldelige – som fremmer den højreradikale ideologi.

Hvad angår NSU terrorhandlingerne var højreekstrem terror ifølge de to forskere basalt set hvad man kunne forvente efter den oprustning og opblomstring af radikale højrefløjsmiljøer, der er sket op igennem 00’erne. En opblomstring der på mange måder forekommer overraskende, set i lyset af, at en række nynazistiske grupper rent faktisk blev forbudt ved lov i årene efter attentaterne i Solingen, Mölln og Hoyerswerda.

NPD – højreekstremister i borgerlige gevandter

Det er derfor nødvendigt at kaste et blik på en anden væsentlig faktor, som har præget den ekstreme højrefløj de seneste godt 20 år, nemlig partiet NPDs udvikling. Siden starten af 00erne har partiet oplevet en stor fremgang og figurerer i dag som parlamentarisk medspiller i delstaterne Sachsen og Mecklenburg-Vorpommern, hvor folkevalgte NPD-politikere sidder i delstatsregeringen.

Efter Schröder-regeringens udskældte social – og arbejdsmarkedslove op igennem 00erne, de såkaldte Hartz-reformer, lykkedes det partiet ved delstatsvalgene i 2004 og igen i 2006 at lancere sig som protestparti, der talte de svages sag og som havde modet til stille sig op og åbent udskælde de regerende socialdemokrater som værende usolidariske og udemokratiske. Derigennem var NPD i stand til at mobilisere en ikke ubetydelig vælgerskare, primært i de nye forbundslande, hvor socialreformerne ramte særlig hårdt.

Det er her, at tesen om en borgerliggørelse af den ekstreme højrefløj forekommer plausibel. Dog ikke en borgerliggørelse i politisk henseende, for partiets politiske dagsorden var langt fra borgerlig, den var – og er – funderet i en nationalistisk konciperet socialisme, der handler om at omskrive sociale spørgsmål til nationale og folkelige problemstillinger i form af en diskriminerende diskurs om at sikre det tyske folks kulturelle og racerene egenart. Borgerliggørelsen har derimod snarere handlet om at blive politisk respektabel.

NPDs åbenlyse strategi med at søge politisk indflydelse har krævet en omfattende intern omstillingsproces. Fra at være hjemsted for landsbytosser og larmende skinheads skulle NPD udvikle sig til at blive et stuerent parti med en klar profilering på det socialpolitiske område og en appel der rakte ud over det højreekstreme miljø. At partiet ikke blev splittet i processen skyldtes i høj grad den daværende formand Udo Voigts politiske tæft. Voigt formåede at ændre partiets ansigt udadtil uden at kappe forbindelsen til de mere ekstreme kadre, der stadig blev hilst velkomne og også samarbejdet med på kryds og tværs.

Her kan man så passende igen skifte fokus til den radikalisering, der er foregået på den tyske ekstreme højrefløj. NPD har i løbet af de seneste godt 10 år formået at udnytte deres position og politiske indflydelse på delstats- og lokalniveau til at opbygge et højreekstremt netværk, der rækker langt ud over egne kredse og som har formået at samle mange af de splittede grupper. Det forekommer utroligt, at partiet den ene dag forsøger at gøre sin indflydelse gældende gennem de parlamentarisk-demokratiske institutioner for dagen efter at samarbejde med og yde støtte til militante nynazister, hvis inderlige ønske det er at nedbryde retsstaten og demokratiets institutioner og værdier. Men dette er ikke desto mindre tilfældet. Den aktuelle proces i München og efterforskningen af NSU-mordene har vist, at sammenhængen mellem de forskellige mord ikke kun var kendt i årevis i NPD-kredse, men at Beate Zschäpe, Uwe Mundlos og Uwe Böhnhardt havde tætte kontakter til både NPD-medlemmer og andre personer inden for det højreradikale miljø.

Højreradikalisme – det åbne samfunds udfordring

På makroniveau har NPDs indflydelse fremfor alt bevirket to ting: For det første en øget selvtillid på højrefløjen, som udmønter sig i en langt mere selvsikker optræden og fremturen, en langt mere aggressiv italesættelse af de politiske og sociale problemstillinger der knytter sig til et multikulturelt samfund. Samt en langt mere hånende indstilling over for de parlamentariske samarbejdspartnere i de organer, hvor partiet er repræsenteret regionalt og lokalt. For det andet – som følge af ovenstående – har partiet formået at påvirke den offentlige politiske diskurs i en fremmedfjendsk retning, så offentlige debatter om integration i dag bliver ført i en langt mere skinger og ubehagelig tone end tidligere.

En af deltagerne på konferencen i Bonn opstillede følgende interessante tankeeksperiment: Mon en bog som Thilo Sarrazins berygtede og omdiskuterede ’Tyskland afskaffer sig selv’ havde været mulig uden den forudgående radikalisering og polarisering af den offentlige debat som det højreekstreme parti NPD har været med til at skabe? En radikalisering som ifølge flere af konferencens paneldeltagere kan spores tilbage til de skingre asyldebatter i starten af 90erne, som gik forud for de nynazistiske attentater.

Den aktuelle politiske debat i Tyskland vender således gang på gang tilbage til ét afgørende spørgsmål: Bør partiet NPD forbydes for dermed en gang for alle at signalere, at højreekstreme holdninger ikke hører hjemme inden for den demokratiske retsstat? En på ingen måde simpel problemstilling, hvilket paneldebatten i Bonn afspejlede i al sin tydelighed.

Kun tåber tror oprigtigt på, at et forbud mod NPD vil løse problemerne med højreekstremisme eller for den sags skyld fjerne den ekstreme højrefløj – men både ekstremismeforskere og politikere peger på, at et forbud effektivt vil sætte den højreekstreme bevægelse tilbage rent organisatorisk, hvilket selvsagt vil besværliggøre enhver fremtidig oprustning. Samtidig tror – og håber – mange, at et forbud vil påvirke den politiske debat i medierne i en mere anstændig og moderat retning, hvilket på lang sigt kan være medvirkende til ændre den samfundsmæssige diskurs og rykke ved hverdagsracismen.

Tragedien i Solingen vil altid stå som en skamplet på perioden efter den tyske genforening og den vil aldrig kunne sones gennem nok så mange politiske diskussioner og tiltag. Men den ufattelige lidelse, som ofrenes familiemedlemmer har måttet udholde, vil ikke være forgæves, hvis de mange mindehøjtideligheder, konferencer og demonstrationer der afholdes i Tyskland i dette forår formår at rykke blot en lille smule ved racismen og den politisk motiverede vold. Solingen er først og fremmest et tragisk eksempel på hvor galt det kan gå, når højreekstreme og menneskefjendske holdninger får lov at få fodfæste i samfundet.