Mågen, en radikal fugl

maager

I den senere tid er en plage af tilsyneladende apokalyptiske proportioner væltet ind over de danske havnebyer. Nu er det så blevet Aarhus’ tur. Der er tale om en invasion af én af vor tids mest usolidariske arter, den frygtede sølvmåge. I byerne bygger mågerne reder, som det passer dem, og de lader sig ikke umiddelbart stoppe af menneskets gudgivne ret til hvadsomhelst. Men hvad er mågen egentlig for et dyr? Har den en dagsorden? Hvad vil den med os?


Mågen er et dyr, som i særlig grad befind­er sig i mellem­rummene. På lin­je med ræven og andre notoriske grovædere tilhør­er mågen en helt særlig dyreel­ite, naturens dedik­erede skraldemænd. Den under­ver­den eller par­al­lelle virke­lighed, som disse dyr færdes i, bal­ancer­er knivskarpt på grænsen til vores egen. Men (terror)balancen er blevet forstyrret. Hvor ræven arbe­jder vagt­somt og effek­tivt i ly af mør­ket, er den bevingede måge fri til at føre en helt syn­lig gadekrig mod nyde­lighed, nar­cis­sisme og inkom­pe­tente byplan­læg­gere. I men­nes­kets iver efter at komme tæt­tere og tæt­tere på havet, har vi efter­hån­den annek­teret så store dele af mågens oprindelige habi­tat, at den med sine listige gueril­lame­toder har ind­taget strate­giske posi­tion­er i byrum­met. Mågens vinger beriger den med en særlig mod­stand­skraft, som gør den nærmest usårlig fra land­jor­den. Den byg­ger rede på vores tage og væl­ter vores café lat­te, flat white eller tilsvarende aktuelle mod­ekaffe for at nappe bis­cot­tien fra under­kop­pen. Mågerne er nu blandt os, og visse befolkn­ings­grup­per har beslut­tet sig for at tage til gen­mæle.

Trods sin umid­del­bart fabelagtige strate­giske begavelse er mågen i udpræget grad et uim­poneret dyr. Mågerne i byerne lad­er end ikke til at vide, at de er i krig, og de har i stedet travlt med at fortære den over­flod af crois­san­ter, pom­frit­ter og saftige burg­er­rester, som de ødsle land­krab­ber efter­lad­er sig. Mågen er med andre ord engageret i en besyn­derlig demografisk krigs­førsel, hvor den i sin skære man­gel på respekt for men­nes­kets ret­tighed­er og priv­i­legi­er er i færd med at udkonkur­rere de ukam­pdygtige homo sapi­ens på egen hjem­me­bane. Men hvis mågens adfærd ikke er et resul­tat af en kollek­tiv strate­gi, og hvis den grundlæggende er indif­fer­ent over for men­nesker, hvad er så dens pro­jekt?

Mågen er måge fra næb­bet til hale­spid­sen. Dens rel­e­van­skri­terier inklud­er­er ikke hverken fod­bol­dresul­tater, royale vagi­naer eller poli­tisk uro i Mellemøsten. Mågen giv­er ikke en fuck. Mågen vil skide på dit rene vas­ketøj, skide på din byplan­lægn­ing, skide på dine prisvin­dende skulp­tur­er. Mågen fly­ver blasert omkring i byrum­met og fourager­er. Den er det fornem­ste eksem­pel på, hvor­dan ver­den og ikke mindst naturen er fuld­stændig ligeglad med os men­nesker. Mågen vil skide på dine prob­le­mer, skide på din frivær­di, din rac­er­cykel, din udsigt­sløse uddan­nelse. Mågen fly­der med strøm­men og ser, hvad der mon i dag foregår på den store under­hold­nings­flade langt under den. Den inkarner­er en åbenlyst effek­tiv jæger-sam­ler-kul­tur, og sam­men­holdt med dens indif­fer­ens over for men­nes­kets insti­tu­tion­er gør dette mågen uhyre sub­ver­siv. Den er med andre ord ufat­telig cool.

If you can’t join them, beat them

Mågen er en farlig fugl. Den stjæler ikke spæd­børn, og den taper ikke sprængstof fast på krop­pen. I stedet nøjes den med at tæppe­bombe din bil med klat­ter, som (må man bemærke) er både pis og lort i én uskøn cock­tail, som føl­gelig er dobbelt så klam. Dens farlighed er udelukkende metaforisk, idet den truer en sym­bol­sk orden, som vi med vold og magt har reifi­ceret. Vores hække og vores bymæs­sige for­ti­fika­tion­er er kun til pynt, og vores grænse­dragninger og ånd­sred­sk­aber er for mågen fuld­stændig ille­git­ime. Den kender ikke til lukke­tider, kender ikke til pri­vat ejen­dom­sret. Det sym­bol­ske panser, vi har bar­rikaderet os med, vis­er sine sprækker, og mågen blotlæg­ger dem.

Vi er alle nyt­tige idiot­er i mågens øjne, og der­for kan mågernes farlighed og inver­sion af det men­neske­lige nyt­tepar­a­digme ikke ties ihjel. Men­nes­ket må nød­vendigvis bekæmpe truslen fra oven, så nu skal mågerne åben­bart tvinges ud af byerne. Det er her, jeg selv kom­mer ind i billedet. For nogle dage siden fandt jeg på min hov­ed­dør i den aarhu­sianske bydel Fred­eriks­b­jerg et opklistret print fra en Face­book­gruppe ved navn “Mågerne ud af Aarhus”. Som sådan var udmeldin­gen på print­et tydelig nok: hele som­meren var ini­tia­tiv­tagerne blevet vækket af mågernes skræp­pen allerede ved fem-tiden om mor­ge­nen. Som måge skal man åben­bart være vaks for at sikre sig de bed­ste bid­der, mens men­neskene lig­ger og sover bran­dert ud hele vejen fra midtju­ni til semes­ter­start. Og nys­ger­rig, det bliv­er man jo, når der på den måde føres hvervekam­pagne i nabo­laget.

Men­nes­ket forsøger dermed omsider at organ­is­ere sig til kamp mod fjen­den, og naturligvis kan den slags dårligt foregå andre sted­er end på Face­book — stedet, hvor mågerne end­nu ikke har fået adgang. “Hvad er det, der er hvidt, næb­bet og ufat­telig stø­jende?”

Folk der hader måger”

Det bliv­er hur­tigt tydeligt, at selvom præmis­sen for folke­bevægelsen (“Ver­den ule­jliger mig — få den til at holde op!”) er fælles, så find­es der sim­pelthen ingen idiot­sikker måde at bekæmpe vin­d­møller på. Nogle fores­lår, at mågebe­standen holdes i ave, ved at kom­munen ansæt­ter en jæger til at spad­sere rundt og plaffe måger ned. Man kunne fristes til at under­søge, om ikke denne jæger ved lej­lighed kunne tage et par naboer, deres 1980’er-stagnerede musiks­mag og alskens fulde idiot­er med som del af ord­nin­gen. For at imødekomme økoseg­mentet fores­lår andre, at man ind­sæt­ter nogle bataljon­er rovfu­gle som en art anti­stof­fer mod mågeepi­demien. Om ikke andet kræver grup­pen, at kom­munen tager borg­ernes nat­tesøvn alvorligt og iværk­sæt­ter én eller anden form for han­dlekraftig blænd­værk­sak­tion.

Mest inter­es­sant bliv­er det dog, når man midt blandt beretninger fra trau­ma­tis­erede ung­piger, som har fået mågeklat­ter i caféburg­eren, støder på de mere mil­i­taris­tiske måge­hadere. I mødet med mågens sym­bol­ske farlighed skyes ingen midler, og her udde­les blandt andet råd om, hvor­dan man kan skræmme mågerne væk ved at pløkke dem tilpas mange gange med en soft­gun. Andre går mere viden­sk­a­beligt til værks og fores­lår, at vi i stedet benyt­ter os af kemisk krigs­førsel. Vi kan, teo­re­tis­er­er men­neskere­sis­tansen, benytte mågens egen biolo­gi imod den. Ved at udnytte, at kræet ikke kan komme af med luft hverken for­til eller bagtil, fores­lås det, at man forgifter mad med bagepul­ver og læg­ger det frem til mågerne. De fri­givne gasser skal herefter foran­ledi­ge, at mågen sim­pelthen eksploder­er. Havde resis­tansen for­ladt sig på en mere tra­di­tionel viden­sk­a­belig metode (eksem­pelvis at tjekke fak­ta) og ikke para­noid von høren­sagen, ville den vide, at eksploderende måger er en skrøne. Det er hermed bragt videre.

Fælles for denne aller­mest ekstreme frak­tion af men­neskere­sis­tansen er dog, at den i særlig grad påtager sig patri­otens modus operan­di. Disse hårde negle ven­ter ikke på en kom­munalt sank­tioneret ind­sats, men betragter det snarere som en borg­erpligt at tage sagen i egen hånd. I krig og kærlighed gælder alle kneb, og skulle man være i tvivl, så har dette intet med kærlighed at gøre. “Har du slået en måge ihjel i dag?” slo­gan­is­er­er i al væsent­lighed hard­lin­ernes etos. Man forestiller sig tillige i sine mere febrile stun­der, hvor­dan patri­oternes efterkom­mere om føje år vil blive ind­logeret og hyldet på 4. Maj Kol­legierne i det ganske land, hvor de promi­nent præsen­ter­er deres nedarvede sam­linger af mågetrofæer.

Når dette er sagt må vi kon­klud­ere, at vi befind­er os midt i en art­skrig, hvor men­nesker og måger ter­roris­er­er hinan­den. Hvor behagelige lyd­miljøer tidligere var noget, men­nesker aktivt opsøgte (eksem­pelvis ved at fly­tte ud hvor kragerne, og for­mentlig også mågerne, vender), er det i dag noget, vi for­langer. I stedet kunne det vel tænkes, at vi respek­terede, at mågen bare er for­ban­det cool. Den udstiller de mest skidne sider af vores ødsle insti­tu­tion­er og van­er, og er det mon ikke snart på tide, at vi find­er en arv­tager til den noget tyn­d­slidte og poli­tisk lig­e­gyldige nation­alfugl, sva­nen? Så længe vores materielle spild­pro­cent er over nul, næres mågen af vores suc­ces: Jo bedre vi har det, jo bedre har dén det. Når ful­derikken bevæger sig for­bi denne eller hin burg­er­bar på vej hjem fra byen, smider han eller hun uvægerligt omkring sig med mad. Noget ryger ned på jor­den, noget ryger ned i skraldespan­den, noget ryger ud som opkast i en nærliggende bag­gård. Mågen nap­per det hele og sender det direk­te retur. Hver gang en måge skider, reg­n­er det med human­is­mekri­tisk ret­færdighed.

 Jonas Siig er Ph.d.-studerende ved Insti­tut for Æstetik og Kom­mu­nika­tion på Aarhus Uni­ver­sitet

Scroll til toppen