Et lands uafrystelige historie - Congo

Congos historie skal ikke fortælles fra et europæisk perspektiv, men ses igennem kvinderettighedsforkæmperens modige, afmægtige øjne og fortælles af børnesoldatens forskruede stemme. Adjunkt ved Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet, Casper Andersen, har skrevet et anmeldelsesessay over David van Reybroucks værk, Congo: Historien om Afrikas Hjerte, der fortæller den centralafrikanske stats historie fra 1870 til 2010 — ikke fra et europæisk perspektiv, men fra et congolesisk.

Den danske over­sæt­telse af David van Rey­broucks pris­belønnede Con­go – Én geschiede­nis fra 2010 er nu udkom­met i 2. udgave. Imponerende flot for et digert his­torisk værk, skrevet af en bel­gisk arkæolog om et cen­tralafrikan­sk land. Bogen er da også med rette blevet fremhævet som et vægtigt bidrag — ikke blot til Con­gos his­to­rie, men til hele Cen­tralafrikas his­to­rie i den kolo­niale og den post-kolo­niale peri­ode. Rey­broucks bog fort­jen­er der­for også en mere fyldest­gørende omtale end den hidtil er blevet tildelt i den danske offent­lighed, hvor anmeldelserne har været pos­i­tive, men over­fladiske. Der­for denne mere fyldige diskus­sion af vær­ket.

Congolesernes historie, ikke blot europæernes

Rey­broucks værk er på sæt og vis en straight sto­ry. Læseren ledes kro­nol­o­gisk igen­nem Con­gos tur­bu­lente his­to­rie fra ca. 1870 og frem til 2010, hvor uafhængighe­den i 1960 er plac­eret omtrent halvve­js i de 643 sider. De for­ven­telige his­toriske karak­ter­er står cen­tralt i frem­still­in­gen. Med udgangspunkt i en bred læs­ning i forskn­ingslit­ter­a­turen, der omhan­dler Con­go-regio­nens poli­tiske his­to­rie, udlæg­ger Rey­brouck med præ­ci­sion den betyd­ning, per­son­er som Hen­ry Mor­ton Stan­ley, Kong Leopold II, Patrice Lumum­ba, Mob­u­to Sese Seko, Lau­rent og Joseph Kabi­la har i lan­dets his­to­rie. Dette kom­bineres med en række kilder, der kobler den poli­tiske his­to­rie med bredere social­his­toriske per­spek­tiv­er. Disse kilder består dels af sjældent brugte skriftlige kilder for­fat­tet af con­gole­sere, dels af inter­views med con­gole­sere, som har gen­nem­levet de his­toriske begiven­hed­er. Det er Rey­broucks erk­lærede mål at fortælle his­to­rien om Con­go, som con­gole­serne selv har oplevet den. His­to­rien er alt for ofte blevet for­t­alt gen­nem europæernes øjne alene, og det vil han råde bod på.

Det er særligt frem­skrivnin­gen af det ’con­gole­siske per­spek­tiv’, der af anmeldere er blevet fremhævet, som bogens særlige fort­jen­este. Det er nød­vendigt at præ­cis­ere, at andre før Rey­brouck har ful­gt et lig­nende ærinde med suc­ces. Rey­broucks store fort­jen­este er, at han får dette ’afrikanis­tiske’ per­spek­tiv ud til et bredere pub­likum end den mere spe­cialis­erede lit­ter­atur hidtil har for­mået. Det er fak­tisk lidt over­rask­ende, at det fort­sat kan være en øjenåb­n­er for ellers oplyste anmeldere når Rey­brouck insis­ter­er på, at Cen­tralafrikas his­to­rie først og fremmest er cen­tralafrikan­ernes his­to­rie. En stærk påmin­delse om, at der stadig er meget arbe­jde, der skal gøres for at bryde med en ufrugt­bart euro­cen­trisk forståelse af Afrikas his­to­rie.

Hinsides Kong Leopolds spøgelse

Et godt eksem­pel på Rey­broucks vel­fun­derede brud med euro­cen­tris­men ses i hans behan­dling af peri­o­den fra 1885–1908, hvor Con­go blev styret som en per­son­lig koloni tilhørende den bel­giske Kong Leopold II. Ikke mindst takket være Adam Hochschilds vel­skrevne best­seller The Ghost of King Leopold fra 1998, er dette den mest alment kendte del af lan­dets his­to­rie. Leopold regerede med skånsel­sløs bru­tal­itet gen­nem et under­kon­trolleret regime baseret på til­fældig vold, der særligt under jagten på natur­gum­mi fra starten af 1890erne antog sys­temisk karak­ter. Antallet af døde er omstridt, men skal tælles i mil­lion­er. De store europæiske magter vendte alt for længe det blinde øje til. Det skyldtes ikke mindst, at deres egen kolo­niale regerings­førelse i Afri­ka heller ikke afs­tod fra at bruge sys­tem­a­tisk vold mod civil­be­folknin­gen — omend på min­dre skala.

Rey­brouck anerk­ender Hochschild for at gøre denne del af his­to­rien mere velk­endt i Vesten og særligt i Bel­gien, hvor for­valt­nin­gen af lan­dets kolo­niale for­tid har været skræm­mende ukri­tisk og lige­frem glo­ri­fi­cerende. Han vis­er imi­dler­tid sam­tidigt, at effek­ten af bel­giernes tilst­ede­værelse i Con­go var langt mere gen­nem­gribende og kom­pleks. Som insti­tu­tion var kolo­nial­stat­en fra start til slut skrø­be­lig og svag, men den igangsat­te process­er, der trak dybe spor. Mobiliteten i befolknin­gen blev øget og nye forbindelser knyt­tet i takt med at store grup­per (som regel af nød og under tvang) blev fly­t­tet rundt i lan­det. En beg­y­n­dende urbanis­er­ing fandt sted og på mis­sion­sskol­erne uddannedes de første con­gole­sere til et liv med læse- og skrive­færdighed­er (der­af de første ikke-europæiske skriftlige kilder til his­to­rien), med kris­ten­dom og monogamiske fam­i­liei­de­al­er samt med en forståelse af at være con­gole­sere i en stat styret af hvide over­her­rer. Disse udviklinger fort­sat­te og blev mere rigidt for­malis­erede efter den bel­giske stat over­tog Con­go som en formel koloni i 1908. Kolo­nial­styrets admin­is­tra­tive behov blev herefter koblet sam­men med tidens antropol­o­giske viden­skab. Lige­som andre sted­er i Afri­ka bidrog dette afgørende til kon­solid­erin­gen (måske lige­frem opfind­elsen) af fast­tøm­rede stam­mei­den­titeter. Økonomiens rygrad blev desu­den minedrift. En smule af vel­standen sev lige­frem ned gen­nem sam­fund­sla­gene, hvorved nye dynamikker blev skabt blandt de grup­per, der havde forbindelse til den europæiske kolonielites treenighed bestående af en patro­n­is­erende stat­sad­min­is­tra­tion, ben­hård kap­i­tal­is­tisk minedrift og katol­sk kris­ten­dom.

Soldater, minearbejdere og Évolués

Det er først og fremmest disse con­gole­seres his­to­rie Rey­brouck fortæller i bogens første halvdel. For det fort­jen­er han stor ros. Det er igen­nem deres his­to­rie, at bogen for alvor bidrager til forståelsen af kolo­nial­is­mens store og blivende betyd­ning. Disse første gen­er­a­tioner af con­gole­sere formede deres iden­titeter op imod kolo­nial­statens ram­mer. Nogle som min­ear­be­jdere i det min­er­al­rige Katan­ga, andre som sol­dater i de to ver­den­skrige, hvor de con­gole­siske trop­per med krigssuc­ces kæm­pede i både Østafri­ka, Vestafri­ka, i Egypten og i Sydøs­tasien. Vigtigst var dog opkom­sten af de såkaldte Évolués. Évolués var en beteg­nelse for stræb­somme con­gole­siske mænd, der forsøgte at skabe sig en plads i kolo­nial­stat­en som en slags møn­ster­borg­ere. Trods den åbenlyst pater­nal­is­tiske klang var Évolués (’dem der udvikler sig’) også et udtryk, som de brugte om sig selv. Deres ydre kende­tegn var kris­ten­dom, monoga­mi, vestlig klæd­e­dragt og en udtalt for­agt for hvad de opfat­tede som prim­i­tive afrikanske tra­di­tion­er. En kon­ser­v­a­tiv og på over­fladen ikke oplagt gruppe til at føre an i kam­p­en for et andet Con­go.

Og så alligev­el. Stat­en beg­y­n­dte ganske vist at åbne mulighed­er for disse Évolués, der i prin­cip­pet kunne opnå sta­tus af at være borg­ere og få adgang uddan­nelse med hen­blik på højere posi­tion­er i sam­fun­det. I realiteten lå magten hos de hvide kolonisator­er, som i 1920 talte 3.600 og i 1958 fort­sat beskedne 85.000 i alt i et område på stør­relse med Vesteu­ropa. Kun ganske få Évolués opnåede sta­tus af møn­ster­borg­ere og alle højere posi­tion­er var de fac­to lukket land. Selvom styret var formelt raceneu­tralt, hørte diskrim­i­na­tion og piskn­ing til dagens orden både i de urbane rum og i lan­dom­råder med europæisk tilst­ede­værelse. Ved uafhængighe­den i 1960 var kun tre (3!) af lan­dets 1.500 højeste embed­er besat af con­gole­sere. (Her så det trods alt anderledes ud eksem­pelvis i de britiske kolonier, hvor afrikanis­erin­gen af admin­is­tra­tio­nen så småt var beg­y­n­dt efter 1940). Det var en ulykke­lig udvikling, som trak dybe spor lang tid efter uafhængighe­den. I lighed med de fleste stater i Afri­ka, blev lan­dets poli­tiske fremtid plac­eret i hæn­derne på mænd, der havde lev­et med kolo­nial­statens få spo­radiske mulighed­er og med dens mange hånd­gri­belige ydmygelser — små som store. Da det først stod klart, at opgøret med kolonimagten måtte komme, så måtte brud­det nød­vendigvis blive abrupt og ufor­beredt. Som Rey­brouck med ele­gance og præg­nans for­mulerer paradok­set omkring 1960: afkolonis­erin­gen kom for sent, uafhængighe­den kom for tidligt.

Independance (cha cha)

På his­torisk afs­tand forekom­mer kaos­set efter uafhængighe­den forudsigeligt. Hæren, hvis øver­ste poster i lighed med de øvrige af sam­fun­dets bærende insti­tu­tion­er var bek­lædt af bel­giere, gik i opløs­ning. De få, men bru­tale myrderier og voldtægter af hvide førte til en panisk flugt ’hjem’ mod Europa. Den skrø­be­lige con­gole­siske koali­tion, der havde forhan­dlet uafhængighe­den på plads i Brux­elles, var blot­tet for poli­tisk erfar­ing, præget af intern splid og stod over­for en befolkn­ing med en for­vent­ning om, at tin­gene hur­tigt ville blive bedre, når først bel­gierne forsvandt. Den for­vent­ning havde de con­gole­siske poli­tik­erne selv været med til at så i den sid­ste hek­tiske del af den kolo­niale peri­ode. Snart lå lan­dets nye ledere i åben krig med hinan­den. Katan­ga, lan­dets økonomiske kraft­cen­ter, havde med bel­gisk støtte udkæm­pet en mis­lykket løs­riv­elseskrig. Patrice Lumum­ba, min­is­ter­præsi­den­ten, havde uklogt for­møblet den good­will Con­go nød i USA inden han blev likvideret en reg­n­fuld nat­te­time ved en katan­gan­sk vej­side. Der gik ikke lang tid før Con­gos uof­fi­cielle nation­al­sang, Inde­pen­dance (Cha Cha), erhvervede det ele­ment af tristesse, som den lille jazzede sang i dag uvægerligt vækker (Kabase­le Kale & African Jazz’s fine melo­di fra 1959 find­es her i en inspir­eret ver­sion med den bel­gisk-con­gole­siske stjerne Balo­ji).

Fem års kaos kul­minerede i 1965, hvor Mub­u­to Sese Seko med støtte fra USA tog magten i det Con­go, han snart omdøbte til Zaïre. Og ved magten blev Mub­u­to så i 32 år indtil han dødssyg af kræft blev for­drevet af en usandsyn­lig koali­tion anført af Rwan­diske tut­si­er.

Reybrouck og Achebe

Efter læs­nin­gen af kapitlerne, der omhan­dler de tur­bu­lente år efter uafhængighe­den, sad jeg tilbage med et indtryk, jeg havde flere sted­er i bogen; at Con­gos nyere his­to­rie lign­er andre afrikanske staters — blot i en mere ekstrem udgave. Mine tanker gled til den nyligt afdøde nige­ri­anske for­fat­ter Chin­ua Achebes frem­ra­gende lille roman fra 1966, A Man of the Peo­ple, hvor han ind­fanger den poli­tiske virke­lighed efter uafhængighe­den. I roma­nen reflek­ter­er hov­ed­per­son ind­sigts­fuldt over den post-kolo­niale, poli­tiske logik:

A man who has just come in from the rain and dried his body and put on dry clothes, is more reluc­tant to go out again than anoth­er who has been indoors all the time. The trou­ble with our new nation – as I saw it then lying on the bed – was that none of us had been indoors long enough to be able to say “to hell with it”. We had all been in the rain togeth­er until yes­ter­day. Then a hand­ful of us – the smart and the lucky and hard­ly ever the best – had scram­bled for the one shel­ter our for­mer rulers left, and had tak­en it over and bar­ri­cad­ed them­selves in.

Con­go var en sådan ufærdig statskon­struk­tion, der havde efter­ladt de fleste i reg­nen. Da først Mub­u­to havde ero­bret hov­ed­bygnin­gen, skyede han ingen midler for at blive i den. Gevin­sten ved at sid­de i tørve­jret var for stor. Ikke mindst for­di man der­fra kunne høste alle indtægter fra råstofek­sporten. Gate-keep­er states har his­torik­eren Fred­er­ick Coop­er døbt fænomenet i en uovertruf­fen analyse af de post-kolo­niale afrikanske stater.

Det er ikke til­fældigt, at jeg citer­er Achebe, den store nige­ri­anske for­fat­ter. Hans bøger rum­ster­er i bag­grun­den, når man læs­er Rey­brouck. Dels for­di Achebe — lige­som Rey­brouck — var optaget af at fortælle afrikan­ernes his­to­rie. Dels for­di Achebes his­toriske roman­er også gen­remæs­sigt lig­ger tæt på Rey­broucks his­toriske doku­men­tarisme. Styrken lig­ger i begge til­fælde i de real­is­tiske, usen­ti­men­tale per­sonbeskriv­elser og i den præ­cise analyse af de struk­tur­er, der skabte per­son­erne. Rey­broucks behan­dling af Patrice Lumum­ba er et glim­rende eksem­pel på dette.

Et andet 1968

Årtierne under Mub­u­to behan­dles rel­a­tivt kort­fat­tet, måske for­di der ikke sker så meget i et bru­talt dik­taturstyre, der sid­der tungt på magten. Idéhis­torisk set, er det der påkalder sig mest opmærk­somhed nok den besyn­derlige stats­filosofi, lanceret under mot­toet Recours á l’autenticité – ’tilbage til det aut­en­tiske’. Denne tilbagevend­ing kom til udtryk i en mærkværdig, grandios arkitek­tur, i en påk­læd­nin­gen som bestod af en særlig Mao-inspir­eret out­fit med kort flip og tørk­læde (den fik navnet aba­cost afledt af udtrykket ’ned med jakkesæt­tet’) og i en his­torisk kon­struk­tion, der pos­tulerede en sam­men­hæn­gende før-kolo­nial, con­gole­sisk stat­shis­to­rie. Det udviklede sig hur­tigt til rendyr­ket ’mob­u­torisme’ og en per­son­kult omkring herskeren med den karak­ter­is­tiske leop­ard­hat. Barokt eller ej, så var det alvorligt at blive stem­plet som ”uau­t­en­tisk” og dermed fjende af det zaïriske folk. Læs­nin­gen er en stærk påmin­delse om, hvor morderisk en sådan form for iden­titet­spoli­tik kan udvikle sig. Grad­vist lærte folk at indordne og tilpasse sig. De modi­ge uni­ver­sitetsstud­erende var blandt de sid­ste, der lod sig knægte. De oplevede et helt andet 1968 end den samme gen­er­a­tion af stud­erende i Europa.

Nok behan­dles Mutu­to æraen rel­a­tivt kort, men Rey­brouck find­er også her over­rask­ende vin­kler og stem­mer, selv på de mest velk­endte episoder som eksem­pelvis Mob­u­tos mesterlige coup de théâtre, bok­sekam­p­en mellem Muhammed Ali og George Fore­man i Kin­shasa i 1974. The Rum­ble in Jun­gle beskrives gen­nem Zizi Kabon­go, en den­gang ung mand, der til­fældigt var havnet i Mob­u­tos pro­pa­gan­damin­is­teri­um. Kabon­go var blevet betroet kam­er­aet, der skulle filme, ikke bok­sekam­p­en, men der­i­mod pub­likum. Det viste et pub­likum som fes­ter, jubler og drikker men – fornem­mer man i Kabon­gos udlægn­ing – i en forun­derlig stemn­ing af frygt­som bege­jstring. Gen­nem den nu aldrende Kabon­go, lær­er vi noget alment om, hvad et dik­tatur gør ved en befolkn­ing.

En brutal krigs logik

Bogens sid­ste del dækker tiden fra Mub­u­tos endelige fald i 1997 og til 2010. Det er en peri­ode, hvor det meste af Con­go er blevet martret af krigshan­dlinger, som stadig fort­sæt­ter i den østlige del af lan­det. Kam­p­ene involver­er på forskel­lig vis de fleste cen­tralafrikanske stater, og Rey­brouck gør et prisværdigt forsøg på at kortlægge de mange inter­ess­er i kon­flik­ten. Det er kom­plekst, men tilbage står det fak­tum, at kri­gen er blevet god for­ret­ning i omgan­gen med regio­nens mange råstof­fer. De økonomiske motiv­er er altafgørende og de poli­tiske mål i bed­ste fald af sekundær betyd­ning for de omskiftelige alliancer. I Rey­broucks frem­still­ing ses kri­gen også gen­nem kvin­derettigheds­forkæm­perens modi­ge, afmægtige øjne og his­to­rien fortælles med bør­nesol­datens forskruede stemme. Øde­lagte men­nesker i en øde­lagt del af ver­den, hvor særligt kvin­der og børn lid­er under en næsten ube­gri­belig bru­tal­itet.

Bru­tal­itet ja, men ikke uden bagvedliggende logikker. Rey­brouck vis­er, at der bag lidelserne udspiller sig et kynisk og kalkuleret magt­spil. Det er helt afgørende for ham at point­ere – og for os læsere at ihukomme – at kri­gen ikke kan forstås som et tilbage­fald til et præ-civil­isatorisk bar­bari, der lur­er under over­fladen i denne del af ver­den. Det er der­i­mod er en krig i den mod­erne ver­den med aktør­er, der for­føl­ger deres mål, med de til rådighed stående midler. Som Rey­brouck skriv­er i en cen­tral pas­sage så er den etniske vold

’ikke en atavisme, ikke en prim­i­tiv refleks, men den logiske følge af knaphed på jord i en krigsøkono­mi, der tjente glob­alis­erin­gen – og i den for­stand et for­varsel om, hvad en over­be­folket plan­et har i vente. Con­go føl­ger ikke i his­to­riens køl­vand men er forud’.

Første del af citatet ram­mer hov­ed på søm­met: I vesten har vi stil­let os til­fredse med at se kri­gen i Con­go som et atavis­tisk levn fra en svun­den ver­den. Et grundvilkår som ikke kan forstås og da slet ikke afhjælpes. Rey­broucks frem­still­ing min­der os om, at denne udlægn­ing er både fork­ert og et udtryk for en bekvem ans­vars­for­fly­gtigelse. Det inter­na­tionale sam­fund (en vestlig opfind­else) har pligt til at gøre alt for at stoppe en krig, som vi i den rige del af ver­den indi­rek­te har lod og del i. I den anden halvdel af citatet over­spiller Rey­brouck imi­dler­tid sin pointe. Der er en række omstændighed­er – geol­o­giske, etniske og his­toriske (herun­der ikke mindst folke­mordet i Rwan­da i 1994) – der er unikke for sit­u­a­tio­nen i regio­nen. Ressourcekrige er en alvorlig trussel i Afri­ka og andre sted­er men at bruge øst-Con­go som krystalku­gle giv­er trods alt et forvrænget billede af de sandsyn­lige fremtidsse­nar­i­er på plan­eten.

Manden med grisen

Kri­gen fylder naturligvis meget i de sen­este to årti­er af Con­gos his­to­rie. Der er heldigvis også plads til andet i nar­ra­tivet. Befolknin­gens udtalte hunger efter uddan­nelse og kund­sk­aber er en ting. De store mængder øl der kon­sumeres i det fat­tige land en anden. Nogle billed­er bræn­der sig fast. Eksem­pelvis i forbindelse med det første rel­a­tivt velor­gan­is­erede, frie valg i Con­gos his­to­rie i 2006, hvor mænd og kvin­der sov med armene rundt om de forseglede val­gurn­er for at sikre sig mod svin­del og stem­meom­byt­ninger i nat­tens løb. En andet billede er man­den, som i den enorme Equa­teurs Provins går tre uger gen­nem jun­glen i gum­misan­daler med en gris på ryggen for at sælge den til han­dels­folkene, der en gang i måne­den sejler for­bi i en båd på flo­den. Dette er i 2010.

Kritikken

Der kan uvægerligt peges på svaghed­er i en bog med en sådan bred­de og ambi­tion. Ind­plac­erin­gen af Con­go-fris­tatens etab­ler­ing i den inter­na­tionale Scram­ble for Africa er man­gel­fuld. Europæernes opdel­ing af det, Bis­mar­ck døbte den ’afrikanske kage’, fork­lar­er Rey­brouck med økonomiske inter­ess­er koblet med opkom­sten af en mere mil­i­tant nation­al­isme på det europæiske kon­ti­nent. Det er vigtige fak­tor­er, men de er langt fra de eneste. Frem­for alt er de kat­e­gori­er for abstrak­te til at fork­lare såv­el timin­gen som geografien i opsplit­nin­gen af Afri­ka – herun­der tildelin­gen af Con­go til den, i europæisk sam­men­hæng, ube­ty­delige bel­giske konge. En lig­nende man­gel på behan­dling af den inter­na­tionale kon­tekst gør sig også gældende i forhold til afkolonis­er­ings­fasen. Det er tydeligt, at det er inter­essen for Con­go, der har givet brænd­stof til Rey­broucks 10 år lange arbe­jdsind­sats (dybt inde i bogen erfar­er man, at hans far i 1950erne var ansat i jern­banead­min­is­tra­tio­nen i Katan­ga). Det er helt fair, men ønsker man en dybere forståelse af de geopoli­tiske lin­jer i såv­el kolonis­erin­gen som afkolonis­erin­gen af Afri­ka, så er det en anden lit­ter­atur man skal have fat i.

En anden svaghed består i, at forbindelserne mellem led­dene i den kolo­niale ’treenighed’ af stat, kap­i­tal og kirke frem­stilles for gnid­nings­frit. Herved under­vur­deres spændingerne internt i det kolo­niale pro­jekt. Bel­giernes direk­te mil­itære støtte til løs­riv­elseskri­gen i det min­er­al­rige Katan­ga fra 1961 til 1963 vid­ner eksem­pelvis om, at de poli­tiske og økonomiske pri­or­i­teringer langt fra altid var på lin­je. Dom­men over kolonistyret står dog uan­tasteligt skarpt; når Rey­brouck i dagens Kin­shasa kan blive mødt med en håbe­fuld fore­spørgsel om ikke nok bel­gierne vil komme tilbage, så kon­stater­er han med præ­ci­sion, at dette fortæller os min­dre om bel­giernes kolonistyre end det gør om det, der opstod i køl­van­det på det.

Denne skarphed i kon­klu­sion­erne man­gler i nogen grad i bogens sid­ste kapitler, hvor Rey­brouck ikke nyder den his­toriske afs­tands priv­i­legium (og forskn­ingslit­ter­atur). En prob­lema­tis­er­ing af ngo’ers sti­gende ind­fly­delse i dagens Con­go hæver sig eksem­pelvis ikke over en stan­dard læse­bogskri­tik. Tek­sten bliv­er også lidt løsere i koderne. Et læn­gere afs­nit om et besøg i lan­dets mest berygt­ede fængsel uden for Kin­shasa synes at være med­taget for det, det fortæller, om Rey­broucks per­son­lige mod snarere end for det lys, besøget kaster på Con­gos nyere his­to­rie.

Disse kri­tikpunk­ter er imi­dler­tid småt­ing, som ikke rokker en tød­del ved Rey­broucks store bedrift. Man under ham og bogen den uvent­ede suc­ces, den har opnået. Han frem­står som en alvorlig, men også sym­pa­tisk forsker. Et indtryk der bestyrkes af, at en del af de penge han har tjent på bogen, nu bliv­er brugt på at sende en bil­ligudgave på gaden i Con­go. His­to­rien skal gøres tilgæn­gelig for dem, der har gen­nem­levet den og så beredvil­ligt videre­givet den til for­fat­teren. Stor respekt for den ges­tus.

Guden, djævlen og historien

Den britiske geolog og natur­te­olog, William Buck­land, argu­menterede i starten af 1800-tal­let for, at det var et udtryk for gud­dom­meligt forsyn, når de geol­o­giske forhold netop på de britiske øer havde artet sig således, at kul og jern­malm lå side om side. Forsynet havde derved frem­bragt den særlige min­er­al­o­giske kon­stel­la­tion, der gjorde det muligt for de protes­tantiske angel­sak­serne at føre an i den udvikling, som siden blev kendt som den indus­trielle rev­o­lu­tion.

Hvis logikken om prædes­tineret ressourcedis­tri­b­u­tion hold­er stik, så er det i sand­hed en ressourcekyn­dig djæv­el, der har været på spil i Con­go. Et par eksem­pler. I starten byggede økonomien i Leopolds fri­s­tat på elfen­ben­shan­del. Den for­ret­ningsmod­el – som aldrig var rigtig lukra­tiv – blev rin­gere i takt med, at ele­fantbe­standen skrum­pede. Netop da Leopold som kon­sekvens her­af stod for at måtte opgive sit con­gole­siske even­tyr, så steg efter­spørgslen på natur­gum­mi med opfind­elsen af det pneu­ma­tiske dæk. At Con­go blev hov­edleverandør på ver­dens­markedet mærkede befolknin­gen først og fremmest gen­nem tor­tur, for­driv­elser og massedød. Seks årti­er senere blev en anden af Con­gos despo­tiske herskere red­det af et lig­nende sam­men­træf. Her sendte Viet­namkri­gen kob­ber­prisen i vejret og sikrede derved Mob­u­to en sol­id indtægt i de afgørende år, hvor han kon­solid­erede sit greb om magten gen­nem likvideringer af mod­standere og klække­lige betalinger til inderkred­sen af støt­ter. Nu et halvt århun­drede senere giv­er udvin­din­gen af koltan til brug it-appa­rater ny næring til kri­gen i øst-Con­go, der siden 1997 har kostet flere men­neske­liv end kri­gene i eks-Jugoslavien, Afghanistan og Irak tilsam­men. Tak for kaffe. Man frygter, hvad den geol­o­giske djæv­el har gemt i posen til næste gang.

Og alligev­el forstår man godt Rey­broucks insis­teren på, at Con­gos plads i ver­den­shis­to­rien ikke er for­t­alt med råstof­ferne alene. Nok har områdets natur­res­sourcer været dri­vkraften bag de forbindelser lan­det har haft med omver­de­nen i løbet af lan­dets korte his­to­rie. Men sam­tidigt har effek­terne af jagten været over­rum­plende og uforudsigelig for alle involverede parter. Dette gør sig også gældende i forhold til den sen­est ankomne aktør, Kina, som i de senere år har fore­taget rel­a­tive mas­sive investeringer i Con­gos infra­struk­tur og indus­tri særligt relateret til minedrift. I den samme peri­ode er der opstået forbindelser den anden vej — fra Con­go til Kina. Con­gole­sere rejs­er nu til Syd­ki­na, hvor de hen­ter bil­lige kopi­var­er med hen­blik på lukra­tivt videre­salg i Kin­shasa. I Guangzhou, som Rey­brouck besøger i bogens sid­ste kapi­tel, er der i dag et bety­deligt og velkon­solid­eret con­gole­sisk expat com­mu­ni­ty med forbindelse til denne sti­gende han­del. Rey­brouck vover et øje og spår, at det er forbindelserne med Kina, som bliv­er afgørende for Con­go i det 21. århun­drede. Det er langt­fra sikkert han har ret. Vi ved jo godt, at ingen gud­er og djævle bestem­mer his­to­riens uforudsigelige gang; tidligere spå­domme – kolo­niale som post-kolo­niale – om Con­gos langsigt­ede udvikling har stort set altid vist sig at være skrup­fork­erte. Lur mig om ikke det samme sker denne forudsigelse.

Casper Ander­sen er adjunkt ved Insti­tut for Kul­tur og Sam­fund ved Århus Uni­ver­sitet.

Videre læs­ning

Adam Hochschilds Kong Leopolds spøgelse overgås på de fleste stræk af Rey­broucks værk, men bogen kan stadig læs­es for den gode og vel­skrevne analyse af den europæiske kon­tekst for Fris­tat­en Con­gos tilblivelse, bru­tal­itet og endelige sam­men­brud.

Et meget over­be­visende argu­ment for at analy­sere kolo­nial­stat­en i Con­go som pro­ces frem­for insti­tu­tion gives i Ald­win Roes, ’Cen­tre or periph­ery? The colo­nial admin­is­tra­tion and the val­oriza­tion of Con­golese nat­ur­al resources, 1885−1914’, som er frit tilgæn­gelig her http://www.lse.ac.uk/economicHistory/seminars/AfricanWorkshops/papers0910/Roes.pdf

Af Chin­ua Achebes værk­er bør udover A Man of the Peo­ple (East African Pub­lish­ers 1966) her også nævnes den såkaldte ‘African Tri­ol­o­gy’ bestående af Things Fall Apart (Heine­mann 1958), No Longer at Ease (Anch­er books 1960) samt Arrow of God (Anch­er Books 1964). Trilo­gien spæn­der over de tre gen­er­a­tioner, der gen­nem­levede Nige­rias tid som britisk koloni.

Fred­er­ick Coop­ers ’gate­keep­er state’ analyse udfoldes blandt andet i hans Africa since 1940: The Past of Present (Cam­bridge 2002). Bogen er end­videre en glim­rende intro­duk­tion til Afrikas nyere his­to­rie.

Der man­gler en nyere, sol­id frem­still­ing af delin­gen af Afri­ka. Man bør undgå Thomas Packingham’s sen­tion­al­is­tiske best­seller The Scram­ble for Africa. The White Man’s Con­quest of the Dark Con­ti­nent (Harp­er Collins 1992) og i stedet vælge H. L. Wes­sel­ings Divide and Rule. The Par­ti­tion of Africa 1880–1914 (Praeger 1996).

Et for­billedligt skarpt fugleper­spek­tiv på kolo­nialis­erin­gen og afkolonis­erin­gen leveres i John Dar­win, After Tame­lane. A Glob­al His­to­ry of Empire since 1405 (Pen­guin 2007)