Congos historie skal ikke fortælles fra et europæisk perspektiv, men ses igennem kvinderettighedsforkæmperens modige, afmægtige øjne og fortælles af børnesoldatens forskruede stemme. Adjunkt ved Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet, Casper Andersen, har skrevet et anmeldelsesessay over David van Reybroucks værk, Congo: Historien om Afrikas Hjerte, der fortæller den centralafrikanske stats historie fra 1870 til 2010 – ikke fra et europæisk perspektiv, men fra et congolesisk.

Den danske oversættelse af David van Reybroucks prisbelønnede Congo – Én geschiedenis fra 2010 er nu udkommet i 2. udgave. Imponerende flot for et digert historisk værk, skrevet af en belgisk arkæolog om et centralafrikansk land. Bogen er da også med rette blevet fremhævet som et vægtigt bidrag – ikke blot til Congos historie, men til hele Centralafrikas historie i den koloniale og den post-koloniale periode. Reybroucks bog fortjener derfor også en mere fyldestgørende omtale end den hidtil er blevet tildelt i den danske offentlighed, hvor anmeldelserne har været positive, men overfladiske. Derfor denne mere fyldige diskussion af værket.

Congolesernes historie, ikke blot europæernes

Reybroucks værk er på sæt og vis en straight story. Læseren ledes kronologisk igennem Congos turbulente historie fra ca. 1870 og frem til 2010, hvor uafhængigheden i 1960 er placeret omtrent halvvejs i de 643 sider. De forventelige historiske karakterer står centralt i fremstillingen. Med udgangspunkt i en bred læsning i forskningslitteraturen, der omhandler Congo-regionens politiske historie, udlægger Reybrouck med præcision den betydning, personer som Henry Morton Stanley, Kong Leopold II, Patrice Lumumba, Mobuto Sese Seko, Laurent og Joseph Kabila har i landets historie. Dette kombineres med en række kilder, der kobler den politiske historie med bredere socialhistoriske perspektiver. Disse kilder består dels af sjældent brugte skriftlige kilder forfattet af congolesere, dels af interviews med congolesere, som har gennemlevet de historiske begivenheder. Det er Reybroucks erklærede mål at fortælle historien om Congo, som congoleserne selv har oplevet den. Historien er alt for ofte blevet fortalt gennem europæernes øjne alene, og det vil han råde bod på.

Det er særligt fremskrivningen af det ’congolesiske perspektiv’, der af anmeldere er blevet fremhævet, som bogens særlige fortjeneste. Det er nødvendigt at præcisere, at andre før Reybrouck har fulgt et lignende ærinde med succes. Reybroucks store fortjeneste er, at han får dette ’afrikanistiske’ perspektiv ud til et bredere publikum end den mere specialiserede litteratur hidtil har formået. Det er faktisk lidt overraskende, at det fortsat kan være en øjenåbner for ellers oplyste anmeldere når Reybrouck insisterer på, at Centralafrikas historie først og fremmest er centralafrikanernes historie. En stærk påmindelse om, at der stadig er meget arbejde, der skal gøres for at bryde med en ufrugtbart eurocentrisk forståelse af Afrikas historie.

Hinsides Kong Leopolds spøgelse

Et godt eksempel på Reybroucks velfunderede brud med eurocentrismen ses i hans behandling af perioden fra 1885-1908, hvor Congo blev styret som en personlig koloni tilhørende den belgiske Kong Leopold II. Ikke mindst takket være Adam Hochschilds velskrevne bestseller The Ghost of King Leopold fra 1998, er dette den mest alment kendte del af landets historie. Leopold regerede med skånselsløs brutalitet gennem et underkontrolleret regime baseret på tilfældig vold, der særligt under jagten på naturgummi fra starten af 1890erne antog systemisk karakter. Antallet af døde er omstridt, men skal tælles i millioner. De store europæiske magter vendte alt for længe det blinde øje til. Det skyldtes ikke mindst, at deres egen koloniale regeringsførelse i Afrika heller ikke afstod fra at bruge systematisk vold mod civilbefolkningen – omend på mindre skala.

Reybrouck anerkender Hochschild for at gøre denne del af historien mere velkendt i Vesten og særligt i Belgien, hvor forvaltningen af landets koloniale fortid har været skræmmende ukritisk og ligefrem glorificerende. Han viser imidlertid samtidigt, at effekten af belgiernes tilstedeværelse i Congo var langt mere gennemgribende og kompleks. Som institution var kolonialstaten fra start til slut skrøbelig og svag, men den igangsatte processer, der trak dybe spor. Mobiliteten i befolkningen blev øget og nye forbindelser knyttet i takt med at store grupper (som regel af nød og under tvang) blev flyttet rundt i landet. En begyndende urbanisering fandt sted og på missionsskolerne uddannedes de første congolesere til et liv med læse- og skrivefærdigheder (deraf de første ikke-europæiske skriftlige kilder til historien), med kristendom og monogamiske familieidealer samt med en forståelse af at være congolesere i en stat styret af hvide overherrer. Disse udviklinger fortsatte og blev mere rigidt formaliserede efter den belgiske stat overtog Congo som en formel koloni i 1908. Kolonialstyrets administrative behov blev herefter koblet sammen med tidens antropologiske videnskab. Ligesom andre steder i Afrika bidrog dette afgørende til konsolideringen (måske ligefrem opfindelsen) af fasttømrede stammeidentiteter. Økonomiens rygrad blev desuden minedrift. En smule af velstanden sev ligefrem ned gennem samfundslagene, hvorved nye dynamikker blev skabt blandt de grupper, der havde forbindelse til den europæiske kolonielites treenighed bestående af en patroniserende statsadministration, benhård kapitalistisk minedrift og katolsk kristendom.

Soldater, minearbejdere og Évolués

Det er først og fremmest disse congoleseres historie Reybrouck fortæller i bogens første halvdel. For det fortjener han stor ros. Det er igennem deres historie, at bogen for alvor bidrager til forståelsen af kolonialismens store og blivende betydning. Disse første generationer af congolesere formede deres identiteter op imod kolonialstatens rammer. Nogle som minearbejdere i det mineralrige Katanga, andre som soldater i de to verdenskrige, hvor de congolesiske tropper med krigssucces kæmpede i både Østafrika, Vestafrika, i Egypten og i Sydøstasien. Vigtigst var dog opkomsten af de såkaldte Évolués. Évolués var en betegnelse for stræbsomme congolesiske mænd, der forsøgte at skabe sig en plads i kolonialstaten som en slags mønsterborgere. Trods den åbenlyst paternalistiske klang var Évolués (’dem der udvikler sig’) også et udtryk, som de brugte om sig selv. Deres ydre kendetegn var kristendom, monogami, vestlig klædedragt og en udtalt foragt for hvad de opfattede som primitive afrikanske traditioner. En konservativ og på overfladen ikke oplagt gruppe til at føre an i kampen for et andet Congo.

Og så alligevel. Staten begyndte ganske vist at åbne muligheder for disse Évolués, der i princippet kunne opnå status af at være borgere og få adgang uddannelse med henblik på højere positioner i samfundet. I realiteten lå magten hos de hvide kolonisatorer, som i 1920 talte 3.600 og i 1958 fortsat beskedne 85.000 i alt i et område på størrelse med Vesteuropa. Kun ganske få Évolués opnåede status af mønsterborgere og alle højere positioner var de facto lukket land. Selvom styret var formelt raceneutralt, hørte diskrimination og piskning til dagens orden både i de urbane rum og i landområder med europæisk tilstedeværelse. Ved uafhængigheden i 1960 var kun tre (3!) af landets 1.500 højeste embeder besat af congolesere. (Her så det trods alt anderledes ud eksempelvis i de britiske kolonier, hvor afrikaniseringen af administrationen så småt var begyndt efter 1940). Det var en ulykkelig udvikling, som trak dybe spor lang tid efter uafhængigheden. I lighed med de fleste stater i Afrika, blev landets politiske fremtid placeret i hænderne på mænd, der havde levet med kolonialstatens få sporadiske muligheder og med dens mange håndgribelige ydmygelser – små som store. Da det først stod klart, at opgøret med kolonimagten måtte komme, så måtte bruddet nødvendigvis blive abrupt og uforberedt. Som Reybrouck med elegance og prægnans formulerer paradokset omkring 1960: afkoloniseringen kom for sent, uafhængigheden kom for tidligt.

Independance (cha cha)

På historisk afstand forekommer kaosset efter uafhængigheden forudsigeligt. Hæren, hvis øverste poster i lighed med de øvrige af samfundets bærende institutioner var beklædt af belgiere, gik i opløsning. De få, men brutale myrderier og voldtægter af hvide førte til en panisk flugt ’hjem’ mod Europa. Den skrøbelige congolesiske koalition, der havde forhandlet uafhængigheden på plads i Bruxelles, var blottet for politisk erfaring, præget af intern splid og stod overfor en befolkning med en forventning om, at tingene hurtigt ville blive bedre, når først belgierne forsvandt. Den forventning havde de congolesiske politikerne selv været med til at så i den sidste hektiske del af den koloniale periode. Snart lå landets nye ledere i åben krig med hinanden. Katanga, landets økonomiske kraftcenter, havde med belgisk støtte udkæmpet en mislykket løsrivelseskrig. Patrice Lumumba, ministerpræsidenten, havde uklogt formøblet den goodwill Congo nød i USA inden han blev likvideret en regnfuld nattetime ved en katangansk vejside. Der gik ikke lang tid før Congos uofficielle nationalsang, Independance (Cha Cha), erhvervede det element af tristesse, som den lille jazzede sang i dag uvægerligt vækker (Kabasele Kale & African Jazz’s fine melodi fra 1959 findes her i en inspireret version med den belgisk-congolesiske stjerne Baloji).

Fem års kaos kulminerede i 1965, hvor Mubuto Sese Seko med støtte fra USA tog magten i det Congo, han snart omdøbte til Zaïre. Og ved magten blev Mubuto så i 32 år indtil han dødssyg af kræft blev fordrevet af en usandsynlig koalition anført af Rwandiske tutsier.

Reybrouck og Achebe

Efter læsningen af kapitlerne, der omhandler de turbulente år efter uafhængigheden, sad jeg tilbage med et indtryk, jeg havde flere steder i bogen; at Congos nyere historie ligner andre afrikanske staters – blot i en mere ekstrem udgave. Mine tanker gled til den nyligt afdøde nigerianske forfatter Chinua Achebes fremragende lille roman fra 1966, A Man of the People, hvor han indfanger den politiske virkelighed efter uafhængigheden. I romanen reflekterer hovedperson indsigtsfuldt over den post-koloniale, politiske logik:

A man who has just come in from the rain and dried his body and put on dry clothes, is more reluctant to go out again than another who has been indoors all the time. The trouble with our new nation – as I saw it then lying on the bed – was that none of us had been indoors long enough to be able to say “to hell with it”. We had all been in the rain together until yesterday. Then a handful of us – the smart and the lucky and hardly ever the best – had scrambled for the one shelter our former rulers left, and had taken it over and barricaded themselves in.

Congo var en sådan ufærdig statskonstruktion, der havde efterladt de fleste i regnen. Da først Mubuto havde erobret hovedbygningen, skyede han ingen midler for at blive i den. Gevinsten ved at sidde i tørvejret var for stor. Ikke mindst fordi man derfra kunne høste alle indtægter fra råstofeksporten. Gate-keeper states har historikeren Frederick Cooper døbt fænomenet i en uovertruffen analyse af de post-koloniale afrikanske stater.

Det er ikke tilfældigt, at jeg citerer Achebe, den store nigerianske forfatter. Hans bøger rumsterer i baggrunden, når man læser Reybrouck. Dels fordi Achebe – ligesom Reybrouck – var optaget af at fortælle afrikanernes historie. Dels fordi Achebes historiske romaner også genremæssigt ligger tæt på Reybroucks historiske dokumentarisme. Styrken ligger i begge tilfælde i de realistiske, usentimentale personbeskrivelser og i den præcise analyse af de strukturer, der skabte personerne. Reybroucks behandling af Patrice Lumumba er et glimrende eksempel på dette.

Et andet 1968

Årtierne under Mubuto behandles relativt kortfattet, måske fordi der ikke sker så meget i et brutalt diktaturstyre, der sidder tungt på magten. Idéhistorisk set, er det der påkalder sig mest opmærksomhed nok den besynderlige statsfilosofi, lanceret under mottoet Recours á l’autenticité – ’tilbage til det autentiske’. Denne tilbagevending kom til udtryk i en mærkværdig, grandios arkitektur, i en påklædningen som bestod af en særlig Mao-inspireret outfit med kort flip og tørklæde (den fik navnet abacost afledt af udtrykket ’ned med jakkesættet’) og i en historisk konstruktion, der postulerede en sammenhængende før-kolonial, congolesisk statshistorie. Det udviklede sig hurtigt til rendyrket ’mobutorisme’ og en personkult omkring herskeren med den karakteristiske leopardhat. Barokt eller ej, så var det alvorligt at blive stemplet som ”uautentisk” og dermed fjende af det zaïriske folk. Læsningen er en stærk påmindelse om, hvor morderisk en sådan form for identitetspolitik kan udvikle sig. Gradvist lærte folk at indordne og tilpasse sig. De modige universitetsstuderende var blandt de sidste, der lod sig knægte. De oplevede et helt andet 1968 end den samme generation af studerende i Europa.

Nok behandles Mututo æraen relativt kort, men Reybrouck finder også her overraskende vinkler og stemmer, selv på de mest velkendte episoder som eksempelvis Mobutos mesterlige coup de théâtre, boksekampen mellem Muhammed Ali og George Foreman i Kinshasa i 1974. The Rumble in Jungle beskrives gennem Zizi Kabongo, en dengang ung mand, der tilfældigt var havnet i Mobutos propagandaministerium. Kabongo var blevet betroet kameraet, der skulle filme, ikke boksekampen, men derimod publikum. Det viste et publikum som fester, jubler og drikker men – fornemmer man i Kabongos udlægning – i en forunderlig stemning af frygtsom begejstring. Gennem den nu aldrende Kabongo, lærer vi noget alment om, hvad et diktatur gør ved en befolkning.

En brutal krigs logik

Bogens sidste del dækker tiden fra Mubutos endelige fald i 1997 og til 2010. Det er en periode, hvor det meste af Congo er blevet martret af krigshandlinger, som stadig fortsætter i den østlige del af landet. Kampene involverer på forskellig vis de fleste centralafrikanske stater, og Reybrouck gør et prisværdigt forsøg på at kortlægge de mange interesser i konflikten. Det er komplekst, men tilbage står det faktum, at krigen er blevet god forretning i omgangen med regionens mange råstoffer. De økonomiske motiver er altafgørende og de politiske mål i bedste fald af sekundær betydning for de omskiftelige alliancer. I Reybroucks fremstilling ses krigen også gennem kvinderettighedsforkæmperens modige, afmægtige øjne og historien fortælles med børnesoldatens forskruede stemme. Ødelagte mennesker i en ødelagt del af verden, hvor særligt kvinder og børn lider under en næsten ubegribelig brutalitet.

Brutalitet ja, men ikke uden bagvedliggende logikker. Reybrouck viser, at der bag lidelserne udspiller sig et kynisk og kalkuleret magtspil. Det er helt afgørende for ham at pointere – og for os læsere at ihukomme – at krigen ikke kan forstås som et tilbagefald til et præ-civilisatorisk barbari, der lurer under overfladen i denne del af verden. Det er derimod er en krig i den moderne verden med aktører, der forfølger deres mål, med de til rådighed stående midler. Som Reybrouck skriver i en central passage så er den etniske vold

’ikke en atavisme, ikke en primitiv refleks, men den logiske følge af knaphed på jord i en krigsøkonomi, der tjente globaliseringen – og i den forstand et forvarsel om, hvad en overbefolket planet har i vente. Congo følger ikke i historiens kølvand men er forud’.

Første del af citatet rammer hoved på sømmet: I vesten har vi stillet os tilfredse med at se krigen i Congo som et atavistisk levn fra en svunden verden. Et grundvilkår som ikke kan forstås og da slet ikke afhjælpes. Reybroucks fremstilling minder os om, at denne udlægning er både forkert og et udtryk for en bekvem ansvarsforflygtigelse. Det internationale samfund (en vestlig opfindelse) har pligt til at gøre alt for at stoppe en krig, som vi i den rige del af verden indirekte har lod og del i. I den anden halvdel af citatet overspiller Reybrouck imidlertid sin pointe. Der er en række omstændigheder – geologiske, etniske og historiske (herunder ikke mindst folkemordet i Rwanda i 1994) – der er unikke for situationen i regionen. Ressourcekrige er en alvorlig trussel i Afrika og andre steder men at bruge øst-Congo som krystalkugle giver trods alt et forvrænget billede af de sandsynlige fremtidssenarier på planeten.

Manden med grisen

Krigen fylder naturligvis meget i de seneste to årtier af Congos historie. Der er heldigvis også plads til andet i narrativet. Befolkningens udtalte hunger efter uddannelse og kundskaber er en ting. De store mængder øl der konsumeres i det fattige land en anden. Nogle billeder brænder sig fast. Eksempelvis i forbindelse med det første relativt velorganiserede, frie valg i Congos historie i 2006, hvor mænd og kvinder sov med armene rundt om de forseglede valgurner for at sikre sig mod svindel og stemmeombytninger i nattens løb. En andet billede er manden, som i den enorme Equateurs Provins går tre uger gennem junglen i gummisandaler med en gris på ryggen for at sælge den til handelsfolkene, der en gang i måneden sejler forbi i en båd på floden. Dette er i 2010.

Kritikken

Der kan uvægerligt peges på svagheder i en bog med en sådan bredde og ambition. Indplaceringen af Congo-fristatens etablering i den internationale Scramble for Africa er mangelfuld. Europæernes opdeling af det, Bismarck døbte den ’afrikanske kage’, forklarer Reybrouck med økonomiske interesser koblet med opkomsten af en mere militant nationalisme på det europæiske kontinent. Det er vigtige faktorer, men de er langt fra de eneste. Fremfor alt er de kategorier for abstrakte til at forklare såvel timingen som geografien i opsplitningen af Afrika – herunder tildelingen af Congo til den, i europæisk sammenhæng, ubetydelige belgiske konge. En lignende mangel på behandling af den internationale kontekst gør sig også gældende i forhold til afkoloniseringsfasen. Det er tydeligt, at det er interessen for Congo, der har givet brændstof til Reybroucks 10 år lange arbejdsindsats (dybt inde i bogen erfarer man, at hans far i 1950erne var ansat i jernbaneadministrationen i Katanga). Det er helt fair, men ønsker man en dybere forståelse af de geopolitiske linjer i såvel koloniseringen som afkoloniseringen af Afrika, så er det en anden litteratur man skal have fat i.

En anden svaghed består i, at forbindelserne mellem leddene i den koloniale ’treenighed’ af stat, kapital og kirke fremstilles for gnidningsfrit. Herved undervurderes spændingerne internt i det koloniale projekt. Belgiernes direkte militære støtte til løsrivelseskrigen i det mineralrige Katanga fra 1961 til 1963 vidner eksempelvis om, at de politiske og økonomiske prioriteringer langt fra altid var på linje. Dommen over kolonistyret står dog uantasteligt skarpt; når Reybrouck i dagens Kinshasa kan blive mødt med en håbefuld forespørgsel om ikke nok belgierne vil komme tilbage, så konstaterer han med præcision, at dette fortæller os mindre om belgiernes kolonistyre end det gør om det, der opstod i kølvandet på det.

Denne skarphed i konklusionerne mangler i nogen grad i bogens sidste kapitler, hvor Reybrouck ikke nyder den historiske afstands privilegium (og forskningslitteratur). En problematisering af ngo’ers stigende indflydelse i dagens Congo hæver sig eksempelvis ikke over en standard læsebogskritik. Teksten bliver også lidt løsere i koderne. Et længere afsnit om et besøg i landets mest berygtede fængsel uden for Kinshasa synes at være medtaget for det, det fortæller, om Reybroucks personlige mod snarere end for det lys, besøget kaster på Congos nyere historie.

Disse kritikpunkter er imidlertid småting, som ikke rokker en tøddel ved Reybroucks store bedrift. Man under ham og bogen den uventede succes, den har opnået. Han fremstår som en alvorlig, men også sympatisk forsker. Et indtryk der bestyrkes af, at en del af de penge han har tjent på bogen, nu bliver brugt på at sende en billigudgave på gaden i Congo. Historien skal gøres tilgængelig for dem, der har gennemlevet den og så beredvilligt videregivet den til forfatteren. Stor respekt for den gestus.

Guden, djævlen og historien

Den britiske geolog og naturteolog, William Buckland, argumenterede i starten af 1800-tallet for, at det var et udtryk for guddommeligt forsyn, når de geologiske forhold netop på de britiske øer havde artet sig således, at kul og jernmalm lå side om side. Forsynet havde derved frembragt den særlige mineralogiske konstellation, der gjorde det muligt for de protestantiske angelsakserne at føre an i den udvikling, som siden blev kendt som den industrielle revolution.

Hvis logikken om prædestineret ressourcedistribution holder stik, så er det i sandhed en ressourcekyndig djævel, der har været på spil i Congo. Et par eksempler. I starten byggede økonomien i Leopolds fristat på elfenbenshandel. Den forretningsmodel – som aldrig var rigtig lukrativ – blev ringere i takt med, at elefantbestanden skrumpede. Netop da Leopold som konsekvens heraf stod for at måtte opgive sit congolesiske eventyr, så steg efterspørgslen på naturgummi med opfindelsen af det pneumatiske dæk. At Congo blev hovedleverandør på verdensmarkedet mærkede befolkningen først og fremmest gennem tortur, fordrivelser og massedød. Seks årtier senere blev en anden af Congos despotiske herskere reddet af et lignende sammentræf. Her sendte Vietnamkrigen kobberprisen i vejret og sikrede derved Mobuto en solid indtægt i de afgørende år, hvor han konsoliderede sit greb om magten gennem likvideringer af modstandere og klækkelige betalinger til inderkredsen af støtter. Nu et halvt århundrede senere giver udvindingen af koltan til brug it-apparater ny næring til krigen i øst-Congo, der siden 1997 har kostet flere menneskeliv end krigene i eks-Jugoslavien, Afghanistan og Irak tilsammen. Tak for kaffe. Man frygter, hvad den geologiske djævel har gemt i posen til næste gang.

Og alligevel forstår man godt Reybroucks insisteren på, at Congos plads i verdenshistorien ikke er fortalt med råstofferne alene. Nok har områdets naturressourcer været drivkraften bag de forbindelser landet har haft med omverdenen i løbet af landets korte historie. Men samtidigt har effekterne af jagten været overrumplende og uforudsigelig for alle involverede parter. Dette gør sig også gældende i forhold til den senest ankomne aktør, Kina, som i de senere år har foretaget relative massive investeringer i Congos infrastruktur og industri særligt relateret til minedrift. I den samme periode er der opstået forbindelser den anden vej – fra Congo til Kina. Congolesere rejser nu til Sydkina, hvor de henter billige kopivarer med henblik på lukrativt videresalg i Kinshasa. I Guangzhou, som Reybrouck besøger i bogens sidste kapitel, er der i dag et betydeligt og velkonsolideret congolesisk expat community med forbindelse til denne stigende handel. Reybrouck vover et øje og spår, at det er forbindelserne med Kina, som bliver afgørende for Congo i det 21. århundrede. Det er langtfra sikkert han har ret. Vi ved jo godt, at ingen guder og djævle bestemmer historiens uforudsigelige gang; tidligere spådomme – koloniale som post-koloniale – om Congos langsigtede udvikling har stort set altid vist sig at være skrupforkerte. Lur mig om ikke det samme sker denne forudsigelse.

Casper Andersen er adjunkt ved Institut for Kultur og Samfund ved Århus Universitet.

Videre læsning

Adam Hochschilds Kong Leopolds spøgelse overgås på de fleste stræk af Reybroucks værk, men bogen kan stadig læses for den gode og velskrevne analyse af den europæiske kontekst for Fristaten Congos tilblivelse, brutalitet og endelige sammenbrud.

Et meget overbevisende argument for at analysere kolonialstaten i Congo som proces fremfor institution gives i Aldwin Roes, ’Centre or periphery? The colonial administration and the valorization of Congolese natural resources, 1885-1914’, som er frit tilgængelig her http://www.lse.ac.uk/economicHistory/seminars/AfricanWorkshops/papers0910/Roes.pdf

Af Chinua Achebes værker bør udover A Man of the People (East African Publishers 1966) her også nævnes den såkaldte ‘African Triology’ bestående af Things Fall Apart (Heinemann 1958), No Longer at Ease (Ancher books 1960) samt Arrow of God (Ancher Books 1964). Trilogien spænder over de tre generationer, der gennemlevede Nigerias tid som britisk koloni.

Frederick Coopers ’gatekeeper state’ analyse udfoldes blandt andet i hans Africa since 1940: The Past of Present (Cambridge 2002). Bogen er endvidere en glimrende introduktion til Afrikas nyere historie.

Der mangler en nyere, solid fremstilling af delingen af Afrika. Man bør undgå Thomas Packingham’s sentionalistiske bestseller The Scramble for Africa. The White Man’s Conquest of the Dark Continent (Harper Collins 1992) og i stedet vælge H. L. Wesselings Divide and Rule. The Partition of Africa 1880-1914 (Praeger 1996).

Et forbilledligt skarpt fugleperspektiv på kolonialiseringen og afkoloniseringen leveres i John Darwin, After Tamelane. A Global History of Empire since 1405 (Penguin 2007)