Kan økonomisk teori og ideologi holdes adskilt?

Er økonomividenskab objektiv og er tal neutrale? Er økonomi i virkeligheden en samfundsvidenskab, der opfører sig som naturvidenskab? Er det tilfældigt, at ledende økonomer bruger antagelser om ideelle markeder? Professor i økonomi på Roskilde Universitet Jesper Jespersen argumenterer for, at neoklassisk økonomi og ideologi ikke altid kan holdes adskilt.

FOKUS: ALTERNATIV ØKONOMI – Der findes ikke længere politik – der findes kun økonomi. Mens EU udsteder finansielle støttepakker til banker i krise, spørger omverdenen stadig de økonomiske vismænd til råds når det gælder samfundets store spørgsmål. Politiske spørgsmål erstattes i stigende grad af økonomiske og de økonomiske vismænd får altid det sidste ord. Men hvorfor får de der kan tælle altid ret og handler økonomi altid om penge?

Økonomi er en af samfundsvidenskaberne. Det er teorier om menneskers ’pengemæssige’ adfærd og organisering af produktion, arbejde og kapitalakkumulation. Økonomi er i sit genstandsfelt en blanding af human- og socialvidenskab – den fokuserer på forståelsen af motiverne bag menneskers (økonomiske) handlinger og disses samfundsmæssige konsekvenser. Økonomi er således i sit udgangspunkt ikke at ligne med en naturvidenskab. Men uanset denne åbenbare forskel mellem samfundsvidenskab og naturvidenskab har der inden for økonomifaget udviklet sig en stærk tradition for at benytte matematisk formulerede analysemodeller. Dette valg af metode har medvirket til, at afstanden mellem økonomisk teori og modeller og den økonomiske virkelighed er blevet forøget. Herved er modellernes relevans med hensyn til at beskrive virkeligheden blevet begrænset. En begrænsning der forstærkes af modellernes ensidige fokusering på markedsmæssige processer karakteriseret ved ’fuldkommen konkurrence’ og en individuel optimerende adfærd karakteriseret ved profit- og nyttemaksimering.

Disse valg af modelmæssige forudsætninger har bidraget til at give de dominerende økonomiske modeller en form, der er præget af markedsøkonomisk ideologi.

Valg af metode

Uanset denne åbenbare forskel mellem samfundsvidenskab og naturvidenskab har ambitionen inden for økonomifaget lige siden det neoklassiske gennembrud (den såkaldte marginalistiske revolution) i 1880erne været at ’sætte samfundsøkonomien på formler’. Spørgsmålet om brug af matematiske modeller har lige siden løbet som en af de markante skillelinjer ned gennem den økonomiske teoris historie. Dette spørgsmål har også præget diskussionen af, i hvilken grad den naturvidenskabelige metode kan benyttes til at forstå, beskrive og værdisætte samfundsøkonomiske problemstillinger. Den neoklassiske økonomiske teori blev udviklet af økonomer med en stærk matematisk inklination og naturvidenskabelig ’misundelse’. De var bl.a. fascinerede af de muligheder som differentialregningen giver for at give præcise svar på matematisk formulerede optimeringsproblemer. Det for mange økonomer centrale spørgsmål om, hvordan knappe ressourcer kan anvendes ’optimalt’, kunne besvares inden for rammen af en matematisk formuleret model. For udenforstående gav den matematiske analyse et skær af objektivitet, hvilket var med til at give økonomifaget en aura af naturvidenskab. Men de matematisk formulerede økonomiske modeller manglede en solid empirisk underbygning. Det er helt afgørende for anvendelse af en hvilken som helst model, at dens relevans bestyrkes gennem et solidt og troværdigt empirisk fundament. Kan modellen beskrive virkeligheden og endnu bedre: kan modellen forudsige den fremtidige udvikling. Her står Newtons planetmodel som idealet, de økonomiske modeller tilstræber, navnlig makromodellerne, men ikke tilnærmelsesvist har kunnet leve op til.
For mennesker er ikke automater endsige himmellegemer. De træffer derimod valg, de er refleksive, de lærer af egne og andres erfaringer, de indhenter ny information, samtidig med at de samfundsmæssige institutioner, i bred forstand, er under konstant forandring. Det er derfor i princippet umuligt at sætte den menneskelige adfærd, herunder økonomiske dispositioner, på en matematisk formel, både fordi mennesker ændrer adfærd, når omgivelserne ændrer sig; men nok så afgørende, fordi mennesker ikke er at ligne med en maskinpark. De agerer forskelligt; de reagerer forskelligt og de er delvist uforudsigelige i deres adfærd både enkeltvis og samlet set i ét makroøkonomisk perspektiv.

Herved adskiller økonomi sig grundlæggende fra naturvidenskab. Der søges jo ikke efter motiverne bag planeternes ’adfærd’; men derimod efter en konstant fysisk kausalitet, der kan gives en matematisk fremstilling. Her giver den matematiske beskrivelse mening, når der er tale om en empirisk observeret regularitet, hvor objektets (i dette tilfælde planeterne) ’adfærd’ med rimelighed kan antages at være konstant.

Uanset disse åbenbare forbehold med hensyn til primært at benytte den naturvidenskabelige metode er neoklassiske teori trukket så stærkt i den retning, at den i dag bedst kan karakteriseres som en form for anvendt matematik. En udvikling, der ydermere har gjort økonomi utilgængelig for ikke-matematisk trænede samfundsborgere, samtidig med at den overdrevne formalisering direkte har medvirket til at svække de opnåede resultaters realisme og dermed konklusionernes relevans. Dette er uundgåeligt, når de aspekter af den menneskelige adfærd og samfundsmæssige relationer, der ikke kan sættes på matematiske formler, ikke er repræsenterede i de neoklassiske modeller og dermed ikke de opnåede resultater, der lægges til grund for bl.a. den politiske rådgivning. Dette krav om matematisk formulering giver således også et af svarene på det spørgsmålet, der i stigende grad stilles af en undrende offentlighed: ’Hvorfor tager økonomer så ofte og så meget fejl?’. Svaret ligger i den valgte metode, der leder frem til den ensidige fokusering på markedsmæssige processer og individuel optimerende adfærd.

Et teorihistorisk mellemspil

Neoklassisk teori har dog aldrig været så enerådende som i dag. Tilbage i 1880erne havde den matematisk inspirerede teoriudvikling svært ved at vinde fodfæste som en videreudvikling af den klassiske teori. Anvendelsen af matematik blev mødt med en betydelig skepsis; men det var en periode, hvor naturvidenskab virkelig havde fremdrift. Individuel optimering som grundlag for at forstå hele den samfundsøkonomiske udvikling lå heller ikke direkte i forlængelse af den klassiske økonomiske teori, hvor der primært blev benyttet klasser/weberianske arketyper, som analytiske grundelementer.

Hos de klassiske økonomer blev ’regneriet’ begrænset til taleksempler, der kunne illustrere en verbalt formuleret problemstilling; men som ikke kunne benyttes som grundlag for en generalisering. Robert Malthus viste, hvordan en eksponentiel vækst i folketallet ikke kunne brødfødes af en lineær vækst i fødevareproduktionen. Ricardo kunne sætte tal på fordelen ved handel mellem Portugal (vin) og England (klæde) og Marx beregnede den merværdi som arbejderne blev frataget. Disse eksempler gjorde ikke teorierne mere eller mindre ’sande’, men lettere at forstå.

Først fra slutningen af 1800-tallet begyndte den neoklassiske (matematiske) skole at vinde fodfæste dels på kontinentet (Lausanne-skolen) med Léon Walras, 1834-1910 og Wilfredo Pareto, 1848-1923 (begge uddannede som ingeniører), som den drivende kraft og Alfred Marshall, 1842-1924 (uddannet matematiker) i Cambridge. Det har efterfølgende været et karakteristisk træk ved den neoklassiske skole, at en række af de dominerende personligheder har haft (og har) en uddannelse inden for naturvidenskab. Parallelt med den neoklassiske teori udviklede den ’klassiske’ økonomiforståelse sig fortsat i en overvejende beskrivende form, hvor empiriske analyser var dominerende. Denne teoriretning kom til at bestå af bl.a. den ’historiske skole’ på kontinentet, ’institutionalisterne’ i USA og i 1930 kom ’keynesianismen’ til at stå stærkt først i Storbritannien og efter krigen i de øvrige vestlige lande. De såkaldt ’heterodokse’ økonomiretninger har det fællestræk, at de i modsætning til den matematiske model primært søger at forklare virkeligheden med afsæt i observerede og dermed i højere grad realistisk økonomisk adfærd og understøtter derfor deres teoriudvikling med empiriske studier.

Den makroøkonomiske uenighed: idealister vs. realister

Det ville formentlig gøre ’økonomi’ lettere at forstå for udenforstående iagttagere, hvis det klarere blev erkendt af fagets udøvere, at der er en betydelig videnskabelig uenighed om, hvorledes den økonomiske virkelighed bedst forstås og analyseres. Striden står i dag primært mellem de neoklassiske markedsidealister og de heterodokse institutionalister med betydelig inspiration fra John Maynard Keynes, 1883-1946, der kunne kaldes markedsrealister. Den aktuelle uenighed fremstår sjældent klart i den økonomiske diskurs, fordi neoklassisk teori siden 1980erne har været dominerende. Et forhold der dog skal ses i lyset af en næsten ligeså dominerende position, som de keynesianske realister havde i perioden fra 1950 og frem til slutningen af 1970erne. Men de blev sat skakmat af dels den økonomiske udvikling, hvor sammenfaldet af stigende arbejdsløshed og inflation, såkaldt stagflation, ikke umiddelbart kunne forklares inden for rammen af den heterodokse teoridannelse, og dernæst fejede den frembrusende nyliberalisme med individ og marked i centrum de overvejende institutionelle teorier ud af lærebøgerne understøttet af kravet om højere grad af formalisme.

De økonomiske lærebøger blev i hastigt tempo skrevet om i de følgende årtier. Et forhold der er let at dokumentere gennem valget af lærebøger på de økonomiske uddannelser, jfr. litteraturboksen

Det danske økonommiljø er domineret af markedsidealisterne. Uanset om man kikker på det makroøkonomiske pensum på økonomi-uddannelsen i hhv. Københavns, Århus eller Syddansk Universitet så er der her et fokus på neoklassisk teori og metode, der har en idealiseret markedsmodel som teoretisk afsæt. Kun oecon-uddannelsen på Aalborg Universitet skiller sig ud ved at have en mere bredspektret tilgang til faget gennem undervisning i såvel neoklassisk som heterodoks makroøkonomisk teori og metode.

Den dominerende teoriretning: ’Neoklassisk markedsidealisme’

Jeg har valgt udtrykket neoklassisk markedsidealisme, fordi denne makroøkonomiske teoriretning er kendetegnet ved for det første brugen af den matematiske metode, og for det andet og måske nok så afgørende benyttes et sæt af eksplicitte, men sjældent empirisk begrundede forudsætninger, som ’grundmodellen’ skal bygges op omkring. Disse forudsætninger udgør et aksiomatisk grundlag, der har klare konnotationer til liberal politisk tænkning. Afsættet er, som angivet nedenfor, en idealiseret markedsmodel, hvor agenterne optræder som hhv. individuelt optimerende individer, og hvor tilpasningen på hvert enkelt marked antages at kunne foregå gnidningsfrit gennem en fleksibel pris- og løntilpasning.

Hvad er en generel ligevægtsmodel? Det er et stærkt idealiseret billede af, hvorledes hele samfundsøkonomien kunne fungere, hvis den var opbygget af et i princippet uendeligt antal ’små’ ideale markeder. Vil man have indsigt i, hvorledes en sådan model er konstrueret, kan det være naturligt at tage fat i den grundbog i makroøkonomi, der benyttes på stort set alle universiteter, hvor den neoklassiske økonomiske teori dominerer. Bogen er skrevet af den tidligere formand for George W. Bushs økonomiske råd, Gregory Mankiw, professor ved Harvard University.

Lærebogen tager netop udgangspunkt i ét marked for produktion og salg af pizzaer. En overskuelig problemstilling, hvor udbud og efterspørgsel bestemmes af virksomhedernes omkostninger og forbrugernes hang til pizza (set i lyset af deres perfekte viden om priser på al anden fast food og deres indkomst i dag og i fremtiden). Markedsløsningen er ’efficient’, som det hedder i ’økonom-jargon’, idet der på dette ideale marked vil være et sammenfald mellem den marginale nytte og de marginale omkostninger, der sikrer, ’optimal ressourceallokering’, som det også hedder i jargonen, som vist i figur 2. Lærebogen når denne analytiske konklusion under en række stærkt idealiserede forudsætninger, hvis både empiriske og etiske grundlag med fordel kunne have været diskuteret i lærebogen; men bliver det ikke, for de står ikke til diskussion i neoklassisk teori.

Neoklassiske ideal-forudsætninger:

1. at pizza-producenterne målrettet går efter den maksimale profit opgjort i penge
2. at forbrugerne handler ’rationelt’ dvs. går efter størst mulig individuel nytte i dag og i fremtiden og samtidig antages at kende deres pengeindkomst i al fremtid
3. og måske nok så vigtigt: at pizzamarkedet er kendetegnet ved perfekt konkurrence, hvor prisen på pizza’er er så fleksibel, at den kan tilpasse sig hurtigt og derigennem udligne eventuelle forskelle mellem udbud og efterspørgsel

På dette ideale marked vil der ikke alene altid være ligevægt, idet prisen på grund af antagelsen af fuldkommen konkurrence automatisk vil tilpasse sig efter skæringspunktet mellem udbuds- og efterspørgselskurven, se figuren.

Denne ikke særligt avancerede model for et enkelt marked præsenteres allerede på side 8 i Mankiws makroøkonomiske lærebog med angivelse af, at dette er den fundamentale analytiske byggesten (’prisme’), hvorigennem makroøkonomiske problemstillinger bedst kan forstås.

Denne simple markedsmodel er en på mange måder udmærket beskrivelse af det lokale pizzamarkeds funktion, men her standser Mankiws brug af modellen ikke. Hvorfor skulle denne grundlæggende udbuds-/efterspørgselsmodel ikke også kunne bruges til at forklare udviklingen på arbejdsmarkedet? For som han skriver (i min oversættelse), ’disse ligevægtsmodeller beskriver måske ikke hele den økonomiske udvikling på ethvert tidspunkt; men markedsligevægten udgør et gravitationscenter, som det markedsøkonomiske system bevæger sig imod. Derfor synes de fleste økonomer, at fuld pris- (og løn)fleksibilitet er en nyttig forudsætning, når den mere langsigtede økonomiske udvikling skal studeres’. Dog med det forbehold, at på kort sigt, 1-3 år, kan der i virkeligheden være en vis træghed i pris- og løntilpasningen, der indebærer, at samfundsøkonomien ikke altid befinder sig lige netop i krydset. Det vil i praksis tage et (kortere) stykke tid – hvilket netop kan forklare, hvorfor der i kortere perioder kan optræde en vis arbejdsløshed. Begrundelsen er her, at navnligt på grund af fagbevægelsens egeninteresse vil der være modstand mod den ’nødvendige’ lønnedgang, når økonomien rammes af et negativt stød.

Hvorfor antager de fleste (neoklassiske) økonomer, at de ovenstående tre forudsætninger er ’nyttige’, når de er så åbenbart urealistiske? Her er det hurtige svar, at de har ladet sig forføre af den neoliberale ideologi, hvor marked og individuelle valg ubetinget fortrækkes frem for fællesskabsinstitutioner og velfærdsstatslig omfordeling. Men disse forsimplende forudsætninger gør samtidig formuleringen af matematiske optimeringsmodeller meget mere enkel. Individuel adfærd baseret på profit- og nyttemaksimering under antagelse af fuld information kombineret med markedsligevægt er relativt simpelt at give en matematisk præsentation. Den matematiske formulerede model fremstår i sin form som (natur)videnskab og giver herved et skær af objektivitet, som de underliggende forudsætninger slet ikke giver dækning for. Men denne afstand mellem model og virkelighed diskuteres sjældent, tværtimod giver det analysen en autoritet og et skær af eksakthed.

I den idealiserede markedsmodel antages det som nævnt ovenfor, at også arbejdsmarkedets tilpasning kan analyses gennem et sådant ’pizzamarked’, uanset at dette ’marked’ hverken er homogent eller lille. Tværtimod udgør ’omsætningen’ på arbejdsmarkedet rundt regnet halvdelen af bruttonationalproduktet, og kan alene af den grund ikke i en realistisk model analyseres uafhængigt af hvilke afledte effekter tilpasningen forårsager. Forudsætningen om, at ’alt andet lige’ kan give mening, når det er et beskedent ’pizzamarked’, der analyseres; men det giver næppe mening, når de store (makro)markeder er i fokus: arbejds-, kapital-, valuta-, energi- og boligmarkedet. Her kan der ikke ses bort fra de afledte effekter, og det er nødvendigt at anskues samfundsøkonomien ’as a whole’.

Når en idealiseret markedsmodel benyttes som grundlag for den politiske rådgivning, er anbefalingerne i en vis forstand givet på forhånd. En styrkelse af de individuelle incitamenter i form af mindre beskatning og sociale ydelser, vil altid være at foretrække, idet de enkelte markeder så vil nærme sig den efficiente ligevægt. Tilsvarende vil øget løn- og prisfleksibilitet mindske den tid det tager at nå den efficiente ligevægt. Benyttes en sådan idealiseret markedsmodel har de økonomiske rådgivere ikke noget valg; for der er intet at vælge imellem, idet idealet er prædetermineret.

Ovenstående beskrivelse af den økonomisk politiske rådgivningsproces forekommer naturligvis de neoklassisk trænede økonomer som både uretfærdig og overdreven; for de udfører et seriøst stykke analysearbejde inden for den modelramme, som de anser for at være fagets grundmodel. ’We are just doing economics’, som kritikken afvises med. Denne meget snævre afgrænsning af, hvorledes samfundsøkonomi kan forstås og analyseres er uundgåeligt med til at give faget og dets udøvere en karakter af at repræsentere en liberal ideologi. Denne ideologiske prægning er rimelig åbenbar, når faget betragtes udefra, og hvis iagttagerne i øvrigt kan gennemskue det matematiske slør, der kastes ud ved brugen af den idealiserede markedsmodel.

Den idealiserede markedsmodel benyttes også i dansk kontekst

Denne problemstilling med et betydeligt sammenfald mellem den dominerende økonomiske rådgivning og den idealiserede markedsmodel er også repræsenteret i den danske økonomiske og politiske debat.
De neoklassiske økonomer har med afsæt i den idealiserede markedsteori opbygget den såkaldte DREAM-model (Danish Rational Economic Agent Model), hvori den makroøkonomiske udvikling bliver beskrevet i form af en stribe af ’perfekte’ pizza-markeder. Det er en sådan idealiseret ligevægts- og markedsmodel, som Finansministeriet, ’vismændene’ og de økonomiske eksperter benytter sig af, når den samfundsøkonomiske udvikling frem mod år 2020 skal præsenteres. Det er derfor heller ikke overraskende, at de når til stort set samme konklusioner vedrørende dansk økonomi. I en neoklassisk markedsmodel er det stort set kun strukturreformer, der ændrer på beskæftigelse, produktion og offentlige budgetter. Her ’skaber et øget udbud af arbejdskraft sin egen efterspørgsel’. Det står ikke til diskussion, for således er modellen konstrueret.

I DREAM-modellen kan væksten kun forøges, hvis udbuddet af arbejdskraft forøges. Dette kan kun gennemføres, hvis de individuelle incitamenter til at udbyde arbejdskraft forstærkes, hvilket i den neoklassiske teori vil sige en sænkning af skatterne, en reduktion af sociale ydelser, der er arbejdsmarkedsrelateret (dagpenge, kontanthjælp, efterløn og optjeningsperiode). Endelig foreligger også den mulighed at forøge den ugentlige arbejdstid (12 minutter om dagen) eller sløjfe nogle fridage. Det øger produktionen, de samlede offentlige indtægter og dermed muligheden for at sikre ’velfærden’.

Som det bl.a. fremgår af regeringernes (både VK- og RSSF-regeringen) 2020-planer udarbejdet af Finansministeriet, så er den en én-til-én sammenhæng mellem et øget udbud af arbejdskraft og øget produktion og beskæftigelse. Herom diskuteres der ikke, for denne effekt er indbygget i modelgrundlaget.

I figur 3 der er hentet direkte fra RSSF-regeringens 2020-plan præsenteret i maj 2012 under overskriften Danmark i arbejde fremgår det:
1. at de i maj 2012 allerede aftalte arbejdsmarkedsreformer (reduktion af efterløn, forhøjelse af pensionsalder, forkortning af dagpenge- og optjeningsperiode) antages at øge beskæftigelsen med 40.000 personer.
2. at den aktuelle lavkonjunktur vil forsvinde af sig selv: 60.000 personer i beskæftigelse,
3. at de af regeringens foreslåede skatte-, kontanthjælp-, SU-reformer og trepartsforhandlinger (der dog kuldsejlede) vil forøge udbuddet af arbejdskraft og dermed beskæftigelsen med yderligere 60.000 personer.

Alt i alt vil beskæftigelsen ifølge 2020-planen kunne forøges med 180.000 personer. Det er den rådgivning som regeringen modtager fra Finansministeriet.

En rådgivning der skal ses i lyset af, at her midt i 2013 ligger beskæftigelsen fortsat på et lavere niveau, end da regeringen tiltrådte.

Ovenstående analyse er der som nævnt konsensus om blandt de neoklassiske økonomer. Den eneste diskussion, der efterlades plads til, er tilpasningen på helt kort sigt. Spørgsmålet om hvor hurtigt den automatiske ’genopretning af lavkonjunkturen’ vil sætte ind. Her diskuterer markedsøkonomerne indbyrdes, om offentlige investeringer med fordel kan rykkes lidt tidsmæssigt. Et synspunkt som Det Økonomiske Råds formandskab (’vismændene’) har gjort sig til talsmænd for i den netop udsendte halvårsrapport (maj 2013). En opfordring er blevet kategorisk afvist af finansministeriet med den argumentation, at det vil kunne skabe uro på de finansielle markeder. Et argument, der ikke er indeholdt i DREAM-modellen, hvor der slet ikke optræder finansielle markeder; men snarere et argument der netop er tilpasset den dominerende markedsmæssige ideologi, at enhver politisk interferens i det markedsmæssige system mindsker den samfundsøkonomiske efficiens.

Den idealiserede markedsmodel er anti-demokratisk

Er DREAM-økonomerne specielt neoliberale? Det er de næppe, som beskrevet ovenfor er den udbredte holdning blandt fagøkonomer, at de blot ’do economics’ på det grundlag, som de dominerende lærebøger inden for faget angiver. At dette grundlag så ikke underkastes en grundig videnskabsteoretisk diskussion som en del af en akademisk uddannelsen, kan derimod godt undre, da det baner vejen for den neoliberale analysemodel.

Denne manglende videnskabsteoretiske diskussion slører at modelgrundlaget er meget ensidigt og samtidigt i sine grundforudsætninger empirisk svagt funderet. Samtidig er der i modellen indbygget en række forudsætninger, der leder til den konklusion, at politiske indgreb i form af offentlige indtægter og udgifter eller regulering af markedsmekanismen mindsker den samfundsøkonomiske effektivitet. Den neoklassiske økonomiske teori leder direkte til anbefalinger af en reduceret offentlig sektor og en friere prisdannelse. Som vist i figur 3 ovenfor, skal der en betydelig indsigt i konstruktion og anvendelse af avancerede matematiske økonomimodeller for at kunne gennemskue, hvor spinkelt et grundlag Finansministeriet rådgiver på baggrund af.

Men det er bestemt ikke kun i en dansk sammenhæng, at den idealiserede markedsmodel dominerer. Det gør den også i europæisk økonomisk politik. Den monetære union er af økonomerne udtænkt i perspektiv af en perfekt fungerende markedsøkonomi. Der er for eksempel indført et eksplicit forbud i EU-traktaten mod enhver form for politisk indblanding i Den europæiske Centralbanks (ECB) arbejde – uanset at ECB har en enorm indflydelse på europæisk økonomi og de er de deltagende regeringer, der stiller garantier for ECB. De enkelte EU-lande får alle i disse år det råd fra EU-kommissionen, at de skal sikre ligevægt på de offentlige budgetter, primært gennem besparelser. Disse råd baserer sig på økonomiske analyser der viser, hvorledes offentlige underskud ’forstyrrer’ tilpasningen på de private markeder.

Den markedsøkonomiske rådgivning kan sammenfattes således, at ’den bedste politik er ingen politik’, at markedsøkonomien overlades til sig selv. Hvis dette ikke kan accepteres fordelingspolitisk, bør velfærdspolitikken udformes, så den skaber mindst mulig markedsøkonomisk forvridning, og med en erkendelse af, at denne omfordeling mindsker den markedsøkonomiske effektivitet og dermed produktion og beskæftigelse.

Økonomi og ideologi flyder ofte sammen

Økonomisk teori og ideologi er vanskelig at holde adskilt; for selv bag tilsyneladende objektive matematiske modeller kan der skjule sig ideologisk begrundede forudsætninger. Hvis disse underliggende politisk betingede argumenter skal bringes frem i lyset, må det i første omgang kræves, at de lærebøger, der er bredt anvendte på de økonomiske uddannelser, anerkender problemstillingen, og nok så vigtigt også gør denne diskussion til en del af pensum. Økonomisk teori fremstilles i de mest benyttede lærebøger på de økonomiske studier som apolitisk en form for anvendt matematik. Det er primært en angivelse af, hvorledes et idealiseret markedsøkonomisk system med individuel optimering bedst kan organiseres, hvilket giver indholdet en form, der minder om en eksakt videnskab. Heri ligger økonomifagets begrænsning, da dets implicitte og på mange måder dominerende ideologiske indhold herved sløres.

Anbefalet læsning:
– Blaug, Mark, The Methodology of Economics, Cambridge University Press, 1980
– Estrup, H., P. Nielsen og J. Jespersen, Den økonomiske teoris historie – en kort introduktion, 2. udg., Djøfs Forlag, 2013
– Finansministeriet, 2020-plan: Danmark i arbejde, maj 2012
– Jespersen, Jesper, Makroøkonomisk Metodologi i et samfundsvidenskabeligt perspektiv, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2007 (engelsk udgave Macroeconomic Methodology: a Post Keynesian Perspective, Edward Elgar, 2009
– Mankiw, N.G. Macroeconomics, 7th ed.,New York: Worth Publisher, 2010 (Benyttes på 1. år af økonomistudiet)
– Sørensen, P. B. & H. J. Whitta-Jakobsen (2005), Introducing Advanced Macroeconomics: Growth & Business Cycles, Maidenhead: Macgraw-Hill Education. (Benyttes på 2. og 3. år af økonomistudiet)
– Nielsen, Aksel C. Wiin, Forudsigelighed – om grænserne for videnskab, i serien NYSYN, Munksgaard, 1987