“Når jeg tager en ressource, kan du ikke også tage den”

For tiden diskuterer økonomerne hvordan vi bedst skaber vækst i landet – skal vi spare os ud af krisen, eller bør vi i stedet øge de offentlige udgifter? Men måske er der et helt tredje alternativ. Baggrund mødtes med Danmarks første og indtil videre eneste professor i økologisk økonomi, Inge Røpke, for at høre, hvad hun mener vi bør gøre.

FOKUS: ALTERNATIV ØKONOMI – Der findes ikke længere politik – der findes kun økonomi. Mens EU udsteder finansielle støttepakker til banker i krise, spørger omverdenen stadig de økonomiske vismænd til råds når det gælder samfundets store spørgsmål. Politiske spørgsmål erstattes i stigende grad af økonomiske og de økonomiske vismænd får altid det sidste ord. Men hvorfor får de der kan tælle altid ret og handler økonomi altid om penge?
De næste uger handler artiklerne på Baggrund om Alternativ Økonomi. I serien præsenterer vi forskellige artikler, som undersøger og udfordrer måden, vi tænker om økonomi.

“We have a lot to do. Saving civilization is not a spectator sport.”

Med disse ord slutter Inge Røpke sin forelæsning af og de bliver efterfulgt af hujende klapslaver. Vi befinder os i et fyldt auditorium på Det Biovidenskabelig Fakultet, hvor omkring 150 studerende har valgt den varme eftermiddagssol fra for at høre professor i økologisk økonomi Inge Røpke fortælle om sit fagområde.

Populariteten er ikke til at tage fejl af. Siden Inge Røpke modtog sit professorat sidste år, har hun oplevet en stigende interesse fra omverdenen og hun må ofte takke nej til de mange invitationer og tilbud, som hun modtager. Selvom hun er glad for opmærksomheden, så giver hun ikke meget for den personlige hype.

”Jeg er jo den samme, som jeg altid har været og de ting, jeg siger, er ikke nye.”   

I virkeligheden er flere af grundelementerne i økologisk økonomi så gamle, at de kan trækkes helt tilbage til de franske fysiokrater i 1700-tallet. Ifølge fysiokraterne måtte verden forstås som et fysiokrati (græsk: physis = natur og kratos = styre), hvor al menneskelig rigdom i sidste ende kunne føres tilbage til naturen. På samme vis er den grundlæggende tanke inden for økologisk økonomi, at økonomien må forstås som en metabolisk organisme, der udgør et undersystem af biosfæren. I sidste ende lever vi af den energi, som vi får tilført fra naturens ressourcer.

Inspiration fra termodynamikken

Inge Røpke fortæller, at denne anerkendelse af biosfæren som kilden til vores økonomi også deles af miljøøkonomer, men økologisk økonomi drager mere radikale konsekvenser ved at foreslå, at økonomien ikke kun skal beskrives i økonomiske, men også i biofysiske termer. Miljøøkonomien anvender begrebet eksternaliteter til at beskrive de situationer, hvor de sociale omkostninger ved en given aktivitet overstiger de private omkostninger.  Ifølge miljøøkonomer er sådanne eksternaliteter undtagelser, som man bør forsøge at reducere. Ifølge økologiske økonomer er de derimod uundgåelige og omfattende og udgør et grundlæggende element i hele vores økonomiske struktur. Økologisk økonomi lægger op til at ”regne i natur” og opgøre størrelsen af økonomien i forhold til biosfæren.

”På den måde bliver det klart, at der er biofysiske grænser for økonomien. Det betyder samtidig, at der opstår  et etisk dilemma vedrørende omfordeling: Når jeg tager en naturressource , kan du ikke også tage den.”     

Priser er historiske konstruktioner

Ifølge Inge Røpke bygger én af mainstream økonomiens største fejl på den antagelse, at værdier kun kan opgøres i priser. Hun mener priser er historiske konstruktioner og at værdisætninger altid skabes politisk. Det betyder, at det langt hen ad vejen ikke giver nogen mening at foretage cost-benefit analyser over miljøomkostninger.  Hun peger blandt andet på De Økonomiske Råd, der sidste år fortalte, at den danske økonomi er bæredygtig. Denne betragtning byggede de på et regnestykke, hvor de negative elementer i ligningen (klimaskader, udvinding af nordsøolien og luftforurening) blev neutraliseret med bl.a. investeringer i forskning og uddannelse. Nettoresultatet kaldes ”ægte opsparing”.

”Ægte opsparing er i virkeligheden en form for ansvarsforflygtigelse, hvor man legitimerer miljøskadelige handlinger, især fordi man ikke tager hensyn til det danske forbrugs miljøeffekter i udlandet”

Dog tager hun hatten af for, at De Økonomiske Råd nu selv er begyndt at påpege, at det eksempelvis ikke altid er muligt direkte at substituere klimaskader med uddannelse. Men for Inge Røpke er der fortsat noget grundlæggende galt med måden, vi opgør værdi på i samfundet. Hun mener, vi skal finde nye alternativer til bruttonationalproduktet.

”BNP fortæller os kun noget om hvor hurtigt vi løber, det siger ikke noget om, hvorvidt vi løber i den rigtige retning”. 

I stedet foreslår hun, at vi inddrager biofysiske indikatorer over vores økologiske fodspor og ressourcestrømme i samfundet.

Slower by design – not disaster

Desuden slår Inge Røpke fast, at der er grænser for vækst. Hun mener, at vi i den vestlige del af verden har nået et niveau, hvor det er tid til at holde igen og give plads til andre. Her peger hun på nødvendigheden i at gentænke vores institutioner, således at de kan fungere i et samfund uden økonomisk vækst. Hun retter blandt andet sin kritik mod finansminister Bjarne Corydon, der ønsker en vækst på to procent om året, hvilket vil fordoble vores økonomi i løbet af femogtredive år.

”Jeg tror ikke, der er mange danskere, der rent faktisk ønsker at forbruge dobbelt så meget om femogtredive år, når man samtidig tænker på, at der er folk rundt omkring i verden, der ikke kan få brød på bordet.  I den henseende har jeg større tiltro til borgerne end politikerne.”

Det er vigtigt for Inge Røpke at understrege, at det ikke er nok at forsøge at løse problemerne gennem prisreguleringer og tilskud til grøn teknologi. Hun mener, vi står overfor en systemkrise, der kræver nogle fundamentale ændringer af hele vores samfund og måden vi tænker økonomi. For som hun siger:

”Hvis vi ikke selv sørger for at regulere den økonomiske vækst, så gør naturen det. Vi skal forberede os gennem planlægning. Slower by design – not disaster.”

”For tiden taler alle politikerne om SU-reformer, kontantshjælpsreformer osv, men det, der i virkeligheden er brug for, er helt andre typer reformer, hvor vi gentænker de samme systemer ud fra det perspektiv, at vi ikke skal tilbage på vækstsporet.”

Et overgreb på den personlige frihed?

Hun fortæller, at vi lige nu er låst fast i et system, der bryder sammen og skaber arbejdsløshed uden vækst, samtidig med at vi langsomt underminerer biosfæren igennem væksten. Vi er fanget i et dilemma, hvor problemerne spænder ben for hinanden. Et godt eksempel er olieindustrien, hvor en høj pris på olie er nødvendig, hvis man ønsker at udvinde de ukonventionelle olieressourcer og derigennem bevare væksten, men samtidig er høje oliepriser også med at til at bremse væksten. Derfor mener Inge Røpke, at vi bør omstille vores socio-tekniske systemer, heriblandt energisektoren, fødevaresektoren, transportsektoren og boligsektoren, således at vi fjerner fokus fra økonomisk kvantitet og bevæger os væk fra forbrugersamfundet og ind i en ligevægtsøkonomi.

”Vi bør tænke mere over, hvilken type økonomiske aktiviteter vi ønsker at fremme fremfor at omfavne alle typer af økonomisk aktivitet.  En sådan omstilling kræver investeringer, men her er det vigtigt at grønne investeringer ikke blot fører til mere forbrug, som det er tilfældet i dag, hvor vores energi bliver grønnere samtidig med, at vi blot bruger mere af den.”

 Inge Røpke tegner et billede af et samfund, hvor den menneskelige beslaglæggelse af naturen i højere grad er reguleret. Hun forestiller sig, at eksperterne må komme med nogle bud på, hvor grænserne for ressourceudnyttelse og forurening bør sættes, og at vi på det grundlag må diskutere, hvad vi som samfund kan gå med til. Hun afviser tanken om, at det kan skabe et demokratisk underskud, når det overlades til eksperterne at sætte grænserne.

”Vi bliver nødt til at sætte nogen grænser for udvindingen af naturressourcerne. Her bliver vi nødt til at lytte til eksperterne. Jeg har svært ved at forestille mig en folkeafstemning om hvorvidt, vi skal have 350 parts per million (ppm) CO₂ i atmosfæren eller 450 ppm. Den slags kan man ikke diskutere demokratisk.”

Hun mener ikke, at den individuelle frihed bør komme i vejen for at indføre begrænsninger.

Vi har allerede en lang række begrænsninger i dag for, hvad du må og hvad du ikke må. Desuden er der stor forskel på den individuelle frihed for dem med mange penge og dem uden penge. Hvad med friheden for dem uden penge?  

En værktøjskasse til kritik

Det går hurtigt op for en, hvorfor Inge Røpke startede sit oplæg med at fortælle, at økologisk økonomi er en værktøjskasse til kritik. Hun erkender, at der endnu ikke er så mange konkrete løsningsforslag.

”Problemet er, at økologisk økonomi, som et akademisk fagområde, er god til kritik men mindre god til at skabe konstruktive løsninger. Det skal der arbejdes meget mere på i fremtiden”.

Hun er godt klar over udfordringen, for på trods af at økologisk økonomi har rødder helt tilbage til 1700-tallet, så er det fortsat et marginaliseret studie.

”Der hersker en kamp om faglig anerkendelse og hvert fagområde har det med at beskytte sine egne grænser, derfor er det svært at komme ind udefra.”

Under oplægget nævnes Thomas Kuhns paradigmeteori og opgøret med tanken om, at vi akkumulerer viden i en fælles og venskabelig proces, men står vi rent faktisk overfor et fremtidigt paradigmeskift indenfor det økonomiske fagområde? Ifølge Inge Røpke er den dominerende neoliberalistiske skole ikke i stand til at løse de problemer, som verden står overfor, men samtidig føler hun også, at det er svært at trænge igennem.

”Det er en sjov dobbelthed for på den ene side oplever jeg en stigende interesse fra universitetsstuderende til oplysningsforbund og på den anden side er denne her debat fuldstændigt fraværende i den politiske sfære.”

Hun har også svært ved at se, hvordan en keynesiansk politik, der med statslige reguleringer forsøger at stimulere den økonomiske vækst, skal kunne løfte opgaven.

”I dag kan du vælge mellem den dominerende neo-liberale sparepolitik, som de fleste politikere hælder til, eller en mere keynesiansk orienteret politik, som fx tænketanken Cevea foreslår. Stimuluspolitikken kan forenes med mere social ansvarlighed, grønne investeringer og en stærkere kontrol af finansverden, men selv hvis vi lyttede til keynesianerne, så ville vi fortsat stå med en vækstøkonomi, der støder på de biofysiske begrænsninger.” 

Som økologisk økonom må man affinde sig med en plads i periferien, men samtidig påpeger hun også, at tingene alligevel flytter sig en smule i den rigtige retning.

”Positionerne ændrer sig hele tiden. Hvis man kigger tilbage i tiden, så er flere af økologisk økonomis mærkesager blevet inkorporeret i både miljøøkonomi og i mainstream økonomi. Eksempelvis anerkender De Økonomiske Råd nu problemet vedrørende substitution. Det gjorde de ikke i samme grad for 20 år siden.”

Man skal være i stand til at fortrænge virkeligheden

Alligevel kan hun ikke forstå, at jordens miljøproblemer ikke bliver taget mere seriøst. Vi nærmere os en lang række af planetens grænser. Forleden oversteg mængden af CO₂ i atmosfæren 400 ppm. Det er det højeste atmosfæriske CO₂-indhold i menneskets historie. Derudover står vi overfor store problemer med den globale kvælstofbalance, fosforbalancen, forsuring af verdenshavene, tab af biodiversitet og meget mere.

”Jeg kan godt undre mig over, hvor lidt viden, der tilsyneladende er, om hvor galt det står til. Jeg tænker nogle gange på, om det er den naturvidenskabelige dannelse, der er noget i vejen med.”

”Det er både frustrerende og uhyggeligt at tænke på, hvor galt det rent faktisk kan gå. Hvis det sker, så bliver vi ikke slower by design, men derimod slower by disaster. Jeg tror, at disse tanker er noget, man bliver nødt til at fortrænge i hverdagen for overhovedet at kunne fungere.”  

En af tilhørerne under Inge Røpkes forelæsning spørger hende, om der i virkeligheden ikke bare er tale om dagdrømmerier, når hun taler om grundlæggende institutionelle samfundsreformer. Man kunne fristes til at kalde hende for professor i utopier. Men Inge Røpke mener tværtimod, at de som dagdrømmer, er de som tror, at vi kan fortsætte, som vi gør, i al uendelighed. Hun svarer igen ved at citere den økologiske økonomis stamfader Herman Daly:

”Jeg vil hellere kæmpe for noget, der er politisk umuligt, end for noget der er fysisk umuligt.”