Kapitalismens etik

Fremvæksten af den tidlige kapitalisme i løbet af 1700-tallet var ledsaget af en lang række normative udsagn og forventninger om, at velhavere og handelsfolk skulle udvise moralsk ansvarlighed og havde særlige pligter i forhold til samfundet som helhed. Juliane Engelhardt skriver her hvordan den tidlige europæiske kapitalisme var indspundet i en række etiske og moralske kodekser, der stadig eksisterer i dag.

Efter finanskrisen i 2008 har der været udbredt kritik af finansboblens ophavsmænd og medløbere. Flere retssager har fastslået, at krisens ophavsmænd i juridisk forstand ikke har gjort noget ulovligt. Den offentlige dom har dog været entydig; i moralsk henseende har finanssektoren bevæget sig langt ud over det acceptable og ageret på en måde, som er i strid med samfundets interesser. Den Oscarbelønnede dokumentarfilm Inside Job (Wall Street – indefra) opsummerer således, at den verdensomspændende krise begyndte da finansfolk begyndte at løbe fra deres samfundsmæssige ansvar og lod deres grådighed løbe løbsk. Senest har programmerne I skattely afsløret hvorledes skatterådgivere forklarer velhavere hvordan de kan gemme millionbeløb i udlandet. Journalisterne bag programmet har dermed ”afsløret den grådighed og dårlige moral, der ligger til grund for skattely”, som det hed i begrundelsen for at tildele dem Cavling-prisen.

Samfundsmæssige ansvar og dårlig moral? Bygger kapitalismen ikke på en socialdarwinistisk logik om, at den stærkeste skal overleve, og alt hvad der ikke kan stå selv bør falde? Kapitalismens grundlæggende begreber som ”frie kræfter” og ”usynlig hånd” giver indtryk af, at den økonomiske sektor klarer sig bedst, hvis den får lov til at passe sig selv, og at den følger nogle mekanismer, som er nærmest biologiske. Refleksioner over den økonomiske sektors moralske og samfundsmæssige ansvar er imidlertid langt fra ny.

Fremvæksten af den tidlige kapitalisme i løbet af 1700-tallet var ledsaget af en lang række normative udsagn og forventninger om, at velhavere og handelsfolk skulle udvise moralsk ansvarlighed og havde særlige pligter i forhold til samfundet som helhed. Der er omfattende engelsk, tysk og nordisk kildemateriale, som belyser hvordan den tidlige kapitalisme var omgærdet af en massiv kritik af overdreven grådighed, frås og uanstændig adfærd. Det var et normkodeks, der blev udviklet i religiøse kredse og blev overtaget af især det fremvoksende handelsborgerskab, omend i sekulariseret form.

Askese – ikke bare jantelov

I 1971 brugte den britiske historiker E.P. Thompson begrebet Moral economy som betegnelse på en før-kapitalistisk forståelse af økonomisk retfærdighed mellem bonde og herremand. Thompsons brug af begrebet har haft stor indflydelse i den forstand, at historikere i dag bruger det når de skal forklare den fremherskende forståelse af økonomi i Europa før 1800-tallet. Begrebet bliver også brugt af politologer om områder, hvor markedsøkonomien stadig er svagt udviklet, som eksempelvis Java, Zimbabwe eller Egypten. Det bliver dermed fremstillet som om der er et modsætningsforhold mellem de traditionelle økonomier, som primært var baseret på moralske forestillinger om ret og rimelighed, og den moderne markedsøkonomi, der er liberal og moralsk ureguleret. Denne modstilling er imidlertid meget forenklet. Den økonomiske liberalisme er også omgærdet af sociale normer og forestillinger om forpligtelser og værdier, der igen refererer til mere grundlæggende opfattelser af retfærdighed, rimelighed og gensidighed. Dette kan illustreres med en meget enkel historie. I et indslag om mindre entreprenører, der blev bragt i tv-nyhederne for nyligt, fortalte en kvinde om sit blomstrende salg af diamantbesatte halsbånd til hunde. Det var helt overvejende salg til Kina og Rusland, der holdt forretningen i gang. Da hun blev spurgt hvorvidt hun solgte hundediamanthalsbånd i Danmark eller de øvrige skandinaviske lande, slog hun en høj latter op og svarede ”Nej da!”

For alle, der så indslaget, har hendes svar utvivlsomt virket indlysende. At velhavende danskere, svenskere eller nordmænd skulle spankulere rundt med hunde med diamanthalsbånd på forekommer helt usandsynligt. Så skulle det da kun være for at provokere, på samme måde som Liberace var provokerende. Men hvad er det for sociale normer og kulturelle forskelle, der gør, at hundediamanthalsbånd tilsyneladende går som varmt brød i Kina og Rusland, men opfattes som latterlige i Skandinavien? Vi er en af verdens allerrigeste regioner, og alligevel er vi tilbageholdende, nærmest pinligt berørte over at fremvise vores egen velstand. En typisk, ja næsten rituel forklaring, vil være janteloven. Den er dog alt for letkøbt, blandt andet fordi der er velhavende segmenter i andre europæiske lande og USA, som heller ikke kunne drømme om at prale med deres velstand. Forklaringen har dybere historiske rødder.

Max Weber gav en del af svaret, da han i sit klassiske værk, Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, fra 1904-05 spurgte, hvad der kendetegner den moderne kapitalisme?

Et umiddelbart svar ville være luksus, grådighed og hæmningsløst forbrug. Men, skrev Weber, det er tværtimod det modsatte, nemlig materiel afholdenhed. Kigger man tilbage i historien og hinsides den moderne vestlige verden, så kan man se, at mennesker til alle tider og alle andre kulturer har haft begærlighed, ejertrang og behov for luksus. Derimod indeholder den moderne vestlige kapitalisme nok stræben efter profit, men ikke med henblik på at opnå nydelse, men derimod for at kunne geninvestere fortjenesten med henblik på kapitalakkumulation.

Weber udpegede de asketiske reformbevægelser inden for protestantismen som en vigtig kilde til den rationelle livsførelse og en særlig etik, der lægger vægt på punktlighed, flid og nøjsomhed. Det var først og fremmest de reformerte puritanere, baptister, kvækere og metodister i England og Skotland, men også de lutheranske pietister i Tyskland og Skandinavien. Det var bevægelser, der var kendetegnet af en tro på frelse gennem travl aktivitet i den dennesidige verden, og som var fortalere for en adfærd, der var karakteriseret af selvbeherskelse, bevidsthed om at tiden skulle bruges nyttigt, og som først og fremmest havde en stærk pligtfølelse i forhold til deres jordiske kald.

Webers tese er i vidt omfang accepteret, men er også blevet kritiseret en del. Først og fremmest er hans grundlæggende tese; at den vestlige civilisation er rationel i modsætning til resten af verden, der er irrationel, forældet og er en overlevering af en udbredt tankegang i begyndelsen af 1900-tallet blandt vestlige intellektuelle. Webers bog er en kulturel generalisering, og der er masser af undtagelser og nuancer. Eksempelvis blev det katolske Belgien industrialiseret lige så tidligt som Storbritannien. Men at de religiøse reformbevægelser udbredte en asketisk livsindstilling, som i sekulariseret form blev overtaget af handelsborgerskabet, er der faktisk en del kilder, som underbygger. Der er mange paralleller mellem bevægelsernes religiøse askese og de holdninger til materiel velstand og disciplineret adfærd, som i verdslig form kom til udtryk senere i 1700-tallet.

Puritanerne Richard Baxter og Lewis Bayly foreskrev således i The Christian Directory og The Practice of Piety fra 1600-tallet at sande kristne var kendetegnet ved en særlig ritualiseret adfærd og i afstandstagen fra den materielle verden. De opfattede troen som en konstant selvprøvelse, som fordrede stadig årvågenhed over egne tanker og handlinger. Flid i arbejdet var en dyd, men med det forbehold, at sande kristne ikke var flittige af gerrighed, men af kærlighed til næsten. En af de måder hvorpå man kunne genkende de omvendte var i deres klædedragt, idet de klædte sig i tøj, der var i nedtonede farver og primær var fremstillet af uld og hør. Silkestoffer, smykker og parykker og anden pynt blev set som et tegn på, at syndsbevidstheden var fraværende.

I Schrifftmässige Lebens-Reglen fra 1695 beklagede lederen af den pietistiske bevægelse i Halle, August Hermann Francke, at verden beundrede de, der optrådte prangende og pralende. I Guds børns øjne var dette latterligt og tegn på indre elendighed. For mens mængden foretrak timelig ære og forgængelig rigdom, så levede sande kristne hellere i fattigdom, forhånelse og pine.

Ifølge Francke skelnede Gud skarpt mellem de mennesker, der såede til gavn for kødet, og de, der såede for ånden. De, der såede for ånden var de genfødte og sande kristne. De, der såede for kødet, lod deres begær og syndige lyster tage herskab i sjælen. At så for kødet var også når man så andre komme i stolt og prangende tøj og tænkte; so ein Ding muss ich auch haben (det skrev han faktisk). Den, der lod ædle ting pryde sin krop, gjorde ikke plads for at den hellige ånd kunne trænge ind i hjertet og var en byrde for resten af samfundet. Kun de, der hjalp de fattige og afbød verdens lidelser fortjente respekt. Askese blev således et markant kendetegn på at være en sand kristen. Det samme var velgørenhed. Velstand var således kun legitim, hvis den blev enten geninvesteret eller brugt til gavn for de socialt nødlidende.

De puritanske og pietistiske vækkelsesbevægelser har efterladt sig et ret omfattende kildemateriale, som viser, at religiøs inderlighed, askese og aktiv næstekærlighed i form af velgørenhed var de helt centrale elementer i deres teologi. Bevægelserne fremstår umiddelbart kolossalt dystre, og de promoverede en nærmest fundamentalistisk tilgang til kristendommen. Spørgsmålet er derfor om der alligevel var et moderniseringspotentiale i deres teologi? Deres holdning til luksus var for så vidt ikke ny; Biblen foreskriver flere steder, at velstand er en hindring for at komme i Guds rige, først og fremmest i Mattæusevangeliet kapitel 19, der bruger den berømte metafor om kamelen og nåleøjet, og Lukasevangeliet kapitel 16, lignelsen om den rige mand og Lazarus. Franckes ovennævnte kritik af folks leflen for rige og fornemt klædte, var utvivlsomt inspireret af Jakobsbrevet kapitel 2. Vækkelserne forstærkede imidlertid en religiøs grundopfattelse og indgik i en social dynamik, hvor 1700-tallets opgør med hofkulturens storslåede prestigeforbrug blev afløst af værdier som inderlighed og autenticitet. De promoverede endvidere en nøjsom kultur, hvor flid og alvor i arbejdet blev opfattet som en forudsætning for at opnå Guds nåde.

Det var et implicit opgør med den barokke hofkultur, hvor overdådighed i form af høje parykker, hvidpudrede ansigter, brokadejakker og kjoler med brede hoftepuder signalerede, at arbejde ikke var en del af tilværelsen. I vækkelsernes optik var ydre pragt et tegn på at man manglede indre dyd, og havde en overfladisk personlighed. Dermed foregreb de et brud med den til dels lovpligtige tradition for at demonstrere rang og status gennem klædedragten, som kendetegnede det gamle standssamfund.

I løbet af 1700-tallet voksede borgerskabet, både den del, der var beskæftiget med handel og den del, der var beskæftiget med offentlig administration. For denne fremvoksende befolkningsgruppe var adelens forrettigheder en torn i øjet, og især den automatik, hvormed regeringsposter og administrative topposter blev øremærket adelen. Det blev både en magtkamp om høje stillinger, men i høj grad også en kulturkamp om retten til at definere de kulturelle symboler for høj samfundsmæssig status. En af de måder hvorpå middelstanden distancerede sig selv fra den aristokratiske kultur var ved at adoptere puritanernes og pietisternes askese og arbejdsetos, men uden at overtage deres religiøse grundholdning. I tidsskrifter og pamfletter fremstillede den borgerlige opinion den aristokratiske livsstil som overfladisk og hæmningsløs, en verden af koncerter, komedier og udsvævende baller. Og omvendt fremstillede middelstanden sig selv som en gruppe mennesker, som nok var aristokratiet materiel underlegen, men til gengæld var den moralsk overlegen. Denne selvforståelse kom til at spille en vigtig rolle i for borgerskabets identitetsdannelse i 1700- og 1800-tallet.

Kapitalismens samfundsnytte

Det er et helt centralt element i kapitalismen, at grådighed og egoisme er nyttige drifter, såfremt de bliver formet og slebet, så de kan indgå i en samfundsmæssig helhed. Menneskets kærlighed til sig selv, dets behov for materiel velstand, magt og ære er ikke i sig selv negative egenskaber, så længe de indgår som drivkræfter i en udvikling, som hele samfundet får glæde af. Hvis menneskets medfødte konkurrenceånd bliver kanaliseret over i konstruktive baner, skaber det nytænkning, fremdrift og forbedring, til gavn for samfundet som helhed. Set fra denne vinkel går de individuelle og kollektive interesser op i en højere enhed.

Denne opfattelse af, at den private egoisme bør stå i det offentliges tjeneste er gennemgående i mange skrifter om økonomisk liberalisme fra 1700-tallet, af blandt andre Giambattista Vico, Bernard de Mandeville, Montesquieu, David Hume og Immanuel Kant. Det var en samfundsforståelse, der for alvor slog igennem i An Inquiry into the Nature and Causes of The Wealth of Nations fra 1776, hvor Adam Smith argumenterede for, at det enkelte menneskes basale egoisme skulle civiliseres for dermed at tjene hele samfundets interesser. Som Mikkel Venborg konstaterer i sin disputats fra 2013, Luksus, ligger Adam Smiths særstatus nok først og fremmest i, at han forstod at inkorporere selvkærlighed som økonomiens omdrejningspunkt, og samtidig pointerede vigtigheden af en form for demokratisk velstandsstigning, hvor samfundets rigdom skulle fordeles blandt de mange.

Adam Smith huskes i vore dages primært som økonomisk tænker. Men i hans første hovedværk, The Theory of Moral Sentiments fra 1759, var han i lige så høj grad engageret i at redegøre for hvilke sociale dyder, der var nødvendige i samfund præget af begyndende individualisme og liberalisme. Smith kritiserede her den gamle hofkultur for at være prætentiøs og for at bedrage folk gennem prangende fremvisning af velstand. Det var en verden, mente han, hvor man kom frem gennem leflen og smiger frem for flid, evner og faglig dygtighed. Smith lagde afstand til det, som eftertiden har betegnet Conspicious consumption, altså iøjnefaldende forbrug eller statusforbrug. Velstand aftvinger ikke i sig selv respekt, mente han. En velhavende person, som offentligt fremviser sin velstand for at aftvinge anerkendelse, men som ikke besidder personlig dyder, såsom viden, flid, retskaffen, ærlig og velgørende over for de svage, er ikke værdig til samfundets respekt og anerkendelse. Det retskafne og fornuftige menneske – the prudent man – var i modsætning til hofkulturens karismatiske personligheder kendetegnet ved afholdenhed, ordentlighed og beskedenhed. Smith foreskrev, at sådanne mennesker aldrig levede over evne, og alt hvad de foretog sig var gennemtænkt og velforberedt. De foretrak generelt ro og sikkerhed i tilværelsen frem for hurtige gevinster. Og først og fremmest var en persons public spirit, dvs. almenånd, dét, som aftvang respekt. Smith beskrev denne almenånd som ærbødighed over for forfatningen, og en bestræbelse på at promovere medborgeres velfærd og sikkerhed. Endvidere var det vigtigt at have social empati; at man var i stand til at udvise medfølelse for mennesker, der oplevede modgang.

Nu var Adam Smith jo en markant skikkelse i det intellektuelle miljø i oplysningstiden, så spørgsmålet er selvfølgelig om han repræsenterede holdninger, som også kom ud i bredere befolkningslag? Der blev faktisk udgivet en del skrifter og tidsskriftsartikler med større befolkningsgrupper som målgruppe, der præsenterede principper for korrekt adfærd for især handelsfolk.

Den tyske præst Georg Joachim Zollikofers udgav således i 1789 et lille skrift, Moral für Kaufleute. Her slog han indledningsvist fast, at forudsætningen for, at staterne kunne blive velstående var, at der var frihed, både for det enkelte menneske og for handlen som helhed. Handelsmænd havde en stor betydning for staterne, og derfor var det meget vigtigt, at de både var redelige mennesker, og at de havde den rigtige samfundsmæssige indstilling. Alt hvad de foretog sig skulle de gøre under hensyn til det almindelige vel i samfundet. Også den schweiziske pædagog og historiefilosof Isaak Iselin lagde i sit skrift Schreiben eines Vaters an seinen Sohn der sich der Handelschaft wiedmet, vægt på, at handelsfolk skulle opføre sig som dannede mennesker. „Vindetrangen“ (die Gewinnsucht), hævdede han, er et grundlæggende instinkt hos mennesket, en drivfjeder til at bevæge sig fremad. Denne er et gode i den forstand, at mennesket altid bør bestræbe sig på at vokse og øge sin produktion.

Således er det med købmandsverdenen som med alle andre erhverv: hvem der ikke har fremdrift, må falde – wer nicht steigt, der fällt.

Men den blotte stræben efter fortjeneste må aldrig stå alene. Handelsmænd bør forædle og forfine deres ånd ved at læse klassiske værker, de bør vide noget om kunst og god smag, og læse historie og rejsebeskrivelser for at få en større horisont om den verden, der omgiver dem. Flid, skikkelighed og troskab, der løftede både det enkelte menneskes og hele samfundets velstand, var blandt de råd Iselin gav sin søn. Yderligere skulle man være velgørende mod de fattige og uegennyttigt tjene staten. Hver aften, når man gik i seng, skulle man lave et indre regnskab, hvor man spurgte sig selv: fra hvilke fejl har jeg befriet mig selv i dag? Hvilke dårligdomme har jeg overvundet? I hvilket omfang har jeg forbedret min sjæl? “Tøv aldrig med at gøre din stand (købmandsstanden) nyttig og behagelig for andre mennesker. Driv din forretning således, at den gør mest muligt godt, ikke blot for dig selv, men også for hele det menneskelige selskab, som du er medlem af.”

Dydigt forbrug

At den tidlige kapitalisme var omgærdet af denne særlige asketiske etos, som lagde vægt på særlige moralske dyder og materiel afholdenhed, modsiges af det faktum, at forbruget rent faktisk steg enormt i tidlig moderne tid. Den globale ekspansion, etablering af koloniriger og en generel velstandsstigning afstedkom i Midt- og Vesteuropa en forbrugsrevolution. Særlig bemærkelsesværdig er importen af eksotiske varer som the, kaffe, kakao, sukker, krydderier, silke, bomuld, glas og porcelæn. Men det, som vi skal fokusere på her, er ikke hvad man forbrugte, men hvordan forbrugerne forhold sig til deres eget forbrug.

Simon Schama konstaterer i The Embarrassment of Riches, at der allerede under den hollandske guldalder i 1600-tallet blev udgivet masser af moralske belæringer med skarpe udfald mod velstand og overforbrug. Dette til trods er der intet der tyder på at middelstanden i De Forenede Nederlande, hverken patriarkatet i toppen eller håndværkere eller handelsmænd i bunden, viste nogen tilbøjelighed til at undgå forbrug. Kilderne viser dog også, at der var en udvikling hen mod såkaldt ”dydigt” forbrug. Dette var først og fremmest velgørenhed overfor fattige, forældreløse, vanvittige og ældre, og det var udlån til offentlige institutioner til en lav rente. Det var en forbrugeradfærd, der skulle udsone samtidens diskrepans mellem moralske principper og materiel praksis og undgå mistanke om griskhed. Conspicuous compassion, altså offentlig donation af store summer til velgørenhed, var således dét, der retfærdiggjorde økonomisk velstand og forbrug i andre henseender.

Den materielle velstand var under den tidlige kapitalisme omgivet af et stærkt moralkodeks. Det var ikke samme kodeks som de før-moderne samfund, men det nye var, at den selvskabte rigdom i visse kredse fik langt større status end den arvede – såfremt man vel at mærke havde tjent den gennem samvittighedsfuldt arbejde. Rigdom, der var skabt gennem ærligt arbejde, beviste nemlig, at man besad personlige dyder såsom flid, tidsbevidsthed og afholdenhed og sociale dyder som ærlighed og retskaffenhed. Det blev kontinuerligt fremhævet, at handelsverdenen skabte velstand for alle og det var netop gennem dens samfundsnytte den fik sin legitimitet. Personer, der viste deres velstand offentligt frem, fortjente ingen respekt, heller ikke selv om de havde tjent den på nok så ærlig vis. Finansverdenen blev vurderet på om den kom hele samfundet til gode, enten i form af investeringer, der gav arbejde til flere mennesker, eller i form af velgørenhed. Overforbrug og pralende velstand kom dermed til at fremstå som et tegn på at man manglede dannelse, eller – i datidens terminologi – manglede dyd.

Det britiske magasin The School for Fashion bragte i 1800 således en moralsk belærende fortælling om et velhavende borgerligt ægtepar, hvor hustruen elskede overdådige kjoler og hatte og indrettede hjemmet som en scene for overflod og luksus. Forfatteren skildrede hende som komplet ucharmerende, nærmest vulgær. Hvert kapitel i magasinet sluttede med en morale, der handlede om, at dyd kun fandtes blandt personer, der udviste høflig adfærd og god smag. Moralske fortællinger af samme tilsnit findes i danske kilder fra slutningen af 1700-tallet. Tidsskriftet Minerva, som var et af de mest læste tidsskrift blandt højborgerskabet i Danmark, indeholdt flere artikler, hvor adelens overflod blev udsat for hård kritik. Her blev det også forklaret, at grådighed var frastødende, ligeledes alt hvad der var funklende og prangende. Smagfulde personer var ikke tarveligt klædt, men foretrak materialer af god kvalitet og havde tillige sans for sublime udtryk for skønhed og elegance.

Den moralske økonomi

Handelsfolk og den økonomiske sektor tidligere var langt fra moralsk sanddruelig. Den tidlige kapitalisme var indlejret i et net af moralske normer og forestillinger. Det var ikke moralister og økonomer, der stod overfor hinanden, men økonomiske tænkere, som fremhævede vigtigheden af at opføre sig moralsk og samfundsmæssigt ansvarligt. De normer, der blev etableret omkring den materielle kultur var præget af, at man nok skulle signalere velstand, men det skulle ske på en måde, så man samtidig demonstrerede at man var dannet og havde god smag. Begrebet moralsk økonomi er således en lige så relevant betegnelse for kapitalismen, som for de før-kapitalistiske økonomiske systemer. Også kapitalismen var indlejret i normative forestillinger om hvordan man skulle føle, tænke og handle inden for den økonomiske sektor, og hvad der udgjorde gode eller dårlige borgere.

1700-tallet var en brydningstid, hvor der opstod et væld af moralske tidsskrifter, der beskrev de nye borgerlige koder for adfærd og etikette; at fremstå seriøs og retskaffen, at have pligtfølelse over for arbejdet og kontrol med lidenskaber skulle demonstrere, at man besad de rigtige kulturelle koder: borgerskabets sociale empati og følelsesmæssige oprigtighed i modsætning til hofkulturens falskhed og overfladiskhed blev stærke markører i det sociale spil; æstetisk og etisk renhed indgik som en af de måder hvorpå borgerskabet skabte distinktioner til andre befolkningsgrupper. Dette moralske kodeks var et ekko af den diskurs, som de puritanske og pietistiske bevægelser havde italesat, men i en sekulær klædedragt uden henvisninger til kristendommen.

Spørgsmålet er, om borgerskabet i tidlig moderne tid skabte en kulturel habitus, som er sporbar i dag?

Først og fremmest må man konstatere, at middelklassen i dag består af langt flere segmenter. Pierre Bourdieu konstaterer således, at det primært er den akademiske middelklasse, som har en asketisk habitus, hvor man foretrækker museumsbesøg, vandretur og bondegårdsferier, og som har et antagonistisk forhold til overdrevent forbrug. Ansatte i liberale erhverv foretrækker i højere grad luksusrejser, dyre biler og glitrende modeblade. Men de har alligevel en fremvisning af velstand, som foregår relativt diskret. Det bliver pakket ind i kunst, PH-lamper og Arne Jakobsen-møbler, som er stilrene og signalerer, at man både har god smag, sans for kvalitet og penge til at købe det, men som på ingen måde er pralende. I den forstand er de kristne vækkelsesbevægelsers modstilling mellem ydre pragt og indre dyd stadig sporbar i den moderne vestlige kultur.

»Jeg synes, at penge er noget af det klammeste, man kan flashe – jeg har næsten ikke trukket nogen penge ud af virksomheden gennem årene.«

Claus Meyer. Interview i Berlingske 2013.

»Kunst er livgivende. Jeg ved da slet ikke, hvad jeg skulle gøre uden den.«

Karen Salling. Interview i Jyllands-Posten 2012

Juliane Engelhardt er lektor ved SAXO-instituttet, KU.