Oplyst ene-vælde — viden og autoritet i det post-faktuelle samfund

Oplyst ene-vælde

De to begreber viden og oplysning har kørt parløb siden den tidlige oplysningstid. Men er vi nu nået til et tidspunkt i historien, hvor vores viden står i vejen for vores svar? Hvor oplysninger står i vejen for oplysning? Lektor i politisk idéhistorie Mikkel Thorup fortæller her historien om den oplyste ene-vælde.

Vi lever efter sigende i et videnssam­fund, der med stadigt sti­gende hast pro­duc­er­er flere infor­ma­tion­er end hele vores forhis­to­rie gjorde i årtusin­der. I mod­sæt­ning til denne forhis­to­rie så er vor tid unik i dens demokra­tis­er­ing af viden­spro­du­cen­terne. Flere kan forholdsmæs­sigt læse og skrive; der er infor­ma­tion­s­me­di­er i hobe­tal; sociale medi­er vin­der frem i lyn­tem­po; de tek­nol­o­giske mulighed­er for selv at uploade, redi­gere, ind­spille, optage, pub­licere er uden side­stykke i ver­den­shis­to­rien.

Er dette så kul­mi­na­tio­nen på oplysning­spro­jek­tets ambi­tion om gen­nem viden og kri­tik at frigøre men­nes­ket fra dets umyn­dighed og under­trykkelse? For oplysnings­filosof­ferne var opgøret med de hid­tidi­ge sand­hed­spro­du­cen­ter, kirke- og kongemagt, også en kamp om viden. De under­trykkende og umyn­dig­gørende magter brugte deres videns­monopol og deres ret til at autoris­ere eller krim­i­nalis­ere viden til at fastholde og styrke deres magt. Vejen til fri­hed gik gen­nem viden og gen­nem niv­el­ler­ing af magt­forhold­et mellem de vidende og de end­nu ikke vidende. Lyder det som i dag? Er oplysning­spro­jek­tet kul­mineret i nuti­den?

Det autonome eller enevældige menneske

Oplysningsti­dens ide­al var det oplyste, autonome men­neske — men måske ide­alets his­toriske udvikling snarere har skabt det, man kunne kalde for ’det oplyste ene-vælde’. Oplyst enevælde (uden binde­streg) beteg­n­er løs­ningsmod­ellen for den mod­er­ate fløj af 1700-tal­lets oplysnings­filosof­fer: en alliance mellem dem selv og en stærk kongemagt, der kunne gen­nemtvinge et mod­erniser­ings- og oplysning­spro­jekt. Men i dag, hvor kon­gens trone er tom, er det måske ethvert enkeltin­di­vid, der sniger sig hen og ind­tager den plads, der førhen var for­be­holdt det ene kro­nede hov­ed. Måske oplysning­spro­jek­tets gøren folk til myn­di­ge borg­ere har ført til, at vi alle i dag opfør­er og forstår os som konger i vores eget liv? Udtrykket ’oplyst ene-vælde’ prøver at fange den tanke, at indi­videt i dag er oplyst (i hvert fald i kvan­ti­ta­tiv for­stand), men at det uni­verselle pro­jekt for men­neske­he­dens frigørelse er blevet reduc­eret og for­drejet, kul­mineret skævt, i enkelt­men­nes­kets adling af sig selv som ver­dens omdrejn­ingspunkt.

De gam­le kongers tro på sig selv som alver­dens midt­punkt, lat­terlig­gjort og afvist af oplysnings­filosof­ferne, er måske i dag afløst af det, vi kunne kalde for det enevældige indi­vid.

Vi har altid været udsat for naturens luner: tørke, sky­brud, jord­skælv, storme, syg­domme, vulka­nud­brud, hvilket alle har været med til at gøre men­neske­liv­et usikkert – og ofte meget kort. Alle disse og andre natur­fænomen­er syntes uden­for men­nes­kets kon­trol. I den mid­de­lalderlige kris­ten­dom omtales denne usikker­hed som skæb­ne: ting sker, uden at vi ved hvor­for, hvornår og hvor­dan. ”Guds veje er uransagelige”, som de siger i kirken. De kunne lige så godt have sagt: ”Naturens veje er ukendte”. Men­nes­ket var lille og svagt over­for Guds almagt.

Men i peri­o­den op til oplysningsti­den har vi det, der ofte omtales som den ’viden­sk­a­belige rev­o­lu­tion’, der går fra cir­ka 1540 og til engang ind i 1700-tal­let, og som tæller folk som Niko­laj Kopernikus, Tycho Bra­he, Galileo Galilei, René Descartes og Isaac New­ton. Gen­nem­brud inden­for astrono­mi, fysik, kemi, biolo­gi, geolo­gi og andre naturv­i­den­sk­aber ryst­ede de gam­le religiøse og natur­filosofiske fork­lar­ingsmod­eller. Der blev opstil­let love for naturens kræfter; man blev stadigt bedre til at måle afs­tande og tid og bestemme længde- og bred­de­grad. Alt sam­men bidrog det til at naturens uforudsige­lighed blev min­dre og men­neskers magt over deres eget liv større.

Et helt cen­tralt ele­ment i Oplysnin­gen var der­for væk­sten i og styrken af det viden­sk­a­belige blik på ver­den. Oplysningstænkerne troede stærkt på frem­skridt i form af viden­sk­a­belige prin­cip­pers anven­delse på alle livets og sam­fund­slivets områder. Den generelle opfat­telse blandt dannede europæere var, at magt­bal­an­cen mellem men­nes­ket og naturen var ved at tippe til men­nes­kets fordel. Udviklin­gen i teknolo­gien, i viden­sk­aberne, ikke mindst den med­i­cinske viden­skab syntes at love hidtil uanede frem­skridtsmu­lighed­er. Rundt omkring så de, at livet blev bedre, sikrere, let­tere, sun­dere, læn­gere og mere forudsigeligt.

I oplysnin­gens århun­drede nåede dannede europæere lang­somt frem til en ny fornem­melse for livet. De oplevede en vok­sende fornem­melse af magt over naturen og dem selv. Usikker­hed var stadig dagens orden. Men nu syntes det som om de evigt genk­om­mende epi­demier, hunger­snø­den, det risik­able liv og den tidlige død, de bru­tale krige og de bar­bariske herskere var inden­for for­nuftens og viden­sk­abens række­v­id­de. Frygten for foran­dring, der indtil da var mas­siv, blev afløst af frygten for stil­stand. Skæb­ne syntes at vige for men­nes­kets magt over egne vilkår. Oplysnings­filosofien var et rev­o­lu­tionerede opgør med idéen om at alt det væsentlige i men­neske­liv­et er evigt, uforan­derligt og uden for men­nes­kets kon­trol.

Netop denne følelse af øget kon­trol over naturen og dermed over livet blev af oplysnings­filosof­ferne over­ført fra naturv­i­den­sk­aben til det, som den skotske oplysnings­filosof David Hume kaldte de moralske viden­sk­aber: soci­olo­gi, psykolo­gi, økono­mi, pæd­a­gogik, jura og poli­tik. Det nye syn på naturen som styret af love, der kunne erk­endes, og som der­for også kunne udnyttes til men­nes­kets bed­ste, blev over­ført til men­neske­liv­et, der nu også skulle organ­is­eres rationelt. Lige­som naturv­i­den­sk­aberne opdagede naturlovene, opdagede oplysnings­filosof­ferne den naturlige fri­hed. Naturens velordnede sys­tem stod nem­lig i grel mod­sæt­ning til sam­fund­slivet, som oplysnings­filosof­ferne i sti­gende grad opfat­tede som præget af uvi­den­hed og under­trykkelse.

Noget af det Oplysningsti­den over­tog fra den viden­sk­a­belige rev­o­lu­tion var netop, at sand viden ikke kom­mer gen­nem bev­id­stløs gen­t­agelse af det, andre har sagt, eller gen­nem blind tro. Vejen til sand erk­endelse går gen­nem kri­tisk under­søgelse, sys­tem­a­tiske obser­va­tion­er og eksper­i­menter. Der­for kan oplysningsti­den siges at blive ind­varslet af den tidlige oplysnings­filosof Pierre Bayle, der i 1683 udgav et værk om kome­ter, hvori han fast­slog, at det ikke er et tegn på sand­hed, at alle tror på noget, eller at man har troet på det i meget lang tid. Enighed eller varighed, der ellers havde været stærke sand­hed­skri­terier igen­nem århun­dred­er, var nu ikke læn­gere nok. Under­søgelse og kri­tik er nu den eneste vej til erk­endelse.

Knus autoriteterne

Den franske oplysnings­filosof Denis Diderot sagde der­for, at en oplysnings­filosof er en, ”der tram­per på tra­di­tio­nens for­domme, anci­en­nitet, almin­delig kon­sen­sus, autoritet, kort sagt alt, hvad der under­trykker, hvad man vover at tænke af egen kraft” og han angav filosof­fens opgave som det at ”lære folk at tvivle.” Oplysnin­gen er – trods Diderot – ikke et had til tra­di­tion eller tro. Men det er et frontalopgør med deres grund­lag, nem­lig med forestill­in­gen om at enighed eller varighed er gode grunde til at tro på noget.

Midlet her­til er kri­tik. Man må have total fri­hed til at under­søge, stille spørgsmål, kri­tis­ere, rejse tvivl. Ingen prin­cip­per er hel­lige og ingen insti­tu­tion­er er urørlige. Alt skal stille sig åbent for debat. Ingen autoritet, hvor respek­teret, ærværdig, gam­mel eller pres­tige­fuld den er, kan und­drage sig kri­tisk under­søgelse af, om den tjen­er men­neske­he­den eller ej. Erk­endelse kan kun komme fra enten for­nuft eller erfar­ing; egen­sk­aber som alle men­nesker besid­der. Sand­hed mod­tages ikke fra andre. Den erhverves gen­nem kri­tik, efter­prøvn­ing og rationel sam­tale.

Før oplysningsti­den var men­neske­liv­et bestemt af evige, uforan­derlige, ukri­ti­s­able sand­hed­er. Ver­dens religiøse beskaf­fen­hed, men­nes­kets syn­dighed og det sociale hier­arkis nød­vendighed bandt men­nes­ket til Gud, konge, god­se­jer, fam­i­lie, nation – skæb­nen. Det vigtige i men­neske­liv­et var uden­for men­nes­kets kon­trol. For oplysnings­filosof­ferne er det væsentlig­ste i men­neske­liv­et his­torisk, det vil sige inden­for men­nes­kets række­v­id­de og dets eget ans­var at leve med eller ændre på. Vi er der­for kun ufrie på grund af os selv, ikke på grund af syn­dighed eller naturens orden.

For oplysnings­filosof­ferne er dette en mas­siv frigørelse af men­nes­ket – en frigørelse der i sig bær­er løftet om, håbet om, mulighe­den for en let­tere, bedre, rigere, fre­deligere og mere for­nuftig ver­den. Oplysning­spro­jek­tets vigtig­ste enkelt­for­mu­ler­ing er der­for Immanuel Kants berømte sæt­ning, at det han­dler om ”men­nes­kets udgang af dets selvpålagte umyn­dighed”. Her skal vi lægge mærke til de to ord ’men­nes­kets udgang’. Det er men­nes­ket selv, der han­dler, og det før­er sig selv fra en sit­u­a­tion af umyn­dighed til en til­stand af myn­dighed.

Lever vi i oplysningens tidsalder?

Kant fortæller os, at der til denne oplysning ikke kræves andet end ”i enhver henseende at gøre offentlig brug af sin for­nuft” og at ”have mod­et til at bet­jene dig af din egen for­stand.” Men disse skønne ord kan synes at have deres egne aktuelle patolo­gi­er.

Jeg har i det neden­stående tilladt mig at trække forhold­ene kraftigt op og benytte mig af det gode gam­le trick om at over­drive for at fremme forståelsen. For­målet med det føl­gende er dog ikke at lege oplysnin­gens lin­jevogter, der værn­er om den sande oplysning og for­færdes over dens aktuelle van­sk­ab­ninger. Det er at frem­drage en række udviklinger, der måske kan siges at trække på oplysning­spro­jek­tets kri­tiske metode og legit­i­ma­torisk på dets frigørende ærinde, men hvis for­mål og kon­sekvens måske er ganske anderledes.

En af kri­tikkens for­mer udtrykkes i dag som ’min menings ukrænke­lighed’. Opgøret med under­trykkende autoriteter er blevet til autoritet­safvis­ning, dvs. en afvis­ning af autoriteter med hen­vis­ning til netop deres sta­tus som autoriteter. Sand­hed har skiftet karak­ter fra tidligere at være kom­pliceret, autoris­eret og fjern til i dag snarere at være det over­skuelige, hjem­lige, velk­endte. Det er ikke læn­gere ekspertens viden, men snarere den almin­delige mening, der er over­dom­mer over rigtig og fork­ert. Usand­hed er blevet det kom­plicerede: ekspertvældet, smags­dom­merne, eliten.

Et ind­fly­delses­rigt eksem­pel på det var daværende statsmin­is­ter Anders Fogh Ras­mussen, der i sin berømte tale imod smags­dom­mere fra 2001 proklamerede, at man skal afvise ”løft­ede pegef­in­gre fra såkaldte ekspert­er, der men­er at vide bedst.” Opgøret med smags­dom­mere og etablerede autoriteter italesættes som en frigørelse af den enkelte, som en afmo­nop­o­lis­er­ing af sand­he­den.

For­nuft bliv­er til snus­for­nuft, idet viden(skab) stadigt let­tere synes at kunne udskiftes med mave­fornem­melser, intu­ition eller anek­do­tisk evi­dens (som er der, hvor den per­son­lige his­to­rie, anek­doten, bliv­er til selve bev­is­førelsen for den almene sand­hed, den angiveligt demon­str­erer). Fak­ta bliv­er min­dre rel­e­vant end per­son­ligt valg og per­son­lig smag. Detox-behan­dleren Pernille Damore har sagt: ”Man kan mærke på sin mave, hvad der er godt for en. Lyt mere til den i stedet for kun at lytte til folk med hvide kitler, der skal viden­sk­a­belig­gøre alt”.

Oplysnin­gens ide­al om det autonome ’jeg’ er blevet egen­til­fredsstil­lelsens ’mig’, ganske som fri­hed er blevet ’val­gfri­hed’ og frigørelse er blevet til ret­ten til ikke at blive forstyrret, vejledt eller styret af andre. Det kri­tiske og selvkri­tiske pro­jekt er blevet til nutids­forherligelse og egen-hel­lig­gørelse og i mod­sæt­ning til Kant siger vi gladeligt, at ”nu lever vi i den oplyste tid­salder”, hvor ingen skal komme og dik­tere os noget, for vi er ikke i behov for noget uden­for os selv. Kants hen­vis­ning til det almene men­neske og den generelle frigørelse bliv­er nu i en række sam­men­hænge ’pri­va­tis­eret’ til kun at han­dle om, hvad jeg har ret til og hvor­for ingen skal blande sig, dvs. til en per­son­al­is­tisk frem for almen frigørelse, hvilket er hvad jeg men­er med begre­bet ’oplyst ene-vælde’, en indi­vid­forestill­ing, der med brug af Oplysningsti­dens ide­al­er og prak­siss­er installerer kun sig selv som ukrænke­lig.

Farhad Man­joo beskriv­er i sin bog True Enough fra 2008 det, han kalder for det ’post-fak­tuelle sam­fund’. Det er et sam­fund kende­teg­net ved det paradoks, at en stadig større mængde af viden og infor­ma­tion ikke nød­vendigvis før­er til oplyste sam­fund, men lige så vel kan give mate­ri­ale til alle og enhvers pri­vate sand­hed. Fak­ta bliv­er per­son­lige, og den stadi­ge udvidelse af infor­ma­tion­skilder og sociale medi­er giv­er alle adgang til et skræd­der­syet ver­denssyn. Den eksplo­sive vækst i spin­dok­tor­er, kom­men­ta­tor­er og særligt avisme­diernes faste blog­gere har gjort mening vigtigere end viden. Opkom­sten af fak­tat­jekkere i avis­er og TV er på mange måder sym­bo­l­et på fak­tas impotens, for hvem bekym­r­er sig over­hovedet om at være blevet tjekket og fun­det fork­ert, når ingen andre end måske fak­tat­jekkeren selv synes, det er vigtigt? Selv fak­tat­jek er bare blevet end­nu et under­hold­ende ind­slag i den offentlige debat, som ingen læn­gere tror eller men­er bør basere sig på fak­ta. I dag kan poli­tikere uden at frygte kri­tik afvise ekspert­er og viden­skab med hen­vis­ning til, at de lever i et elfen­ben­stårn, at det ikke er sådan, de oplever det, når de taler med danskerne eller bare ved at sige: ’de men­er det, men jeg men­er noget andet’. Sådan reduc­eres viden til mening.

Den aktuelle anti-intellek­tu­al­isme er i en vis for­stand demokratisk, idet den afvis­er, at viden er det eneste kri­teri­um for at delt­age i debat­ten eller beslut­ningerne; eller ret­tere: Det er en afvis­ning af, at en særlig form for viden, den viden­sk­a­belige, ind­sam­let, sys­tem­a­tis­eret, valid­eret og autoris­eret gen­nem det etablerede viden­sk­a­belige sys­tem, skulle være den eneste form for rel­e­vant viden. Måske man kan sige, at de her skit­serede udviklinger her har erstat­tet det oprindelige pro­jekt om men­nes­kets almene frigørelse med et pro­jekt om min abso­lutte fri­hed; fra frigørelse fra under­trykkelse og over­greb til frigørelse fra alt, der hin­dr­er min udfold­else.

Træk en sandhed i automaten

Det nød­vendi­ge opgør med ide­olo­giers og reli­gion­ers selv­pos­tu­ler­ing som sand­he­den er blevet til en over­dreven-automa­tisk mist­il­lid til insti­tu­tion­er og fak­ta. I en artikel i Crit­i­cal Inquiry fra 2004 med titlen ”Why has cri­tique run out of steam?” under­søger Bruno Latour (selv)kritisk, hvor­dan socialkri­tiske teori­er om videns sta­tus og autoritet nu synes at vende tilbage i per­vert­eret form som en selvsikker afvis­ning af viden­sk­a­belig viden i kli­made­bat­ten og som kon­spir­a­tionste­ori.

I kli­made­bat­ten hen­vis­er dem, der afvis­er de overvældende viden­sk­a­belige bevis­er for men­neskesk­abt glob­al opvarmn­ing til nød­vendighe­den af skep­sis og kri­tik, behovet for at lytte til dis­si­den­ter og minoriteter, sand­he­dens åbne og forelø­be­lige karak­ter. De gængse og accepterede værdier i det viden­sk­a­belige miljø vendes imod selvsamme miljø og dets ubekvemme sand­hed­er. Det samme gør sig gældende med kreation­is­ters afvis­ning af evo­lu­tion­ste­ori, hvor kreation­is­terne nu (ofte under beteg­nelsen ’intel­li­gent design’) kræver, at der under­vis­es og forskes i flere forskel­lige teori­er, dvs. ide­alet om åben­hed og plu­ral­isme i uddan­nelse og forskn­ing instru­men­talis­eres til et argu­ment for, at kreation­isme også er en ’teori’ på niveau med evo­lu­tion­ste­ori og der­for skal have samme plads og ret.

De kri­tiske teori­ers mis­tænk­somhed over­for over­fladens repræsen­ta­tion, over­for folks kon­trol over egne motiv­er og tanker, over­for de måder magten sæt­ter sig igen­nem bag ryggen på de sociale aktør­er har ifølge Latour måske åbnet for en tota­lafvis­ning af det tilsyneladen­des realitet.

Mis­tankens hermeneu­tik synes at være blevet automa­tis­eret, accel­ereret og gen­er­alis­eret, hvilket ikke mindst har med nye offent­ligheds­former og medieplat­forme at gøre. ”Husker du de gode gam­le dage”, spørg­er Latour, ”hvor revi­sion­is­men ankom meget sent, efter fak­ta var blevet fast etableret, efter årti­er af bevis­er havde opho­bet sig? Nu har vi glæ­den af det, der kan kaldes for øje­b­likke­lig revi­sion­isme.” Hvad er der blevet af kri­tikken, når Latours ikke-uddannede lands­byn­abo, ”ser ned på mig som håbløst naiv, for­di jeg tror, at USA blev angre­bet af ter­ror­is­ter? […] Jeg er nu den, der naivt tror på nogle fak­ta, for­di jeg er uddan­net, mens de andre fyre er for usofistik­erede til at være godtroende.”

De kri­tiske teori­er, der som Latour har udfor­dret magten og viden­spro­duk­tio­nen, sat spørgsmål­stegn ved hvor­dan viden og sand­hed pro­duc­eres, ser sig nu over­halet og udfor­dret af kræfter, der radikalis­er­er deres skep­sis og instru­men­talis­er­er den til et angreb ikke på sand­hed­spro­duk­tion som sådan men til et angreb på de konkrete sand­hed­er, de ikke bry­der sig om. Tilbage står de gam­le kri­tiske teo­retikere og ser sig tvunget ind i rollen som dem, der nu råber ’fak­ta’ og ’sand­hed’ som tvin­gende magter, mens de nye viden­sud­for­drere cast­er de gam­le kri­tikere i rollen som magtens nyt­tige idiot­er og som håbløst naive. Som Latour gør opmærk­som på er det i en vis for­stand den uudannede posi­tion, der bliv­er stærk­est, når det er selve den viden­sk­a­belige viden­spro­duk­tion, der er under angreb. Den egentlige sand­heds­bær­er er nu den, der står uden­for det autoris­erede videnssys­tem.

De nye offent­ligheds­former og sociale medi­er – de samme udviklinger som har bragt trans­parens højt op på lis­ten over nuti­dens definerende demokratiske værdier – har skabt en demokra­tis­er­ing af viden­spro­duk­tio­nen, af den sociale kon­struk­tion af virke­lighe­den, hvor autoris­erin­gen af sand viden på forskel­lig vis bliv­er udlignet og udfor­dret og hvor alle nu kan være med­sk­abere af de kon­spir­a­tionste­ori­er, de tidligere kun kunne kon­sumere. Ved at linke, sam­men­skrive, billede- og lydredi­gere, oprette hjemmesider, udgive e‑bøger, uploade doku­menter, skrive på blogs kan alle nu opl­yse og uddanne sig selv som kon­spir­a­tionste­o­retik­er. Skel­let mellem læg­mand og ekspert opløs­es, og folk afvis­er gerne offi­cielle autoriteter og ekspert­er, for­di de er offi­cielle og med hen­vis­ning til deres egen, selv­gener­erede viden. Viden­spro­duk­tio­nen er blevet demokra­tis­eret, idet de offi­cielle kanaler er blevet sup­pleret med nye og mere åbne, hvis ’autoris­er­ing’ ikke afhænger af de ordinære videnssys­te­mer men snarere får sin autoritet fra den inter­esse og tilslut­ning, de får fra deres tilhørere.Idet ekspert-kat­e­gorien er under foran­dring fra tidligere at have behov for en ekstern, offi­ciel autoris­er­ing til nu at blive gener­eret via sam­tykke i mere eller min­dre selv­sup­plerende meningskred­sløb.

Vidensrevolution

Måske er en af de grundlæggende kræfter bag de oven­nævnte foran­dringer, at viden­sautoritet har skiftet kilde fra autoris­er­ing til nytte. Det vil sige, at viden­sautoriteter, der begrun­der deres sta­tus med hen­vis­ning til autoris­eret sta­tus og dermed til et ver­tikalt forhold til deres tilhørere mis­ter ter­ræn i forhold til nye viden­sautoriteter, der dels udfor­dr­er de ’gam­le’ viden­sautoriteter og som dels begrun­der sig mere eksplic­it med hen­vis­ning til en horison­tal forbindelse med deres pub­likum. Vi lyt­ter i stadigt min­dre grad til autoriteter som og for­di de autoriteter men der­i­mod i forhold til, hvad de kan tilbyde os, dvs. den nytte deres viden og autoritet har i forhold til den sit­u­a­tion vi står i, de behov vi har og de sand­hed­er vi i forve­jen abon­ner­er på.

Det mest oplagte eksem­pel, også brugt oven­for, er lægev­i­den­sk­aben, hvis viden­sautoritet tra­di­tionelt mere har han­dlet om deres autori­sa­tion som læger og deres videns­monopol end på deres egentlige evne til at hel­brede. I dag udfor­dres denne autoris­erede viden­sautoritet af alter­na­tive viden­skilder: af folk, der kan hjemhente infor­ma­tion om deres symp­tomer og behan­dling på net­tet, blogs og patient­fo­ra. Der sker dermed en niv­el­ler­ing af forhold­et mellem vidensper­son­er og dem i behov for viden.

Det giv­er selvsagt kro­nede dage for char­la­tan­er, krys­tal­heal­ere og slan­ge­oliesæl­gere. Niv­el­lerin­gen af viden­sautoritet går alt­så hånd i hånd med en niv­el­ler­ing af viden. Det bliv­er stadigt sværere at genk­ende godt fra skidt, rigtigt fra fork­ert, sandt fra fal­sk, og, måske end­nu vigtigere, så risik­er­er enhver hen­vis­ning til og pås­tand om hier­arkisk videnssta­tus at blive gen­stand for kri­tikken om elit­isme, snob­beri, smags­dom­meri etc. Men — og dette er et væsentligt men – det er også en væsentlig frigørelse og demokra­tis­er­ing af viden og men­neske­lig myn­dighed.

Som min­i­mum bety­der det, at tra­di­tionelle viden­sautoriteter er nødt til at genopfinde kilden til deres autoritet. Hen­vis­ning til sin autori­sa­tion er ikke læn­gere enden på spørgsmål og kri­tik. Ten­densen lige nu er til det, vi kunne kalde for ’valg-autoriteter’, hvilket vil sige viden­sautoriteter, der ikke har deres autoritet tilstået dem oven­fra, fra det etablerede videnssys­tem, men der­i­mod nede­fra, fra de tilhørere, der anerk­ender autoriteten som autoritet og vidensind­hold­et som sand­hed.

Mørkets genkomst?

Utal­lige er de kom­mentar­er her­hjemme og uden­lands, der kun kan se de oven­for nævnte udviklinger som et knæ­fald for en ny mid­de­lalder, overtro, dumhed eller sædernes for­fald; som de uvi­den­des revolte eller bare som kværu­lan­tiske patien­ter, klien­ter og borg­ere. I en tid­salder, hvor Oplysningsti­den og dens efter­døn­ninger effek­tivt har afviklet fød­sel­saf­s­tamn­ing som adkomst til at regere, hvor alder, køn og etnicitet ikke læn­gere legit­imt kan udmærke nogle og eksklud­ere andre, og hvor rig­dom godt nok ofte er midlet til at opnå magt, men hvor det altid må ske med hen­vis­ning til folkets valg, der synes det eneste tilbageværende kri­teri­um for adkomst til magt at være viden. Men som Jacques Ran­cière demon­str­erer i sin lille bog Hadet til demokrati­et, så er også denne adkomst lige så udemokratisk som afs­tamn­ing og rig­dom. Ran­cière skriv­er, at den ”demokratiske for­bry­delse find­er sit ophav i en pas­toral scene, der består i at glemme hyr­den.”

Det vil i denne sam­men­hæng sige, at da gud, kon­gen, adels­man­den, faderen, rig­man­den eller bare man­den faldt fra tro­nen, som den virke­lige demokratiske bevægelse og oplysning­spro­jek­tets nogle gange eksplicitte, men ofte under­jordiske effekt, da stod ikke kun men­nes­ket tilbage, men også videnskabsmanden/kvinden. Omstyrt­nin­gen af de gam­le magter var også autoris­erin­gen af andre. Viden­sk­aben var en af de kræfter, der bidrog til omstyrt­nin­gen af de gam­le hier­arki­er og sand­hed­er og igen­nem den pro­ces etablerede den sig selv som uan­gri­belig autoritet, som sand­hedsin­stansen som sådan.

De gam­le hier­arki­er faldt, og sla­gene blev givet af nye, oplyste viden­spro­du­cen­ter, der fandt den for­ladte trone ganske kom­fort­a­bel. Måske der­for er en ny viden­sre­volte vok­set frem i det aktuelle, ikke fyldt med samme over­leg­ne tro på egen his­torisk mis­sion (hvis man frareg­n­er folk som Julian Assange) og uden de store his­to­riefilosofiske prokla­ma­tion­er. Det er en stille revolte, der link for link, web­st­ed for web­st­ed, sky­der løs på viden­shier­arki­ets mure. Nu er de, som oplysnings­filosof­ferne i en for­gan­gen tid, dem, der beskyldes for at være ure­gerlige, uvi­dende, ødelæggende, forstyrrende, men som Mao engang sagde: ”Rev­o­lu­tion­er er ikke et tesel­skab”, og heller ikke alt i denne nye viden­sre­volte behøver være kønt, ordentligt, for­nuftigt, gavn­ligt for at være del af et effek­tivt angreb på tidens hier­arki­er.

Det ser ikke kønt ud, når foræl­dre nægter deres børn vac­cine ud fra noget, de har læst på net­tet; når også danske poli­tikere benægter den men­neskesk­abte opvarmn­ing med hen­vis­ning til, at der er uenighed blandt forskerne; når kreation­is­ter iklæder deres tro viden­sk­a­belig klæd­e­dragt og kalder det intel­li­gent design osv. I hvert af disse og andre til­fælde kunne man tænke sig, at viden­skab og sand­hed ikke kun blev strate­gisk anvendt men fak­tisk brugt lige­som man kunne tænke sig, at angrebene på etableret viden­skab havde lidt større ydmyghed i forhold til egen adgang til sand­he­den. Men her i denne artikels sam­men­hæng er det ikke det væsentlig­ste. Det er tvær­tom den udfor­dring til en autoris­eret viden­spro­duk­tion, til det hier­ar­ki som adgang til viden etablerer, til det monopol på viden­sk­a­belig autoritet, som det viden­sk­a­belige sys­tem er opbygget efter. Demokra­tis­erin­gen af viden­spro­duk­tio­nen fik sin første store mod­erne udvidelse med først Refor­ma­tio­nens åbn­ing for indi­vidu­el læs­ning af biblen; en end­nu vigtigere og brede åbn­ing med Oplysningsti­dens kri­tiske pro­jekt; en udvidelse i årtierne omkring for­rige århun­dredeskifte med først arbe­jdernes og siden kvin­dernes stem­meret og uddan­nelse; og måske vi nu er i gang end­nu en udvidelse ført frem ikke kun men også af det, vi kunne kalde for læg-forskere, dvs. indi­vider med adgang til viden og videns­del­ing, der ikke lad­er sig stoppe af de etablerede viden­skanaler eller etablerede sand­hed­er, men som benyt­ter de nye videns­del­ings-struk­tur­er til at pro­mo­vere alter­na­tive sand­hed­er og en ny selvbe­v­id­s­thed som videns-aktør­er til at style deres oplyste ene-vælde som frigørelse.

Hvis oplysning­spro­jek­tet endte i en slags oplyst oli­gar­ki, hvor videnseliterne herskede, så er de indle­dende øvelser i den aktuelle revolte måske det oplyste ene-vælde af pri­vate sand­hed­er, men det kunne også være starten på enten gen­fun­der­ing af hier­ar­ki og ulighed på nye vilkår eller for en egentlig egalis­er­ing og demokra­tis­er­ing af viden. Det sid­ste ville, som under alle de tidligere åbninger af videns­fel­tet, være de ’viden­des’ og de ’autoris­ere­des’ værste mareridt.

Mikkel Tho­rup er lek­tor i poli­tisk idéhis­to­rie, Aarhus Uni­ver­sitet.

Artiklen udkom først i antolo­gien Et stykke Oplysning, udgivet af Bag­grund i jan­u­ar, 2014. Læs mere om Et stykke oplysning her.

Scroll til toppen