Ikke-viden, demokratisk offentlighed og den politiske beslutningsproces

Donald Rumsfeld - Unknown unknowns - Viden om viden

Når man træffer beslutninger, er det vigtigt at vide, hvad man ved og hvad man ikke ved. Men det er ikke altid, at vi bare ved, hvad vi ikke ved. Seniorforsker ved Dansk Center for Forskningsanalyse Mads P. Sørensen beskriver her vigtigheden af de oplysninger, som vi ikke ved, vi ikke har.I

”Hvad er det for en viden, I man­gler?” Sådan lød et spørgsmål fra sund­hedsmin­is­ter Astrid Krag til kom­mu­nalpoli­tikere og borg­ere ved et møde i okto­ber 2012 om plac­erin­gen af det radioak­tive affald fra Forsøgssta­tion Risø. II På opdrag fra et enigt Folket­ing har De Nationale Geol­o­giske Under­søgelser for Dan­mark og Grøn­land (GEUS) under­søgt, hvor man ville kunne deponere atom­af­faldet fra Risø, og de har udpeget lokaliteter i kom­munerne Born­holm, Skive, Struer, Kerte­minde og Lol­land som mulige sted­er. Men skønt myn­dighed­er og ekspert­er, som for eksem­pel direk­tøren for Dan­sk Dekom­mis­sioner­ing Ole Kast­b­jerg Nielsen, men­er, at det er ”fuldt ud forsvarligt” at etablere et slut­de­pot for affaldet i Dan­mark, ønsker ingen af de fem kom­muner at huse et sådant depot. De har der­for pro­test­eret mod plan­erne, og på mødet forsøgte de at få Astrid Krag til at gen­overve­je sagen.

Men at svare på, hvad det præ­cist er, man ikke ved – hvad det er for en viden, man man­gler for at kunne træffe en beslut­ning om noget så poten­tielt farligt som radioak­tivt affald – kan være svært. For ved siden af det vi ved, vi ikke ved, er der måske også noget vi ikke ved, at vi ikke ved, men som alligev­el kan vise sig at være vigtigt.

Mødet beroligede da heller ikke borg­erne og poli­tik­erne fra de berørte kom­muner, og pro­test­erne fort­sat­te der­for efter mødet. Og skønt mange danske ekspert­er – anonymt – taler om, at den frygt, der udtrykkes i forhold til atom­af­faldet, er for følelses­ladet, og at poli­tik­erne i stedet burde lytte mere til for­nufts­baserede argu­menter, så er borg­ernes bekym­ringer måske ikke så irra­tionelle end­da. For spørg­er man uden­landske ekspert­er, så vis­er det sig, at det fak­tisk intet sted i ver­den er lykkedes at etablere et slut­de­pot for det lan­glivede atom­af­fald, og at man andre sted­er – i for eksem­pel Hol­land – på bag­grund af prob­le­mer med i det hele taget at etablere sikre slut­la­gre for atom­af­fald, foreløbigt satser på mellem­la­gre, der kan holde i 70–100 år og dermed give tid til, at man kan blive klogere på, hvor­dan man etablerer sikre slut­de­pot­er for radioak­tivt affald.

Hvad der kom­mer til at ske med atom­af­faldet fra Risø, er end­nu ikke afk­laret. Men under indtryk af blandt andet de folke­lige pro­test­er og uden­landske ekspert­ers bekym­ringer beslut­tede et fler­tal i Folketinget, at man ved siden af det fort­sat­te arbe­jde med at finde egnede lokaliteter til et slut­de­pot i Dan­mark også skulle under­søge mulighed­erne for at eksportere affaldet til udlan­det samt mulighe­den for at etablere et mellem­lager i Dan­mark. His­to­rien om affaldet fra Risø kan således også læs­es som his­to­rien om, hvor­dan ikke-viden i dag spiller en afgørende rolle for den demokratiske offent­lighed og den poli­tiske beslut­ning­spro­ces.

Men hvor­for er det blevet sådan? Og hvad skal vi nærmere forstå ved ikke-viden? Det skal der ses nærmere på i det føl­gende, hvor der tages afsæt i den tyske soci­olog Ulrich Becks overve­jelser over ikke-viden. Efter en afk­lar­ing af begre­bet vil kapit­let analy­sere og diskutere den udfor­dring, som ikke-viden udgør for den for den demokratiske offent­lighed og den poli­tiske beslut­ning­spro­ces.

Ikke-viden som biprodukt af viden

Den tyske soci­olog Ulrich Beck er én af en vok­sende gruppe af sam­funds­forskere, der i de senere år har taget begre­bet ikke-viden op til behan­dling.III Beck oper­erer med en overord­net teori om, at ver­den­srisikosam­fun­det har afløst de nation­alt bundne indus­trisam­fund – og at moder­niteten par­al­lelt hermed har bevæget sig ind i en ny fase, som han kalder for det andet mod­erne. Og det er Becks tese, at ikke-viden i sti­gende grad bliv­er til et afgørende grundvilkår for livet i risikosam­fun­det og det andet mod­erne. Han for­mulerer det blandt andet på denne måde i World at Risk fra 2009:.

”Liv­ing in the world risk soci­ety means liv­ing with inerad­i­ca­ble non-know­ing [Nichtwissen] or, to be more pre­cise, with the simul­tane­ity of threats and non-know­ing and the result­ing polit­i­cal, social and moral para­dox­es and dilem­mas. Because of the glob­al char­ac­ter of the threat, the need and bur­den of hav­ing to make life-and-death deci­sions increase with non-know­ing.” (s. 115).

Ifølge Beck må vi lære at acceptere, at vi aldrig – lige meget hvor meget vi forsker – vil kunne nå til abso­lut sikker viden om de trusler, vi står over­for i risikosam­fun­det. Med hver ny viden­sk­a­belig land­vin­d­ing føl­ger nem­lig også ny ikke-viden. Ikke-viden må således ifølge Beck i sti­gende grad forstås som et bipro­dukt af viden. Det gælder, hvad enten vi taler om forskn­ing i radioak­tive udslip, glob­al opvarmn­ing, ter­ror­isme, glob­ale finan­skris­er eller om andre af de trusler, som han kalder for ’nye risi­ci’ eller ’stor­far­er’.

Men skønt viden­sk­aben alt­så ikke altid er i stand til at give os vished i form af abso­lut sikker viden, så har vi alligev­el mere end nogensinde før brug for den til at fortælle os, hvor far­erne lur­er. Som Beck tidligere i sit for­fat­ter­skab har gjort opmærk­som på, så er nye risi­ci som hullerne i ozon­laget, radioak­tive udslip eller den glob­ale opvarmn­ing nem­lig ikke direk­te syn­lige for os. Vi kan ikke umid­del­bart sanse disse trusler, men har brug for viden­sk­abens ”sanser” i form af eksem­pelvis måle­in­stru­menter, eksper­i­menter og teori­er for at kunne se far­erne. Vores sanser er med andre ord blevet nytte- og funk­tion­sløse i forhold til stor­far­erne. De fær­reste er for eksem­pel i dag i tvivl om, at tem­per­a­turen på klo­den er stig-ende, men hvor ved vi det egentlig fra? Kan vi mærke det? Kan vi på andre måder sanse det? Nej, vi ved det kun, for­di viden­sk­aben har for­t­alt os det. Det samme gælder for radioak­tiv stråling og hullerne i ozon­laget, som heller ingen kan se med det blotte øje.

Beck skriv­er videre i World af Risk: “… liv­ing in the milieu of man­u­fac­tured non-know­ing means seek­ing unknown answers to ques­tions that nobody can clear­ly for­mu­late” (s.115). Det vanske­lig­gør selvsagt poli­tik­erne og myn­dighed­ernes arbe­jde med at træffe de rigtige beslut­ninger i forhold til de risi­ci, vi er kon­fron­teret med – og det udfor­dr­er, som jeg skal vende tilbage til, den demokratiske offent­lighed, idet der her bliv­er større spillerum for alle mulige (og umulige) udlægninger af ver­den. Og prob­lemet forvær­res i øvrigt af, at sit­u­a­tio­nen ifølge Beck er den, at jo større en risiko, vi har med at gøre, desto større er vores ikke-viden også, sam­tidigt med at behovet for at træffe beslut­ninger ofte vokser i takt med risikoens stør­relse.

Det gælder for eksem­pel i forhold til kli­maforan­dringerne, hvor spørgsmålet om, hvor meget CO2 vi kan tillade os at udlede i de kom­mende år, hvis vi vil undgå ødelæggende kli­maforan­dringer, og om vi burde ved­tage en total udfas­ning af fos­sile brænd­sler, og hvornår det i givet fald sen­est skulle ske for at undgå alt for vold­somme kli­maforan­dringer, ikke lad­er sig besvare med abso­lut sikker viden. Selv på et område som dette, hvor der efter­hån­den hersker kon­sen­sus om årsagerne, må vi i forhold til en lang række spørgsmål sige: Vi ved det ikke. Vi har stærke indika­tion­er af, at det er sådan og sådan, men vi ved det ikke med sikker­hed. Vi ved heller ikke nøjagtigt, hvor meget tem­per­a­turen kan tåle at stige på klo­den, inden kli­maforan­dringerne bliv­er katas­tro­fale. Der er bud, men der er også alter­na­tive bud. Alligev­el må der træffes beslut­ninger om sådanne vanske­lige emn­er. For­vent­ningerne til myn­dighed­er og regeringer er nem­lig fort­sat, at de skal levere sikre svar på udfor­dringerne.

Unknown unknowns

Hvor svært det kan være at træffe de rigtige beslut­ninger i ver­den­srisikosam­fun­det, vid­ner CFC-gassernes his­to­rie om. Fra 1930’erne og frem erstat­tede CFC-gasserne fly­dende amo­ni­ak som kølemid­del i kølesk­abe. CFC-gasserne blev også brugt som dri­vmid­del i sprayflasker og som rensemid­del. I løbet af 1970’erne blev man dog i sti­gende grad opmærk­som på, at CFC-gasserne var skadelige for Jor­dens ozon­lag. Da forskere i midten af 1980’erne oven i købet kunne vise, at der var sket en drama­tisk udtyn­d­ing af ozon­laget over Antark­tis – at der var opstået huller i ozon­laget, så vi i langt min­dre grad end tidligere var beskyt­tet mod Solens UV-stråler – førte det i løbet af få år til transna­tionale poli­tiske aftaler om udfas­ning af disse gasser. Det beg­y­n­dte på et FN-møde i Wien i 1985, fort­sat­te i Mon­tre­al i 1987, hvor man enedes om at påb­eg­y­n­de en udfas­ning af CFC-gasserne, og blev fra 1990 ful­gt op af en række møder, hvor man strammede Mon­tre­al-pro­tokollen. I alt 196 lande har rat­i­fi­ceret Mon­tre­al-pro­tokollen om udfas­ning af CFC-gasser, og resul­tatet har været, at pro­duk­tio­nen og bru­gen af visse CFC-gasser allerede i dag helt er stop­pet. Mens de resterende CFC-gasser skal være udfaset i den vestlige ver­den i 2020 og i udviklings­lan­dene i 2040. IV

På den ene side er his­to­rien om CFC-gasserne således his­to­rien om, hvor­dan det – i tide – lykkedes os at erk­ende, at vi med disse dri­vgasser havde med en farlig, selvpro­duc­eret ny risiko at gøre, som der måtte gøres noget ved. Det lykkedes end­da glob­alt at få ændret lov­givn­ing, pro­duk­tion­s­måder og for­brugsmøn­stre i et omfang, så denne nye risiko nu er bragt under kon­trol. Men CFC-gassernes his­to­rie afs­lør­er på den anden side også, hvor farlige de nye risi­ci kan være – og at det ikke mindst er vores ikke-viden om risi­ciene, der er prob­lemet. Det var således først i løbet af 1970’erne, at man i sti­gende grad blev opmærk­som på CFC-gassernes neg­a­tive føl­gevirkninger. Der gik alt­så mere end 40 år, fra man tog CFC-gasserne i brug som kølemid­del i kølesk­abe og dri­vmid­del i sprayflasker, til man fik viden­sk­a­belig viden om, at CFC-gasserne også kunne være skadelige for Jor­dens ozon­lag. I mere end 40 år kunne man der­for heller ikke dæmme op for denne nye, selvpro­duc­erede risiko – af den sim­ple grund, at man ikke anede, at den eksis­terede.

His­to­rien med CFC-gasserne vis­er blandt andet ifølge Ulrich Beck, at grænsen mellem viden og ikke-viden er blevet mere udfly­dende, og at der på et hvilket som helst tid­spunkt, hvor vi skal træffe beslut­ninger om eksem­pelvis at tage en ny teknolo­gi i brug, vil være forhold, som vi ikke kender til – og måske heller aldrig kom­mer til at kende til.

Ifølge Beck og soci­olo­gen Peter Wehling bred­er denne erk­endelse sig nu lang­somt. I artiklen ”The Pol­i­tics of Non-know­ing” fra 2012 skel­ner de således mellem en klas­sisk mod­erne forståelse af ikke-viden som end­nu-ikke-viden – som et end­nu ikke ero­bret ter­ri­to­ri­um – og en ny, mere kom­pleks forståelse af ikke-viden, som både rum­mer plads til end­nu-ikke-viden – viden, vi ved, at vi ikke har – og såkaldte unknown unknowns: viden, vi ikke ved, at vi ikke har. Der var således unknown unknowns, da man beg­y­n­dte at anvende CFC-gasserne i 1930’erne. Men hvor vigtige disse unknown unknowns var, blev først klart 40 år efter, da man opdagede sam­men­hæn­gen mellem CFC-gasserne og hullerne i ozon­laget.

Ifølge sikker­heds­forskerne Christo­pher Daase og Oliv­er Kessler – i artiklen ”Knowns and unknowns in the ‘War on Ter­ror’” fra 2007 – er det netop karak­ter­is­tisk for unknown unknowns, at de først bliv­er syn­lige i forbindelse med katas­tro­fer – og der­for ofte for sent. Ifølge dem kunne ingen for eksem­pel før 11. sep­tem­ber 2001 vide, at nogen kunne finde på at kapre fly og fly­ve dem ind højhuse, som det skete i New York. I deres artikel skel­ner de mellem fire forskel­lige for­mer for viden og ikke-viden:

· Known knowns, som i deres sikker­hed­spoli­tiske kon­tekst over sættes til trusler.
· Known unknowns, som beskrives som sikker­hed­srisi­ci.
· Unknown unknowns, som vis­er sig i katas­tro­fer som for eksem­pel 911.
· Unknown knowns, som de diskuter­er som bev­idst uvi­den­hed [igno­rance].

Med inspi­ra­tion fra denne def­i­n­i­tion – i kom­bi­na­tion med Beck og Wehling – kunne man der­for definere viden og ikke-viden i forhold til de nye risi­ci på denne måde:

Viden (known knowns) kan forstås som facts og/eller viden­sk­a­belig viden, dvs. forhold, vi kender til, og som vi har en sikker viden om.

End­nu-ikke-viden (known unknowns) er viden, som vi end­nu ikke har, men som vi ved ’er derude’ som en sort plet på et land­ko­rt eller som huller i vores viden, som vi er klar over eksis­tensen af, og som vi har metoder til at afdække.

Ikke-viden (unknown unknowns) er viden, som vi ikke har – og som vi ikke er klar over, at vi ikke har. Denne form for viden kan være irrel­e­vant. Der er for­mentlig mass­er af forhold, som vi ikke kender til, og som vi lever fint uden at kende til. Men i forhold til de nye risi­ci kan vores ikke-viden vise sig at være fatal. Den vil nem­lig ofte først blive afdækket for sent – når katas­tro­fen er indtruf­fet.

Tildækket viden (unknown knowns). Det er viden, som vi enten ikke vil vide af – af per­son­lige grunde (for eksem­pel infor­ma­tion­er om vores genetiske sam­men­sæt­ning og dis­po­si­tion­er for forskel lige syg­domme), eller af poli­tiske eller religiøse grunde (for eksem­pel fun­da­men­tal­is­tiske kristnes forhold til evo­lu­tion­ste­orien). Men det kan også være viden, som nogen tilbage­hold­er for andre for at få dem til at han­dle på en bestemt måde (god­k­ende noget, donere penge, ved­tage nye love, gå i krig osv.) eller for af andre grunde at skjule noget.

Ikke-viden og den demokratiske offentlighed

Et inter­es­sant spørgsmål er så, hvad alt dette bety­der for den demokratiske offent­lighed og for mulighed­erne for at føre en demokratisk sam­tale om vores fælles prob­le­mer. Meget tyder på, at ikke-viden i form af unknown unknowns får sti­gende betyd­ning for den demokratiske offent­lighed. Når man skal tage still­ing til og diskutere nye kon­tro­ver­sielle teknolo­gi­er eller nye store anlægsar­be­jder vil det delvist ske på usikker grund. Den slags beslut­ninger har selvføl­gelig altid involveret ikke-viden, men usikker­he­den må for­modes at vokse fre­mover, for­di de nye risi­ci ikke i samme grad som tidligere er håndterlige og afgrænselige. Det er ifølge Beck netop karak­ter­is­tisk for de nye risi­ci, at de er mere ubereg­nelige end tra­di­tionelle risi­ci, og at de over­skrid­er rum­slige og tid­slige grænser.

Alene det gør, at den demokratiske offent­lighed får sværere ved at håndtere dem. Når man så der­til læg­ger, at de nye risi­ci også er farligere end tra­di­tionelle risi­ci – eller som Beck har udtrykt det: men­nesker i ste­nalderen havde ikke kapaciteten til hverken nuk­lear eller økol­o­gisk selvde­struk­tion – så giv­er det nye udfor­dringer for offent­lighe­den. Læg­ger vi der­til, at delt­agerne i den offentlige sam­tale ikke umid­del­bart kan sanse de nye risi­ci og dermed ikke direk­te har mulighed for at kon­trollere ’om der er noget om snakken’ samt det fak­tum, at ekspert­erne ofte er uenige om karak­teren og føl­gerne af en giv­en risiko, så står vi med en ny, stor udfor­dring for offent­lighe­den og den demokratiske sam­tale. For hvor­dan diskutere noget, som man ikke har viden om? Hvor­dan etablere demokratiske fora, der går på tværs af lan­de­grænser, på langs af tiden hen­over gen­er­a­tioner og på tværs af kul­turelle, sociale og andre grænser, sådan som de nye risi­ci kræver? Og hvor­dan håndtere den udfor­dring, at nye teknolo­gi­er og nye risi­ci på grund af deres poten­tielt meget destruk­tive kraft på den ene side kræver, at vi engager­er os i dem og tager beslut­ning om dem – og nogle af dem, som eksem­pelvis den fort­sat­te brug af fos­sile brænd­sler, måske end­da kræver, at vi rel­a­tivt hur­tigt tager still­ing til dem – mens vi sam­tidig på den anden side står i den sit­u­a­tion, at vi man­gler viden om såv­el facts som om hullerne i vores viden for at kunne tage ordentlig still­ing til disse teknolo­gi­er og risi­ci.

Lad os først se på nogle af de mest gængse strate­gi­er, som man indtil videre har anvendt i forsøget på at håndtere ikke-viden. Som Beck og Wehling har gjort opmærk­som på, har man fra oplysningsti­den og frem først og fremmest forstået ikke-viden som end­nu-ikke-viden. Der­for har en udbredt strate­gi til at håndtere ikke-viden i moder­niteten også været at sætte mere forskn­ing og flere under­søgelser i gang for at afdække de sorte huller. I forhold til frem­tidi­ge begiven­hed­er har man brugt sta­tis­tik og sandsyn­lighed­sreg­n­ing til at bereg­ne, hvad der vil ske. I dag er risikovur­deringer og risikokalku­la­tion­er stadig en udbredt strate­gi til at håndtere ikke-viden og usikker­hed i forhold til frem­tidi­ge hæn­delser. Prob­lemet er dog som gen­nemgået, at det netop er vanske­ligt eller måske end­da umuligt at lave denne type kalku­la­tion­er i forhold til de nye risi­ci.

I erk­endelse af dels, hvor vigtig viden­skab og teknolo­gi er for det mod­erne men­neskes liv, og dels, hvor afhængige viden­sk­aben og teknolo­giens udvikling er af mod­erne men­neskers accept og engage­ment i viden­sk­aben og de nye teknolo­gi­er, har man også forsøgt at opgradere offent­lighe­dens viden om viden­skab og teknolo­gi. Denne strate­gi har været udbredt i den vestlige ver­den, hvor man igen­nem flere årti­er har været optaget af at hæve vores tekniske og viden­sk­a­belige viden samt forbedre vores generelle forståelse af viden­sk­abens og teknolo­giens rolle i sam­fun­det. Det beg­y­n­dte i USA efter Sput­nik-chokket i 1957, og i Europa har for eksem­pel EU lavet målinger af europæernes viden om og forståelse af teknolo­gi og viden­skab siden 1970’erne – fra 1989 og frem som en fast del af de store Euro­barom­e­terun­der­søgelser.

Prob­lemet med denne strate­gi set i lyset af ikke-videns betyd­ning i dag er dog, at lige meget hvor meget vi hæver vores ’sci­ence lit­er­a­cy’, så vil vi altid også skulle forholde os til ikke-viden. Det vil dels være end­nu-ikke-viden, men i sti­gende grad bliv­er vi også nødt til at forholde os til unknown unknowns. Ikke-viden kan, som diskuteret oven­for, ikke udry­d­des, men må forstås som et grundvilkår – også for den demokratiske sam­tale og den poli­tiske beslut­ning­spro­ces.

Der er dog også kom­met nye strate­gi­er til, som mere direk­te forhold­er sig til unknown unknowns. I de sen­este 20 år har man således i sti­gende grad anvendt det såkaldte for­sigtighed­sprin­cip. Dette prin­cip fik sit inter­na­tionale gen­nem­brud ved Rio-top­mødet i 1992. Det var ifølge Den store danske blevet udviklet i tysk og sven­sk ret og blev i 1993 gjort til en del af EU-ret­ten. Med for­sigtighed­sprin­cip­pet i hån­den er det muligt at gribe ind over­for et pro­dukt eller en pro­duk­tion, hvis der er viden­sk­a­belig begrun­det mis­tanke om, at pro­duk­tet eller pro­duk­tio­nen foruren­er. Stater kan således ved hjælp af for­sigtighed­sprin­cip­pet gribe ind over­for pri­vate virk­somhed­er, selvom man ikke er 100 pro­cent sikker på sam­men­hæn­gen mellem en form for foruren­ing og en giv­en pro­duk­tion. For at man kan gribe ind og for eksem­pel tvangslukke en pro­duk­tion, skal der dog være tale om bety­delige risi­ci.

For­sigtighed­sprin­cip­pet adresser­er således den nye usikker­hed og tager i en vis udstrækn­ing højde for den viden­sk­a­belige tvivl. Prin­cip­pet kan dog ikke anven­des, hvis ikke der er viden­sk­a­belige under­søgelser, der peger på en sam­men­hæng. Som det står beskrevet i Den store danske: ”Prin­cip­pet kan der­for ikke begrunde ind­greb på grund­lag af frygt, der ikke i en vis udstrækn­ing lad­er sig viden­sk­a­beligt under­bygge”. Det bety­der, at læg­folks mis­tanker om en sam­men­hæng ikke er nok til, at man kan gribe ind. Der skal være viden­sk­a­belige under­søgelser, der i et vist omfang bakker læg­folks erfaringer og for­mod­ninger op.

Det kan være et prob­lem, da der kan gå mange år fra en mis­tanke dukker op til egentlige viden­sk­a­belige under­søgelser kan sættes i gang og bliv­er sat i gang. Nye teknolo­gi­er – som for eksem­pel gen­te­knolo­gi – vil ofte heller ikke kunne testes fuld­stændigt i lukkede, kon­trollerede lab­o­ra­to­ri­er. Det kan der­i­mod være nød­vendigt at teste dem direk­te i naturen. I de til­fælde bliv­er naturen og sam­fun­det til lab­o­ra­to­ri­um, og ulykker kom­mer til at fun­gere som test af teori­er, som de to tyske soci­ologer Wolf­gang Krohn og Johannes Wey­er skrev i 1989.

Fejl er som bek­endt en del af dri­vkraften i udviklin­gen af viden­sk­a­belige teori­er, men hvor fejl i et lab­o­ra­to­ri­um ofte højst bety­der, at en tese bliv­er fal­si­fi­ceret, og at man må nytænke sit eksper­i­ment og måske sin teori, så kan en fejl i testen af en ny teknolo­gi, når den foregår ude i naturen og sam­fun­det, have alvorlige kon­sekvenser. Når sam­fun­det bliv­er til lab­o­ra­to­ri­um, har vi således fået skabt en sit­u­a­tion, hvor det kan være katas­tro­falt, hvis en viden­sk­a­belig teori eller en risikokalku­la­tion vis­er sig at være fork­ert. Blandt andet der­for vin­der for­sigtighed­sprin­cip­pet/-strate­gien udbre­delse.

Men det er på den anden side heller ikke omkost­nings­frit at anvende for­sigtighed­sprin­cip­pet. Prin­cip­pet kan for eksem­pel betyde, at man ikke får taget for­nuftige nye teknolo­gi­er i brug. Tilhæn­gere af gen­te­knolo­gi har således for eksem­pel peget på, at denne teknolo­gi for alvor ville kunne være med til at gøre noget ved ver­dens sult­prob­le­mer, og at den brede europæiske mod­stand mod gen­te­knolo­gi der­for kan have alvorlige føl­gevirkninger for ver­dens mere end 800 mil­lion­er sul­tende men­nesker.

En lig­nende argu­men­ta­tion blev frem­ført i forhold til atom­kraft af fire fremtræ­dende kli­maforskere i et åbent brev – ”To those influ­enc­ing envi­ron­men­tal pol­i­cy but opposed to nuclear pow­er” – til miljøor­gan­i­sa­tion­er, jour­nal­is­ter og andre menings­dan­nere i efteråret 2013. Hvis man af for­sigtighed­shen­syn afskriv­er atom­kraft som energik­ilde, som man for eksem­pel har gjort det i Tysk­land, hvor man i for­læn­gelse af Fukushi­ma-katas­tro­fen i 2011 har ved­taget en total udfas­ning af atom­kraft, vil det ifølge de fire kli­maforskere true vores mulighed­er for at gøre noget effek­tivt mod kli­maforan­dringerne: ”With the plan­et warm­ing and car­bon diox­ide emis­sions ris­ing faster than ever, we can­not afford to turn away from any tech­nol­o­gy that has the poten­tial to dis­place a large frac­tion of our car­bon emis­sions … The time has come for a fresh approach to nuclear pow­er in the 21st cen­tu­ry”.

En sid­ste strate­gi til at håndtere ikke-viden, som skal nævnes her, er forsøget på at fab­rikere vished [man­u­fac­ture cer­tain­ty], som Beck og Wehling for­mulerer det. De peger blandt andet på, at FN’s klima­pan­els kon­klu­sion­er delvist må forstås som ’man­u­fac­tured cer­tain­ty’. Der eksis­ter­er egentlig stadig en vis usikker­hed om kilden til den glob­ale opvarmn­ing og kon­sekvenserne af den, men FN’s klima­pan­el lad­er i offent­lighe­den som om, at der ingen usikker­hed er, vel vidende at det er der fak­tisk.

En ’man­u­fac­tured cer­tain­ty’ kan således, som i dette til­fælde, dreje sig om forskn­ingsre­sul­tater, der bliv­er neg­ligeret. Men der kan også være tale om for eksem­pel læg­folks bekym­ringer, som bliv­er fejet til side eller måske lige­frem lat­terlig­gjort med hen­vis­ning til ekspert­ers vur­der­ing – uden at man sam­tidigt gør opmærk­som på de usikker­hed­er, man ved lig­ger i disse risikovur­deringer.

Men ikke at tage læg­folks bekym­ringer alvorligt, kan vise sig at være en dårlig idé. Hvis man vil undgå mis­forståelser mellem forskere, poli­tikere og borg­ere om de for­vent­ninger, man kan have om viden/ikke-viden i forhold til risi­ci ved en ny teknolo­gi, så er det nem­lig ifølge Hol­ger Hoff­mann-Riem og Bryan Wynne vigtigt, at alle tager udgangspunkt i det forhold, at uforud­sete effek­ter ved nye teknolo­gi­er ikke bare er mulige, men sandsyn­lige. De peger også på, at end­nu mere forskn­ing ofte ikke vil kunne løse prob­lemet, for­di vi her har med ’a domain of igno­rance’ at gøre. I en artikel i Nature fra 2002 – ”In risk assess­ment, one has to admit igno­rance”– slår de i stedet til lyd for, at man bland­er så mange forskel­lige men­nesker og for­mer for viden som muligt, når man skal tage still­ing til nye teknolo­gi­er – især gør de opmærk­som på, at læg­folks viden og erfaringer er vigtige at ind­drage, da de ofte vil være baseret på anderledes erfaringer end forskernes og poli­tik­ernes. Paul Slovic, der er en markant pro­fil inden for risiko­forsknin­gen, er enig. Han for­mulerede det på denne måde i artiklen ”Per­cep­tion of Risk” fra 1987:

”… there is wis­dom as well as error in pub­lic atti­tudes and per­cep­tions. Lay peo­ple some­times lack cer­tain infor­ma­tion about haz­ards. How­ev­er, their basic con­cep­tu­al­iza­tion of risk is much rich­er than that of the experts and reflects legit­i­mate con­cerns that are typ­i­cal­ly omit­ted from expert risk assess­ments. As a result, risk com­mu­ni­ca­tion and risk man­age­ment efforts are des­tined to fail unless they are struc­tured as a two-way process. Each side, expert and pub­lic, has some­thing valid to con­tribute. Each side must respect the insights and intel­li­gence of the oth­er” (s. 285).

Perspektiver

Meget tyder således på, at en af de store udfor­dringer for det poli­tiske sys­tem i fremti­den bliv­er at håndtere ikke-viden – herun­der også at finde måder, hvor­på der kan skabes plads til, at unknown unknowns kan indgå som argu­menter i en demokratisk sam­tale i offent­lighe­den.

Det er dog ikke nogen let opgave. Da der netop er tale om ikke-viden, åbnes der for, at alle mulige meninger kan luftes i offent­lighe­den. Når der er tale om ikke-viden, kan alle i prin­cip­pet byde ind med mere eller min­dre under­byggede hold­ninger og bekym­ringer. Mod­standere af nye teknolo­gi­er eller nye pro­jek­ter vil også altid have mulighed for at pege på, at vi man­gler viden om cen­trale forhold ved en ny teknolo­gi eller et nyt pro­jekt – og at de der­for ikke kan tage still­ing til teknolo­gien eller pro­jek­tet, før disse forhold er klar­lagt. Der er således altid en fare for, at der bliv­er spekuleret i bru­gen af unknown unknowns som argu­menter for eller imod en giv­en teknolo­gi eller et nyt pro­jekt.

Det bety­der, at udfor­drin­gen på den ene side bliv­er at få plads til en mang­foldighed af argu­menter og syn­spunk­ter – og herun­der ikke mindst læg­folks bekym­ringer – sam­tidigt med, at man på den anden side fasthold­er sam­tal­en på saglig grund og undgår poli­tisk plat­tenslageri og irra­tionel frygt. Den engelske soci­olog Frank Fure­di har netop i en række bøger – først og fremmest Cul­ture of Fear og Pol­i­tics of Fear fra 2002 og 2005 – argu­menteret for, at vi i de senere år i sti­gende grad er blevet lam­met af irra­tionel frygt. Vi er blevet rigere og rigere, og vi lever læn­gere og læn­gere takket være den viden­sk­a­belige og tek­nol­o­giske udvikling, men vi bliv­er tilsyneladende min­dre og min­dre risikovil­lige. Vores fort­sat­te udvikling er dog ifølge ham afhængig af, at vi også bevæger os ud på usikker grund en gang imellem. Det har men­neske­he­den altid gjort – og det er en del af hem­me­lighe­den ved vores udvikling og suc­ces. Her­til ville Ulrich Beck uden tvivl svare, at de risi­ci vi står over­for i dag har en fun­da­men­tal anden karak­ter end tidligere; at de er langt farligere end tidligere tiders risi­ci, og at Fure­dis strate­gi der­for er poten­tielt farlig.

Men skønt jeg i dette kapi­tel har kon­cen­tr­eret mig om diskus­sio­nen af de udfor­dringer, der lig­ger i de såkaldte nye risi­ci – faren for radioak­tive udslip, gen­te­knolo­gi, glob­al opvarmn­ing, ter­ror og glob­ale økonomiske kris­er – så kan mange af enkel­tele­menterne i analy­sen udstrækkes til også at sige noget om de udfor­dringer, vi i det hele taget står over­for i sam­spillet mellem offent­lighed, viden­skab og ikke-viden.

Det kan illus­tr­eres med et eksem­pel. Da bogen Ker­ne­sund fam­i­lie. Sådan! for nogle år siden blev offentlig­gjort, vak­te den stor debat. Ikke mindst bogens anbe­fal­ing af, at man skulle droppe mælk til børn, blev ivrigt diskuteret. I bogen fortæller for­fat­ter Nin­ka-Bernadette Mau­rit­son blandt andet om sin fam­i­lies gode erfaringer med at droppe komælk, og hun bakkes i bogen op af en prak­tis­erende ørelæge, der i åre­vis har anbe­falet patien­ter med for eksem­pel mellemøre­betæn­delse at fjerne komælk­spro­duk­ter fra deres kost. Ifølge lægen kunne ikke alene mange af de 48.000 dræn, der bliv­er lagt i danske patien­ters ører om året, und­væres – også mange fordø­jelsesprob­le­mer ville kunne undgås, hvis man lagde mælke­pro­duk­terne på hylden.

Sund­hedsstyrelsen rea­gerede skarpt på bogens pås­tande og tog end­da det skridt direk­te at advare mod bogen på sin hjemme­side. Den skriv­er her: ”Føde­varestyrelsen og Sund­hedsstyrelsen advar­er foræl­dre mod at følge rådene i ’En ker­ne­sund fam­i­lie’ fra Poli­tikens for­lag. Bogen med tilhørende hjemme­side giv­er råd om mælk og mod­er­mælk­ser­stat­ning, der kan skade små børn.” Der lægges således ikke fin­gre imellem i advarslen. Det hed­der eksem­pelvis læn­gere nede i artiklen:

”Det er meget betænke­ligt, at for­fat­teren kat­e­gorisk fraråder mælk og gluten­holdige føde­var­er … De fleste kan tåle mælk og gluten og der er ikke doku­men­ta­tion for sund­heds­gevin­ster ved at udelukke disse føde­var­er, med min­dre bar­net har fået diag­nos­ticeret mælkeal­ler­gi eller glute­nal­ler­gi. Det er en eksper­top­gave at råd­give om mælke- og gluten­fri diæt. De fær­reste foræl­dre har tilstrække­lig erfar­ingsmæs­sig viden til at sikre deres børn en nærende kost uden mælk og gluten.”.

I dette eksem­pel står læg­folks erfaringer – bakket op af en enkelt læges erfaringer fra sin prak­sis – over­for stat­en og den etablerede lægev­i­den­sk­abs mere sys­tem­a­tiske under­søgelser. Også her er der forhold, vi ikke ved noget om. Godt nok drejer det sig i dette til­fælde for­mentlig i højere grad om end­nu-ikke-viden end om unknown unknowns, men indtil der fore­lig­ger nye enty­di­ge, viden­sk­a­belige under­søgelser, der kan sætte punk­tum for debat­ten, vil mis­tanken altid være der: Er det nu også godt at give børnene komælk? Eller er der en sam­men­hæng mellem for eksem­pel mellemøre­betæn­delse og ind­tagelsen af komælk.

Prob­lemet er dog, at den enty­dighed i for­tolkningerne af forskn­ingsre­sul­tater­ne, som måske kunne standse diskus­sio­nen og opløse usikker­he­den, meget sjældent vis­er sig. For den enkelte bliv­er det der­for en udfor­dring at afgøre, hvad der er sandt. I højere og højere grad tvinges vi således til at skabe vores egne lev­ere­gler og livsstrate­gi­er baseret på en tro på nogle viden­sk­a­belige ekspert­er eller alter­na­tive fortællinger og en afvis­ning af andre – mens myn­dighed­erne, der som Sund­hedsstyrelsen skal komme med generelle anbe­falinger til hele befolknin­gen, kan være nød­saget til ’at fab­rikere vished’, hvor der måske strengt taget ikke er nogen.

Selv om komælk, hvis det betragtes som en risiko, selvføl­gelig må forstås som en anden type risiko end de risi­ci, som er for­bun­det med atom­kraft, gen­te­knolo­gi eller glob­al opvarmn­ing, så kan også denne type ”hverdagsrisi­ci” alt­så rumme store udfor­dringer for den demokratiske offent­lighed. For hvor­dan måler man en fam­i­lies pri­vate erfaringer op mod Sund­hedsstyrelsens anbe­falinger, når nu der er tale om enkelt­stående obser­va­tion­er i det ene til­fælde og en sam­men­skrivn­ing af viden­sk­a­belige resul­tater i det andet til­fælde? Og hvor­dan faciliter­er man afve­jnin­gen og diskus­sio­nen af de forskel­lige syn­spunk­ter i offent­lighe­den? I dette konkrete til­fælde blev de to syn­spunk­ter i fjern­syns­de­bat­ter og lig­nende ofte sat direk­te over­for hinan­den, som om de var ligeværdi­ge.

Diskus­sio­nen om bogen Ker­ne­sund fam­i­lie. Sådan! er således også et eksem­pel på det, som den franske soci­olog og filosof Jean-François Lyotard allerede observerede i 1979 — i Viden og det post-mod­erne sam­fund — i sin under­søgelse af ’viden­stil­standen i de høj­tudviklede sam­fund’, nem­lig at viden­sk­aben har mis­tet sin ophø­jede sta­tus, at den er reduc­eret til én fortælling blandt andre. Men hvad vi i forhold til den demokratiske sam­tale og offent­lighe­den stiller op med den erk­endelse – og alle de andre spørgsmål, der er rejst oven­for – man­gler vi stadig gode svar på. Dog synes der med denne bogs overordnede tema in mente at være behov for en ny type oplysning, der på den ene side stadig hold­er den viden­sk­a­belige fane højt, men som sam­tidigt på den anden side i højere grad end tidligere lad­er tvivlen og alter­na­tive per­spek­tiv­er komme til orde.

Mads P. Sørensen er senior­forsker ved Dan­sk Cen­ter for Forskn­ings­analyse, Aarhus Uni­ver­sitet.

I
Denne artikel er en omskrivn­ing af arbe­jdspa­piret “Offent­lighed, viden­skab og ikke-viden – nye udfor­dringer for den demokratiske sam­tale” udar­be­jdet til Aarhus Uni­ver­sitets inter­dis­ci­plinære forskn­ings­cen­ter Den demokratiske offent­lighed – udfor­dringer og udviklingsper­spek­tiv­er. Arbe­jdspa­piret er tilgæn­geligt på http://offentlighed.au.dk/.

II
Dette indle­dende afs­nit byg­ger på en række artik­ler bragt i danske dag­blade fra 2012 og 2013: Michael Rothen­borgs ”Følelser styr­er sagen om den brand­varme poli­tiske kartof­fel” i Poli­tiken 31. jan­u­ar 2013, ”Atom­skrot har kurs mod dan­sk lager­hal” i Poli­tiken 4. okto­ber 2013 og Michael Rothen­borg og Morten Skjoldagers ”Atom­af­fald har kurs mod udlan­det eller vores børn” i Poli­tiken, 31. jan­u­ar 2013. Lasse Skou Ander­sen og Mar­tin Bor­res ”Ekspert­er dumper Dan­marks plan for deponer­ing af atom­af­fald” i Infor­ma­tion 28. novem­ber 2012 og Søren Berggreen Tofts ”Hvor­for skal vi tage atom­skraldet?” i Infor­ma­tion 22. okt. 2012.

III
Artiklen byg­ger på en række cen­trale værk­er og artik­ler af den tyske soci­olog Ulrich Beck: Gegengifte. Die organ­isierte Unver­ant­wortlichkeit (1988), ”Der anthro­pol­o­gis­che Schock – Tsch­er­nobyl und die kon­turen der Risiko­ge­sellschaft” (1991), ”Über­lebens­fra­gen, Sozial­struk­tur und ökol­o­gis­che Aufk­lärung” (1991), Risikosam­fun­det — på vej mod en ny moder­nitet (1986) og World at Risk (2007) sam­tUl­rich Becks og Peter Wehlings artikel “The Pol­i­tics of Non-know­ing: An Emerg­ing Area of Social and Polit­i­cal Con­flict in Reflex­ive Moder­ni­ty” (2012).

Artiklen byg­ger desu­den på forskn­ing af soci­ologer som Frank Fure­di, Paul Slovic, Peter Wehling, Hol­ger Hoff­mann-Riem, Bryan Wynne, Christo­pher Daase, Oliv­er Kessler, Wolf­gang Krohn, Johannes Wey­er og Jean-François Lyotard.

Af andre nyere, inter­es­sante bidrag til forsknin­gen i ikke-viden, offent­lighed og poli­tiske beslut­ninger kan nævnes: Matthias Gross “The Unknown in Process: Dynam­ic Con­nec­tions of Igno­rance, Non-Knowl­edge and Relat­ed Con­cepts” (2007), Lin­da Son­eryds “Delib­er­a­tions on the Unknown, the Unsensed, and the Unsayable? Pub­lic Protests and the Devel­op­ment of Third-Gen­er­a­tion Mobile Phones in Swe­den” (2007) og Ste­fan Böschen, Peter Wehling, Karen Kas­ten­hofer, Ina Rust og Jens Soent­gens “Sci­en­tif­ic Non­knowl­edge and Its Polit­i­cal Dynam­ics: The Cas­es of Agri-Biotech­nol­o­gy and Mobil Phon­ing” (2010).

IV
Unit­ed Nations Envi­ron­ment Pro­gram (UNEP). Ozone Sec­re­tari­at: http://ozone.unep.org.

Scroll til toppen