Kortlægning af datastrømmen

Cloud computing datacenter

Skyen” er ingen svævende kollektiv bevidsthed, som vi kan synkronisere med og blive frie. Den er bygget, ejet og kontrolleret. Man plejer at sige, at hvis servicen er gratis, er man selv det produkt, der bliver solgt. Og præcis den forretningsmodel er kernen i så mange af de cloud services, vi er vant til at bruge. Prisen er vores privatliv, men vores glæde ved produktet overskygger det.

I Sil­i­con Val­ley ved Stille­havskys­ten nåede de amerikanske nybyg­gere grænsen for den grådi­ge land­vin­d­ing mod vest — de løb tør for land at bygge på. I stedet har de lært sig selv at opfinde nye ver­den­er, der end­nu ikke find­es. De har stil­let sig til­freds med til stadighed at genopfinde måden men­neskene lever med hinan­den på i resten af ver­den.

Den berømte dal uden for San Fran­cis­co er hjem­st­ed for nogle af de største sel­sk­aber i ver­den. I dalens byer — Moun­tain View, Palo Alto, Cuper­ti­no blandt andre — find­es en kon­cen­tra­tion af teknolo­givirk­somhed­er ulig noget andet sted på jor­den. Google, Apple, Face­book, Sun, HP og mange andre lig­ger og sol­er sig på land, der tidligere var frugt­bare abrikos­plan­tager. Men i Sil­i­con Val­ley fort­aber man sig ikke i sit eget cal­i­for­niske par­adis. Virk­somhed­ernes plan­er er ver­den­som­spæn­dende. Hvis man arbe­jder i Sil­i­con Val­ley, tænker man hele tiden på resten af ver­den.

Et af de sted­er, man tænker på, lig­ger læn­gere mod nord langs kys­ten på den anden side af stats­grænsen til Ore­gon. Den lille by The Dalles lig­ger som en sval rede ved bred­den af Colum­bia Riv­er, der trans­porter­er vand fra Rocky Moun­tains til Stille­havet. I The Dalles står en com­put­er på stør­relse med et vare­hus. Den kør­er i døgn­drift, og den reg­n­er alle de prob­le­mer ud, som Googles brugere sender til den. Der er først og fremmest to grunde til, at com­put­eren står i The Dalles. Den første er kabler. I Har­bour Pointe, cir­ka 400 km væk, løber et kabel fra Stille­havet op på land­jor­den. Pacif­ic Cross­ing 1 (PC‑1) forbinder Japan og det amerikanske fast­land med næsten 3 ter­abit pr. sekund. Det sender data cir­ka femhun­drede­tusinde gange så hur­tigt som den gen­nem­snitlige danskers bred­bånds­forbindelse. The Dalles har priv­i­legeret adgang til kablet, og det er strate­gisk vigtigt for Google. Det hjælper dem på samme måde, som det hjælper et bus­sel­skab at have opsam­lingsst­ed i nærhe­den af motorve­jen — der kan busserne hur­tigt få lov til at køre stærkt, og det spar­er tid. Den anden grund er strøm. The Dalles-dæmnin­gen tøjler flo­dens ener­gi og pro­duc­er­er 1,8 gigawatt. Det bety­der, at Google har adgang til bil­lig strøm i uen­delige mængder. Strøm er en af de vigtig­ste ressourcer over­hovedet for den dig­i­tale rev­o­lu­tion, for uden store mængder strøm kan server­park­erne, som den Google har stående i The Dalles, ikke holdes kørende.

At tælle til 1.000.000.000.000.000

I 2006 skrev tekno-utopis­ten George Gilder, at hvert årti afføder en ny art af com­put­ere, som bliv­er konger af fødekæ­den. Det er den slags mask­in­er, der bor i Googles dat­a­cen­tre. Hvis de var et dyr, ville deres art­snavn være Peta — det præ­fiks man giv­er tal i stør­relsesor­de­nen 1015. Det er nem­lig de dimen­sion­er, som com­put­erne oper­erer i. I 2002 byggede IBM super­com­put­eren Road­run­ner til den amerikanske Depart­ment of Ener­gy, der ville mod­ellere hen­fald­sti­den for lan­dets atom­arse­nal. Road­run­ner var den første com­put­er, der ramte 1 petaflop per sekund. Det vil sige, at den var i stand til at lave 1000 bil­lion­er sim­ple udreg­ninger, f.eks. 1+1, i sekun­det. I marts 2013 slukkede man for com­put­eren. For det første var den slet ikke læn­gere den hur­tig­ste mask­ine i ver­den, og for det andet var den blevet for dyr i strøm sam­men­lignet med de nyere mask­in­er.

I Googles dat­a­cen­tre arbe­jder mask­in­erne også på peta-skala (og måske snart på exa-skala, 1018), men de er ikke dyre super­com­put­ere, der som Road­run­ner er bygget med enkelte speci­fikke opgaver som skæb­ne. Den første gen­er­a­tion af dat­a­cen­tre blev bygget, for­di der var behov for at scanne, indek­sere og gemme web­bets sider, så vi kunne få adgang til dem via søge­mask­in­er. Google beun­dres ofte for den sofistik­erede og hem­melige soft­ware-algo­ritme, der sørg­er for, at de mest rel­e­vante søgere­sul­tater kon­sis­tent bliv­er serveret for brugerne. Men fak­tisk lig­ger en stor del af æren for deres suc­ces i, at de knækkede den nød, det er at bygge en rygrad til inter­net­tet. Mens andre fir­maer kiggede i ret­nin­gen af ekstremt dyre super­com­put­ere, som for eksem­pel Road­run­ner, så kiggede Google den anden ret­ning — i de lavere prisklass­er. Google havde nem­lig — ved hjælp af deres schweiziske vicepræsi­dent for teknisk infra­struk­tur, Urs Höl­zle — reg­net ud, at prisen for hur­tige com­put­ere stiger ekspo­nen­tielt med reg­nekraften. Det vil sige, at én super­com­put­er er meget dyrere end en masse små com­put­ere, der tilsam­men har samme reg­nekraft. Den mest pris­ef­fek­tive måde at levere svar på alle de fore­spørgsler, der med accel­ererende hast blev sendt til Googles ser­vere, var at sam­men­sætte flere tusinde bil­lige mod­uler, der kun kunne præ­cis det, de skulle. På den måde kunne pro­duk­tion­sprisen på vores oplysninger gøres så lav, at de kunne give dem til os gratis — tænk Gmail. Dat­a­cen­trene består der­for af tusind­vis af små com­put­ere, men de fun­ger­er som én stor. Trick­et er at “smøre” opgaver ud på så mange af de små com­put­ere som muligt på samme tid, så de par­al­lelt kan arbe­jde på samme prob­lem. Det er i den for­stand, det giv­er mening at tale om dat­a­cen­trene som enorme udgaver af den PC, der står på dit skrive­bord der­hjemme.

Det digitale våbenkapløb

Din PC og dat­a­cen­teret er ikke bare i fam­i­lie med hinan­den — de sørg­er også for at holde kon­tak­ten. Alle dine snapchatvideo­er, Face­book-opda­teringer, Google-søgninger og e‑mails er infor­ma­tion, der skal behan­dles af com­put­ere forskel­lige sted­er i inter­net­tet. Hvor de tidlige dat­a­cen­tre var skræd­der­syet til opgaver som søge­mask­inein­dek­ser­ing, bygges nu i sti­gende grad “alt­mulig-mask­in­er”, der overtager arbe­jdet, der hvor din com­put­er stop­per. Når du skriv­er et doku­ment i Google Dri­ve, kør­er pro­gram­met sam­tidigt på din com­put­er og på en af Googles tusind­vis (hvis ikke mil­lion­vis) af dat­a­cen­ter-com­put­ere. Du skriv­er ordet “sky”, det inputtes i pro­gram­met på din com­put­er, sendes gen­nem luften til din trådløse router, med lysets hastighed gen­nem kabler, under Atlanter­havet og op i et af de luftkølede vare­huse, hvor flere af serverne — alt­så app­lika­tion­er der kør­er på com­put­erne — gem­mer ordet. Den pro­ces gen­t­ages hvert sekund, og antallet af brugere tæller vi for længst i mil­liarder.

Mil­liard-efter­spørgslen bety­der, at fir­maerne fra Sil­i­con Val­ley kæm­per side om side i noget, der lign­er et dig­i­talt våbenkapløb. Enhver tids suc­ces­fulde fir­maer forstår at være gen­erøse med de ting, der er bil­lige og nærige med dem, der er dyre. I dag er der com­put­erkraft i over­flod, men tålmodighe­den er knap. Der­for kan det betale sig for Google altid at bruge penge på hur­tigere, klogere og smidi­gere teknolo­gi, der kan skære mil­lisekun­der fra ven­te­ti­den i brugerens ende. Det bety­der også, at det ofte kan betale sig at investere i server­plads tæt­tere på brugerne. Hvis danskerne elsker en særlig Thomas Helmig-video på YouTube, er det smart, hvis den lig­ger på en serv­er et sted i Tysk­land og ikke i et af cen­trene i USA. Jo kor­tere kablet er, jo hur­tigere kan man loade den århu­sianske gad­e­drengs krøller — det gælder selvom kablerne bliv­er hur­tigere og hur­tigere til at trans­portere dataen.

Den strate­giske migra­tion af dat­a­cen­trene afhænger af kli­maforhold, lokal kabelin­fra­struk­tur  og strøm­forsyn­ing. Deru­dover er det lig­e­gyldigt for Google, om deres dat­a­cen­ter lig­ger i Fin­land eller i Ore­gon. For nok kan man tænke på dat­a­cen­trene som store indi­vidu­elle com­put­ere — men de er alle for­bundne kar. Det er en sjov ironi, at nuti­dens mega­com­put­ere er for­bun­det af det, der ellers blev spået til at være deres bane­mand — Inter­net­tet. Visse mod­kul­turelle kredse i 70’ernes og 80’ernes San Fran­cis­co så den per­son­lige com­put­er som den per­son­lige fri­heds våben. Inter­net­tets netværk af min­dre com­put­ere var offent­lighe­dens forum og kunne være værn mod den gam­le cen­tralis­erede magt og kap­i­tal — sym­bol­is­eret i den gam­le, tunge main­frame og dens hulko­rt.

Netværket er computeren”

Eric Schmidt, Googles bestyrelses­for­mand, forud­sagde i 1993 den logik, som arbe­jds­delin­gen mellem de per­son­lige com­put­ere og inter­net­tet i dag er bygget op omkring: “When the net­work becomes as fast as the proces­sor, the com­put­er hol­lows out and spreads across the net­work”.

Når kablerne kan sende infor­ma­tion tilstrække­ligt hur­tigt, kan det ikke læn­gere betale sig at lade com­put­eren på skrive­bor­det eller tele­fo­nen i lom­men håndtere tunge opgaver. Når en iPhone-ejer spørg­er Siri, hvor byens bed­ste kebab find­es, sendes stem­meop­tagelsen til et af Apples dat­a­cen­tre. Der bliv­er optagelsen analy­seret af kraft­fulde com­put­ere, der trækker en fore­spørgsel ud af den og sender spørgsmålet til en rel­e­vant web­data­base, som så server­er svaret for brugeren. Det kan være, den kebab­sultne står i Kold­ing, men hans com­put­er­ar­be­jde kan sagtens have været i USA og tilbage igen. Det er den samme netværk­slogik, som den tidligere Sun Microsys­tems-medar­be­jder John Gage for­mulerede i 1984, da han sagde, at “netvær­ket er com­put­eren”. Og det er også den logik, som allerede i 1960’erne fik dat­a­lo­gen John McCarthy — der også opfandt udtrykket arti­fi­cial intel­li­gence — til at sige, at “com­pu­ta­tion may some­day be orga­nized as apub­lic util­i­ty”. Engang var menig­mand nødt til at ori­en­tere sig om Ghz og megabytes, når han gik i Elec­tron­ic World om lørda­gen — i dag er det efter­hån­den irrel­e­vant. Com­put­erkraft er ikke læn­gere noget, pri­vat­per­son­er selv behøver bekym­re sig om. Det er i stedet lige­som elek­triciteten i stikkon­tak­ten: det pro­duc­eres cen­tralt og trans­porteres til kun­den efter behov via netvær­ket.

Man kan forestille sig, at det er det næsten-magiske ved denne tanke, der har stemt de Sil­i­con Val­ley-entre­prenør­er, som fandt på udtrykket cloud com­put­ing. I virke­lighe­den var det nok et mar­ket­ing­greb fra Ama­zon, der gerne ville sælge deres Elas­tic Com­pute Cloud, som lod virk­somhed­er leje såkaldte virtuelle com­put­ere — pro­gram­mer der kør­er i dat­a­cen­tre — til at udføre deres egne opgaver. Ikke desto min­dre virk­er udtrykket absurd, når man tænker på det sam­lede kom­pleks af proces­sor­er, ned­kølingssys­te­mer, dæmninger, kabler og bygninger, der trækker vores dataud­vek­slinger. Hvor­dan kan det være andet end et frem­skridtsovervældet van­vid at sige: “Vi kalder det for skyen” ?

Udtrykket cloud com­put­ing er måske ret nyt, men fak­tisk er skyen som fænomen slet ikke en ny ting. Et fir­ma i 70’erne, der havde brug for at generere viden om tunge datasæt eller udreg­ne kom­plekse prob­le­mer havde sjældent sin egen com­put­er (eller main­frame, som de værelses­store klep­pert­er hed den­gang). Det var sim­pelthen for dyrt. I stedet skete størst­ede­len af arbe­jdet med com­put­ere i skyen. Fir­maer, forskn­ingsen­hed­er og lig­nende kunne have en lokal ter­mi­nal — for eksem­pel en skærm og et key­board — der kunne ringe op til en cen­tral main­frame. På den måde kunne man fodre en cen­tral com­put­er opgaver og få løs­ninger lev­eret til døren. Og main­frames var til del­ing — det var time­shar­ing før ordet kon­noterede shady gadesæl­gere på Gran Canaria. Den prak­sis blev trin­vist afviklet, som com­put­ere blev bil­ligere at pro­duc­ere og købe. Den per­son­lige com­put­er, PC’en, sat­te trumf på afviklin­gen ved at give almin­delige dødelige råd til com­put­ere til pri­vat­brug. Man kan tale om en his­torisk udvikling, hvor en række fak­tor­er udvirkede en form for cen­trifu­galkraft, der spredte den com­put­er­baserede pro­duk­tion af data og fly­t­tede den fra main­frames til PC’er.

Unge europæere vil huske, hvor­dan det er at udvikle OCD-lig­nende ruti­n­er for at sikker­hed­skopiere det, man arbe­jder på. Et eksem­plar af filen i ‘Doku­menter’, et på en brændt CD, måske et som ved­hæft­ning på en hot­mail-kon­to. Med den per­son­lige com­put­er ful­gte også vores besæt­telse af at lave back ups. Com­put­eren var et vidun­derværk­tøj, der mange­doblede vores hjern­ers kapacitet — men den var upålidelig. Den glemte ting, den gik i sort. Og det var et prob­lem, for vi havde ans­varet for den. Den per­son­lige com­put­ers organ­is­er­ing­sprin­cip var nem­lig lokalt. Det man arbe­jder på og gem­mer plac­eres i com­put­erens fil­sys­tem — alt­så en data­base, der rent fysisk er lagret på et snur­rende hard­drive i com­put­erens mave. Det er brugerens ans­var at holde orden i det lokale sys­tem — præ­cis som det er hans ans­var at sørge for at bogre­olen skrues rigtigt sam­men, støves af og hold­er til vægten af de nye bøger.

Det er dette lokale organ­is­er­ing­sprin­cips forsvin­den, der er det særligt nye ved cloud com­put­ing, og Google ser det som et naturligt skridt i pla­nen om at leve op til deres slo­gan: “Don’t Be Evil”. De tror så meget på det, at de har lanceret en række com­put­ere, der er bygget til altid at gøre alt­ing online. Chrome­book — sådan hed­der mask­in­erne — lign­er de lap­tops, vi kender, men der er grundlæggende forskelle.

Chrome­book-mask­in­ernes styresys­tem har gjort op med en af de design­metafor­er, vi som dig­i­tale ind­fødte kender allerbedst. Skrive­bor­det er erstat­tet med en brows­er. For at forstå forskellen, kan man kigge på design­metaforen. Et skrive­bord står på mit kon­tor. Det er mit bord og jeg arbe­jder ved det. Jeg læg­ger de ting på det, som er rel­e­vante for de opgaver, jeg gerne vil løse. Deru­dover deko­r­erer jeg det måske med et billede af min kæreste. Hvis jeg er fræk, har jeg en flaske vod­ka liggende i skuf­fen, og det behøver ingen vide, for det er mit bord. Browseren, der­i­mod, er først og fremmest et vin­due. Den er lige­som time­shar­ing-ter­mi­nalen et blik ind i en ver­den, man delt­ager i på lånt tid. Den er et vin­due, hvor alle de fir­maer du besøger, kan se hvad du har gang i, hvor du har været før og så videre. Den data du ser gen­nem vin­duet er ikke læn­gere kun din egen.

En Midgårdsorm af stål, strøm, kabler og transistorer

Hvor de per­son­lige com­put­ere spredte data-pro­duk­tio­nen og gjorde den til vores egen, har vi i det sen­este årti bevæget os i den mod­sat­te ret­ning. En større og større del af den data, vi omgiv­er os med, pro­duc­eres i store afkølede haller, som den i The Dalles. Som allerede nævnt arbe­jder Google på højtryk for at kunne gøre pro­duk­tio­nen så bil­lig, at de kan give os dataene gratis. Med McCarthys idé om “com­pu­ta­tion as util­i­ty” in mente er det en fan­tastisk udvikling — det svar­er til at få gratis strøm i stikkon­tak­ten. Men der er også tilsvarende far­er på spil. Man ple­jer at sige, at hvis ser­vi­cen er gratis, er man selv det pro­dukt, der bliv­er sol­gt. Og præ­cis den for­ret­ningsmod­el er ker­nen i så mange af de cloud ser­vices, vi er vant til at bruge. Prisen er vores pri­vatliv, men vores glæde ved pro­duk­tet over­skyg­ger det.

Det lokale organ­is­er­ing­sprin­cips død er det fede held, som NSA og andre sikker­hed­sagen­tur­er aldrig turde drømme om. Som PRISM-skan­dalen demon­str­erede er det så let som ingent­ing for en efter­ret­ningst­jen­este at få adgang til vores data i en af de mange cen­trale ophob­ninger. De skal bare stikke snablen ind og suge.

Der er et helt basalt mis­forhold mellem idéen om skyen og så den fysiske virke­lighed, der lig­ger bag. Det lign­er umisk­endeligt den type drengestreger, som Sil­i­con Val­leys ide­ol­o­giske hus­tlere igen og igen slip­per afst­ed med (overvej udtrykket Twit­ter-rev­o­lu­tion). Skyen slyn­ger sig om klo­den som en Midgård­sorm af stål, strøm, kabler og tran­si­s­tor­er. Den er ingen svævende kollek­tiv bev­id­s­thed, som vi kan synkro­nis­ere med og blive frie. Den er bygget, ejet og kon­trolleret. Det er en for­sim­pling af virke­lighe­den, når red­eri-mil­liardæren og lap­top-filantropen Nicholas Negro­ponte fortæller, at der er find­es atom­er og bits, og at de to for­resten er vidt forskel­lige. Bits er også atom­er.

Den gam­le Grate­ful Dead-sangskriv­er og Elec­tron­ic Fron­tier Foun­da­tion John Per­ry Bar­low skrev i 90’erne erk­lærin­gen A Dec­la­ra­tion of the Inde­pen­dence of Cyber­space. Her hed det, at den indus­trielle ver­dens regeringer — “trætte kæm­per af kød og stål” — ikke havde nogen autoritet i cyber­space, for­di man ikke kunne sætte heg­n­spæle i tankens imma­terielle land. Det er der vist nogen, der har glemt at fortælle til Sil­i­con Val­ley-nybyg­gerne, der utræt­teligt fort­sæt­ter med at bygge hegn om deres egne bid­der af inter­net­tet.

Søren Høgh Ipland er adm. direk­tør for Føl­je­ton

Scroll til toppen