Gezi-protesterne: Sociale medier og kampen om det politiske rum

Taksimprotester

Tyrkiets nye revolutionære går på gaden med en smartphone i baglommen. De tweeter direkte fra Gezi-parken og udfordrer magthavernes førsteret til at definere, hvad offentligheden må høre. Men er de sociale medier alene om at skabe politiske forbedringer og er internettet kun på de svages side?

Tak­ing pow­er implies tak­ing it away from it’s hold­ers, not by occu­py­ing their posts but by mak­ing it per­ma­nent­ly impos­si­ble for them to keep their machin­ery of dom­i­na­tion run­ning. Rev­o­lu­tion is first and fore­most the irre­versible destruc­tion of this machin­ery. It implies a form of col­lec­tive prac­tice capa­ble of bypass­ing and super­sed­ing it through devel­op­ment of an alter­na­tive net­work of rela­tions” (André Gorz)

Da omfat­tende pro­test­er brød ud i store dele af Tyrki­et i slut­nin­gen af maj og langt ind i som­meren 2013 mod regeringspar­ti­et AKP (Adalet ve Kalk­in­ma Par­tisi, Ret­færdighed og Udviklingspar­ti­et), kom det ikke kun bag på både de fleste iagt­tagere af lan­det, men også befolknin­gen selv. AKP er et af de mest suc­ces­fulde parti­er i tyrkisk his­to­rie. Siden de vandt første valg i novem­ber 2002, er de blevet gen­val­gt tre gange — sen­est i 2011 hvor de vandt med næsten 50 pro­cent af stem­merne. Der var der­for intet der tyd­ede på, at AKP var på vej til at blive slået ud af kurs.

Det hele ændrede sig dog den 31. maj tidligt om mor­ge­nen, hvor en række fre­delige demon­stran­ter i Gezi-parken i cen­trum af Istan­bul blev mødt af poli­ti­ets tåre­gas, peber­spray og vand­kanon­er. Poli­ti­et ville rydde Gezi-parken for demon­stran­ter, så regerin­gen kunne sætte gang i fæld­ning af træer til fordel for et ind­køb­s­cen­ter.

Selvom den tyrkiske befolkn­ing skal langt tilbage i egen his­to­rie for at finde lig­nende pro­test­er, så del­er Gezi-pro­test­erne lighed­stræk med andre bevægelser ver­den over. Fra pro­test­erne i Iran i 2009 til Egypten, Spanien og Occu­py Wall Street i 2011. Den slående fællesnævn­er mellem de folke­lige pro­test­er er inter­net­tets evne til med raket­fart at mobilis­ere magt og netværk uden for magth­av­ernes række­v­id­de:

”Vi har ladet os inspirere af og min­der i nogen grad om de andre glob­ale protest­bevægelser, der er dukket frem de senere år. Vi bruger også de sociale medi­er samt vores ret til at demon­strere i det offentlige rum til at skabe poli­tisk mod­stand. I den for­stand er Gezi en typisk protest­bevægelse med pop­ulære fælles­be­gre­ber som ‘resist’ — mod­stand — og ‘occu­py’ — besæt. Men når det så er sagt, er Gezi-bevægelsen vores egen. Vi kæm­per for én sag, afgrænset til vores eget land. Det er et opgør mod de sti­gende autoritære træk hos pre­mier­min­is­ter Recep Tayyip Erdoğan og hans regering, og ikke andet end det”. 

Ordene kom­mer fra den 24-årige tyrkiske demon­strant Adnan, som jeg mødte et par måned­er efter pro­test­erne på en poli­tisk café tæt på Tak­sim-plad­sen i Istan­buls midte. Adnan er, lige­som mange af de andre fra Gezi-pro­test­erne, ung, stud­erende og stor­by­bo. Han har over de senere år været dybt frus­tr­eret over AKP-regerin­gens sti­gende ind­greb i folks pri­vatliv, men også over de omfat­tende offentlige byg­gerier, som efter Tyrki­ets økonomiske boom i 00’erne har med­ført, at Istan­bul er blevet for­van­dlet til en offentlig bygge­plads. Der­for ser han Gezi-begiven­heden som et nation­alt anliggende. Men han erk­ender også, at lige præ­cis bru­gen af de sociale medi­er vækker min­der om andre glob­ale bevægelser. Han er på den måde eksem­pel på et nyt protestin­di­vid, der de senere år har vun­det frem i det glob­ale land­skab, og som BBC-jour­nal­is­ten Paul Mason kalder “the Jacobin with a lap­top” — en rev­o­lu­tionær, som mod­sat under den franske rev­o­lu­tion, nu også har en smart­phone i baglom­men.

En wired tyrkisk by-ungdom

Adnan, der selv benyt­tede sig af de sociale medi­er under pro­test­erne, fremhæver, at tyrkiske unge allerede fra pro­test­ernes beg­y­n­delse vendte næsen mod de sociale medi­er frem for de etablerede, nationale TV-sta­tion­er. For mens det inter­na­tionale CNN trans­mit­terede direk­te fra pro­test­erne i bl.a. Istan­bul og Ankaras gad­er, kunne den tyrkiske befolkn­ing rundt omkring i stuerne i stedet hygge sig med en doku­men­tar om pingvin­er på tyrkisk CNN. Pro­test­erne var nem­lig mis­tænke­ligt fraværende på den lands­dækkende tv-kanal. På Face­book og YouTube gik der der­i­mod kun få min­ut­ter, før de tyrkiske unge selv kunne offentlig­gøre de første video­er af poli­ti­ets vold­elige ryd­delse af Gezi-parken i Istan­bul. De sociale medi­er, der gav befolknin­gens protest en stemme, fik der­for hur­tigt æren for den mas­sive mobilis­er­ing af folk i de tyrkiske gad­er.

Hvert min­ut strømmede tusind­vis af nye tweets direk­te fra Gezi-parken til de sociale medi­er. Hash­tags etablerede sig lyn­hur­tigt som et mobilis­er­ingse­le­ment, der hobe­de sig op og struk­tur­erede debat­ten på de sociale medi­er. Jo flere af de samme hash­tags – jo mere omtale og opmærk­somhed. Bare inden­for de første 24 timer blev der tweet­et op mod to mil­lion­er hash­tags om uro­lighed­erne. Da week­enden var ovre, havde de mest pop­ulære hash­tags #direngezi­park og #occu­pygezi været postet ca. 1,9 mil­lion­er gange hver.

Særligt for den omfat­tende brug af Twit­ter under Gezi-pro­test­erne var, at hele 90 pro­cent af de afsendte tweets kom fra Tyrki­et, og alt­så ikke fra uden­landske kom­men­ta­tor­er og jour­nal­is­ter. 50 pro­cent kom fra hov­ed­staden Istan­bul. Der var der­for en enorm infor­ma­tion­sud­vek­sling på de sociale medi­er direk­te fra vid­ner på gaden. 88 pro­cent af de reg­istr­erede tweets var end­da på tyrkisk, mod­sat eksem­pelvis rev­o­lu­tio­nen i Egypten i 2011, hvor kun 30 pro­cent af de twee­t­ende opholdt sig i lan­det. Hvor det i Egypten særligt var vestlige kom­men­ta­tor­er og den uden­landske dias­po­ra, der gik i selvsv­ing over sociale mediers betyd­ning, var det alt­så i Tyrki­et i langt højere grad de lokale, som stod for mening­sud­vek­slingerne.

Twit­ter har generelt siden den grønne rev­o­lu­tion i 2009 været et af de fore­trukne værk­tø­jer for sociale bevægelser og var det også for Gezi-bevægelsen. Det skyldes, at Twit­ter ikke har samme cen­tral­is­tiske struk­tur, som man kender fra de tra­di­tionelle medi­er. Twit­ters åbne stan­dard gør det blandt andet muligt at dele tweets med hele den dig­i­tale omgangskreds via sms og com­put­er­ap­p­lika­tion­er, som ikke er afhængige af adgan­gen til det cen­trale twitter.com-domæne. Det bety­der, at der find­es en lang række mulighed­er for at holde forbindelsen ved lige, hvis hov­edåren blok­eres.

Selvom det lands­dækkende tyrkiske tele­fon­netværk Turk­cell lukkede ned i Istan­bul en halv dag under pro­test­erne, med­førte det ikke min­dre aktivitet på de sociale medi­er. Som Adnan point­er­er:

Kom­bi­na­tio­nen af tele­fon­netværk­er og mobil­tele­fo­nens inter­ne­top­kobling giv­er hele tiden simul­tane mobilis­er­ingsmu­lighed­er, som er svære at kon­trollere. Der­for kunne jeg hele tiden facilitere min kom­mu­nika­tion og dermed sprede infor­ma­tion­er ud til de miljøer, jeg ønskede at kom­mu­nikere med.”

Under­søger man de tyrkiske demon­stran­ter demografisk er ten­densen ikke over­rask­ende. Langt de fleste var unge velud­dannede under 30 år fra stor­by­erne, hvor bru­gen af mobil­tele­fon­er og inter­net er en af de meste inten­sive i ver­den. I 2012 var næsten halvde­len af befolknin­gen online, og op mod 40 pro­cent af befolknin­gen har mobil­tele­fon samt Face­book- og Twit­ter-pro­fil­er. Bru­gen af alter­na­tive medi­er er kun blevet forstær­ket de senere år, hvor tyrk­erne i sti­gende grad er blevet util­fredse med det tra­di­tionelle mediebillede. Medierne er dybt polaris­erende i et land, hvor over 100 jour­nal­is­ter på nuværende tid­spunkt sid­der fængslet på grund af deres arbe­jde. Store dele af medierne er blevet et fam­i­liefore­ta­gende for pre­mier­min­is­ter Erdo­gan og hans sviger­søn, som ejer den næst­største medie­in­sti­tu­tion i Tyrki­et, Sabah-ATV, hvor­til en række TV-kanaler hør­er.

Mange unge anser de sociale medi­er som det eneste organ, der fak­tisk er demokratisk i lan­det. Den unge del af befolknin­gen er nem­lig vok­set op med den frie mening­sud­vek­sling på de sociale medi­er, mod­sat den ældre gen­er­a­tion, som har været vant til et mediebillede styret af poli­tiske insti­tu­tion­er. Et ban­ner sagde det der­for slående i juni på Tak­sim-plad­sen: Media biz­iz! Medi­et er os!

Den flek­si­ble struk­tur som de nye medi­er kan give de sociale bevægelser kalder netværks-soci­olo­gen Manuel Castells for ’selvre­flek­terende’. De sociale medi­er har givet protes­tanten en mulighed for kon­stant at reflek­tere over sin egen rolle og posi­tion i protest­processen. Aktivis­terne får mulighed for at skabe autonome rum, hvor sam­fun­dets insti­tu­tion­er kan kon­fron­teres ud fra deres egne begre­ber og pro­jek­ter. De nye aktivis­ter er der­for kende­teg­net ved hur­tigt at analy­sere det poli­tiske rum, skifte tak­tik, finde bevis­er og adaptere slo­gans. Den kon­stante posi­tions­forhan­dling bety­der, at de ofte er flek­si­ble i deres ide­ol­o­giske udgangspunkt, mod­sat den tidligere par­ti­sol­dat som altid kun gik på gaden med ét sæt slo­gans og teknik.

Det virtuelle fællesskab

De nye sociale medi­er gjorde det muligt for Gezi-bevægelsen hur­tigt at danne en kollek­tiv iden­titet. Ved at bruge de samme hash­tags kunne man etablere fælles kanaler, hvor man kunne diskutere begiven­hed­erne uden at skulle kon­fron­teres med avis­er eller TV-sta­tion­ers cen­sur. Etab­lerin­gen af Face­book-støt­te­grup­per var et andet vigtigt strate­gisk, poli­tisk værk­tøj; fra støt­te­grup­per til de seks dræbte under uro­lighed­erne til støt­te­grup­per der ville boykotte de store TV-sta­tion­er og cafékæder. I grup­per blev der eksem­pelvis postet billed­er og videoop­tagelser af cafékæder, der havde nægtet demon­stran­terne adgang på trods af, at gaden uden­for var fuld af tåre­gas. Der dukkede også forskel­lige video­er op af den politi­mand, der skød en demon­strant direk­te i hov­edet i Ankara. De lev­ende billed­er taler for sig selv — i dette til­fælde et særligt bru­talt sprog. Billed­erne kom til at stå for den vold og ure­t­færdighed, som Gezi-bevægelsen følte sig udsat for og mind­ede demon­stran­terne om, hvad de kæm­pede for. Da jeg mødte Adnan, var han ihærdig til at tage mobilen frem og vise mig optagelser af poli­ti­ets vold­somme mag­tan­ven­delse.

Grup­peringer på de sociale medi­er forholdt sig dog ikke kun nøgternt til den poli­tiske realitet, men ind­tog også mere satiriske til­gang. Da pre­mier­min­is­ter Erdo­gan under pro­test­erne beskrev de sociale medi­er som et værk­tøj til ukval­i­fi­cerede løgne — og i samme sæt­ning kaldte demon­stran­terne for Capul­cu (røvere) — dukkede hur­tigt en række Face­book-grup­per op, som kaldte sig for Gezi Capul­cus eller Capul­cu­lar (røvere i fler­tal). Nevzat, en fremtræ­dende demon­strant som jeg mødte i Ankara, viste mig stolt, hvor­dan han havde omdøbt sin Face­book-pro­fil til Capul­cu Nevzat. På sin Twit­ter-pro­fil havde han skrevet: ”We are cha­pulling every­day”.

’Capul­cu’ blev et gen­nemgående mot­to på de sociale medi­er, og begre­bet for­van­dlede sig fra ned­ladende ord om demon­stran­terne til et ord, der sym­bol­is­erede mobilis­er­ing og mod­stand. Det er et eksem­pel på, hvor­dan sociale medi­er udfor­dr­er massekom­mu­nika­tio­nen, og til dels frarøver medi­er, poli­tikere og bureaukratiske stem­mer mulighe­den for at dik­tere debat­ter og nar­ra­tiv­er. De etablerede stem­mer har ikke læn­gere patent på at fortælle his­to­ri­er til offent­lighe­den.

De sociale medier – et tveægget sværd

Mod­sat andre sted­er i ver­den, hvor inter­net­tet lukkes ned under vold­somme pro­test­er, tyder meget på, at pre­mier­min­is­ter Erdo­gan aldrig beor­drede noget lig­nende i Tyrki­et. Det skyldes muligvis, at regerin­gen var bev­idst om den domi­no­ef­fekt, det kunne skabe i befolknin­gen og risikoen for ophob­nin­gen af end­nu stærkere mod­stand. Sam­tidig ville ned­luknin­gen af inter­net­tet have med­ført neg­a­tive reak­tion­er fra den glob­ale ver­den, hvor Tyrki­et ofte ind­tager en posi­tion som demokratisk rolle­mod­el i Mellemøsten. Et renom­mé man ikke er inter­esseret i at kaste over bord. Så sent som i 2011 beslut­tede regerin­gen efter hjem­ligt og inter­na­tion­alt pres at afblæse etab­lerin­gen af et plan­lagt og omfat­tende oblig­a­torisk inter­net­fil­ter­sys­tem, som de ellers havde varslet. Sys­temet ville have med­ført en blok­er­ing af flere tusinde inter­net­sider.

Men denne inter­net-ven­lighed fra regerin­gen er ikke kun godt nyt for demon­stran­terne. De sociale mediers omfat­tende poten­tiale har sine slagsider. Adgang for alle inde­bær­er nem­lig også adgang for regerin­gen. Vi glem­mer ofte, at regerin­gen hold­er øje med dis­si­dent­de­bat­ten, og at sociale medi­er også giv­er dem et nyt magt­fuldt efter­ret­ningsværk­tøj i hæn­derne. Infor­ma­tion­er om aktivis­ters gøren og laden, der tidligere krævede afhøringer og læn­gere poli­tisk efter­ret­ningsar­be­jde at få ind­b­lik i, er væsentligt nem­mere at få del i, hvis den sub­ver­sive debat føres offentligt. For folk på gaderne kan det udgøre en væsentlig fare, når billed- og video­ma­te­ri­ale fra demon­stra­tionerne gøres frit tilgæn­gelige på inter­net­tet. Flere inter­na­tionale medi­er, heri­b­landt CNN og Huff­in­g­ton Post, har efter­føl­gende kun­net rap­portere om adskil­lige tyrkiske aktivis­ter, som er blevet arresteret for regeringskri­tiske tweets og opda­teringer. Adnan og Nevzat tog også ofte deres tele­fon­er frem for at vise billed­er af ven­ner, som nu sid­der fængslet af samme grund.

De sociale mediers poten­tiale er der­for et tveægget sværd. Aktivis­terne kan bruge det i deres kamp for poli­tiske foran­dringer, men kun i det omfang et repres­sivt styre tillad­er det. I Iran har både Face­book og Twit­ter været lukket ned siden de omfat­tende pro­test­er i lan­det i juni 2009, og det er lykkedes regerin­gen at forhin­dre krypterede forbindelser og bygge et nation­alt netværk op, hvor man skal iden­ti­fi­cere sig, når man går online. Det er der­for også for ensidigt kun at se inter­net­tet som på de svages side.

Civil-samfundets spontane opståen

Både Adnan og Nevzat kalder de sociale medi­er for vigtige for pro­test­erne. Men de er også enige i, at det især var på gaden, at fæl­lessk­a­bet og protestkul­turen voksede sig stærk. Man skal være var­som med at kalde sociale medi­er enty­digt demokratisk­abende og give dem al ære for pro­duk­tio­nen af regering­sop­po­si­tion. Uden aktivis­ter i gaderne er der ikke noget at tage billed­er til Twit­ter af. På video­plat­for­men Videoc­cu­py og radio­sta­tio­nen Gezi Radyo blev der kon­stant udviklet billed­er, musik og diskus­sion­er direk­te fra pro­test­erne. Ind­hold­et på medierne var det direk­te pro­dukt af men­neske­lig inter­ak­tion og poli­tiske sam­taler i park­erne og gaderne.

Der hersker en ten­dens til at glemme den euforiske følelse, som kan opstå mellem men­nesker i parken, på gaden og på plad­sen. Det er en af grun­dene til, at vestlige medi­er har travlt med at give sociale medi­er æren for protest­bevægelsernes styrke. Adnan point­erede igen og igen for mig, at han på gaden kon­stant oplevede nye grunde til at tage del i fæl­lessk­a­bet — både gen­nem den bru­tal­itet, han blev kon­fron­teret med fra poli­ti­ets side og gen­nem den poli­tiske bev­id­s­thed, som han kunne mærke opstå i og omkring sig.

For mange af demon­stran­terne var det første gang, de over­hovedet del­tog i en offentlig protest. En stor del af den tyrkiske ung­dom er blevet opdraget til at holde sig væk fra poli­tisk aktivitet. Blandt andet har 1970’ernes vold­elige sam­men­stød mellem ven­stre- og højre­flø­jen og de mas­sive poli­tiske for­føl­gelser og fængslinger i køl­van­det på mil­itærkup­pet med­ført en ræd­sel for poli­tisk delt­agelse. Hvor der før Gezi-pro­test­erne ikke var etableret nogen grobund for poli­tisk engage­ment, så ændrede det sig markant under demon­stra­tionerne. En tidligere par­la­men­tarik­er og Tak­sim sol­i­dar­i­ty plat­form-medlem sagde det tydeligt:

”Jeg stødte i hvert fald på 40–50 forskel­lige fora, der opstod i park­er og på gaden under pro­test­erne i Istan­bul. Jeg ser disse som nøglen til mon­i­torerin­gen af Gezi-bevægelsens poli­tiske diver­sitet”.

Gezi-bevægelsens diver­sitet var også noget helt nyt. Kur­dere, højre­na­tion­al­is­ter, kemal­is­ter, anark­ister, fem­i­nis­ter, mus­limske marx­is­ter, social­is­ter og lib­er­al­is­ter, der hidtil havde kæm­pet mod hinan­den, sam­ledes i gaderne. En del af diver­sitetens årsag lig­ger i de sociale mediers prin­cip­ielle åben­hed. Alle kan komme til orde — diver­siteten er et symp­tom på demokratisk delt­agelse. Men diver­siteten skaber også en ny strate­gisk prob­lem­still­ing for demon­stran­terne — for hvor­dan sam­ler man mang­foldighe­den til et fælles poli­tisk pro­jekt mod regerin­gen?

Efter oprøret

De inter­na­tionale medi­er har næsten uden und­tagelse beskrevet de sociale mediers rolle i Gezi-pro­test­erne som et ånde­hul fra AKP-regerin­gens forsøg på at monop­o­lis­ere sprog­et og det poli­tiske rum. Yochai Ben­kler — forsker i sociale netværk — har påpeget, at kom­mu­nika­tio­nen i det virtuelle rum fre­mover må ans­es som en helt afgørende forud­sæt­ning for poli­tiske foran­dringer. Det gælder særligt i sam­fund, hvor de tra­di­tionelle kom­mu­nika­tion­skanaler begræns­es af regeringscen­sur og inter­net­tet kan give en stemme til den under­tryk­te oppo­si­tions­de­bat.

Men der er gode grunde til at spørge, om kærlighed­saf­færen mellem sociale medi­er og de unge på gaden ikke havde en noget større betyd­ning for de klas­siske medi­er end for demon­stran­terne selv. Ikke nok med at inter­net­tet i Tyrki­et langt hen ad vejen er et urbant fænomen, så hersker der også en ten­dens til at overvur­dere de sociale mediers rolle til at rev­o­lu­tionere det poli­tiske. Det er en kom­pliceret prob­lematik, for hvornår og hvor­dan kan vi iden­ti­fi­cere en lige lin­je mellem sociale medi­er og poli­tisk foran­dring? 90 pro­cent af de tweet­ede hash­tags kom direk­te fra demon­stran­terne i gaderne — den tilst­ede­værelse i det poli­tiske rum kunne muligvis have skabt poli­tiske foran­dringer, men den for­måede det ikke. AKP-regerin­gen sid­der stadig ved magten, og ifølge de fleste ekspert­er vil der gå flere år, før en hold­bar oppo­si­tion er stærk nok til at give dem reel poli­tisk mod­stand.

Den store udfor­dring for demon­stran­terne lig­ger netop også i fasen efter oprøret. Det er her, der skal skabes enighed og sam­ling om en ny sam­fund­sret­ning. Her kan det opti­mistiske syn på sociale medi­er ifølge inter­net­pes­simis­terne være prob­lema­tisk, for­di de reduc­er­er protesten til en endeløs række af ytringer. Det kan splin­tre oppo­si­tio­nen i mas­se­vis af indi­vidu­elle vre­desud­brud. Det prob­lem udspiller sig også i Tyrki­et, hvor man ikke har kun­net vedlige­holde det momen­tum, som de sociale medi­er var med til at oppiske under selve pro­test­erne. Både Adnan og Nevzat nævn­er, at man gen­nem de sociale medi­er fik den forestill­ing, at Gezi-bevægelsen var i stand til at skabe et hur­tigt poli­tisk alter­na­tiv til regerin­gen.  Det er indtil videre ikke sket. Den man­glende for­løs­ning skyldes ifølge dem begge, at der var så mange forskel­lige grup­per repræsen­teret i Gezi-opstanden, som har haft svært ved at skabe en poli­tisk koali­tion sam­men. Men det skyldes også, at det er umuligt at for­van­dle meninger, ytringer og opråb på sociale medi­er til et sam­let poli­tisk pro­jekt, der kan konkur­rere med de etablerede parti­er, som har brugt åre­vis på at opbygge en stærk og hold­bar insti­tu­tionel struk­tur. Den flek­si­bilitet som Manuel Castells nævn­er, og som de sociale medi­er er med til at skabe, med­før­er i denne sam­men­hæng et kæmpe prob­lem.

Uden at opstille et strengt skel må man anerk­ende en forskel mellem fysisk delt­agelse i gadeak­tivisme og så den virtuelle delt­agelse, der lige så godt kan bestå af at melde sig til en gruppe på Face­book som af såkaldt hack­tivism, hvor aktivis­ter konkret forsøger at sabotere den dig­i­tale infra­struk­tur. Cyber­ak­tivis­men har netop mødt kri­tik for at fly­tte borg­ernes opmærk­somhed fra de tra­di­tionelle fysiske aktivis­me­former til et isol­eret virtuelt rum, som kun omfat­ter aktivis­terne selv. Inter­netkom­men­ta­toren Evge­ny Moro­zov kalder dette fænomen for slack­tivism. Han siger, at det bliv­er for nemt – og for bil­ligt – at blive aktivist, hvis det kun drejer sig om at tilk­ende­give sin støtte i det virtuelle rum. Det store fokus på de sociale mediers poli­tiske poten­tiale kan med­føre, at mange cyber­ak­tivis­ter mis­ter inter­essen så snart nyhedsvær­di­en forsvin­der og deres opbakn­ing beg­y­n­der at kræve en ægte og mærk­bar ind­sats.

I den tyrkiske sam­men­hæng er denne kri­tik dog for grov. Et godt modsvar er, at en række min­dre poli­tiske bevægelser — især på ven­stre­flø­jen — i køl­van­det på Gezi-pro­test­erne og det virtuelle oprør oplever markant medlem­stil­vækst, samt at flere foreninger i civil­sam­fun­det med en stærkere og min­dre polemisk pro­fil vin­der frem. Fælles for et fler­tal af disse er ikke én bestemt ide­olo­gi, men præmis­sen om ikke at per­son­ifi­cere protest­bevægelsen i en ny total­itær led­er. De vil skabe plads til en ny horison­tal bot­tom-up protest mod over­magten.

Vi skal der­for skelne mellem det at lave poli­tiske foran­dringer, og det at skabe nye poli­tiske mulighed­er. De sociale medi­er har end­nu ikke skabt poli­tiske foran­dringer i Tyrki­et. De har sågar i nogle sam­men­hænge været med til at modar­be­jde det, da mening­sud­vek­slin­gen i virtuelle rum giv­er et indtryk af, at foran­dringer fak­tisk er under­ve­js, hvilket kan fjerne trangen til at han­dle. Til gengæld kan vi ikke komme ude­nom, at de sociale medi­er spillede en stærk rolle som alter­na­tiv til de tra­di­tionelle medi­er under pro­test­erne, og gør det stadig i dag. De skabte et frirum for mobilis­er­ing, sam­tale og mening­sud­vek­sling, og de var med til at åbne sluserne for en ny poli­tisk debatkul­tur i Tyrki­et, som flere har savnet. Både Adnan, Nevzat og store dele af den tyrkiske ung­dom har ind­set, hvor poli­tiske sociale medi­er fak­tisk er i stand til at være, og det er blevet bevist, at poli­tisk engage­ment fak­tisk kan gøre en forskel – bedst sym­bol­is­eret ved at træerne i Gezi-parken stadig står.

Gezi-pro­test­erne i juni 2013 kan minde os om, at sociale medi­er har poten­tialet til at skabe nye poli­tiske mulighed­er og netværk – både lokalt og glob­alt, men de må aldrig stå alene som poli­tisk red­skab. De kan sætte forhin­dringer op for magtens mask­ineri, men de kan ikke sætte en stop­per for mask­iner­i­et alene.

Math­ias Find­alen Bick­er­steth er ved at færdig­gøre sit spe­ciale om ide­ologipro­duk­tion i Tyrki­et. Han er desu­den free­lanceskribent, og tidligere bosat i Tyrki­et. Han er skribent for bl.a. Ræson, Atlas og Mod­kraft og har desu­den været en del af Poli­tikens Debat­tør- og Kri­tik­er­skole.

Artiklen er skrevet i novem­ber 2013 og udkom i Bag­grunds antolo­gi Et stykke Oplysning i jan­u­ar 2014. Læs mere om Et stykke oplysning her.

Scroll til toppen