Kvinde kend din krop

Kvinde kend din krop

I november udkom den nye udgave af den nyklassiske håndbog Kvinde kend din krop. Majken Schmidt Søgaard har talt med redaktørerne bag bogen og spurgt dem, hvad der er nyt ved kvindekroppen i dag, og hvad der er nyt ved den nye udgave af Kvinde kend din krop.

En mor og hen­des otte-årige dat­ter står i en omk­læd­ningsk­abine og beun­dr­er billed­er af brys­ter. Ganske almin­delige, forskel­lige brys­ter. En ung smuk kvin­de i høje hæle tager læbestift på i trappeop­gan­gen ved siden af en plakat der vis­er kvin­delige køns­dele. En dreng leg­er på en gyn­ge­hest inde i en brusek­abine, men hans mor taler bege­jstret med en ældre dame, der engang godt kunne have været en mand.

Scenerne er taget fra lancer­ings­festen af den nye udgave af Kvin­de Kend Din Krop d. 15. novem­ber. Stedet er Sjæl­lands­gade­badet på Nør­re­bro. Her er ind­budt til fest i anled­ning af den 5. udgave af kvin­dernes hånd­bog. Udgivelsen har været to og et halvt år under­ve­js og skal der­for fejres. Selve bygnin­gen er også klædt på til fest med fotos af alskens kvin­dekroppe, kolde øl i badekar, salt­stænger og livlig slu­dren blandt de hvide klink­er. Fes­tens billed­side er stærk og involver­er billed­er af brys­ter, røve, kuss­er i alle afskygninger. Lyd­si­den byder blandt andet på kon­cert fra Kvin­de­ban­det og oplæs­ninger fra bogens mange per­son­lige beretninger. Og så er der fest og dans. Men jeg cyk­ler tidligt hjem af bar nys­ger­rig iver over at komme til at læse i den dugfriske Kvin­de Kend Din Krop, der lig­ger i min cykelkurv. Det er saftig læs­ning – og ikke mindst bogens billed­side vid­ner om en redak­tion­s­gruppe der har arbe­jdet på en radikal anerledes udgave af kvin­dernes opslags­bog. Jeg mødtes efter fes­ten med Car­o­line Due og Marie Louise Meldgaard, to af kvin­derne fra redak­tion­s­grup­pen, for at tale om den nye bog og tankerne bag den.

Hvor­for kalder år 2013 på en ny udgave af Kvin­de Kend Din Krop?

”Vi er blevet spurgt mange gange, om behovet for en ny Kvin­de Kend Din Krop. Vi synes, behovet er der. Man taler om kvin­dekrop­pen og kvin­de­liv på en helt anden måde end man gjorde i år 2001, udgivelsesåret for  den sid­ste udgave. Vi vil væk fra den syg­dom­sori­en­terede og lægefaglige til­gang med der kende­teg­n­er 2001-udgaven. Vi vil væk fra det grafiske udtryk med  teg­ninger i lyserød og sort/hvid-billed­er. Vi vil tage udgangspunkt i den raske kvin­dekrop, det raske kvin­de­liv og vise det med naturtro billed­er.”

Og så har denne bog også et fokus på kvin­dekrop­pen i kvin­de­liv­et. Alt­så de mere sociale dele af det at have en kvin­dekrop. Kapitelti­tler som “Nære Rela­tion­er”, “Arbe­jd­sliv” og “Krop­side­al­er” omhan­dler mere kvin­de­liv end det omhan­dler kvin­dekrop­pens fysiske egen­sk­aber. ”Det hænger jo sam­men,” under­streger Marie Louise Meldgaard, “og vi synes, det var vigtigt også at under­søge det sociale liv som kvin­de i en bog som denne.”

Hvad er jeres ærinde med bogen?

”Vi har ikke er ét ærinde, men mange ærinder. Bogen skulle gerne byde ind i en diskus­sion omkring krop, kvin­de­lighed og ram­merne for, hvor­dan man er kvin­de. Vi ser sam­fundsmæs­sige ten­denser som peger mod et ensret­tet kvin­dei­de­al; dem har vi ikke selv har lyst til at følge og der­for synes vi, det er vigtigt med en bog, der fores­lår mang­foldige måder at være kvin­de på. Vi vil udvide ram­merne for, hvad der er okay at gøre som kvin­de. Både hvor­dan kvin­den ser ud, men også hvor­dan kvin­den har et social‑, arbe­jds- og fam­i­lieliv. Så måske er det overordnede ærinde at udvide ram­merne for, hvor­dan man kan se ud som kvin­de, men også hvor­dan man kan opføre sig som kvin­de. Vi vil ikke dik­tere normer omkring eksem­pelvis hår­f­jern­ing, plas­ti­c­op­er­a­tioner eller par­forhold. Vi vil nærmere løsne op for de eksis­terende normer. Og så opl­yse. Så kvin­der kan fore­tage kval­i­fi­cerede valg omkring deres krop og liv på et oplyst grund­lag,” fork­lar­er Marie Louise Meldgaard.

Men er vi blevet så ensret­tede, at vi behøver en bog til at fortælle os, at det er okay at falde uden­for nor­men?

”Ja, det har vi måske. Mange kvin­der søger at leve op til en norm hvis ind­hold måske er lidt svær at definere, men vi ved præ­cis hvornår vi falder uden­for nor­men. Vi ved præ­cis når vi ikke gør som vores ven­ner eller omver­de­nen synes vi burde gøre. Dér er der nogle ram­mer, der skal udvides. Så vi ikke så let føler, vi falder uden­for. Og hvis bogen kan hjælpe til med det, er vi glade,” fork­lar­er Car­o­line Due.

Marie Louise Meldgaard til­fø­jer: ”Vi lever også i en tid, hvor vi påvirkes meget af reklamer og medi­er, så vi har ide­al­erne rigtigt tæt på os hele tiden. Den kvin­de, vi bliv­er præsen­teret for via disse medi­er er måske i virke­lighe­den meget ensartet. Så der­for er det vigtigt for os at point­ere, at der er stor forskel på den kvin­de, du ser i reklamerne og på film, og så den kvin­de der er i virke­lighe­den — hverdagskvin­den. Måske er det svært for men­nes­ket at skelne. Måske spe­jler vi os mere i de glat­te ben på et bill­board end dem, der går ved siden af os på gaden.”

Redak­tion­s­grup­pen vil alt­så ikke dik­ter­er normer for hvor­dan kvin­der skal leve. Men sam­tidig hold­er de fast i at bogen er essen­tielt køn­spoli­tisk. ”Vi lever i et sam­fund, hvor ram­merne er rel­a­tivt rigide i forhold til, hvor­dan man kan være kvin­de — vi vil dik­tere kvin­dernes ageren i forhold til eksem­pelvis plas­tikkiru­gi, men vi vil prob­lema­tis­ere det, at der i vores sam­fund er kvin­der, der men­er, de skal lave så radikalt om på sig selv. Det er inter­es­sant at tale om og diskutere. Et eksem­pel er kønslæbere­duk­tion, hvor oper­a­tioner er tre­doblet i løbet af et par år. Prob­lemet føles jo ægte for de kvin­der, der får lavet disse oper­a­tioner; alle kvin­der har en god grund til det. Men det er et sam­fundsmæs­sigt prob­lem. Det er nogle ekstremt høje krav, der bliv­er stil­let til kvin­der og deres kroppe. Et af vores bud­sk­aber er der­for også, at hvis man beslut­ter sig for en oper­a­tion, så skal man gøre det på et oplyst grund­lag. Vi vil opfor­dre kvin­der til at, hvis de util­fredse med deres kønslæber, så skal de sørge for at kigge på billed­er af andre kuss­er og deri­gen­nem opleve mang­foldighe­den af kussens udseende. Dernæst skal de tale med andre, der har gen­nemgået oper­a­tio­nen og så under­søge eventuelle  kon­sekvenser af oper­a­tio­nen. Og hvis kvin­den så endeligt stadig ønsker en oper­a­tion, vil vi opfor­dre hende til at gen­nem­føre den. For kvin­der skal ikke grundlæggende være ulykke­lige. Man kan på den måde også sige, at et ærinde for bogen er at fremme kvin­des velvære; kvin­der skal ikke have det dårligt. Hverken over deres udseende eller deres måde at være kvin­de på.”

Er bogen så ment som et mang­foldigt spe­jl som kvin­der i alle aldre kan spe­jle deres kvin­dekroppe og kvin­de­lighed i?

”Måske ikke et spe­jl, men billed­er på at kvin­dekrop­pen er mang­foldig og at det er vigtigt at vise de dele af krop­pen, vi nor­malt ikke kan se, frem. Der er eksem­pelvis ikke mange ansigter i bogen. Dem kan du se alle sted­er. Man kunne kalde bogen et alter­na­tiv til svøm­me­hal­lens omk­læd­ningsrum, hvor mange af os oplever en nys­ger­righed ved de andre gæsters nøgne kroppe. Men mod­sat i svøm­me­hal­lens omk­læd­ningsrum, er det i denne bog tilladt at under­søge krop­pene så længe læseren har lyst og nærmere lade sig styre af nys­ger­righed end blufærdighed,” under­streger Car­o­line Due.

Bogen inde­hold­er et væld af fotos og mod­sat tidligere udgaver, er der kun teg­ninger af kvin­dens indre under­liv, deru­dover er bogen er illus­tr­eret med farve­fo­tos. I redak­tion­s­grup­pen var er enighed om at bogen skulle være spækket med fotos. Og dette for­di de mange fotos netop skal afspe­jle den mang­foldige kvin­dekrop.

”Mange foldere om sex og kønsliv anven­der teg­ninger eller grafiske illus­tra­tioner i den visuelle frem­still­ing. Dette gøres måske for ikke skræmme nogen. Men for mig er det svært at forstå at billed­er kan skræmme. Jeg er blevet spurgt, om ikke unge kvin­der vil blive forskrækkede over de billed­er, vi har af men­stru­a­tions­blod i bogen. Men blod er jo langt fra fremmed for os. I film er der ofte rigelige billed­er, hvor blod indgår. Så hvor­dan kan noget så hverdagsligt og almin­deligt som men­stru­a­tions­blod så være ulækkert?” spørg­er Maria Louise Meldgaard.

Diskus­sio­nen om det ulækre led­er os så videre til en snak om kussen. Kusse er ordet for de kvin­delige køn­sor­gan­er i bogen og sådan er dét bare. Vagi­na, fisse, tis­sekone, vul­va — ord bety­der noget, og det bety­der noget, om vi har et godt og mundret navn til det kindelige køn. Der­for, kusse. Vi taler om kusse­plakat­en, der hænger i opgan­gen ved Sjæl­lands­gade­badet og om alle de kuss­er, der er i bogen. Car­o­line Due start­ede sam­men med medlem­mer fra den for­rige Kvin­de Kend Din Krops redak­tion­s­gruppe i 2010 Kus­so­mat­en. Kus­so­mat­en er en foto­stand, hvor kvin­der kan få taget et billede af deres kuss­er. Kus­so­mat­en har blandt andet været gæst på Roskilde Fes­ti­val. Under inter­viewet står dele af kus­so­mat­en i inter­viewlokalets hjørne. En hvid stol med et hul i sædet blandt andet. Og dele af et forhæng. Kus­so­mat­en er stadig aktiv, men skal på sigt udstilles på Kvin­de­museet i Aarhus. Mange af kus­so­matens billed­er er kom­met med i bogen og fig­urere ligeledes på kusse­plakat­en.

Alle de kuss­er er et noget grænseover­skri­dende syn. Er I ikke bange for at folk græmmes og læg­ger bogen fra sig?

Marie Louise spørg­er mig, hvor­for jeg synes det er grænseover­skri­dende. For­di jeg ikke har set det før — ganske enkelt. For­di det er et uvant syn.

Og kus­so­matens billed­er skal netop gøre det skjulte og sjældne, nor­malt og syn­ligt fortæller Car­o­line Due. ”Billed­er af kuss­er, og af kvin­dekrop­pen, skal gøre det mere nor­malt for os at se på kuss­er og på kvin­delige kroppe. Så når den enkelte kvin­de ser på sin egen kusse og sin egen krop, tænker hun måske, at den er helt nor­mal”.

Car­o­line Due har selv erfaret, at der er sket noget med hen­des eget forhold til kvin­dekrop­pen via arbe­jdet med bogen. ”I starten kunne vi godt fnise over et par banan­brys­ter, men efter at have set så mange billed­er af kuss­er, røve og brys­ter ser man at der noget fint, sjovt, sødt og helt nor­malt ved alle billed­erne. Jeg har væn­net mig til at se på så mange forskel­lige udgaver af kvin­dekrop­pen.  Og måske bety­der det, at hvis jeg havde det skidt med mine egne brys­ter, så ville jeg måske efter at have kigget på så mange forskel­lige brys­ter, tænke at de var lige så pæne som alle de andre brys­ter.”

Og dermed må bogens for­mål være opfyldt. I hvert­fald for Car­o­line Dues ved­k­om­mende. Car­o­line Due og Marie Louise Meldgaard er begge nervøse for, hvor­dan bogen bliv­er mod­taget og håber at både sprog, form og ind­hold bliv­er taget godt imod. Vi taler om, at det er en særlig og charmerende genre — ikke en akademisk tekst, ikke lægefaglig – men gerne skulle være jord­nær, brug­bar og ligetil. Og da jeg afs­lut­ningsvist spørg­er til hvem bogen er skrevet til, er svaret med et glimt i øjet — alle. Dog med en smule res­ig­na­tion og en anerk­endelse af, at det nok er umuligt. Car­o­line Due og Marie Louise Meldgaard håber, især på at det er en bog, der vil blive givet væk til en kom­mende gen­er­a­tion af unge kvin­der.

Og så tilbage til den lille pige i Sjæl­lands­gade­badet der kig­ger på brys­ter sam­men med sin mor. Nu filmer hun hen­over brys­terne med sin Iphone. For­di de er flotte.

Majken Schmidt Søgaard stud­er­er antropolo­gi ved Køben­havns Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen