Kvinde kend din krop

Kvinde kend din krop

I november udkom den nye udgave af den nyklassiske håndbog Kvinde kend din krop. Majken Schmidt Søgaard har talt med redaktørerne bag bogen og spurgt dem, hvad der er nyt ved kvindekroppen i dag, og hvad der er nyt ved den nye udgave af Kvinde kend din krop.

En mor og hendes otte-årige datter står i en omklædningskabine og beundrer billeder af bryster. Ganske almindelige, forskellige bryster. En ung smuk kvinde i høje hæle tager læbestift på i trappeopgangen ved siden af en plakat der viser kvindelige kønsdele. En dreng leger på en gyngehest inde i en brusekabine, men hans mor taler begejstret med en ældre dame, der engang godt kunne have været en mand.

Scenerne er taget fra lanceringsfesten af den nye udgave af Kvinde Kend Din Krop d. 15. november. Stedet er Sjællandsgadebadet på Nørrebro. Her er indbudt til fest i anledning af den 5. udgave af kvindernes håndbog. Udgivelsen har været to og et halvt år undervejs og skal derfor fejres. Selve bygningen er også klædt på til fest med fotos af alskens kvindekroppe, kolde øl i badekar, saltstænger og livlig sludren blandt de hvide klinker. Festens billedside er stærk og involverer billeder af bryster, røve, kusser i alle afskygninger. Lydsiden byder blandt andet på koncert fra Kvindebandet og oplæsninger fra bogens mange personlige beretninger. Og så er der fest og dans. Men jeg cykler tidligt hjem af bar nysgerrig iver over at komme til at læse i den dugfriske Kvinde Kend Din Krop, der ligger i min cykelkurv. Det er saftig læsning – og ikke mindst bogens billedside vidner om en redaktionsgruppe der har arbejdet på en radikal anerledes udgave af kvindernes opslagsbog. Jeg mødtes efter festen med Caroline Due og Marie Louise Meldgaard, to af kvinderne fra redaktionsgruppen, for at tale om den nye bog og tankerne bag den.

Hvorfor kalder år 2013 på en ny udgave af Kvinde Kend Din Krop?

”Vi er blevet spurgt mange gange, om behovet for en ny Kvinde Kend Din Krop. Vi synes, behovet er der. Man taler om kvindekroppen og kvindeliv på en helt anden måde end man gjorde i år 2001, udgivelsesåret for  den sidste udgave. Vi vil væk fra den sygdomsorienterede og lægefaglige tilgang med der kendetegner 2001-udgaven. Vi vil væk fra det grafiske udtryk med  tegninger i lyserød og sort/hvid-billeder. Vi vil tage udgangspunkt i den raske kvindekrop, det raske kvindeliv og vise det med naturtro billeder.”

Og så har denne bog også et fokus på kvindekroppen i kvindelivet. Altså de mere sociale dele af det at have en kvindekrop. Kapiteltitler som “Nære Relationer”, “Arbejdsliv” og “Kropsidealer” omhandler mere kvindeliv end det omhandler kvindekroppens fysiske egenskaber. ”Det hænger jo sammen,” understreger Marie Louise Meldgaard, “og vi synes, det var vigtigt også at undersøge det sociale liv som kvinde i en bog som denne.”

Hvad er jeres ærinde med bogen?

”Vi har ikke er ét ærinde, men mange ærinder. Bogen skulle gerne byde ind i en diskussion omkring krop, kvindelighed og rammerne for, hvordan man er kvinde. Vi ser samfundsmæssige tendenser som peger mod et ensrettet kvindeideal; dem har vi ikke selv har lyst til at følge og derfor synes vi, det er vigtigt med en bog, der foreslår mangfoldige måder at være kvinde på. Vi vil udvide rammerne for, hvad der er okay at gøre som kvinde. Både hvordan kvinden ser ud, men også hvordan kvinden har et social-, arbejds- og familieliv. Så måske er det overordnede ærinde at udvide rammerne for, hvordan man kan se ud som kvinde, men også hvordan man kan opføre sig som kvinde. Vi vil ikke diktere normer omkring eksempelvis hårfjerning, plasticoperationer eller parforhold. Vi vil nærmere løsne op for de eksisterende normer. Og så oplyse. Så kvinder kan foretage kvalificerede valg omkring deres krop og liv på et oplyst grundlag,” forklarer Marie Louise Meldgaard.

Men er vi blevet så ensrettede, at vi behøver en bog til at fortælle os, at det er okay at falde udenfor normen?

”Ja, det har vi måske. Mange kvinder søger at leve op til en norm hvis indhold måske er lidt svær at definere, men vi ved præcis hvornår vi falder udenfor normen. Vi ved præcis når vi ikke gør som vores venner eller omverdenen synes vi burde gøre. Dér er der nogle rammer, der skal udvides. Så vi ikke så let føler, vi falder udenfor. Og hvis bogen kan hjælpe til med det, er vi glade,” forklarer Caroline Due.

Marie Louise Meldgaard tilføjer: ”Vi lever også i en tid, hvor vi påvirkes meget af reklamer og medier, så vi har idealerne rigtigt tæt på os hele tiden. Den kvinde, vi bliver præsenteret for via disse medier er måske i virkeligheden meget ensartet. Så derfor er det vigtigt for os at pointere, at der er stor forskel på den kvinde, du ser i reklamerne og på film, og så den kvinde der er i virkeligheden – hverdagskvinden. Måske er det svært for mennesket at skelne. Måske spejler vi os mere i de glatte ben på et billboard end dem, der går ved siden af os på gaden.”

Redaktionsgruppen vil altså ikke dikterer normer for hvordan kvinder skal leve. Men samtidig holder de fast i at bogen er essentielt kønspolitisk. ”Vi lever i et samfund, hvor rammerne er relativt rigide i forhold til, hvordan man kan være kvinde – vi vil diktere kvindernes ageren i forhold til eksempelvis plastikkirugi, men vi vil problematisere det, at der i vores samfund er kvinder, der mener, de skal lave så radikalt om på sig selv. Det er interessant at tale om og diskutere. Et eksempel er kønslæbereduktion, hvor operationer er tredoblet i løbet af et par år. Problemet føles jo ægte for de kvinder, der får lavet disse operationer; alle kvinder har en god grund til det. Men det er et samfundsmæssigt problem. Det er nogle ekstremt høje krav, der bliver stillet til kvinder og deres kroppe. Et af vores budskaber er derfor også, at hvis man beslutter sig for en operation, så skal man gøre det på et oplyst grundlag. Vi vil opfordre kvinder til at, hvis de utilfredse med deres kønslæber, så skal de sørge for at kigge på billeder af andre kusser og derigennem opleve mangfoldigheden af kussens udseende. Dernæst skal de tale med andre, der har gennemgået operationen og så undersøge eventuelle  konsekvenser af operationen. Og hvis kvinden så endeligt stadig ønsker en operation, vil vi opfordre hende til at gennemføre den. For kvinder skal ikke grundlæggende være ulykkelige. Man kan på den måde også sige, at et ærinde for bogen er at fremme kvindes velvære; kvinder skal ikke have det dårligt. Hverken over deres udseende eller deres måde at være kvinde på.”

Er bogen så ment som et mangfoldigt spejl som kvinder i alle aldre kan spejle deres kvindekroppe og kvindelighed i?

”Måske ikke et spejl, men billeder på at kvindekroppen er mangfoldig og at det er vigtigt at vise de dele af kroppen, vi normalt ikke kan se, frem. Der er eksempelvis ikke mange ansigter i bogen. Dem kan du se alle steder. Man kunne kalde bogen et alternativ til svømmehallens omklædningsrum, hvor mange af os oplever en nysgerrighed ved de andre gæsters nøgne kroppe. Men modsat i svømmehallens omklædningsrum, er det i denne bog tilladt at undersøge kroppene så længe læseren har lyst og nærmere lade sig styre af nysgerrighed end blufærdighed,” understreger Caroline Due.

Bogen indeholder et væld af fotos og modsat tidligere udgaver, er der kun tegninger af kvindens indre underliv, derudover er bogen er illustreret med farvefotos. I redaktionsgruppen var er enighed om at bogen skulle være spækket med fotos. Og dette fordi de mange fotos netop skal afspejle den mangfoldige kvindekrop.

”Mange foldere om sex og kønsliv anvender tegninger eller grafiske illustrationer i den visuelle fremstilling. Dette gøres måske for ikke skræmme nogen. Men for mig er det svært at forstå at billeder kan skræmme. Jeg er blevet spurgt, om ikke unge kvinder vil blive forskrækkede over de billeder, vi har af menstruationsblod i bogen. Men blod er jo langt fra fremmed for os. I film er der ofte rigelige billeder, hvor blod indgår. Så hvordan kan noget så hverdagsligt og almindeligt som menstruationsblod så være ulækkert?” spørger Maria Louise Meldgaard.

Diskussionen om det ulækre leder os så videre til en snak om kussen. Kusse er ordet for de kvindelige kønsorganer i bogen og sådan er dét bare. Vagina, fisse, tissekone, vulva – ord betyder noget, og det betyder noget, om vi har et godt og mundret navn til det kindelige køn. Derfor, kusse. Vi taler om kusseplakaten, der hænger i opgangen ved Sjællandsgadebadet og om alle de kusser, der er i bogen. Caroline Due startede sammen med medlemmer fra den forrige Kvinde Kend Din Krops redaktionsgruppe i 2010 Kussomaten. Kussomaten er en fotostand, hvor kvinder kan få taget et billede af deres kusser. Kussomaten har blandt andet været gæst på Roskilde Festival. Under interviewet står dele af kussomaten i interviewlokalets hjørne. En hvid stol med et hul i sædet blandt andet. Og dele af et forhæng. Kussomaten er stadig aktiv, men skal på sigt udstilles på Kvindemuseet i Aarhus. Mange af kussomatens billeder er kommet med i bogen og figurere ligeledes på kusseplakaten.

Alle de kusser er et noget grænseoverskridende syn. Er I ikke bange for at folk græmmes og lægger bogen fra sig?

Marie Louise spørger mig, hvorfor jeg synes det er grænseoverskridende. Fordi jeg ikke har set det før – ganske enkelt. Fordi det er et uvant syn.

Og kussomatens billeder skal netop gøre det skjulte og sjældne, normalt og synligt fortæller Caroline Due. ”Billeder af kusser, og af kvindekroppen, skal gøre det mere normalt for os at se på kusser og på kvindelige kroppe. Så når den enkelte kvinde ser på sin egen kusse og sin egen krop, tænker hun måske, at den er helt normal”.

Caroline Due har selv erfaret, at der er sket noget med hendes eget forhold til kvindekroppen via arbejdet med bogen. ”I starten kunne vi godt fnise over et par bananbryster, men efter at have set så mange billeder af kusser, røve og bryster ser man at der noget fint, sjovt, sødt og helt normalt ved alle billederne. Jeg har vænnet mig til at se på så mange forskellige udgaver af kvindekroppen.  Og måske betyder det, at hvis jeg havde det skidt med mine egne bryster, så ville jeg måske efter at have kigget på så mange forskellige bryster, tænke at de var lige så pæne som alle de andre bryster.”

Og dermed må bogens formål være opfyldt. I hvertfald for Caroline Dues vedkommende. Caroline Due og Marie Louise Meldgaard er begge nervøse for, hvordan bogen bliver modtaget og håber at både sprog, form og indhold bliver taget godt imod. Vi taler om, at det er en særlig og charmerende genre – ikke en akademisk tekst, ikke lægefaglig – men gerne skulle være jordnær, brugbar og ligetil. Og da jeg afslutningsvist spørger til hvem bogen er skrevet til, er svaret med et glimt i øjet – alle. Dog med en smule resignation og en anerkendelse af, at det nok er umuligt. Caroline Due og Marie Louise Meldgaard håber, især på at det er en bog, der vil blive givet væk til en kommende generation af unge kvinder.

Og så tilbage til den lille pige i Sjællandsgadebadet der kigger på bryster sammen med sin mor. Nu filmer hun henover brysterne med sin Iphone. Fordi de er flotte.

Majken Schmidt Søgaard studerer antropologi ved Københavns Universitet.

Scroll til toppen