Det uendelige vidensrum — biblioteker, oplysning og offentlighed

Boul­lée, Deux­ieme pro­jet pour la Bib­lio­thèque du Roi (1785). Foto: Wiki­me­dia Commons

Sammen med renæssancens nye materielle og intellektuelle verdensorden opstod en helt ny biblioteksorden. Med bogtrykkerkunsten voksede mængden af bøger og mulighederne for at læse dem. Denne udvikling fortsatte og i dag er forestilling om Open access de afgørende visioner for det moderne bibliotek. Læs Nan Dahlkilds tour de force over det moderne biblioteks historie.

Oplysnin­gens og bib­liotek­ernes his­to­rie er nært for­bundne. Med for­billede i antikkens leg­en­dariske bib­liotek i Alexan­dria har bib­liotek­ernes overordnede for­mål været at ind­sam­le, reg­istrere, opbe­vare og tilgæn­gelig­gøre mang­foldige for­mer for kul­tur og viden. Vægt­nin­gen af disse opgaver har vek­slet og gør det stadig. Nogle bib­liotek­er, både his­toriske og nutidi­ge, er karak­teris­erede ved et fokus på den sikre opbe­var­ing i lukkede eller vanske­ligt tilgæn­gelige rum. Men generelt har bib­liotek­erne bevæget sig i ret­ning af større og større åben­hed, både fysisk og dig­i­talt. Ledende vision­er har været uni­ver­sal­bib­lioteket og open access, en udvikling, der peger frem mod inter­net­tets næsten uen­delige mulighed­er. Sam­tidig har bib­lioteket udviklet sig til et vigtigt sted for sam­fun­dets selvre­flek­sion, både i form af alsidighe­den og ind­hold­et i sine mate­ri­aler og som stedet for møder og diskussion.

Mod­sæt­nin­gen til open access er den tilbage­holdte eller util­gæn­gelige viden, enten som et aflukket fysisk rum eller som et rum uden dig­i­tale adgangsmu­lighed­er. Et arketypisk eksem­pel på  det lukkede viden­srum er Umber­to Ecos beskriv­else af det labyrin­tiske kloster­bib­liotek i roma­nen Rosens navn. Her vogter bib­liotekaren ikke bare den viden, der find­es i bib­liotekets mange skrifter, men også over den rette viden. Kun bib­liotekaren må færdes i bib­lioteket. Kun han kender bøgernes plac­er­ing og ind­hold og bestem­mer, om de må udlånes til den munk, der spørg­er efter den: ”Thi ikke alle sand­hed­er er for alles ører, og ikke alle løgne kan gen­nem­skues som sådanne af en from sjæl…”.

En ny bib­liotek­sor­den opstod sam­men med renæs­san­cens nye materielle og intellek­tuelle ver­den­sor­den. Med bogtrykkerkun­stens mulighed­er for hånd­værksmæs­sig pro­duk­tion af flere eksem­plar­er voksede mæng­den af bøger og mulighed­erne for læs­ning. Nye typer af bib­liotek­er opstod i forbindelse med uni­ver­siteter og pri­vate mæceners og fyrsters sam­linger. Ofte var der tale om sam­linger, der omfat­tede både bøger, kun­st, antikviteter, religiøse gen­stande samt geol­o­giske og naturhis­toriske rariteter. Disse encyk­lopædiske og kale­j­doskopiske sam­linger var bygget op omkring objek­ternes sjælden­hed og vær­di som raritet­sk­abi­net eller Wun­derkam­mer. Sam­men­sæt­ning, ord­ning og brug afspe­jlede ejerens inter­ess­er og liden­sk­aber, og sam­lin­gen kunne der­for have en særlig ”aura” eller ”magi”, som var for­bun­det med dens unikke karak­ter. Sam­tidig med denne tidlige form for viden­sk­a­be­lighed ful­gte en grad­vis åbn­ing af bibliotekerne.

Naudés principper

Den franske bib­liotekar Gabriel Naudé udformede en sam­let bib­liotek­ste­ori i form af skriftet Vejled­ning i bib­liotek­sar­be­jde — Advis pour dress­er une Bib­liotèque — fra 1627. Den epokegørende vejled­ning afspe­jlede den nye ver­den­sor­den, og den fik med sine mod­erne prin­cip­per om alsidighed og åben­hed betyd­ning for bib­liotek­stænkn­ing helt frem til nuti­den. Vejled­nin­gen inde­holdt ret­ningslin­jer og overve­jelser omkring opret­telsen af et bib­liotek, sam­men­sæt­nin­gen og ord­nin­gen af dets ind­hold, bib­liotek­slokalernes indret­ning og bib­liotekets for­mål. Med udgangspunkt i renæs­san­cens human­isme frem­sat­te Naudé en række uhyre mod­erne betragt­ninger, som på en række punk­ter forbinder hans bib­liotek­ste­ori med senere offentlighedsteori.

Prin­cip­pet om alsidighed var for­bun­det med prin­cip­pet om kvalitet. Ifølge Naudé gjaldt det for ethvert bib­liotek om at have de bed­ste udgaver med de bed­ste kom­mentar­er og med den bed­ste emne- og for­tolkn­ingsmæs­sige dækn­ing. Til den bedst mulige dækn­ing hørte også anskaf­felse af kon­tro­ver­sielle værk­er og for­fat­tere: ”End­videre må man have alle dem, der med størst held har skrevet imod en eller anden viden­skab, eller som med størst lær­dom eller mod – uden dog at have ind­ført nye ting eller ændret prin­cip­perne – har opponeret imod værk­er af de mest berømte og lovpriste forfattere.”

Det var bib­liotekarens opgave at fore­tage dette valg af bøger for­doms­frit og uafhængigt. Også kæt­terske bøger skulle være repræsen­teret. Bogsam­lin­gen skulle reg­istr­eres i et sys­tem­a­tisk kat­a­log, ord­net efter emn­er og fagom­råder, og et alfa­betisk kat­a­log, ord­net efter for­fat­ternes navne. Ligeledes burde den opstilles efter fagom­råder, ikke efter bøgernes format.

Den nye åben­hed kom til udtryk derved, at bib­liotekets endemål skulle være adgang for offent­lighe­den. Selvom tidens bib­liotek­er typisk var pri­vate bogsam­linger for fyrster og mæcener og havde fornemt præg i lokalernes indret­ning og bøgernes ind­bind­ing, gik udviklin­gen i ret­ning af mere åbne og brug­bare bib­liotek­srum. Naudé  fremhævede tre bib­liotek­er, der var helt åbne for alle, nem­lig bib­liotek­erne opret­tet af Sir Thomas Bod­ley i Oxford, kar­di­nal Bor­romeo i Milano og de augustinske brø­dre i Rom. Om den offentlige adgang til Ambrosiana-bib­lioteket i Milano skrev han: ”… at enhver har adgang der­til til næsten enhver tid, han ønsker, blive der så længe han har lyst, se, læse, gøre uddrag af den og den for­fat­ter, han synes om, og nyde godt af alle mulige faciliteter for at gøre det, både offentligt og i pri­vate ærinder, og det uden andet besvær end at begive sig der­hen på de sæd­van­lige dage og tider…”.

Bib­liotek­erne fik dermed beg­y­n­dende betyd­ning for offent­lighe­den og det offentlige rum. Med åbnin­gen af en række bib­liotek­er i renæs­san­cen var de blevet delvist offentlige allerede før ska­belsen af den egentlige borg­erlig offent­lighed, som vi kender fra Jür­gen Haber­mas’ offent­lighed­ste­ori. Denne offent­lighed forbindes især med 1600- og 1700-tal­lets kaf­fe­huse, tidsskrifter, avis­er og tidlig jour­nal­is­tik. Offent­lighe­den omkring kaf­fe­husene udgjorde et nyt ”pub­likum” med en ”offentlig menings­dan­nelse”, der kunne forholde sig kri­tisk til både kul­turelle og poli­tiske forhold, svarende til den tidlige lib­er­al­ismes og oplysningsti­dens forestill­inger om borg­erne som oplyste, myn­di­ge pri­vat­per­son­er med selvstændig for­nuft og døm­mekraft. I denne polaris­er­ing mellem stat­en og det pri­vate område udvikles offent­lighe­den som en selvstændig sfære for kul­turelle aktiviteter, poli­tisk diskus­sion samt kri­tik og kon­trol af staten.

Bib­liotek­erne havde ikke samme betyd­ning for udviklin­gen af en ræson­nerende offent­lighed. Der var tale om forskel­lige offent­ligheds­former: Hvor bib­liotek­erne ret­tede sig mod studi­er, var kaf­fe­husene sted­er for kaffedrikn­ing, tidens kon­ver­sa­tion­skul­tur, nyheds­formidling samt for lit­terær og poli­tisk debat. Fælles forud­sæt­ninger var cen­surens ophævelse, det være sig som intern cen­sur af anskaf­felser af lit­ter­atur eller som stat­slig cen­sur af lit­ter­a­turens og nyheds­formidlin­gens indhold.

Der skete i løbet af 1700-tal­let en grad­vis åbn­ing af fyrstelige og aris­tokratiske insti­tu­tion­er for det nye borg­erlige pub­likum. Hof- og res­i­den­steatre åbnedes for andre end hof­fet. Fra 1720’erne fandt der offentlige kon­cert­er sted, og fra 1737 eksis­terede der i Paris kun­studstill­inger, som var åbne for alle. Bib­liotèque du Roi i Paris blev i 1735 åbnet for offent­lighe­den, og i Dan­mark åbnedes tilsvarende i 1793 Det kon­gelige Bib­liotek for en større offentlighed.

Oplysningens utopiske projekter

Netop Bib­liotèque du Roi var i 1785 gen­stand for et af den franske oplysningsarkitek­turs store utopiske pro­jek­ter. Rev­o­lu­tion­sarkitek­ten Èti­enne-Louis Boul­lée udar­be­jd­ede et gigan­tisk bib­liotek­spro­jekt, og lige­som den franske encyk­lopæ­di skulle bib­lioteket ind­sam­le, ordne og formi­dle al viden om en ver­den, som skulle beskrives og fork­lares. Denne viden skulle tilgæn­gelig­gøres som forud­sæt­ning for en oplyst og kri­tisk diskurs. Som pro­jekt var der tale om det hidtil største uni­ver­sal­bib­liotek.  Målet var lige­som for bib­lioteket i Alexan­dria tilbage i antikken og lige­som senere pro­jek­ter som Mun­da­neum og langt senere Inter­net­tet at skabe et uni­verselt vidensrum.

Bib­lioteket  havde bog­gal­lerier i fire etager. Lyset kom ned fra oven gen­nem en stor rek­tan­gulær åbn­ing i loftets hvælv­ing. Lige­som i Roms Pan­theon viste lysets ind­fald som et solur dagens, måned­ernes og årets gang. Dermed blev det indre og det ydre kos­mos, det uni­verselle bib­liotek og det store univers, for­bun­det. Boul­lées bib­liotek var en arkitek­tonisk vision af encyk­lopæ­di­en, diskursen og den oplyste offent­lighed. Studi­er, viden og diskus­sion­er forenes. På gul­vet i det store rum ses både grup­per, der stud­er­er, og grup­per, der diskuter­er livligt.

Det nære bibliotek

Andre bib­lioteksmiljøer havde større lighed med kaf­fe­husene. I det 19. århun­drede udvikledes i Eng­land og USA en ny udad­vendt bib­liotek­stype i form af ”free pub­lic libraries”. Disse bib­liotek­er udsprang af lit­terære salon­er, leje­bib­liotek­er og boghan­dler, men havde også forbindelses­lin­jer tilbage til kaf­fe­husenes tidlige offent­ligheds­former. Selvom det ikke var almin­deligt, at der fandtes bib­liotek­er i kaf­fe­husene, er der flere eksem­pler på tilst­ede­værelsen af bøger, som var bereg­nede til at blive læst på stedet. De var en del af byens rum. Tal­rige illus­tra­tioner vis­er disse bib­liotek­er som en del af byens sociale liv med diskuterende gen­tle­men, fine damer med para­sol og stok, afrikanske tjenere og bjæf­fende hunde.

I det mod­erne danske folke­bib­liotek, som det kendes og bruges af en stor del af befolknin­gen, fusioner­er disse forskel­lige bib­liotek­styper: Naudés prin­cip­per, visio­nen om den uni­verselle adgang til viden og det åbne mødest­ed. I løbet af det 19. århun­drede blev bib­lioteket som medie for medierne og som offentligt mødest­ed et af de rum, der havde betyd­ning for udviklin­gen af demokrati­et og den offentlige menings­dan­nelse. Open access og åbne hylder, hvor brugerne ikke var adskilt fra bøgerne af en skranke, men selv kunne søge og udvælge deres fore­trukne læs­ning, var en del af denne udvikling.

Op gen­nem det 20. århun­drede blev udlånet af bøger en stadig vigtigere funk­tion for både store og små bib­liotek­er, og bib­liotek­ernes brugere blev typisk defineret som ”lånere”. Op mod slut­nin­gen af århun­dredet omfat­tede udlånet ikke blot bog­ligt mate­ri­ale, men også en række af tidens andre medi­er i form af gram­mo­fon­plad­er og bånd. Bærende er dog fort­sat Naudés prin­cip­per om åben­hed, alsidighed og kvalitet, som kan spores i den danske bibliotekslovgivning.

Sam­tidig med væk­sten i udlån af bøger og andre mate­ri­aler, blev bib­liotek­erne også hjem­st­ed for flere aktiviteter . I Dan­mark blev der i folke­bib­liotek­erne i løbet af tyverne og tre­di­verne indret­tet både fore­dragssale og studiekred­slokaler, som kunne stilles til rådighed for opl­y­sende foreninger og organ­i­sa­tion­er. Bib­liotek­sloven fra 1964 gav bib­liotek­erne mulighed for at ind­drage nye medi­er. Sam­tidig kunne de selv tage ini­tia­tiv til debatarrange­menter og kul­turelle aktiviteter og dermed fun­gere som “kul­tur­centre”. Nye aktivitet­som­råder udviklede sig. Der indret­tedes kun­st- og musik­bib­liotek­er, og arrange­mentsvirk­somhe­den blev bredere, så den også omfat­tede kreative og musikalske aktiviteter. Bib­liotek­erne kunne i sti­gende grad betragtes som offentlige mødesteder.

Op gen­nem århun­dredet var det typiske danske folke­bib­liotek det ”lille uni­ver­sal­bib­liotek” med folkeo­plysning som mål. Bogsam­lin­gen kunne ikke rumme alt, men dækkede fag og emn­er bre­dest muligt, og fra den stille læs­esal gav hånd­bøger, lek­si­ka og encyk­lopædi­er mulighed­er for et uni­verselt vidensrum.

Universelle og dynamiske eksperimenter

Inter­na­tion­alt eksper­i­mentere­des der med nye uni­verselle viden­srum. I 1910 grund­lagdes pro­jek­tet Mun­da­neum af de to bel­giske sagførere Paul Otlet og Hen­ri La Fontaine. Hen­sigten var som hos de franske encyk­lopædis­ter at at ind­sam­le al tilgæn­gelig viden fra hele ver­den og klas­si­fi­cere den ud fra et uni­verselt dec­i­malt klas­si­fika­tion­ssys­tem. Et inter­na­tion­alt cen­ter skulle organ­is­ere sam­linger af ver­den­som­spæn­dende betyd­ning, bestående af et inter­na­tion­alt muse­um, et inter­na­tion­alt bib­liotek, et inter­na­tion­alt bib­li­ografisk kat­a­log og et uni­verselt doku­men­tarkiv. Disse sam­linger blev opfat­tet som dele af en uni­versel mængde af doku­men­ta­tion. Sam­men skulle de udgøre et encyk­lopædisk overb­lik over al men­neske­lig viden som et enormt intellek­tuelt lager af bøger, doku­menter, kat­a­loger og viden­sk­a­belige objek­ter. Klas­si­fika­tion og kat­a­l­o­gis­er­ing skulle stan­dard­is­eres, og et arkiv udvikles med mil­lion­er af indek­sko­rt. Otlet havde som vision, at al den ind­sam­lede infor­ma­tion på et tid­spunkt ville kunne hentes af men­nesker direk­te fra deres egne hjem.

I 1929 samar­be­jd­ede Otlet med arkitek­ten Le Cor­busier om udkast til et Mun­da­neum pro­jekt, der skulle opføres i Gen­eve i Schweiz, hvor også Folkenes For­bund havde til huse. Le Cor­busier teg­nede et spi­ral­formet tårn som “kund­sk­abens by”. Også her var målet en i alle henseen­der uni­versel viden om ver­den. Tår­net skulle være et sam­men­fat­tende udtryk for det uni­verselle liv, men­neske­he­dens uni­verselle enhed og dermed et billede på nation­ernes fæl­lesskab. Forståelsen mellem folkeslag og civil­i­sa­tion­er kom også til udtryk i den arkitek­toniske prom­e­nade gen­nem spi­ralen. Som i andre his­toriske tårne var motivet erk­endelsens spiral.

Der var således tale om et pro­jekt der greb tilbage til oplysningsti­den, men sam­tidig indtænk­te nye tek­nol­o­giske per­spek­tiv­er og teo­retisk fore­greb Inter­net­tet og andre dig­i­tale og glob­ale kommunikationsmuligheder.

Et andet eksper­i­menterende pro­jekt var Ivan Leonidovs mod­el fra 1927 til et Lenin Bib­liotek eller Lenin Insti­tut for Bib­lioteksv­i­den­skab i Mosk­va, som sam­men med Tatlins tårn og El Lis­sitzkys Proun-rum blev en af den rus­siske kon­struk­tivismes ikon­er. Insti­tut­tet var tænkt som Sov­je­tu­nio­nens kollek­tive viden­scen­ter med 15 mil­lion­er bøger, fem læs­esale med en kapacitet på 500‑1000 men­nesker og et insti­tut for bib­lioteksv­i­den­skab. Til pro­jek­tet hørte også et bal­lon­formet plan­e­tar­i­um og flek­si­ble audi­to­ri­er. Bib­lioteket var tænkt automa­tis­eret gen­nem horison­tale og ver­tikale trans­port­sys­te­mer. Som bygn­ingskom­pleks var det sam­men­sat af forskel­lige svævende geometriske volu­min­er med flek­si­ble udvidelses­mu­lighed­er. Mate­ri­alerne var glas, stål og beton. Bib­lioteket var tænkt for­bun­det med stor­byen gen­nem metro og aero­drom og med omver­de­nen gen­nem en kraftig radio­sta­tion. Leonidovs “infor­ma­tion­sarkitek­tur” for­bandt bib­lioteket med en ny dynamisk virke­lighed af medi­er og trafik.

Biblioteket uden vægge

Bib­liotek­sud­viklin­gen har været tæt for­bun­det med mediernes og sam­fun­dets udvikling. Bib­liotek­srum­met har his­torisk været opbe­var­ingsst­ed for skriftkul­turens og bogtrykkerkun­stens doku­menter i form af først ler­tavler og papyrus­ruller og senere bog­lige mate­ri­aler. Bib­liotek­erne har også indop­taget det tyvende århun­dredes elek­tro­n­iske medi­er og ved årtusind­skiftet blevet en del af store dig­i­tale netværk, hvor de udnyt­ter både dig­i­talis­erin­gens søgemu­lighed­er og lagrings­former. Med dig­i­talis­erin­gens mulighed­er for at tilgæn­gelig­gøre store mængder af tek­ster, billed­er og musik for en bruger, uanset hvor ved­k­om­mende end måtte befinde sig, med e‑bogens poten­tialer for decen­tral lagring og læs­ning af lit­ter­atur og med de sociale mediers nye debat­former kan væsentlige dele af de tra­di­tionelle fysiske bib­lioteks funk­tion­er synes over­flødig­gjort. Det klas­siske bib­liotek­srum med den oprindelige betyd­ning ”sted for opbe­var­ing af bøger” er udfor­dret af den infor­ma­tion­ste­k­nol­o­giske udvikling, hvor et sti­gende antal tek­ster er elek­tro­n­isk søg­bare og tilgæn­gelige og dermed ikke læn­gere steds­bundne. Ude­fra kan man søge i bib­liotekets baser og mate­ri­aler, og inde­fra kan man fra bib­liotekets baser søge uni­verselt i den store ver­den uden for bib­lioteket. Slagordet ”From col­lec­tion to con­nec­tion” karak­teris­er­er denne udvikling og denne nye sit­u­a­tion. Bib­lioteket er ikke læn­gere begrænset af rum­mets fire vægge.

Med et begreb som ”Library with­out walls” har bib­lioteket åbnet sig yderligere mod omver­de­nen, både i form af infor­ma­tion­ste­knolo­giens dig­i­tale viden­srum og i form af samar­be­jder med andre kul­turelle insti­tu­tion­er som kul­turhuse og andre lokale cen­tre. Udover bib­liotekets sam­linger vil dets mulighed­er som uafhængigt mødest­ed sandsyn­ligvis få sti­gende betyd­ning. Bib­lioteket kan i fremti­den fun­gere som et socialt frirum i for­læn­gelse af de tidlige offent­ligheds­form­ers åben­hed og kri­tiske debat. I en tid, hvor infor­ma­tion­er er til stede hele tiden og er utroligt lette at få adgang til, kan bib­lioteket også virke som et fordy­belses­rum, hvor der er tid og ro til at infor­ma­tion­erne kan blive under­søgt, kri­tis­eret og formi­dlet. Bib­liotek­srum­met kan give mulighed for nærvær.

Selvom basale oplysnings­be­hov med befolknin­gens sti­gende uddan­nelses­niveau ikke er de samme som tidligere, er der nye behov for infor­ma­tion og viden, og der er stadig infor­ma­tion­er, der ikke er tilgæn­gelige. Mange infor­ma­tion­er kan i sti­gende grad find­es og diskuteres dig­i­talt, men bib­lioteket kan stadig være et vigtigt punkt i forskel­lige netværk, og det kan være stedet for en fri og nærværende diskus­sion.  Bib­lioteket kan ikke selv som insti­tu­tion søge skjulte oplysninger, men det kan give mulighed for at brugerne kan gøre det, og det kan formi­dle resul­tater­ne, så de kan offentlig­gøres og diskuteres.

Nan Dahlk­ild. Lek­tor ved Det Infor­ma­tionsv­i­den­sk­a­belige Akade­mi, Køben­havns Universitet. 

Artiklen udkom først i antolo­gien Et stykke Oplysning, udgivet af Bag­grund i jan­u­ar, 2014. Læs mere om Et stykke oplysning her.

Scroll til toppen