Det uendelige vidensrum – biblioteker, oplysning og offentlighed

Boullée, Deuxieme projet pour la Bibliothèque du Roi (1785). Foto: Wikimedia Commons

Sammen med renæssancens nye materielle og intellektuelle verdensorden opstod en helt ny biblioteksorden. Med bogtrykkerkunsten voksede mængden af bøger og mulighederne for at læse dem. Denne udvikling fortsatte og i dag er forestilling om Open access de afgørende visioner for det moderne bibliotek. Læs Nan Dahlkilds tour de force over det moderne biblioteks historie.

Oplysningens og bibliotekernes historie er nært forbundne. Med forbillede i antikkens legendariske bibliotek i Alexandria har bibliotekernes overordnede formål været at indsamle, registrere, opbevare og tilgængeliggøre mangfoldige former for kultur og viden. Vægtningen af disse opgaver har vekslet og gør det stadig. Nogle biblioteker, både historiske og nutidige, er karakteriserede ved et fokus på den sikre opbevaring i lukkede eller vanskeligt tilgængelige rum. Men generelt har bibliotekerne bevæget sig i retning af større og større åbenhed, både fysisk og digitalt. Ledende visioner har været universalbiblioteket og open access, en udvikling, der peger frem mod internettets næsten uendelige muligheder. Samtidig har biblioteket udviklet sig til et vigtigt sted for samfundets selvrefleksion, både i form af alsidigheden og indholdet i sine materialer og som stedet for møder og diskussion.

Modsætningen til open access er den tilbageholdte eller utilgængelige viden, enten som et aflukket fysisk rum eller som et rum uden digitale adgangsmuligheder. Et arketypisk eksempel på  det lukkede vidensrum er Umberto Ecos beskrivelse af det labyrintiske klosterbibliotek i romanen Rosens navn. Her vogter bibliotekaren ikke bare den viden, der findes i bibliotekets mange skrifter, men også over den rette viden. Kun bibliotekaren må færdes i biblioteket. Kun han kender bøgernes placering og indhold og bestemmer, om de må udlånes til den munk, der spørger efter den: ”Thi ikke alle sandheder er for alles ører, og ikke alle løgne kan gennemskues som sådanne af en from sjæl…”.

En ny biblioteksorden opstod sammen med renæssancens nye materielle og intellektuelle verdensorden. Med bogtrykkerkunstens muligheder for håndværksmæssig produktion af flere eksemplarer voksede mængden af bøger og mulighederne for læsning. Nye typer af biblioteker opstod i forbindelse med universiteter og private mæceners og fyrsters samlinger. Ofte var der tale om samlinger, der omfattede både bøger, kunst, antikviteter, religiøse genstande samt geologiske og naturhistoriske rariteter. Disse encyklopædiske og kalejdoskopiske samlinger var bygget op omkring objekternes sjældenhed og værdi som raritetskabinet eller Wunderkammer. Sammensætning, ordning og brug afspejlede ejerens interesser og lidenskaber, og samlingen kunne derfor have en særlig ”aura” eller ”magi”, som var forbundet med dens unikke karakter. Samtidig med denne tidlige form for videnskabelighed fulgte en gradvis åbning af bibliotekerne.

Naudés principper

Den franske bibliotekar Gabriel Naudé udformede en samlet biblioteksteori i form af skriftet Vejledning i biblioteksarbejde – Advis pour dresser une Bibliotèque – fra 1627. Den epokegørende vejledning afspejlede den nye verdensorden, og den fik med sine moderne principper om alsidighed og åbenhed betydning for bibliotekstænkning helt frem til nutiden. Vejledningen indeholdt retningslinjer og overvejelser omkring oprettelsen af et bibliotek, sammensætningen og ordningen af dets indhold, bibliotekslokalernes indretning og bibliotekets formål. Med udgangspunkt i renæssancens humanisme fremsatte Naudé en række uhyre moderne betragtninger, som på en række punkter forbinder hans biblioteksteori med senere offentlighedsteori.

Princippet om alsidighed var forbundet med princippet om kvalitet. Ifølge Naudé gjaldt det for ethvert bibliotek om at have de bedste udgaver med de bedste kommentarer og med den bedste emne- og fortolkningsmæssige dækning. Til den bedst mulige dækning hørte også anskaffelse af kontroversielle værker og forfattere: ”Endvidere må man have alle dem, der med størst held har skrevet imod en eller anden videnskab, eller som med størst lærdom eller mod – uden dog at have indført nye ting eller ændret principperne – har opponeret imod værker af de mest berømte og lovpriste forfattere.”

Det var bibliotekarens opgave at foretage dette valg af bøger fordomsfrit og uafhængigt. Også kætterske bøger skulle være repræsenteret. Bogsamlingen skulle registreres i et systematisk katalog, ordnet efter emner og fagområder, og et alfabetisk katalog, ordnet efter forfatternes navne. Ligeledes burde den opstilles efter fagområder, ikke efter bøgernes format.

Den nye åbenhed kom til udtryk derved, at bibliotekets endemål skulle være adgang for offentligheden. Selvom tidens biblioteker typisk var private bogsamlinger for fyrster og mæcener og havde fornemt præg i lokalernes indretning og bøgernes indbinding, gik udviklingen i retning af mere åbne og brugbare biblioteksrum. Naudé  fremhævede tre biblioteker, der var helt åbne for alle, nemlig bibliotekerne oprettet af Sir Thomas Bodley i Oxford, kardinal Borromeo i Milano og de augustinske brødre i Rom. Om den offentlige adgang til Ambrosiana-biblioteket i Milano skrev han: ”… at enhver har adgang dertil til næsten enhver tid, han ønsker, blive der så længe han har lyst, se, læse, gøre uddrag af den og den forfatter, han synes om, og nyde godt af alle mulige faciliteter for at gøre det, både offentligt og i private ærinder, og det uden andet besvær end at begive sig derhen på de sædvanlige dage og tider…”.

Bibliotekerne fik dermed begyndende betydning for offentligheden og det offentlige rum. Med åbningen af en række biblioteker i renæssancen var de blevet delvist offentlige allerede før skabelsen af den egentlige borgerlig offentlighed, som vi kender fra Jürgen Habermas’ offentlighedsteori. Denne offentlighed forbindes især med 1600- og 1700-tallets kaffehuse, tidsskrifter, aviser og tidlig journalistik. Offentligheden omkring kaffehusene udgjorde et nyt ”publikum” med en ”offentlig meningsdannelse”, der kunne forholde sig kritisk til både kulturelle og politiske forhold, svarende til den tidlige liberalismes og oplysningstidens forestillinger om borgerne som oplyste, myndige privatpersoner med selvstændig fornuft og dømmekraft. I denne polarisering mellem staten og det private område udvikles offentligheden som en selvstændig sfære for kulturelle aktiviteter, politisk diskussion samt kritik og kontrol af staten.

Bibliotekerne havde ikke samme betydning for udviklingen af en ræsonnerende offentlighed. Der var tale om forskellige offentlighedsformer: Hvor bibliotekerne rettede sig mod studier, var kaffehusene steder for kaffedrikning, tidens konversationskultur, nyhedsformidling samt for litterær og politisk debat. Fælles forudsætninger var censurens ophævelse, det være sig som intern censur af anskaffelser af litteratur eller som statslig censur af litteraturens og nyhedsformidlingens indhold.

Der skete i løbet af 1700-tallet en gradvis åbning af fyrstelige og aristokratiske institutioner for det nye borgerlige publikum. Hof- og residensteatre åbnedes for andre end hoffet. Fra 1720’erne fandt der offentlige koncerter sted, og fra 1737 eksisterede der i Paris kunstudstillinger, som var åbne for alle. Bibliotèque du Roi i Paris blev i 1735 åbnet for offentligheden, og i Danmark åbnedes tilsvarende i 1793 Det kongelige Bibliotek for en større offentlighed.

Oplysningens utopiske projekter

Netop Bibliotèque du Roi var i 1785 genstand for et af den franske oplysningsarkitekturs store utopiske projekter. Revolutionsarkitekten Ètienne-Louis Boullée udarbejdede et gigantisk biblioteksprojekt, og ligesom den franske encyklopædi skulle biblioteket indsamle, ordne og formidle al viden om en verden, som skulle beskrives og forklares. Denne viden skulle tilgængeliggøres som forudsætning for en oplyst og kritisk diskurs. Som projekt var der tale om det hidtil største universalbibliotek.  Målet var ligesom for biblioteket i Alexandria tilbage i antikken og ligesom senere projekter som Mundaneum og langt senere Internettet at skabe et universelt vidensrum.

Biblioteket  havde boggallerier i fire etager. Lyset kom ned fra oven gennem en stor rektangulær åbning i loftets hvælving. Ligesom i Roms Pantheon viste lysets indfald som et solur dagens, månedernes og årets gang. Dermed blev det indre og det ydre kosmos, det universelle bibliotek og det store univers, forbundet. Boullées bibliotek var en arkitektonisk vision af encyklopædien, diskursen og den oplyste offentlighed. Studier, viden og diskussioner forenes. På gulvet i det store rum ses både grupper, der studerer, og grupper, der diskuterer livligt.

Det nære bibliotek

Andre biblioteksmiljøer havde større lighed med kaffehusene. I det 19. århundrede udvikledes i England og USA en ny udadvendt bibliotekstype i form af ”free public libraries”. Disse biblioteker udsprang af litterære saloner, lejebiblioteker og boghandler, men havde også forbindelseslinjer tilbage til kaffehusenes tidlige offentlighedsformer. Selvom det ikke var almindeligt, at der fandtes biblioteker i kaffehusene, er der flere eksempler på tilstedeværelsen af bøger, som var beregnede til at blive læst på stedet. De var en del af byens rum. Talrige illustrationer viser disse biblioteker som en del af byens sociale liv med diskuterende gentlemen, fine damer med parasol og stok, afrikanske tjenere og bjæffende hunde.

I det moderne danske folkebibliotek, som det kendes og bruges af en stor del af befolkningen, fusionerer disse forskellige bibliotekstyper: Naudés principper, visionen om den universelle adgang til viden og det åbne mødested. I løbet af det 19. århundrede blev biblioteket som medie for medierne og som offentligt mødested et af de rum, der havde betydning for udviklingen af demokratiet og den offentlige meningsdannelse. Open access og åbne hylder, hvor brugerne ikke var adskilt fra bøgerne af en skranke, men selv kunne søge og udvælge deres foretrukne læsning, var en del af denne udvikling.

Op gennem det 20. århundrede blev udlånet af bøger en stadig vigtigere funktion for både store og små biblioteker, og bibliotekernes brugere blev typisk defineret som ”lånere”. Op mod slutningen af århundredet omfattede udlånet ikke blot bogligt materiale, men også en række af tidens andre medier i form af grammofonplader og bånd. Bærende er dog fortsat Naudés principper om åbenhed, alsidighed og kvalitet, som kan spores i den danske bibliotekslovgivning.

Samtidig med væksten i udlån af bøger og andre materialer, blev bibliotekerne også hjemsted for flere aktiviteter . I Danmark blev der i folkebibliotekerne i løbet af tyverne og trediverne indrettet både foredragssale og studiekredslokaler, som kunne stilles til rådighed for oplysende foreninger og organisationer. Biblioteksloven fra 1964 gav bibliotekerne mulighed for at inddrage nye medier. Samtidig kunne de selv tage initiativ til debatarrangementer og kulturelle aktiviteter og dermed fungere som “kulturcentre”. Nye aktivitetsområder udviklede sig. Der indrettedes kunst- og musikbiblioteker, og arrangementsvirksomheden blev bredere, så den også omfattede kreative og musikalske aktiviteter. Bibliotekerne kunne i stigende grad betragtes som offentlige mødesteder.

Op gennem århundredet var det typiske danske folkebibliotek det ”lille universalbibliotek” med folkeoplysning som mål. Bogsamlingen kunne ikke rumme alt, men dækkede fag og emner bredest muligt, og fra den stille læsesal gav håndbøger, leksika og encyklopædier muligheder for et universelt vidensrum.

Universelle og dynamiske eksperimenter

Internationalt eksperimenteredes der med nye universelle vidensrum. I 1910 grundlagdes projektet Mundaneum af de to belgiske sagførere Paul Otlet og Henri La Fontaine. Hensigten var som hos de franske encyklopædister at at indsamle al tilgængelig viden fra hele verden og klassificere den ud fra et universelt decimalt klassifikationssystem. Et internationalt center skulle organisere samlinger af verdensomspændende betydning, bestående af et internationalt museum, et internationalt bibliotek, et internationalt bibliografisk katalog og et universelt dokumentarkiv. Disse samlinger blev opfattet som dele af en universel mængde af dokumentation. Sammen skulle de udgøre et encyklopædisk overblik over al menneskelig viden som et enormt intellektuelt lager af bøger, dokumenter, kataloger og videnskabelige objekter. Klassifikation og katalogisering skulle standardiseres, og et arkiv udvikles med millioner af indekskort. Otlet havde som vision, at al den indsamlede information på et tidspunkt ville kunne hentes af mennesker direkte fra deres egne hjem.

I 1929 samarbejdede Otlet med arkitekten Le Corbusier om udkast til et Mundaneum projekt, der skulle opføres i Geneve i Schweiz, hvor også Folkenes Forbund havde til huse. Le Corbusier tegnede et spiralformet tårn som “kundskabens by”. Også her var målet en i alle henseender universel viden om verden. Tårnet skulle være et sammenfattende udtryk for det universelle liv, menneskehedens universelle enhed og dermed et billede på nationernes fællesskab. Forståelsen mellem folkeslag og civilisationer kom også til udtryk i den arkitektoniske promenade gennem spiralen. Som i andre historiske tårne var motivet erkendelsens spiral.

Der var således tale om et projekt der greb tilbage til oplysningstiden, men samtidig indtænkte nye teknologiske perspektiver og teoretisk foregreb Internettet og andre digitale og globale kommunikationsmuligheder.

Et andet eksperimenterende projekt var Ivan Leonidovs model fra 1927 til et Lenin Bibliotek eller Lenin Institut for Biblioteksvidenskab i Moskva, som sammen med Tatlins tårn og El Lissitzkys Proun-rum blev en af den russiske konstruktivismes ikoner. Instituttet var tænkt som Sovjetunionens kollektive videnscenter med 15 millioner bøger, fem læsesale med en kapacitet på 500-1000 mennesker og et institut for biblioteksvidenskab. Til projektet hørte også et ballonformet planetarium og fleksible auditorier. Biblioteket var tænkt automatiseret gennem horisontale og vertikale transportsystemer. Som bygningskompleks var det sammensat af forskellige svævende geometriske voluminer med fleksible udvidelsesmuligheder. Materialerne var glas, stål og beton. Biblioteket var tænkt forbundet med storbyen gennem metro og aerodrom og med omverdenen gennem en kraftig radiostation. Leonidovs “informationsarkitektur” forbandt biblioteket med en ny dynamisk virkelighed af medier og trafik.

Biblioteket uden vægge

Biblioteksudviklingen har været tæt forbundet med mediernes og samfundets udvikling. Biblioteksrummet har historisk været opbevaringssted for skriftkulturens og bogtrykkerkunstens dokumenter i form af først lertavler og papyrusruller og senere boglige materialer. Bibliotekerne har også indoptaget det tyvende århundredes elektroniske medier og ved årtusindskiftet blevet en del af store digitale netværk, hvor de udnytter både digitaliseringens søgemuligheder og lagringsformer. Med digitaliseringens muligheder for at tilgængeliggøre store mængder af tekster, billeder og musik for en bruger, uanset hvor vedkommende end måtte befinde sig, med e-bogens potentialer for decentral lagring og læsning af litteratur og med de sociale mediers nye debatformer kan væsentlige dele af de traditionelle fysiske biblioteks funktioner synes overflødiggjort. Det klassiske biblioteksrum med den oprindelige betydning ”sted for opbevaring af bøger” er udfordret af den informationsteknologiske udvikling, hvor et stigende antal tekster er elektronisk søgbare og tilgængelige og dermed ikke længere stedsbundne. Udefra kan man søge i bibliotekets baser og materialer, og indefra kan man fra bibliotekets baser søge universelt i den store verden uden for biblioteket. Slagordet ”From collection to connection” karakteriserer denne udvikling og denne nye situation. Biblioteket er ikke længere begrænset af rummets fire vægge.

Med et begreb som ”Library without walls” har biblioteket åbnet sig yderligere mod omverdenen, både i form af informationsteknologiens digitale vidensrum og i form af samarbejder med andre kulturelle institutioner som kulturhuse og andre lokale centre. Udover bibliotekets samlinger vil dets muligheder som uafhængigt mødested sandsynligvis få stigende betydning. Biblioteket kan i fremtiden fungere som et socialt frirum i forlængelse af de tidlige offentlighedsformers åbenhed og kritiske debat. I en tid, hvor informationer er til stede hele tiden og er utroligt lette at få adgang til, kan biblioteket også virke som et fordybelsesrum, hvor der er tid og ro til at informationerne kan blive undersøgt, kritiseret og formidlet. Biblioteksrummet kan give mulighed for nærvær.

Selvom basale oplysningsbehov med befolkningens stigende uddannelsesniveau ikke er de samme som tidligere, er der nye behov for information og viden, og der er stadig informationer, der ikke er tilgængelige. Mange informationer kan i stigende grad findes og diskuteres digitalt, men biblioteket kan stadig være et vigtigt punkt i forskellige netværk, og det kan være stedet for en fri og nærværende diskussion.  Biblioteket kan ikke selv som institution søge skjulte oplysninger, men det kan give mulighed for at brugerne kan gøre det, og det kan formidle resultaterne, så de kan offentliggøres og diskuteres.

Nan Dahlkild. Lektor ved Det Informationsvidenskabelige Akademi, Københavns Universitet.

Artiklen udkom først i antologien Et stykke Oplysning, udgivet af Baggrund i januar, 2014. Læs mere om Et stykke oplysning her.

Scroll til toppen