Det uendelige vidensrum — biblioteker, oplysning og offentlighed

Boul­lée, Deux­ieme pro­jet pour la Bib­lio­thèque du Roi (1785). Foto: Wiki­me­dia Com­mons

Sammen med renæssancens nye materielle og intellektuelle verdensorden opstod en helt ny biblioteksorden. Med bogtrykkerkunsten voksede mængden af bøger og mulighederne for at læse dem. Denne udvikling fortsatte og i dag er forestilling om Open access de afgørende visioner for det moderne bibliotek. Læs Nan Dahlkilds tour de force over det moderne biblioteks historie.

Oplysnin­gens og bib­liotek­ernes his­to­rie er nært for­bundne. Med for­billede i antikkens leg­en­dariske bib­liotek i Alexan­dria har bib­liotek­ernes overordnede for­mål været at ind­sam­le, reg­istrere, opbe­vare og tilgæn­gelig­gøre mang­foldige for­mer for kul­tur og viden. Vægt­nin­gen af disse opgaver har vek­slet og gør det stadig. Nogle bib­liotek­er, både his­toriske og nutidi­ge, er karak­teris­erede ved et fokus på den sikre opbe­var­ing i lukkede eller vanske­ligt tilgæn­gelige rum. Men generelt har bib­liotek­erne bevæget sig i ret­ning af større og større åben­hed, både fysisk og dig­i­talt. Ledende vision­er har været uni­ver­sal­bib­lioteket og open access, en udvikling, der peger frem mod inter­net­tets næsten uen­delige mulighed­er. Sam­tidig har bib­lioteket udviklet sig til et vigtigt sted for sam­fun­dets selvre­flek­sion, både i form af alsidighe­den og ind­hold­et i sine mate­ri­aler og som stedet for møder og diskus­sion.

Mod­sæt­nin­gen til open access er den tilbage­holdte eller util­gæn­gelige viden, enten som et aflukket fysisk rum eller som et rum uden dig­i­tale adgangsmu­lighed­er. Et arketypisk eksem­pel på  det lukkede viden­srum er Umber­to Ecos beskriv­else af det labyrin­tiske kloster­bib­liotek i roma­nen Rosens navn. Her vogter bib­liotekaren ikke bare den viden, der find­es i bib­liotekets mange skrifter, men også over den rette viden. Kun bib­liotekaren må færdes i bib­lioteket. Kun han kender bøgernes plac­er­ing og ind­hold og bestem­mer, om de må udlånes til den munk, der spørg­er efter den: ”Thi ikke alle sand­hed­er er for alles ører, og ikke alle løgne kan gen­nem­skues som sådanne af en from sjæl…”.

En ny bib­liotek­sor­den opstod sam­men med renæs­san­cens nye materielle og intellek­tuelle ver­den­sor­den. Med bogtrykkerkun­stens mulighed­er for hånd­værksmæs­sig pro­duk­tion af flere eksem­plar­er voksede mæng­den af bøger og mulighed­erne for læs­ning. Nye typer af bib­liotek­er opstod i forbindelse med uni­ver­siteter og pri­vate mæceners og fyrsters sam­linger. Ofte var der tale om sam­linger, der omfat­tede både bøger, kun­st, antikviteter, religiøse gen­stande samt geol­o­giske og naturhis­toriske rariteter. Disse encyk­lopædiske og kale­j­doskopiske sam­linger var bygget op omkring objek­ternes sjælden­hed og vær­di som raritet­sk­abi­net eller Wun­derkam­mer. Sam­men­sæt­ning, ord­ning og brug afspe­jlede ejerens inter­ess­er og liden­sk­aber, og sam­lin­gen kunne der­for have en særlig ”aura” eller ”magi”, som var for­bun­det med dens unikke karak­ter. Sam­tidig med denne tidlige form for viden­sk­a­be­lighed ful­gte en grad­vis åbn­ing af bib­liotek­erne.

Naudés principper

Den franske bib­liotekar Gabriel Naudé udformede en sam­let bib­liotek­ste­ori i form af skriftet Vejled­ning i bib­liotek­sar­be­jde — Advis pour dress­er une Bib­liotèque — fra 1627. Den epokegørende vejled­ning afspe­jlede den nye ver­den­sor­den, og den fik med sine mod­erne prin­cip­per om alsidighed og åben­hed betyd­ning for bib­liotek­stænkn­ing helt frem til nuti­den. Vejled­nin­gen inde­holdt ret­ningslin­jer og overve­jelser omkring opret­telsen af et bib­liotek, sam­men­sæt­nin­gen og ord­nin­gen af dets ind­hold, bib­liotek­slokalernes indret­ning og bib­liotekets for­mål. Med udgangspunkt i renæs­san­cens human­isme frem­sat­te Naudé en række uhyre mod­erne betragt­ninger, som på en række punk­ter forbinder hans bib­liotek­ste­ori med senere offent­lighed­ste­ori.

Prin­cip­pet om alsidighed var for­bun­det med prin­cip­pet om kvalitet. Ifølge Naudé gjaldt det for ethvert bib­liotek om at have de bed­ste udgaver med de bed­ste kom­mentar­er og med den bed­ste emne- og for­tolkn­ingsmæs­sige dækn­ing. Til den bedst mulige dækn­ing hørte også anskaf­felse af kon­tro­ver­sielle værk­er og for­fat­tere: ”End­videre må man have alle dem, der med størst held har skrevet imod en eller anden viden­skab, eller som med størst lær­dom eller mod – uden dog at have ind­ført nye ting eller ændret prin­cip­perne – har opponeret imod værk­er af de mest berømte og lovpriste for­fat­tere.”

Det var bib­liotekarens opgave at fore­tage dette valg af bøger for­doms­frit og uafhængigt. Også kæt­terske bøger skulle være repræsen­teret. Bogsam­lin­gen skulle reg­istr­eres i et sys­tem­a­tisk kat­a­log, ord­net efter emn­er og fagom­råder, og et alfa­betisk kat­a­log, ord­net efter for­fat­ternes navne. Ligeledes burde den opstilles efter fagom­råder, ikke efter bøgernes for­mat.

Den nye åben­hed kom til udtryk derved, at bib­liotekets endemål skulle være adgang for offent­lighe­den. Selvom tidens bib­liotek­er typisk var pri­vate bogsam­linger for fyrster og mæcener og havde fornemt præg i lokalernes indret­ning og bøgernes ind­bind­ing, gik udviklin­gen i ret­ning af mere åbne og brug­bare bib­liotek­srum. Naudé  fremhævede tre bib­liotek­er, der var helt åbne for alle, nem­lig bib­liotek­erne opret­tet af Sir Thomas Bod­ley i Oxford, kar­di­nal Bor­romeo i Milano og de augustinske brø­dre i Rom. Om den offentlige adgang til Ambrosiana-bib­lioteket i Milano skrev han: ”… at enhver har adgang der­til til næsten enhver tid, han ønsker, blive der så længe han har lyst, se, læse, gøre uddrag af den og den for­fat­ter, han synes om, og nyde godt af alle mulige faciliteter for at gøre det, både offentligt og i pri­vate ærinder, og det uden andet besvær end at begive sig der­hen på de sæd­van­lige dage og tider…”.

Bib­liotek­erne fik dermed beg­y­n­dende betyd­ning for offent­lighe­den og det offentlige rum. Med åbnin­gen af en række bib­liotek­er i renæs­san­cen var de blevet delvist offentlige allerede før ska­belsen af den egentlige borg­erlig offent­lighed, som vi kender fra Jür­gen Haber­mas’ offent­lighed­ste­ori. Denne offent­lighed forbindes især med 1600- og 1700-tal­lets kaf­fe­huse, tidsskrifter, avis­er og tidlig jour­nal­is­tik. Offent­lighe­den omkring kaf­fe­husene udgjorde et nyt ”pub­likum” med en ”offentlig menings­dan­nelse”, der kunne forholde sig kri­tisk til både kul­turelle og poli­tiske forhold, svarende til den tidlige lib­er­al­ismes og oplysningsti­dens forestill­inger om borg­erne som oplyste, myn­di­ge pri­vat­per­son­er med selvstændig for­nuft og døm­mekraft. I denne polaris­er­ing mellem stat­en og det pri­vate område udvikles offent­lighe­den som en selvstændig sfære for kul­turelle aktiviteter, poli­tisk diskus­sion samt kri­tik og kon­trol af stat­en.

Bib­liotek­erne havde ikke samme betyd­ning for udviklin­gen af en ræson­nerende offent­lighed. Der var tale om forskel­lige offent­ligheds­former: Hvor bib­liotek­erne ret­tede sig mod studi­er, var kaf­fe­husene sted­er for kaffedrikn­ing, tidens kon­ver­sa­tion­skul­tur, nyheds­formidling samt for lit­terær og poli­tisk debat. Fælles forud­sæt­ninger var cen­surens ophævelse, det være sig som intern cen­sur af anskaf­felser af lit­ter­atur eller som stat­slig cen­sur af lit­ter­a­turens og nyheds­formidlin­gens ind­hold.

Der skete i løbet af 1700-tal­let en grad­vis åbn­ing af fyrstelige og aris­tokratiske insti­tu­tion­er for det nye borg­erlige pub­likum. Hof- og res­i­den­steatre åbnedes for andre end hof­fet. Fra 1720’erne fandt der offentlige kon­cert­er sted, og fra 1737 eksis­terede der i Paris kun­studstill­inger, som var åbne for alle. Bib­liotèque du Roi i Paris blev i 1735 åbnet for offent­lighe­den, og i Dan­mark åbnedes tilsvarende i 1793 Det kon­gelige Bib­liotek for en større offent­lighed.

Oplysningens utopiske projekter

Netop Bib­liotèque du Roi var i 1785 gen­stand for et af den franske oplysningsarkitek­turs store utopiske pro­jek­ter. Rev­o­lu­tion­sarkitek­ten Èti­enne-Louis Boul­lée udar­be­jd­ede et gigan­tisk bib­liotek­spro­jekt, og lige­som den franske encyk­lopæ­di skulle bib­lioteket ind­sam­le, ordne og formi­dle al viden om en ver­den, som skulle beskrives og fork­lares. Denne viden skulle tilgæn­gelig­gøres som forud­sæt­ning for en oplyst og kri­tisk diskurs. Som pro­jekt var der tale om det hidtil største uni­ver­sal­bib­liotek.  Målet var lige­som for bib­lioteket i Alexan­dria tilbage i antikken og lige­som senere pro­jek­ter som Mun­da­neum og langt senere Inter­net­tet at skabe et uni­verselt viden­srum.

Bib­lioteket  havde bog­gal­lerier i fire etager. Lyset kom ned fra oven gen­nem en stor rek­tan­gulær åbn­ing i loftets hvælv­ing. Lige­som i Roms Pan­theon viste lysets ind­fald som et solur dagens, måned­ernes og årets gang. Dermed blev det indre og det ydre kos­mos, det uni­verselle bib­liotek og det store univers, for­bun­det. Boul­lées bib­liotek var en arkitek­tonisk vision af encyk­lopæ­di­en, diskursen og den oplyste offent­lighed. Studi­er, viden og diskus­sion­er forenes. På gul­vet i det store rum ses både grup­per, der stud­er­er, og grup­per, der diskuter­er livligt.

Det nære bibliotek

Andre bib­lioteksmiljøer havde større lighed med kaf­fe­husene. I det 19. århun­drede udvikledes i Eng­land og USA en ny udad­vendt bib­liotek­stype i form af ”free pub­lic libraries”. Disse bib­liotek­er udsprang af lit­terære salon­er, leje­bib­liotek­er og boghan­dler, men havde også forbindelses­lin­jer tilbage til kaf­fe­husenes tidlige offent­ligheds­former. Selvom det ikke var almin­deligt, at der fandtes bib­liotek­er i kaf­fe­husene, er der flere eksem­pler på tilst­ede­værelsen af bøger, som var bereg­nede til at blive læst på stedet. De var en del af byens rum. Tal­rige illus­tra­tioner vis­er disse bib­liotek­er som en del af byens sociale liv med diskuterende gen­tle­men, fine damer med para­sol og stok, afrikanske tjenere og bjæf­fende hunde.

I det mod­erne danske folke­bib­liotek, som det kendes og bruges af en stor del af befolknin­gen, fusioner­er disse forskel­lige bib­liotek­styper: Naudés prin­cip­per, visio­nen om den uni­verselle adgang til viden og det åbne mødest­ed. I løbet af det 19. århun­drede blev bib­lioteket som medie for medierne og som offentligt mødest­ed et af de rum, der havde betyd­ning for udviklin­gen af demokrati­et og den offentlige menings­dan­nelse. Open access og åbne hylder, hvor brugerne ikke var adskilt fra bøgerne af en skranke, men selv kunne søge og udvælge deres fore­trukne læs­ning, var en del af denne udvikling.

Op gen­nem det 20. århun­drede blev udlånet af bøger en stadig vigtigere funk­tion for både store og små bib­liotek­er, og bib­liotek­ernes brugere blev typisk defineret som ”lånere”. Op mod slut­nin­gen af århun­dredet omfat­tede udlånet ikke blot bog­ligt mate­ri­ale, men også en række af tidens andre medi­er i form af gram­mo­fon­plad­er og bånd. Bærende er dog fort­sat Naudés prin­cip­per om åben­hed, alsidighed og kvalitet, som kan spores i den danske bib­liotek­slov­givn­ing.

Sam­tidig med væk­sten i udlån af bøger og andre mate­ri­aler, blev bib­liotek­erne også hjem­st­ed for flere aktiviteter . I Dan­mark blev der i folke­bib­liotek­erne i løbet af tyverne og tre­di­verne indret­tet både fore­dragssale og studiekred­slokaler, som kunne stilles til rådighed for opl­y­sende foreninger og organ­i­sa­tion­er. Bib­liotek­sloven fra 1964 gav bib­liotek­erne mulighed for at ind­drage nye medi­er. Sam­tidig kunne de selv tage ini­tia­tiv til debatarrange­menter og kul­turelle aktiviteter og dermed fun­gere som “kul­tur­centre”. Nye aktivitet­som­råder udviklede sig. Der indret­tedes kun­st- og musik­bib­liotek­er, og arrange­mentsvirk­somhe­den blev bredere, så den også omfat­tede kreative og musikalske aktiviteter. Bib­liotek­erne kunne i sti­gende grad betragtes som offentlige mødest­ed­er.

Op gen­nem århun­dredet var det typiske danske folke­bib­liotek det ”lille uni­ver­sal­bib­liotek” med folkeo­plysning som mål. Bogsam­lin­gen kunne ikke rumme alt, men dækkede fag og emn­er bre­dest muligt, og fra den stille læs­esal gav hånd­bøger, lek­si­ka og encyk­lopædi­er mulighed­er for et uni­verselt viden­srum.

Universelle og dynamiske eksperimenter

Inter­na­tion­alt eksper­i­mentere­des der med nye uni­verselle viden­srum. I 1910 grund­lagdes pro­jek­tet Mun­da­neum af de to bel­giske sagførere Paul Otlet og Hen­ri La Fontaine. Hen­sigten var som hos de franske encyk­lopædis­ter at at ind­sam­le al tilgæn­gelig viden fra hele ver­den og klas­si­fi­cere den ud fra et uni­verselt dec­i­malt klas­si­fika­tion­ssys­tem. Et inter­na­tion­alt cen­ter skulle organ­is­ere sam­linger af ver­den­som­spæn­dende betyd­ning, bestående af et inter­na­tion­alt muse­um, et inter­na­tion­alt bib­liotek, et inter­na­tion­alt bib­li­ografisk kat­a­log og et uni­verselt doku­men­tarkiv. Disse sam­linger blev opfat­tet som dele af en uni­versel mængde af doku­men­ta­tion. Sam­men skulle de udgøre et encyk­lopædisk overb­lik over al men­neske­lig viden som et enormt intellek­tuelt lager af bøger, doku­menter, kat­a­loger og viden­sk­a­belige objek­ter. Klas­si­fika­tion og kat­a­l­o­gis­er­ing skulle stan­dard­is­eres, og et arkiv udvikles med mil­lion­er af indek­sko­rt. Otlet havde som vision, at al den ind­sam­lede infor­ma­tion på et tid­spunkt ville kunne hentes af men­nesker direk­te fra deres egne hjem.

I 1929 samar­be­jd­ede Otlet med arkitek­ten Le Cor­busier om udkast til et Mun­da­neum pro­jekt, der skulle opføres i Gen­eve i Schweiz, hvor også Folkenes For­bund havde til huse. Le Cor­busier teg­nede et spi­ral­formet tårn som “kund­sk­abens by”. Også her var målet en i alle henseen­der uni­versel viden om ver­den. Tår­net skulle være et sam­men­fat­tende udtryk for det uni­verselle liv, men­neske­he­dens uni­verselle enhed og dermed et billede på nation­ernes fæl­lesskab. Forståelsen mellem folkeslag og civil­i­sa­tion­er kom også til udtryk i den arkitek­toniske prom­e­nade gen­nem spi­ralen. Som i andre his­toriske tårne var motivet erk­endelsens spi­ral.

Der var således tale om et pro­jekt der greb tilbage til oplysningsti­den, men sam­tidig indtænk­te nye tek­nol­o­giske per­spek­tiv­er og teo­retisk fore­greb Inter­net­tet og andre dig­i­tale og glob­ale kom­mu­nika­tion­s­mu­lighed­er.

Et andet eksper­i­menterende pro­jekt var Ivan Leonidovs mod­el fra 1927 til et Lenin Bib­liotek eller Lenin Insti­tut for Bib­lioteksv­i­den­skab i Mosk­va, som sam­men med Tatlins tårn og El Lis­sitzkys Proun-rum blev en af den rus­siske kon­struk­tivismes ikon­er. Insti­tut­tet var tænkt som Sov­je­tu­nio­nens kollek­tive viden­scen­ter med 15 mil­lion­er bøger, fem læs­esale med en kapacitet på 500‑1000 men­nesker og et insti­tut for bib­lioteksv­i­den­skab. Til pro­jek­tet hørte også et bal­lon­formet plan­e­tar­i­um og flek­si­ble audi­to­ri­er. Bib­lioteket var tænkt automa­tis­eret gen­nem horison­tale og ver­tikale trans­port­sys­te­mer. Som bygn­ingskom­pleks var det sam­men­sat af forskel­lige svævende geometriske volu­min­er med flek­si­ble udvidelses­mu­lighed­er. Mate­ri­alerne var glas, stål og beton. Bib­lioteket var tænkt for­bun­det med stor­byen gen­nem metro og aero­drom og med omver­de­nen gen­nem en kraftig radio­sta­tion. Leonidovs “infor­ma­tion­sarkitek­tur” for­bandt bib­lioteket med en ny dynamisk virke­lighed af medi­er og trafik.

Biblioteket uden vægge

Bib­liotek­sud­viklin­gen har været tæt for­bun­det med mediernes og sam­fun­dets udvikling. Bib­liotek­srum­met har his­torisk været opbe­var­ingsst­ed for skriftkul­turens og bogtrykkerkun­stens doku­menter i form af først ler­tavler og papyrus­ruller og senere bog­lige mate­ri­aler. Bib­liotek­erne har også indop­taget det tyvende århun­dredes elek­tro­n­iske medi­er og ved årtusind­skiftet blevet en del af store dig­i­tale netværk, hvor de udnyt­ter både dig­i­talis­erin­gens søgemu­lighed­er og lagrings­former. Med dig­i­talis­erin­gens mulighed­er for at tilgæn­gelig­gøre store mængder af tek­ster, billed­er og musik for en bruger, uanset hvor ved­k­om­mende end måtte befinde sig, med e‑bogens poten­tialer for decen­tral lagring og læs­ning af lit­ter­atur og med de sociale mediers nye debat­former kan væsentlige dele af de tra­di­tionelle fysiske bib­lioteks funk­tion­er synes over­flødig­gjort. Det klas­siske bib­liotek­srum med den oprindelige betyd­ning ”sted for opbe­var­ing af bøger” er udfor­dret af den infor­ma­tion­ste­k­nol­o­giske udvikling, hvor et sti­gende antal tek­ster er elek­tro­n­isk søg­bare og tilgæn­gelige og dermed ikke læn­gere steds­bundne. Ude­fra kan man søge i bib­liotekets baser og mate­ri­aler, og inde­fra kan man fra bib­liotekets baser søge uni­verselt i den store ver­den uden for bib­lioteket. Slagordet ”From col­lec­tion to con­nec­tion” karak­teris­er­er denne udvikling og denne nye sit­u­a­tion. Bib­lioteket er ikke læn­gere begrænset af rum­mets fire vægge.

Med et begreb som ”Library with­out walls” har bib­lioteket åbnet sig yderligere mod omver­de­nen, både i form af infor­ma­tion­ste­knolo­giens dig­i­tale viden­srum og i form af samar­be­jder med andre kul­turelle insti­tu­tion­er som kul­turhuse og andre lokale cen­tre. Udover bib­liotekets sam­linger vil dets mulighed­er som uafhængigt mødest­ed sandsyn­ligvis få sti­gende betyd­ning. Bib­lioteket kan i fremti­den fun­gere som et socialt frirum i for­læn­gelse af de tidlige offent­ligheds­form­ers åben­hed og kri­tiske debat. I en tid, hvor infor­ma­tion­er er til stede hele tiden og er utroligt lette at få adgang til, kan bib­lioteket også virke som et fordy­belses­rum, hvor der er tid og ro til at infor­ma­tion­erne kan blive under­søgt, kri­tis­eret og formi­dlet. Bib­liotek­srum­met kan give mulighed for nærvær.

Selvom basale oplysnings­be­hov med befolknin­gens sti­gende uddan­nelses­niveau ikke er de samme som tidligere, er der nye behov for infor­ma­tion og viden, og der er stadig infor­ma­tion­er, der ikke er tilgæn­gelige. Mange infor­ma­tion­er kan i sti­gende grad find­es og diskuteres dig­i­talt, men bib­lioteket kan stadig være et vigtigt punkt i forskel­lige netværk, og det kan være stedet for en fri og nærværende diskus­sion.  Bib­lioteket kan ikke selv som insti­tu­tion søge skjulte oplysninger, men det kan give mulighed for at brugerne kan gøre det, og det kan formi­dle resul­tater­ne, så de kan offentlig­gøres og diskuteres.

Nan Dahlk­ild. Lek­tor ved Det Infor­ma­tionsv­i­den­sk­a­belige Akade­mi, Køben­havns Uni­ver­sitet.

Artiklen udkom først i antolo­gien Et stykke Oplysning, udgivet af Bag­grund i jan­u­ar, 2014. Læs mere om Et stykke oplysning her.

Scroll til toppen