Gezi-protesterne: Sociale medier og kampen om det politiske rum
Tyrkiets nye revolutionære går på gaden med en smartphone i baglommen. De tweeter direkte fra Gezi-parken og udfordrer magthavernes førsteret til at definere, hvad offentligheden må høre. Men er de sociale medier alene om at skabe politiske forbedringer og er internettet kun på de svages side?
”Taking power implies taking it away from it’s holders, not by occupying their posts but by making it permanently impossible for them to keep their machinery of domination running. Revolution is first and foremost the irreversible destruction of this machinery. It implies a form of collective practice capable of bypassing and superseding it through development of an alternative network of relations” (André Gorz)
Da omfattende protester brød ud i store dele af Tyrkiet i slutningen af maj og langt ind i sommeren 2013 mod regeringspartiet AKP (Adalet ve Kalkinma Partisi, Retfærdighed og Udviklingspartiet), kom det ikke kun bag på både de fleste iagttagere af landet, men også befolkningen selv. AKP er et af de mest succesfulde partier i tyrkisk historie. Siden de vandt første valg i november 2002, er de blevet genvalgt tre gange – senest i 2011 hvor de vandt med næsten 50 procent af stemmerne. Der var derfor intet der tydede på, at AKP var på vej til at blive slået ud af kurs.
Det hele ændrede sig dog den 31. maj tidligt om morgenen, hvor en række fredelige demonstranter i Gezi-parken i centrum af Istanbul blev mødt af politiets tåregas, peberspray og vandkanoner. Politiet ville rydde Gezi-parken for demonstranter, så regeringen kunne sætte gang i fældning af træer til fordel for et indkøbscenter.
Selvom den tyrkiske befolkning skal langt tilbage i egen historie for at finde lignende protester, så deler Gezi-protesterne lighedstræk med andre bevægelser verden over. Fra protesterne i Iran i 2009 til Egypten, Spanien og Occupy Wall Street i 2011. Den slående fællesnævner mellem de folkelige protester er internettets evne til med raketfart at mobilisere magt og netværk uden for magthavernes rækkevidde:
”Vi har ladet os inspirere af og minder i nogen grad om de andre globale protestbevægelser, der er dukket frem de senere år. Vi bruger også de sociale medier samt vores ret til at demonstrere i det offentlige rum til at skabe politisk modstand. I den forstand er Gezi en typisk protestbevægelse med populære fællesbegreber som ‘resist’ – modstand – og ‘occupy’ – besæt. Men når det så er sagt, er Gezi-bevægelsen vores egen. Vi kæmper for én sag, afgrænset til vores eget land. Det er et opgør mod de stigende autoritære træk hos premierminister Recep Tayyip Erdoğan og hans regering, og ikke andet end det”.
Ordene kommer fra den 24-årige tyrkiske demonstrant Adnan, som jeg mødte et par måneder efter protesterne på en politisk café tæt på Taksim-pladsen i Istanbuls midte. Adnan er, ligesom mange af de andre fra Gezi-protesterne, ung, studerende og storbybo. Han har over de senere år været dybt frustreret over AKP-regeringens stigende indgreb i folks privatliv, men også over de omfattende offentlige byggerier, som efter Tyrkiets økonomiske boom i 00’erne har medført, at Istanbul er blevet forvandlet til en offentlig byggeplads. Derfor ser han Gezi-begivenheden som et nationalt anliggende. Men han erkender også, at lige præcis brugen af de sociale medier vækker minder om andre globale bevægelser. Han er på den måde eksempel på et nyt protestindivid, der de senere år har vundet frem i det globale landskab, og som BBC-journalisten Paul Mason kalder “the Jacobin with a laptop” – en revolutionær, som modsat under den franske revolution, nu også har en smartphone i baglommen.
En wired tyrkisk by-ungdom
Adnan, der selv benyttede sig af de sociale medier under protesterne, fremhæver, at tyrkiske unge allerede fra protesternes begyndelse vendte næsen mod de sociale medier frem for de etablerede, nationale TV-stationer. For mens det internationale CNN transmitterede direkte fra protesterne i bl.a. Istanbul og Ankaras gader, kunne den tyrkiske befolkning rundt omkring i stuerne i stedet hygge sig med en dokumentar om pingviner på tyrkisk CNN. Protesterne var nemlig mistænkeligt fraværende på den landsdækkende tv-kanal. På Facebook og YouTube gik der derimod kun få minutter, før de tyrkiske unge selv kunne offentliggøre de første videoer af politiets voldelige ryddelse af Gezi-parken i Istanbul. De sociale medier, der gav befolkningens protest en stemme, fik derfor hurtigt æren for den massive mobilisering af folk i de tyrkiske gader.
Hvert minut strømmede tusindvis af nye tweets direkte fra Gezi-parken til de sociale medier. Hashtags etablerede sig lynhurtigt som et mobiliseringselement, der hobede sig op og strukturerede debatten på de sociale medier. Jo flere af de samme hashtags – jo mere omtale og opmærksomhed. Bare indenfor de første 24 timer blev der tweetet op mod to millioner hashtags om urolighederne. Da weekenden var ovre, havde de mest populære hashtags #direngezipark og #occupygezi været postet ca. 1,9 millioner gange hver.
Særligt for den omfattende brug af Twitter under Gezi-protesterne var, at hele 90 procent af de afsendte tweets kom fra Tyrkiet, og altså ikke fra udenlandske kommentatorer og journalister. 50 procent kom fra hovedstaden Istanbul. Der var derfor en enorm informationsudveksling på de sociale medier direkte fra vidner på gaden. 88 procent af de registrerede tweets var endda på tyrkisk, modsat eksempelvis revolutionen i Egypten i 2011, hvor kun 30 procent af de tweetende opholdt sig i landet. Hvor det i Egypten særligt var vestlige kommentatorer og den udenlandske diaspora, der gik i selvsving over sociale mediers betydning, var det altså i Tyrkiet i langt højere grad de lokale, som stod for meningsudvekslingerne.
Twitter har generelt siden den grønne revolution i 2009 været et af de foretrukne værktøjer for sociale bevægelser og var det også for Gezi-bevægelsen. Det skyldes, at Twitter ikke har samme centralistiske struktur, som man kender fra de traditionelle medier. Twitters åbne standard gør det blandt andet muligt at dele tweets med hele den digitale omgangskreds via sms og computerapplikationer, som ikke er afhængige af adgangen til det centrale twitter.com-domæne. Det betyder, at der findes en lang række muligheder for at holde forbindelsen ved lige, hvis hovedåren blokeres.
Selvom det landsdækkende tyrkiske telefonnetværk Turkcell lukkede ned i Istanbul en halv dag under protesterne, medførte det ikke mindre aktivitet på de sociale medier. Som Adnan pointerer:
”Kombinationen af telefonnetværker og mobiltelefonens internetopkobling giver hele tiden simultane mobiliseringsmuligheder, som er svære at kontrollere. Derfor kunne jeg hele tiden facilitere min kommunikation og dermed sprede informationer ud til de miljøer, jeg ønskede at kommunikere med.”
Undersøger man de tyrkiske demonstranter demografisk er tendensen ikke overraskende. Langt de fleste var unge veluddannede under 30 år fra storbyerne, hvor brugen af mobiltelefoner og internet er en af de meste intensive i verden. I 2012 var næsten halvdelen af befolkningen online, og op mod 40 procent af befolkningen har mobiltelefon samt Facebook- og Twitter-profiler. Brugen af alternative medier er kun blevet forstærket de senere år, hvor tyrkerne i stigende grad er blevet utilfredse med det traditionelle mediebillede. Medierne er dybt polariserende i et land, hvor over 100 journalister på nuværende tidspunkt sidder fængslet på grund af deres arbejde. Store dele af medierne er blevet et familieforetagende for premierminister Erdogan og hans svigersøn, som ejer den næststørste medieinstitution i Tyrkiet, Sabah-ATV, hvortil en række TV-kanaler hører.
Mange unge anser de sociale medier som det eneste organ, der faktisk er demokratisk i landet. Den unge del af befolkningen er nemlig vokset op med den frie meningsudveksling på de sociale medier, modsat den ældre generation, som har været vant til et mediebillede styret af politiske institutioner. Et banner sagde det derfor slående i juni på Taksim-pladsen: Media biziz! Mediet er os!
Den fleksible struktur som de nye medier kan give de sociale bevægelser kalder netværks-sociologen Manuel Castells for ’selvreflekterende’. De sociale medier har givet protestanten en mulighed for konstant at reflektere over sin egen rolle og position i protestprocessen. Aktivisterne får mulighed for at skabe autonome rum, hvor samfundets institutioner kan konfronteres ud fra deres egne begreber og projekter. De nye aktivister er derfor kendetegnet ved hurtigt at analysere det politiske rum, skifte taktik, finde beviser og adaptere slogans. Den konstante positionsforhandling betyder, at de ofte er fleksible i deres ideologiske udgangspunkt, modsat den tidligere partisoldat som altid kun gik på gaden med ét sæt slogans og teknik.
Det virtuelle fællesskab
De nye sociale medier gjorde det muligt for Gezi-bevægelsen hurtigt at danne en kollektiv identitet. Ved at bruge de samme hashtags kunne man etablere fælles kanaler, hvor man kunne diskutere begivenhederne uden at skulle konfronteres med aviser eller TV-stationers censur. Etableringen af Facebook-støttegrupper var et andet vigtigt strategisk, politisk værktøj; fra støttegrupper til de seks dræbte under urolighederne til støttegrupper der ville boykotte de store TV-stationer og cafékæder. I grupper blev der eksempelvis postet billeder og videooptagelser af cafékæder, der havde nægtet demonstranterne adgang på trods af, at gaden udenfor var fuld af tåregas. Der dukkede også forskellige videoer op af den politimand, der skød en demonstrant direkte i hovedet i Ankara. De levende billeder taler for sig selv – i dette tilfælde et særligt brutalt sprog. Billederne kom til at stå for den vold og uretfærdighed, som Gezi-bevægelsen følte sig udsat for og mindede demonstranterne om, hvad de kæmpede for. Da jeg mødte Adnan, var han ihærdig til at tage mobilen frem og vise mig optagelser af politiets voldsomme magtanvendelse.
Grupperinger på de sociale medier forholdt sig dog ikke kun nøgternt til den politiske realitet, men indtog også mere satiriske tilgang. Da premierminister Erdogan under protesterne beskrev de sociale medier som et værktøj til ukvalificerede løgne – og i samme sætning kaldte demonstranterne for Capulcu (røvere) – dukkede hurtigt en række Facebook-grupper op, som kaldte sig for Gezi Capulcus eller Capulcular (røvere i flertal). Nevzat, en fremtrædende demonstrant som jeg mødte i Ankara, viste mig stolt, hvordan han havde omdøbt sin Facebook-profil til Capulcu Nevzat. På sin Twitter-profil havde han skrevet: ”We are chapulling everyday”.
’Capulcu’ blev et gennemgående motto på de sociale medier, og begrebet forvandlede sig fra nedladende ord om demonstranterne til et ord, der symboliserede mobilisering og modstand. Det er et eksempel på, hvordan sociale medier udfordrer massekommunikationen, og til dels frarøver medier, politikere og bureaukratiske stemmer muligheden for at diktere debatter og narrativer. De etablerede stemmer har ikke længere patent på at fortælle historier til offentligheden.
De sociale medier – et tveægget sværd
Modsat andre steder i verden, hvor internettet lukkes ned under voldsomme protester, tyder meget på, at premierminister Erdogan aldrig beordrede noget lignende i Tyrkiet. Det skyldes muligvis, at regeringen var bevidst om den dominoeffekt, det kunne skabe i befolkningen og risikoen for ophobningen af endnu stærkere modstand. Samtidig ville nedlukningen af internettet have medført negative reaktioner fra den globale verden, hvor Tyrkiet ofte indtager en position som demokratisk rollemodel i Mellemøsten. Et renommé man ikke er interesseret i at kaste over bord. Så sent som i 2011 besluttede regeringen efter hjemligt og internationalt pres at afblæse etableringen af et planlagt og omfattende obligatorisk internetfiltersystem, som de ellers havde varslet. Systemet ville have medført en blokering af flere tusinde internetsider.
Men denne internet-venlighed fra regeringen er ikke kun godt nyt for demonstranterne. De sociale mediers omfattende potentiale har sine slagsider. Adgang for alle indebærer nemlig også adgang for regeringen. Vi glemmer ofte, at regeringen holder øje med dissidentdebatten, og at sociale medier også giver dem et nyt magtfuldt efterretningsværktøj i hænderne. Informationer om aktivisters gøren og laden, der tidligere krævede afhøringer og længere politisk efterretningsarbejde at få indblik i, er væsentligt nemmere at få del i, hvis den subversive debat føres offentligt. For folk på gaderne kan det udgøre en væsentlig fare, når billed- og videomateriale fra demonstrationerne gøres frit tilgængelige på internettet. Flere internationale medier, heriblandt CNN og Huffington Post, har efterfølgende kunnet rapportere om adskillige tyrkiske aktivister, som er blevet arresteret for regeringskritiske tweets og opdateringer. Adnan og Nevzat tog også ofte deres telefoner frem for at vise billeder af venner, som nu sidder fængslet af samme grund.
De sociale mediers potentiale er derfor et tveægget sværd. Aktivisterne kan bruge det i deres kamp for politiske forandringer, men kun i det omfang et repressivt styre tillader det. I Iran har både Facebook og Twitter været lukket ned siden de omfattende protester i landet i juni 2009, og det er lykkedes regeringen at forhindre krypterede forbindelser og bygge et nationalt netværk op, hvor man skal identificere sig, når man går online. Det er derfor også for ensidigt kun at se internettet som på de svages side.
Civil-samfundets spontane opståen
Både Adnan og Nevzat kalder de sociale medier for vigtige for protesterne. Men de er også enige i, at det især var på gaden, at fællesskabet og protestkulturen voksede sig stærk. Man skal være varsom med at kalde sociale medier entydigt demokratiskabende og give dem al ære for produktionen af regeringsopposition. Uden aktivister i gaderne er der ikke noget at tage billeder til Twitter af. På videoplatformen Videoccupy og radiostationen Gezi Radyo blev der konstant udviklet billeder, musik og diskussioner direkte fra protesterne. Indholdet på medierne var det direkte produkt af menneskelig interaktion og politiske samtaler i parkerne og gaderne.
Der hersker en tendens til at glemme den euforiske følelse, som kan opstå mellem mennesker i parken, på gaden og på pladsen. Det er en af grundene til, at vestlige medier har travlt med at give sociale medier æren for protestbevægelsernes styrke. Adnan pointerede igen og igen for mig, at han på gaden konstant oplevede nye grunde til at tage del i fællesskabet – både gennem den brutalitet, han blev konfronteret med fra politiets side og gennem den politiske bevidsthed, som han kunne mærke opstå i og omkring sig.
For mange af demonstranterne var det første gang, de overhovedet deltog i en offentlig protest. En stor del af den tyrkiske ungdom er blevet opdraget til at holde sig væk fra politisk aktivitet. Blandt andet har 1970’ernes voldelige sammenstød mellem venstre- og højrefløjen og de massive politiske forfølgelser og fængslinger i kølvandet på militærkuppet medført en rædsel for politisk deltagelse. Hvor der før Gezi-protesterne ikke var etableret nogen grobund for politisk engagement, så ændrede det sig markant under demonstrationerne. En tidligere parlamentariker og Taksim solidarity platform-medlem sagde det tydeligt:
”Jeg stødte i hvert fald på 40-50 forskellige fora, der opstod i parker og på gaden under protesterne i Istanbul. Jeg ser disse som nøglen til monitoreringen af Gezi-bevægelsens politiske diversitet”.
Gezi-bevægelsens diversitet var også noget helt nyt. Kurdere, højrenationalister, kemalister, anarkister, feminister, muslimske marxister, socialister og liberalister, der hidtil havde kæmpet mod hinanden, samledes i gaderne. En del af diversitetens årsag ligger i de sociale mediers principielle åbenhed. Alle kan komme til orde – diversiteten er et symptom på demokratisk deltagelse. Men diversiteten skaber også en ny strategisk problemstilling for demonstranterne – for hvordan samler man mangfoldigheden til et fælles politisk projekt mod regeringen?
Efter oprøret
De internationale medier har næsten uden undtagelse beskrevet de sociale mediers rolle i Gezi-protesterne som et åndehul fra AKP-regeringens forsøg på at monopolisere sproget og det politiske rum. Yochai Benkler – forsker i sociale netværk – har påpeget, at kommunikationen i det virtuelle rum fremover må anses som en helt afgørende forudsætning for politiske forandringer. Det gælder særligt i samfund, hvor de traditionelle kommunikationskanaler begrænses af regeringscensur og internettet kan give en stemme til den undertrykte oppositionsdebat.
Men der er gode grunde til at spørge, om kærlighedsaffæren mellem sociale medier og de unge på gaden ikke havde en noget større betydning for de klassiske medier end for demonstranterne selv. Ikke nok med at internettet i Tyrkiet langt hen ad vejen er et urbant fænomen, så hersker der også en tendens til at overvurdere de sociale mediers rolle til at revolutionere det politiske. Det er en kompliceret problematik, for hvornår og hvordan kan vi identificere en lige linje mellem sociale medier og politisk forandring? 90 procent af de tweetede hashtags kom direkte fra demonstranterne i gaderne – den tilstedeværelse i det politiske rum kunne muligvis have skabt politiske forandringer, men den formåede det ikke. AKP-regeringen sidder stadig ved magten, og ifølge de fleste eksperter vil der gå flere år, før en holdbar opposition er stærk nok til at give dem reel politisk modstand.
Den store udfordring for demonstranterne ligger netop også i fasen efter oprøret. Det er her, der skal skabes enighed og samling om en ny samfundsretning. Her kan det optimistiske syn på sociale medier ifølge internetpessimisterne være problematisk, fordi de reducerer protesten til en endeløs række af ytringer. Det kan splintre oppositionen i massevis af individuelle vredesudbrud. Det problem udspiller sig også i Tyrkiet, hvor man ikke har kunnet vedligeholde det momentum, som de sociale medier var med til at oppiske under selve protesterne. Både Adnan og Nevzat nævner, at man gennem de sociale medier fik den forestilling, at Gezi-bevægelsen var i stand til at skabe et hurtigt politisk alternativ til regeringen. Det er indtil videre ikke sket. Den manglende forløsning skyldes ifølge dem begge, at der var så mange forskellige grupper repræsenteret i Gezi-opstanden, som har haft svært ved at skabe en politisk koalition sammen. Men det skyldes også, at det er umuligt at forvandle meninger, ytringer og opråb på sociale medier til et samlet politisk projekt, der kan konkurrere med de etablerede partier, som har brugt årevis på at opbygge en stærk og holdbar institutionel struktur. Den fleksibilitet som Manuel Castells nævner, og som de sociale medier er med til at skabe, medfører i denne sammenhæng et kæmpe problem.
Uden at opstille et strengt skel må man anerkende en forskel mellem fysisk deltagelse i gadeaktivisme og så den virtuelle deltagelse, der lige så godt kan bestå af at melde sig til en gruppe på Facebook som af såkaldt hacktivism, hvor aktivister konkret forsøger at sabotere den digitale infrastruktur. Cyberaktivismen har netop mødt kritik for at flytte borgernes opmærksomhed fra de traditionelle fysiske aktivismeformer til et isoleret virtuelt rum, som kun omfatter aktivisterne selv. Internetkommentatoren Evgeny Morozov kalder dette fænomen for slacktivism. Han siger, at det bliver for nemt – og for billigt – at blive aktivist, hvis det kun drejer sig om at tilkendegive sin støtte i det virtuelle rum. Det store fokus på de sociale mediers politiske potentiale kan medføre, at mange cyberaktivister mister interessen så snart nyhedsværdien forsvinder og deres opbakning begynder at kræve en ægte og mærkbar indsats.
I den tyrkiske sammenhæng er denne kritik dog for grov. Et godt modsvar er, at en række mindre politiske bevægelser – især på venstrefløjen – i kølvandet på Gezi-protesterne og det virtuelle oprør oplever markant medlemstilvækst, samt at flere foreninger i civilsamfundet med en stærkere og mindre polemisk profil vinder frem. Fælles for et flertal af disse er ikke én bestemt ideologi, men præmissen om ikke at personificere protestbevægelsen i en ny totalitær leder. De vil skabe plads til en ny horisontal bottom-up protest mod overmagten.
Vi skal derfor skelne mellem det at lave politiske forandringer, og det at skabe nye politiske muligheder. De sociale medier har endnu ikke skabt politiske forandringer i Tyrkiet. De har sågar i nogle sammenhænge været med til at modarbejde det, da meningsudvekslingen i virtuelle rum giver et indtryk af, at forandringer faktisk er undervejs, hvilket kan fjerne trangen til at handle. Til gengæld kan vi ikke komme udenom, at de sociale medier spillede en stærk rolle som alternativ til de traditionelle medier under protesterne, og gør det stadig i dag. De skabte et frirum for mobilisering, samtale og meningsudveksling, og de var med til at åbne sluserne for en ny politisk debatkultur i Tyrkiet, som flere har savnet. Både Adnan, Nevzat og store dele af den tyrkiske ungdom har indset, hvor politiske sociale medier faktisk er i stand til at være, og det er blevet bevist, at politisk engagement faktisk kan gøre en forskel – bedst symboliseret ved at træerne i Gezi-parken stadig står.
Gezi-protesterne i juni 2013 kan minde os om, at sociale medier har potentialet til at skabe nye politiske muligheder og netværk – både lokalt og globalt, men de må aldrig stå alene som politisk redskab. De kan sætte forhindringer op for magtens maskineri, men de kan ikke sætte en stopper for maskineriet alene.
Mathias Findalen Bickersteth er ved at færdiggøre sit speciale om ideologiproduktion i Tyrkiet. Han er desuden freelanceskribent, og tidligere bosat i Tyrkiet. Han er skribent for bl.a. Ræson, Atlas og Modkraft og har desuden været en del af Politikens Debattør- og Kritikerskole.
Artiklen er skrevet i november 2013 og udkom i Baggrunds antologi Et stykke Oplysning i januar 2014. Læs mere om Et stykke oplysning her.