Tilbage til krisen

Kriserne er overalt: økonomiske, politiske, økologiske kriser og boligkriser. Kriser, som efter sigende kan ramme os alle. Tilsvarende er forsøgene på at undslippe kriserne; bankpakker, CO2-kvoter og lån. Men ifølge Andreas Vinther Jensen findes der en krise, ingen kan undslippe: den eksistentielle krise. Krisen at være et menneske.

Når verden skælver

I 1755 skælvede verden. En seismisk forstyrrelse omkring 200 kilometer sydvest for Kap Sankt Vincent ved Algarve forårsagede det store jordskælv i Lissabon, der angiveligt dræbte op mod 100.000 mennesker. Katastrofen var indtruffet. Verden var i krise. Men det skulle ikke blive sidste gang eller fra den eneste front, krisen lurede. I 1929 krakkede Børsen på Wall Street, og op mod en fjerdedel af USA’s indbyggere stod uden arbejde. Depressionen hærgede og situationen blev ikke bedre de næste fire år. Anden juledag 2004 væltede en tsunami ind over landene ved det Indiske Ocean og dræbte over 230.000 mennesker i 14 lande. Hele klodens opmærksomhed blev rettet imod naturens uendelige ødelæggelseskraft og menneskets magtesløshed i kampen mod katastroferne. Senest har vi siden 2008 oplevet verdensomspændende pengeproblemer og ballade med boligsituationen. Mennesker i u-landene dør af sult på daglig basis og mistroen til den kapitalistiske markedsøkonomi er stadigt voksende. Verden er i krise.

Krisen er altså ganske reel, nærværende og faretruende. Der er ingen grund til ikke at tage den seriøst og sætte alle midler ind på at forstå og overvinde den. Men i en verden med økonomiske kriser og naturkatastrofer kan det synes trivielt, vel nærmest småborgerligt at tale om den eksistentielle krise – denne er trods alt forbeholdt rige mænds kedsomhedsplagede trofækoner eller teenagere efter det ugentlige brud med kæresten. Derfor vil man muligvis, allerede før man begynder at læse dette essay, finde det tåbeligt, ligegyldigt eller i værste fald unyttigt at beskæftige sig med de fænomener, jeg skriver om her. Men krisen er reel og den er faretruende, og det er ikke nødvendigvis de økologiske og økonomiske, naturelle og finansielle katastrofer, der er de unægtelige farer i vores samfundsmæssige liv. Krisen er ikke nødvendigvis en udefrakommende trussel, men kan også ulme i de dybeste, mest skjulte steder i et menneskes væsen.

Og netop dette, at den eksistentielle krise har sit hus i menneskets væsen (hvad det så end er), gør den interessant at undersøge nærmere. At krisen hører mennesket væsentligt til vil sige: vi er alle i krise, det er vores natur, en grundstemning. Men alt dette virker komplet kontraintuitivt: krisen er jo en undtagelsestilstand, en periode, der kendetegnes ved at være anderledes end det normale; vi gør, hvad vi kan for at genoprette det normale, når vi er i en kritisk tilstand. Men måske er krisens natur mere kompliceret end som så: hvis vi kigger nærmere – med eksistentielle briller – kan en ny måde at forstå eksistensens jordskælv måske vise sig.

Under evighedens synsvinkel

Vi kender nemlig krisen: alle og enhver af os, har stået over for sig selv, konfronteret med en pludselig, ubærlig følelse af meningsløshed. Hvilket formål tjener det at leve livet, når livet i det store og hele sandsynligvis blot glemmer os? Vi ender ikke som historiske personligheder: ingen af os er en Ramses II, en Alexander den Store eller en Julius Cæsar. Forholdet mellem alle mennesker, der nogensinde har levet og de mennesker, vi husker i dag, er knusende for enhver, der gør sig håb om at udrette noget stort under evighedens synsvinkel. Vi kan spille vores sange, gifte os og få vores børn, tjene penge i hobe og tænke dybe tanker; men det er alt sammen tomhed, endeløs tomhed.

Pludselig giver livet ikke længere giver samme mening som det gjorde før. Eller rettere: at det pludselig slet ingen mening giver overhovedet. Din datter dør, din kone går fra dig. Hvordan kan resten af verden fortsætte som den gjorde før? Efter sådan en opdagelse, hvordan kan de andre så ikke indse, at alt de gør, er uden nogen værdi? Lars von Triers film Antichrist (2009) viser på fortrinligt de følelser, der er en del af den eksistentielle krise – sorg, fortvivlelse, smerte – og som begge karakterer gennemlever som følge af deres barns død. Her skildres en tilværelse i forfald for begge forældre, der end ikke kan finde en fælles grund i deres sorg, men blot glider længere og længere væk fra hinanden. Charlotte Gainsbourgs karakter (den navnløse Hun) trækker sig ind i sig selv i en satanisk blanding af sorg og selvhad, mens Willem Dafoes karakter (Han) gør det til sit terapeutiske projekt (sandsynligvis lige så meget for ham selv som for hende) at hjælpe sin dysfunktionelle kone igennem krisen via eksposeringsterapi i deres hytte, Eden.

Men fortællingen ender som bekendt ikke videre lykkeligt. Da parret ankommer til hytten Eden, sker det uundgåelige, at et drama udspiller sig mellem den oprindelige enhed og syndefaldets splittelse af mennesket, mellem tiden før og efter sønnens død. Den eneste måde at undgå fortvivlelsen på er ved at frasige sig at være et menneske, der er i stand til at reflektere og dømme – om godt og ondt. Men syndefaldets uigenkaldelige faktum er, at vi ikke kan vende tilbage til Eden som Eden, for den er forvandlet for os, som vi er forandret for den. På et tidspunkt bekender Hun, at alt, der engang var smukt ved Eden, nu er blevet grufuldt, hvortil Han forklarer, at dette er frygtens natur: at tankerne forvrider virkeligheden. Her kommer Freuds begreb om das Unheimliche for alvor til sin ret, for dét, der før var det oprindelige hjemlige, Edens Have, er blevet uhyggeligt i sin fremmedhed i forhold til den tabte hjemlighed. Den fredfyldte natur er nu fjendtlig, den er blevet til Satans kirke og vrimler med dæmoniske dyr. Forsøget på at genforene det opdelte fungerer som katalysator for Hendes fatale forvandling, for på en perverteret måde virker terapien: efterhånden som handlingen skrider frem mister hun det, der gjorde hende i stand til at fortvivle, nemlig sin reflekterede bevidsthed. Fortællingen ender i kastration og død, der ikke er et tilfældigt billede på, hvad jagten på en vej ud af krisen fører til. Utåleligheden af barnets død i prologen fører til den eneste logiske konsekvens, nemlig den anden død: refleksionens ophævelse i ingenting.

Den eksistentielle krise behøver dog ikke at ramme os i en katastrofal begivenhed – lige så ofte, hvis ikke oftere, rammer den os i den evige kedsomhed, vi kender til ugidelighed. Den anden film i von Triers depressionstrilogi, Melancholia (2011), kan belyse dette. Selv om der findes en umiddelbar anledning til den generelle kritiske stemning i filmens univers (planeten Melancholias forestående ødelæggelse af jorden), så viser hovedpersonen i første del, Justine, særlig godt, hvordan en katastrofeløs krise ser ud, da hun allerede før himmellegemets komme er indhyllet i en særlig melankoli. Hendes forhold til verden er ligegyldigt – hun magter ikke at stå ud af sengen, at bade eller klæde sig på. Nyheden om planeten Melancholia er hende et glædeligt budskab: verden går under uden at fordre hendes aktivitet.

Ganske vist eskalerer Justines krise efter hendes bryllup, der må siges at være præget af en række uheldige episoder, men hendes grundstemning er allerede kendetegnet ved en vis melankoli, en apatisk tilgang til alt, der kommer imod hende. Hun gider ikke brylluppet, sin søsters planlægningsmæssige anstrengelser, sin mors bitre og indebrændte tale eller sin mand, for den sags skyld. Det eskalerer til en affære med en kollega og en af verdens hurtigste skilsmisser, men når alt kommer til alt, betød intet af det rigtig noget for hende. Før alting sker, sker der ingenting, og det er dén erfaring, der driver Justine ud i kedsomheden.

Hvis vi bevæger os væk fra denne filmfortolkende ekskurs til en mere abstrakt idé om den eksistentielle krise, bliver det klart, at krisen antager forskellige former. Den kan komme som følge af en traumatisk begivenhed, som var tilfældet med Antichrist, og den kan komme simpelthen fordi der ingen begivenhed er. Med Melancholia som eksempel bliver det nemlig klart, hvad vi allerede ved: at kedsomhed også er en fremtrædelsesform for krisen i et menneskes liv. Ikke den kedsomhed, der plager os, når vi venter på en bus eller sidder til en kedelig forelæsning eller spiser nogle kedelige havregryn; men den omsiggribende kedsomhed, vi oplever når vi venter på en bus, der kører os hen til en forelæsning, vi alligevel ikke gider at høre, blot for at vi bagefter kan tage hjem og lave mad, vi ikke rigtig gider at spise (for noget skal jo ned).

Men hvor meget vi end forsøger at udtale os strengt teoretisk, måske endda filosofisk, om disse kritiske tilstande, så kan den gennemgående rastløse, kedsommelige omgang med livet, vi kender som moderne, vestlige mennesker bedst udtrykkes poetisk, fordi den er så undslippende i sin natur.

Temaet findes overalt i litteraturen: i Kierkegaards essay om Vexeldriften i Enten–Eller, i Fernando Pessoas Livro do Desassossego, selv i moderne rockmusik bliver den udtalt således, at dens sandhed langt overgår den, der kommer for dagen i prosaiske tekststykker. En 1000-siders afhandling om de skønneste og mest interessante emner kan, paradoksalt nok, sætte læseren i en kedsommelig grundstemning, men ikke forklare den. Derfor vil jeg slutte dette afsnit med et vers fra CV Jørgensens sang Ingenting og festfyld:

De er første par på pletten
til hver eneste reception
hvor mennesker mest af alt ligner
forsteninger i stand-by position
og den eneste form for turn-on
de i virkeligheden har
er kedsomheden selv
og den er fandens svær at eskapere fra

Krisens oprindelse?

Indtil videre er beskrivelsen gået på den eksistentielle krises former, der er skitseret en slags krisens fænomen: Under hvilke kategorier kan man inddele den generelle oplevelse mennesket har af, at der er noget galt med tilværelsen? Intet er udtømt, men oplevelsen er så generel og almenmenneskelig, at det gerne skulle være klart, hvilken slags kvalmende fornemmelse, der tales om.

Hvad der imidlertid endnu ikke er klart, er krisens oprindelse. Hvorfra kommer denne følelse af uhjemlighed i verden? Den franske forfatter og filosof Albert Camus skriver på et tidspunkt i sit essay om den absurde følelse, Sisyfos-Myten, at det kritiske øjeblik fremkommer, når vi henvender os til verden, men verden svarer med tavshed. Der er altså sket en splittelse, som vi allerede har været inde på. Mellem subjekt og objekt, bevidstheden og verden. Den tyske filosof G. W. F. Hegel har udtrykt bevægelsen fra det før-opdelte til det opdelte. I sin Åndens Fænomenologi (1807) beskrives åndens udvikling fra den sanselige vished til selvbevidsthed (og videre), hvor bevidstheden begynder som ren umiddelbarhed, der dog hurtigt viser sig at blive til refleksion: vores sanselige vished, dvs. erfaring som den rene reception, er et virvar af sanseindtryk, der ikke stemmer over ens med, hvordan vi oplever verden: vi differentierer og reflekterer over, hvad der kommer til os, og således bryder vi med den oprindelige umiddelbarhed. Så snart jeg ser en kop foran mig, dømmer jeg, at dette er en kop, og ikke alt muligt andet, og at alt muligt andet ikke er koppen. Det er dette jeg, der dømmer om koppen, der er så besværligt: ikke blot i filosofihistorien, men også i vores hverdag. Hver gang vi siger jeg, siger vi det i modsætning til verden. Jeg er den, der dømmer om verden.

Og hvad så? Hvad er problemet i, at jeg dømmer om verden? Det kan jo ikke være anderledes! Dette er i sig selv et klassisk filosofisk problem, men lad os sætte det i parentes som tankespind – lad os tage det alvorligt, at der er en uigenkaldelig splittelse mellem subjekt og objekt, og at det ikke kan afhjælpes, uanset hvilke (dialektiske) manøvrer man benytter sig af. Problemet er fremmedgørelsen. Mennesket bliver fremmed for verden i vores adskillelse fra den. Det er ikke uproblematisk at stå som den dømmende instans, for pludselig giver verden ikke mening, vi råber til den, og den svarer ikke. Verden går fra ikke at give mening til at blive meningsløs.

Krisens oprindelse rummer mange dybe problemer for tænkningen. Splittelsen er blevet tænkt som en historiefilosofisk begivenhed, der er indtrådt på et tidspunkt i mytologisk tid, den er tænkt dannelsesfilosofisk som indtrædende i overgangen mellem barn og voksen, og den er blevet tænkt teologisk-filosofisk som en beskrivelse af syndefaldet. Hvad vi her finder interessant, er ikke tænkningens problemer; det er den kritiske oplevelse, der er blevet beskrevet her. Den eksistentielle krise, hvis den overhovedet skal forstås, skal forstås som en oplevelse, ikke som en filosofi om bevidsthedens forhold til verden.

Hinsides krisen og tilbage igen

Der lurer endnu et paradoks. Vores essentielle krise virker som en undtagelsestilstand, og vi behandler den som sådan. Flere fænomener (depression, angst) opfattes i folkelig bevidsthed som allemandssygdomme, der heldigvis kan behandles med piller og helbredes med snak. Men hvordan det, hvis krisen er en del af vores væsen? Hvordan vil vi behandle krisen?

Eksistensfilosofien fastholder, at der findes en krise, en sygdom. Men den fastholder den på en sådan måde, at sygdommen ikke kan lindres. Hvis kuren er lykkepiller eller kognitiv terapi eller hvad end, der skulle hjælpe til at kurere sygdommen, så er denne lige så meget en del af sygdommens væsen som symptomerne. Mennesket er fortvivlet, angst og keder sig i verden, og ethvert forsøg på at ændre det er en forandring af menneskets væsen – en forandring, der uundgåeligt fører til mere fortvivlelse. Ved at insistere på det harmoniske i det disharmoniske, ved at kræve helhed i det splittede menneske, fordrer man det umulige: det er ikke i mennesket selv, problemet ligger, det er ikke i hjernens kemiske ubalance. Ubalancen er i forholdet til verden, og den er, hvad der muliggør vores menneskelige selvforståelse – selve det, at vi kan dømme om os selv, at vi er mennesker, kræver en splittelse mellem subjekt og objekt, jeg er mig. Kan det undre, at denne fordring blot fører til øget fortvivlelse? Hvis vi udtaler det, lyder det harmoniske imperativ: hvis du ønsker et godt liv, skal du stoppe med at være menneske. Det logiske skridt efter lykkepiller bliver selvmordet.

Men før det kommer så vidt, er det måske værd at overveje, om vi har trådt forkert et sted på vejen? Måske gik vi fejl, da vi troede, at harmonien var værd at stræbe efter? Vi er kommet til et tidspunkt, hvor det er særligt vigtigt at holde fast på den disharmoniske natur, at insistere på, at vi er splittede væsner. Vi skal tilbage til krisen og fastholde den, ikke søge dens opløsning.

Andreas Vinther Jensen er kandidatstuderende i filosofi ved Aarhus Universitet.