Blod og ærlighed. En meget kort introduktion til Zakhar Prilepin

Den russiske forfatter Zakhar Prilepin er en af den russiske litteraturs kontroversielle figurer. Hans litteratur er blevet kaldt både vulgær og vidunderlig, ægte russiske prosa. Vi har bedt den danske Prilepin-oversætter Helle Dalgaard om at beskrive Prilepins litterære univers, som hun beskriver som både kvalmende og kærligt.

Dmitrij Bykov, en af de skarpe og forskelsgørende russiske litteraturkritikere, som for øvrigt også selv er skønlitterær forfatter, udtalte sidst i nullerne: ”Rusland har i det sidste tiår manglet forfattere, som var engagerede i den sociale forandring. – Men så kom Prilepins bøger”.

Zakhar Prilepin (f. 1975) er en kontroversiel figur i den russiske litterære verden – og i det hele taget.  Det er blevet sagt, at Prilepin har sprængt det litterære rum, at han skriver bemærkelsesværdig prosa, at han ved, hvordan han skal få de intellektuelle litteraters bløde hjerter til at smelte, at han er en ung klassiker, at han skriver stor prosa, sine steder med publicistiske træk, men: ægte russisk prosa i et vidunderligt sprog. Han har bragt frisk luft ind i den nyere russiske litteratur, og han provokerer og afprøver mulighederne i tematik og udtryk, hvilket har skabt en meget skarp opdeling i for og imod! Og denne opdeling kan ikke relateres til kritikernes politiske orientering, om den så er af liberal, konservativ eller nationalistisk observans. Holdningerne går på tværs af politiske holdepladser. Prilepins kritikere anser hans prosa for at være grov, manipulerende, vulgær, plagierende, mens hans forsvarere fremhæver den tætte og malende prosas person- og situationsskildringer og den stilistiske mangfoldighed.

Parnasset forvirres ved Prilepins tilsyneladende modsigende synspunkter i forhold til den russiske virkelighed, som går fra kravet om fri presse og til en tilbagevenden til sovjetiske tilstande. Men når det gælder fiktionen, så er langt de fleste begejstrede for hans intenst hudløse og medrivende prosa, som går tæt på tiden og med sine levende dialoger giver læserne en meget håndgribelig oplevelse af begivenhederne. Han er blevet kaldt en moderne Lev Tolstoj eller moderne Maksim Gorkij. Selv foretrækker han sammenligningen med Tolsoj! “Tolstoj er gud,” har han skrevet til mig.

“Fremad mod SSSR”

Prilepin gjorde i sin studietid (uddannet ved Det Filologiske fakultet i hjembyen Nizjnij Novgorod) tjeneste ved OMON, en paramilitær indsatsstyrke, og han blev som tjenestegørende ved OMON sendt til Tjetjenien i 1996 og i 1999. Oplevelserne fra den periode har han brugt i sin første roman, den barske Patalogier fra 2004, som bragte ham på den russiske Bookerpris-shortliste i 2005. Da han var blev hjemsendt fra Tjetjenien, meldte han sig ind i det siden 2007 forbudte Nationalbolsjevikiske parti, NBP, som var ledet af forfatteren Eduard Limonov. Et parti som ønskede en renationalisering af produktionsmidlerne og en omfordeling af det russiske samfunds værdier. ”Fremad mod SSSR” – skal Prilepin skal have udtalt på et tidspunkt. I et interview til avisen Novye Izvestia i 2012 erklærede han, at han da gerne ville gøre tjeneste ved OMON igen, ”men de vil ikke have mig!” tilføjede han.

Selv hævder han, at han ikke er traumatiseret af oplevelserne i Tjetjenien og at hans politiske standpunkt skyldes et ønske om at ændre tingenes tilstand i Rusland, hvor urkapitalisme, magtmisbrug, korruption og kynisme dominerer i hverdagen. Han tror på nødvendigheden af oprør, nationalistiske utopiske idealer, han tror på den russiske mission, det russiske folks urkraft, han er i mod militarisme og fremmedhad. Men han ønsker først og fremmest Putinstyrets afskaffelse.

Han har et tæt forhold til den for øjeblikket nok mest fremtrædende russiske oppositionspolitiker og antikorruptions-forkæmper i dagens Rusland: Aleksej Naval’nyj (som i skrivende stund er i husarrest og har fået to domme for bagvaskelse). Sammen med Navalnyj grundlagde han i 2007 bevægelsen N.A.R.O.D (Den Nationale Russiske Befrielsesbevægelse), som de karakteriserer som en national-demokratisk organisation. Prilepin er mange gange blevet arresteret for deltagelse i protestaktioner mod Putin og hans totalitære magtstruktur, som bliver stadig mere udtalt. Her og nu – i forhold til Ukraine – så har Prilepin agiteret for dialog på sin blog, men hans holdning er, at den midlertidige ukrainske regering er ulovlig. Han har udtalt, at han ønsker Ukraine held og lykke i EU, og EU held og lykke med, at få Ukraine inden for dørene! Der er en vis attituderelativisme i hans standpunkter.

Prilepin begyndte at skrive målrettet i begyndelsen af nullerne, både journalistik og fiktion. Han har i mange år været tilknyttet lokalredaktionen på den systemkritiske avis Novaja Gazeta i sin hjemby Nizjnij Novgorod. Det var den avis, den myrdede journalist og menneskerettighedsforkæmper, Anna Politkovskaja, arbejdede for. Og Prilepin sætter Politkovskaja meget højt, til trods hans nationalistiske indfaldsvinkel og hendes internationale orientering. Han arbejder for mange forskellige medier og startede i 2012 internetavisen Svobodnaja Pressa (Den Fri Presse). Han er aktiv blogger, han kommenterer politiske begivenheder, deltager i hyppige møder med sine læsere og kritikere, han er ikke bange for konfrontationer.

Han har udgivet et dusin titler, heriblandt også en enkelt litterær monografi og nogle mere publicistiske værker. Det seneste værk er udkommet i april 2014, en kæmperoman på godt 700 sider, der får begejstret omtale. Klosteret, en historisk roman, som udspiller sig i den rædselsfulde fangelejr Solovki i 1920’erne. Men indtil april 2014 var romanen Sankja fra 2006 Prilepins hovedværk.

Den vakte straks stor opmærksomhed på grund af sin medlevende og dramatiske beskrivelse af en anti-putin bevægelses tilværelse og tanker, af den næsten berusende fryd nogle unge russere oplever ved deres hærgen og af magtens repressalier, som udstilles. For eksempel ved forhør og i form af snigmord. Som alle Prilepins fiktionsværker tager den afsæt i den omgivende virkelighed. Den er politisk i sit indhold, i skildringen af militante unge russiske patrioter med fascistiske tilbøjeligheder, unge, som konstant er på flugt fra politiet. De unge mennesker føler sig overflødige og fremtidsløse. Nogle er med i fællesskabet på grund af velovervejet forbitrelse over samfundets uligheder, andre er med for fællesskabets skyld. Romanens rækker med sit budskab ud over Ruslands grænser. Den er et billede på en fortvivlet og derfor aggressiv ungdom, som vi ser det over hele Europa. Og den viser hvilke fatale konsekvenser, den aggressivitet kan få.

Mere end ti genudgivelser er det blevet til i Rusland af romanen, som er udkommet i oversættelse i det meste af Europa. Godt nok med stor forsinkelse. Et fransk forlag var i 2009 det første vestlige forlag, som tog hul på hans forfatterskab, og man udgav straks de tre eksisterende titler  – Synd (som i 2011 fik Den Nationale Bestsellerpris ”Superbest” som det 21. århundredes første tiårs hovedværk, som et værk, der giver den russiske virkelighed konkret udtryk), Patologier og Sankja – på en gang. I 2012 udkom romanen i tysk oversættelse, så kom den danske og derefter den engelske. Prilepins militante holdninger har utvivlsomt spillet en rolle i den forsinkede vestlige reaktion. Og som det også vil fremgå, havde jeg selv haft den samme reservation.

Romanen har for øvrigt to gange været på den Russiske Bookerpris’ shortlist. Den nåede dog ’kun’ til andenpladsen. Den russiske Bookerkomite har naturligvis også en politisk agenda

Prilepins kvalmende, kærlige, Hieronymus Boschske univers

Da jeg i januar 2012 blev kontaktet af forlaget C&K angående oversættelse af romanen Sankja måtte jeg beskæmmet svare, at jeg ikke havde læst romanen og i det hele taget ikke havde noget forhold til Prilepins forfatterskab. Han var faktisk en af de moderne russiske forfattere jeg havde fravalgt (jeg prøver at følge med), så jeg havde kun læst lidt rundt i Tjetjenienromanen Patologier. Årsagen til min afvisning af hans forfatterskab var hans politiske standpunkt, altså medlemsskabet af Det Nationalbolsjevikiske Parti.

Men nu skulle romanen læses, for at jeg kunne afgøre, om jeg ville oversætte. For mig er det vigtigt som oversætter, at jeg sidder med en tekst, jeg kan gå ind for og acceptere, som jeg kan kommunikere med mentalt og sprogligt.

Ved første gennemlæsning var jeg ved at brække mig over de meget fysiske scener, og min første reaktion var, at det ville jeg bare ikke kunne klare at omsætte til dansk. Det er for voldsomt! Men ved næste gennemlæsning oplevede jeg tekstens spændstighed og balance mellem barsk realisme, blid impressionisme og eksistentielle problemstillinger, og den altoverskyggende tragedie drog mig ind i sig. Det er eddermame god prosa.

Kraftfuldt og dramatisk, lyrisk og kærligt – og sidst, men ikke mindst – med en humor, som virker befriende i det ind imellem næsten Hieronymus Boschske univers! Hærværk og gadeoptøjer i Moskva, smadrede butikker, afbrændte biler, flugt fra sikkerhedspolitiet, mord på en dommer i Riga, politivold og fornedrelse, brydsomme rejser gennem snefog i sand russisk ånd, ud til den evige landsby, som kun er en skygge af, hvad den var. Og hen mod romanens slutning udspiller der sig nogle nærmest surrealistiske scener, som tager pusten fra læseren.

Så jeg sagde ja til at oversætte og kastede mig ud i den fysiske og åndelige tortur! Altså romanens.

Romanen bærer hovedpersonens navn, men i en kærlig variant, som hovedpersonens bedstemor har givet ham, Sankja. Det fulde navn er Aleksander. Her ligger en nøgle til forståelsen af hele romanen, hvor barskhed og bølleoptræden er dominerende. Ved at bruge bedstemorens kælenavn for barnebarnet understreger forfatteren den blide side af figuren, det positive og menneskelige. Aleksander, der ender som terrorist, er inderst inde en lille blød dreng, som verdens ufølsomhed og urimeligheder har forvandlet til en barsk systemnedbryder. Han er ikke ødelægger af natur, han er retfærdighedssøgende og tvinges ud i oprør af omstændighederne, og som et resultat af sin følelse af afmagt over for systemet. Og hans historie er beretningen om en gruppe utilpassede og systemkritiske unge i nullernes Rusland. Unge uden faste holdepunkter, og hvis fremtid samfundet overhovedet ikke interesserer sig for. Marginaliserede unge, faderløse unge – fædrene er døde af druk, fædrenes synder nedarves på sønnerne, som selv konsumerer grænseløse mængder af vodka. Rodløse unge, for hvem tilværelsen synes meningsløs, nutiden er rådden, og kampen for fremtiden kan kun ske med rå midler. Prilepin lader dem næsten nå målet, men de kan ikke bryde cirklen og deres forsøg på oprør mislykkes.

Prilepin har sagt i et interview, ”at det store problem i Rusland med de unge marginaliserede er, at magtapparatet og derfor medierne karakteriserer dem som fascister. Og det kan kun ende galt!”

Med en bismag af blod

Jeg mødte Prilepin i efteråret 2012. Han er et humoristisk og meget venligt menneske. Vi havde e-mailet en del gennem året, om spørgsmål til teksten, til virkeligheden, til de politiske begivenheder, og han var altid meget imødekommende. Korte men fyldestgørende svar. Uden omsvøb.

Da vi mødtes på en cafe i Moskva (han bor ca. 500 km. fra Moskva med sine kone, med hvem han har fire børn) var han sammen med nogle af sine rap-venner. Han havde givet mig en times audiens, men da der var stor sympati mellem parterne, endte det med små tre timer, hvor jeg var vidne til, hvordan han holdt hof og tog mod forskellige kontakter, hvor der blandt andet blev drøftet foredrag, filmdeltagelse og rapkoncerter.

Da vi skulle forlade caféen efter cirka tre timer fik jeg lige serveret et klip fra romanen, som samtidig var et déjà vu fra mine ophold i Moskva i sovjettiden, idet Prilepin sagde: ”Nå, skal vi gå ud hver for sig eller samlet?”Jeg spurgte, om det var spil for galleriet, altså for at gøre indtryk på mig, hvortil han svarede, at det var ren rutine. En af fyrene gik udenfor, tjekkede ’udsigten’ og kom retur med et: ”Fri bane!” Det var helt klart ikke for at gøre indtryk på mig, jeg var på det tidspunkt nærmest glemt. Og det var meget tydeligt, at Prilepin og vennerne ikke følte sig godt tilpas ude på gaden. De hastede afsted. Putins fødselsdag var lige rundt om hjørnet. Og dermed politi og OMON, Prilepins tidligere kolleger.

Prilepin er klart et multitalent, en glimrende skuespiller, en god debattør, han er studievært, han forfatter tekster til en rap-gruppe, Elefunk, som han selv synger med i, og som sidste år udgav sin tredje CD. Han har for øvrigt en høj mening om rap-genrens betydning og vil kæmpe for, at den løfter lytterens vidensniveau og ikke bare bevæger sig på samme niveau. Han siger: ”Unge, der lyttede til protestsange før i tiden, havde et højt intellektuelt niveau, som den pågældende musiker skulle leve op til. Nu er det anderledes, nu skal rap-tekstforfatteren give lytteren den viden, han ikke har.”

Da Sankja var udkommet i 2006 gav den, i artiklens begyndelse, omtalte litteraturkritiker Dmitrij Bykov romanen følgende omtale:

”Jeg mener, at årets literære begivenhed er Zakhar Prilepins roman Sankja. Jeg hader de russiske revolutioner, dem i fortiden og dem som eksisterer i nye revolutionæres hoveder. Jeg deler ikke hovedpersonens anskuelser, ej heller forfatterens. Og alligevel – i den roman er der noget vigtigt. Den rummer smerte, tro, lidenskab og uvilje mod at acceptere den fordummende og søvndyssende løgn. Den her roman råber ”Fald ikke i søvn – for du vågner ikke op igen!” Der er meget lidt lidenskabelig litteratur i vore dage. Den er mere vellystig for at tækkes læseren med lavpandede følelser. Prilepins roman hævder, at det at være et redeligt menneske er ensbetydende med at være sulten, at være på den forkerte side af linjen. Det er mere end diskutabelt. Men han taler om ærligheden og redeligheden som fænomen, og det gør han talentfuldt, med en bismag af blod – og det er altid noget særligt! ”

Helle Dalgaard er cand.mag. i russisk og bulgarsk og har oversat romaner, noveller og digte fra begge sprog. Herunder Zakhar Prilepins Sankja på forlaget C&K. Derudover har Helle Dalgaard været leder af slavisk afdeling i Akademisk Boghandel, sidenhen Stakbogladen ved Aarhus Universitet fra 1978  til 2009.