“Det er støjen, der binder byen sammen”
Byen består af en blanding af støj og designede og regulerede lydbilleder. Rasmus Skov Olesen har været på tur rundt i Københavns lydlandskab sammen med musikeren Jeppe Lauritsen og adjunkt ved Københavns Universitet Jacob Kreutzfelt.
FOKUS: MED BYEN SOM VIDNE – Hvad kan byen fortælle os om den verden, som vi lever i? Hvad sker der, hvis vi udspørger den historiske og moderne by? I løbet af hele maj måned sætter vi her på Baggrund fokus på arkitektur, byer og byplanlægning. Vi har spurgt en række forskere og skribenter, hvad den moderne by, byudviklinger og bytendenser kan fortælle os om vores liv, vores samfund, vores politiske og sociale situation og vores verden.
Det er fredag formiddag i indre København og der hersker allerede en livlig stemning omkring Torvehallerne. På pladsen i midten er grønthandlerne i gang med at pakke deres frugtkasser ud, henne ved fiskehandlerne bliver friske fisk aflæsset fra to varevogne og indenfor er et par unge veltrænede fyre i gang med at finde gryder og pander frem til dagens paleo-anretninger.
Virvaret af lyde danner en passende ramme for dagens interview, som blandt andet skal handle om, hvorledes lyde i byen påvirker os og hvordan vi også forsøger at regulere og tilpasse dem. I den anledning har Baggrund sat musikeren Jeppe Lauritsen og adjunkt ved Københavns Universitet Jacob Kreutzfelt i stævne. Jacob forsker til dagligt i auditiv bykultur og så har han forsøgt at undersøge, hvilke lyde der giver københavnerne en følelse af hjemlighed og tryghed. Jeppe laver elektronisk musik og har bl.a. optrådt på Roskilde Festival, Strøm Festival og Transmetro Express, derudover studerer han byplanlægning på RUC.
Mens vi står i køen til en urimelig dyr kaffebar og forsøger at overdøve lyden af kopper, der bliver stablet og espressomaskiner, der pruster, fortæller Jacob os, at en af de væsentligste kendetegn ved lydrummene i en moderne by er den stigende grad af kommercialisering, som finder sted.
”Der bliver brugt flere og flere kræfter på at skabe lydmiljøer, der enten har til hensigt at få os til at købe mere eller optimere vores produktivitet på arbejdspladserne. Store kæder som Starbucks og 7-11 arbejder meget bevidst på at skabe lydrum, der øger købetrangen hos forbrugeren.”
Den audio-teknologiske udvikling har gjort det nemmere at arbejde rummeligt og dynamisk med akustik og toner, hvilket har øget graden af tilrettelagte lydlandskaber og auditive design i den urbane sfære. Samtidig med at vi, til en hvis grad, har fået mulighed for at komponere vores eget soundtrack til omgivelserne, så er vi også blevet mere opmærksomme på støjforurening og reduktion af larm. Man kan derfor tale om en moderne form for lydregulering, hvor byens toner opstår i spændingsfeltet mellem de lyde, vi skaber og dem vi forsøger at fjerne.
For både Jacob og Jeppe udgør byens lyde således mere end blot et kaotisk samsurium af støj. De ser derimod forskellige lag, som består af tilfældige og ustyrlige elementer i samspil med en stigende grad af designede og regulerede lydbilleder.
Jacob: ”Tag eksempelvis klippemaskinerne ved togstationerne. De havde tidligere en meget maskinel lyd, som forsvandt da man skiftede dem ud med nyere versioner, men som pendler har man brug for at blive auditivt bekræftet i, at ens kort er stemplet, så derfor har man været nødt til at tilføje en kunstig klik-lyd. På den måde åbner der sig et helt nyt felt for lyddesign.”
Jeppe: ”Ja det er jo paradoksalt, at man først fjerner den ene type støj og derefter erstatter den med en ny type støj. Både busser og taxier er blevet meget mere lydløse, hvilket samtidig har resulteret i flere trafikuheld, fordi folk simpelthen ikke kan høre dem, så her må der igen indsættes nye designede advarselslyde. Men samtidig er byens lyde også et af de få anarkistiske elementer, der ikke lader sig styre fuldstændigt af moderne byplanlægning.”
Lydkilder i byen
Det med at arbejde med byens lyde aktivt indenfor byplanlægning er dog ikke en ny ting. Jacob forklarer, hvordan italienske byplanlæggere allerede i renæssancen brugte lyden af rislende vand til at skabe afslappede og trygge omgivelser, men moderne teknologi har alligevel givet nye muligheder indenfor området. I Paris har flere gangtunneler fået indlagt lyde af fuglesang og andre elementer, der gør dem mere trygge at færdes i om natten, på Times Square i New York har kunstneren Max Neuhaus opsat en brummende lydinstallation i en skakt og ude på Musiktorvet på Amager har man installeret underjordiske højtalere, der spiller lydklip af kirkeklokker og gamle viser, når man træder henover dem. Og det fortsætter med eksempler, der alle viser, hvordan der både arbejdes funktionelt og æstetisk med byens lyde. De fleste ting lægger man ikke mærke til, medmindre man på forhånd er klar over, at de er der, men derfor bliver de fleste mennesker alligevel ubevidst påvirket af disse lyde, for som Jacob forklarer, så aktiveres vores lytning ofte først ved forandring. Man kan sammenligne det med larmen fra en emhætte, som først bliver tydelig, når der slukkes for den, eller stilheden der indtræffer i byen, når sneen falder. Som mennesker har vi et kompleks og varieret forhold til lyde, hvilket kan gøre det svært at finde ud af, hvornår noget er støj og hvornår det ikke er.
I starten af 70erne begyndte man at blive opmærksom på støjforurening og de sundhedsskadelige virkninger forbundet med larm. Det førte til en systematisk og kvantitativ tilgang til byens lyde. Man forsøgte at kortlægge støjniveauer med isobelkort og afkode de vigtigste lydkilder i byen. I dag er det obligatorisk for alle EU medlemslande at gennemføre denne slags undersøgelser, hvor der blandt andet måles det gennemsnitlige antal decibel, man som borger bliver udsat for forskellige steder i byen, men ifølge Jacob Kreutzfelt er støjgener i virkeligheden en relativ størrelse, der ikke lader sig definere af parametre som decibel.
Jacob: ”Der er en tendens til at snakke om støj, som noget, der bare skal reduceres i stedet for også at snakke om de lyde, der også gør noget glædeligt og som skaber en følelse af tilhørsforhold og sammenhængskræft. Vi bliver nødt til at have en mere kvalitativ tilgang til begrebet støj.”
Jeppe: ”Ja jo mere man forsøger at regulere byens lyde jo mere indgriber man også i byens egen naturlige tone. Støj kan jo også være en positiv ting. Når jeg laver musik, så er det støjen, der binder det hele sammen. Sådan tænker jeg også støjen i byen fungerer – den binder os sammen og kan også have en beroligende effekt. Derfor synes jeg det er farligt, når man går ud og siger her og her må der ikke være støj.”
Et spørgsmål om kontrol og skala
Vi har bevæget os væk fra Torvehallerne og står nu ved fodgængerfeltet, der fører fra byggerodet på Nørreport og ind til strøget. Her indsluses flokke af skoleklasser på udflugt og fredags-shoppende turister. Midt i den hektiske strøm af mennesker sidder en gammel gademusikant og stemmer sin guitar. Han begynder at synge, men hans stemme er i skarp konkurrence med larmen fra de omgivende kraner og mænd i gule veste, der hamrer og banker fra alle sider.
Jacob: ”Når det kommer til larm, så er det jo ofte et spørgsmål om skala. Da jeg boede inde i byen sov jeg trygt til lyden af busser og biler, men da jeg flyttede ud på landet kunne jeg pludselig vågne midt om natten fordi en ugle fløj forbi mit vindue.”
Jeppe: ”Man kan nærmest sige, at der hersker en kamp om sonisk territorialitet i byen. Nogle lyde, såsom Rådhusklokkerne, accepterer de fleste mennesker, selvom de fylder meget, fordi de opfattes som karakteristika for byen. ”
Jacob Kreutzfelt har sammen med kunstneren og teoretikeren Brandon Labelle skabt deres egne soundmaps, der i stedet for at kortlægge støjen ud fra forskellige kvantitative parametre, har til hensigt at undersøge, hvordan vi oplever og påvirkes af byens lyde i vores hverdag. Her fremhæver han blandt andet den særlig akustik på Københavns Hovedbanegård, som for mange københavnere forbindes med en hjemlighed og en oplevelse af tilhørsforhold. Han påpeger dog, at der er en uoverensstemmelse mellem de lyde, som vi forbinder med byen og så dem, vi faktisk hører.
Jacob: ”Vi må skelne mellem et symbolsk plan og et hverdagsplan. Hvis man spørger folk, hvilke lyde de mener kendetegner København, så nævner de Rådhusklokkerne og Hovedbanegården, men hvis man spørger dem, hvad de rent faktisk hører, så er det alle mulige andre mindre signifikante lyde, såsom trafikken eller naboen der trækker ud på toilettet.”
Der ligger således en udfordring i at afkode, hvilke lydbilleder, vi ønsker at bevare, hvilke vi ønsker at skabe og hvilke vi helst vil være fri for. Vi har alle hver vores subjektive opfattelse af lyd. Hvad der for nogen føles som støj og larm kan for andre være en musikalsk oplevelse, derfor kan det være en svær demokratisk beslutning, at slå byens toner an.
Jacob: ”Den fredeliggørelse, der er fundet sted i indre by har ikke fået os til at holde op med at klage over larmen. Nu kører der ikke længere biler rundt herinde, men så brokker folk sig i stedet over de mennesker, der sidder ude på fortovscafeerne og snakker til langt ud på aftenen. Larm er en relativ størrelse.”
Ifølge Jacob så oplever vi et skift i vores tilgang til støj. For det første er det jo svært at fjerne den helt, når man bor et sted, med en hvis befolkningstæthed og for det andet, så er der også en stigende erkendelse af, at lydene i byen er mere end bare støjgener.
Jacob: ”En kreativ og levende by larmer også. Distortion er et godt eksempel på, at støj faktisk også er med til at brande byen, men samtidig er der et behov for at føle en hvis personlig kontrol over larmen – at man eksempelvis har mulighed for at lukke døren til sin lejlighed og være i fred, eller muligheden for at gå et sted hen i byen, hvor der er stille. Forholdet mellem det offentlige og det private er spændende på det område.”
Jeppe: “Det med behov for kontrol kender jeg godt. Jeg tror i virkeligheden, at de auditive miljøer, som vi bevæger os i, påvirker os langt mere end vi er klar over. Jeg har eksempelvis læst at fuglene begynder at synge tidligere inde i byen end ude på landet. Det synes jeg er tankevækkende. På samme føler jeg også at byen i høj grad påvirker min egen adfærd. Jeg har brug for at kunne lukke mig inde i mit lille værelse og føle jeg lukker af for byen og alle dens lyde.”
Byens støj
Nede ved Storkespringvandet opløses den tætte strøm af mennesker. På pladsen sidder endnu en gademusikant og spiller klaver. Hans musik blander sig med lyden fra springvandet, hvor en gruppe unge teenager sidder og hviler benene. Deres papirposer fyldt med dagens indkøbshøst knitrer mellem fødderne på dem. Vi snakker om, hvor blødt og roligt lydrummet er på pladsen og om hvorvidt resten af byen på længere sigt vil karakteriseres af denne stilhed. Jacob og Jeppe er begge enige om, at vi ikke bare skal forsøge at fjerne støjen, men hvordan vil byen så komme til at lyde i fremtiden
Jeppe: “Der vil altid være en hvis grad at lyd-anarkisme til stede i byen. Jeg tror og håber på, at vi i fremtiden, ikke blot afskriver det som støj, men i stedet for forsøger at dykke ned i disse ustyrlige lydelementer og bruger dem aktivt som medaktører i udformningen af den urbane tilværelse.”
Jacob: ”Ja jeg tror også, at vi i fremtiden vil se en højere grad af lyddesign i byen, hvor vi tager stilling til, hvilke lydbilleder der skal dominere byrummene. København er jo en relativ stille by, men ligesom vi værdisætter stilheden, så bør vi også værdisætte byens lyde.”