Silvio Gesell og de rustende penge

Forestil dig, at dine penge bogstaveligt talt ville brænde op i din lomme, hvis du ikke brugte dem. Forestil dig, at penge kunne ruste. Ud fra denne idé forsøgte den tyske økonom Silvio Gesell at udfordre en af økonomiens hovedsætninger: At penge kan akkumuleres, og at penge avler penge.

Silvio Gesell (1862-1930), tysk købmand og selvlært økonom, var forkæmper for et økonomisk system, der søgte at udstøde kapitalismen uden at gøre køb på fordelene ved et frit marked og den private ejendomsret til produktionsmidlerne.

Han anerkendte, hvad han så som menneskets egoistiske natur, men i stedet for at bekæmpe den søgte han at bygge en ”naturlig økonomisk orden” omkring den, der kunne sikre et konstruktivt og spekulationsfrit samspil mellem mennesker i en ordnet stat, som, ifølge Gesell, var fri for både fattigdommens og rigdommens åg.

Teorierne i Silvio Gesells hovedværk Natürliche Wirtschaftsordnung durch Freiland und Freigeld, som udkom for første gang i 1916, var gennemarbejdede, og stemte godt overens med John Maynard Keynes’, som i sit vigtigste værk The General Theory of Employment, Interest and Money fra 1936, tildelte hele fem sider til hans arbejde. Gesells antimarxistiske form for socialisme vandt anerkendelse hos Keynes, som skrev, at vi i fremtiden ville lære mere fra ånden i Gesells arbejde end af den i Karl Marx’.

Udbytningen af menneskets arbejde fandt, ifølge Gesell, ikke sted grundet den private ejendomsret til produktionsmidlerne, men i stedet grundet en fordelingsmæssig strukturel defekt i det monetære system. Han definerede kapitalismen anderledes end andre socialistiske tænkere ved at definere den som en økonomisk tilstand, hvor efterspørgslen på penge (lån) og realkapital (f.eks. bygninger og maskiner) overgår udbuddet, og derfor afstedkommer eksistensen af rente og arbejdsfri indtægter. Det var med denne definition, Gesell gik til kamp imod kapitalismen.

Det vigtigste i målsætningen for den socialistiske ideologi var for Gesell bekæmpelsen af arbejdsfri indtægter og sikringen af retten til arbejdets fulde udbytte. Samtidig så han ingen grund til at lade kapitalismens undertrykkende natur udskifte med en kommunistisk en af slagsen. En social samfundsorden skulle ikke opnås gennem en komplet kollektivisering af produktionsmidlerne. Således anerkendte han anarkisten Pierre Joseph Proudhon som den eneste teoretiker, der før ham selv advokerede for en egentlig funktionel vej væk fra det kapitalistiske system.

I modsætning til Karl Marx anså Proudhon som sådan ikke ophobningen af kapital som noget problem. Problemet skulle findes i det økonomiske kredsløb, ikke i produktionen. Silvio Gesell så sit arbejde som en forlængelse af Proudhons, der kun, i Gesells øjne, manglede ganske lidt for at kunne gøre en ende på kapitalismen.

Silvio Gesells idé til økonomisk reform byggede på to centrale begreber, ”Freigeld”, frie penge, som skulle opnås gennem monetær reform, og gøre penge fri af rente, deflation og inflation samt ”Freiland”, friland, der skulle opnås gennem jordreform og nationalisere jordrenten. Tilsammen udgjorde de systemet, som han benævnte ”Freiwirtschaft”, fri økonomi.

Freigeld

Ligesom Aristoteles i antikkens Grækenland var Gesell opmærksom på den paradoksale problemstilling i penges dobbelte rolle som både middel for udveksling af varer og tjenesteydelser og samtidig et middel med en magtfuld evne til at dominere markedet.

Penge var, ifølge Gesell, den eneste vare, der ikke kunne forgå. Metal ruster, træ bliver svagt, og frugt og grøntsager rådner hvis de opbevares for længe, men penge derimod, taber ingen værdi. Penges uforgængelige natur gør, at de kan akkumuleres med henblik på at styre markedet, spekulere i prisændringer og tilmed afføde kæmpemæssige spekulative gevinster gennem udlån grundet renten.

Spekulationens logik ville føre til, at banker ville oversvømme markedet med penge i form af rentebaserede lån i opgangstider og standse långivningen i efterfølgende perioder med manglende vækst. Især havde markedsaktører med store mængder penge friheden til påvirke og vinde på udsvingene, og producenten og arbejderen måtte indordne sig under disse finansielle forhold. Den heraf naturlige tilstedeværelse af inflationære og deflationære procykliske konjunkturudsving ville således – gennem renten – føre til eskalerende koncentration af velstand og en udvikling mod monopolistiske tilstande.

Til at beskrive absurditeten af et sådan økonomisk system brugte Gesell en simpel forklaring fra landbruget. Her ville man i gammel tid efter en række gode år spare op og derved skabe store pengeopsparinger til brug i dårlige tider. En sådan adfærd giver dog ikke mening, når de dårlige tider så kommer. Landbruget vil ikke være i stand til at producere og alle pengeopsparingerne vil tabe værdi grundet det manglende udbud og den store efterspørgsel. Når pengene skulle bruges, var de altså ikke noget værd.

Økonomiske kriser kunne føres tilbage til sådanne forhold og Gesells monetære teoretiske reformarbejde begrænsede sig dermed alene til at beskæftige sig med at bekæmpe hindringer i det økonomiske kredsløb og sikre penges jævne cirkulationsfrekvens. Dette burde være i statens naturlige interesse. Ligesom staten bygger infrastruktur og sikre en flydende trafik, burde den også sikre samme flydende trafik i det monetære kredsløb.

For at strippe penge for deres ophøjede status som værktøj for markedsdominans, men samtidig opretholde, og således udbygge, deres egenskab som værktøj for udveksling af varer og tjenesteydelser, måtte penge sidestilles med varer. Penges uforgængelige natur måtte høre op, så de ikke længere var at foretrække frem for de forgængelige varer, de var skabt som værktøj for udveksling af. Penge måtte løsrives fra den skadelige guldstandard, som ikke gjorde andet end at cementere penges virke som sparemiddel, og dermed kun var til gavn for den spekulerende elite.

Gesells løsning var at påføre penge en afgift, som skulle betales af pengenes indehaver, en såkaldt ”negativ rente” på omkring 5-8 %. I praksis igennem det, som Keynes senere på engelsk skulle kalde ”stamped money”, eller som Gesell, ud over ”Freigeld”, frie penge, kaldte for ”rostende Banknoten”, rustende pengesedler.

Pengesedler ville blive forsynet med felter, som skulle udfyldes med mærker. Disse skulle købes og påklæbes i et tidsbestemt interval for at opretholde pengesedlens gyldighed. Med en negativ rente på 6 % ville en dansk hundredkroneseddel f.eks. én gang om måneden skulle påføres et mærke til en værdi af 50 øre. Penge ville endeligt blive sidestillet med varer. Problemet som Proudhon havde identificeret, men forgæves havde forsøgt at løse, ville nu være løst

Den negative rente ville skabe incitament til konstant at sende penge videre i systemet for at undgå at betale den negative rente i form af mærker. Reformen ville på den måde forhindre skadelig ophobning og pengespekulation samt sikre stabile priser gennem en mere forudsigelig vareefterspørgsel. Udbud og efterspørgsel, køber og sælger, ville indgå i et mere balanceret forhold til gavn for både arbejder og producent. Udlånsrenten ville falde til et niveau nær nul, fordi den øgede cirkulationsfrekvens ville mætte markedet med realkapital. Penge ville ikke længere regere markedet, men ville i stedet, automatisk, finde vej til de steder, hvor der var brug for dem i den produktive og arbejdsomme del af økonomien.

Rentens negative effekt på den stabile handel og pengecirkulation ville blive vendt på hovedet til gavn for samfundet som helhed. Kapitalismen, som Gesell og Proudhon definerede den, var besejret og for at sikre arbejderens ret til arbejdets fulde udbytte manglede nu kun en jordreform.

Freiland

Inspiration fra jordreformbevægelsen, især Henry George og hans hovedværk Progress & Poverty, førte Silvio Gesell til den naturlige konsekvens af hans pengereform: at jorden måtte gøres til menneskets fælles ejendom og at den private ejendomsret til den måtte ophøre. Dette skulle sikre alle menneskers lige ret til jorden og den frie konkurrence samt forhindre en spekulativ pengeflugt mod den arbejdsfrie indtægt i jordrenten efter indførslen af den monetære reform. Ligesom lys og luft skulle jorden gøres usælgelig.

Ud over de åbenlyse økonomiske betragtninger omkring jordspørgsmålet og nationaliseringen af jordrenten var den uforstyrrede forbindelse mellem menneske og jord ukrænkelig, ifølge Gesell. Idéen om at mennesket skulle have en naturlig ret til jorden, så han som tåbelig og sammenlignede det med udsagn som at ”mennesket har en naturlig ret til sin lever” eller at ”træet har en naturlig ret til at lade sine rødder sænke i jorden”. Idéen om at benytte begrebet ret i en sådan kontekst var nonsens, ifølge Gesell.

Praktisk betød Gesells jordreform, at staten skulle overtage ejerskab af jorden og bortforpagte jorden på tidsbestemte kontrakter til højestbydende på auktion.  De tidligere ejere (eventuelt de nuværende forpagtere) ville blive fuldt kompenseret i form af statsobligationer. Arbejdsfri indkomst til private gennem jordejerskab og spekulation i jordværdier ville være fortid.

Krig og rådsrepublik

Indtægten fra bortforpagtningen skulle gå til udbetaling af en såkaldt moderrente i størrelsesmæssig overensstemmelse med antallet af børn i forsørgelse. Moderrenten skulle sikre kvindens selvstændighed og føre til et opgør med den patriarkalske samfundsorden. Da eventuel stigning i jordrenten sker gennem befolkningstilvækst og den deraf øgede efterspørgsel på jord, altså kvindens vilje til at bringe børn til verdenen, var det, ifølge Gesell, kun naturligt at pengene gik til kvinden.

Krigen og dens følger med økonomisk uro og ustabilitet forbandt Gesell i høj grad med de af hans allerede identificerede brister i de grundlæggende økonomiske strukturer. Efter Første Verdenskrig, i 1918, i et åbent brev til Berliner Zeitung zum Mittag, skrev han:

”På trods af folkeslagenes hellige løfter om, for altid, at ende krigen, på trods millioners råb – ”aldrig mere krig”, så må jeg, modsat alle forhåbningerne om en bedre fremtid, sige: Hvis det nuværende pengesystem bibeholder renten, så vover jeg allerede nu at hævde, at der ikke vil gå 25 år, inden vi står overfor en ny, endnu mere forfærdelig krig.”

I april 1919 blev Silvio Gesell af Ernst Niekisch, som var blevet bekendt med hans arbejde gennem brevvekslinger med Georg Blumenthal, tilbudt en plads i Johannes Hoffmanns bayerske SPD-regering. Da han nåede frem til München, var SPD regeringen dog blevet udstødt, og den såkaldte 1. rådsregering med Ernst Niekisch i spidsen, blevet proklameret. Med anbefaling fra Gustav Landauer, der havde en ministerpost i denne nye forsamling, tilbød Ernst Niekisch i stedet Gesell jobbet som finansminister i rådsregeringen. Gesell bestred denne post i kun én uge. Herefter blev den liberalsocialistiske 1. rådsregering styrtet af en kommunistisk 2. rådsregering, som igen, efter kun 2 uger, blev styrtet af den tyske SPD-ledede regering. Ugen som finansminister førte til en fængsling og en retssag, hvor Silvio Gesell blev frikendt for anklager om højforræderi.

Gesell nåede, før hans død den 11. marts 1930, at sætte hånd på en engelsk oversættelse af hans bog, som blev udgivet i 1929 under titlen The Natural Economic Order, og som, ud over at vække interesse hos Keynes, fandt en tilhænger i den kendte amerikanske økonom Irving Fisher.

I tiden efter Gesells død skød flere eksperimenter med ”Freigeld” op forskellige steder i verden. De mest succesrige var den såkaldte Wära i Tyskland startet i den tyske by Schwankenkirchen, og et eksperiment i den østrigske by Wörgl. Begge valutaer bestod udelukkende af papirpenge og havde som Gesell foreskrev, felter hvorpå mærker skulle købes og påsættes for at opretholde pengesedlens gyldighed.

Eksperimenter med rustende penge

Gesells ven Hans Timm og Helmut Rödiger begyndte i 1926 forberedelserne til indførslen af wäraen i Schwankenkirchen. Projektet blev søsat i oktober 1929. En mineingeniør ved navn Max Hebecker havde på auktion købt den lokale kulmine, og dette kom til at udgøre det egentlige startskud på projektet. Da den fornødne opstartskapital ikke kunne findes af traditionelle veje, vendte Hebecker sig i stedet mod wäraen, og i samarbejde med wäraens finansieringskonsortium kunne minen sættes i drift. Hebecker betalte mellem 60 og 75% af lønnen til hans arbejdere i wära, og minen kom således til at virke som katalysator for valutaen.

Hele den omkringliggende industri og handel begyndte hurtigt at tage imod wäraen og i takt med at handlen i området kom i gang faldt arbejdsløsheden. Snart vurderede den tyske stat, da wäraen begyndte at brede sig til byer i hele landet, at valutaen skadede den tyske rigsbanks pengeudstedelsesprivilegie. Staten lagde sag an for at standse projektet, men sagen slog ud til wäraens fordel.

Det var nødvendigt for staten at lovgive wäraen til standsning, hvilket den hurtigt gjorde. Brugen af valutaen blev således erklæret ulovlig i oktober 1931. Den økonomiske krise vendte tilbage Schwankenkirchen, og Max Hebeckers mine måtte dreje nøglen om.

Det mest succesfulde eksperiment med Gesells ”rustende penge” var det, der fandt sted i den østrigske by Wörgl, der var hårdt ramt af den økonomiske krise. I modsætning til projektet i Tyskland, som var et privat foretagende, var dette kommunalt og sat i gang af Wörgels socialdemokratiske borgmester, Michael Untergugenberger. Wörgels borgmester var bekendt med Gesells teorier, og havde gennem pressen hørt om det succesfulde projekt i Schwankenkirchen.

Den 31. juli 1932 tog Untergugenberger 32.000 schillings fra den svundne kommunekasse, og udstedte i stedet schillings med tomme felter til mærker. Disse nye schillings var 100 % dækket af den konventionelle schilling, der var lagt i reserve, og blev sat i omløb ved at udgøre en del af lønnen til de offentligt ansatte og arbejdere i offentlige byggeprojekter. Resultaterne var opsigtsvækkende: Mens antallet af arbejdsløse i Østrig fra august 1932 til august 1933 steg med ca. 10 %, faldt antallet af arbejdsløse i Wörgl i samme periode med 25 %.

Denne åbenbare succes førte til stor national og international opmærksomhed. Delegationer og forskellige prominente personer, herunder også fra den i 1933 både forhenværende og kommende franske ministerpræsident Édouard Daladier, besøgte Wörgl, og Daladier havde kun positive ting at sige om eksperimentet. Han udtalte senere, at såfremt hans hjemby ville blive udsat for en lige så hård økonomiske krise som Wörgl, skulle samme eksperiment afprøves der.

I juni 1933 afholdte Michael Untergugenberger i Wien foredrag fra borgmestre fra 170 andre østrigske byer, der alle havde i sinde at indføre samme monetære model, herunder også borgmestre fra større byer som Innsbruck. Så vidt kom det dog aldrig. Presset af den østrigske nationalbank erklærede den østrigske regeringen det monetære eksperiment for ulovligt, og Wörgl gik tilbage til depressionen og den normale Schilling i september 1933.

John Maynard Keynes og Silvio Gesell

Efter krakket på Wall Street i 1929 og den følgende depression udviklede Keynes en uortodoks økonomisk overbevisning. Fra at beskæftige sig med kortsigtede økonomiske problemstillinger begyndte han at beskæftige sig med de grundlæggende økonomiske spilleregler, hvorunder kapitalismen virkede. Han så forudsætningen for systemets overlevelse som dets evne til at gøre op med arbejdsfri indkomst og spekulation. Såkaldt ”rentier capitalism” måtte, på et tidspunkt, bringes til ophør.

Bekendtskabet med Natürliche Wirtschaftsordnung vækkede tydeligvis begejstring hos Keynes, og det skulle da også vise sig at Keynes i sin General Theory adopterede Gesells teori om, at et højt renteniveau udgjorde en barriere for velstand. Mere præcist, at renten måtte sænkes til et niveau svarende til afkastet på realkapital for at sikre fuld beskæftigelse.

Keynes beskrev i General Theory, hvordan han i perioden efter første Verdenskrig blev bombarderet med kopier af Gesells arbejde og Keynes har sandsynligvis omkring 1933 gennemgået Natürliche Wirtschaftsordnung på egen hånd.

I General Theory fremstiller Keynes, Gesell som en ”unduly neglected prophet”, der viste ”flashes of deep insight” i sit arbejde. Han skrev:

”The idea behind stamped money is sound. It is, indeed, possible that means might be found to apply it in practice on a modest scale.” Og: “…those reformers, who look for a remedy by creating artificial carrying-costs for money through the device of requiring legal-tender currency to be periodically stamped at a prescribed cost in order to retain its quality as money, or in analogous ways, have been on the right track; and the practical value of their proposals deserves consideration.”

Keynes’ anerkendelse af Gesells teorier kan ses som ikke bare en accept af dem, men også som tegn på at han så Gesells reform som et relevant økonomisk kompromis med det kapitalistiske system, som Keynes aldrig var synderligt entusiastisk omkring. Vigtigst for Keynes var skabelsen af en økonomisk model, der kunne modvirke udbredelsen af den sovjetiske statssocialisme. En styreform, som Keynes havde haft anledning til at se med sine egne øjne i 1925, og havde bemærket som værende fascinerende ineffektiv.

I starten af 90’erne oplevede Gesells økonomiske idéer en renæssance med udgivelsen af henholdsvis Helmut Creutz’ Das Geld-Syndrom og Margrit Kennedys Geld ohne Zinsen und Inflation som i 2012 blev kogt ned i en let læselig form med pamfletten Occupy Money. Fokus ligger her primært i rentens effekt på skabelsen af ulighed og hvordan rente og rentes rente skaber et evigt behov for økonomisk vækst. Senere har Bernard Lietar, som er Research Fellow på Center for Sustainable Ressources på University of California, Berkely, brugt idéerne med negativ rente i hans verdensomspændende arbejde med implementering af komplementære valutaer. Hans arbejde står beskrevet i bogen Rethinking Money, der udkom i 2013. Også Willem Buiter, der er cheføkonom for Citigroup, en af verdens største multinationale banker, har åbent advokeret for en negativ rente på valuta.

– Silvio Gesells tanker lever videre.

Tune Revsgaard Nielsen studerer historie ved Syddansk Universitet. Tune skriver om alternativ økonomi på denfri.dk og er medlem af foreningen Gode penge.