Sidste nyt fra aftenlandet. En meget kort introduktion til Stefan Zweig

Den østrigske forfatter Stefan Zweig samlede på store, mandlige personligheder, som han kunne beundre, ryge cigarer og spille skak med og skrive om. Jørgen Herman Monrad giver en kort, personlig introduktion til forfatteren Stefan Zweig, der aldrig fandt sig til rette i Europa efter Første Verdenskrig, men længtes efter førkrigslivet, hvor de store mænd endnu levede.

Hvad består verden af? For et træ består den af vind og vand. For en mus består den af lyde og lugte. For den østrigske forfatter Stefan Zweig, der voksede op i kejsertidens kunstbegejstrede Wien og siden levede sit liv i østrigske Salzburg, engelske Bath og brasilianske Petrópolis, bestod den først og fremmest af store, mandlige personligheder, som han kunne beundre, ryge cigarer og spille skak med og skrive om.

Stefan Zweigs sidste bog, erindringsbogen Verden af i går, handler derfor hverken om vind og vand eller om hasselnødder, brombær og blåbær, men derimod om forfatterens mange møder med store, mandlige musikere og videnskabsmænd, skuespillere og politikere. Overalt på bogens sider ser vi ham opsøge dem, tale med dem og mærke sig deres ord. Vi ser ham sidde på et værelse i Paris hos den franske pacifist Romain Rolland. Vi ser ham køre i taxi gennem Berlin med den jødiske politiker og finansmand Walter Rathenau, der kort efter blev skudt af politiske modstandere. Vi ser ham skrive en monolog til Josef Kainz, den feterede skuespiller ved Wiens Burgtheater. Vi ser ham stå bag billedhuggeren Auguste Rodins skulder, mens den berømte franskmand retter en detalje på en af sine statuer. Og vi ser ham skrive opfindsomme librettoer til tidens største senromantiske komponist Richard Strauss.

Alle disse mænd lytter han til, mens han indprenter sig deres mimik, deres gestik og deres små menneskelige særheder. Ja, han samler ligefrem på dem med samme begejstring, som han også samler på manuskripter og partiturer af Johann Wolfgang Goethe, Ludwig van Beethoven og andre udødelige døde. Han, den stadigt mere succesfulde forfatter til historiske biografier og diskret erotiske noveller, mærker en stærk glæde, når han trykker en berømt mands hånd. Og en næsten lige så stærk glæde, når han ejer et eksempel på en berømt mands håndskrift.

Stefan Zweig blev født i 1881 og var altså 25 år gammel, da den skæbnesvangre nyhed om attentatet på den østrigske tronfølger Franz Ferdinand en aften i juni 1914 nåede frem til ham. Netop den aften sad han og skrev ved et udendørs cafébord. En plakat blev fæstnet til en søjle på en musikpavillon ikke langt borte, orkestret holdt et øjeblik op med at spille, publikum mumlede uroligt, men så spillede orkestret videre, som om intet var sket. Og selv arbejdede han så også uanfægtet videre.

Men den Første Verdenskrig, som attentatet blev startskuddet til, satte ikke desto mindre et afgørende skel mellem det atmosfærefyldte førkrigsliv, som Stefan Zweig siden skulle kalde ’verden af i går’ og en for ham så godt som meningsløs nutid, som han aldrig fandt sig til rette i. I 1920’erne og 1930’ernes mellemkrigsår vaklede han, trods sin stadigt større berømmelse og det vemodige smil, han sender os på fotografierne, uafbrudt mellem håb og frygt. Han håbede, at den internationale kreds af pacifister, han havde tilsluttet sig, ville kunne få magthavere og folkemasser til at lytte og forstå. Og han frygtede, at det ikke ville lykkes, og at en ny krig ville bryde ud.

I disse år mindedes Stefan Zweig med vemod sine natlige spadsereture med lyrikeren Rainer Maria Rilke gennem stille, øde gader i Paris. Østrigeren Rilke, der var død i 1926, havde sammen med belgieren Verhaeren, italieneren Pascoli og franskmanden Valéry tilhørt en generation, der ”endnu ikke havde haft propagandaens og kanonernes drønen i ørerne”, og som derfor kunne opleve sig selv som ”et broderskab af digtere, der med vilje ignorerede det dagsaktuelle, og for hvem intet i verden var vigtigere end den blide, men alligevel altoverdøvende lyd, som fødes, når ét rim føjer sig til det næste”. Stefan Zweig mindedes Rilkes arbejdsværelse, ”hvor blyanterne altid lå i snorlige rækker, og der på skrivebordet altid stod både et russisk ikon og et katolsk krucifiks”. Og han mindedes Rilkes diskrete påklædning, der altid havde haft ”et strejf af noget personligt, en lille detalje, som for eksempel et smalt sølvarmbånd om håndleddet”.

Og Stefan Zweig mindedes også sine møder med den eksilerede irske forfatter James Joyce på Café Odeon i Zürich. Joyce, der midt under Første Verdenskrig havde arbejdet intenst på sin store roman Ulysses, havde dengang været ”en ung mand med et lille brunt skæg og påfaldende tykke briller foran de årvågne, mørke øjne”, en ung mand, som kunne blive meget vred, når nogen tog ham for en englænder, men som ikke desto mindre lånte Stefan Zweig sit eneste eksemplar af sin erindringsbog A Portrait of the Artist as a Young Man. Østrigeren Zweig mindedes ikke nogensinde at have set ireren Joyce le eller være glad. ”Han virkede altid som en mørk, fortættet kraft,” skriver han i Verden af i går, og senere var han da heller ikke på nogen måde forbavset over, ”at netop Joyce havde skrevet det mest ensomme og uafhængige af alle værker, et værk, der ramte ned i tiden som en meteor.”

Den 1. september 1939, den dag de tyske tropper angreb Polen, giftede Stefan Zweig sig – sandsynligvis mere af pligtfølelse end af kærlighed – med sin sekretær Lotte Altmann. Vielsen fandt sted i den engelske by Bath, og først da ægteparret var på vej ud af rådhuset, hørte Stefan Zweig den forfærdelige nyhed om det tyske angreb. ”Solen skinnede af al kraft,” skriver han på den allersidste side af Verden af i går, og han, der i de forløbne år havde set de italienske fascister marchere i Venedig, de tyske nazister drikke sig fulde i Salzburg og de spanske fascister gøre sig klar til kamp i havnebyen Vigo, var ikke et øjeblik i tvivl om, at den tyske aggression var begyndelsen på en ny verdenskrig. ”Og mens jeg gik hjem,” fortsætter han derfor, ”kunne jeg pludselig se min egen skygge, ligesom jeg bag den nye krig kunne se den gamle krigs skygge.”

Kort efter flygtede ægteparret til Brasilien. Her modtog man parret med ærbødighed og begejstring, og et kort øjeblik lykkedes det den midaldrende forfatter at drømme om ”et nyt liv på et ungt kontinent” langt fra den europæiske krigsgalskab og antisemitisme. Men drømmen falmede hurtigt og afløstes af depressioner. Stefan Zweig havde for længst anskaffet sig en lille flaske med gift, og natten til den 23. februar 1942 begik den 60-årige forfatter og hans 33-årige hustru selvmord i soveværelset i deres lille bungalow i byen Petrópolis. ”Jeg hilser alle mine venner,” skrev selvmorderen i sit afskedsbrev. ”Gid de efter den lange nat må nå at se morgenrøden! Jeg er alt for utålmodig og skynder mig af sted før dem.”

Sommeren 2013 oversatte vi Verden af i går fra tysk til dansk. Fra vinduet i det værelse på Vesterbro i København, hvor vi sad og arbejdede, kunne vi se et stort, gammelt træ. Af og til forvildede et insekt fra træet sig ind gennem det åbne vindue og blev et øjeblik en del af vores verden. Den kompakte, kommenterede udgave, vi oversatte fra, var 490 sider lang, og vi oversatte 10 sider om dagen. Før vi var færdige, så vi altså 49 gange solen gå ned og dagen og alting forsvinde.

Fra vores vindue kunne vi også se en altan på huset overfor. Mens vi oversatte de første sider, sad der hver dag på altanen en gravid kvinde på en klapstol og læste. Da vi nåede til de midterste sider, var hun der ikke mere. Men da vi nåede til de sidste sider, var hun der igen. Og nu var hun ikke længere gravid. Nu stod der en barnevogn ved siden af hende. Og samme dag, som vi blev færdige, opdagede vi, at en mariehøne havde lagt æg bag gardinet i vores arbejdsværelse, og vi opdagede, at der nu var næsten lige så mange sorte mariehøns på den hvide væg bag gardinet, som der var sorte ord i manuskriptet til vores oversættelse af Verden af i går.

Hvor længe varer verden? For et træ og for en mus og for Gud – hvis Gud findes – varer den muligvis evigt. For Stefan Zweig varede den, til glæden forsvandt. Til der ikke længere var flere berømte mænd at møde. Til der ikke længere var en Auguste Rodin, en Walther Rathenau eller en Rainer Maria Rilke, hvis mimik og gestik, han kunne indprente sig og skrive om. Til der ikke længere var flere hænder at trykke.

Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad har i fællesskab nyoversat Stefan Zweigs Die Welt von Gestern. Bogen udkom i efteråret 2013 i forlaget Rosinante & Co’s klassikerserie. Du kan læse mere her.