Den sorte planet
Louis-Ferdinand Célines liv og værk er et vidnesbyrd om de mørke skygger, Første Verdenskrig kastede over Europa. Kasper Lyngholm Larsen skriver om en af mellemkrigstidens mest pessimistiske forfattere.
Den store franske renæssancehumanist Michel Montaigne sendte engang et brev til sin kone i anledning af deres søns død. I brevet fortæller Montaigne, at alting går over her i livet, og at han for resten lige har læst et smukt brev af Plutark, som denne sendte til sin kone under lignende omstændigheder. Det brev vil han sende hende, fordi han ”fandt det så pokkers godt flikket sammen.” Hun skal læse det, forstå det, vise det til vennerne, og så skal hun nok komme på benene igen. Der er ikke meget ægteskabelig omsorg at hente hos husbond Michel – kun forloren og forlæst humanisme. Louis-Ferdinand Céline gengiver brevet i Rejse til nattens ende (1932), og brugen af det er et eksempel på den behandling, den humanistiske tanke bliver udsat for romanen igennem.
Rejse til nattens ende kan betragtes som et fadermord, da Montaigne på mange måder er et forbillede for Céline. Montaigne var sin tids store relativist, der med sine ideer om hver enkelt kulturs fuldendthed angreb de vestlige lande for deres kolonialisme. Céline abonnerer på relativismen og tror lige så lidt som Montaigne på den universalistiske ide om menneskehedens enhed og fremskridt. Til gengæld vender han kolonialismekritikken om: Koloniseringen er et onde, fordi den er skyld i den hvide mands degeneration. Hvor Montaigne var et kultur- og åndsmenneske, er kultur og ånd for Céline ikke andet end abstraktioner. Det eneste, der betyder noget, er kroppen – et synspunkt der er med til at gøre Céline til en af de mest pessimistiske mellemkrigsforfattere. Blodbadet i Første Verdenskrig indvarsler i Rejse til nattens ende en post-humanistisk verdensorden. Trukket igennem sølet i Europa, Afrika, Amerika og Europa retur, bliver menneskeheden præsenteret som en illusion i en verden, hvor kynismen altid sejrer. I bogens begyndelse lyder det: ”Det er menneskene og dem alene man bør være bange for, altid.” Det er ikke bare en almindelig misantropi, der skrives frem, men en decideret frygt for mennesker.
Paranoiaen er ikke alene present i Célines værker; også hans biografi er gennemsyret af den. Det er uomtvisteligt rigtigt, at Céline var racist og antisemit. Han gjorde, mellem udgivelsen af Rejse til nattens ende og Anden Verdenskrigs afslutning, alt hvad han kunne for at bevise det, og selv hvis man prøver at tale racismen ned ved at henvise til, at det var en anden tid, vil de berygtede pamfletter fra 1937-38 stadigvæk ryste de fleste. Jøderne bliver heri gjort til syndebukke for alt, hvad der er galt med verden – og det er ikke så lidt. I bogen The Aesthetics of Hate (2012) skriver historikeren Sandrine Sanos, hvordan Céline portrætterer jøden, som den vestlige verdens kolonisator, hvilket ikke kun skal forstås metaforisk, men bogstaveligt. Céline skriver i Bagatelles pour un massacre (1937), at ”(j)øderne er vores herrer, derovre i Rusland, i England, i Amerika, overalt! … i en jødisk verden kan ’den hvide mand’ kun være manuel arbejder eller soldat, den intellektuelle skal være jøde.” Den vestlige verden er blevet ”helt igennem judaiseret og negrificeret”, ”koloniseret af negroide jøder, som legemliggør det værste af moralske og fysiske fornedrelser.”
Hvis man godtager Célines egen udlægning, så var det Første Verdenskrig, der var ophav til hans nihilisme og manglende tro på mennesket; de to træk som kendetegner Rejse til nattens ende. Hvad der kan undre, når man har læst romanen, er, at Céline i 1912 meldte sig som krigsfrivillig, og at der ingen grund er til at tvivle på hans fascination af militæret og krigen, indtil han bliver såret i slutningen af oktober 1914. Han fik endda i den sammenhæng overrakt médaille militaire og lod sig fotografere i fuld uniform.
Hovedpersonen i Rejse til nattens ende, Ferdinand Bardamu, deler en række ligheder med sin forfatter. Ligesom Céline bliver Bardamu såret under Første Verdenskrig, får en medalje, og tager herefter til Afrika. Efter et ophold i USA – der ikke stemmer overens med Célines eget livsforløb, selvom han i 1925 opholder sig et par måneder i New York – studerer han medicin og praktiserer herefter som læge i en lille forstad til Paris. På samme måde som Céline anså krigen for den første og eneste væsentlige begivenhed i sit liv, er Første Verdenskrig først den eksplicitte og siden hen latente drivkraft bag romanens melankolske og misantropiske satire.
Det særegne i Célines krigsskildring er den ambivalens, der knyttes til absurditeten. På den ene side er den grusom, fordi det industrielle blodbad er forrykt, men på den anden side har krigen også en positiv funktion som et syrebad for falske ideer og værdier: ”Ser De, før krigen var vi alle langt mere uvidende og opblæste end i dag. Vi anede næsten intet om livets realiteter i almindelighed, vi var kort sagt tankeløse …” Brugen af ellipser, man finder her, er kendetegnende for romanen, akkurat som for flere af de andre store mellemkrigsforfattere, som f.eks. Ernest Hemingway, Virginia Woolf og Ford Madox Ford. De tre prikker er ofte ligeså meningsbærende, som den sætning, de er knyttet til. I Rejse til nattens ende – og andre skildringer af tiden efter Første Verdenskrig – er de med til at markere tabet af forståelse og helhed. Narrativen opløses i bestræbelserne på at mime virkeligheden.
Kødet er det eneste, der er tilbage. Bardamus liv er fyldt med kroppe, der enten begæres eller er ved at forfalde. De levende beskrivelser af legemer – og i særdeleshed det fattige legeme – bruger Céline til en stærk kapitalismekritik, hvilket har gjort ham til en populær forfatter på den yderste venstrefløj. Men det er samtidig den konsekvente betoning af kroppen og det biologiske, der gør Rejse til nattens ende til en moralsk problematisk roman og Céline til en problematisk forfatter.
Efter at være blevet erklæret uegnet til fortsat militærtjeneste får Bardamu sig et job som handelsfunktionær i en uspecificeret fransk koloni i Afrika. Det er længslen efter eventyr og ønsket om at komme langt væk fra krigen, der får ham til at rejse dertil, men Afrika-eventyret ender blot med at forstærke den misantropi, som han har taget med sig fra krigen. Her antydes den racisme, som Céline for alvor lader runge i de senere pamfletter. Den imperialistiske logik bliver ganske vist undermineret, men ikke af hensyn til det afrikanske kontinents kulturelle egenart, som vi ser det hos Montaigne. Kritikken begrundes derimod biologisk og geografisk og handler om den nordiske races overlevelse.
Rejsen til Afrika finder sted på et skib, som er fyldt med franskmænd fra det kolde Norden. Der bliver tegnet en specifik skillelinje ved Portugals kyst, som bestemmer atmosfæren ombord på skibet. På den europæiske side af kysten er Bardamu kolonisatorstereotypen, der tager til Afrika for at udnytte kontinentet med sin vestlige intellekt og rigdom, klimaet er behageligt, stemningen ligeså, og drømmen om Afrika lever. Men så snart franskmændene kommer syd for Portugals kyst, begynder det at gå galt: Varmen overmander skibets passagerer og sætter gang i et intenst kropsligt forfald. Desto tættere de rejsende kommer Ækvator, desto mere levende og groteske bliver beskrivelserne af menneskekroppenes opløsning:
I det mindste bevarer man sit kød i Norden. Nordens folk er blege én gang for alle. Mellem en død svensker og en ung mand der har sovet dårligt er der ikke den store forskel. Men allerede dagen efter at koloniembedsmanden er gået fra borde er han fuld af orme. De har blot ligget og ventet på ham og vil ikke slippe deres tag før et godt stykke hinsides livet. Larvesække.
Klimaet degenererer ikke kun de europæiske kroppe, europæeren som sådan er dømt til at gå under uden for sit vante element. Varmen befrier den hvides ”sande natur” på samme måde, som krigen gjorde det. Troperne, såvel som Flandern, er eksempler på, hvad der sker, når den menneskelige natur ikke tøjles:
I det kolde Europa, i Nordens blufærdige gråhed kan man bortset fra massakrerne kun ane vores brødres knurrende grusomhed, mens deres råddenskab kommer op til overfladen så snart de oplives af tropernes ækle feber. Så slår man sig løs for fuld udblæsning, og svinskheden triumferer og dækker os fra isse til fod. Det er den biologiske sandhed.
”Den biologiske sandhed” bliver kun mere eksplicit, idet Bardamu når frem til Afrika. Dekadencen og de seksuelle udskejelser er kendetegnene for kolonien, hvor de indfødte sælger deres kroppe ”for fuld musik”, og europæerne horer løs mellem begge køn. Det er ikke kun kolonisatorerne, der forandrer sig ved mødet med en fremmed kultur: De indfødte tilegner sig den vestlige kapitalismes logik. Det tydeligste eksempel på dette er i scenen op til Bardamus afsked med kontinentet. Han er blevet udstationeret på en handelsplads i den tykke skov ved Bikomimbo i en faldefærdig hytte omgivet af ”degenererede negere”, der sover hele dagen og er ”hysterisk perverse” om natten. Til sidst, afkræftet og delirøs, sætter Bardamu ild til hytten og vil flygte gennem skoven, men må lade sig transportere på en båre af nogle indfødte, som frivilligt hjælper ham. Efter flere dages rejse, hvor den febersyge Bardamu i sine få bevidste øjeblikke undrer sig over, hvorfor de ikke smider ham i vandet eller æder ham, vågner han på et skib: De indfødte har solgt ham som galejslave.
At koloniseringseventyret ender med, at barbarerne bliver europæere, er Célines måde at illustrere, hvordan de undertrykte – i dette tilfælde afrikanerne – ikke forsøger at gøre op med systemet, men i stedet efterligner undertrykkerens logik. Det er blandt andet det, der er med til at opretholde den kyniske samfundsorden, vi bliver præsenteret for i Rejse til nattens ende, om det er i Afrika, Amerika eller Europa.
Den unge Céline – der på dette tidspunkt gik under sit borgerlige navn, Louis Ferdinand Destouches – opholdt sig i den franske koloni Cameroun over to omgange, først i 1916-17 og senere i 1926. Destouches’ oplevelser afviger efter alt at dømme fra Célines skildringer af Bardamus’. Ligeså negativt Afrika optræder i Rejse til nattens ende, ligeså positiv en virkning havde kontinentet på Destouches, som for første gang forsøgte sig både som skribent og læge under sit første ophold. Hans lægegerning begynder, da han i Cameroun får syn for en udbredt og ubehandlet sygdom blandt de indfødte, hvorefter han skriver hjem til Paris for at få tilsendt basalt lægeudstyr, så han selv kan deltage i behandlingen. Men den udgave af sin godgørenhed, han selv beskriver i et brev hjem i 1916, giver allerede udtryk for en mere eller mindre udtalt racisme: ”Jeg forsøger at gøre noget godt, jeg driver et apotek, jeg ser efter så mange sorte som muligt, selvom jeg ikke på nogen måde er overbevist om deres nytte.” Racismen tager sig i Destouches ord ud som hans samtids credo om den hvide mands byrde, der var den moralske rygdækning for imperialismen.
Når Rejse til nattens ende i 1932 kunne blive hyldet af så forskellige aviser som den kommunistiske L’Humanité og den konservative Le Figaro, var det blandt andet fordi, Louis-Ferdinand Céline ikke længere viste nogen tiltro til den hvide mand. Begge aviser så den nihilisme, romanen udstråler, som et rammende udtryk for den eksistentielle håbløshed, der herskede i mellemkrigstiden. Man skal heller ikke glemme, at romanen var lige ved at vinde den største franske litteraturpris, Prix Goncourt, i 1933, og solgte mere end 50.000 eksemplarer. Det vil med andre ord være en fejlslutning at antage, at Céline med udgivelsen af Rejse til nattens ende var en isoleret stemme, der placerede sig i den franske kulturelle offentligheds randområde. Troen på den gamle humanisme var forsvindende lille efter Første Verdenskrigs afslutning, og Célines bog talte til denne voksende mistro.
Først med de to pamfletter, Bagatelles pour un massacre og L’ecole des cadavres (1938), blev Célines antisemitisme kendt. Det stoppede dog ikke pamfletterne fra også at blive store læsersucceser. Célines synspunkter var nemlig på ingen måde nogle, han havde for sig selv – de var tværtimod meget udbredte. Derfor virker eftertidens mytologisering af forfatteren ikke overbevisende, eftersom Céline i sin storhedstid ikke stod uden for samfundet som den trodsige eremit, han senere er blevet beskrevet som. I 1930’erne var han dybt racistisk og antisemitisk ligesom så mange andre, og senere blev han kollaboratør. Det var først efter Anden Verdenskrig, at Céline stod i opposition til den populære mening, og det hang i høj grad sammen med, at han aldrig fandt grund til at undskylde for sin position før og under krigen.
Første Verdenskrig skulle paradoksalt ende med at redde Céline. I 1945 blev han tiltalt for landsforræderi in absentia og tog i nogle år ophold i Danmark for at undgå en retsforfølgelse i Frankrig, som med stor sandsynlighed ville være endt med en dødsdom. Den eneste grund til, at Céline kunne vende hjem i 1951 uden juridiske repressalier, var, at hans status som krigsveteran gav ham amnesti. Paranoid eller ej, man kan ikke fortænke ham i at føle, at la Grand Guerre legede med ham til det sidste.
Artiklen er udgivet på Salon55.dk. Salon 55 er et tidsskrift for litteratur, kultur og samfund, som kan anskaffes i Møllegades Boghandel i København, StudieStuen i Odense og Løve’s Bog- og VinCafé i Aarhus. Find Salon 55 her.