Forsoningskommissionen: en grønlandsk folkekomedie

Det besejrede Danmark var i 1814 alt andet end en grådig kolonimagt, som gik efter at få fingrene i Grønland. Men Danmark tog opgaven på sig og løste den, så Grønland i dag står med en stærkere oprindelig kultur end de fleste tidligere kolonier. Derfor er Forsoningskommissionen ren folkekomedie. Det mener historikeren Thorkild Kjærgaard.

FOKUS: FORSONING MED DEN DANSKE KOLONIHISTORIE? – Danmark er en tidligere kolonimagt, men det har vi næsten glemt. Mens vi i Danmark har parkeret kolonitiden i historiebøgerne, er den i Grønland og på de Amerikanske Jomfruøer stadig alt for levende. I de tidligere danske kolonier har man behov for at forsone sig med fortiden for at skabe sin egen fremtid. Danmarks kolonihistorie er ikke død.

Tirsdag den 14. januar 2014 var det 200 år siden, at Grønland blev et rent dansk ansvarsområde. Indtil da havde Grønland sammen med Island og Færøerne, de to andre gamle norske bilande i Nordatlanten, været et dansk-norsk fællesanliggende. Sådan skulle det ikke længere være. Ved Freden i Kiel, der blev underskrevet i det store, nu nedrevne Buchwaldscher Hof på Dänische Strasse i Kiel sent på natten mellem den 14. og den 15. januar 1814, blev det bestemt, at den dansk-norske union skulle opløses som del af den europæiske fredsslutning efter mere end tyve års uafbrudt krig. Den dansk-norske union havde da bestået siden 1380.

Fastlandsnorge – den del af den skandinaviske halvø, vi i dag kender som Norge – skulle gå til Sverige som kompensation for Finland, som Sverige havde mistet til Rusland i 1809. De nordatlantiske øer, som Norge i sin tid havde bragt med ind i unionen, skulle fremover høre til Danmark, endskønt de både formelt og ikke mindst reelt stadig var en del af kongeriget Norge, tydeligst for Grønlands vedkommende.

Frem til 1814 var den store arktiske ø i det nordøstlige hjørne af det nordamerikanske kontinent hovedsagelig styret af nordmænd. Det gjaldt lokalt i Grønland, hvor de fleste missionærer og langt de fleste koloniembedsmænd var norskfødte, og det gjaldt centralt i den dansk-norske hovedstad København, hvor de grønlandske sager blev ekspederet gennem de “norske kontorer.” Også de to store offentlige institutioner uden for centraladministrationen, som tog sig af Grønland – Seminarium Groenlandicum på Købmagergade, der var en sprogskole for kommende grønlandsmissionærer, og Den Kongelige Grønlandske Handel på Christianshavn – var i hovedsagen bemandet med nordmænd.

Freden i Kiel ændrede den nordeuropæiske scene til ukendelighed. For Norden som helhed betød den – efter det korte mellemspil med den svensk-norske union, der brød sammen i 1905 – en fragmentering og deraf følgende marginalisering i international politik, som Nordisk Råd og andre behjertede forsøg på at hele sårene aldrig har kunnet rette op på.

For Norge og Danmark var freden på hver sin måde en katastrofe: Norge mistede sit elskede nordatlantiske imperium, som den fælles dansk-norske statskasse efter Hans Egedes geninddragelse af Grønland i riget 1721 havde brugt enorme ressourcer på. Og Danmark så sig uden Norge reduceret til »et lidet, fattigt land«. En andenrangs spiller med et mægtigt nordatlantisk appendiks, som man ikke rigtig vidste, hvad man skulle gøre med, og som mange, inklusive selveste kong Frederik VI, så på med skepsis eller endog uvilje. Der eksisterede i 1814 ikke noget dansk ønske om at blive en polarnation.

Der er skrevet adskillige bøger og publiceret dynger af lærde afhandlinger om Freden i Kiel. Men det betyder ingenlunde, at hver sten er vendt og forhandlingsforløbet klart belyst. Tværtimod er Freden i Kiel et minefelt spækket med myter, skrøner, fortielser, beskyldninger om højforræderi og benægtelse af åbenlyse magt- og geopolitiske realiteter.

En af de hyppigst forekommende skrøner om Freden i Kiel er beretningen om, at Grønland, Færøerne og Island kom til Danmark ved et diplomatisk kup begået af Frederik VIs durkdrevne og snarrådige chefforhandler i Kiel, Edmund Bourke. Kynisk udnyttede Bourke trætheden efter dages og nætters opslidende forhandlinger og den angiveligt manglende historiske viden hos den svenske hovedforhandler, friherre Gustav af Wetterstedt, til i sidste øjeblik at få listet en bestemmelse ind i traktaten om, at de nordatlantiske øer ikke skulle følge Norge ind i unionen med Sverige, fordi de ikke var en del af Norge og aldrig havde været det. I opregningen af, hvad der skulle forstås ved Norge, kom undtagelsen ind i den fransksprogede sluttekst som et parentetisk indskud: »la Groenlande, les îles de Ferröe et l’Islande non comprises« (på dansk: »Grønland, Færøerne og Island ikke deri indbegrebne«).

Denne historie – senest gengivet i Martin Breums fortræffelige og meget læste bog Når isen forsvinder – har intet på sig. Der skal, heldigvis eller desværre, mere til for at ændre verdens gang end en åndsnærværende diplomat, rent bortset fra at det toptrænede svenske diplomati og den lærde Wetterstedt, som senere blev sit lands udenrigsminister, naturligvis var helt på det rene med de nordatlantiske øers statsretlige stilling. Men fornuften og det kølige overblik har haft svært ved at få ørenlyd, når det drejer sig om Freden i Kiel 1814.
En af de få, der har forsøgt at sætte Freden i Kiel ind i en større geopolitisk sammenhæng, er grønlandshistorikeren Finn Gad, der i en engelsksproget artikel fra 1979 argumenterede for, at den virkelige dukkefører ved forhandlingsbordet i Buchwaldscher Hof var repræsentanten for den britiske regering, Edward Thornton.

Danmark-Norge havde siden 1807 ligget i krig med England og været afskåret fra direkte kontakt med Grønland, Island og Færøerne af Royal Navy, der holdt det nordatlantiske område fra Norges vestkyst over Færøerne, Island og Grønland til de daværende britiske kolonier i Canada i et jerngreb. Intet kunne ske uden om England, der sad med alle kortene på hånden. Det mest nærliggende var derfor ifølge Finn Gad at se Grønland og de øvrige nordatlantiske øers overdragelse til Danmark som resultat af et britisk ønske eller måske snarere et britisk krav.

Det er, som bemærket af Finn Gad, højst ejendommeligt, at Edmund Bourke – af danske og norske historikere udråbt til henholdsvis helten og skurken fra Kiel – i sine skrivelser til København i dagene efter fredsslutningen ikke på noget tidspunkt giver udtryk for stolthed over at have reddet de nordatlantiske øer for Danmark. For Finn Gad at se kan de nordatlantiske øer derfor næppe have været noget, den danske chefforhandler kæmpede for, snarere noget han ikke kunne undgå.

Den iagttagelse slap Finn Gad ikke godt fra. Gad, der var noget af en underhund i det historiske establishment, blev brutalt slagtet flere gange af den prominente københavnske professor Ole Feldbæk, sidst i det autoritative værk Dansk Udenrigspolitiks Historie (2003), hvor det om Gads tese summarisk hedder, at den »savner belæg og sandsynlighed«.

Ingen af delene er rigtige. For det første er det ikke sandt, at Finn Gad ikke belægger sin tese. Han har været længere nede i Edmund Bourkes papirer fra dagene og nætterne i Kiel end nogen tidligere forsker og afdækker vigtige, ikke tidligere bemærkede vidnesbyrd om massivt tryk på den danske hovedforhandler fra Edward Thorntons side. For det andet er det ikke sandt, at tesen savner sandsynlighed. Tværtimod er den overordentlig sandsynlig. Ja, så sandsynlig, at den – hvis ikke lige det havde handlet om så betændt et emne som Freden i Kiel – ville være blevet accepteret uden videre på grund af sin indlysende strukturelle styrke. Nemlig ved at pege på, at det var Storbritannien, som bestemte i Nordatlanten, og at tingene derfor nødvendigvis måtte ordnes på sådan en måde, at London blev tilfreds.
Det ville London ikke blive, hvis det hele skulle gå efter bogen, og de foregående års stormagtsaftaler, gående ud på, at Sverige skulle have Norge som kompensation for Finland, var blevet udmøntet på den måde, at de nordatlantiske øer havde fulgt Norge ind i den nye svensk-norske union. Det ville nemlig have betydet, at der var opstået en ny stærk nordeuropæisk magt med hovedstad i Stockholm og støttepunkter tværs over Nordatlanten frem til Canada, hvad der hurtigt kunne blive en udfordring for Royal Navy.

Der var i og for sig ikke noget, Sverige hellere ville. Så langt tilbage som i 1658 havde den sejrrige krigerkonge Karl X Gustav over for Danmark-Norge gjort krav på Norge, Island og Færøerne, og havde Grønland været i spil på det tidspunkt, ville han utvivlsomt også have rejst krav om det. Men hvor meget vidtløftige drømmerier om at få fingrene i Grønland, Island og Færøerne end kan have appelleret til Sverige og til den brillante franske revolutionsgeneral, hærfører og tidligere rival til Napoleon, Jean Baptiste Bernadotte, der nu i 1814 som svensk kronprins under navnet Karl (XIV) Johan stod i spidsen for Sverige, så havde de ingen gang på jorden.

Uindskrænket britisk herredømme over Nordatlanten var et vigtigt krigsmål for regeringen i London. Det var derfor en selvfølge, at England ikke ville give plads for en ny, potentiel konkurrent til erstatning for det just eliminerede Danmark-Norge. Det Norge, som Storbritannien ville tillade Sverige at få, var fastlandsnorge og kun fastlandsnorge. Det havde Sverige allerede de facto accepteret før fredsforhandlingerrne i Kiel. Men for god ordens skyld blev det alligevel slået fast med syvtommersøm, at nok skulle Sverige have Norge, men det var uden Færøerne, Island og Grønland, “der aldrig havde hørt til Norge,” som Bourke og Wetterstedt frimodigt erklærede i skøn samdrægtighed – formentlig for at blive fri for at sige sandheden, som var, at de begge handlede efter britisk ordre. Ingen skulle bagefter komme og sige, at stormagterne havde snydt Sverige!

Med hensyn til de nordatlantiske øer var der for England herefter to muligheder: Man kunne beholde dem og inddrage dem i det britiske imperium, således som blandt andre den indflydelsesrige naturvidenskabsmand og mangeårige præsident for Royal Society, Joseph Banks, var ivrig fortaler for. Eller man kunne overføre dem til det stærkt svækkede Danmark. Om Danmark havde lyst til at modtage de nordatlantiske øer spillede i den forbindelse ikke nogen rolle. Danmark var nødt til at makke ret over for England.

Man valgte det sidste, formentlig fordi man dermed mente at have fundet en løsning, som friholdt det i forvejen vidt udspændte britiske regeringsapparat fra nye, belastende opgaver, samtidig med at man sikrede Englands dominans i Nordatlanten lige så godt, som hvis England selv havde overtaget øerne. Som nordeuropæisk småstat ville Danmark altid være tvunget til at danse efter Englands pibe, og heller ikke på den anden side af Atlanterhavet øjnede man i London noget eller nogen, som kunne true Englands stilling.
Her forregnede England sig alvorligt. Man undervurderede Danmark, som på mirakuløs vis genrejste sig i løbet af 1800-tallet. Men først og fremmest undervurderede det arrogante og selvsikre Storbritannien det unge USA, deres tidligere koloni. Og det fortsatte Storbritannien med at gøre en rum tid endnu.

Da USA i 1823 formulerede den såkaldte Monroedoktrin, som erklærede hele den amerikanske halvkugle for USA’s interessesfære med en tilføjelse om, at europæiske kolonimagter, som allerede var etablerede, kunne beholde deres besiddelser, men at nye magter ikke ville blive tålt nogetsteds, trak man på smilebåndet i London. Hvis nogen ligefrem havde sagt, at Monroedoktrinen kunne få betydning for Englands adgang til Grønland, ville man have leet højlydt.

Ikke desto mindre var det lige præcis, hvad der skete, da USA, der i 1916 havde meddelt, at “den amerikanske regering ikke ville modsætte sig, hvis den danske regering udvidede sine politiske og økonomiske interesser til hele Grønland,” i 1920 med underforstået henvisning til Monroedoktrinen, nægtede at give Storbritannien forkøbsret, hvis Danmark skulle ønske at sælge Grønland. Et transatlantisk samarbejde havde udviklet sig mellem Danmark og Storbritanniens tidligere koloni USA, som i mellemtiden var blevet verdens stærkeste magt.
Døren til Grønland var ved at lukke sig for England, der ikke længere var ene om at bestemme i Nordatlanten. I 1940, ved begyndelsen af Anden Verdenskrig, smækkede den endeligt i. Det skete, dagen efter at englænderne uden først at informere USA havde besat Island, da præsident Franklin D. Roosevelt kaldte den britiske ambassadør i Washington Lord Lothian til Det Hvide Hus. Her lod en tydeligt irriteret præsident ambassadøren vide, “at han [Roosevelt] havde taget den britiske besættelse af Island til efterretning, og at han i den forbindelse ikke havde noget særligt at indvende, men hvis de [englænderne] forsøgte det samme kneb i Grønland, ville han blive meget vred.”
Det er næsten unødvendigt at sige, at englænderne siden den dag har holdt sig langt væk fra Grønland.

Hvis Storbritannien kunne gøre forhandlingerne i Kiel om, ville man sikkert lytte til Joseph Banks og instruere Edward Thornton til at sætte sig på de nordatlantiske øer – i stedet for i forvisning om Englands urokkelige overmagt at lade dem gå til Danmark. Kun på den måde kunne England gøre sig håb om at bevare kontrollen over Nordatlanten på længere sigt.
Var det sket, ville det ikke blot have sikret Storbritanniens position i Nordatlanten. Det ville også have trukket Grønland, Island og Færøerne ind i den overmægtige angelsaksiske verdens uimodståelige favntag og dermed have givet de tre landes små befolkninger en anden skæbne end den, der endte med at blive dem til del. Grønland ville være blevet behandlet på lige fod med de britiske kolonier i det nordøstlige Canada, og det er svært at forestille sig, at grønlandsk i dag ville have eksisteret som andet end – i bedste fald – et uddøende minoritetssprog.

Set på baggrund af ovenstående er den grønlandske “forsoningskommission,” som blev nedsat tidligere på året, åbenlyst ude af trit med de historiske realiteter. Tværtimod burde Grønland være taknemmelig for, at forhandlingerne i Kiel endte med, at Storbritannien pålagde et modvilligt Danmark at overtage Grønland i stedet for at indlemme øen i det britiske imperium.

Danmark var i 1814 alt andet end en grådig kolonimagt, som gik efter at få fingrene i Grønland. Men man tog opgaven på sig og løste den på en sådan måde, at Grønland i dag uden konkurrence fremstår som det rigeste, det sundeste og det bedst fungerende samfund i Arktis – og det eneste sted, ikke bare i Arktis, men på hele det amerikanske kontinent, hvor den indfødte befolkning ikke er en trængt minoritet, men folket, kort og godt. Grønland er også det eneste sted på den amerikanske halvkugle, hvor det indfødte sprog ikke er truet. Af de mange hundrede sprog, som fandtes i Den ny Verden, da Columbus gik i land 1492, er grønlandsk det eneste, som trives og har det godt. Der er en rig litteratur på grønlandsk, og det benyttes overalt, både som dagligsprog og som magtens sprog. Det bruges i regeringskontorerne, ligesom det bruges i hjemmene, på gaden, i butikkerne, i kirken, i skolen og i retssalene. Kan man det ikke, har man et problem.

Med nedsættelsen af en forsoningskommission har Grønland gjort sig selv og de grønlandske skatteydere til grin. Det tjener den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt til ære, at hun lige fra den første dag afviste at deltage i denne latterlige og forstemmende grønlandske folkekomedie. Danmark har intet at beklage, intet at undskylde, intet at forsone. Eller som den unge romanaktuelle grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen mere bramfrit udtrykker det: “Enough of that post-colonial shit.”