Tyngdekraft, naturhistorie, revolution

Hvad har Newtons teori om tyngdekraften med politisk revolution at gøre? Samfundskritikken og idéen om oplysningstænkeren opstod ud af en naturfilosofisk tradition, der anså hele verden som levende og følsom. Christoffer Basse Eriksen rekapitulerer i dagens essay opkomsten af Oplysningstiden.

Når historien om Oplysningstiden bliver fortalt er heltene oftest de store politiske tænkere, Rousseau, Voltaire, Montesquieu, og altid fremhæves Den franske revolution som stedet, hvor Oplysningsprojektet blev til virkelighed. Sjældnere forbindes noget så ordentligt som naturvidenskab med revolutionerende idéskabninger. De nye idéer om fornuft, frihed, lighed og kritik var rigtignok politiske idéer, der blev mobiliseret til at slå traditioner, autoriteter og specielt monarkiet af pinden, men de var ikke kun politiske idéer, ligesom Rousseau og Voltaire ikke kun var politiske filosoffer. De nye kritikere var i lige så høj grad optagede af naturen som samfundet, og mange af deres bestræbelser gik på at forsøge at forstå den naturlige verden omkring dem bedre. Både Rousseau og Voltaire inkarnerede en ny type eller persona, nemlig ham – for det var altid en mand – som franskmændene kalder philosophe. Og for denne philosophe gik samtalen gnidningsfrit fra Newtons nye teori om tyngdekraften og Linnés botaniske system til spørgsmålet om politisk revolution.

Den mekaniske filosofi kollapser under sig selv

Historien om, hvordan naturfilosoffen blev sådan en type, der kunne kritisere autoriteter og religion, fortæller videnskabs- og idéhistorikeren Stephen Gaukroger i sin nyeste bog The Collapse of Mechanism and the Rise of Sensibility. Gaukroger sporer gennem 80 år og 500 tætskrevne sider, hvordan en ny persona, en videnskabelig karakter, fremkom i første halvdel af det 18. århundrede som reaktion på en videnskab, som havde lovet for meget, men lykkedes med for lidt, nemlig den mekaniske filosofi, der forklarede alting som stof i mekanisk bevægelse. I centrum for denne mekaniske filosofi står René Descartes, der nok er mest kendt for sit berømte diktum “jeg tænker, altså er jeg”, men som her rettelig beskrives som naturfilosoffen Descartes, der gav en fysisk forklaring på verdens opståen, beskrev de tre bevægelseslove og som altså mente at alting kunne beskrives som stof i bevægelse.

Selv mente Descartes, at hans system først ville være færdigt, når han kunne beskrive, hvordan dannelsen af liv fandt sted, altså hvordan et nyt foster bliver dannet. I sine fysiologiske afhandlinger undersøger Descartes den menneskelige krop ud fra den præmis, at alle processer, blodets kredsløb, nervebanerne, sansevirksomheden samt fordøjelsen, foregår ved hjælp af mekanisk tryk og at menneskets særegne natur, sjælen, ingen betydning havde for kroppens operationer. Dette synes dog ikke at lykkes for Descartes, i hvert fald undrer den tyske filosof Gottfried Wilhelm Leibniz sig senere over “hvad Monsieur Des Cartes havde forestillet sig med sin mand, hvis dannelse koster så lidt, men som i så ringe grad ligner en rigtig mand”. For Leibniz var sjælelige og legemlige processer to sider af samme sag, mens de for Descartes var absolut adskilte.

Descartes’ verdensbillede var mekanisk, men det var – i modsætning til den gængse fortælling – ikke dette mekaniske verdensbillede, der kom til at beskrive den moderne, videnskabelige kultur, men i stedet et andet, nemlig følsomhedens, eller sensibilitetens. Gaukroger beskriver, hvordan den mekaniske filosofi kollapsede under sit eget krav om at give en fuldstændig forklaring på alle fysiske fænomener, en forklaring som kun tyede til mekaniske principper og intet andet, og blev til et forstokket system, der derfor ikke evnede at gøre op med den aristoteliske forståelse af videnskabens grundlæggende, principielle forklaringer.

At beskrive en hest horisontalt

Der skulle en englænder til for at gøre op med 2000 års videnskabelig tænkning, nemlig John Locke. I filosofihistorien bliver Locke ellers ofte placeret i en underlig mellemposition som indvarsler af den empiriske filosofi, som han ikke drog de fulde konsekvenser af. Og for nylig er han af idéhistorikeren Jonathan Israel i hans tre mammutværker om Oplysningsidealerne blevet beskrevet som en kompromissøgende,  fordækt antidemokratisk kristen. Men hos Gaukroger er Locke den klare hovedperson i det videnskabshistoriske narrativ. Locke er tænkningens revolutionære, idet han opstiller nogle helt nye kriterier for, hvad sandhed og viden er og hvordan vi som nysgerrige væsener kan komme til at gribe dem.

Hvor Aristoteles, Descartes og Leibniz, de tre store naturfilosofiske innovatører, forsøgte at forklare alting vertikalt ved at søge den dybe grund til naturens fænomener – om det så var materiens form eller mekaniske bevægelser på mikroniveau – så søgte John Locke sine forklaringer horisontalt ved at indsamle så mange kendsgerninger om et fænomen som muligt. At bedrive videnskab var for Locke ligesom historieskriveren, der finder så mange kilder som muligt for at skrive den mest nøjagtige historie. Ja, faktisk drager Locke i sit store Essay Concerning Human Understanding en sammenligning mellem Bibelens troværdighed og lemfældige rejsebeskrivelsers nøjagtighed (så mange øjenvidner til Jesu genopstandelse var der trods alt heller ikke), en sammenligning, der fik det næsten 600 sider lange essay på listen over forbudte bøger.

Dette nye syn på videnskab fik stor succes, specielt i Frankrig, hvor Lockes erkendelsesteori blev introduceret i parløb med Isaac Newtons nye teori om tyngdekraften, som vel at mærke ikke er en mekanisk teori, idet tyngdekraft virker over afstand uden mekanisk interaktion mellem legemerne. En af de store eksponenter for Lockes anti-systematiske vidensideal var bestyreren af den botaniske have i Paris Jardin du Roi (nu Jardin des Plantes) Georges Buffon. Buffon udgav fra 1749 og frem det monumentale værk Histoire naturelle, hvori han gav en beskrivelse af alle naturens væsener, men netop efter en horisontal fremgangsmåde. I forordet til Histoire naturelle gerådede Buffon sig ud i en lettere perfid diskussion med svenske Carl von Linné, som ellers var kendt i hele det litterære Europa for sin Systema naturæ og sit binominale nomenklatur, som var (og er!) en metode til at klassificere alle skabninger efter udvalgte egenskaber, mestendels reproduktionsorganerne beskaffenhed. Det var sådan, Homo sapiens kom til at hedde Homo sapiens.

Ifølge Buffon kunne ingen sand viden stamme fra, at man indplacerede en af verdens skabninger i hvad der for ham fremstod som et arbitrært system. Nej, for at beskrive eksempelvis en hest måtte man beskrive hesten horisontalt, beskrive hestens vaner, den måde, den indgår i flokke på, dens gang og løb samt, til manges overraskelse, også dens nytte i menneskets omgang med det, som for eksempel det faktum at hesten er et fremragende transportmiddel (anno 1750). For Buffon var alting relationelt, for han så alle skabninger i verden som en del af den samme store værenskæde, men en kæde i konstant fluks, kun differentieret af umærkelige grader, der konstant glider over i hinanden.

Følsomhed er al erkendelses udgangspunkt

I gruppen omkring Buffon opstod inspireret af Locke en ny videnskabelig holdning, hvis kodeord var sensibilitet, eller følsomhed. Begrebet var omdrejningspunkt for forskning primært i fysiologien, hvor specielt den tyske naturhistoriker Albrecht von Haller var forgangsmand indenfor undersøgelser af irritabiliteten og sensibiliteten, eller reflekserne, som vi ville sige i dag. Sensibiliteten, altså det organiske materiales evne til at strækkes, når det bliver stimuleret – som knæet, der springer op hos lægen – førte til filosofiske overvejelser over, om organisk stof i sig selv havde kvaliteter af mere åndelig art. For eksempel mente den franske naturfilosof og opdagelsesrejsende Maupertuis, at de organiske molekyler var begavet med “begær, hukommelse og intelligens”. Og at det forresten var derfor, de vidste, hvordan de skulle forme sig til nye individer i livmoderen eller ægget – det problem, som Descartes ikke kunne løse.

Men denne idé om følsomhed forblev ikke i naturfilosofiens gemakker. Hos Denis Diderot, udgiver af Encyklopædien fra 1751-1772, flittig gæst i Bastillen for sin forfattervirksomhed og en af Buffons venner, blev den organiske følsomhed til et begreb om, hvad jeg mener bedst kan beskrives som intellektuel vågenhed. Diderot er sensibilitetens mester. Hos ham er alting i kontakt og berøring med hinanden, og det er denne berøring, der er det centrale i beskrivelsen og forståelsen af verdens genstande. Mennesket indtager nok den højeste plads, ikke fordi det essentielt er bestemt til at være hersker over naturen, men fordi mennesket er mest vågent, hvis det da er og holder sig vågent. For Diderot er det at benævne genstande med sprog også en måde at være ‘ude ved tingene’ på, og derfor en følsomhed.

På den ene side er dette for Diderot et filosofisk had mod matematisk-systematisk videnskab, på den anden side et politisk had mod autoriteter og tradition. Som han beskriver det i artiklen Philosophe fra Encyklopædien, så er den filosofiske persona for Diderot én, der kun tager for sandt, hvad han ved faktisk er sandt, der tager det falske for falsk, det tvivlsomme for tvivlsomt og det sandsynlige kun for sandsynligt. Og lever den viden, han har ikke op til dette sandhedskrav, ja, så må den ægte filosof forblive agnostisk.

Det er historien om denne philosophe og opgøret med autoriteterne, vi almindeligvis bliver fortalt historien om, mens den naturfilosofiske forhistorie ofte bliver forvist til en fodnote. Sådan behøver det ikke være. Stephen Gaukroger viser veloplagt i sin bog, hvordan naturfilosofien var en intim del af de ideologiske udviklinger, som fandt sted op til Den franske revolution. Og at modstillingen mellem filosofi og videnskab er af nyere dato, hvorfor vi må smide den overbords, hvis vi vil forstå dannelsen af vores egen kultur.

Stephen Gaukrogers bog The Collapse of Mechanism and the Rise of Sensibility – Science and the Shaping of Modernity, 1680-1760 er udgivet på Oxford University Press og kan erhverves her.

Christoffer Basse Eriksen er ph.d.-studerende ved idéhistorie på Aarhus Universitet.