Tilbage til Sovjettiden – Rusland og Polen efter krisen i Ukraine

Efter krisen i Ukraine frygter Polens ledelse, at det er starten på et nybrud i russisk udenrigspolitik, hvor de principper, som Rusland siden 1991 har underskrevet, ikke mere er gældende. Historiker Kay Lundgreen-Nielsen beskriver det komplekse forhold mellem Rusland og Polen i det 20. århundrede – og den politiske virkelighed efter Krimkrisen.

Krisen i Ukraine – de store protester i Kijev, der ledte til præsident Janukovitjs afgang, Ruslands annektering af Krimhalvøen og kampe mellem prorussiske separatister og den nye Kijev-regerings styrker i forskellige ukrainske regioner  i 2013 og 2014 – har ændret forholdet mellem det Polen og det nye Rusland, der opstod efter opløsningen af Sovjetunionen i december 1991.

Fra 1989 til 1991 ændrede den stærke sovjetisk dominans over Polens udenrigspolitik og interne forhold sig drastisk. Sammen med det russiske territorium blev den russiske indflydelse stærkt formindsket. Bortset fra det lille Kaliningradområde i nord havde Polen ikke mere grænse til det nye og meget mindre Rusland. Ukraine, Hviderusland og tre baltiske stater forlod Sovjetunionen og blev til selvstændige stater. Det var en næsten optimal løsning på Polens evige geopolitiske problem med en omstridt geografisk beliggenhed mellem to mægtige og ofte fjendtlige stormagter – Rusland og Tyskland.

I perioden efter Sovjetunionens sammenbrud – 1989-2013 – har de politiske forhold mellem Rusland og Polen stort set været bedre end de foregående 200 år. Men nu er det politiske forhold mellem Rusland og Polen igen ved at ændre sig til en situation, der minder om Sovjettiden.

Det nye Polen

Under de russiske ledere Mikhail Gorbatjov og Boris Jeltsin indgik det nye Rusland en række epokeskabende aftaler med USA og NATO. Det nye Polen – med Østeuropas første ikke-kommunistiske statsminister T. Mazowiecki i spidsen – ville tilbage til Europa. Det vil sige det vestlige Europa, som det langsomt var blevet skilt fra i årene efter 1945 i kraft af den sovjetiske dominans i Østeuropa. På en måde var udviklingen i Rusland og i Polen i 1990erne ret ens. Begge forsøgte sig med demokrati og markedsøkonomi og med bedre relationer til vestlige organisationer, der fremmede disse værdier. En udvikling, der lykkedes meget bedre for Polen end for Rusland.

Begge stater blev medlemmer af Europarådet. Polen i 1991 og Rusland få år senere. Dette lidt svage organ fra 1949 havde til formål at fremme demokrati og menneskerettigheder. De sidste russiske soldater forlod Polen i 1994 og samme år blev begge stater medlemmer af OSCE, der i et samarbejde mellem endnu flere europæiske og centralasiatiske stater også skulle fremme de samme værdier som Europarådet og sikre nationale mindretals rettigheder i de mange nye stater efter 1989-91. OSCE havde også diplomatiske voldgiftsmetoder til at løse konflikter mellem medlemsstaterne. OSCE var egentlig en gammel russisk ide og fik også i 1990’erne den russiske ledelses opbakning, da russerne så det som en mulig afløser af det vestlige NATO.

Det blev imidlertid ikke tilfældet, for NATO består fortsat og påtog sig fra 1990’erne andre opgaver end rent forsvar af medlemsstater, herunder aktioner for FN. Til gengæld fik Rusland et nyt forhold til NATO. Meget hurtigt kom russiske officerer til Bruxelles og fik kontakt med NATO, og i 2002 oprettedes et særligt rådgivende organ mellem NATO og Rusland – og i øvrigt også med Ukraine.

Polen – og Ungarn og Tjekkiet – kom endnu videre i den vestlige integration. Det var ikke en let og hurtig vej for disse tidligere kommunistiske regimer, der nu som nye demokratier søgte sikkerhed i vest. USA, som den dominerende magt i NATO, var længe nølende om denne udvidelse og forsøgte  i forhandlinger med Rusland at gøre det på en måde, som Rusland ville acceptere. NATO startede derfor i 1994 med at tilbyde en række stater muligheden for et samarbejde om konkrete opgaver. For eksempel udførelsen af freden i det tidligere Jugoslavien fra 1995. Samarbejdet hed ”Partnership for Peace” og gav også mulighed for træning af stabe og soldater efter NATOs retningslinjer. I 1997 i Madrid accepterede Rusland i en aftale med USA, at Polen, Ungarn og Tjekkiet kunne optages i NATO, hvis deres enheder ikke blev udstationeret i disse lande. Indtil 2014 er dette heller ikke sket. De tre lande kom i NATO foråret 1999. Samme år som man også fejrede 50-års jubilæum.

Mange års forhandlinger mellem Polen og EF/EU endte i maj 2004 med, at Polen blev medlem af EU og dermed af den vestlige organisation for primært økonomisk samarbejde. Men mere og mere også for mange former for politisk integration. Rusland søgte ikke forhandlinger med EU om optagelse, men derimod om øget handel.

En ny fase i russisk-polsk udenrigspolitik

Det ofte bedre forhold til Rusland var altså præget af et vist polsk-russisk fællesskab over for nye strømninger i international politik. Den russiske politik over for Ukraine i 2014,  først annekteringen af Krim og siden uroen i det østlige, industrielle og måske delvist prorussiske Ukraine, kan være en ny fase i russisk udenrigspolitik, der vil ændre situationen fra 1991.

I dag peger mange på, at den kortvarige krig i sommeren 2008 mellem Georgien og Rusland var et signal om noget helt nyt. Det præcise forløb af konflikten har dog været omstridt og de områder, hvor Rusland nu fik indflydelse, havde en befolkning, der ikke var georgisk. Midt under krigen rejste den polske præsident Lech Kaczynski til Georgien og holdt en tale med advarsler mod den russiske imperialisme.

Når Polen i foråret 2014 reagerede ret hurtigt og skarpt på det, der lignede en ny og meget betænkelig russisk udenrigspolitik, skyldtes det egne meget dårlige erfaringer med den russiske stat og forholdet til Polen. Det var et klart brud ikke alene med Ruslands og Ukraines forpligtelser over for FN, men også over for Europarådet og OSCE. Man kunne frygte, at den russiske ledelse nu brød med den kurs, der havde været gældende i international politik siden Den Kolde Krigs afslutning i 1989-91. Hvis Rusland fulgte de aftalte procedurer, kunne et eventuelt utilfreds russisk mindretal i Ukraine, der formentlig havde et flertal på Krim, have indkaldt observatører fra OSCE. Denne organisation havde siden 1994 opbygget et apparat til voldgift og forhandlinger mellem de lidt over 50 medlemsstater.

Den polske reaktion var et resultat af, at det virkede som om, at Rusland nu ville ændre denne ordning ved magtbrug eller trusler om vold. Den polske ledelse, siden valget i 2007 med Donald Tusk som statsminister og Radek Sikorski som udenrigsminister, begge fra partiet PO (Borgerpartiet, et bredt parti, mest i centrum, men med katolske og liberale fløje) har med stor smidighed søgt at føre en forsonlig udenrigspolitik både over for Tyskland og over for Rusland.

Ingen af de polske regeringer efter 1989 har rejst krav om ændring af den polske østgrænse, der i 1945 i praksis blev ændret til sovjetisk fordel. Polen blev flyttet ca. 250 km mod vest. Efter de første års kaos er der kommet en vis handel i gang mellem Polen og Rusland. Polen er ret afhængig af russiske råvarer som olie-gas, og Polen sælger også landbrugsvarer til Rusland. Men langt den største handel har Polen med EU, især med Tyskland.

De hvide pletter i historien

Der har været mange forhandlinger mellem Polen og Rusland, mellem diplomater, arkivarer og historikere omkring den vanskelige fortid. Efter 1989 blev der talt ret åbent om ”de hvide pletter” i deres fælles relationer. Især i forholdet mellem Sovjetunionen og Polen 1917-89. Nogle sovjetiske arkiver blev åbnet lidt mere og nogle fælles polsk-russiske projekter er blevet udført, men i løbet af Jeltsins periode blev det langsomt vanskeligere – og under Putin har der været tilbageskridt med hensyn til adgang til de sovjetiske arkiver. Nogle politikere, som Tusk-regeringen og de fleste regeringer før 2005, har været forsigtige vedrørende konfliktemner, herunder ikke mindst om fortiden. Putin deltog i 2009 i ceremonier for 50-året for 1939 i Gdansk sammen med Tusk. De var også sammen for første gang i april 2010 i Smolensk ved et mindesmærke for de polske ofre i den sovjetiske massakre i foråret 1940.

I Polen blev denne forsonlige kurs ødelagt af det tragiske flysstyrt senere i april 2010, da præsidenten Lech Kaczynski og mange af hans kolleger fra samme oppositionsparti, Ret og Retfærdighed, blev dræbt på vej til en ceremoni om Katyn. Fortiden i det polsk-russiske forhold fik dermed direkte nedslag i den offentlige, polske debat. Ligesom Putins handlinger i Ukraine i 2014 vækker mindelser om andre sorte sider i den fælles polsk-russiske historie. Præsidentens tvillingebror, Jaroslaw Kaczynski, der er og var oppositionsleder, og som i 2006-2007 var en omstridt og stridbar statsminister i en koalitionsregering af stærkt katolske, nationalistiske partier, der yndede at udtale sig skarpt både om Tyskland og Rusland og om perioden i Polen 1989-2005 som et forræderi over for Solidaritets oprindelige ideer. Efter ulykken i 2010 har Jaroslaw Kaczynski skruet stærkt op for retorikken imod Tusk-regeringen og mod den russiske regering. Begge anklages for ikke at have undersøgt årsagen til flyulykken godt nok.

Partiet Ret og Retfærdighed har ved Krim-krisen i 2014 ret hurtigt krævet et fast, polsk svar og kritiserede stærkt R. Sikorski for – kort før Majdans endelige sejr – at arrangere en aftale med daværende præsident Janukovitj og et nyt præsidentvalg sidst i 2014. Det var en meget tavs og slukøret Sikorski, der efter den ukrainske præsidents flugt måtte forsvare denne aftale bagefter.

Såvel Tusk som Sikorski har siden brugt en mere kritisk tone over for Putins mange udspil. Sikorski ønskede hurtigt et NATO-rådsmøde indkaldt og ville helst have NATO-soldater til Polen som pant for NATOs garantier. USA og NATO reagerede hurtigt, men ikke med soldater, da det ville være at gå ud over 1997-aftalen. Man sendte franske fly til Polen i NATOs regi til overvågning af de østlige områder, USA sendte vicepræsidenten på besøg som et symbolsk signal om Polens tilknytning til Vesten. På Polens nyligt proklamerede nye Nationale Frihedsdag, til minde om de første delvist frie valg i Polen efter 1944, nemlig den 4.juni 1989, kom endog USA’s præsident Obama til Warszawa og fejrede de 25 års frihed.

Den polske uro over russisk udenrigspolitik

Hvad er det i Polens fortid, der gør polske ledere urolige, når Ruslands nuværende ledelse virker mere uberegnelig og synes at bryde med de internationale principper fra 1990’erne? Den polske følsomhed overfor ændringer i Ruslands udenrigspolitik er meget forståelig. Historisk set har der siden 1795 har været mange og alvorlige overgreb fra forskellige russiske regimers side mod Polen som stat og befolkningen som polakker.

I 1795 var Rusland var ikke alene om at afslutte den polske stats virke siden 900-tallet med en deling af den daværende meget store stat, som endnu i 1772 havde en østgrænse helt frem til lige vest for Kiev! 1800-tallets tsar-Rusland var i datiden kendt som en reaktionær, autokratisk styret magt og forholdet til polakkerne, der langsomt tog tidens nationalisme til sig, blev fra 1830 til 1915 præget af polske oprør og russisk national undertrykkelse af alt polsk, herunder blev mange arresteret og sendt til Sibirien som straf for oprørskhed. Modsætningen mellem Polen og Sovjetunionen ses altså ikke alene som et forhold mellem kommunisme og den demokratiske variant i Polen, men som en ældre national modsætning.

Forholdet mellem det gendannede Polen efter Den Første Verdenskrig og den nye stat Sovjetunionen med en kommunistisk ideologi, der først var præget af Lenin og siden i mange år af Stalin, var dårligt eller ikke-eksisterende.

De polske stater frem til 1772 og 1918-39 var ikke nationalstater, men bestod af mange nationaliteter. En tredjedel af befolkningen i mellemkrigstidens Polen var ukrainere, hviderussere, tyskere eller jøder. Grænsedragningen ved fredskonferencen i Paris 1919 fulgte som hovedprincip den nationale sammensætning, men af mange grunde var der mange undtagelser. Især i det østlige Europa, både hvor Østrig-Ungarn og Tsarens Rusland havde hersket, var det svært at trække klare grænser i forhold til det nationale. Byer kunne for eksempel være beboet og kulturelt præget af polakker, mens oplandet med bønder var beboet af ukrainere, hviderussere eller litauere. Fredskonferencen bestemte reelt ikke grænsen mellem Polen og Sovjetunionen – det gjorde krigshandlinger på begge sider.

Den polske elite i 1919-20 var splittet i synet på datidens Rusland. En borgerlig, nationalistisk, antisemitisk retning under Roman Dmowski foretrak en deling af de østlige områder mellem et borgerligt, demokratisk Rusland og et nationalistisk Polen. Problemet for den stærkt antityske Dmowski var, at borgerkrigen i Rusland ikke klart viste, at der nogensinde ville komme et borgerligt, demokratisk Rusland. Hans antibolsjevisme var så stærk som hans frygt for et for stærkt Tyskland. Men han erkendte ikke ukrainere, hviderussere og litauere som statsbærende nationer – de skulle poleniseres.

R. Dmowski var den polske hovedforhandler ved fredskonferencen i Paris og senere leder af et stort parti i Polen, hvilket han var frem til sin død i 1939. Fra 1926 var J. Pilsudski leder af oppositionen imod den anden vigtige politiske skikkelse i polsk politik. Han prægede polsk politik som statschef (1918-22) og igen som de facto leder (1926-35). Hans baggrund var i det polske socialistparti, PPS, fra 1890’erne. Hans syn på Rusland var lige det modsatte af Dmowskis, og han anså Rusland for at være hovedmodstanderen. Rusland skulle ødelægges og opløses i sine nationale bestanddele, og Polen skulle alliere sig med de mange nationaliteter som finner, baltere, hviderussere, ukrainere imod det russiske overherredømme. Disse tanker ses allerede i 1904, hvor en ret ukendt Pilsudski i Japan fik foretræde for japanske myndigheder i håb om, at et polsk oprør kombineret med japansk militær ville føre til russisk nederlag! Japan var på det tidspunkt i krig med Rusland, men afslog dette tilbud!

Da Pilsudski i 1919-1920 som statschef og øverstkommanderende førte krig mod russiske styrker, ses nøjagtig samme tanker i de givne ordrer. En alliance med ukrainske enheder mod kommunisterne skulle skaffe et godt resultat. Foråret 1920 erobrede Polen områder til og med Kiev, men snart gik det værre, og sommeren 1920 stod kommunisterne lige foran Warszawa, hvor de dog blev afvist. Under denne krig ses det, at Pilsudski hverken var for de Røde eller de Hvide i den russiske borgerkrig. Det var staten Rusland, han ville reducere, uanset ideologi.

Det, der fredeligt skete i 1991, var i høj grad, hvad Pilsudski forestillede sig burde ske med tsarrigets arvtager. Hos Pilsudski og hans omgivelser var der ideer ikke om en deling af ukrainske, hviderussiske og litauiske områder, men om en føderation med selvstændige områder, dog ledet af Polen!

Hverken de polske partier eller bondebefolkningen var særligt modtagelige for kommunistisk ideologi eller sovjetisk politik præget af ateisme, forestillinger om kollektivbrug og et etpartisystem. Den private ejendomsret, den katolske kirke og et system med mange partier virkede efter 1920 mere tiltrækkende. Resultatet af den polsk-sovjetiske krig 1919-20 var et kompromis og utilfredsstillende for begge parter. Polske mistanker om sovjetiske forsøg på revision heraf, måske sammen med Tyskland, og tilsvarende sovjetiske mistanker om polsk-tysk samarbejde mod Sovjetunionen forgiftede de statslige forhold.

Behandlingen af en ret stor polsk befolkningsgruppe i Sovjetunionen foruroligede den polske ledelse og det polske samfund. Allerede fra sidst i 1920’erne blev polakker i Sovjet begrænset i deres nationale rettigheder og i lighed med andre nationale grupper, der af den sovjetiske ledelse i 1937-1938 blev mistænkt for i en krig at kunne være en 5. kolonne for et tysk angreb, blev tusindvis af polakker arresteret, deporteret og henrettet i disse år. Dette var i fredstid, men var et forvarsel om det, der kunne ske i krigstid.

Med den tysk-russiske aftale af august 1939 blev polske mistanker om sovjetisk revision af 1921-grænsen i ledtog med Hitler bekræftet – i første omgang af det sovjetiske angreb den 17. september 1939 i ryggen på et Polen, der i vest var i en håbløs krig med Tyskland. Denne begivenhed kunne til 1989 ikke beskrives nøgternt i polsk historieskrivning. Siden har historikere kunnet beskrive, hvordan den sovjetiske besættelse af det østlige Polen september 1939 til det tyske angreb i juni 1941 ikke kun var en flytning af grænsen vestpå. Det var også en samfundsomvæltning, der i første omgang skadede den mindre polske befolkning, men i anden omgang også ramte den større del af ukrainere, hviderussere og jøder. Området blev omdannet til et sovjetisk samfund, og formodede oppositionsgrupper, mænd, kvinder og børn, blev i fire store deportationer ført til kolde sibiriske områder, fjernt fra grænserne til Tyskland. Sult, tvangsarbejde under hårde klimatiske vilkår og hensynsløs transport i kvægvogne førte til mange dødsfald. Mange blev arresteret og henrettet. Denne adfærd var ganske almindelig i Sovjetunionen.

Behandlingen af krigsfanger udviste samme barbariske indstilling hos de sovjetiske myndigheder. Aktionen med stednavnet Katyn dækker over et større problemfelt. Takket være et vist russisk-polsk samarbejde om emnet og bedre arkivadgang er dette alvorlige sår mellem polske og russiske/sovjetiske myndigheder blevet behandlet på en bedre måde fra 1990’erne. Før 1990 benægtede de sovjetiske myndigheder ugerningen, men fra 1990 og især i 1992 blev det klart, at beslutningen om henrettelsen af mindst 22.000 krigsfanger eller fængslede blev besluttet ikke kun af lavere NKVD myndigheder, men af Stalin og hans politbureau, d.v.s. den øverste sovjetiske ledelse, i marts 1940. Krigsfanger fra tre lejre blev ført til tre henrettelsessteder, hvoraf et af dem var Katyn.

Det anspændte polsk-russiske samarbejde under Anden Verdenskrig

I juni 1941 blev Stalins Sovjetunion angrebet af Hitlers Tyskland, og dermed blev Sovjetunionen snart i praksis allieret med England og fra december 1941 med USA i en fælles alliance mod angriberne Japan og Tyskland. Det betød, at en polsk eksilregering, som fra 1940 havde sæde i London, også kunne blive allieret med Sovjetunionen, til trods for begivenhederne 1939-41. Samarbejdet mellem de sovjetiske og de eksilpolske myndigheder blev hurtigt vanskeligt og efterhånden så kritisk, at Sovjet i april 1943 afbrød samarbejdet og begyndte at opbygge kernen til et kommunistisk Polen med polske kommunister i Moskva og i Polen under tysk besættelse. Begivenheden, der gav Stalin anledning til at afbryde den diplomatiske forbindelse med den polske eksilregeringen, var paradoksalt nok, at polakkerne lod forstå, at den tyske forklaring om fundet af massegrave i Katyn i april 1943 som en sovjetisk forbrydelse skulle undersøges. Eksilregeringen troede altså ikke på den sovjetiske forklaring, at det var en tysk massakre! Dannelsen af en polsk hær i Sovjetunionen fra 1941 stødte på store problemer og blev opgivet. De polske enheder flyttede til engelske enheder i Mellemøsten fra 1942.

Jo stærkere Sovjetunionen blev i forholdet til et Tyskland med stadig flere nederlag, jo mere blev det tydeligt, at Stalins udtalte krav i forholdet til et nyt Polen blev stadig større. To emner lurede lige under overfladen. Det ene var et krav om en revision af 1921-freden. Grænsen skulle rykkes mod vest, svarende til ideer fra fredskonferencen og allieret diplomati i 1919-1920, men samtidigt kom det også ind, at Polen derefter som kompensation skulle have nye områder i vest fra et slagent Tyskland. Det andet krav var spørgsmålet om styreformen i Polen efter en sejrrig krig.

I mellemkrigstiden var der ringe grundlag for kommunisme i Polen. Det var der af de samme grunde heller ikke efter 1945. Eksilregeringen under general W. Sikorski var i 1939 dannet i modsætning til og i kritik af Pilsudskis regime, selv om Pilsudski-folk stod stærkt i militæret. Bondepartiet var i kraft af befolkningens sammensætning et stærkt parti. Ønsket om et demokrati i Polen var stærkt efter de ufrie år under nazistisk og sovjetisk besættelse.

Fra foråret 1943 er der flere tegn på, at Stalin langsomt og forsigtigt, af hensyn til sine allierede England og USA, forberedte en langsom systemforandring i Polen. Han ikke alene afbrød kontakten med den polske eksilregering i London, men han fremmede også i Moskva dannelsen af en gruppe kommunistiske polakker, der, når øjeblikket kom, kunne danne en alternativ regering samtidig med en ny sovjetisk besættelse af Polen. Ideen var der allerede i krigen i 1920, men denne gang blev den udført.

Den polske eksilregering havde længe advaret England og USA om denne mulige udvikling. Først i sommeren 1944 så en række engelske og amerikanske iagttagere mere klart, hvad der var ved at ske. Warszawaopstanden august-oktober 1944 var en dristig polsk opstand mod tyskerne, men politisk også vendt mod det system, Den Røde Hær kunne føre til et nyt Polen. Trods stadig store problemer med kildegrundlaget for Stalins politik kan man godt fastslå, at Den Røde Hær i de mange uger gjorde intet eller meget lidt for at hjælpe de polske oprørere. Det var politisk set forståeligt, fordi hverken eksilregeringen eller oprørerne i Warszawa kæmpede for et kommunistisk Polen. Tyskerne beholdt Warszawa frem til den sovjetiske offensiv i januar 1945.

En ny udenrigspolitisk situation

Den Røde Hærs sejre i foråret 1945, der sluttede med erobringen af Berlin, medførte et langsomt systemskifte i Polen. Det var langsomt, fordi modstanden i Polen var stor, og fordi Stalin tog et vis hensyn til fælles allierede slagord om demokrati og selvbestemmelsesret. Baggrunden for polsk udenrigspolitik i dag er årene 1945-89, hvor Sovjets dominans i Østeuropa, mest udpræget i Polen 1945-56, men i hovedsagen i hele perioden frem til 1989, påtvang et katolsk land, med en oprindeligt stor bondebefolkning, et for dem fremmed kommunistisk system, endda under russisk overherredømme. Med en vis underdrivelse blev denne periode kaldt perioden med begrænset suverænitet.

Det er derfor ikke sært, at polsk udenrigspolitik siden 1989 har udnyttet de store ændringer i det internationale system til at sikre det nye demokrati bedst muligt. Polen var sammen med Sverige meget aktiv i EU for udformning af et Østpartnerskab påbegyndt fra 2009 til hjælp for de stater omkring Rusland, som ville have støtte til demokratiske reformer og udformning af markedsøkonomi, herunder Ukraine. Det er heller ikke sært, at Polens ledelse i dag er meget urolig over Krim-aktionen, hvis den er en start på et nybrud i russisk udenrigspolitik, hvor principper, som Rusland selv siden 1991 har underskrevet, ikke mere er gældende.

Kay Lundgreen-Nielsen er Lektor emeritus ved Historisk Institut, Syddansk Universitet.