Ligner naturen et kunstværk?

Hvad skal motivere os til at værne om naturen? Naturvidenskaben og teknikken fortæller os ikke, hvad vi skal gøre, og den fortæller os ikke, hvad der er det rigtige at gøre. Teolog Jakob Wolf fortæller hvordan humaniora og etikken giver os et menneskesyn og et natursyn, der er afgørende for at omsætte naturvidenskabelig viden til handling.

FOKUS: VELKOMMEN TIL DET ANTROPOCÆNE! – Klimakrisen er ikke længere bare et anliggende for naturvidenskabsfolk. Vi befinder os muligvis i Antropocæn: en ny geologisk tidsalder, hvor skellet mellem natur og kultur – på grund af menneskets altomfattende, globale indvirkning på naturen – er blevet opløst. Vi har spurgt en række forskere om humanioras rolle i spørgsmålet om natur, klimakrise og bæredygtighed, nu hvor naturen ikke længere er forbeholdt naturvidenskaben.

Det er meget afslørende for den situation, vi befinder os i i dag, at man stiller spørgsmålet: Hvad kan humanioras bidrag være til, at vi får løst klimakrisen? Der er to ting, der er underforstået, når man stiller det spørgsmål. Den ene er, at man behøver ikke stille det spørgsmål til naturvidenskaben. Der er ingen, der stiller spørgsmålet: Hvad er naturvidenskabens bidrag til, at vi får løst klimakrisen? Den anden er, at man ikke anser humanioras bidrag for at være selvindlysende. Man går ud fra, at naturvidenskaben yder det egentlige og væsentligste bidrag, og så leder man efter en plads til humanioras bidrag. Men er det muligt at finde en plads til humaniora her? Også fordi det vil kunne begrunde, at humaniora kan få del i alle de dejlige forskningsmidler, der så rigeligt tilflyder alle projekter, hvori ordet ”klimakrise” indgår i overskriften. Alt dette afslører med al ønskelig tydelighed, at man opfatter humaniora som et meget løst vedhæng til den egentlige forskning, der er den naturvidenskabelige og tekniske forskning. Vi får alt det væsentlige fra naturvidenskaben og teknikken.

Det, der ligger bag denne opfattelse, er, at man ikke er klar over og har sans for, hvad der er naturvidenskabens og teknikkens begrænsninger. Man stiller ikke spørgsmålet: Hvad får vi fra naturvidenskaben, og hvad får vi ikke fra naturvidenskaben? Og det gør man ikke, fordi det er underforstået, at vi får alt fra naturvidenskaben. Men gør vi det? Nej, der er væsentlige ting, vi slet ikke får fra naturvidenskaben og teknikken. Jeg vil sige, at der er så væsentlige ting, vi ikke får fra naturvidenskaben og teknikken, at det forholder sig sådan, at de væsentligste ting får vi fra humaniora i form af etik og filosofi.

Hvad får vi fra naturvidenskaben? Naturvidenskaben er en helt afgørende forudsætning for vores samfund. Uden den ville vi i dag ikke kunne eksistere som samfund og eksistere godt som samfund. Naturvidenskaben giver os en omfattende og ret sikker viden om naturen, der udgør grundlaget for vores teknologi og overlevelse. Naturvidenskabens indsigt i naturens mekanismer er af afgørende betydning for vores forståelse af klimakrisen.

Hvad får vi ikke fra naturvidenskaben? Vi får ingen handlingsorientering. Naturvidenskaben og teknikken fortæller os ikke, hvad vi skal gøre, og den fortæller os ikke, hvad der er det rigtige at gøre. Den naturvidenskabelige beskrivelse og forklaring er etisk neutral. Som allerede filosoffen, David Hume, fastslog for over 300 år siden. Vi kan ikke slutte fra ”er” til ”bør”. Spørgsmålet om, hvordan vi skal forholde os til den viden, vi opnår igennem naturvidenskaben, besvarer naturvidenskaben ikke. Hvordan skal vi forholde os til vores viden om, at vi ødelægger økosystemer, udrydder plante- og dyrearter og ændrer klimaet. Hvad er den rigtige og gode handling? Her er naturvidenskaben larmende tavs, og det er den og skal den være af princip. Det er en del af dens metode.

En anden ting vi ikke får fra naturvidenskaben, det er et menneskesyn og et natursyn. Naturvidenskab er en bestemt metodisk tilgang til at undersøge og beskrive naturfænomener. Den har ingen som helst mening om, hvad naturen er for noget, eller hvad et menneske er, og den skal heller ikke have det. Hvis man mener, naturvidenskaben udtaler sig om sådanne spørgsmål, så har man forladt den og begivet sig ind i humaniora, ind i filosofien.

Der er måske nogen, der vil hævde, at det er helt overflødigt at beskæftige sig med spørgsmålet om handlingsorientering og etik, for det giver sig selv, at vi skal handle for at overleve. Hvorfor skal vi bekæmpe klimakrisen og den globale opvarmning? Det skal vi, for ellers kan vi ikke overleve. Så er den ikke længere.

Der er flere ting at sige til den tanke. For det første skal vi indrømme, at hvis vi angiver et motiv for handling, så har vi forladt naturvidenskaben. Et handlingsmotiv kan aldrig begrundes naturvidenskabeligt. Vi er altså allerede et godt stykke inde i humaniora med den udmelding. Man kunne så sige, at ok, det er humaniora, men det er hurtigt overstået. Vi kan nøjes med at konstatere, at vi skal bekæmpe global opvarmning, ellers overlever vi ikke. Det er sandt nok, at overlevelse er et stærkt og klart argument. Men er det så simpelt, og er der ikke meget at udforske her? Enhver med lidt sans for filosofi vil straks begynde at undre sig lidt: Gad vide, hvorfor overlevelsesargumentet er så indlysende? Er det, fordi vi er drevet af et darwinistisk forstået overlevelsesgen? Men det er jo ikke alle, der absolut vil overleve. Livet er ikke under alle omstændigheder værd at leve. Selvmordet er en mulighed, som nogle vælger. Den franske filosof Albert Camus mente, at selvmordet var et enormt filosofisk problem. Straks vi peger på overlevelsen som argument for at handle på en sådan måde, at vi undgår, at klodens temperatur stiger mere end to grader, rejser der sig en mængde spørgsmål, der nok var værd at udforske. Et vist mål af betingelser hører åbenbart med til, at livet er værd at leve. Jordkloden er ikke under alle omstændigheder værd at leve på.

Hvis vi dvæler ved overlevelsesargumentet, så bliver det også meget hurtigt indlysende, at det argument vil næppe mange acceptere som værende et tilstrækkeligt argument. Hvis det kun drejede sig om at overleve, så kunne vi da sagtens overleve med betydelige temperaturstigninger. Det vil ganske vist gå ud over biodiversiteten og vores levestandard, men det betyder jo ikke noget, hvis argumentet kun er et overlevelsesargument. Det vil sige, at grunden til, vi kun vil acceptere, at temperaturen stiger et par grader, overhovedet ikke er overlevelsesargumentet. Hvad er det så? Ja, det kunne der da være al mulig grund til at forske i. Vi skulle da gerne kunne aflægge regnskab for vore handlinger. Det er jo helt grundlæggende for de beslutninger vi tager både individuelt og som samfund. Vi skal kunne gennemskue begrundelsen for vore handlingsmotiver, ellers kan vi jo ikke diskutere, om de er de rigtige, eller om vi skal handle anderledes.

Det er interessant at se, hvorfor vi f.eks. mener, at vi bør bevare biodiversiteten. Det er en gåde, hvorfor vi ikke må udrydde arter, som vitterlig ikke spiller nogen som helst rolle for os overlevelsesmæssigt eller økonomisk. I forordet til en rapport fra 2012 om de hundrede mest truede arter, skriver Jonathan Baillie: ”Størstedelen [af disse arter] gør ikke andet for samfundet end at repræsentere … eksistens-værdier. Hvis de hundrede arter på denne liste forsvandt i morgen, ville det ikke have nogen indflydelse på global økonomi, arbejdspladser eller sikkerhed. Sådan forholder det sig faktisk med millioner af arter på planeten, hvor deres værdi for menneskeheden er ukendt eller i bedste fald perifer” (Priceless or Worthless 2012). Baillie mener altså ikke, der kan gives nogen som helst fornuftig overlevelsesmæssig eller i det hele taget økonomisk begrundelse for ikke at udrydde millioner af arter. De har ingen værdi for os, de har kun, hvad han kalder en eksistens-værdi. De har en egenværdi, en uerstattelighed, blot ved at være til. Men hvor mon de har den fra? Hvordan kan det være, at de ikke kun har den værdi, vi tillægger dem? Det var da nok værd at undersøge, når vi nu bruger milliarder af kroner på at undgå at udrydde dem.

Det er også uhyre interessant at undersøge, hvorfor vi viger tilbage fra at udrydde arter, der ingen betydning har for os? I dagligsproget findes vendingen, at ”intet er ham helligt”. En person for hvem intet er helligt, er f.eks. en person, der blot for at tjene penge er helt kold over for, om det sker på bekostning af andre mennesker eller naturen. Han eller hun ofrer gerne f.eks. regnskovene og dens beboere for at tjene kassen ved olieudvinding, eller hvad det nu kan være. Hvordan kan det være, vi ikke synes, det er i orden? En god forklaring kunne være, at det skyldes ærefrygt og respekt for det, som er, og som har existence value. Vi har magt til at udrydde arterne og kan sagtens gøre det, men vi kan ikke gøre det uden at føle skam, med mindre vi er blevet psykopater, der har mistet al følsomhed. Vi viger tilbage fra at skamfere kloden med udryddelsen af artsdiversiteten, fordi vi frygter den skam, der i givet fald ville ramme os. Vi kan ikke bære at vores eftermæle skal være: De var en æreløs generation.

Det er en velkendt erfaring, at som man ser noget, behandler man det. Ser man noget som værdiløst, så behandler man det også sådan. Den mest uhyggelige erfaring, vi har af det forhold, er erfaringerne fra den nazistiske katastrofe i Tyskland i fra 1933-45. Her fik man mennesker til at se på visse befolkningsgrupper, jøder, sigøjnere, evnesvage, homoseksuelle som liv, der ikke var værdigt til liv. Dette syn skulle begrunde, at man udryddede dem. Hvis ikke man ved hjælp af propaganda og hjernevask havde fået mennesker til at se på den måde på disse befolkningsgrupper, så ville man ikke havde kunnet gennemføre Holocaust.

Det er derfor af afgørende betydning, hvilke menneske- og natursyn, vi har. Naturvidenskaben har intet at bidrage med her. Hvis man alligevel mener, naturvidenskaben har noget at bidrage med her, så bliver resultatet, at mennesket og naturen er tilfældigt materiale, og så er det fuldstændigt umuligt at begrunde, hvorfor vi ikke skulle behandle mennesker og natur som et tilfældigt materiale for vore formål. Sådan noget som menneskerettigheder og respekt for naturen kan naturligvis ikke begrundes naturvidenskabeligt.

Mener vi, at mennesker og natur skal behandles som noget andet end tilfældigt, så må det være, fordi vi ser mennesker og natur som noget andet. Der kunne være al mulig grund til at udforske dette forhold, når det er så afgørende for vores måde at handle på, og det kan kun humaniora gøre.

Jeg så for et års tid siden en TV-udsendelse om en udstilling af Skagensmalernes malerier på Hirschsprungs Samling. Her så man, hvordan de ankom pakket ind i alle mulige beskyttelsesmaterialer. Man behandlede dem med en enorm varsomhed, og man fik at vide, hvor uerstattelige og kostbare, de var, og for hvilke gigantiske summer de var forsikrede. Man så kunstværkerne som værdifulde og behandlede dem derfor varsomt og omsorgsfuldt. Det slog mig: Tænk hvis man behandlede mennesker og naturens væsener med samme varsomhed.

En hvilken som helst organisme på jordkloden, selv den mest primitive, er en mirakuløs dannelse i sammenligning med resten af universet. Hvis man fandt blot antydningerne af et organisk molekyle på en anden planet, ville man anse det for at være en sensation. Jordkloden er kosmisk set en gigantisk sensation. Plante- og dyrearter har mindst to væsentlige træk tilfælles med kunstværker. De er formhelheder, der består af integrerede dele, og de er uerstattelige. Hvis de udryddes, er de for evigt borte. Hvorfor ser vi ikke naturen som et kunstværk? Eller det gør vi måske også, vi er bare ikke bevidste om den anskuelse? Kunsten har vel altid set naturen som en analogi til kunstværket.

Udforskningen af disse forhold er af meget stor vigtighed for, hvordan vi skal forholde os til klimakrisen. Vi har allerede en enorm viden om klimakrisen. Det, vi mangler, er en motivering for at handle. Den kan humaniora bidrage til at gennemlyse.

Jakob Wolf er lektor og afdelingsleder ved TEO Afdeling for Systematisk Teologi ved Københavns Universitet