Hvad er et bæredygtigt liv?

For at leve et bæredygtigt liv skal vi gøre vores værdier levende. Bæredygtighed skal være en fortælling med subjektiv tilslutningskraft, hvor bæredygtighed ikke er et afkald, men en nydelse. Anders Nolting Magelund forklarer, hvordan det bæredygtige liv skal være et inderliggjort grønt narrativ.

FOKUS: VELKOMMEN TIL DET ANTROPOCÆNE! – Klimakrisen er ikke længere bare et anliggende for naturvidenskabsfolk. Vi befinder os muligvis i Antropocæn: en ny geologisk tidsalder, hvor skellet mellem natur og kultur – på grund af menneskets altomfattende, globale indvirkning på naturen – er blevet opløst. Vi har spurgt en række forskere om humanioras rolle i spørgsmålet om natur, klimakrise og bæredygtighed, nu hvor naturen ikke længere er forbeholdt naturvidenskaben.

Vi er i geologiske termer muligvis ankommet til Antropocæn, en tid, hvor menneskehedens aktiviteter i så emfatisk grad har indlejret sig i naturens systemer og kredsløb, at det ikke længere giver mening at skelne mellem kultur og natur. En ny virkelighed presser sig på, hvor det materielle har taget os som gidsel. Vi kan ikke længere ignorere dette. Vores omverden vil snart resonere af vores forurenende handlinger, og som den engelske økokritiker Timothy Morton skriver i hans ”The Ecological Thought” vil en radikal bæredygtig opmærksomhed medføre en slags skizofren erfaring, hvor alt omkringliggende kan henvende sig til os med en økologisk meddelelse. Ligesom den skizofrene ikke kan differentiere mellem støj og information (radiatoren har en lige så gyldig besked som en nyhedsudsendelse) vil det økologisk orienterede menneske være opmærksom på hvad alt lige fra en sten, en abe, en gren, et stykke plastic, en sætning, en ballet, en hel bygning, osv. bibringer af økologisk information, også selvom der ikke er en tydelig relation til en lidende natur. For klimakrisen er total, den er overalt.

Indtil videre er den dog alligevel usynlig for det blotte øje, og er kun intelligibel gennem videnskabens kognitivt informerede parametre. Vi har ikke fænomenologisk erfaring med klimaforandringerne endnu, og når og hvis vejret for alvor går grassat vil det være for sent at handle, for da vil forandringerne have sat sig irreversibelt igennem. Dette har den engelske sociolog Anthony Giddens formuleret i det der siden er blevet benævnt ”Giddens’ paradoks”: Vi handler først når det er for sent at handle.

Vi kan altså muligvis ikke sætte lid til videnskabens abstrakte formaninger. De træder ikke tilstrækkeligt ind i vores livsverden. Men i stedet for hele tiden at adressere klimaforandringerne med et ideal om ophøjet rationalitet (politik og teknologi), der dog oftest eksekveres med en søvngængers sikkerhed, skal vi måske snarere kigge på livet selv: hvad vil et bæredygtigt liv sige? Eller endnu bedre – hvad kunne et bæredygtigt liv sige os?

“Hvordan kunne man leve?”

Hvad hvis vi stillede det spørgsmål, som var den franske filosof Gilles Deleuzes store filosofiske projekt: ”Hvordan kunne man leve”? Og altså videre: “Hvordan kunne man leve bæredygtigt”?

Deleuze ville på sin egen måde redde ontologien i en metafysik-fjendtlig tid. Men i hans tænkning medfører ontologien – som disciplin – ikke det tvivlsomme ærinde at prædikere verden for at bemestre og dominere den sådan som fx landsmændene Michel Foucault og Jacques Derrida med mistro mente det, men for ham bliver det et spørgsmål om skabelse. Hans tænkning bliver en mangfoldighedstænkning, der med en kirurgs opmærksomhed konstant vil fremdrage de utænkte og uendelige forskelle, der ligger i identifikationernes mellemrum. Når Deleuze af kollegaer blev konfronteret med et hul i en af hans teorier eller begrebsdannelser var hans svar ”så lad os prøve noget andet”. Vi er ikke i verdenen, vi bliver med verdenen.

Tænkning er praksis og hører sammen, idet tænkningen angår virkeligheden selv, og denne er jo som bekendt omskiftelig.

Myten om sande og falske behov

Vi får at vide, at vi først vil komme til at mærke klimakrisen på pengepungen. Men er det ikke netop fordi vi ikke formår at tænke kreativt nok? Måske bliver bæredygtighed ikke først og fremmest et spørgsmål om økonomi, forvaltning, dårlige vaner og visionsløse politikere. For at det bæredygtige skal blive en realitet må det blive et spørgsmål om levet liv. Vi må alle blive bæredygtige entreprenører, innovere vores livsmuligheder i en grøn retning der giver mening for os.

Det bliver derfor ikke et spørgsmål om hvordan man bør handle eller bør leve bæredygtigt, men – hvordan kunne man leve bæredygtigt? Dette liv kan skabes ud fra en tilskyndelse til at kunne få øje på konvergenspunkter for autentisk levet liv og bæredygtighed. Vi må se ankomsten af det traumatiske ressourceloft som en kærkommen chance for en frembringelse af livets utænkte muligheder. Vi må insistere på at vende klimakrisen fra symptom til mulighed. En sådan insisteren er det der ifølge Deleuze må drive tænkningen, den må altid være motiveret af spørgsmålet: ”Hvordan kan vi se, hvad vi ikke så før?”.

Bæredygtighed er indtil videre ikke rigtigt blevet en fortælling med subjektiv tilslutningskraft. Vi begærer ikke noget i dag i nævneværdig omfang fordi det er bæredygtigt, men stadig snarere på trods af at det er bæredygtigt. Kan vi ikke skabe nye bæredygtige behov, der vil os noget?

Men hvad er et behov? En radikal tænker som den franske Jacques Lacan ville sige, at der ikke findes naturlige behov. Selv det at indtage føde er forbundet med et fantasmatisk supplement – anorektikeren og den sultestrejkende følger deres fantasier trods alle biologiske nødvendigheder. Intet kan fikseres som et sandt behov. Det, vi begærer, er altid i flux og knyttet til tegn og billeder, som moden viser os.

Vi må til at opfinde nye behov, og slippe fantasien løs. Her er der et sært fremtrædende blindt punkt i det ”bæredygtighedsteorem” der fremlægges i rapporten ”Vores fælles fremtid” også kaldet Brundtlandrapporten fra 1987. Bæredygtig udvikling beskrives aksiomatisk her som det der ”imødekommer nuværende generationers behov uden at gå på kompromis med fremtidige generationers mulighed for at møde deres egne behov”. Behovsbegrebet naturaliseres. Mennesket vil ifølge dette kun én ting. Vi fratages her vores karakter af mulighedsvæsner.

Det udmattede selv og klimakrisen som symptom

Måske er klimakrisen et symptom på en ensidighed i vores tænkning, der i dag gennemgående har opgivet at stille spørgsmålet om ”hvordan man kunne leve”. Livet er sat på formel, som om vi altid allerede ved hvad det gode liv er. Videnskaben skal derfor løse klimakrisen teknologisk så vi kan fortsætte med denne ”business-as-usual”. Ligeledes skal intellektuelle helst reduceres til eksperter, der tjener det neoliberalistiske projekt; universitetet reduceres til et korrelat til kapitalakkumulationen. Med Heidegger kunne vi måske sige, at klimakrisen er et symptom på at vores evne som mulighedsvæsener er i krise (i hans termer: Da-sein svinder ind til blot og bar Sein) vores fænomenologiske opmærksomhed sættes i fastlagte rammer. Vi fjerner os fra en inspektion af det utænkte i vores liv og samfund, som faktisk er det der førhen har drevet os gennem kriser og som kan siges at være menneskets historie. Og på denne måde kan man godt tale om klimakrisen som eksternaliseret symptom, for så vidt vi ikke formår at handle – andet end i kynisk uforvarende forstand; når vi ikke længere formår at se udfordringer og kriser som en ansporende åbning for nytænkning og overveje hvordan man kunne leve.

Er det etisk i dag at affinde sig med det symbolske mandat eller den tildelte interpellation, vi er blevet pålagt af konsensuspolitikkens administration? Er det etisk ikke at eksperimentere med sit liv? I forhold til klimakrisen handler og nyder vi stort set kun som senmoderne kynikere, der lever et liv som om de altid allerede ved hvad det Gode liv er. Og derfor er klimakrisen et symptom på et presset og indsnævret selv.

Selvets rekreationsrum bliver i dag presset med kravet om konstant at tilvejebringe en bestemt form for genskabelse af sig selv. De bedste er dem der aldrig mener de er gode nok. Konkurrence- og ”think-positive”-ideologien levner ikke plads til humanistisk-dialektisk friktion. Stress, depression, angst, er i dag stadigt hyppigere fænomener, konstaterer statistikkerne, måske netop fordi disse tilstande er de eneste autentiske tilbagetrækningszoner, zoner der ikke kan gentrificeres og indlemmes i den stadig større markedsgørelse af affekter.

Kapitalismen fratager os selvdannelsens anstrengelse. Dette kan faktisk i høj grad siges at være dens produkt i dag. Kapitalismens oplevelseskultur frarøver os simpelthen kedsomheden som Walter Benjamin kaldte ”den drømmefugl, der udruger erfaringens æg”. Den produktive kedsomhed bliver den egentlige mangel”vare” i dag, om man så må sige. Så når klimapolitikken gang på gang fejler, er det symptomatisk for et afmægtiggjort selv. Der reproduceres et kynisk selv, der troligt følger det hedonistiske nydelsesimperativ vi alle er pålagt i dag. Det er præcis disse forhold der styrer den fortsatte uproportionerede rovdrift på ressourcerne, og fjerner selvet fra at kunne håndtere klimakrisens udfordringer med myndig autonomi. Således bliver klimapolitikkens umulighed først og fremmest et spørgsmål om en bestemt tro og nydelse formidlet af kapitalismens styring af det socialpsykologiske net af relationer, og ikke fx en utilstrækkelig grad af ressourcegenbrug, mislykket kvotehandel og upraktiske solcelleanlæg, ej heller et spørgsmål om et instrumentelt syn på naturens ressourcer, for bag alt dette ligger et kynisk subjekt der ikke længere magter at tænke og handle selvstændigt. Vi har glemt at adlyde os selv.

Finanskrisen – som intern systemisk krise – lader til at være tæmmet (for en stund) via neoliberalistiske styringsredskaber og hele synet på sektorens logik med forvaltning af ikke-eksisterende aktiver synes ikke at være kommet transformeret ud af krisen. Men klimakrisen kan netop tilsyneladende ikke løses ud fra samme logik med tilsvarende disponible styringsredskaber. Og derfor bliver klimakrisen et symptom på alt for stor tro på at de forhåndenværende politisk-tekniske instrumenter nok skal klare det for os – vi behøver ingen gennemgribende intervention i det sociale og mentale klima. Neoliberalismens recept i denne henseende er piller frem for nye fortællinger.

“Hedonistisk bæredygtighed”

Som et eksempel på en sådan symptomatik for neoliberal pille-løsning kan gives  arkitekten Bjarke Ingels’ koncept ”Hedonistic Sustainability”. Men han skal ikke gøres til syndebuk, for over hele linjen er virksomheder ikke synderligt optaget af at skabe nye behov og det vi kunne kalde nye ”verdener”, men oftest drevet af økonomiske incitamenter, hvor effektivisering af ressourcer og genanvendelse ses som eneste realistiske løsningshorisont. Men dette fører oftest bare til større forbrug af det samme. Besparelser ved ressourcegenbrug fører til prisfald på produkter, hvilket øger mængden af forbrug og derved måske endnu større ressourcerovdrift end før man forsøgte at effektivisere produktionen. Logikken kortslutter ligeledes når forbrugere siger, at de vil bruge de sparede penge ved fx mindre kødforbrug på flere udlandsrejser med fly.

Bjarke Ingels ønsker prisværdigt nok med sin arkitektur en bæredygtighed uden afkald, men alligevel bliver det bæredygtige element ikke et spørgsmål om værdier, men design. Som han fremlægger det i en video-optaget TEDtalk: ”COP15-klimatopmødet i København 2009 druknede i den generelle misforståelse at bæredygtighed er et spørgsmål om, hvor meget af vores eksisterende livskvalitet vi var parate til at ofre for at blive bæredygtige. Næsten som en protestantisk idé om at det skal gøre ondt for at gøre godt. Men bæredygtighed kan ikke blive en slags moralsk opofrelse, eller politisk dilemma eller ligefrem en filantropisk sag – det må blive et spørgsmål om design.”

Citatet indkapsler kynismens umulighed: Problemerne eksternaliseres til design, der stilles intet spørgsmål til gældende sociale normers bæredygtighed. Der er ingen refleksion over hvad ”det Gode liv” er eller vigtigere – kunne blive. Vi skal fortsætte ad status quo, men med fare for at alt hvad vi sparer af ressourcer, energi og penge gennem designet blot vil blive brugt andetsteds for så vidt ”designet” ikke intervenerer og ændrer nogle koordinater i det levede liv. Arkitekturen kan måske have en vis begrænset behavioristisk effekt på brugerne, fx i form af bedre cykelforhold, men den vil ikke ændre noget på en stagneret måde at begære på. Det bliver faktisk ikke en radikal nok hedonistisk bæredygtighed. For det bliver ikke en bæredygtighed der vil os noget.

Ingels er et illustrativt eksempel på, hvordan virksomheder, arkitekter og mange meningsdannere ukritisk lader sig gøre til bugtalerdukke for neoliberalismens ”ikke-tænken” når det kommer til klimakrisen. Denne ideologi reproduceres gnidningsfrit i Bjarke Ingels’ udtalelse. Ikke noget at sige til at han efter sin TEDtalk modtager et kynisk publikums uforbeholdne applaus: vi kan nu nyde videre, mens vi inderst inde ved at Ingels’ idéer ikke vil føre til de store ændringer, hverken for klimaet eller os selv. I sådanne situationer bedrager vi os selv i troen på at ”good guys” som Bjarke Ingels nok skal klare det hele, mens vi afstår fra at kigge indad for at granske livets muligheder i dets foreliggende mangfoldighed. Det egentlige bæredygtige – som levet liv – marginaliseres.

Begæret som prisme, livsstil og autenticitet

Men hvor kan vi finde dette konvergenspunkt, hvor autenticitet og økologisk sindelag løber sammen? Hvor ser vi i dag praksisser, der inkarnerer principperne for den bæredygtige, produktive værdiskabelse? Dem, der markerer et begærets ”nu” som er svanger med en bæredygtig fremtid bogstaveligt i flor? Jeg vil her præsentere et par eksempler på hvor vi ser en sådan levet bæredygtighed i dag. Og det er her vi alle må blive entreprenører. Vi må skabe noget tilsvarende ud fra de samme principper. Bag udpegningen af de præsenterede eksempler på forskelle der lever indenfor rammerne af en sand bæredygtig værdiskabelse, ligger den præmis at begæret ikke er noget der kan slukkes eller holdes nede. En forståelse af resignation og absolut afkald som den eneste egentlige disponible løsning af klimakrisen, vil også være umulig indenfor den nydelsesideologi der hersker i dag.

Eksemplerne er selvfølgelig velkendte bæredygtige praksisser, men det der skiller dem ud (og det er netop denne bemærkelsesværdige udskillelse der er hensigten her at synliggøre, og derfor forhåbentlig en skabelse) er at der er, eller kan komme troskab mod den begivenhed de (kan) udgør(e), og de netop ikke markerer et afkald, men en tro og nydelse. Eksempler på at det (allerede) er muligt at nyde gennem bæredygtigheden og ikke udenfor eller ved siden af bæredygtigheden.

New Nordic Food

Landbrugssektoren står for utrolig meget udledning af GHG (ca. 14% af den samlede globale udledning ifølge Stern-rapporten fra 2000) bl.a. pga. de store transport- og forarbejdningsprocesser (for ikke at tale om nedfrysning) der er forbundet med import og eksport. At spise lokalt har derfor længe været anset for et slag for naturen, ved at reducere transport. Men i en verden der kræver stadig flere ”krydderier” på bordet er der ikke noget der tyder på en større tilegnelse af de lokale produkter. New Nordic Food går dog imod denne trend, og er et glimrende eksempel på en praksis der er levet bæredygtigt liv. Her er al maden som udgangspunkt eksperimenterende tilberedt med råvarer der er lokalt produceret og sæsonbestemt. Denne trend har haft mega-succes i norden, blandt andet igennem konceptrestauranten NOMA og dens principper. Hvis New Nordic Food blev en norm som der har været ansatser til at den kunne blive, hvis det ikke bare en grille ”en passant”, så ligger der store bæredygtighedsgevinster heri.

Læg mærke til hvordan maden er perfekt integreret i en ”livsnyder”-livsstil. I disse tilfælde kompromitteres der ikke med nydelsen, samtidig med at der er tale om bæredygtigt forbrug. Levet liv i sig selv kan altså godt vise sig bæredygtigt.

Vintageeffekter (tøj og møbler)

Genbrugstøj og møbler kan også gives som eksempel. For folk der dyrker en autentisk ”retro”-stil er genbruget faktisk nødvendigt, her går replicaer eller standardiserede masseproducerede produkter ikke an. For en livsform der dyrker vintage effekter bliver genbrug ikke et spørgsmål om effektiv udnyttelse af ressourcerne. For Heidegger var netop princippet for det der lå bag teknikkens væsen at få ”størst mulig udkomme af alting”, et reducerende syn hvor ressourcerne mister egenværdi.

Men når nogen dyrker den autentiske vintage-stil bliver der tale om en anden måde at genbruge på. Her træder det genbrugte objekt ind i en ”verden”, et betydningshele. Det træder ind i en fantasmatisk scene, og drager insisterende – ikke på trods af at det er en bæredygtig praksis, men fordi det autentiske og det bæredygtige konvergerer.

I vores postmoderne, stil-eklektiske tidsalder har en sådan praksis endda gode muligheder.

Cykling

Privatbilisme er en af hovedsynderne i klimakrisen, og hvis mange flere valgte cyklen ville vi nå store reduktioner i CO2. København er efterhånden kendt som en af verdens førende cykelbyer. I 2010 var 36% af alle ture til job eller uddannelse på cykel, og kommunens mål er at dette tal i 2015 skal være på 50%. Kommunen har lagt strategier for at forbedre mulighederne for cyklisterne i København, men det afgørende er netop om cyklingen formår at blive norm. Til dette har kommunen nok ikke så meget at skulle sige, her er folk netop styret af andre faktorer. Selvfølgelig er almindelig ladhed og økonomisk gevinst ved sparet tid med den hurtigere biltransport vægtige faktorer for en fravælgelse af cyklen. Men når stadigt flere vælger cyklen til i København er det efter min mening også netop et spørgsmål om en ethos. Cyklen føles i disse tilfælde ikke som et afkald eller kompromis, men som en livsform, en integreret del af en identitet. En bæredygtig praksis bliver levet liv, den bliver begæret objekt i fantasiens skemata.

Her ville der netop være tale om sand bæredygtig værdiskabelse når der opstår en cykelkultur, at bruge cyklen af ren lyst og begær. Det ville betyde uendeligt meget mere end fx at starte en kommunal affaldssorteringskampagne, der altid er befængt med en træg og modvillig borgerindsats.

I pagt med naturen?

De tre eksempler er ikke beslægtet med de forestillinger, der indebærer en ”nostalgisk tilbagevenden” til naturen som for eksempel ”Bonderøven” fra DR1 eller konceptet ”Tribe Wanted”. Sidstnævnte er et koncept der for nogle år siden ville opbygge et 100% bæredygtigt ø-samfund for 5000 mennesker i 3 år tæt på Fiji-øerne. Disse eksempler er netop ikke bæredygtige, da de markerer en tænkning af det bæredygtige der vil have os tilbage til en præteknologisk tid (à la Heideggers nostalgiske teknik) – hvilket aldrig får anden status end det man kunne kalde en ”tegneserie”-utopisme.

Det handler ikke om hvordan man kunne leve i pagt med naturen, men hvordan man kunne leve et andet begær. Vi må opfinde en bæredygtig autenticitet der ligger forude som noget nyt og uafprøvet. At søge tilbage til noget velkendt og faktisk også uholdbart, gør os ikke bæredygtige. Autenticitet som syndefaldstænkning kan få en ideologisk funktion som det man kunne kalde en fetich – ligesom filosoffen Slavoj Žižeks bestemmelse af den ”vestlige Buddhisme”, der i henhold til hans analyser netop støtter op om vækstideologiens status quo (hvor dyrkes buddhismen i vesten? på direktørgangene…!). Socialpsykologisk får sådanne fortællinger den effekt at de fleste tænker: ”ja, hvor er det fantastisk at nogle vender tilbage til naturen og bliver selvforsynende for en stund, men det går bare ikke for mig, det kan jeg ikke overskue, så jeg kommer aldrig til at leve bæredygtigt!”. Sådanne forestillinger om det bæredygtige som noget der altid vil være ”derude” passer de kyniske udmærket, og fodrer dem med bekræftelse i umuligheden ved en integration af det grønne liv uden afkald. Men de bæredygtige forskelle er netop lige her imellem os, det lever og kan skabes ud af de nye drømme, der (kan) drømmes. Det bæredygtige som det autentiske må kunne leves ”lige her” som med for eksempel cykling, New Nordic Food og vintage effekter, og ikke ved ”siden af”, eller ”bagude” eller ”ovenfor”. Vi må insistere på en bæredygtighed der ikke fastholdes- og holdes på afstand som et ideologisk ”derude”.

Selvfølgelig skal kapitalfonde og banker droppe deres investeringer i fossile brændstoffer (kaldet ”divestering”), selvfølgelig skal virksomheder producere efter den cirkulære økonomi principper (det vil sige i lukkede kredsløb, hvor så meget som muligt genanvendes) og selvfølgelig skal det private og offentlige investere i grøn energi.

Men det afgørende spørgsmål bliver et spørgsmål til livet selv: Vi må have en bæredygtig etik, der ikke baserer sig på regler, men som levet liv. Ellers vil den grønne omstilling føles som et overgreb. Vi må have et inderliggjort grøn narrativ formidlet af begærets ukuelige troskab.

Anders Nolting Magelund er Cand.merc.(fil.) fra Copenhagen Business School.