Nogenledes et generalkort over naturen
I slutningen af 1700-tallet var naturhistoriske samlinger blevet almindelige i de europæiske hovedstæder. Samlinger af mineraler, insekter eller konkylier skulle modsvare naturens orden, så man kunne beundre naturen igennem samlingen.
FOKUS: MUSEUM ‘EUROPA’ – Det europæiske landskab er dækket med museer. Den europæiske kultur er en museumskultur: Vi indsamler, kategoriserer og udstiller i et forsøg på at forstå vores fortid, os selv og den verden, vi lever i. Baggrund undersøger de europæiske museer, museets historie og den museumskultur, som har været med til at forme det moderne Europa.
Den venezuelaneren Francisco de Miranda opholdt sig nogle måneder i København omkring årsskiftet 1787-88. Her besøgte han ud over en række væsentlige institutioner og indflydelsesrige personer også en del naturhistoriske samlinger. Han besøgte lægen og embedsmanden Theodor Holmskiolds mineralogiske kabinet (”indrettet med god smag og orden”), professor Hennings på Kirurgisk Akademi, hvor han så demonstrationssalen og samlingen af fostre etc. (med “mere end 8 halvrådne kadavere, der var anbragt her til dissektion”), Lorenz Spenglers museum, hvori han nød naturens uudtømmelige mangfoldighed og skønhed, kunstkammeret, Moltkes Palæ og naturaliesamlingen dér, veterinærskolens samling af skeletter og fysikinstrumenter, dens stalde og anatomiske dissektionslokale, professor Brünnich på Universitetets Naturalteater (”udmærket godt disponeret og indrettet”) og pastor Chemnitz’ bemærkelsesværdige konkyliesamling. “I høj grad kuriøst”, noterede Miranda i sin dagbog. I denne henseende er Miranda typisk, for i det sene 1700-tal hørte det til den dannede rejse at aflægge besøg i de bedste af rejsemålets naturhistoriske samlinger.
I den sidste del af 1700-tallet var sådanne naturaliesamlinger nemlig blevet almindelige i Europas større byer, og også i København var de blevet udbredt både hos privatpersoner, hos selskaber og på læreanstalter. Især var samlinger af mineraler, insekter eller konkylier almindelige, men oftest optrådte disse samlinger i kombinationer, evt. også med samlinger af fysiske apparater. De naturhistoriske samlinger var vidt forskellige i størrelse: nogle blot et enkelt skab i stuen, andre hele rum med tilhørende biblioteker. Under sit besøg i København benyttede Miranda sig af en af de Københavnsbeskrivelser, som indeholder introduktioner til de mest omfattende af samlingerne og angivelse af, hvor man skal henvende sig for at få de enkelte samlinger at se.
Man kunne som Miranda besøge A.G. Moltkes naturaliesamling, som samtiden ikke var i tvivl om rummede en af landets fineste samling af konkylier indeholdende de fornemste stykker, men også med hensyn til andre ting – mineraler, forsteninger, insekter – var det blandt de prægtigste. Samlingen havde til huse i en pavillon ved Moltkes Palæ (nu Chr. den VIIs palæ) på Amalienborg, hvor de to etager var indrettet forneden med mineraler og forsteninger, ovenover med konkylier og øvrige naturalier ’opstillet i den bedste orden’. Loftet mellem de to etager var gennemskåret, således at man i begge etager så loftsmalerierne på 1.sal, som var indrammet i stukornamenter, bl.a. af form som konkylier og muslingeskaller. Naturalierne var anbragt i høje skabe med trappeformede hylder og under dem skuffer til at trække ud.
Et par af Københavnsbeskrivelserne fra 1770’erne må konstatere, at Moltkes samlings ”udvortes Indretnings Skiønhed stemmer overens med Samlingens egen Værdi”, og samlingen var da også vidt berømt og tilsyneladende velbesøgt. Kiøbenhavnske Nye Tidende om lærde Sager havde allerede i 1761 meddelt, at der var adgang for ”alle Kiendere og Elskere af saadanne Samlinger”, og det vedblev der tilsyneladende at være til A. G. Moltkes død, også selvom han ikke altid selv havde lejlighed til at vise rundt. Miranda blev under sit besøg vist rundt af Moltkes søn og konkyliekenderen Lorenz Spengler, eftersom greven selv var ‘indisponeret’.
Naturen i kort begreb
I de naturhistoriske samlinger var det naturens orden, der var i centrum; nemlig den, som etableredes med en taksonomisk systematik. Genstandene i samlingerne var ordnet i ordner, familier, slægter og arter. De enkelte genstande var således grupperet mellem andre af samme slægt og familie, således at forskellene mellem de enkelte arter præsenteredes bedst muligt. Fx ville insekterne (en klasse) være udstillet sammen, inden for det havde sommerfuglene (en orden) deres plads, og her indenfor var de forskellige sommerfuglefamilier med de forskellige arter og deres eventuelle varieteter udstillet.
Til samlingen hørte oftest et – stort eller lille – bibliotek. Bøgerne var nødvendige for at bestemme genstandene i samlingen; altså skelne mellem de forskellige arter. Nogle af de mest almindelige værker var derfor bøger, som præsenterede systematikken, fx Linnes Systema Naturae, eller beskrivelser af bestemte lokaliteters dyr, planter eller mineraler. Et af de mest udbredte værker hos tidens københavnske samlere var imidlertid den franske naturhistoriker Valmont de Bomares store ottebinds opslagsværk Den almindelige Natur-Historie, i Form af et Dictionnaire, som samlerne enten havde i den danske udgivelse fra 1767-1770, på fransk eller tysk. Fra aakande og aal over bl.a. bjergværk, mineraler, skaldyr, urtelære og urtesamling bevæger værket sig alfabetisk gennem diverse naturgenstande og væsentligste naturhistoriske begreber.
Hos de Bomare er naturaliesamlingen en slags koncentreret natur. I værkets indledning forklarer han således, at “Vil man for Exempel have et almindelig Begreb om det hele under eet, kan man eftersee den Artikel Naturhistorie: […] Det er nogenledes et General-Kort over Naturens Monarkie, hvor jeg viser dens trende Riger og deres store Afdeelinger”. Går man videre til artiklen ‘Naturhistorie’, vil man opdage, at man som læser indbydes til at træde ind i et naturaliekabinet. “Det er i dette naturhelligste han skal finde Stykkevis og efter Orden hvad den heele Verden frembyder ham i det Store og under Eet”, og naturaliekabinettet er at forstå som en ”forkortet Forestilling af den heele Natur”. Det er derfor væsentligt, skriver de Bomare, at samlingen bygges op på en måde, der modsvarer selve naturens system. Det betyder, at samlingen må deles op efter de tre naturriger: planterne, dyrene og stenene, og klasserne her indenfor samles hver for sig i skabe.
Indretningen vil, skriver de Bomare, ganske afhænge af, hvor megen plads man har til rådighed. Har man tre kamre til formålet, bør man opdele disse efter naturrigerne. Har man kun ét værelse, går man frem i følgende orden: Langs de tre vægge sættes skabe med gitre eller glas foran, som indrettes, så der øverst er hylder, nederst skuffer til naturgenstandene. 10 skabe indrettes til hver klasse i mineralriget (jord- og sandarter, kis, halvmetaller, forsteninger osv.), 13 til planteriget med rødder, bark, blade, blomster, frugt og frø mm – enten i små flasker med sprit eller som tørrede planter – og endelig indrettes 10 skabe til dyreriget (koraler, dyrplanter, hårdskallede fisk, blødskallede fisk, landinsekter, fisk, amfibier, fugle, firfodede, mennesker). Dyrene kan, alt efter deres art, være udstillet tørrede, udstoppede, lagt i sprit eller som knogler.
Øverst på hvert skab bør efter de Bomares mening anbringes en emaljeplade med angivelse af betegnelsen på klassen, og de enkelte genstande i skuffer og skabe bør hver have et mærke med angivelse af slægts- og artsnavn. Som tilfældet var i Moltkes naturaliesamling, så anbefaler de Bomare også, at skabene indrettes med trappeformede hylder, som gør det let at se de enkelte naturalier, især af de lidt mindre af slagsen: mineralerne og konkylierne. De genstande, som er for store til skabene, kan så hænges op på væggen ved siden af skabene: sukkerrør, palmeblade, figentræsblade, udstoppede krokodiller og sværdfisk, og oven på skabene kunne anbringes store muslingeskaller, hvepsereder, stødtænder og lignende.
Tingenes orden i samlingerne
Den naturaliesamling, som de Bomare anbefaler, ser ud til at ligne dem ret meget, som Miranda så hos Moltke, Holmskiold, Spengler, på Veterinærskolen, på Naturalteatret og andre steder. Det er udstillinger af den måde, naturen er ordnet på. Det er selve klassifikationen, der er i centrum, og fokus er udelukkende på naturaliernes formtræk: de synlige ligheder og forskelle mellem de enkelte dyr, planter og sten. Der er så at sige ikke noget liv udstillet, kun form; det handler kun om morfologi, ikke fysiologi, og dyrene og planternes livsformer, levesteder og sammenhæng med andre livsformer er ikke til stede.
Det har da også i høj grad generet eftertidens videnskabshistorikere, som har kritiseret det sene 1700-tals naturhistorie for i for ringe grad at fæste sig ved de naturhistoriske genstandes oprindelsessted og levemåde. Frem til 1960’erne var det således en fast bestanddel af videnskabshistoriske fremstillinger at vurdere fortidens naturvidenskab ud fra den samtidige naturvidenskab. Dermed kom man til at fremstille sin nutid som udviklingens naturlige mål, og udviklingen frem mod dette som målrettet: en kumulativ udvikling frem mod fornuft og indsigt, en udvikling, som først og fremmest foregik inden for videnskaben selv og skulle forklares inden for dennes rammer. 1700-tallets naturhistoriske samlinger er derfor af senere tiders videnskabshistorie ofte blevet tolket som før-videnskabelige, lidt kuriøse og amatøragtige.
I 1960’erne blev dette synspunkt relativeret – blandt andet med Michel Foucaults analyser af de historiske betingelser for viden i bogen Ordene og tingene. Netop denne bog har haft øvet stor indflydelse på museumsstudier siden, fordi det blev oplagt at se samlinger og museer som udtryk for en bestemt vidensform. Dermed blev det aktuelt at se på, hvad samlinger er for et fænomen, og hvilke historiske former, de har antaget; ikke blot som en lineær udvikling, men som former med hver deres rationalitet.
Ordene og Tingene er ikke mindst et opgør med den forestilling, der tidligere lå til grund for megen historie- og videnskabshistorieskrivning, nemlig at der skulle være sket en ubrudt udvikling i fornuften siden renæssancen. Som om man fandt de tidlige spor af det senere i de gamle perioder; som om udviklingen allerede havde fået udstukket sit forløb mod sin egen fuldstændiggørelse. Foucault ville i stedet se diskontinuiteterne i vores måde at vide på ved at vise de helt anderledes klassificerings- og ordningsformer, som én gang eksisterede, og som er umulige for vor egen tankegang. Det er Foucaults hensigt at beskrive de muligheder for viden, som ligger ’bag’ eller ’under’ videnskabelig viden eller en periodes idehistorie. Det er disse mulighedsbetingelser for en periodes tankeformer – en slags videnskabens ubevidste – som Foucault kalder ’epistème’.
I er det klassikken (dvs. rundt regnet tiden fra begyndelsen af 1600-årene til lige omkring år 1800), der skal danne kontrapunkt til vores egen forståelse af relationen mellem ord og ting. Men hvis vores egen tingenes orden først bliver synlig gennem analysen af klassikkens orden, så kræver denne også at spejles i den foregående orden for at fremtræde klart. Foucault begynder derfor analysen med at skildre renæssancens repræsentation af verden.
I renæssancen byggede viden på lighedsrelationer. Verden var et stort, organiseret spil af symboler, med alt indføjet i alt. Jorden var således et ekko af himlen, planter bar tegn på den medicinske brug, man kunne gøre af dem osv. osv. I denne tankegang var ligheden den mest fundamentale ting af alt og den eneste vej til viden. Det var ikke ligheder, der var umiddelbart synlige, men lighederne måtte bære et tegn, eftersom det var meningen, at menneskene skulle kunne afkode dem, og det er af den grund, Foucault har givet kapitlet om 1500-tallets repræsentation af verden overskriften ’Verdens prosa’, for tegnene dannede en tekst, der kunne læses. Overalt drejede det sig om at finde ligheder, og derfor indebar det at beskrive planter og dyr både at gøre rede for deres elementer, ligheder, symbolindhold, dyder og de myter, der er blevet fortalt om dem.
Hvis det i renæssancen var lighedsrelationerne, der var basis for viden, så var det i den klassiske tid en orden af forskel og identitet, der konstituerede viden. Fremfor at finde måder at forbinde de mest forskelligartede tegn, gjaldt det nu om at skelne mellem umiddelbart synlige kendetegn, og fremfor at fortolke de tegn på lighed, som allerede var indskrevet i verden, gjaldt det nu om at finde frem til en orden, der kunne redegøre for verden, og dermed – kort fortalt – om at etablere systemer til at ordne disse forskelle og identiteter. Den klassiske videnskab er således en ordensvidenskab. I Ordene og tingene er naturhistorien en af de tre videnskaber, Foucault bruger til at illustrere og analysere klassikkens episteme, hvor det for dem alle handler om at ordne verden i tavler og skemaer, og dermed bekræfte forestillingen om en universel orden, hvor alt fra det enkle til det mest komplekse har sin plads. Afsnittet om klassikkens naturhistorie har hos Foucault slet og ret fået overskriften ’klassifikation’, fordi det er dét, der står i centrum for naturhistorien som videnskab. Klassikkens videnskab adskiller sig altså ikke, hævder Foucault, fra den foregående ved en mere nøjagtig iagttagelse, men snarere ved ny opfattelse af, hvad videnskab er – og det er dette historiske a priori, der bestemmer, hvordan denne iagttagelse skal se ud.
På tærsklen til det 19. århundrede sker et nyt epistemisk brud: naturhistorien bliver en biologi, for nu kommer livet i centrum. Nu træder orden i baggrunden til fordel for funktionen: organers funktion i dens sammenhæng med andre organer, fx relationen mellem kødæderens munddele og dens muskler, tæer, kløer og indvolde, arternes levevis sammen med andre arter på bestemte steder. Det handler om funktion og organiske strukturer, om sammenhænge mellem livsformer, om fysiologi og oprindelsesstedets særlige livsbetingelser. Med andre ord, så kommer liv ind som objekt for viden.
Til disse tre epistemer hos Foucault svarer også forskellige måder at udstille naturens orden. Hvor det i renæssancen drejer sig om raritetskabinettet, som skulle fremstille de lighedsrelationer, der eksisterede bag de tilsyneladende kontraster, så drejede det sig i klassikken om at systematisere efter forskel og identitet i en tydelig orden af taksonomier og systemer. Det er det, de naturhistoriske samlinger, herbarier og botaniske haver er. De er udstillinger af klassifikationen, og rummer ligesom datidens naturhistorie dårligt nok liv og organiske sammenhænge, som først kommer til med et nyt episteme.
Det er ikke meget, Foucault gør ud af samlingerne, men ideen om, at forskellige samlingstyper modsvarer epistemerne, er taget op i en række fremstillinger af museernes historie. Det gælder eksempelvis udstillingen Museum Europa i 1993 på Nationalmuseet, som netop præsenterede Europas forskellige samlingspraksisser fra raritetskabinettets repræsentation af kosmos en miniature over klassikkens særlige form for ordensskabelse til 1800-1900-tallets moderne museum, der organiserer samlingerne efter kronologi og udvikling.
En skøn orden
Fordi klassikkens naturhistorie overhovedet handlede om klassifikation, giver det god mening, at fx de Bomare kan gøre den naturhistoriske samlings udstilling af naturens orden, ordnet i arter, slægter og familier osv. til indbegrebet af natur. ’Generalkortet’ over naturen giver så meget desto mere mening, fordi det at skabe viden er at skabe orden.
Besøgende kunne da også i samtiden hæfte sig ved en samlings orden, som da embedsmanden August Hennings i 1802 var på besøg i København. Han besøgte, ligesom Miranda havde gjort, Spenglers konkyliesamling, og fandt den ’sehr schön’ og tilbragte et par ’unterhaltende Stunden’, ligesom han også besøgte den enestående samling, de to embedsmænd Sehested og Tønder-Lund i fællesskab havde af insekter, og blev vist rundt i tre timer af de to herrer. ””Vi beundrede disse dyrs opbygning, skønhed og mængde, såvel som menneskets flid med hensyn til at opdage og ordne alt i naturen” . Besøgene i samlingerne egnede sig efter dette at dømme både til at beundre naturen og dens orden og den flid, der var blevet lagt i opbygningen og ordningen af samlingerne fra menneskenes side.
Det var imidlertid først og fremmest naturen, man gennem samlingen beundrede. Og ganske vist betragter man derigennem naturens orden, men man beundrede også enkelte naturalier. Hos Brünnich på Universitetets Naturalteater havde Miranda således især lagt mærke til de store antiloper fra Kap det Gode Håb, et bæltedyr fra Kina, en lille moskushjort og en bestemt slags ”meget sjælden konkylie” – alt sammen noget, han især bemærkede, fordi han så disse dyr for første gang. Og lige som de øvrige besøgende i samlingerne er det ikke mindst det æstetiske i samlingen, Miranda lægger mærke til, som da han besøgte Frédéric de Conincks samling i hans ”pragtfulde hjem” i Bredgade, beså en ”meget smuk samling af fugle, og frem for alt en bog om risens dyrkning”.
Dagen efter besøget i Naturalteatret var Miranda hos pastor Chemnitz og så hans meget omfattende konkyliesamling, drak chokolade og holdt en ”3 timers konference om konkylier”. Det fik ham til bagefter at notere i sin dagbog: ”….Men hvad der især er udmærket og komplet er hans samling af konkylier – oh, hvor naturen dog er uudtømmelig i sin mangfoldighed! Dér er en konkylie over al beskrivelse skøn i farven, dér et venushjerte, kaldet således efter formen, dér en anden af form som en vindeltrappe, dér en mageløs nautil, dér en ’storadmiral’ med en uendelighed af farver, dér andre fra Tahiti &c. Ejeren var så venlig at give mig en fortegnelse”.
Det er ikke blot Mirandas reaktion på Chemnitz’ samling, der viser, at naturaliesamlingerne kunne vække følelser over for naturen og dens skønhed. Andre besøgende reagerer også emotionelt på samlingerne. Det var da også en del af meningen med samlingerne, at de skulle kunne fremkalde følelser over for naturen og dens skønhed, ikke kun i samlingen, men også uden for. En god naturaliesamling forventedes således at have en dannende og civiliserende effekt. Den skulle ikke kun stå for flid og stræbsomhed – som var det, Hennings imponeredes over ved Sehested og Tønder-Lunds omfattende og skønne samling – men også for smagens forædling og en ret følelsesøkonomi. Naturelsker kunne man ikke blive uden følsomhed og smag. At kunne værdsætte naturens skønhed var et vigtigt element i menneskets dannelse, og naturaliesamlingen var et udmærket udgangspunkt for at lære dette, ligesom den også i sig selv var et vidnesbyrd om ejerens gode smag – og beskuerens for den sags skyld, fordi han forstod at påskønne den.
Signe Mellemgaard er lektor i Arkæologi, Etnologi, Historie og Græsk og Latin ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet.