Olympe de Gouges – en royalistisk revolutionær
“Frihed, lighed, søster- og broderskab” havde parolen under Den Franske Revolution lydt, hvis det havde stået til Olympe de Gouges. Hendes sympatier lå ikke hos de franske revolutionære, men hos kvinderne, slaverne – og de royale. Jonas Ross Kjærsgård fortæller her om den revolutionære kvinde med de modsatrettede holdninger.
”Kvinden har ret til at bestige skafottet; hun bør også have ret til at bestige talerstolen.”
Sådan skrev forfatteren, tænkeren og aktivisten Olympe de Gouges i sin pamflet “Kvindens rettigheder. Til dronningen” fra 1791 som led i argumentet for, at kvinder i højere grad skulle have adgang til de menneske- og borgerrettigheder, der blev stadfæstet i “Erklæring om menneskets og borgerens rettigheder” fra 1789.
I 1793 blev hun henrettet under Robespierres Rædselsregime efter at være blevet dømt for at sprede royalistiske ideer, som var farlige for den nye republik. Med en omvending af hendes diktum kan man sige, at hun besteg det offentlige rums talerstol og derfor blev dømt til også at bestige skafottet.
Gouges’ pamflet om kvindens rettigheder er med rette blevet en af de klassiske tekster fra Den franske Revolution og kan opfattes som et tidligt eksempel på ad-busting. På fransk betyder ordet homme både mand og menneske, ligesom man gør det på engelsk. På den baggrund var det Gouges’ centrale indsigt, at homme i titlen på den franske menneskerettighedserklæring i praksis snarere betød mand end menneske. Den skævhed gjorde hun opmærksom på ved konsekvent at skrive ”kvinden” eller ”manden og kvinden” alle de steder, der i den franske menneskerettighedserklæring blot stod homme.
Den aktivistiske gestus har givet Gouges ry for at være mere radikal end de revolutionære. Her er stemmen, der gennemskuede de mandlige revolutionæres skjulte patriarkisme, og som gjorde opmærksom på, at lighed og frihed måtte gælde for søstrene såvel som for brødrene. Ud fra en sådan betragtning er Gouges en modstemme fra Den franske Revolutions historie.
Jeg er delvist enig i den udlægning af Olympe de Gouges. I sine pamfletter, romaner og skuespil demonstrerede hun enorm stridsvilje mod periodens skiftende magthavere. Hun havde en evne til at deltage engageret i snart sagt samtlige diskussioner i perioden, herunder dem, der handlede om kvinder, slaver, beskatningsforhold, revolution og politiske styreformer. Men hun var også en langt mere sammensat tænker, end historien om Gouges som modstemme giver indtryk af.
Gouges er en langt mere spændende figur, end de sidste tyve års noget entydige, celebrerende modtagelse af hendes værk giver indtryk af.
Olympe de Gouges: Dengang og nu
Marie Gouze blev født i 1748 i den sydvestfranske by Montauban. Hendes far var den adelige markis Jean-Jacques Lefranc de Pompignan. Eller det mente Gouze i hvert fald selv. På hendes dåbsattest stod der, at hendes far var byens lokale slagter, Pierre Gouze. I sit liv førte hun en stadig kamp for at blive anerkendt som Pompignans uægte datter, ligesom flere af hendes skrifter kredser om det uægte barns sociale status. Som sekstenårig blev hun gift med den tredive år ældre restauratør Louis-Yves Aubry, der vist nok var en af slagterfaderens vigtige kunder. Ægteskabet resulterede i et enkelt barn, det blev aldrig lykkeligt og allerede i 1766 døde manden. Kort derefter rejste Marie Gouze til Paris og skiftede ved den lejlighed navn til Olympe de Gouges. Det olympiske fornavn og det adeligt klingende ”de” siger noget om hendes ambitionsniveau og evne til at fremstille sig selv på en måde, der vækkede opmærksomhed.
Gouges fik ikke nogen stor læserskare, men i årene frem imod revolutionen blev hun ikke desto mindre en figur i det parisiske teatermiljø og i den slaverikritiske kreds omkring “Selskab for de sortes venner”. Hun fik sin største publikumssucces med det melodramatiske teaterstykke “Klostret, eller de tvungne løfter”, der blev spillet 42 gange i 1790. For eftertiden er hun imidlertid primært kendt som førstegenerationsfeministen, der skrev om kvinders rettigheder.
Ved at sammenligne Dan Shogrens blyantstegning af Gouges med det originale maleri, der har fungeret som model, får man en fornemmelse af den i mine øjne celebrerende reception af Gouges. Hendes ansigtstræk er trukket skarpere op, og hendes blik er blevet stålsat på en helt anden måde. Derudover bidrager ordet equality samt de svært aflæselige sætninger fra hendes pamflet om kvindens rettigheder med et intellektuelt og politisk revolutionært tilsnit. Den politisk engagerede kvinderettighedsforkæmper træder endnu stærkere frem på forsiden af den franske billigbogsudgave af hendes pamflet.
Udgiverne har taget et citat fra pamfletten – ”Kvinde, vågn op!” – og gjort det til bogens titel, ligesom de har ændret på pamflettens navn. “Erklæring om kvindens og borgerindens rettigheder” er en underoverskrift inde i pamfletten, der som et hele hedder “Kvindens rettigheder. Til dronningen”. Ved at fjerne pamflettens royale tilegnelse og ved at bringe en illustration af en moderne kvinderettighedsforkæmper bliver Gouges skrevet ind i en bestemt rolle. Hun er den revolutionære søster, som har gennemskuet mændenes hykleri, og som kalder til kamp.
Den fremstilling er ikke decideret forkert, men snarere enormt selektiv. Ved at læse lidt bredere i Gouges’ forfatterskab – eller ved bare at læse pamfletten lidt grundigere – træder en mere kompleks og mere interessant skikkelse frem.
Gouges, slaveri og royalisme
I 1783 antog det parisiske teater Comédie-Française stykket “Zamore og Mirza, eller det lykkelige skibsforlis”. Det var et af de første stykker Gouges skrev, men til hendes store frustration opførte teatret ikke dramaet, selvom de havde købt rettighederne til det. Dramaet udspillede sig i en ikke nærmere specificeret fransk koloni i Østindien. I slutningen af 1780’erne begyndte rygterne om et forestående slaveoprør på den fransk-caribiske ø Saint-Domingue (i dag Haiti) at tage til i styrke, og kort tid efter Den haitianske Revolution brød ud i 1791, udgav Gouges en ny version af sit drama. Nu hed stykket “Trælbindingen af de sorte, eller det lykkelige skibsforlis”. Handlingen var i store træk den samme som i 1783, men stykket var flyttet fra Østindien til Vestindien, og et storstilet slaveoprør var kommet til at danne bagtæppe for intrigen. Gouges havde også tilføjet både forord og efterord, hvori hun redegjorde for sit syn på slaveriet. Genudgivelsen af dramaet er et vigtigt tegn på Gouges’ lyst og evne til at tage aktivt del i presserende diskussioner.
Efterordet til Gouges’ drama var faktisk udkommet første gang allerede i 1788, altså før det haitianske slaveoprør. Heri skrev hun blandt andet:
”En handel med mennesker!… gode Gud! Og naturen skælver ikke! Hvis de er dyr, er vi det så ikke som dem? […] Menneskets farve er nuanceret, ligesom den er det hos alle de dyr, planter og mineraler, naturen har skabt. Hvorfor skændes dagen ikke med natten, solen med månen og stjernerne med himmelhvælvingen? Alt er varieret, og netop det er skønheden ved naturen. Hvorfor da ødelægge dens værk?”
Det er en utvetydig slaverikritik, der gives udtryk for i citatet, og det er en kritik, der tager udgangspunkt i forestillingen om en universel menneskelig natur, der bliver korrumperet af handel med og mishandling af koloniens slaver. Nok har menneskene forskellige farver, men netop den pluralitet karakteriserer hele naturverdenen, og deri består dens skønhed. Ved at bekrige mennesker, der ser anderledes ud end os selv, ødelægger vi naturens mangefacetterede værk. Men hvis Gouges’ billede af naturen her er pluralistisk og inkluderende, så rummer hendes forestilling om naturen også en anden, mere dyrisk dimension. Den anden dimension kommer til udfoldelse i forordet til 1792-versionen af hendes drama, den der altså udkom kort efter, nyheden om det haitianske slaveoprør var nået til Frankrig. Heri retter hun en alvorlig kritik imod de oprørske slaver:
”Åh! Hvis mine råd når helt til jer, hvis I anerkender deres fordele, vover jeg at tro, at de vil berolige jeres utæmmede ånd og vise jer tilbage til en uundværlig samdrægtighed, som er til glæde for både kolonien og jeres egne interesser. Disse interesser består alene i social orden, jeres rettigheder i lovens visdom. Denne lov anerkender alle broderskabets mennesker. Denne ophøjede lov, som begærligheden havde sænket ned i kaosset, er endelig trådt ud af skyggerne. Hvis den vilde, den grusomme mand, miskender den, da er han skabt til at være pålagt lænker og til at blive betvunget som vilddyrene.”
Her i forordet promoveres værdierne ro, orden og lovlydighed til glæde for både slavernes og koloniens interesser. Mens forestillingen om den pluralistiske natur resulterede i en kritik af slavernes behandling, så er det naturlige i dette citat repræsenteret af ”vilde”, oprørske slaver, der opfører sig som ”vilddyr”. Den form for barbarisk natur har Gouges ingen interesse i at forsvare. Derimod understreger hun, at oprørske slaver med deres utæmmede handlinger alene viser, at de er ”skabt til at være pålagt lænker”. Tilsammen optegner de to citater en holdning til kolonialisme og slaveri, som måske kan koges ned til: slaveri og handel med mennesker er forkert, men et voldeligt oprør er præcis ligeså forkert. Idealet må i så fald være et politisk styre, hvor der hersker respekt for loven, og hvor ingen mishandles. I et sådant samfund ville der ikke være behov for oprør, og revolutionære excesser ville dermed ikke forekomme. Det er i bund og grund en antirevolutionær indstilling, som på en lidt anden måde også gennemspilles i Gouges’ pamflet om kvindens rettigheder.
“Kvindens rettigheder. Til dronningen” åbner med en henvendelse til Marie-Antoinette. Den henvendelse skal ses på baggrund af, at dronningen blot et par måneder før pamflettens publicering havde forsøgt at flygte ud af landet sammen med sin familie. I erkendelse af at revolutionen næppe ville overlade nogen særlig politisk magt til kongen, forsøgte den royale familie at forlade Frankrig, men blev stoppet i landsbyen Varennes tæt ved den fransk-østrigske grænse og eskorteret tilbage til Paris. Den i forvejen upopulære Marie-Antoinette blev kun mere upopulær ved den lejlighed, og der herskede en almindelig tro på, at den østrigskfødte dronning i virkeligheden ønskede at alliere sig med udenlandske kontrarevolutionære. Når Gouges på det tidspunkt stiler sin pamplet til dronningen, siger det igen noget om hendes politiske stridslyst. Men det illustrerer også hendes royalisme, når hun afslutter pamflettens indledning med at skrive:
”Jeg forbliver med den dybeste respekt, Deres Majestæt, Deres meget ydmyge og meget lydige tjenerinde, De Gouges.”
Selvom Gouges fuldt ud er klar over den mistanke, der retter sig mod Marie-Antoinette, og faktisk refererer den i nogen grad i pamfletten, så fortsætter hun ikke desto mindre med at være ydmyg og loyal over for den royale magt. Lovlydighed og accept af sociale hierarkier er en vigtig del af Gouges’ politiske sindelag. Men hvis hun på den ene side nærer sådanne monarkistiske sympatier, så synes hun på den anden side også oprigtigt interesseret i at bedre slavernes og kvindernes vilkår. Når Gouges insisterer på, at kvinden skal have ret til at bestige talerstolen i samme grad, som hun har lov at bestige skafottet, er det en radikal udfordring af den patriarkalske magt, men udfordringen sker inden for en accept af en monarkistisk regeringsform, der om noget er patriarkalsk. Når hun utvetydigt kritiserer handlen med mennesker, giver det synspunkt ikke anledning til nogen egentlig kritik af den franske kolonialisme eller til nogen anerkendelse af nødvendigheden af slavernes oprør. Anskuet i det perspektiv fremtræder Gouges ikke som nogen entydig modstemme fra Den franske Revolutions historie. Hun er ikke bare mere revolutionær end de revolutionære. På sin helt egen stridskompetente facon er hun filtret ind i periodens tanker efter et sindrigt system, som det er en betragtelig historisk udfordring at hitte rede i.
Jonas Ross Kjærgård har skrevet om Olympe de Gouges i ”Naturens lov. Slaveri, terror og menneskerettigheder i lyset af Olympe de Gouges’ L’esclavage des nègres, ou l’heureux naufrage (1789)” i TFL – tidsskrift för litteraturvetenskap, 2013:1, i ”Slaveriets profitabilitet. Økonomi og moral i fransk melodrama om den haitianske revolution, 1792-1798” i Passage 71 (2014) og i sin afhandling The Happiness of All: Balancing Money and Morals in French Revolutionary Human Rights Discourse (2015).
Du kan læse Olympe de Gouges’ tekst Kvindens rettigheder, Til Dronningen her. Du kan læse Olympe de Gouges “Kvindens rettigheder” i Forlaget Slagmarks anden udgivelse i Revolutionsserien – Den Franske Revolution eller på Baggrund. Den bringer oversættelser af et udvalg af de væsentligste tekster fra Den Franske Revolution. Du kan læse det redaktionelle forord her og købe bøgen her.