Opgøret med den uskyldige kolonialisme

12181763_1490599734569198_1772834550_n
Jean­nette Ehlers’ udstill­ing “Because the Spir­its. A Con­ver­sa­tion” kan ses på Astrid Noacks Ate­lier frem til den 1. novem­ber.

Hvis man søger på ordet “kolonitid” på kulturstyrelsens hjemmeside, finder søgerobotten ingen resultater. Skal det være muligt at skrive dansk kolonitid ud af Danmarks historier? Med sit værk “Because the Spirits. A conversation” vil Jeannette Ehlers gøre op med kolonitidens manglende tilstedeværelse i de nationale fortællinger om dansk kulturarv.


Vi elsker juletræer, dan­nelses­re­js­er, Eck­ers­berg og Gul­dalderen, men vi lid­er sam­tidigt af et kolo­nialt hukom­melses­tab,” siger den køben­havnske kun­st­ner Jean­nette Ehlers om sin aktuelle udstill­ing “Because the Spir­its. A Con­ver­sa­tion.”

Året før Grundloven blev under­skrevet, blev slaver­i­et i Dan­sk Vestin­di­en afskaf­fet. Under et slaveo­prør på St. Croix, hvor plan­tager blev afbrændt og byer besat af vrede oprørere, blev sit­u­a­tio­nen så tilspid­set, at Gen­er­al­gu­vernør Peter Von Scholten måtte ophæve slaver­i­et med øje­b­likke­lig virkn­ing.

Now you are free, you are here­by eman­ci­pat­ed,” råbte han ud over den vrede men­neskemængde. Der blev efter­føl­gende gjort flere forsøg på at trække fri­givelsen tilbage, og en kom­mis­sions­dom­stol dømte ham for at have for­brudt sig imod sit embed.

Med afsæt i temaer om oprør og mod­kul­tur er Jean­nette Ehlers’ “Because the Spir­its. A con­ver­sa­tion” et per­son­ligt opgør med den fortræn­gelse, der dominer­er Dan­marks — såv­el som resten af Vestens his­toriske selv­forståelse. I dan­sk per­spek­tiv bliv­er der fokuseret meget på fortællin­gen om den uskyldige kolo­nial­isme, der blandt andet ophold­er sig enty­digt ved, at Dan­mark var den første nation, der stoppede slave­han­dlen.

Afskaffelse af slavehandlen

Men afskaf­felsen gjaldt udelukkende slave­trans­porten over Atlanter­havet. Han­dlen med men­nesker fort­sat­te op mod hun­drede år end­nu – både på de Dan­sk Vestindiske Øer og på de danske besid­delser i det nuværende Guinea. For­bud­det trådte først i kraft i år 1803, og stat­en gav en salt­vandsind­sprøjt­ning af nye slaver til øerne i Dan­sk Vestin­di­en i form af prof­itable lån og tilskud, så øerne kunne blive selv­forsy­nende med slaver og ikke behøvede at importere dem.

Selvom det er den hersk­ende kollek­tive forestill­ing, var det ikke udelukkende human­is­tiske årsager, der stoppede slave­han­dlen. Daværende finans­min­is­ter Hen­rik Ernst von Schim­mel­mann vur­derede, at der var bedre økono­mi i at avle slaver i Dan­sk Vestin­di­en, og at det ikke læn­gere kunne betale sig for den danske stat at fort­sætte den besværlige og fare­fulde færd over Atlanten. Sam­tidig var man bange for, at englæn­derne ville afskaffe slave­han­dlen og på den måde også tvinge Dan­mark til at gøre det samme.

Trekantshan­dlen havde tidligere været et lukra­tivt even­tyr for de europæiske lande. His­torik­eren Eric Williams argu­menterede i 1944 for, at det økonomiske over­skud fra trekantshan­de­len og sukker­pro­duk­tio­nen lagde fun­da­mentet for indus­tri­alis­erin­gen i Eng­land. Denne kon­klu­sion har hvide imperie-his­torikere siden gjort alt for at mane i jor­den.

Jean­nette Ehlers men­er, at det samme er til­fældet i Dan­mark.

”Trekantshan­dlen mellem Dan­mark, Vestin­di­en og Guld­kys­ten har haft afgørende betyd­ning for etab­lerin­gen af den mod­erne ver­den, for den rig­dom vi har, de magt­struk­tur­er, vi er under­lagt, for vores men­neskesyn og for den struk­turelle racisme, der omgiv­er os. Det er sam­tidig et utroligt lidt itale­sat og reflek­teret område i en dan­sk kon­tekst, så jeg men­er, at der er stærkt brug for at kaste lys over disse transat­lantiske forbindelser, der dybt nede præger vores kul­turelle arv.”

Vestlige forestillinger om Orienten

Inden for visse ret­ninger af viden­sk­a­belige kul­turstudi­er, arbe­jder man med at doku­mentere den struk­turelle racisme og de magt­struk­tur­er, der ans­es for at have sit udspring i koloni­ti­den. Ifølge den britiske postkolo­niale his­torik­er Robert J.C. Young var det den palæsti­nen­siske lit­ter­atur­pro­fes­sor Edward Said, der med bogen Ori­en­tal­isme fra 1978, lagde grund­ste­nen for det der i dag bliv­er omtalt som postkolo­nial tænkn­ing.

I bogen Ori­en­tal­isme argu­menter­er Said for, at vestlig lit­ter­atur om Ori­en­ten har skabt en forestill­ing om Ori­en­ten som mod­sæt­ning til Vesten. Hvis Vesten er dan­net og civilis­eret, er Ori­en­ten der­i­mod bar­barisk; hvis Vesten er rationel, kysk og puri­tan, er Ori­en­ten følelses­ladet, vul­gær og sek­suel. De billed­er, der bliv­er skabt i de vestlige forestill­inger om Ori­en­ten, siger mere om Vesten end de gør om Ori­en­ten og ori­en­talerne. Ori­en­taleren bliv­er, ifølge Said, kende­teg­net som ”den anden” i vestlig lit­ter­atur. Med udgangspunkt i Saids tanker, han­dler postkolo­nial tænkn­ing om at skabe alter­na­tiv­er til den euro­cen­triske his­to­riefortælling, der har forsøgt at sløre hvor­dan vores sam­fund i dag, byg­ger på koloni­ti­dens magt­struk­tur­er.

De postkolo­niale alter­na­tiv­er opstår ved at skabe nye per­spek­tiv­er og nye sprog for his­to­rieskrivn­ing, der tager udgangspunkt i “den andens” fortællinger, i et forsøg på at lade “den anden” komme til orde.

Mit værk sæt­ter fokus på og fremhæver de dybe kul­turelle rela­tion­er vores nation har til det afrikanske og det amerikanske kon­ti­nent, som fodr­er denne økonomiske opblom­stringspe­ri­ode. Det lig­ger i vores nationale iden­titets DNA — selvom vi helst ikke vil erk­ende det. At det sågar er at finde i noget af det aller dyre­bareste vi har. H.C. Ander­sens skrifter er et godt eksem­pel på den hvid­vaskn­ing af his­to­rien, som kende­teg­n­er vores kul­tur,” påpeger Jean­nette Ehlers.

Er H.C Andersen og amerikansk rap-kultur dansk kulturarv?

Because the Spir­its. A con­ver­sa­tion” er blandt andet baseret på H.C. Ander­sens skue­spil Mulat­ten, der fik pre­miere i 1840 på det Kon­gelige Teater.

I 1830’erne og 1840’erne var debat­ten om slaver og slaver­i­et på sit højeste, for­di Storbri­tanien netop i 1833 havde afskaf­fet slaver­i­et i deres kolonier. Det var, som den danske digter Carsten Hauch på daværende tid­spunkt skrev til H. C. Ander­sen, et aktuelt emne: “Jeg anseer det egentlig for et Held for Deres Stykke [Mulat­ten], at det nu først kom­mer til at gaae; thi nu ere Folk hun­grige efter Skue­spil; desu­den vil Alt, hvad der kaster et Blik paa Negrenes Still­ing, i denne Tid dobbelt inter­esse for den afdøde Konges Skyld.”

I de borg­erlige lib­erale kredse havde man siden Adam Smiths bog fra 1776 diskuteret om det var men­nes­kets ukrænke­lige fri­hed eller ejen­dom­sret­ten, der måtte veje tungest i spørgsmålet om hvorvidt man skulle beholde slaver­i­et og den vestindiske økono­mi.

”H.C. Ander­sen er ind­be­gre­bet af dan­sk kul­tur­arv. Han er om noget vores nationale stolthed, men at han har beskæftiget sig så implic­it med kolo­niale og raciale prob­lematikker, er noget de fær­reste kender til. Sådan var det tilsyneladende ikke på H.C. Ander­sens tid — og det er inter­es­sant,” siger Jean­nette Ehlers.

Mulat­ten blev H.C Ander­sens gen­nem­brud som dra­matik­er og stykket blev spillet for fuldt hus på Det Kgl. Teater med Johanne Louise Heiberg i hov­e­drollen. Det blev siden opført rundt omkring i lan­det og i Sverige. Stykket er skrevet efter inspi­ra­tion af roma­nen De vragede af den franske for­fat­ter Fan­ny Rey­baud.

I Mulat­ten er hov­ed­karak­teren Hor­a­tio hverken sort slave eller et medlem af den hvide overk­lasse — han er der­i­mod en out­sider i begge ver­den­er. Han er en fri­giv­en slave, der har en europæisk dan­nelse fra et ophold i Paris, den sorte krop er blevet civilis­eret gen­nem mødet med den hvide mand og han er der­for mulat. Han tilhør­er på en måde den åndelige adel, som Ander­sen reg­nede sig selv for at være en del af.

Mulat­ten udspiller sig i Mar­tinique, hvor slaveo­prøret og slave­marked udgør en farverig og drama­tisk kulisse. Hor­a­tio bliv­er i stykket rodet ind i en kon­flikt mellem slavee­jere og oprørske sorte, alt imens slavee­jerens kone og deres adop­tiv­dat­ter begge forelsker sig i ham. H.C. Ander­sen udfold­er således både sociale, psykol­o­giske og sek­suelle kon­flik­ter i Mul­tat­ten.

”Stykket er siden­hen nærmest gået i glem­me­bo­gen, lige­som bev­id­s­the­den om vores kolo­niale arv. Men tem­atikken i “Mulat­ten” er lige så rel­e­vant i dag som den­gang, det blev skrevet, omend plot­tet er domineret af en hvid hege­monisk ver­den­san­skuelse, hvilket er lige så symp­to­ma­tisk for sin tid som for nu. Og jeg synes, det er spæn­dende at finde sprækker af den his­to­rie, vi helst vil glemme, inde i selv den mest etablerede del af vores kul­tur­arv.”

Because the Spir­its. A con­ver­sa­tion” tager udgangspunkt i den del af Mulat­ten, hvor to tidligere slaver diskuter­er slaver­i­et: den fri­givne, europæis­erede Hor­a­tio på den ene side og Paléme som er en maron (oprør­er) på den anden side. Maron beteg­n­er en bortløben slave og kom­mer fra det spanske ord cimar­rón, der bety­der vild og utæm­met. Paléme forsøger at over­tale Hor­a­tio til at brænde det hele ned, men Hor­a­tio bakker ud og men­er ikke, at prob­le­mer skal løs­es gen­nem vold­elige opstande. På den måde ender H. C. Ander­sen med at illus­trere den karak­ter­is­tiske nation­al­is­tiske til­gang til koloni­ti­den og til sociale forbedringer i det hele taget.

Because the Spir­its. A con­ver­sa­tion” vis­es som en del af udstill­ingsrækken Her­itage Is Com­mon­ing, som er et pro­jekt hvor seks samtid­skun­st­nere og en række førende forskere sam­men delt­ager i diskus­sion­er om kul­tur­arv, nation­ali­den­titet og demokratiske fæl­lessk­aber med et kri­tisk blik. Pro­jek­tet er en del af Gold­en Days Fes­ti­val 2015, der med titlen Fes­ti­val of Impor­tant Shit har sat kul­tur­ar­ven på dag­sor­den.

”Jeg er inter­esseret i dekolo­niale nar­ra­tioner og prøver at få disse vin­kler og fortællinger syn­lig­gjort, inklud­eret og aktu­alis­eret i vores samtid og i vores iden­titet. Her er vigtige erk­endelser at gøre — ja, det er ”impor­tant shit” i den glob­alis­erede ver­den, vi lever i, og som vi selv har været en stor med­spiller i at etablere,” siger Jean­nette Ehlers om sit kun­st­ner­iske pro­jekt.

Medfødt national identitet

Den norske muse­um­sin­spek­tør Anette Ped­er­sen argu­menter­er for, at danske museer stadig i dag formi­dler en forestill­ing om, at nation­al iden­titet er noget direk­te med­født. Den form for nation­al­isme beteg­n­er hun som etnisk-kul­turelt fun­deret, hvor “ord som rød­der, arv og for­fæ­dre binder vores biol­o­giske forståelse af begre­berne sam­men med et kul­turelt ind­hold. Der er ikke tale om hvilken som helst type rød­der, arv og for­fæ­dre. Der er tale om kul­turelle rød­der, kul­tur­arv og åndelige for­fæ­dre — som til og med er vore.”

I stedet kan man forstå iden­titet som en kon­strueret stør­relse, hvor iden­titet udvikles i en ved­varende pro­ces, afhængig af den enkeltes valg og fravalg. På samme måde kan en nations kul­tur­arv og his­to­ri­er ikke ses som en sta­tisk stør­relse, men noget der kon­stant udvikler sig alt efter hvilket per­spek­tiv, man læg­ger ned over det.

Because the Spir­its. A con­ver­sa­tion” tager udgangspunkt i en anerk­endelse af, at det, der i tra­di­tionel kul­turhis­to­rie, bliv­er betragtet som et nation­alt lit­terært klen­odie — H.C. Ander­sens for­fat­ter­skab — sam­tidig gør op med en udbredt dan­sk vanetænkn­ing om den danske stat som kolonimagt.

Udstill­in­gen er således, ifølge Jean­nette Ehlers, et vigtigt opgør med den måde som danske koloni­tid ofte bliv­er behan­dlet i forhold til dan­sk kul­tur­arv.

”Jeg synes, det er vigtigt at kon­fron­tere og ruske op i vores selv­forståelse og igno­rante forestill­ing om, at vi er en nation uden en bety­delig kolo­nial arv og et stort glob­alt ans­var.”

Brud og modkultur

På den måde kan man sige, at “Because the Spir­its. A con­ver­sa­tion” læn­er sig tæt op ad Edward Saids udgangspunkt, ved at fun­gere som et kun­st­ner­isk mid­del til at aflære os de nedarvede og hersk­ende tænkemåder, der præger vores kul­tur.

Jean­nette Ehlers værk­er skriv­er sig ind i en samtid­skun­st­ner­isk ret­ning, der beskæftiger sig med postkolo­niale anliggen­der og som forsøger at under­søge de magt­forhold, som udspiller sig mellem magth­a­vere og deres under­ordnede – forhold­et mellem majoritet­skul­tur­er og en minoritet­skul­tur­er — med hen­blik på at vende de hersk­ende forhold på hov­edet. I “Because the Spir­its. A con­ver­sa­tion” bliv­er maron-bosæt­telserne opfat­tet som par­al­lel­sam­fund af bortløb­ne og oprørske slaver, og bliv­er brugt som et billede på brud og mod­kul­tur. Der, hvor foran­dring kan finde sted.

”’Because the Spir­its’ i vær­kets titel er hen­tet fra et sam­plet inter­view mellem de amerikanske rap­pere Kendrick Lamar og Tupac Shakur, der blandt andet omhan­dler kul­turel arv. Shakur omtaler sig selv som talerør for sine slaveg­jorte for­fæ­dre og point­er­er herved de ensly­dende prob­lematikker den­gang som nu, samt de stærke bånd til for­fæ­drene som eksis­ter­er inden­for den afrikanske dias­po­ra.”

Ved at arbe­jde med H.C. Ander­sen og amerikanske Østkyst-rap­pere som Tupac Shakur og Kendrick Lamar i en diskus­sion af dan­sk kul­tur­arv, er Jean­nette Ehlers med til at man­i­festere, at kul­tur­arv ikke er en sta­tisk og uforan­derlig stør­relse, men en fly­dende kon­struk­tion, der kon­stant bliv­er udfor­dret og som altid vil være til forhan­dling.

Gen­nem sit kun­st­ner­iske arbe­jde er Jean­nette Ehlers med til at vise, at der er ved at ske en nød­vendig omskrivn­ing af dan­sk kul­turhis­to­rie, som netop tager afsæt i et opgør med den måde, vi er blevet sko­let til at tale om og forstå såkaldte “ tred­je ver­dens lande”.

Et opgør med denne ”Danewashed” ind­still­ing kan skabe ny ind­sigt i, samt erk­endelse af begre­ber som ”white priv­i­lege,” hvilket i bed­ste fald kan føre til brud med dehu­man­is­erin­gen af men­nesker med en anden etnisk bag­grund end dan­sk. Jeg benyt­ter mig af disse engelske ter­mer idét mange af de her begre­ber slet ikke er itale­sat eller inte­gr­eret i dan­sk sam­men­hæng. Vi hal­ter desværre langt bagud, hvad kolo­nial diskurs og forståelse angår.”

Albert Scher­fig og Morten Bencke har redi­geret og tilret­te­lagt antolo­gien “Her­itage is com­mon­ing”, der er udgivet på For­laget Nemo. Den diskuter­er begre­bet og prob­lema­tis­er­er ideen om én nation­al kul­tur­arv. Udstill­in­gen “Because the Spir­its. A Con­ver­sa­tion.” kan ses frem til d. 1. novem­ber på Astrid Noacks Ate­lier.

Scroll til toppen