12176256_10206340591167554_1899447992_o
Et af økonomiens hov­ed­sæder er Danske Banks hov­ed­kon­tor ved Hol­mens Kanal. Men økono­mi er ikke kun for økonomerne i Danske Banks kon­tor­er. Foto: Thorfinn Stain­forth

Vi har alle en indgang til at tale om økonomi — også uden at være økonomer. Dette er en af grundtankerne bag bogen Pengene og Livet. Her følger en samtale med to af de fire forfattere omkring, hvad det økonomiske er og hvordan humanioraforskning kan bidrage.

Noget af det, vi gerne vil, er at vise, hvor­dan vi alle­sam­men allerede ved en hel masse ting om økono­mi. Det er ikke det der arkaiske sprog, der kun beherskes af nogle ganske få.”

Der lig­ger en demokra­tis­erende tanke bag udgivelsen Pen­gene og Livet. En ambi­tion om at genåb­ne den poli­tiske diskus­sion og gøre det muligt at tænke over nogle grundlæggende økonomiske prob­le­mer på en demokratisk måde, som i dag virk­er uden for række­v­id­de. Bogen er udsprunget af et større forskn­ing­spro­jekt om økonomisk ratio­nalitet med fire forskere fra idéhis­to­rie ved Aarhus Uni­ver­sitet. De fire for­fat­tere tænker ikke sig selv som hverken “økonomer” eller “human­is­ter”. Begge er opdigt­ede posi­tion­er, stråmænd, som vi for­ven­ter bestemte udsagn fra og kender kri­tikkerne af. To af bogens for­fat­tere, Mikkel Tho­rup og Jakob Bek-Thom­sen, reflek­ter­er over betyd­nin­gen af at blive castet i fastlåste roller i den offentlige debat, og det at blive læst på bestemte måder, man ikke selv har kon­trol over:

Vi er blevet castet som ‘mod­standere’ mod økonomerne, men jeg er ret sikker på, de ikke tænker det er en bog, der angår dem,” siger Mikkel Tho­rup

Til gengæld har mange anmeldere haft klare tanker om, hvilken bog det burde have været, hvem den burde have angået og hvor­dan argu­mentet burde have været ført til dørs. Enten er de blevet læst som klas­siske kap­i­tal­is­mekri­tikere eller også som blød­sødne human­is­ter, der ønsker sig “en ver­den hvor vi alle bare er ven­ner,” som Mikkel Tho­rup iro­nisk udtrykker det. Men ifølge for­fat­terne selv er ingen af delene menin­gen. Pro­jek­tet er tænkt langt fra den måde, human­is­ter almin­deligvis angriber økonomien på.

Vi taler ikke om ‘bløde’ ting og klas­sisk human­io­ra. Det er fak­tisk økono­mi. Vi insis­ter­er på, at der find­es gen­uin økonomisk reflek­sion både his­torisk og aktuelt mange andre sted­er end i den strenge økonomiv­i­den­skab – og selv dér, hvor økonomerne men­er, de taler mest om økono­mi, find­es der også moralske, metaforiske, nar­ra­tive forhold.”

Jakob Bek-Thom­sen til­fø­jer:

Det var udgangspunk­tet for enhver diskus­sion: ‘Det her er ikke økono­mi, så lad være med at kri­tis­ere det som om det var’. Men vi har lang­somt nærmet os en erk­endelse af at ‘jo, gu’ fa’en er det økono­mi!’ For økono­mi er ikke kun det økonomiv­i­den­sk­a­belige – det er også det, vi laver.”

Økonomi er mere end økonomividenskab

For­fat­terne har en klar opfat­telse af, at økono­mi i udgangspunk­tet er meget mere end det, økonomerne siger. Det er en pointe, der kan bidrage til at forstå den udbredte brug af udtryk som nød­vendighed­spoli­tik og forståelsen af embedsmænd som mørkemænd. Begge dele er noget, der på hver sin vis vid­ner om en opfat­telse i sam­fun­det: at økono­mi stadig er noget, vi ikke alle kan udtale os ligeværdigt om. I deres forskn­ing har for­fat­terne gen­fun­det mange ‘glemte’ ele­menter af økonomien, der består af meget andet end den snævre økonomiv­i­den­skab, såsom moral­filosofi, reli­gion, metaforik. Det er disse ‘gen­fundne’ ele­menter af økonomien, de nu vil dele med resten af sam­fun­det for at mulig­gøre en mere demokratisk økonomisk debat. Det han­dler om de mange måder, der er at tale om økono­mi på, som ikke kan tænkes inden for den nuværende main­stream økonomiv­i­den­skab:

Vi fortæller også his­to­rien om hvor­dan økonomifaget er blevet til det, det er i dag. Det han­dler blandt andet om, hvor­dan økonomerne tilt­a­gende glem­mer de andre sprog til fordel for udviklin­gen af et dis­tinkt eget­sprog.”

Netop der­for har det, som Bek-Thom­sen bemærk­er, taget lang tid at indse at pro­jek­tet var økonomisk. I udgangspunk­tet var deres forskn­ing­spro­jekt et klas­sisk idéhis­torisk pro­jekt, og der var egentlig ingen inten­tion om at bevæge sig ind på økonomernes ter­ri­to­ri­um. Det er der­for vigtigt for for­fat­terne at åbne op for debat­ten og gøre det muligt igen at tale om økono­mi i andre sfær­er end den strengt økonomifaglige. Sam­tidig med at de ikke ønsker at blive forstået som kap­i­tal­is­mekri­tikere, der udelukkende ser økonomerne som mod­standere. Som Mikkel Tho­rup her siger:

Hvis der er én ting, jeg fortry­der ved bogen, er det, at vi ikke havde flere pos­i­tive his­to­ri­er om økonomer med. Hvis de endelig optræder, er det tit for at fork­lare, hvor­for de tager fejl eller er reduk­tion­is­tiske. Det, vi hellere vil, er at fremme forståelsen snarere end kri­tikken. Det er noget af det, vi kan som human­is­ter: at forstå hvor­for nogle valg er blevet truf­fet, og hvor­for man står ved dem.”

Sandhedsvidner

En læs­ning af bogen, som for­fat­terne ærgr­er sig over er ten­densen til at læse for­fat­terne som en slags “sand­hedsvid­ner”. Det kom­mer måske af et ønske om en ‘opskrift’ på det gode sam­fund, en slag­plan for, hvor­dan vi skal tænke økono­mi fre­mover. Men øns­ket har aldrig været at foreskrive den rigtige han­dlemåde eller dik­tere poli­tiske beslut­ninger:

Vi forsøger ikke at sige noget om, hvor­dan ver­den virke­lig er, men noget om hvor­dan men­nesker tror, den er. Men selvføl­gelig – og det er helt legit­imt – køber mange ikke den skel­nen. Det er det, der er vores prob­lem. At vi ikke bliv­er læst, som vi gerne vil læs­es, for­di folk meget naturligt har andre for­vent­ninger. De for­ven­ter at få noget at vide om pen­gene og livet, men får i stedet en hel masse fortællinger om, hvad andre har tænkt om penge og liv. Så sid­der de og tænker: ‘De skiderikker! De ved ét eller andet, de ikke siger!’ ”

Det er således ikke bogens ærinde at dik­tere én bestemt forståelse af hvad økono­mi er, eller hvad økonomer må beskæftige sig med og hvad de ikke må. Det er i stedet “et forsøg på at insis­tere på metare­flek­sion” som Mikkel Tho­rup udtrykker det. De vil ikke forstås som dom­mere over hvilken økono­mi der er moral­sk bedst, men i stedet vil de frem­skrive alle de betyd­ningslag, der føl­ger med eller lig­ger gemt hen i den måde, hvor­på vi alle­sam­men tænker over økono­mi og lever i en økono­mi.

Den vigtig­ste pointe er netop, at hverken ‘økonomerne’ eller ‘human­is­terne’ – eller hvem der nu ellers måtte blande sig i debat­ten – ‘sny­der’ eller har end­e­gyldigt ret. Det er stem­mer, der taler ind i en større sam­fundsmæs­sig debat, som prin­cip­ielt bør være åben for alle.

Hvis der er et pro­jekt, er det at ruste folk til at delt­age i den økonomiske sam­tale. At blive bev­idst om, at de allerede har midlerne til at delt­age i kraft af den viden, de har gen­nem deres daglige liv. Og en bev­id­s­thed om, at bare for­di økonomerne har sagt noget, er debat­ten ikke slut. Økonomiv­i­den­sk­aben er bare en stemme.”

Udover Mikkel Tho­rup og Jakob Bek-Thom­sen tæller for­fat­terne til Pen­gene og Livet også Chris­t­ian Olaf Chris­tiansen og Ste­fan Gaars­mand Jacob­sen. Bogen er udgivet på Infor­ma­tions For­lag og kan købes her.