Er deleøkonomien svaret?

Deleøkonomien bliver hyldet som en helt ny økonomisk logik. Men er den nu også det? Deleøkonomien er stadig in the making. Derfor er det vigtigt at blive ved med at stille spørgsmålstegn ved deleøkonomiens potentialer.

Deleøkonomien er over os! Nu forstår vi ved hjælp af apps og internet at kunne udnytte de biler, der ellers står parkerede 92% af tiden. Vi kan smidigt udleje tomme værelser og lejligheder, vi ikke selv bruger. Og det er langt billigere og bedre for miljøet – via en onlinetjeneste – at leje en boremaskine til at bore et hul i stedet for at der produceres og købes en boremaskine til hver eneste værktøjskasse i verden. Nu hedder det adgang fremfor ejerskab.

Blandt dem, der mener, at vi med deleøkonomien nu endelig har fundet den solbeskinnede plet blandt de forskellige havarerede økonomiske modeller, hævdes det, at vi nu aner konturerne af et bæredygtigt overflodssamfund. Fra at have levet i et knaphedsdiktatur, hvor økonomi handlede om fordeling af knappe ressourcer, giver deleøkonomien os adgang til det overflod af oversete ressourcer, vi tidligere har været blinde overfor.

Men lige så meget som deleøkonomien afgiver løfter – af og til hævet til næsten messianske højder – stiller den også spørgsmål. Rigtig mange spørgsmål. For deleøkonomien er kun i sin vordende begyndelse, og den kan tage mange drejninger alt afhængigt af, hvordan udfordringer indenfor lovgivning, forsikring og investering adresseres. Vi bliver nødt til at stille spørgsmålstegn ved deleøkonomiens logik, sådan som den er ved at optegne sig.

Rifkins teknofili

En af dem, der giver et utopisk og ubetinget positivt blik på deleøkonomien, er økonomen og EU-rådgiveren Jeremy Rifkin. I den indflydelsesrige bog ”The Zero-marginal Cost Society” fra 2014 beskriver han, hvordan det særligt er teknologiens udvikling, der besidder nøglen til et bæredygtigt overflodssamfund.

Informationsteknologien muliggør nemlig, ifølge Rifkin, nye måder at distribuere uudnyttede ressourcer på, nye måder at handle og indgå i fællesskaber på. Og der skulle ikke være grænser for, hvad det er muligt at omdistribuere og udnytte med forskellige apps- og netplatforme.

Vi er gradvist vidner til en den tredje industrielle revolution, hvor alt via informations- og kommunikationsteknologien vil være forbundet. Maskiner, virksomheder, boliger og køretøjer vil arbejde sammen og effektivisere brugen af ressourcer og vise os hvor der er uudnyttede aktiver. Værdi indfanges ikke ved arbejdsdeling eller ejendomsbesiddelse, men via logikken ”adgang fremfor ejerskab”. Hvor de to tidligere industrielle revolutioner stadig var nødsaget til at arbejde ud fra en centraliseret og ejerskabsorienteret produktion, sker den tredje industrielle revolution i et sandt decentreret netværk af mikrosocialt samarbejde og deling mellem private aktører – the collaborative commons, som Rifkin kalder det det nye, samarbejdende og delende fællesskab.

Rifkin optegner en forfriskende vision for, hvordan teknologien simpelthen fører os tættere på planeten og hinanden, til bæredygtighed og social intimitet. Teknologien er nøglen for omstillingen til collaborative commons. Her er ingen naturromantik om økologiske, selvforsynende, præ-teknologiske lokalsamfund, men en transnational forbundethed, hvor ting og mennesker er koblet til enormt og ekspanderende ”Internet of Things”. Dette internet er ikke blot en informationsstrøm, men bliver i sig selv et produktionsapparat.

I 2013 var der globalt set allerede 3,5 milliarder samarbejdende censorer og målere monteret på termostater, fjernsyn, vaskemaskiner, og i 2030 vil tallet formentligt være 100 trillioner! Centralt for Rifkins vision står prosumers – ordet er en neologisme sammensat af ”producer” og ”consumer”. Disse prosumers er ikke passive forbrugere, men selvaktive producenter, der forsyner sig selv ved hjælp af 3D-printing, deleøkonomiske tjenester og selvforsynende energi. Som for eksempel selvejede solceller på taget der kan genere konstant, gratis, bæredygtig elforsyning!

Hans vision forudser at der vil opstå en makers-kultur, der vil blive tilbudt gratis online uddannelse for enhver, mikrofinansiering (finansiering mellem private – uden grådige investorer som mellemmænd) vil afløse kapitalbanker, pengetransaktioner mellem private – som Bitcoin – kan afskaffe gebyrer og renter der ellers ville blive indkrævet af tredje-part. Selv reklamer vil være overflødige når produkter og tjenester hjælpes frem af privatpersoners frivillige online ratings, de vil fremstå mere troværdige og derved skabe mere tillid end byrummets glitrende, anonyme reklametavler eller internettets enerverende flashreklamer. Vi vil gradvist se en ny samarbejdende logistik og online infrastruktur, så vi går ”fra masseproduktion til massernes produktion,” som Rifkin så aforistisk siger. Endeligt vil vi stå i en situation hvor vi nærmer os nul marginale omkostninger, og det er her, at Rifkins dristige prognose er, at kapitalens dage er talte og vi vil være vidne til en decentreret revolution indenfor kapitalistisk produktion.

Med Rifkins ord, så er deleøkonomien udtryk for begyndelsen på enden for kapitalismen, som vi kender den: ”Omkostningerne ved at producere én ekstra enhed – de faste omkostninger undtaget – ender basalt set med at blive nul, hvilket gør produktet nærmest gratis. Hvis dette skulle ske, vil profit, kapitalismens blod, tørre ud.”

Men hvis vi undersøger deleøkonomiens logik, så ser vi, at deleøkonomien langt fra er problemfri. Og, faktisk må vi spørge – er der overhovedet tale om en egen logik? Eller er der så få egentlige brud med herskende økonomiske rationaler, at der kun er tale om en art change-as-usual?

Den prekære arbejder

Flere mennesker må i dag paradoksalt leje deres lejlighed ud på Airbnb for at have råd til at kunne bo i selvsamme lejlighed. Det er et godt eksempel på et arbejdsmarked præget af et prekariat. Den prekære arbejder er en slags daglejer, der har mistet stabilt fodfæste til arbejdsmarkedet og ikke sikret grundlæggende overenskomstmæssige rettigheder. For er deleøkonomien i bund og grund ikke bare et tegn på et udmattet og mentaltræt arbejdsmarked, hvor prekariatet med de forskellige deleøkonomiske deleøkonomiske onlinetjenester forsøger at lappe deres underbetalte indkomster? Måske er den deleøkonomiske arbejder i virkeligheden tættere på en flaskesamler end en mikro-entreprenør? Han er i hvert fald prekær.

Et andet eksempel på det er taxa-tjenesten Uber. Denne tjeneste består af en masse private bilejere, der kobler sig på en app, og derved står til mere smidigt rådighed for kunder, end den traditionelle vognmandsforretning, hvor de certificerede chaufførerne er sikret fast løn og rettigheder. Uber har med tiden fået skruet kilometertaksten gevaldigt ned på grund af konkurrence fra rivaliserende virksomheder, der har etableret sig ud fra samme forretningsmodel. Nogle taler sågar om ”Uberfication”. Uber-chaufførerne siger, at de i stigende grad oplever mindre fortjeneste. Der er ikke meget mikro-entreprenør over Ubers chauffører – som Uber i øvrigt har benævnt ”køre-partnere” og ikke det mere forpligtende ”ansatte”. For de er reelt set ikke ansatte under Uber, og mangler derfor basale rettigheder. Hvem reparerer og betaler for bilen når den er brudt sammen? Alene står Uber-chaufføren med underbetalt arbejde, mens Uber og investorer slipper for alt hvad der hedder forsikringsspørgsmål og vedligeholdelse af produktionsmidler.

Her er der ikke meget tilbage af civilsamfundets selvbestemmelse, endsige elimineringen af centraliserede profitter og mellemmandsfortjenester. Med deleøkonomiske platforme som Uber risikerer vi at se en øgning af vækst uden jobs og underbetalte arbejdere uden faste overenskomster. En deleøkonomisk dystopi.

Et par foretagender har dog forsøgt at imødekomme disse nye problemstillinger som deleøkonomien rejser. Virksomheden Peers.org arbejder på løsninger i form af forsikringer og lignende juridisk vejledning i håbet om at lappe de huller, der er fremkommet for dem, der arbejder indenfor den nyligt opståede deleøkonomi.

Guldjagt og en truet velfærdsstat

Omkring 2000 valgte det canadiske guldmineselskab ”Goldcorps” efter et par sløje år at lægge al information om deres miners beskaffenhed ud på nettet med en forholdsvis beskeden pengepræmie til dem, der kunne fremdrive nye oplysninger om guldforekomster. Det blev en gigantisk succes, og med hjælp fra netværkets informationer og deling af viden steg selskabets værdi fra $100 millioner til $9 milliarder.

Goldcorps fremhæves ofte som et eksempel på et andet tilsyneladende samarbejdsorienteret fænomen – Crowdsourcing. Når man crowdsourcer uddelegerer og distribuerer man opgaver på internettet til et netværk af mennesker. Det er lidt i familie med det mere velkendte ”Open source,” hvor tanken er at man samarbejder om at optimere et givent problem eller tjeneste. I forhold til den beskedne gevinst som ”netværket” tildeltes og hvor meget der tilfaldt selskabet og dets investorer er det igen betvivleligt om crowdsourcing – som deleøkonomisk kategori – kan siges at være et opgør med kapitalistisk logik.

Problemet indskriver sig i en generel diskussion om vidensrettigheder og den udbyttede kognitive arbejder. Vi kan her tale om et ”kognitariet” (og altså ikke et egentligt proletariat) der gladelig deler ud af sin viden og kognitive kompetencer. Uden at få del i fortjenesterne. Selvom der tales om universel ”adgang” og ”samarbejde” og ”deling” med store ord, er det ikke fordi at pengemængden redistribueres. For hvad er det lige præcis vi deles om i deleøkonomien? Det kan godt være der udløses en sand kaskade af uudnyttede ressourcer og tjenester, men hvis den opbyggede kapital ikke når den deleøkonomiske arbejder, er der vel ikke noget nyt under solen?

I forhold til velfærdssamfundet, der netop også bygger på en tanke om deling og om fælles anparter i universel velfærd, er der fare for at deleøkonomien – som den optegner sig nu – simpelthen vil gøre den offentlige sektor fattigere. Af den simple grund at pengeudvekslingen mellem private og private går forbi alt, der hedder beskatning. Skatter er fundamentet for velfærdsstatens mulighed, og selvom deleøkonomien hævder at skabe bedre adgang til lægehjælp, pleje, transport, undervisning, som tidligere overvejende var statens anliggende i de nordiske lande, er det tvivlsomt om det stadig ikke er de privilegerede, der har ”adgangen” under adgangsparadigmets højt besungne faner, hvis den offentlige sektor skrumper ind på grund af deleøkonomisk skatteunddragelse.

Deleøkonomien indskriver sig i denne forståelse måske i den såkaldte ”friktionsløse kapitalisme”, hvor en understrøm af selvorganiserende kræfter spredes og interagerer på nye spændende måder, men med en bevarelse af prekariatet, dvs. udhuling af fundamentale arbejdsmarkedsrettigheder, profitering og en pseudo-agtig afskaffelse af ejendomsretten. Det kan for en overfladisk betragtning ligne at vi opnår nye frihedsgrader, men en sådan deleøkonomisk organisering lander på sin vis måske i en endnu mere smidig version af kapitalismen, hvorfor det er svært at få øje på, hvor det egentlige opgør med den ligger.

Frihed, lighed, broderskab – og deleøkonomi?

Men det er værd at opholde sig ved Rifkins tanker om det empatiske menneskes tilsynekomst sideløbende med deleøkonomien. På føromtalte bogs sidste sider om den fremtidige ”biosfæriske livsstil” opstiller han en slags normativ etik for det kommende vidt forbundne empatiske menneske.

Den mikro-entreprenørielle adfærd vil få mennesker i større direkte kontakt med hinanden og skabe mere menneskelig meningsfuldhed. For deltager man i fællesskaber får man også følelse af ansvar overfor det fælles gode. Men det store spørgsmål, som Rifkins vision efterlader os med, er: Står vi overfor et nyt socialt paradigmeskifte, der er så stærkt at det også skaber grundlaget for et nyt syn på grundlæggende værdier og et andet syn på os selv som mennesker og naturen?

Og her er vi tilbage ved det tidligere spørgsmål om, hvorvidt deleøkonomien har rødder i en universel frihedstanke eller om det fællesskab, der opstår snarere er empirisk end det er strukturelt.

Den empiriske frihed, vi i perioder kan opleve gennem collaborative commons, er nemlig ikke garant for universel inklusion. Vi kan godt for en stund føle os mere frie ved at kunne få del i flere uudnyttede ressourcer. Og godt nok taler Rifkin om retten til at være inkluderet og retten til adgang. Og deleøkonomien mener unægtelig at dele historisk ophav i andelsbevægelserne. Men det er vigtigt at sondre mellem en kommerciel deleøkonomi og den klassiske, kooperative deleøkonomi. Og kan vi virkelig bevare noget af den kooperative deleøkonomi under Rifkins vision? Vil den tillid, han taler om, være båret af andet end økonomisk afhængighed og ikke social kontrakt og medbestemmelse?

”It’s not about trust, it’s about desperation,” som New York Magazine proklamerede i en kritisk overskrift omhandlende deleøkonomien.

De økonomiske fordele ved, at de mikrosociale interaktioner knopskyder burde, ifølge de fleste fortalere for deleøkonomien, være åbenlyse og i sig selv argument nok. Nok kan dette også skabe en stærkere tillidskultur, der fungerer selv uafhængigt af institutioner og organisationer. Men der sikres ikke grundlæggende rettigheder alene på grund af en større mikroøkonomisk udveksling og økonomisk afhængighed af hinanden. Formår deleøkonomien at inkludere den unge, enlige mor i slumkvarteret eller den asiatiske slavearbejder?

Deleøkonomi in the making

Spørgsmålet er med andre ord: Kan vi klare os uden en stærk, inkluderende og repræsentativ stat, der kan garantere den strukturelle frihed og lighed? En fremtrædende samtidstænker og kritiker som Slavoj Zizek ville sige nej. For netop at adressere de udfordringer, vi står overfor i forhold til det fælles, må vi droppe de senere års venstrefløjstænkeres flirten med afskaffelsen af staten. Det vil sige forestillingen om et muligt samfund, der er selvskabende og ikke behøver statens styring og magtudøvelse. Disse tænkere, der blandt andet tæller profiler som Hardt & Negri og Simon Critchley, mener, at det vil være muligt at etablere et transnationalt selvorganiserende fællesskab hinsides corporate eller statslig kontrol.

Men vi har brug for at distribuere og fordele det fælles og ressourcerne efter en kontraktuel logik – vi er fælles enige om mulighederne for at kunne få del i de fælles ressourcer. Og hertil rækker den decentrerede, flygtige, netværksorienterede deleøkonomi ikke.

Men før deleøkonomien forkastes, vil jeg følge indledningens mantra om at stille spørgsmål. For kan der måske via lovgivning skabes grundlag for at udnytte deleøkonomiens åbenlyse potentialer på en måde der tilgodeser og sikrer en større grad af inklusion? Kan der måske tænkes endnu nye hybridformer mellem kapital og collaborative commons? Er vores tid, hvor globaliseringens spøgelse til stadighed viser sit barske ansigt, ved at være mere moden til, at den empati Rifkin taler om, virkelig kan gøde jorden for en kommerciel-kooperativ organisering, hvor solidaritet bliver markedets fremmeste karakteristika fremfor konkurrence, grådighed, frygt og mistillid?

Anders Nolting Magelund er uddannet cand.merc.(fil.) og arbejder med den bæredygtige omstilling.