Oblomov

For den russiske revolutionære demokrat, Nikolaj Dobroljubov, var den litterære karakter Oblomov ikke bare fiktion, men et samfundsdiagnostisk begreb. Oblomoveri var en sygdom, en søvnig apati, som store dele af den aldrende russiske intelligentsia led af.

”En komplet dvaskhed som følge af apati over for alt, der foregår i verden.”

Sådan skrev den russiske litterat, journalist og revolutionære demokrat Nikolaj Dobroljubov i 1859. Det er en beskrivelse af karakteren Oblomov i den russiske forfatter Ivan Gontjarovs roman Oblomov fra 1859. Oblomov var, mente Dobroljubov, den mest minutiøse, litterære dissektion af det sociale fænomens – Oblomoveriets – anatomi.

Allerede samme år udgav Dobroljubov nemlig et litterært essay i vennen, poeten og den litterære kritiker Nikolaj Nekrasovs tidsskrift Sovremennik. “Hvad er Oblomoveri?”  hed essayet. Her diagnosticerede han den russiske intelligentsia med sygdommen Oblomoveri.

I Dobroljubovs øjne var Oblomov både et produkt af og et tegn på tiden. Oblomov var ikke bare en litterær karakter, men et samfundsdiagnostisk begreb; Oblomoveri var en sygdom, en søvnig apati, som store dele af den nu aldrende russiske intelligentsia led af.

Det forgange års litterære ligegyldigheder

Oblomov er en rig adelssøn, der bor i isolation i sin lejlighed i Sankt Petersborg; han bruger det meste af dagen under dynen i sin slåbrok; folk besøger ham og inviterer ham ud, men han føler sig aldrig særligt godt tilpas; han vil gerne digte, men får aldrig rigtigt startet skriveriet; han vil gerne læse, åbner bogen, mister så interessen igen. I denne tilstand af komplet ugidelighed er Oblomov – i bogens første 250 sider – lænket til sin seng og rammerne af sit værelse. Som Gontjarov selv skriver, så mundede det hele ud i et suk og ”uroen døde bort i søvnig apati.” Ethvert forsøg på at fuldføre selv den mindste handling munder ud i et suk, en apatisk søvnighed. Sådan er det med det meste for den skrøbelige Oblomov.

Allerede tidligere i 1859 havde Dobroljubov udgivet et essay under navnet Det forgange års litterære ligegyldigheder, hvori han kritiserede den samtidige satire for at være overfladisk og kujonagtig: “Den har fordybet sig i af-maskeringen af mindre statslige funktionærer … Alle forfattere taler som om alt det onde i Rusland stammer fra det faktum, at politifolk er uærlige og borgmestre er uforskammede!”

Ifølge Dobroljubov var Gontjarovs karakter Oblomov mere social relevant og kritisk end alle disse satirer sammenlagt. Oblomov brugte det meste af dagen i sin seng. I denne tilstand minder Oblomov om en anden af den russiske, litterære traditions karakterer – nemlig Ilja Muromets, der bliver født som krøbling (Oblomov hedder endda også Ilja til fornavn). Men Oblomov er ikke født med denne sygdom; Oblomov er til gengæld født ind i det russiske aristokrati. Hans oblomoveri er fostret, kultiveret igennem hans aristokratiske barndom, hvor Oblomov aldrig skal løfte en finger for at få noget gjort. Det har han slaver til. Som Dobroljubov konkluderede, så er denne type opdragelse kendetegnende for store dele af den uddannede del af det russiske samfund.

Intelligentsiaens fædre og sønner

Dobroljubov var selv en del af den russiske intelligentsia. Men han repræsenterede en ny generation af intellektuelle. Denne nye generation af intellektuelle var ikke interesseret i en indadvendt og verdensfjern filosofisk udforskning af menneskelivets store spørgsmål. I stedet skulle litteraturen og filosofien – lidt firkantet formuleret – bruges i kampen mod det dødssyge, russiske autokratiske styre. Dobroljubovs essay markerede et af denne generations opgør med den gamle intelligentsia.

I starten af det 19. århundrede bestod det russiske samfund, i grove træk, af to klasser: aristokratiet og bondestanden. Intelligentsia var en klasse af veluddannede og intellektuelle, der befandt sig i mellemrummet mellem den undertrykkende aristokratiske klasse og den enorme undertrykte klasse af bønder.

Intelligentsiaen bestod af en blanding af folk fra forskellige klasser af det russiske samfund: først og fremmest fra adelsstanden, men senere blev folk fra præsteskabet, bureaukratiet og bondestanden også en del af intelligentsiaen. Her er det nødvendigt at pege på en afgørende udvikling i sammensætningen af russiske intellektuelle. I 1840erne bestod størstedelen af intelligentsiaen af folk fra adelen, der siden Katerina den Stores reformer i 1762 havde været fritaget for statslig tjeneste. Det betød, at de adelige, uden forpligtelse til den russiske stat, kunne fravælge bureaukratiet og militærtjenesten og vie deres liv til tænkningen.

I 1860erne skete der en forskydning, så en stor del af den russiske intelligentsia nu bestod af den russiske blandingsklasse, raznotjintsy, der talte folk fra både præsteskabet, embedsstanden, handelsmændene og bondestanden. Denne udvikling – fra adelsstanden til raznotjintsy – markerede et vigtigt brud, der introducerede et nyt demokratisk og radikalt element  i intelligentsiaen, hvor Nekrasovs tidsskrift Sovremennik, var et af dets primære organer.

Dette brud indvarslede også den russiske forfatter Ivan Turgenjevs skisme mellem intelligentsiaens to generationer – fædrene og sønnerne. Som historikeren Martin Malia skriver, var fædrene æstetikerne, der troede på kunst for kunstens egen skyld. Sønnerne var utilitaristerne, der kun ville acceptere kunst som havde til formål at reformere samfundet. Hvor fædrene havde introduceret idealer som menneskehed, fornuft, frihed og demokrati i Rusland, så forsøgte sønnerne at oversætte disse idealer til virkelighed.

Det er indenfor denne dikotomi – den interne skelnen mellem den gamle og den nye intelligentsia – at vi kan lokalisere Dobroljubovs essay. Dobroljubov var en af 60’ernes radikale sønner, der gjorde oprør mod fædrene fra 40’erne.

Litteraturen som slagmark

For utilitaristen Dobroljubov var opgaven klar: at omsætte den litterære slagmarks vindinger til reformeringen af det russiske samfund.

Litteraturen var ikke et tilfældigt medie i denne kamp. Under Nikolaj den Førstes styre – fra 1825 til 1855 – led den offentlige debat under censuren. Det betød, at samfundsdebatten var blevet fordrevet til litteraturen. Og litteraturen var den slagmark, hvor intelligentsiaen kæmpede med hinanden. Især i spørgsmålet om Ruslands livegne bønder.

“Ord tæller ikke længere – samfundet mangler sande handlinger,” som Dobroljubov konkluderede. Heri lå det radikale, demokratiske element og Dobroljubovs opgør med den store kreds af den russiske intelligentsia, der gemte sig, langt fra Ruslands store undertrykte landbefolkning, under den intellektuelles og priviligeredes varme dyne.

Samfundsdiagnosen fortsatte med at have klangbund i det russiske samfund. Også efter revolutionen i 1917. I en tale i 1922 sagde Lenin: Selv efter tre revolutioner, så findes Oblomoverne stadig. Først når de blevet skyllet, vasket, strukket ud og banket i lang tid, vil de komme til deres forstand.

Kasper Mikael Jacek er redaktør på Baggrund og skribent