Det forunderligt utopiske øjeblik
UNESCO blev grundlagt tre måneder efter bombningerne af Hiroshima og Nagasaki. I skyggen af paddehatteskyerne opstod et presserende behov for at insistere på videnskabens iboende værdi og fredsfremmende natur. Lektor Casper Andersen undersøger her, hvordan idéerne fra det forunderligt utopiske øjeblik har sat sine spor i FN-systemet.
FOKUS: DET ANDET FN FN er meget andet end 15 statsrepræsentanter i en mahognibeklædt sal. Dét FN, der viser sig, når Sikkerhedsrådet tages ud af ligningen, er et FN, der konstant bevæger verden omkring os. Det er dét FN, der fordeler havbundene i arktis, freder oldtidsminder, opstiller flygtningelejre og fungerer som statsmagt i lande i transition. Derfor har vi bedt forskere og FN-eksperter undersøge, hvordan FN har imødekommet 70 år globale udfordringer.
Sprængningen af verdens første atombomber og oprettelsen af FN-systemet var to tæt forbundne verdenshistoriske begivenheder. Det er særligt tydeligt i United Nations Educational, Scientific and Cultural Organisation (UNESCO), der blev grundlagt tre måneder efter bombningerne af Hiroshima og Nagasaki. Som den britiske undervisningsminister, Ellen C. Wilkinson, udtrykte det ved de afsluttende forhandlinger i London i 1945: ”I en situation hvor vi alle, måske i ængstelse, undrer os over hvad videnskabsfolkene vil gøre ved os næste gang, så er det vigtigt, at de føler sig tæt forbundet med humanisterne, og at de føler, at de har et særligt ansvar over for menneskeheden.”
Oprindelig var intentionen at oprette en FN-organisation for uddannelse og kultur (UNECO). S’et for Scientific var således en sidste øjebliks tilføjelse til det, i dag, velkendte UNESCO-akronym. UNESCOs mission blev således at fremme fred ikke blot gennem uddannelse og kultur, men også gennem videnskab.
I det nyligt grundlagte UNESCO, hvis hovedkvarter lå i det krigsmærkede Paris, dominerede imidlertid først og fremmest forhåbningen om, at man med videnskab og teknologi kunne lægge fundamentet for fredelig menneskelig sameksistens i den verden, der skulle genopbygges efter krigen. UNESCOs første år udspandt sig i det historikeren Glenda Sluga rammende har betegnet som “det forunderligt utopiske øjeblik” mellem afslutningen på Anden Verdenskrig og Den Kolde Krigs begyndelse.
To af organisationens founding fathers var med til at forme UNESCO; UNESCO’s første Generaldirektør, den britiske biolog og filosof, Julian Huxley og den første leder af UNESCOs videnskabssektion, kemikeren og videnskabshistorikeren Joseph Needham. Huxley og Needham var kun tilknyttet UNESCO i henholdsvis to og tre år, men deres ideer fik stor indflydelse på organisationens retning og senere udvikling.
Julian Huxleys evolutionære humanisme
Julian Huxley var 58 år gammel, da han i 1945 blev udnævnt til Generaldirektør for UNESCO. Tilhørende den berømte Huxley-slægt blev han født ind i det britiske åndsaristokrati. Han var barnebarn af ”Darwins Bulldog”, Thomas Henry Huxley, og han var storebror til forfatteren Aldous Huxley. Julian var uddannet fra Eton og Oxford og havde – op gennem 1920’erne og 30’erne – skabt sig et navn gennem en række indflydelsesrige videnskabelige og populærvidenskabelige værker, der var baseret på et evolutionsteoretisk grundsyn.
Huxleys videnskabelige, politiske og filosofiske forfatterskab og standpunkt var meget sammensat. I sine værker udstillede han tidens raceteorier som ren pseudovidenskab, og de vandt i samtiden ikonisk status som autoritative anti-racistiske tekster. Huxley var samtidig fortaler for eugeniske tiltag på global skala. Han kombinerede også et dybt engagement i internationale organisationer som UNESCO med en erklæret støtte til det britiske imperium, som han anså for at være en nødvendig og progressiv politisk faktor – også efter Anden Verdenskrigs afslutning.
Efter sin udnævnelse til Generaldirektør skrev Huxley i 1946 pamfletten UNESCO: Its purpose and its philosophy. Heri afviste han, at UNESCO kunne baseres på én af verdens mange religioner eller på én af verdens konkurrerende politisk-økonomiske doktriner. Det skyldtes, at UNESCO havde til opgave at favne hele verden og skabe fred gennem forening af mennesker. Til gengæld kunne organisationen, ifølge Huxley, baseres på det han kaldte ”evolutionær humanisme”: en filosofi der tog afsæt i, at alt liv på jorden – herunder mennesket – var et produkt af evolutionære processer. For mennesket gjaldt det, at forandringer ikke længere først og fremmest var knyttet til biologiske evolutionsprocesser, men derimod fandt sted i social organisering og i teknologisk og idémæssig udvikling. Derfor var det også på disse områder, at UNESCOs mission for at skabe fred skulle vindes.
For Huxley var det et presserende problem, at menneskets politiske evolution ikke havde fulgt med den teknologiske evolution. Således havde menneskets teknologiske formåen nu på godt og ondt globale konsekvenser, men politikken var stadig domineret af nationale enheder og interesserammer. I social organisering havde mennesket gennem historien bevæget sig mod stadig større enheder, og der var nu behov for at tage næste skridt på vej mod verdensborgerskab eller ligefrem en verdensregering, der kunne sikre fred og det biologiske livs overlevelse i en atomar tid. Det var ifølge Huxley FNs – og i særdeleshed UNESCOs – ultimative opgave. Trods sit ikke-teleologiske darwinistiske udgangspunkt, så var Huxley åbenlyst progressionist i sin udlægning af den evolutionære humanisme. En af hans senere bøger, Udviklingens historie: Livets vidunderlige verden fra 1958, begyndte således med de første encellede organismer og havde et billede af FN’s hovedkvarter på sidste side.
Videnskab skulle altså udgøre grundlaget for UNESCO. En kerneopgave bestod desuden i at promovere og udbrede videnskabelig viden, eksempelvis om atomar fission, bakteriologi og mikrobiologi. For Huxley var det endnu vigtigere, at organisationen virkede for at promovere den videnskabelige kultur, som en vej til fred og verdensborgerskab. Huxley var grundlæggende optimistisk på menneskehedens vegne. I et essay med titlen War as a Biological Phenomenon, udgivet året før grundlæggelsen af UNESCO, afviste han at mennesket fra biologisk hold var udstyret med et særligt krigsinstinkt. Mennesket havde helt åbenlyst aggressive tilbøjeligheder men de kunne, ifølge Huxley, kanaliseres over i aktiviteter som bjergbestigning, opdagelsesrejser og ikke mindst kunst, forskning og videnskab. Aktiviteter, der i øvrigt flugtede fint med de idealer Huxley selv var opflasket med i sin egen opvækst og uddannelse.
Udbredelsen af den videnskabelige kulturs værdier gennem omrejsende populærvidenskabelige udstillinger og populærvidenskabelige udgivelser på alle verdens hovedsprog, skulle derfor være en hovedprioritet for UNESCO. På den måde kunne videnskab og fred forenes og syntesen af biologisk, teknologisk og politisk evolution fuldendes i en form for oplyst verdensborgerskab, der blev promoveret af eksperter, der inkluderede folk som Huxley selv.
Needham’s periferi-princip
Joseph Needham var tidligt involveret i kampagnen for at inkludere S’et i UNESCO og som den første leder af UNESCOs videnskabssektion spillede han en hovedrolle i dens udformning. Den Cambridge-uddannede kemiker,der i dag nok er mest kendt for sit virke som videnskabshistoriker, delte Huxleys opfattelse af, at videnskab var altafgørende for UNESCOs mission. Men han baserede synspunktet på en anden grundopfattelse. Needham mente, at UNESCOs rolle i videnskab skulle bygge på det, han i 1946 døbte ”periferiprincippet”.
Ifølge Needham var der af rent historiske grunde i verden en bright zone i Vesteuropa og Nordamerika, hvor videnskab og industrialisering var relativt udviklet og så langt større dark areas, hvor det modsatte var tilfældet. Ifølge periferiprincippet, bestod hovedopgaven for UNESCOs videnskabssektor i at hjælpe forskere, der hidtil havde arbejdet under miserable betingelser uden for den videnskabeligt privilegerede bright zone. Der skulle derfor oprettes såkaldte ”videnskabsfeltkontorer” udvalgte steder i periferien. UNESCO åbnede sådanne kontorer Brasilien, Kina, Egypten og Indien i 1947 og 1948.
Feltkontorerne skulle understøttes af verdens førende internationale videnskabelige og teknologiske organisationer, der skulle indgå i en stærk central enhed koordineret af UNESCO. Needham, der selv var kristen, sammenfattede i 1948 sin vision for UNESCO i en slående klerikal metafor. Videnskabsfeltkontorerne udgjorde missionsstationerne; kirken bestod af de internationale videnskabelige organisationer.
Ambitionerne var store, ikke mindst fordi Needham, ud fra et socialistisk informeret videnskabssyn, også lagde stor vægt på, at industriel forskning skulle være en central del af UNESCOs virke. Kun på den måde sikrede man, at videnskaben fik en reel positiv effekt på befolkningernes levevilkår. Videnskabssektionen skulle således selv stå for videnskabelig vidensproduktion, udgive videnskabelige og tekniske tidsskrifter, samt forestå en fast cirkulation af forskere, tekniske eksperter og udstyr for at nedbryde – eller i det mindste kraftigt mindske – kløften mellem bright zone og dark areas.
Det forunderligt utopiske øjebliks efterliv
Det er let at fortælle en historie om, hvordan de utopiske ideer, som dem Huxley og Needham promoverede, forsvandt i UNESCO. Internt i UNESCO tog et interstatsligt bureaukrati over, hvilket levnede mindre plads til typer som Huxley og Needham. Geopolitisk og økonomisk var videnskaben efter krigen big science og som sådan for betydningsfuld til, at dens internationale organisering kunne overlades til videnskabsfolkene selv. Det blev eksempelvis tydeligt, da atomspørgsmålet blev henlagt til andre FN organer, hvor den amerikanske kontrol var mere udtalt end i UNESCO.
Med Truman’s berømte firepunktstale i 1949, som signalerede ”opdagelsen” af verdens fattige som et centralt objekt for geopolitik, blev videnskabens rolle i forholdet mellem I-lande og U-lande indlejret i den koldkrigslogik, som kom til at forme UNESCOs virke i de efterfølgende årtier. Needhams periferiprincip blev erstattet af en anden internationalistisk dagsorden i UNESCO, hvilket blandt andet kom til udtryk i UNESCOs centrale rolle i grundlæggelsen af CERN, et ”pure science” projekt, der blev placeret i Geneve og dermed solidt i the bright zone.
Huxleys evolutionære humanisme fandt heller aldrig solidt fodfæste i organisationen. Dens erklærede ateisme gjorde den uspiselig for mange religiøse og konservative grupper, der var engagerede i internationalt samarbejde. Den evolutionære humanisme havde også et element af eugenisk tænkning, der ikke faldt i frugtbar jord efter Anden Verdenskrig og trods den erklærede anti-racisme, havde Huxleys ideologiske ståsted en tydelig rem af imperialt funderet civilisatorisk hierarkisering, der gjorde den problematisk for andre grupper. Med afkoloniseringen, der bevirkede at UNESCO – ligesom resten af FN – medlemsmæssigt blev domineret af tidligere kolonier, var den helt passé.
UNESCOs internationale arbejde for videnskabens globale udbredelse kom fra slut 1950’erne til at handle om national science – under slagordet om uafhængighed fra de gamle kolonimagter også på videnskabens område. ”Politisk uafhængighed uden videnskabelig uafhængighed er lige så selvmodsigende som en vegetarisk tiger”, som det rammende blev formuleret af den eminente indiske UNESCO Vice-Generaldirektør Malcolm Adiseshiah i forbindelse med en videnskabskonference i Lagos 1964.
Formålene med internationalt videnskabeligt samarbejde i UNESCO er siden blevet reformuleret flere gange. Afgørende i den sammenhæng har både været den Kolde Krigs afslutning samt et generelt sammenbrud af de post-koloniale staters national science dagsorden op gennem 1990erne. Nøgleordene i UNESCOs videnskabssektor er for indeværende science diplomacy og science capacity building. Under de overskrifter betragtes internationalt videnskabeligt samarbejde instrumentelt som et redskab i opnåelsen af FN’s nye globale bæredygtighedsmål. På det punkt er kontrasten markant i forhold til det utopiske øjeblik.
For UNESCOs grundlæggere var videnskaben ikke blot et middel men derimod et mål i sig selv. De insisterede på, at videnskabens sandhedssøgen var principielt grænseløs og at dette gav videnskabens udøvere en privilegeret position til gennem videnskab at promovere det den UNESCO tilknyttede fysiker Arthur H. Crompton i 1947 rammende kaldte ”planetarisk bevidsthed”. Det er umiddelbart overraskende, at denne form for videnskabsidealisme var så udtalt ved afslutningen på en krig, hvor videnskaben havde spillet en så stor og synlig rolle; men det skyldes ikke mindst, at der i skyggen af paddehatteskyerne opstod et presserende behov for at insistere på videnskabens iboende værdi og fredsfremmende natur.
Den geopolitiske og intellektuelle kontekst, hvori UNESCOs videnskabssektor blev grundlagt eksisterede kun kortvarigt, men når idéerne fra det forunderligt utopiske øjeblik alligevel har haft en betydelig virkningshistorie, så skyldes det ikke mindst, at de satte institutionelle spor ind i FN-systemet. Helt konkret har det, at S’et kom med i UNESCO, betydet, at organisationen fast har allokeret en væsentlig del af sine ressourcer til videnskabsområdet – også selv om de underliggende rationaler for at gøre det, har ændret sig markant over de efterfølgende syv årtier. Det er en god påmindelse om at ideers betydning i verden i høj grad afhænger af, om de finder vej ind i langtidsholdbare institutioner.