At finde mening i den nøgne eksistens

Allerede året efter sin befrielse fra koncentrationslejren udgav den østrigske psykiater og eksistensterapeut Viktor Frankl sine banebrydende erindringer fra koncentrationslejrene. Her i 70-året for udgivelsen af værket er Frankls tanker fortsat aktuelle.

Han er jøde og får visum til USA i 1941. Men han vælger alligevel at blive i Østrig og ender i koncentrationslejr. I modsætning til sin familie overlever han opholdet og bliver befriet af amerikanske soldater den 27. april 1945. Den østrigske psykiater og eksistensterapeut Viktor Frankl udgiver allerede året efter sine banebrydende erindringer fra koncentrationslejrene.

Bogen Trotzdem Ja Zum Leben Sagen: Ein Psychologe erlebt das Konzentrationslager fra 1946 hører til blandt psykologihistoriens mest berømte og bedst sælgende hovedværker, og den er nu på vej til at blive filmatiseret af Hollywood-selskabet Fuego Films. Her i 70-året for udgivelsen af værket, som har fået den danske titel Psykologi og eksistens, er Frankls tanker da også særdeles aktuelle.

Det er i dag en udbredt fejlopfattelse, at Frankl udvikler sin terapeutiske retning på baggrund af sine erfaringer fra koncentrationslejrene. Han begynder imidlertid allerede at bruge betegnelsen logoterapi fra og med 1926. Frankl grundlægger sin egen retning inden for den eksistentielle terapi, som han kalder logoterapi efter sin oversættelse af det græske ord logos til mening.

Grundtanken er lige præcist, at mennesket kan blive helbredt fra sine eksistentielle lidelser ved at finde mening med livet. Oplevelserne fra koncentrationslejrene bliver ikke desto mindre betydningsfulde for Frankls videre udvikling af logoterapien.

Den tredje wienerskole

Frankl bliver født ind i en jødisk familie i Wien den 26. marts 1905. Her  vokser han op her midt i psykoanalysens fødeby, og han beslutter sig allerede som treårig for, at han skal være læge.  Han holder fast ved sin beslutning og begynder i 1923 at studere medicin ved Universität Wien. Inden han afslutter sin lægeuddannelse i 1930, møder Frankl i 1925 psykoanalysens grundlægger Sigmund Freud. Frankl allerede begyndt at skrive til Freud nogle år forinden, i en alder af kun 16 år. Freud er med andre ord en af Frankls store ungdomshelte. Mødet med Freud bliver dog ikke nogen stor succes for Frankl. Efter mødet bliver den unge lægestuderende nemlig overbevist om, at hans syn på psykologi og psykoterapi stemmer meget bedre overens med Alfred Adlers individualpsykologi, end det gør med den freudianske psykoanalyse.

Freud er da heller ikke Frankls eneste ungdomshelt. I en tidlig alder bliver Frankl også optaget af livsfilosofi, og i gymnasiet skriver han opgave om den tyske filosof Arthur Schopenhauer. Senere kommer interessen også til at omfatte den danske eksistensfilosof Søren Kierkegaard og den tyske eksistensfilosof Friedrich Nietzsche. Adlers individualpsykologi bliver gerne kaldt Den anden Wienerskole, efter psykoanalysen som den første, og den er netop inspireret af livs- og eksistensfilosofiens betoning af menneskets individuelle valg og ansvar. Den adlerske psykoterapi fokuserer tilsvarende på individets kreative evner til at skabe forandring.

Frankl bliver inspireret, da han ikke kan købe Freuds psykologiske tese om, at mennesket er styret af en vilje til lysttilfredsstillelse og derfor grundlæggende set bare er et biologisk driftsvæsen. Frankl opdager imidlertid, at han heller ikke kan godtage Adlers psykologiske forklaring om, at mennesket er drevet af en nietzscheansk vilje til magt. Gennem Kierkegaard finder han i stedet frem til, at mennesket må være drevet af en vilje til mening. Det er lige præcist derfor, at Frankl lancerer logoterapien som en særlig kobling af eksistensfilosofi og psykoterapi, der skal komme til at blive omtalt som Den tredje Wienerskole.

Fra succes til Anschluß

Den unge Frankl udmærker sig ikke alene som en original teoretiker og metodiker. Mens han stadig er lægestuderende, står Frankl i perioden mellem 1928 og 1930 for at etablere et gratis tilbud i syv østrigske byer om psykologisk rådgivning til studerende. Tilbuddet bliver en stor succes, og det bemærkes i udlandet. Blandt andet af den kendte læge og psykoterapeut Wilhelm Reich, som inviterer Frankl til Berlin.

I tiden indtil 1937 færdiggør Frankl sin specialistuddannelse i psykiatri og neurologi ved det psykiatriske hospital Steinhof i Wien. Her bliver han ansvarlig for den såkaldte ’selvmordspavillion’, der står for behandling af 3.000 selvmordstruede kvinder om året. I 1937 forlader Frankl imidlertid hospitalsverdenen og slår sig ned som privatpraktiserende psykiater og neurolog på adressen Alser Strasse 32/12 i Wien, hvor han blandt andet bedriver logoterapi.

Glæden er kort, for det nazistiske Tyskland overtager Østrig den 13. marts 1938 under den såkaldte Anschluß. På grund af sin jødiske baggrund får Frankl forbud mod at behandle ”ariske” patienter, og i 1940 bliver han leder af den neurologiske afdeling på Rothschild-hospitalet i Wien, som er byens sidste hospital med adgang for jødiske patienter.

Det nøgne liv i koncentrationslejren

Når Frankls historie er ved at blive filmatiseret, skyldes det som sagt, at han ikke benytter sig af det visum til USA, som han ellers søger og får i 1941. Han vil i sidste øjeblik ikke forlade sine gamle forældre. Frankl har desuden mødt sit hjertes udkårne i Wien. Senere samme år gifter han sig med Tilly Grosser, og de bliver et af de sidste jødiske par, som nazisterne giver tilladelse til at gifte sig. Tilly er gravid, men nazisterne tvinger parret til at få en abort, og mange år senere dedikerer Frankl i 1978 sin bog The Unheard Cry for Meaning (Det overhørte råb om mening) til det ufødte barn.

Efter ni måneders ægteskab bliver parret endelig arresteret den 25. september 1942 og sammen med Frankls forældre deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt nord for Prag i Tjekkiet. Her arbejder Frankl som læge, indtil han bliver bragt til Auschwitz den 19. oktober 1944, hvor han bliver skilt ad fra Tilly. Den berygtede lejrlæge Joseph Mengele placerer Frankl i den venstre kø til gaskammeret, men den unge jøde snyder sig over i den højre kø og bliver transporteret i kreaturvogn til KZ-Kommando Kaufering III i Bayern. Den 5. marts 1945 går turen igen videre koncentrationslejren Türkheim under KZ-Dachau, hvor Frankl forbliver indtil den amerikanske hærs befrielse den 27. april. Hverken konen eller forældrene overlever. Broren Walter dør i Auschwitz.

Det kan umiddelbart forekomme svært at mobilisere nogen vilje til mening under så ekstreme livsomstændigheder. Frankl deler skæbner med den italienske forfatter Primo Levi, der i sin bog Questo è un uomo (Hvis dette er et menneske) fra 1947 beskriver, hvordan koncentrationslejren nedbryder fangerne og fratager dem deres menneskelighed. For Levi er Holocaust i sidste ende et bevis på, at der ikke eksisterer nogen Gud. Derfor er der heller ikke nogen egentlig mening med livet, og Levi ender formodentlig med at begå selvmord i 1987.

Frankl har imidlertid en eksistentiel og åndelig indstilling til livet. Derfor benægter han også, at mennesket blot er et produkt af sit miljø, og at det hverken har frihed eller ånd. Når Trotzdem Ja Zum Leben Sagen allerede ved Frankls død i 1997 har solgt langt over 10 millioner eksemplarer på 24 sprog, skyldes det netop, at Frankl heri demonstrerer, hvordan mennesket altid har en mulighed for at finde mening med livet. Som den romerske slavefilosof Epiktet på tilsvarende vis forkynder 2000 år tidligere, er mennesket nemlig først fuldt fortabt og slavebundet af de ydre vilkår, når det giver op i sit indre. Selv om vores livsomstændigheder er uden for vores kontrol, har vi muligheden for at kontrollere vores reaktioner på dem.

Frankls bog omhandler ikke blot hans egne erindringer fra koncentrationslejren. Han benytter i stedet sit eksistentielle udgangspunkt og den fænomenologiske metode til at skildre måden, hvorpå den almindelige fange oplever tilværelsen i lejren. Den italienske filosofi Giorgio Agamben har de senere år vundet berømmelse på sine analyser af det nøgne liv (homo sacer), som har sin mest ekstreme form i koncentrationslejren. I sin bog fra 1946 skildrer Frankl netop, hvordan kz-fangerne oplever, at de ”bogstaveligt talt ikke har andet end den nøgne eksistens”.

Agamben bruger sit begreb til at skildre en undtagelsestilstand, som udgør den mest absolutte umenneskelige situation, fordi mennesket berøves alle rettigheder og privilegier. Frankl vil omvendt vise os, at denne undtagelsestilstand rummer det allermest menneskelige. Det vil sige menneskets eksistens, sådan som den er i sin kerne uden hverdagslivets slør. Små otte år efter i 1954 kan den franske idéhistoriker Michel Foucault derfor også bruge en tilsvarende forestilling om den nøgne eksistens til at skildre essensen i vores drømme med.

Tre faser i fangernes reaktioner på lejrlivet

Frankls psykiatriske skoling viser sig ved, at han opdeler fangernes reaktioner på undtagelsestilstanden i tre faser. Den første optagelsesfase er kendetegnet ved en choktilstand, hvor fangerne slår en streg over hele deres tidligere liv og klamrer sig til en indbildning om at blive reddet i sidste øjeblik. Her laver Frankl den interessante registrering, at den unormale reaktion er den normale adfærd i en unormal situation, og at jo mere normalt et menneske er, jo mere unormalt vil det reagere på at blive fange i koncentrationslejr.

Registreringen udgør næsten en spejlvending af Hannah Arendts indsigt fra Eichmann i Jerusalem fra 1963, hvor hun hævder, at de allermest normale funktionærer også bliver de ondeste bødler. Det mest abnorme bor med andre ord dybt i hjertet af det normale og viser sig enten som ondskab eller rædsel, når det normale presses ud af normalitetens rammer. Frankl er ikke uden sans for undtagelsestilstandens sammenhæng mellem frygt og ondskab, for hans bog skildrer generelt de privilegerede fanger med administrative funktioner – de såkaldte kapoer – som særligt sadistiske. Som Frankls forbillede Kierkegaard også påpeger hundrede år tidligere i Begrebet Angest fra 1844, er det netop sammenbruddet, som kan gøre os menneskelige, og angsten der kan få os til at opdage, hvem vi egentlig er. Kierkegaard deler imidlertid også forståelsen for, hvordan det er på kanten af tilværelsen, at vi kan indfanges af vores egne dæmoniske sider og blive allermest umenneskelige.

I Frankls erindringer er det nu ikke Kierkegaard, men derimod Nietzsche, der er hovedinspirationen. Efter chokket bevæger fangerne sig ind det egentlige lejrlivs fase, hvor opgivelsen og den indre ligegyldighed truer med at tage over. Her viser Frankl, hvordan den gradvise afstumpning af følelseslivet kan udgøre en slags overlevelsesmekanisme, hvor individet bliver præget af ren selvopretholdelsesdrift.

Samtidig har fangerne det med at opgive ethvert håb for fremtiden og flygte ind i nostalgiske erindringer om fortiden. At holde op med at mærke efter i sig selv, undertrykke sine følelser, fokusere på det negative i livet og dvæle ved fortiden er med andre ord primitive og uhensigtsmæssige beskyttelsesforanstaltninger, som truer med at fremkalde en slags indvendig død. For mange fanger bliver slutresultatet af denne livsstrategi så kropslig degeneration, sygdom og fysisk død.

Frankl har imidlertid en eminent sans for, hvordan lidelsen repræsenterer en skillevej, som både kan føre mennesket mod fortabelse og frelse. Frankl citerer derfor Nietzsche for, at ”Den, der ved, hvorfor han skal leve, tåler næsten et hvilket som helst hvordan”.

Mennesket kan lige præcist hæve sig over at være et produkt af sine omstændigheder ved at gøre livet meningsfuldt. Og præcist lige som de tidlige græsk-romerske filosoffer og de store verdensreligioner har sans for, går vejen til denne mening over erfaringen af lidelsen og døden. Først det menneske, der har skuet ned i afgrunden og har forliget sig med nøden, er i stand til at gøre tilværelsen til et hele. Fangernes ophold i koncentrationslejren behøver derfor ikke at føre til den opfattelse, at det nu er forbi med de sande muligheder for virkeliggørelse. Opholdet kan nemlig også føre til den indsigt, at mulighederne i virkeligheden ligger i dét, som fangerne gør ud af livet i lejren.

Hvis jeg skal omsætte denne indsigt til hverdagslivet i år 2016, kan et sammenbrud af vores hverdagsliv gennem skilsmisse, arbejdsløshed eller andet både føre til en opgivelse og laden-stå til indstilling og til en erkendelse af, at livet faktisk først starter nu! Det handler med andre ord om at give livet mål og se fremad i stedet for at dvæle ved fortiden eller dæmpe sin irritation og apati ved hjælp af koffein, nikotin, alkohol eller narkotika. Her citerer Frankl igen Nietzsche for, at ”Det, der ikke dræber mig, gør mig stærkere”.

Frankl gav sit eget lejrliv et mål ved at arbejde på sit manuskript til den fagbog, der blev udgivet i 1946 under titlen Ärztliche Seelsorge: Grundlagen der Logotherapie und Existenzanalyse (Psykiatri og sjælesorg). Den tredje fase omfatter netop tilstanden efter løsladelsen, og her når Frankl til den samme erkendelse som den politiske aktivist Nelson Mandela mange år senere gør efter sin løsladelse den 11 februar 1990. Uden forsoning vil man i en eksistentiel forstand forblive fange. Da Frankl efter krigen slår sig ned i Østrig, gør han derfor også noget særligt ud af at tale offentligt for tilgivelse, selv over for tidligere nazister.

Fra logoterapi til eksistenspolitik

Frankl benytter sine indsigter fra koncentrationslejren til at styrke sin udvikling af logoterapien. Erindringsbogen er derfor forsynet med et afsluttende afsnit om logoterapiens grundbegreber, der stort set følger Ärtzliche Seelsorge. Den særegne kobling af filosofi og psykoterapi burde ikke være raketvidenskab, men Frankl har netop en fremragende sans for, hvordan det moderne menneske i almindelighed har en tendens til at havne i et eksistentielt vakuum.

Til gengæld har mennesket altid en mulighed for at finde en mening med livet, og det kan det enten gør ved at finde et kald i tilværelsen og udrette noget, opleve værdi igennem kunst, natur eller kærlighed, eller finde en åndelig mening med sin lidelse. Tro, håb og kærlighed.

Før Frankl dør, bliver Viktor Frankl-Instituttet oprettet i 1992 i Wien. I dag er professor Alexander Batthyany direktør for instituttet, som står for at koordinere viden om forskning og udvikling inden for området verden over. Frankls tilgang har aldrig vundet rigtigt fodfæste i Danmark, men logoterapien og eksistensanalysen har til gengæld fået et enormt gennemslag i Central- og Sydeuropa samt i Syd- og Nordamerika. Der findes en ganske enorm mængde tidsskrifter, film, bøger, uddannelsesinstitutioner og foreninger verden over, som beskæftiger sig med at udbrede og videreudvikle arven efter Frankl. Logoterapiens særlige betoning af de åndelige eller spirituelle dimensioner i tilværelsen lader imidlertid ikke til at fange skandinaverne.

Alligevel har Gyldendal efterhånden genoptrykt Frankls erindringsbog fra 1946 i adskillige udgaver og oplag. De senere år er interessen for traditionen efter Frankl steget verden over, og det lader til at behovet for mening i livet er voksende i en tid med globalisering, øget markedskonkurrence og en styrket kapitalisme.

Som den danske mystiker Martinus påpeger, er forretnings- og pengesystemet en maskeret krig med andre midler, og derfor befinder vi os efterhånden i en slags permanent undtagelsestilstand. Frankl tilbyder os netop en sans for, hvordan vi ikke kan udfylde det eksistentielle vakuum i samfundet på en meningsfuld måde med hverken forbrugsgoder, kompetenceudvikling, indbyrdes konkurrence eller økonomisk vækst. Tværtimod opdeler enhver krig menneskeheden i fanger og bødler og fremkalder lige dele rædsel og ondskab. Derfor er begrebet om eksistenspolitik også begyndt at vinde frem, og med Frankl må en sådan politik lige præcist skulle sætte fokus på at forbedre mulighederne for tro, håb og kærlighed.

Anders Dræby Sørensen er eksistentiel terapeut og ekstern lektor i pædagogisk filosofi ved DPU.