The Baedeker Raids 2.0

Foto: wiki­me­dia Com­mons

Et af krigens beskidte kneb er ødelæggelsen af kulturarv. Det handler om at smadre dét, der binder fjendens identitet sammen. Fænomenet er ikke nyt. Faktisk er det så gammelt, at det har sin helt egen historie. Den fortæller Henning Høgh Laursen her.

KULTURARV: HISTORIEN TIL FORHANDLING Når vi forsøger at udpege vores kul­tur­arv, kæm­per vi ikke kun om at definere, hvem vi var engang og stadig er. Det han­dler lige så meget om, hvem vi gerne vil være i mor­gen. Kam­p­ene om kul­tur­arv er spændt ud mellem hukom­melse og glem­sel, oplysning og mørk­lægn­ing. Bag­grund har bedt en række ekspert­er til at fortælle et par forskel­lige his­to­ri­er om, hvor­dan erindringer om for­tiden bliv­er brugt til at definere, hvem man skal være i fremti­den.


Alle krige – eller krigslig­nende til­stande – inde­hold­er et sym­bol­sk ele­ment. Dette lig­ger i for­læn­gelse af Clausewitz’s dik­tum, at al krig er poli­tikkens fort­sæt­telse – med andre midler. Det sym­bol­ske ele­ment går ud på at skabe en bestemt iden­titet­sop­fat­telse, som skal gøre kri­gens ofre, prøvelser og gru­somhed­er til legit­ime og menings­fulde nød­vendighed­er.

Væsentligst i denne iden­titet­sop­fat­telse er et ofte mod­sæt­nings­fyldt og kom­plekst, men ikke desto min­dre cen­tralt begreb om ‘vi’ over­for ‘de’. Ofte ser vi, at forestill­in­gen om, hvem ‘vi’ er, især byg­ger på karik­erede billed­er af, hvem ‘de’ er og hvilke van­er og ideer ‘de’ har. Kri­gens logiske kon­sekvens bliv­er, at ‘vi’ forsøger at ødelægge det, ‘vi’ iden­ti­fi­cer­er som cen­tralt for ‘deres’ iden­titet.

Der­for har destruk­tio­nen af kul­tur­arv altid været et tema i krige og kon­flik­ter – og har ofte spillet en afgørende og udløsende rolle.

Ødelæggelse af afguder

Fra Dan­marks egen his­to­rie ser vi, hvor­dan destruk­tion­er af kul­tur­arv hverken er et nyt fænomen eller for­be­holdt total­itære regimer eller ekstreme islamistiske sek­ter.

I slut­nin­gen af 1160’erne indtræder et af højdepunk­terne i Dan­marks his­to­rie, da Dan­mark får kon­trol med størst­ede­len af kys­tom­råderne omkring Øster­søen — også kendt som de baltiske korstog.

Kong Valde­mar Knud­søn havde fået magten efter en bru­tal borg­erkrig og hans første oplagte opgave måtte være at sikre det nyvundne land mod de ydre fjen­der, som i en årrække havde ter­roris­eret de danske kys­teg­ne. Heri­gen­nem kunne han sikre sig de afgørende allierede: den almene danske befolkn­ing, der ønskede sikker­hed og de ledende adelige grup­per, der ønskede magt og rig­dom.

Ved sam­tidig at præsen­tere pla­nen som et korstog, gav han både de hjem­lige allierede en fælles iden­titet — en aktivis­tisk kris­ten stat — og allierede sig sam­tidig med både Kirken og det tyske kejser­rige der ellers ville kunne være blevet en farlig rival i et poten­tielt farligt grænseom­råde. I en årrække havde Dan­mark formelt været en tysk vasal­stat, men i stedet blev Dan­mark kort efter anerk­endt som en (næsten) ligeværdig nation.

Både økonomisk, han­delsmæs­sigt og poli­tisk var det et kom­pliceret spil, og det lykkedes primært på grund af en genialt udtænkt dobbelt­strate­gi af Kong Valde­mar Knudssøn og hans chefråd­giv­er Biskop Absa­lon. Udover ned­kæm­pelsen af en mil­itær trussel og den efter­føl­gende (oblig­a­toriske) tvangskrist­ning og brand­skat­ning gjorde de to væsentlige ting. Dels afbrændin­gen af Vendernes cen­trale tem­pel og den sym­bol­ske søn­der­hugn­ing og afbrænd­ing af deres cen­trale gud­dom, Svan­te­vit. Som Saxo for­t­alte det:

Der var intet ved denne Billed­støtte, som var fornø­jeligt at se, thi den var klod­set og stygt gjort. Danskerne beg­y­n­dte nu, til stor For­færdelse for hele Byen at hugge løs paa dens Ben med deres øxer, og da de var hugne over, faldt Krop­pen til Jor­den med et Brag. Da Byfolkene saa’ det, haanede de deres Guds Afmagt, og deres Ære­frygt for­van­dledes til For­agt.”

Deru­dover lavede man en fredss­lut­ning med Venderne og afs­tod fra plyn­dring og krigs­bytte – til stor util­fred­shed blandt hæren. Saxo beskriv­er det således:

Da Krigs­folkene, der tørst­ede efter Fjen­de­blod og Bytte, hørte det, blev der strax stor For­bi­trelse og Røre imellem dem; de beg­y­n­dte højt og lydeligt at klage over, at man røvede dem Sejrens Løn, nu, da de var lige ved at vin­de den, saa de ikke fik andet end Saar og Vun­der ud af deres store Anstræn­gelser, og over at de ikke fik Lov til, som de selv fandt for godt, at hævne al den Fortræd, der var til­fø­jet dem af en Fjende, de nu næsten havde faaet Bugt med … Da de opfor­drede Absa­lon til at sige sin Mening om Sagen, sagde han, at Fæst­nin­gen kunde tages, men ikke uden en lang­varig Bele­jring … det var bedre at bet­jene sig af Arkon­aboernes Hjælp imod de øvrige Fjen­der end at være opsat paa at berøve dem Livet, efter­som det at under­tvinge Fjen­derne er lige saa meget bedre end at dræbe dem, som Barmhjær­tighed staar over Grumhed.”

Danskerne fik herved en sol­id allieret og kunne sam­tidig markere sig som en tro­værdig allian­cepart­ner i de kom­mende magt­spil.

Valde­mar­erne (og Saxo) gav Dan­mark en ny iden­titet: en kris­ten stor­magt som både var i stand til at organ­is­ere kom­plekse mil­itære og poli­tiske aktiviteter og til at bringe den nye, lysende og strålende mod­erne ver­den ud til de tilbagestående og overtroiske folkeslag i Europas udkant.

Blev det opnået gen­nem kul­turel destruk­tion? Ja, selvføl­gelig. Selv om vi langt op i 1960’erne har lært om det som en stjernes­tund i Dan­marks his­to­rie i folkeskolen, er det svært at være vold­somt uenig med den tyske arkæolog, Peter Her­fert (som var med til at finde og udgrave Svan­te­vit­tem­plet): ”I dag havde Absa­lon været en sag for FN. Det var kul­turelt bar­bari i klasse med Tale­bans ødelæggelse af bud­dhas­tat­uerne”.

Men strate­gien bag ero­brin­gen og kolonis­erin­gen var effek­tiv: kun 200 år senere døde den sid­ste, der kunne tale vendisk.

Men var det også destruk­tion af kul­tur­arv? Egentlig ikke – det var destruk­tion af en reli­gion (i betyd­nin­gen reli­gio – ”det, der binder sam­men”). I mid­de­lalderens tænkn­ing var det god stat­sræ­son at sta­bilis­ere en mag­tovertagelse ved at ødelægge gud­er, tem­pler og kult­st­ed­er. En fælles tro var nød­vendig for at holde sam­men på de nye riger. Poli­tisk suverænitet var baseret på en stam­mei­den­titet og ikke garan­teret af noget over­na­tion­alt organ, men måtte opretholdes konkret gen­nem direk­te mag­tudøvelse.

Den mest effek­tive måde at gøre dette på var ved at erstat­te den tidligere iden­titet med en ny gen­nem destruk­tio­nen af sym­bol­ske og materielle kerneele­menter fra den ‘gam­le’ iden­titet.

Det skete altid gen­nem iden­ti­fi­cerin­gen af ‘dem’ som ‘hed­ninge’ eller ‘vantro’ – uden hen­syn­ta­gen til deres tro og selv­i­den­ti­fika­tion. Mange korstog blev ført mod men­nesker, som selv iden­ti­fi­cerede sig som kristne. Det så man eksem­pelvis også i det 4. korstog (1202−04) som førte til udplyn­drin­gen af Kon­stan­tinopel eller kæt­terko­rsto­gene i Syd­frankrig i beg­y­n­delsen af det 13. århun­drede. Iden­titet var primært religiøst legit­imeret i den bre­dest mulige betyd­ning og under­lagt en real­is­tisk stat­sræ­son.

Ødelæggelse af nationale symboler

Med reli­gio­nens svin­dende sam­funds­be­tyd­ning i beg­y­n­delsen af det 20. århun­drede er det også oplagt, at den sym­bol­ske dimen­sion af kri­gens destruk­tion fandt andre sted­er at rette sig hen. Det bety­der ikke, at religiøse sym­bol­er ikke læn­gere blev øde­lagt. Men den sym­bol­ske vær­di lå et andet sted. Det så man blandt andet, da Notre Dame kat­e­dralen i Reims blev bom­bet og alvorligt øde­lagt af det tyske mil­itær i 1914 under 1. ver­den­skrig. Her var det ikke kat­e­dralens religiøse betyd­ning, der kom i cen­trum, men dens sym­bol­ske vær­di som et nation­alt mon­u­ment. Det er også vigtigt, at begge parter søgte at give den anden side hov­ed­skylden for destruk­tio­nen – at begge parter var enige om at ødelæggelsen af det his­toriske min­desmærke var en tragedie og skyldtes bar­bari eller for­ræderi. Først og fremmest sås det dog som en tragedie for Frankrig, da kat­e­dralen var en væsentlig del af fran­sk kul­tur­arv. Allerede i 1862 var den nem­lig blevet optaget på den franske regerings liste over mon­u­menter af nation­al vigtighed – et af ver­dens første forsøg på en sys­tem­a­tisk bevar­ings­be­stræ­belse.

Et andet eksem­pel på det ændrede fokus i det 20. århun­dredes ødelæggelse af kul­turelle værdier er den kam­pagne under 2. ver­den­skrig, som gik under beteg­nelsen ”The Baedek­er Raids”. Baedek­er Raids var en serie luftan­greb på engelske byer i 1942 – vel at mærke byer, som ikke havde nogen form for mil­itær betyd­ning over­hovedet. Bag­grun­den for kam­pag­nen var en sekvens af gen­sidig eska­ler­ing af luftkri­gen for at presse mod­partens hjem­me­front. Blandt midlerne var tæppe­bomb­ninger af byområder og anven­delse af brand­bomber uden videre hen­syn­ta­gen til civil­be­folknin­gen. De civile tab på især tysk side voksede enormt, og begge parter beskyldte gen­sidigt hinan­den for bar­barisk, anti-human krigs­førelse og legit­imerede alle eska­leringer som berettiget gengældelse. Efter en særde­les effek­tiv søn­der­bomb­n­ing af Ros­tock i april 1942 beor­drede Hitler ”Vergel­tungsan­griffe” – deciderede ter­ro­ran­greb ret­tet mod områder, som ville have størst mulig effekt på civil­be­folknin­gen. Joseph Goebbels skrev i sin dag­bog:

He (Hitler) said he would repeat these raids night after night until the Eng­lish were sick and tired of ter­ror attacks. He shares my opin­ion absolute­ly that cul­tur­al cen­tres, health resorts and civil­ian resorts must be attacked now. There is no oth­er way of bring­ing the Eng­lish to their sens­es. They belong to a class of human beings with whom you can only talk after you have first knocked out their teeth.”

Kam­pag­nen fik sit navn efter den tyske tur­ist­guide, Baedek­er. For­målet var at fokusere bomb­ningerne, ikke efter mil­itære mål, men udelukkende efter hvor højt de var ran­geret i Baedek­ers tur­ist­før­er for Eng­land – og dermed et index for betyd­nings­fuld­hed – kul­turelt, tur­ist­mæs­sigt og økonomisk. Kam­pag­nen var kort­varig og havde kun få resul­tater, men det er et af de første eksem­pler på, hvor­dan kul­turelle min­desmærk­er direk­te bliv­er gjort til mil­itært mål – ikke for­di de er åndelige sym­bol­er, men snarere alene for­di de er økonomiske sym­bol­er og sym­bol­er på en nation­al iden­titet. Den nationale kul­tur er stadig omdrejn­ingspunk­tet.

Ødelæggelse af kulturarv: The Baedeker Raids 2.0

Den aktuelle fase af kul­turel destruk­tion frem­står nærmest som en hybrid mellem de to tidligere omtalte fas­er.

Fra den før-mod­erne fase har man inko­r­por­eret ideen om, at der find­es en over­na­tion­al målestok, der oftest var af religiøs karak­ter. En sådan abso­lut gud­dom tillad­er os at skelne mellem tro og overtro og mellem sande og falske for­tolkninger af troen, hvilket legit­imer­er ødelæggelsen af ‘deres’ hel­lig­domme. Man kan også sige, at det er muligt at ind­drage Gud — eller som min­i­mum hans jordiske repræsen­tant — som mulig allian­cepart­ner: ”With God on our Side”.

Baedek­er Raids er på den anden side karak­teris­eret ved en bestemt moder­nitet­sop­fat­telse, hvor stat­en og dens inter­ess­er er det cen­trale i stedet for Gud. Det med­før­er en indædt nation­al­statskonkur­rence på alle plan­er, hvor det kan ses som en afgørende krigsak­tivitet at svække mod­partens kul­turelle tyn­gdepunk­ter lige såv­el som de økonomiske.

Bag­grun­den for den nye transna­tionale sit­u­a­tion, som jeg her kalder Baedek­er Raids 2.0, er, at en ny aktør indtrådte i 1972, da UNESCO ved­tog sin Con­ven­tion Con­cern­ing the Pro­tec­tion of the World’s Cul­tur­al and Nat­ur­al Her­itage. Med UNESCOs begreb om men­neske­he­dens kul­tur­arv var kam­p­en ikke læn­gere kun religiøs eller nation­al. Nu var den blevet glob­al.

Forar­be­jderne til kon­ven­tio­nen dater­er sig tilbage til 1959, da Egypten og Sudan anmod­ede UNESCO om støtte til at beskytte og bevare de områder, der ellers ville forsvin­de ved bygnin­gen af Aswan-dæmnin­gen og den med­føl­gende oversvøm­melse af store kul­tur­om­råder. Kam­pag­nen, der blandt andet inde­bar den spek­takulære fly­t­ning af tem­pelkom­plek­serne ved Abu Sim­bel og Phi­lae, blev en gigan­tisk suc­ces og en virke­lig ver­dens­be­given­hed, forstær­ket af sam­men­faldet med glob­alis­erin­gen af TV-medi­et.

På basis af denne suc­ces, som mediemæs­sigt nok kun blev overgået af månelandin­gen i 1969, syntes det helt oplagt at oprette en fond, som kunne bevare “the world’s superb nat­ur­al and scenic areas and his­toric sites for the present and the future of the entire world cit­i­zen­ry.” Mod­sat før havde en ver­den­sor­gan­i­sa­tion nu påtaget sig at definere et sæt af kri­terier, som er ‘objek­tive’ i den for­stand, at de er offentlige og rel­a­tivt gen­nem­skuelige. Disse kri­terier skal kunne bruges til at udpege sted­er, der i den bre­dest mulige betyd­ning er af ”out­stand­ing uni­ver­sal val­ue”, og dermed i prin­cip­pet essen­tielt vigtige for alle men­nesker i ver­den. Det skaber et påtræn­gende transna­tion­alt paradoks: Men­neske­he­den gøres til vogter og beskyt­ter af noget, som per def­i­n­i­tion kun kan være ét sted og dermed have en uomgæn­gelig lokal dimen­sion. Det vil sige, at UNESCO’s kul­tur­arvs­be­greb er såv­el glob­al som lokal. Og begre­bet har sin styrke for så vidt som det har denne dobbelthed – det lokale hævdes bevar­ingsværdigt netop ved at blive knyt­tet sam­men med en uni­versel og dermed nor­ma­tiv vær­di.

Dobbelthe­den mellem det glob­ale og det lokale er omhyggeligt afbal­anceret. Som sagt er det primære kri­teri­um i UNESCO-kon­ven­tio­nen fra 1972, at stedet skal være af ”out­stand­ing uni­ver­sal val­ue”, men dette kom­pliceres ved at stedet også skal møde mindst 1 af 10 andre — mere konkrete og rel­a­tive — kri­terier, som rækker fra ”out­stand­ing” til ”impor­tant” og ”excep­tion­al”. Det bety­der også, at der er et bety­deligt spillerum for poli­tiske forhan­dlinger om, hvornår noget er Ver­den­sarv, hvilket uundgåeligt må med­føre en kor­rumper­ing af kon­ven­tio­nens uni­verselle ambi­tion.

Kulturarv som skydeskive og gidsel

Men uanset hvor sym­pa­tisk ideen er, inde­hold­er den en række prob­le­mer.

Ver­den­sarv bliv­er syn­lig og lokalis­er­bar og får derved en konkret sym­bol­sk økonomisk vær­di, med alt hvad det inde­bær­er. Her er der oplagt kon­flik­t­stof mellem det lokale og det glob­ale – for hvem har egentlig ejer­sk­a­bet, når det kom­mer til stykket? Under­tiden har man måt­tet drage den kon­sekvens, at et sted har måt­tet fjernes fra Ver­den­sarvs­lis­ten for at undgå mas­siv tur­ist­mæs­sig ødelæggelse. Da det naturligvis kun er stater, der kan rat­i­fi­cere en FN-kon­ven­tion, vil der opstå oplagte prob­le­mer angående opløste stater. Det så man eksem­pelvis i Ex-Jugoslavien og borg­erkrigshærgede stater som Afghanistan eller Irak, hvor de stri­dende parter altid vil kunne hævde, at de ikke er bun­det af nogen aftale eller at de aldrig har indgået nogen aftale med hverken UNESCO eller FN. Her kan UNESCO tilmed ufriv­il­ligt blive aktør i ødelæggelsen af kul­tur­arv.

Meget tyder på, at det først var efter, at UNESCO sat­te min­desmærk­erne i Tim­buk­tu på lis­ten over truede Ver­den­sarv­som­råder i 2012, at Ansar Dine’s destruk­tion af tidlige (sufi-)islamiske mau­solæer og grave for alvor tog fart. Som den engelske arkæolog John Chap­man påpeger:

In a cul­tur­al war, the con­quest of ter­ri­to­ries and the ‘eth­nic cleans­ing’ of set­tle­ments is insuf­fi­cient. Noth­ing less than the destruc­tion of past his­tor­i­cal iden­ti­ties is need­ed. If the iden­ti­ties between past nations and their land­scapes are best sym­bol­ized by their mon­u­ments, it is these mon­u­ments which have been prime tar­gets in this cul­tur­al war. Mosques for Serbs and Croats, Ortho­dox church­es for Mus­lims and Croats, Catholic monas­ter­ies for Serbs and Mus­lims … each mon­u­men­tal sym­bol fatal­ly attracts the cul­tur­al war­riors.”

Ser vi nærmere på de sid­ste 20–25 år — fra ex-Jugoslavien over Bamiyan i Afghanistan og Tim­buk­tu i Mali til Palmyra i Syrien — må vi først kon­statere, at de foregår i en transna­tion­al kon­tekst. For det andet, at Ver­den­sarv helt konkret er blevet en vare med udplyn­dringer med salg for øje som en kon­sekvens. Men det vigtige er at forstå, hvor­dan ødelæg­gerne søger at legit­imere deres ødelæggelser netop ind i en transna­tion­al kon­tekst, hvor man addresser­er såv­el det uni­verselle som det lokale.

Dette foregår altid ved, at man bruger to primære legit­imer­ingsstrate­gi­er, der ofte er omhyggeligt designet til hver sit pub­likum. På den ene side tilby­der man et uni­verselt — og religiøst — alter­na­tiv, som når Ansar Dine i Tim­buk­tu erk­lær­er Sufi-islam for haram og dermed kæt­ter­sk. Sam­tidig giv­er man et prag­ma­tisk bud på en alter­na­tiv lokalitet igen­nem forhan­dling: hvad kan vi opnå, hvis vi und­lad­er at fore­tage denne ødelæggelse? Så Ver­den­skul­tur­ar­ven kan på denne måde fun­gere som gid­sel i en ben­hård kamp om inter­na­tion­al opmærk­somhed.

At dobbelthe­den kan udfoldes inden­for selvsamme diskurs var tydelig, da Tale­bans tidligere led­er, Mul­lah Omar udtalte efter sprængnin­gen af de bud­dhis­tiske Bamiyan-stat­uer i 2001:

”I did not want to destroy the Bamiyan Bud­dha. In fact, some for­eign­ers came to me and said they would like to con­duct the repair work of the Bamiyan Bud­dha that had been slight­ly dam­aged due to rains. This shocked me. I thought, these cal­lous peo­ple have no regard for thou­sands of liv­ing human beings — the Afghans who are dying of hunger, but they are so con­cerned about non-liv­ing objects like the Bud­dha. This was extreme­ly deplorable. That is why I ordered its destruc­tion. Had they come for human­i­tar­i­an work, I would have nev­er ordered the Bud­dha’s destruc­tion.”

Mul­lah Omar kri­tis­er­er her Vesten for at lægge større vægt på stat­uerne end på men­nesker, som dør af sult. Dermed ret­ter han en uni­versel, moral­sk anklage mod Vesten (og FN-sys­temet) for at sætte større pris på det ikke-lev­ende end på de lev­ende. Sam­tidig anty­der han også, at der har eksis­teret en prag­ma­tisk forhan­dlingsløs­ning, nem­lig at man kunne have red­det Bud­dha-stat­uerne, hvis man havde været vil­lig til også at yde human­itær hjælp. Men det havde rigtig­nok også bety­det, at man havde måt­tet anerk­ende Tale­ban som en forhan­dlingspart­ner og ikke som en fjende, man var i krig med. Og det havde været et væsentligt andet ‘de’.

Med min­dre vi er istand til at forstå og adressere denne dobbelthed vil vi ikke kunne se andet end meningsløs, irra­tionel ond­skab af ofte uforståelig religiøs karak­ter og vi vil ikke være i stand til at rea­gere rationelt for at standse ødelæggelserne.

Kul­turelle sym­bol­er har altid har været mål i krige og kon­flik­ter, og men­nesker har altid brugt dem til at iden­ti­fi­cere sig selv som markant anderledes end de andre. Men hvad vi opfat­ter som en kul­turs særk­ende har foran­dret sig – fra en uni­versel, åndelig dimen­sion og alliance over ind­be­gre­bet af nation­al iden­titet til en transna­tion­al dualitet mellem uni­ver­salitet og lokalitet. Kun i den sid­ste fase kan man, efter min mening, tale om kul­tur­arv som uni­verselt begreb og fænomen.

Afs­lut­ningsvist vil jeg tillade mig at stille et (måske kæt­ter­sk) spørgsmål afst­ed­kom­met af en nylig rap­port fra Ver­den­snatur­fonden (WWF) – Safe­guard­ing Out­stand­ing Nat­ur­al Val­ue — hvor man påpeger, at 31 pro­cent af de unikke naturst­ed­er er truet på grund af udvin­d­ing af olie og gas eller minedrift. I enkelte region­er, står det end­nu værre til. Som rap­porten påpeger, er op mod “61 pro­cent af ver­den­sarvsst­ed­erne i Afri­ka (natur- og kom­binerede natur og kul­turst­ed­er) […] truet af råsto­fud­vin­d­ing”.

Så måske udgør vores egen uhæmmede jagt på vækst og råstof­fer en langt større trussel mod ver­dens kul­tur­arv end eksem­pelvis Islamisk Stat og Tale­ban — uanset hvor bar­bariske de end frem­står i deres destruk­tion­siv­er. De er blot et mere syn­ligt ‘de’, end jagten på råstof­fer, foruren­ing og glob­al opvarmn­ing.

Hen­ning Høgh Laursen er under­vis­ningsad­junkt på filosofi på Aarhus Uni­ver­sitet

Scroll til toppen