Officerer, tjenestepiger og skorstensfejere

Det danske forlag Philosophia har netop udgivet en samling af essays skrevet af den slovenske filosof Mladen Dolar. Dolar er en af de vigtigste filosoffer i den såkaldte slovenske skole, der også tæller Slavoj Žižek og Alenka Zupančič, og han er bl. a. kendt for bogen A Voice and Nothing More. Vi bringer her samlingens første essay.

I Søren Kierkegaards forbløffende bog om gentagelsen (1843), en bog som alle burde læse, diskuterer han på et tidspunkt den idé, at hele menneskeheden kan opdeles i tre og kun tre kategorier: officerer, tjenestepiger og skorstensfejere.

Man indser med det samme det på én gang glimrende og skøre ved denne idé. Den har frækhed og kløgt, dristighed og vovemod, nonchalance og forestillingsevne. Hvis man laver en hurtig meningsmåling blandt ens venner, filosoffer såvel som ikke-filosoffer, kan man se, at idéen med det samme skaber latter, entusiasme, billigelse og godt humør. Det er straks vanskeligere at se, præcis hvori det glimrende består.

Man kan forestille sig indsigelsen eller den påtagede protest: ʻOfficerer, tjenestepiger og skorstensfejere, ok, men hvor passer jeg ind i dette? Hvilken kategori hører jeg til?’ Det første svar kunne være: ʻEr du en officer? En tjenestepige? En skorstensfejer? Beklager, så er du ikke en del af menneskeheden. Hvorfor tror du, at du kvalificerer sig som menneske? På hvilket grundlag? Du bør genoverveje, hvad du per automatik forudsætter. Og tror du, at man kan være en del af menneskeheden uden at tilhøre nogen af disse kategorier? Hvis du ikke passer ind i nogen af disse, hvilken en tror du så, du passer ind i?’

Med en anden strategi kunne man da foreslå, at hvis man ikke falder inden for de tre kategorier, der tilbydes, kan man supplere dem med yderligere kategorier. For eksempel: Menneskeheden kan opdeles i officerer, tjenestepiger, skorstensfejere og filosofiprofessorer. Man ser straks, at udvidelsen ikke forbedrer den oprindelige idé, men snarere forværrer den. Eller absurditeten ved den første idé vil kun gøres tydeligere. Hvis man bliver ved med på denne måde at tilføje, vil man uundgåeligt ende med den klassifikation af dyr, der foreslås af en påstået Kinesisk Encyklopædi, som Foucault med begejstring citerer i indledningen til Ordene og tingene (1966). Han tager det fra Borges, hvor man har 14 forskellige kategorier af dyr, men hvor kategorierne tilhører forskellige former for klassifikationer.[1] – Til det kan jeg kun tilføje, at psykoanalytikere ikke har brug for endnu en kategori. Den første psykoanalytiske patient, der blev berømt under navnet Anna O. (hendes rigtige navn var meget mindre romantisk: Bertha Pappenheim), og som blev behandlet af Josef Breuer i 1880-82, fandt på to navne for denne nye behandlingsform, og siden et af hendes symptomer var, at hun kun talte engelsk med sin læge, fremsatte hun dem på engelsk: “[H]un havde for denne procedure opfundet det gode, seriøse navn ʻtalking cure’ (talekur) og det humoristiske ʻchimney-sweeping’ (skorstensfejning).”[2] Så psykoanalytikere er skorstensfejere og derfor menneskelige. For resten af os synes dette langt mindre sikkert. Og vi må huske på denne ekstraordinære og vidtrækkende beskrivelse af psykoanalysen, der blev fremsat i dens vorden, i dens fødsels øjeblik; en beskrivelse så træffende, at ingen nogensinde er kommet på en bedre en: talekur avec skorstensfejning. Vi vil vende tilbage til dette.

Der er en tredje mulighed: Siden man ikke finder sig selv i nogen af de foreslåede kategorier, kan man nemt og ivrigt indtage det standpunkt, der muliggør en sådan klassifikation, på det udsigtspunkt, hvorfra man ser på samfundet udefra og ovenfra, og hvorfra man skamløst kan klassificere andre. Man kan med det samme give sig i kast med en selskabsleg, hvori man opfinder dusinvis af klassifikationer, den ene mere ekstravagant og eksotisk end den anden. Man ser dog snart, at denne leg hurtigt er ovre, eller at den faktisk allerede har været ovre med det første træk, som Kierkegaard foretog, og at ethvert nyt tosset forslag næppe kan overgå hans eget. Snarere fremstår de alle som blege epigoner, der forgæves håber at kunne måle sig med det glimrende ved det første forsøg. Der er ingen tvivl om, at en stor del af den morsomhed, som denne idé fremprovokerer, kommer af, at man sætter sig selv i opdelerens sted, i sidste ende i Mesterens sted, for Mesteren er den, der skamløst og vilkårligt kan klassificere andre efter forgodtbefindende, mens han ser på samfundet fra et formodet fugleperspektiv. Og det, der definerer Mesteren, er, at han kan klassificere uden dermed selv at blive klassificeret, eller dette er om ikke andet illusionen om hans position. Heri ligger en del af charmen ved Kierkegaards eksempel; det afdækker og udstiller netop vilkårligheden ved at klassificere på sådan en svulstig og utroværdig måde, mens det også på ironisk vis bidrager med en del af lysten forbundet med denne position som en harmløs selskabsleg. Enhver kan for et øjeblik indtage Mesterens plads, og Kierkegaard var ironiens stormester.

Hvis den strukturelle illusion om Mesteren er, at man kan klassificere uden dermed at blive klassificeret (ligesom i Benthams idé om Panoptikonet, og vi vil vende tilbage til Bentham; tiltrækningen er at se uden at blive set), kan man udvide den oprindelige idé: Menneskeheden kan opdeles i officerer, tjenestepiger, skorstensfejere og så den, der har foretaget denne klassifikation, og som er usynligt til stede i den med sit udsigelsespunkt, med sit fugleperspektiv. Klassifikation indebærer en kategori, der i sig selv er klassificeret [classified], i den amerikanske betydning af ordet, som en statslig eller militær hemmelighed. Opdeleren i sin usynlige tilstand. Hans håb er måske, at han vil forblive klassificeret (dvs. hemmeligholdt), idet han ikke indser, at man altid også allerede er klassificeret (dvs. udstillet af de klassifikationer, man har foretaget).

Kierkegaard er ikke forfatteren til denne idé, han henviser til en unavngivet kilde: “Et vittigt Hoved har sagt, at man kunde inddele Menneskeheden i Officierer, Tjenestepiger og Skorstensfeiere.”[3] De forskere, der gransker hans arbejde, har gravet kilden frem: I 1827 publicerede en dansk humorist (han var også logiker, en slags Lewis Carroll-figur), der kun signerede sine artikler med initialerne B.C., i et af Københavns litterære tidsskrifter en artikel kaldet ʻOm Inddelinger’, der har følgende åbningssalve:

Enhver, selv den som aldrig har læst Logik, veed dog, hvor meget det ved en inddeling kommer an paa at vælge et enkelt og frugtbringende Inddelings-Princip. Saaledes indseer enhver, at den betjendte Inddeling af Menneskene i Soldater, Barnepiger, og Skorsteensfeiere, ikke følger nogen af disse Regler.[4]

Kierkegaard var dengang 14 år gammel, så enten klæbede denne morsomhed sig fast i hans hoved, eller den blev populær nok i den danske offentlighed til stadig at være kendt 16 år senere, i 1843, hvor han brugte den.

B.C.s idé fremføres i begyndelsen af hans artikel som et demonstrerende påfund, et åbenlyst eksempel på, hvordan man ikke skal bære sig ad med at klassificere. Eksemplet er så himmelråbende, at det ikke engang behøver et modbevis; det synder så spektakulært mod almindelig sund fornuft. B.C. tog efter denne iøjnefaldende indledning fat på at knække en særligt hård nød: inddelingen af fruentimmere (med alle de mandschauvinistiske hentydninger, man kan forestille sig, men som var almindelig dengang).[5]

Kierkegaard havde i sine arbejder en hel del at sige om kvinders uklassificerbare natur, men hans formål, da han fremsætter denne idé i Gjentagelsen, er direkte modsat det formål, idéens forfatter B.C. havde med den:

Et vittigt Hoved har sagt, at man kunde inddele Menneskeheden i Officierer, Tjenestepiger og Skorstensfeiere. Denne Bemærkning er i mine Tanker ikke blot vittig, men tillige dybsindig, og der skal et stort speculativt Talent til, for at give en bedre Inddeling. Naar en Inddeling ikke ideelt udtømmer sin Gjenstand, saa er den tilfældige i alle Maader at foretrække, fordi den sætter Phantasien i Bevægelse. En nogenlunde sand Inddeling kan ikke tilfredsstille Forstanden, er slet Intet for Phantasien, hvisaarsag den er aldeles at forkaste, om den end til daglig Brug nyder megen Ære, fordi Menneskene deels ere meget dumme og deels have meget lidt Phantasi.[6]

Dette er Kierkegaards pointe: Den foreslåede opdeling er faktisk fremragende, man ville have svært ved at komme på en bedre, den har en sjælden spekulativ dybde. Mere plausible opdelinger ville kun synes mere acceptable, fordi de mangler to tilsyneladende modsatte ting: fornuft og fantasi. Der ligger en spekulativ dybde i det kontingente, hvilket fører langt mere med sig end en plausibel klassifikation. Faktisk fører det langt mere med sig end en klassifikation, der ‘ideelt udtømmer sin genstand’, hvis en sådan overhovedet eksisterer. Hvis klassifikation er måden, hvorpå den universelle slægt opdeles i partikulære arter, med den ihærdige bestræbelse på fuldt ud at udtømme det universelle med det partikulære, så peger den kontingente klassifikation i sin uhyrlige ekstravagance på den kendsgerning, at dette aldrig helt fungerer. Findes der en udtømmende klassifikation af menneskeheden og i særdeleshed, i det mest særdelte, en udtømmende opdeling i mænd og kvinder? For hvor vi måske i officererne ser en karikeret legemliggørelse af mænd, og i tjenestepigerne en karikeret legemliggørelse af kvinder, rejser spørgsmålet sig: Hvad skal vi med skorstensfejere? Dette vil være vores spørgsmål. Hvorfor kan officerer og tjenestepiger, mænd og kvinder, ikke forholde sig til hinanden uden skorstensfejerene?

Kierkegaard har kun brug for tre elementer for at opnå maksimal effekt. Borges klassifikation, glimrende som den er, synes også at være lidt for elastisk, således at de fjorten dyrekategorier måske er mindre rammende end menneskehedens tre kategorier. Tre er lige præcis nok: Hvis man i officerer og tjenestepiger kan se begyndelsen på en klassifikation, der starter med klichéen om mænd par excellence og kvinder par excellence, så er skorstensfejerne repræsentanterne for den rene og skære kontingens, og derved, dette er det væsentlige, repræsentanterne for det universelle. Selve det at være menneskelig er at være en skorstensfejer. Den tredje og sidste kategori medfører den uventede bevæger af serien, der påbegyndes af de to første elementer.

Lad mig komme med nogle flere eksempler. Jeg vil tro, at det mest berømte og betydningsfulde kommer fra Marx’ Kapitalen, 1. bog, hvor Marx fremsætter serien ʻfrihed, lighed, ejendom og Bentham’. Markedsøkonomien er:

et sandt paradis for de medfødte menneskerettigheder. Her hersker intet andet end frihed, lighed, ejendom og Bentham. Frihed! For køberen og sælgeren af en vare, f.eks. af arbejdskraft, handler udelukkende efter deres frie vilje. […] Lighed! For de står kun over for hinanden som varebesiddere og udveksler ækvivalent for ækvivalent. Ejendom! For hver af dem disponerer kun over sit eget. Bentham! For hver af dem har kun sit eget bedste for øje. Den eneste magt, der bringer dem sammen og stiller dem i forhold til hinanden, er deres egennytte, deres særfordel, deres privatinteresser. Og netop fordi hver kun ser på sin egen fordel […], realiserer alle, ifølge tingenes forud givne harmoni eller under et al-fiffigt forsyns auspicier, kun deres gensidige fordel, fællesnytten, fællesinteressen.[7]

Kort sagt udgør ʻfrihed, lighed, ejendom og Bentham’ et andet eksempel på en af de sekvenser, som vi er ude efter; en sekvens, hvori det sidste led, hvilket er uden for nummer, eller dens uventede overskud, idet leddet stammer fra et andet register, med tilbagevirkende kraft kaster lys på de første tre led, som det er placeret på niveau med. Seriens begyndelse får sin mening fra dens afslutning, fra Bentham, denne uovertræffelige utilitarismeteoretiker (og Panoptikon-teoretiker), der formåede at reducere al mulig mangfoldighed i den menneskelige motivation til den simple egennyttekalkule og således fremviste den ‘subjektive økonomi’, der ligger til grund for de ophøjede slagord om frihed og lighed. Der er ingen frihed og lighed uden Bentham, dette er sagens kerne for Marx. Jeg tror, Kierkegaard ville have elsket det. Det emancipatoriske sigte for den franske revolutions slagord støttede sig til en skjult klausul, der betingede disse slagords indvirkning hele vejen igennem. Slægten af menneskerettigheder og politiske rettigheder møder i Bentham dens partikulære art, der med ét slag sætter alt på spil.

Marx’ berømte serie kan meget vel have været inspireret af en forgænger, som Marx kendte godt, og som han måske tog som forbillede i dette tilfælde. Det er velkendt, at han havde stiftet tæt venskab med Heinrich Heine i 1840’ernes Paris. Heine erklærer i anden del af sin Reisebilder, Bogen om Le Grand (1827), at han har en særlig passion for “Elskov, Sandhed, Frihed og Krebsesuppe”.[8] Serien begynder på samme måde med høje idealer og derefter, på niveau med disse, ender den med krebsesuppe, hvilket kaster et tvivlsomt lys på disse idealer. Det ville have været for let at tage denne morsomhed som en snusfornuftig påmindelse om, at de høje idealer ikke rækker langt, medmindre man sørger for at få noget i maven. Hele hæftet udgøres nemlig af tre dele, der følger slagordene om elskov, sandhed og frihed, hvor krebsesuppen repræsenterer det ustoppelige appendiks, der omvælter disse slagord indefra og derved viser, at ingen af dem kan regnes for noget i sig selv uden det absurde tillæg, der udstyrer dem med deres brod. Krebsesuppe er ikke bare en tilkendegivelse af vores kropslige behov og deres uoverensstemmelse med de høje idealer, men det nødvendige og det kontingente ikke blot kropslige vedhæng, der tilvejebringer det udsigtspunkt, hvorfra man overhovedet kan overveje disse idealer og tilslutte sig dem. Man bør tage sig i agt for folk, der hylder frihed, elskov og sandhed uden krebsesuppen.

Heine var vild med klassifikationer som denne. I Harzrejsen siger han for eksempel: “I Almindelighed inddeles Göttingens Indbyggere i Studenter, Professorer, Filistre og Kvæg, hvilke fire Stænder dog ere intet mindre end strængt adskilte.” Han sagde, at han i skolen “maatte udstaa meget Latin, saa mange Prygl og saa megen Geografi”.[9] Klassifikationsteknikken er den samme. Freud elskede Heine, og det kommer ikke som nogen overraskelse, at han med begejstring tog så mange eksempler fra Heine i sin bog om vitsen (Der Witz und seine Beziehung zum Unbewußten [1905]). Og det samme gjorde Marx – hvad Freud og Marx helt sikkert havde til fælles var deres begejstring for Heine. Kunne man sige, at det især var for hans underlige klassifikationer med appendikser?

Der findes en del flere tilfælde hos Marx. Slavoj Žižek bliver aldrig træt af at bruge eksemplerne fra Marx’ Klassekampene i Frankrig 1848/50 (1851), hvori Marx siger, at de to fraktioner af franske royalister, dvs. legitimisterne og orléanisterne, kun kunne finde deres fællesnævner i republikanismen. Hvis de arbejdede for royalisme, ville spørgsmålet om, hvilken konge, de rent faktisk ville støtte, straks opstå, og der kunne ikke opnås enighed, så den eneste måde at være egentlig royalist på var ved at være republikaner, dvs. antiroyalist. Så royalismeslægten opdeles i tre arter: legitimister, orléanister og republikanere. Marx’ bedste eksempel kommer fra den første version af det første kapitel af Kapitalen, hvor han taler om penge som en vare som sådan:

Det er som om, der ved siden af og udover løve, tiger, hare og alle andre virkelige dyr, som grupperet i de forskellige slægter, arter, underarter, familier osv. udgør dyreriget, også eksisterer Dyret, den individuelle inkarnation af hele dyreriget. Et sådant enkelt individ, som i sig selv er indbegrebet af alle virkelige forhåndenværende arter inden for den samme slags, er noget alment, ligesom Dyret, Gud osv.[10]

Dette eksempel lader til at være det tidligere Bentham-eksempels modsætning: I dette havde vi de universelle begreber (frihed, lighed …), der var suppleret af et enkelt navn, der metonymisk var placeret på samme niveau. Her har vi et sæt partikulære varer (partikulære dyr, såsom løver, tigre og kaniner) suppleret af en universel vare som sådan, der fremstår i den samme serie som alle de partikulære varer (Dyret som sådan). Men de to logikker er faktisk to måder at anskue den samme pointe på: Det, der er på spil, er kortslutningen mellem det singulære-kontingente og det universelle. Pengenes tilsyneladende universalitet som almen ækvivalent skjuler deres partikulære natur som en partikulær vare, mens Benthams tilsyneladende singularitet dækker over, at denne er den skjulte betingelse, der præger alle universaler med partikularitet. Slægtens og artens metafysik er i varernes og pengenes verden vores hverdagsmetafysik.

Man kan i almene vendinger fastslå, at der i forholdet mellem slægten og dens arter altid er noget, der ikke fungerer, ça cloche, og at dette misforhold udgøres af en art, der fremkommer inden i en serie af arter som seriens indre ydre, en kontingent tilføjelse, der stikker ud og tilsyneladende er i strid med reglen, handler som en undtagelse, der inkarnerer slægten som sådan i dens universalitet, mens den på samme tid sætter spørgsmålstegn ved denne universalitets natur og derved præger den med kontingens. Hvordan kan det være, at man aldrig helt kan klassificere på en sådan måde, at alt falder på plads i tildelte rum uden en modsætning? Hvorfor er det, at man aldrig helt kan klassificere efter den aristoteliske form med genus proximum og differentia specifica? Hvorfor udtømmer inddelingen aldrig ideelt sin genstand, som Kierkegaard formulerede det, således at der altid fremkommer Benthammer, krebsesupper og skorstensfejere?

Det, jeg er interesseret i, er altså denne type af klassifikationer, som Kierkegaards idé giver os modellen for: officerer, tjenestepiger og skorstensfejere. En serie begynder som en plausibel klassifikation, og så spolerer det sidste element seriens gnidningsløse gang og sætter spørgsmålstegn ved den, mens det på samme tid legemliggør seriens hemmelige tilstand i en kortslutning af det kontingente og det universelle. Der er som minimum behov for tre elementer. Jeg har på må og få hentet mine eksempler fra Kierkegaard, Heine og Marx, men allerede ved første øjekast er det åbenlyst, at de alle stammer den samme periode eller snarere fra det samme historiske moment – det moment, som man i den korteste form kan betegne som ‘efter Hegel’, den efter-hegelianske tilstand eller et nyt skridt for filosofien. Og man kan se, at dette formmæssige greb faktisk kun er muligt efter Hegel, og at der er en logik i det, der først trådte fuldstændigt frem med Hegel. Måske tager jeg Kierkegaards idé for vidt eller tillægger den for megen vægt, men man kan i denne idé se et vist farvel til den klassifikationslogik, der i det store og hele herskede fra Aristoteles til Hegel, og som Kierkegaard henviser til som en, der ‘ideelt udtømmer sin genstand’, dvs. uden skorstensfejere. (Det var Hegel, der førte denne logik til dens omslagspunkt. Jeg kan blot minde jer om den berygtede hegelianske sidestilling ‘ånden er en knogle’, hvor åndens universalitet, universaliteten par excellence, finder sit sidestykke i en kontingent død ting. Der er ingen åndens universalitet uden den kontingente tilføjelse af knoglen. Men jeg kan ikke forfølge dette videre.)

Før vi går tilbage til vores første klassifikation og ser nærmere på de mystiske skorstensfejere, lad mig da give mit sidste eksempel, kronen på værket, der stammer fra en anden periode. Det kommer fra Shakespeare, fra hans sjældent opsatte stykke Cymbeline, et indviklet og obskurt stykke. I midten af det kommer der pludseligt et ganske vidunderligt digt, et glimt af den klassiske Shakespeare. Lad mig blot citere to verselinjer: “Forgyldte mænd og kvinder blev / Som skorstensfejer gjort af støv”.[11] Der er noget forunderligt magisk i dets enkelthed, den perfekte opstilling af få ord, som kun Shakespeare kunne gøre det. Forbindelsen, der ligger bag dette billede, er klar: aske til aske, støv til støv; og hvis der er en profession, der har med aske og støv at gøre, så er det skorstensfejning. Der er en mærkværdig samklang mellem disse linjer og Kierkegaards idé: Vi har at gøre med kønsopdeling i mænd og kvinder, og så har vi skorstensfejeren som det tredje, der her gives som en metaforisk tilføjelse, der henviser til de to køns fælles menneskelige skæbne. Det tredje element i Kierkegaards eksempel er den metonymiske prolongation, seriens forlængelse, der gør, at seriens metaforiske tilstand legemliggøres i det sidste metonymiske element – men dette ændrer fuldstændigt ordenens indre økonomi. (Afslutningen på den efterfølgende strofe lyder sådan her: “Hver elsker ung, som skovens løv / skal følge dig og blive støv”.[12])

Lad os nu vende tilbage til vores oprindelige klassifikation. Vi har set, at denne klassifikation begynder med kønsforskellen, idet den fremsætter den karikerede legemliggørelse af mænd og kvinder, her taget til det patriarkalsk groteske. Mænd formodes i kraft af deres kald og stand at være officerer; det er i denne legemliggørelse, at deres mandlige natur stilles til skue. Den sande feminine natur er at være tjenestepiger i den ene eller anden afskygning (om det så er i den sublime form af hustruer og mødre). Men hvad med skorstensfejerne, som i selve deres kontingens legemliggør det menneskelige som sådan, Dyret som sådan adskilt fra de mandlige og kvindelige dyr, den almene ækvivalent for mænd og kvinder så at sige?

Freud, der brugte så meget tid og energi på at forsøge at regne ud, hvad det betyder at være en mand eller en kvinde, har faktisk også lejlighedsvis skrevet om skorstensfejere. For eksempel skriver han,

at vor tids lykkebringende amuletter alle sammen let kan identificeres som genital- eller seksualsymboler. Lad os betragte en sådan samling, sådan som de f. eks. bæres i form af små vedhæng af sølv: et firkløver, en gris, en paddehat, en hestesko, en stige, en skorstensfejer. […] skorstensfejeren, der bærer stigen, hører hjemme i dette fællesskab, fordi han øver en af de håndteringer, med hvilket samlejet på vulgær måde sammenlignes. (Smlg. ʻAnthropophyteia’). Hans stige har vi lært at kende som seksualsymbol i drømmen”.[13]

Denne association findes på mange sprog, deriblandt mit eget. Skorstensfejerne er der som selve den nødvendige kontingens, en kontingens indskrevet i seksualiteten, og den kontingens, der skærer dette ud i pap, den seksuelle tilføjelse, det nødvendige appendiks, er spørgsmålet om fallos. Så Anna O. ramte plet, da hun kvalificerede psykoanalysen med denne dobbelte definition: en talekur med skorstensfejning. Hvis officerer er arketypiske mænd, og tjenespiger er arketypiske kvinder, så er skorstensfejere lige netop det falliske element: seksualiteten som det tredje, der tillægges de to køn. Hvor mange køn er der? Hvorfor har vi brug for tre for at have to? Hvad er skorstensfejernes køn? (Findes der i øvrigt nogen kvindelige skorstensfejere i denne verden?) På den ene side er det falliske element det, der muliggør forholdet mellem mænd og kvinder; på den anden side er det det, der besværliggør dette forhold og hæmmer det. Hvis der fandtes et seksuelt forhold, hvis det eksisterede på en ukompliceret måde, så kunne officerer og tjenestepiger undvære skorstensfejere. Men siden dette forhold, ifølge Lacans berygtede diktum, ikke findes, kan vi ikke klare os uden skorstensfejere, når det kommer til seksuelle anliggender. Et af Lacans mest berømte slagord insisterer lige netop på, at ‘der ikke findes noget seksuelt forhold’, ‘Il n’y a pas de rapport sexuel’.[14]

Hvad, om noget, er fallos? Hvordan når vi frem til pointen for denne ligning: Skorstensfejere er lig kontingens er lig universalitet er lig det falliske element? Hvad er grundlaget for denne kortslutning? Og hvordan ligestiller vi denne pointe med signifianten? Det er, hvad Lacan hævder i et sine mest berømte essays, “Fallos’ betydning” (1958). Man bør her netop læse titlen som en tese, der postulerer en stærk forbindelse eller endda en gensidig implikation mellem de to enheder, fallos og betydning, hvilket også betyder en tæt forbindelse mellem et kropsligt vedhængs kontingens og meningens universalitet. Der er noget ved fallos, der er tæt forbundet til betydning [signification] som sådan. Lacan siger så meget:

Fallos er i den Freud’ske doktrin ikke en fantasme, hvis man derved forstår en imaginær effekt. Det er heller ikke et egentligt objekt (partielt, internt, godt, ondt, osv. . . .) for så vidt denne betegnelse skal specificere den art realitet, som impliceres i en relation. Det er langt mindre selve det organ, penis eller klitoris, som fallos symboliserer. Og det er ikke uden grund, at Freud valgte at henvise til det gøglebillede, den var i antikken.

Fallos er nemlig en signifiant, en signifiant hvis funktion, i analysens intra-subjektive økonomi, måske opklarer hin funktion, som den havde i mysteriekultuterne. Thi det er den signifiant, der skal betegne signifié-effekterne i deres helhed, nemlig som effekter, som signifiant’en betinger ved sin tilstedeværelse som signifiant.[15]

Der er noget forbløffende og kontraintuitivt i denne meget berygtede udmelding fra Lacan. Fallos er ikke et imaginært element, der udspiller sin rolle i fantasien (for eksempel som bæreren af potens og kraft); den er heller ikke et objekt (såsom et bryst, afføring eller andre legemliggørelser af objekt a, partielle objekter); den er heller ikke det organ, som det ikke desto mindre nødvendigvis er forbundet med. Hvad betyder det at insistere på, at fallos er en signifiant?

Hvad er en signifiant? Den er den rene forskels væsen, dette var Saussures enkle og dybsindige lektie. Den er en størrelse, der kun består af forskel og intet andet, der ikke har noget substantielt grundlag, ingen substantielle egenskaber eller kvaliteter, og som ikke har nogen identitet. Det, der får signifianten til at skille sig ud fra alle andre værensmodi, er, at den er en størrelse, der alene hviler på forskel. “I sproget eksisterer der kun forskelle uden positive termer”, som Saussure på kant med alle slog fast i den isoleret set mest berømte sætning i sin Cours.[16] Hvis signifianter ikke er andet end mængder af forskelle uden andet grundlag end dette, som opretholder hinanden i deres forskel, så er deres mulighedsbetingelse den rene forskel som sådan og ikke en forskel mellem to eksisterende enheder. Og her har vi sagens kerne: I det kontingente appendiks må denne forskel fremstå som sådan; inden for den orden, den betinger, er den er nødt til at blive legemliggjort, og dens inkarnation kan kun være et rent kontingent element, hvis funktion det er at udgøre den rene forskel, der driver strukturen. Den er som en genspejlet form af den universelt transcendentale betingelse, idet den fremstår som dens modsætning, som appendikset. Forskelligheden, hvilken muliggør betydning, legemliggøres i et kontingent overskud, en tilføjelse, der ikke betegner noget. Dette er det falliske elements funktion; det er det, der betinger nødvendigheden af skorstensfejere. Det lader til, at det hele giver mening bortset fra dette punkt, der fremstår meningsløs, men som inkarnerer mening. Det er derfor, Lacan siger, at “det er den signifiant, der skal betegne signifié-effekterne i deres helhed”. Dette finder man ikke hos Saussure; skorstensfejerne er en tilføjelse til hans teori. En indledende, enkel kritik af Saussure kunne være, at han ikke havde øje for skorstensfejernes strukturelle nødvendighed; dvs., at han ikke havde øje for det kontingente vedhængs nødvendighed i de forskellige strukturelle determinationers universelle nødvendighed. Dette vedhæng er i sig selv endnu ikke noget psykoanalytisk; vi så, hvordan det var på spil hos Kierkegaard, Heine, Marx, og vi kunne slå fast, at dets nødvendighed stammer fra Hegel, den hegelianske spekulative indsigt, der gang på gang kommer op til overfladen forskellige steder i hans system, hvor det højeste åndelige universale er nødt til at finde sit modstykke i en kontingent ting, en knogle, eller hvor Statens politiske ræsons universelle natur er nødt til at finde sin legemliggørelse i monarkens kontingente og trivielle person. Slægtens universalitet er nødt til at finde sit modstykke og legemliggørelse i en partikulær kontingent art.

Hvad angår Saussure og strukturalismen, kunne man sige, at den strukturelle revolution først rigtigt begyndte på det tidspunkt, hvor Claude Lévi-Strauss fik den klare og vidtrækkende indsigt, at der ikke findes nogen differentieret struktur uden skorstensfejerne. Hans navn for det var mana, en signifiant uden mening tilføjet den uendelige liste af signifianter udstyret med mening; en signifiant, der legemliggør selve betingelsen for, at alle de andre giver mening, mens selve mana, den allestedsnærværende, mystiske, magiske ejendom, betyder ‘alt og intet’. Det betyder kun, at det betyder; det er umuligt at formulere, hvad det betyder; det betyder betydning som sådan, og det er i sidste ende det, der muliggør betydningen. På denne måde totaliserer og forsegler den kontingente tilføjelse betydningens univers og dens virkninger, idet den er den refleksive legemliggørelse af dette univers’ betingelser som et tomt sted blottet for betydning. Dette er vitterligt en af en sådan signifiants strukturelle virkninger eller farer: at være totaliseringens agent og derved agent for betydningens stabilisering.

Det egentligt psykoanalytiske skridt tages med Lacans modige tese om, at dette element i sin natur er fallisk, således at skorstensfejernes vedhæng er nødt til at bringes sammen med det kontingente kropslige vedhæng. Det fører os i sidste ende til spørgsmålet om, hvordan to forskellige slags forskelle passer sammen: Den betegnende forskel, den rene forskel, som al betydning er baseret på, og på den anden side kønsforskellen, der synes at være den mest åbenlyse naturlige forskel, der tilvejebringer en model for alle andre forskelle.

Et indledende enkelt og åbenlyst svar ville være dette: Hvordan behandler sproget kønsforskellen? Det behandler det som enhver anden betegnende forskel. Kønsforskellen er kun tilgængelig i sproget som en forskel, der kan reduceres til tilstedeværelsen eller fraværet af et mærke, et særegent træk. Det er dette, der udgør en betegnende forskel: den blotte forskel på tilstedeværelsen og fraværet af et særegent mærke. Og det, der gør det muligt at reducere kønsforskellen til en betegnende forskel, er netop den kropslige kontingens, der udgøres af fallos som en særegen kønsmarkør og således som modellen for alle særegne markører. Hvad kunne være mere iøjnefaldende åbenlyst? Et barn bliver født, og det første spørgsmål lyder, ‘er det en dreng eller en pige?’, og spørgsmålet besvares let af tilstedeværelsen eller fraværet af en anatomisk markør. Det er her, hvor signifianten – en ulegemlig størrelse, der alene består af forskelle – møder kroppen i dens materialitet og fysiologi, og blandt myriaden af kropslige forskelle, er det den, der mest iøjnefaldende opfører sig som den betegnende forskel, forskellen mellem et plus og et minus. En ulegemlig strukturs differentierede nødvendighed krydser her veje med den anatomiske kontingens. Kønnet angår den lingvistiske struktur i kraft af det kropslige mærke for kønsforskellen, hvilket tilvejebringer den første model for fastsættelse af en betegnende forskel. Det er forskellens paradigme: Læg mærke til den grundlæggende klassifikation af navneord på stort set alle sprog, hvor der opdeles i hankøn og hunkøn; det grammatiske køn tager eksempel efter den formodede naturlige kønsforskel. Denne modstilling bruges som den mest elementære retningslinje til at udrede vores ordforråd. Men dens spektakulære hastige vækst i alle retninger vidner om opgavens umulighed: Alt kan kønsbestemmes grammatisk og sættes på enten den maskuline eller feminine side af skillelinjen, men når hvad som helst kan kønsbestemmes, så er der ikke noget, der kan, og selve instrumentet, hvormed denne klassifikation foretages, ødelægges af sin egen succes. – I Truffauts Jules og Jim er der en berømt replik, hvor Oskar Werner siger følgende: ‘Hvilket underligt sprog er det franske, hvor l’amour er hankøn, og la guerre er hunkøn.’ På tysk er det med die Liebe og der Krieg modsat, som det formodentlig bør være, hvis vi skal følge ‘et naturligt mønster’. I Tyskland er kærlighed kvindernes domæne, og krig er mændenes, mens det i Frankrig, der har ry for en hang til perversion, synes at være omvendt. ‘Make love, not war’ ville have en helt anden betydning og virkning, alt efter om man er i Tyskland eller Frankrig. At bruge kønsforskellen som mønster for de grammatiske køn går altså imod uendelige muligheder for at udbygge i en hvilken som helst retning, mens det ledende princip bliver fuldstændigt ubrugeligt. Der kan gøres rede for alt i kønstermer, og alt kan presses ned i denne form bortset fra selve den kønsforskel, der tjente som model. Den forskel, som alt kan formes efter, vedbliver som et reelt, der ikke selv kan gribes som en forskel. Der er en udbredt kritik i omløb, der sigter efter den binære modstilling som centrummet for en påtvungen seksualitet, for seksualitetens reglement, dens pålagte form, dens tvungne struktur. Med de to køns binære kode påtvunget gøres vi til genstand for den grundlæggende sociale restriktion. Men problemet er måske snarere det modsatte: Kønsforskellen stiller problemet om de to, netop fordi den ikke kan reduceres til den binære modstilling, eller fordi der ikke kan redegøres for den under henvisning til det binære numeriske to. Den er ikke en betegnende forskel, som således definerer strukturens elementer. Den kan ikke beskrives under henvisning til modsatte egenskaber eller som et forhold mellem givne størrelser, der eksisterer forud for forskellen. Den præsenterer de tos figur netop ved ikke at kunne reduceres til optællingens ene, der kopierer sig selv.

Man kan tilføje, at ikke blot det grammatiske køn, men også alle de grundlæggende ontologiske modstillinger følger den samme model: stof/form, natur/kultur, subjekt/objekt, legeme/sjæl, intuition/forståelse, sanselighed/fornuft – de forudsætter eller fremviser alle tavst et seksualiseret grundlag, de er aldrig seksuelt neutrale, modstillingen ses altid som mandlig kontra kvindelig, og måske er den psykoanalytiske tilføjelse, at man i denne todeling altid bør tage skorstensfejerne i betragtning. Formodningen om, at der er et princip om de tos komplementaritet, at der er et forhold, og i sidste ende et seksuelt forhold mellem den mandlige og den kvindelige begrebsmæssige side; denne formodning har overvejende underbygget traditionelle ontologiske antagelser. (Den bedst kendte figur for billedet af de to er måske yin og yang-billedet og dets placering i Tao-tegnet. Det er et billede, der har tjent som en enorm støtte for en hel kosmologi, ontologi, socialteori, astronomi. Det giver netop en figur til maskuliniteten og femininitetens to poler, og billedet er formet på en sådan måde, at de komplementerer og fuldender hinanden i perfekt symmetri. Der er en cirkel, og selve cirklen opdeles af to halvcirkellinjer. Det maskuline og det feminine princip, deres konfliktfyldte komplementaritet, opfattes som det holdepunkt, der informerer enhver entitet, ja hele universet. Hvad udtrykker dette billede? Der er en stærk tese præsenteret i det, som man kunne formulere sådan: Der er et forhold. Der er et seksuelt forhold. Ethvert forhold er seksuelt. Forholdet eksisterer kategorisk, på en iøjnefaldende og demonstrativ måde, i det maskuline og det feminines komplementaritet, i deres perfekte balance, det perfekte match, og forholdet kan tjene som et paradigme for alt andet. Alt kan fortolkes i lyset af dette billede. Tesen indebærer og manifesterer endnu mere: Der er mening, dette er meningens visuelle legemliggørelse, der kan udstyre alt andet med mening. Hvis der er et forhold, er der mening, og kun forholdet ‘giver mening’. Paradigmet, der regulerer meningen, regulerer også det seksuelle forhold. Det har magt til at overdrage den mening, der opstår af komplementariteten mellem de to.) – For Lacan er den aristoteliske ontologi vores vestlige version af yin og yang, den gør analoge antagelser om hyle og morphe, stof og form, det feminine og det maskuline, det passive og det aktive. Og dette kan siges om hovedparten af traditionelle dikotomier: stof og form, legeme og sjæl, natur og kultur, intuition og intellekt, aktiv og passiv – de er alle på hemmelig vis seksualiserede, de bygger alle på forudsætningen om forholdet. Her er der et tema, man kan fundere over: ontologi og seksualitet. I hvilket omfang har ontologiske forudsætninger altid været underbygget af seksuelle forudsætninger, forudsætningerne om det seksuelle forhold, forholdets eksistens som et ledende princip, den skjulte forudsætning om forholdet? Det, som psykoanalysen tilføjer til dette, er nødvendigheden af skorstensfejerne, der skubber komplementariteten ud af balance. Det er ikke bare det, at der ikke er tale om et komplementært forhold; man må træde ud af dets forholdsmæssighed. Symptomet på dette er den harmløse og iøjnefaldende tilføjelse af skorstensfejerne, der hverken falder på den ene eller den anden side af skellet. Så den rigtige opdeling ville være i yin, yang og skorstensfejere, og stedet for meningens fremkomst, betydning som sådan, er ikke det afbalancerede match mellem to sider, men den finurlige falliske tilføjelse.

Men hvis man sidestiller dette element med fallos, hvordan undgår man så den massive indvending, at dette let kan vise sig at være fallocentrisme?

Det er her, den vældige debat om fallocentrisme indtræffer eller, hvad værre er, fallogocentrisme, udtrykket som Derrida opfandt, der kombinerer to tidligere fremsatte udtryk: ʻLogocentrisme’ blev opfundet af Ludwig Klages, en tysk Lebensphilosoph fra 1920’erne – påstanden i hans livsfilosofi var, at logocentrisme var hele den vestlige filosofiske traditions dødssynd; og ʻfallocentrisme’ blev opfundet af ingen anden end Ernest Jones i de sene 1920’ere, faktisk som en del af hans kritik af Freuds forståelse af seksualiteten, som han anså for at være baseret på det mandlige. Begge udtryk var ment nedsættende. Derridas opfindelse af udtrykket var underbygget af påstanden om, at de to går hånd i hånd, at logocentrisme altid støtter sig til fallocentrisme, omend en skjult fallocentrisme, så de danner et mønster, der har hersket over det, der overvejende henvises til som ʻmetafysik’. Metafysik er logos avec fallos; man havde ikke behøvet at vente på Freud. Indvendingen mod psykoanalysen ville så være, at den vitterligt har forvandlet fallos til en signifiant, et meningsløst element, dette er det nye i forhold til traditionen, men psykoanalysen har således på en negativ måde ikke desto mindre fastholdt fallos’ centrale og determinerende rolle. Den opretholdte på en mere sublimeret og indirekte måde forbindelsen mellem logos og fallos, hvilket hele tiden havde været grundlaget for den metafysiske tradition. Det kan meget vel være, at centrummet er tomt, meningsløst, men det er stadig et centrum; i dets negative modus har man ikke afskaffet centrismen. Psykoanalysen foreviger dens centralitet. Man kan meget vel tale om fallos som Aufhebung i signifianten (som Lacan gør),[17] men man er derved ikke blevet af med henvisningen til det mandlige organs mere trivielle privilegium og dets fantasmatiske herredømme. Det er denne indvending, der er massivt til stede i en stor del af den feministiske litteratur, der i det store og hele ser Freud og Lacan som fortalere for fallos. – Man kan besvare dette i tre skridt.

For det første: Hvorfra kommer denne forestilling om fallocentrisme som en diagnose på en hel epoke? Det er klart, at den kun kunne opstå på grundlag af psykoanalysen, at kun psykoanalysen kunne stille en sådan glose til rådighed, og kun den psykoanalytiske intervention kunne muliggøre den. I perioden, der vitterligt var stærkt fallocentrisk, var der ingen, der talte om fallocentrisme, og det var denne stilhed, der fik strukturen til at blive ved med at eksistere i sit sted. Den blev nødt til at være tilsløret, være forbeholdt Mysterier, som Lacan sagde, for at kunne fungere. Det er altså højest ironisk at indvende, at psykoanalysen er en fortsættelse af fallocentrismen med andre midler.

For det andet: Den kendsgerning, at fallos blev navngivet – og udpeget, så at sige – har store konsekvenser, og det, at den blev navngivet, var faktisk tæt forbundet med psykoanalysens ankomst. Det, der var tilsløret som et Mysterie, viste sig at være det banale sammenfald mellem signifianten og den kropslige kontingens.[18] Fallocentrismen kunne kun herske tilsløret af mysteriet. Med navngivelsen af den stopper denne tradition, dens navn isolerer den og forviser den til kontingensen. Det, der lod til at være en skjult nødvendighed, viste sig at være baseret på en kontingent kobling mellem den betegnende forskel og et kropsligt vedhængs anatomiske kontingens. Den transcendentale betingelse var i al hemmelighed forbundet med anatomiens ubetydelighed, men da dette afsløres, mister den sit transcendentale holdepunkt. Lad mig drage en simpel parallel: Det er akkurat ligesom, at forestillingen om geocentrismen først kunne miste sit herredømme, da Kopernikus navngav og klarlagde den. Den geocentriske æra anså aldrig sig selv for at geocentrisk, dens geocentrisme var skjult og selvindlysende (analogien holder ikke fuldstændigt, men den er ikke desto mindre informativ), og det var dette, der gjorde den geocentrisk. Da denne navngivelse først havde fundet sted, havde geocentrismen mistet sin status som den indlysende forståelsesramme; den viste sig at være baseret på ubetydeligheden af vores partikulære placering på denne kontingente planet. Navngivelsen detroniserede Jorden, og navngivelsen af fallos sætter en grænse for fallocentrismen. Navngivelsen er tveægget: Den optroner og detroniserer, så at sige; den har magten til at indsætte og magten til at bringe til fald.

For det tredje: Det var først med denne detronisering af fallos, ikke med promoveringen af den, at problemet med kønsforskellen kunne fremstå som et sådant. Det var først da, at problemet for alvor trængte sig på, da det ikke længere var dækket af den falliske funktion. Det, der insisterer på ikke at blive skrevet, symboliseret, pågrebet af signifianten, er netop kønsforskellen for så vidt, at den ikke kan reduceres til en fallisk forskel, ikke kan reduceres til en forskel mellem det tilstedeværende og det fraværende, et plus og et minus. Fallos er det, der ‘ophører med ikke at blive skrevet’, og det, at den ikke skrives, betingede dens nødvendighed, hvilken nu er forvandlet til kontingens; og derved viser kønsforskellen sig netop som det, der ‘ikke ophører med ikke at blive skrevet’. Den er ikke en betegnende forskel, og det, at det er en umulighed at forvandle den til en binær modstilling, er kilden til dens problem og drama. Dette blev først helt tydeligt med psykoanalysens ankomst. Kønsforskellen kan aldrig klarlægges af den enkle operation, det er, at fastslå tilstedeværelsen eller fraværet af en markør. Den insisterer gennem alle de forskelle, der prøver på at låse den fast til nogle forskellige træk og egenskaber; den insisterer som en forskel, der ikke kan reduceres til nogen som helst sædvanlig forskel. Der er derfor intet, der ville være mere i strid med den fallocentriske logik end ‘fallos’ betydning’.

I sit mest udførlige forsøg på at redegøre for kønsforskellen, det vil sige i sine berygtede formler for seksuering, brugte Lacan kun én operator, den falliske funktion, til at fremsætte en logisk måde til at nærme sig denne umulige forskel på. Han brugte den ikke på en måde, så den falliske funktion ville være den markør, der differentierer kønnene, men på en måde, der gjorde det tydeligt, at kun et logisk paradoks, en kontradiktion, der støtter sig til den falliske funktion, kan udpensle den umulige forskel. For at holde det simpelt og uden at komme ind på diverse teknikaliteter: At fastholde, at ‘der ikke findes noget x, der ikke er underlagt den falliske funktion’, ville synes at svare til at sige, at ‘alle x er underlagt den falliske funktion’, men det er netop ikke den konklusion, der skal drages. Det er her, at Lacan introducerede sin berømte idé om ‘ikke-alt’: På trods af, at ‘der ikke findes noget x, der ikke er underlagt den falliske funktion’, er det ikke desto mindre tilfældet, at ‘ikke alt er underlagt den falliske funktion’. Forskellen på de to sætninger kan ikke hænges op på den falliske funktion, selvom forskellen logisk set kun er konstrueret ved hjælp af den. Og det er netop her, det totaliserende, det falliske elements beseglende funktion, håndteres: De maskuline og de feminine positioner er baseret på alternativet mellem den totaliserende og detotaliserende virkning, som dette element kan have, og det strukturelle dødvande mellem de to. Men dette ville kræve en meget mere omfattende behandling.

Psykoanalysen opdagede i sidste ende to objekter, man hidtil ikke har forestillet sig som autonome objekter: det ubevidste og seksualiteten. Hvis vi splitter fallogocentrismens monster i dets to konstitutive halvdele, så kunne man ganske enkelt og minimalistisk sige, at opfindelsen af det ubevidste udgør det, der i sig selv er i strid med logocentrismen; det er revnen i logos, logos’ udskridning. Hvis fallos placeres på linje med betydningen, som meningens transcendentale signifiant, så bør man sige, at psykoanalysen netop ikke er en jagt efter mening, den er ikke ude efter at grave skjulte betydninger frem, der er dybt begravede i det ubevidste; den er blotlæggelsen af en kløft, af et brud på meningen – navnet på dette brud er det ubevidste. På den anden side er opfindelsen af seksualitet netop det, der strider mod fallocentrismen; den er måske den bedste måde at komme væk fra fallocentrismens horisont på. Det ubevidste og seksualiteten er netop værdige til at blive uddybet teoretisk i kraft af det, der modstiller dem fallogocentrismens grundlæggende aktiver.

Anna O. slog hovedet på sømmet ved psykoanalysens fødsel med to enkle karakteristikker: talekur og skorstensfejning. Talekuren er måden, hvorpå det ubevidstes kræfter hverves i arbejdet mod det logocentriske fokus på mening, mens skorstensfejning sigter mod en uddybning af seksualiteten, der vil undslippe den fallocentriske logik. Hvis vi vender tilbage til Kierkegaards indledende forslag til, hvordan menneskeheden opdeles, så er det klart, at skorstensfejerne udstiller kontingensen af den serie, der begyndte med de eksemplariske legemliggørelser af Mænd og Kvinder, og skorstensfejerne underminerer samtidig validiteten af de forudsætninger, der betingede disses roller som officerer og tjenestepiger. I skorstensfejerne slutter den betegnende logik sig til seksualitetens logik; de udgør det kontingente appendiks, hvorfra det er muligt at udrede begge.

Denne artikel er et uddrag fra Mladen Dolars bog Køn, filosofi og psykoanalyse (Philosophia, 2016), oversat af Bjarke Skærlund Risager. Bogen kan købes her.

[1] “[D]yrene deles i a) kejserens, b) balsamerede, c) tamme, d) pattegrise, e) sirener, f) fabeldyr, g) løse hunde, h) de under denne klassifikation hørende, i) de, der ter sig som gale, j) talløse, k) skitseret med en fin kamelhårspensel, l) etcetera, m) har slået vasen i stykker, n) ligner på afstand fluer.” (Jorge Luis Borges, Andre inkvisitioner, oversat af Peter Poulsen, Gyldendal, København, 2007 [1942], s. 142-143). Dette berømte citat stammer fra essayet “John Wilkins’ analytiske sprog”, skrevet i 1942. Borges tilskriver citatet dr. Franz Kuhn, en betydningsfuld tysk sinolog og oversætter, men det er selvfølgelig en and; Borges fandt selv på det.

[2] Sigmund Freud og Josef Breuer, Studien über Hysterie, Fischer Bücherei, Frankfurt am Main, 1970 [1895], s. 27.

[3] Søren Kierkegaard, Søren Kierkegaards skrifter, Bind 4, Gads Forlag, København, 1997 [1843], s. 37.

[4] B.C., “Om Inddelinger”, Kjøbenhavns flyvende Post, Mandagen Den 21de Mai, Nr. 41, 1827, s. 171. For dette citat og historiens baggrund se Yves Depelsenaire, Une analyse avec Dieu: le rendez-vous de Lacan et de Kierkegaard, La Lettre volée, Bruxelles, 2004, s. 110-111, 129-135.

[5] Her finder vi alle tidens selvindlysende klichéer: Fruentimmere kan for eksempel opdeles i dem, der tilsmudser lånte bøger, før de leverer dem tilbage, og dem, der, yderst sjældent, ikke gør det – de tilsmudser åbenlyst den intellektuelle ejendom med deres blotte kvindelighed; eller de kan opdeles i dem, der har hat på, når de går i teateret, og dem, der, yderst sjældent, ikke har – for hvorfor skulle en kvinde gå i teateret hvis ikke for at fremvise sin hat? Osv. Kort sagt synes problemet med inddelingen af fruentimmere grundlæggende set at bestå i, at de ikke vil rette sig efter den kategori, der i første omgang er blevet reserveret for dem, nemlig kategorien tjenestepiger. De vil læse bøger, gå i teatret osv., men deres tjenestepigenatur afslører dem.

[6] Kierkegaard, Søren Kierkegaards skrifter, Bind 4, s. 37.

[7] Karl Marx, Kapitalen: Kritik af den politiske økonomi, 1. bog 1, oversat af Gelius Lund, Rhodos, København, 1970 [1867], s. 292-293.

[8] Heinrich Heine, Atta Troll. Bogen om Le Grand. Heines Omvendelse, oversat af Sophus Claussen, Det Schubotheske Forlag, København, 1901 [1827], s. 107.

[9] O.a.: Dolar henviser ikke, men de to citater er taget fra Heine, Heinrich, Harzrejsen, oversat af V. Østerberg, København, Forlagt af P. Hauberg & Comp. og Jul. Gjellerup, København, ca. 1887 [1826], s. 5 hhv. 21.

[10] Karl Marx, “Das Kapital: Kritik der Politischen Ökonomie, Erster Band”, i Karl Marx og Friedrich Engels, Gesamtausgabe (MEGA), Zweite Abteilung, Band 5, Text (“Das Kapital” und Vorarbeiten), Dietz Verlag, Berlin, 1983 [1867], s. 37.

[11] “Gold lads and girls all must, / As chimney-sweepers, come to dust” (William Shakespeare, The Complete Works of William Shakespeare, HarperCollins Publishers, Glasgow, 2006 [Cymbeline ca. 1611], s.1282).

[12] “All lovers young, all lovers must / Consign to thee and come to dust” (ibid.). O.a.: Oversættelsen af disse to verselinjer er en omskrivning af oversættelserne i hhv. William Shakespeare, Samlede skuespil, Bind 12, Edv. Lembvkes oversættelse, bearbejdet af Anne Chaplin Hansen, Henning Krabbe og Erik H. Madsen, P. Hasse & Søns Forlag, København, 1984 [Cymbeline ca. 1611], s. 114; og William Shakespeare, William Shakespeare’s trakiske Værker, William Shakespeare’s Dramatiske Værker (Niende Deel), oversat af P. F. Wulff, F. Brummers Forlag, Kjøbenhavn, 1825 [Cymbeline ca. 1611], s. 138.

[13] Sigmund Freud, Psykoanalyse – Samlede forelæsninger, oversat af Mogens Boisen, Hans Reitzels Forlag, København, 2004 [1917/1933], s. 127.

[14] Lacan kendte i øvrigt til Kierkegaards morsomhed og elskede den. Han brugte den i en af sine mindre tekster, “Sur la théorie du symbolisme d’Ernest Jones”, hvori han skriver: “Disse linjer [af Jones] mindede os om, med en følelse af at komme frem i lyset, den udødelige opdeling af de menneskelige roller, som Kierkegaard har fremsat for eftertiden, tredelingen, som vi kender den, i officerer, tjenestepiger og skorstensfejere.” (Jacques Lacan, Écrits, Éditions du Seuil, Paris, 1966 [1959], s. 716-717). Det, der her er særligt bemærkelsesværdigt, er Lacans sidebemærkning om tredelingen, med hvilken han henviser til den berømte tredeling af menneskeheden, som Georges Dumézil fremførte som kilden til al indoeuropæisk kultur: tredelingen i præster, krigere og arbejdere. Lacan antyder, at Kierkegaards idé matcher den indoeuropæiske tredeling som dennes efterskrift og ironiske afskrivning. Hvis officerer er de oplagte krigere, og tjenestepiger er de oplagte arbejdere, der sørger for overlevelse, så kan skorstensfejerne kun være præsterne, den unødvendige tilføjelse, hvis funktion ikke desto mindre er afgørende: De etablerer et forhold, et forhold mellem den ene og den anden, mellem det synlige og det usynlige – et forhold mellem det, der ikke har noget forhold. Denne flygtige henvisning er ikke noget tilfælde, siden Dumézils berømte bog L’Idéologie tripartite des Indo-Européens blev udgivet i 1958.

[15] Jacques Lacan, Det ubevidste sprog: Psykoanalytiske skrifter, oversat af Per Aage Brandt, Michael Buchwald, Britta Kragh, Ole Andkjær Olsen og Jørgen Mønster Pedersen, Rhodos, København, 1973 [1960], s. 151.

[16] O.a.: Dolar henviser ikke, men citatet er taget fra Ferdinand de Saussure, “Lingvistikken objekt”, oversat af Jens Juhl Jensen, i Peter Madsen (red.), Strukturalisme – en antologi, København, Forlaget Rhodos, 1970 [“Lingvistikken objekt” 1916], s. 46.

[17] “[Fallos kan kun] spille sin rolle tilsløret, det vil sige som selv værende tegn på den latens, skjulthed, som rammer alt, der kan udtrykkes, idet det hæves op [est élevé] (aufgehoben) til en signifiantfunktion.

Fallos er signifiant for selve denne Aufhebung, som den indvarsler (indvier) ved sin forsvinden” (Lacan, Det ubevidste sprog, s. 154-155).

[18] “Fallossen […] – den analytiske praksis ophører med ikke at skrive den. Det er i dette ophører med ikke at blive skrevet, at pointen med det, jeg har kaldt kontingens, findes. […] Det er netop som kontingens, ved hjælp af psykoanalysen, at fallossen, der i oldtiden hørte under Mysterierne, er ophørt med ikke at blive skrevet. Ikke mere” (Jacques Lacan, Le séminaire XX: Encore, redigeret af J.-A. Miller, Éditions du Seuil, Paris, 1975, s. 86-87). Jf. Alenka Zupančič, Komedie – Kunsten at skille sig ind, oversat af Kasper Porsgaard, Forlaget Philosophia, Aarhus, 2012 [2007], s. 217ff, som jeg med dette argument støtter mig til.