Trump og den amerikanske populisme

Selvom Donald Trumps succes vidner om en ny udvikling i amerikansk politik, er han blot det seneste skud på populismens stamme, hvis rødder graver sig dybt ned i landets historie.

Det er nok et udslag af historiens aldrig svigtende ironi, at det netop i år er blevet besluttet at fjerne USA’s syvende præsident, Andrew Jackson, fra 20 dollar-sedlen. For krigshelten og drukkenbolten Jackson var måske USA’s første vaskeægte populistiske præsident – en mand, som havde bygget sin politiske karriere på at udfordre den politiske elite, som havde ledet USA siden Uafhængighedskrigen.

Ironien ligger – hvis man skulle være i tvivl – i, at amerikansk politik aktuelt gennemlever, hvad politiske kommentatorer har kaldt et populistisk moment i form af Bernie Sanders og Donald Trumps overraskende succes i Demokraternes og Republikanernes primærvalg. Begge trækker på populistiske temaer og retorik i deres kampagner, men hvor Sanders særligt har begejstret unge, såkaldte millennials, trækker Trump både i forhold til sine mærkesager og i forhold til de vælgere, der er hans base, på en klassisk amerikansk populisme.

Selvom Trump er opstillet for et parti, der oftest opfattes som konservativ, tilhører han notorisk ikke partiets konservative fløj. Faktisk har Trump vendt alle de klassiske konservative mærkesager ryggen. For i Amerika har konservatisme siden 1950’erne betydet kampen for traditionelle, kristelige værdier, kampen for en begrænset statsmagt samt hævdelsen af en aktiv udenrigspolitik bygget på militær overlegenhed. Men Trump har tilsyneladende aldrig åbnet en Bibel, er ikke abortmodstander eller modstander af homoseksuelles ret til ægteskab. Han er heller ikke tilhænger af en liberal natvægterstat og vil for eksempel ikke røre ved overførselsindkomsterne, som konservative Republikanere har set sig sure på. Endelig er han fortaler for en meget defensiv, hvis ikke ligefrem isolationistisk udenrigspolitik, hvor amerikanske tropper eksempelvis skal trækkes hjem, hvis ikke værtslandene betaler ”beskyttelsespenge”.

Samtidig har han slået sig op på spektakulære forslag om at tvinge Mexico til at finansiere en grænsemur til USA og i tilgift beskyldt landet for at eksportere voldtægtsmænd til USA. Han har opfordret til handelskrig med Kina og foreslået et forbud mod indrejse af muslimer til USA. Og så giver han demonstrativt fanden i den gode tone.

Trump er kort sagt ikke indbegrebet af en republikansk endsige en konservativ præsidentkandidat. Mere eller mindre lødige analytikere, både konservativ og venstreorienterede, har hejst den alarmistiske fane og spurgt, om Trump i virkeligheden er en slags fascist.

Men selvom Trumps succes uden tvivl vidner om en ny – og måske bekymrende – udvikling i amerikansk politik, er han blot det seneste skud på en stamme, hvis rødder graver sig dybt ned i landets historie. Trump er en typisk populist og han succes skyldes muligvis blot, at han har formået at sætte ord på et budskab, der altid har haft en vis klangbund i den amerikanske befolkning – særligt i perioder præget af brud, forandring og angst.

Agrarpopulistisk modernitetskritik

Andrew Jackson var USA’s første populist, men andre fulgte. En af de mest kendte, eller i hvert fald berygtede udslag heraf var den såkaldte Know-Nothing-bevægelse, der i 1850’erne vandt store politiske sejre på en skarp kritik af den voldsomme indvandring af særligt irske katolikker, inden bevægelsen gik i sig selv igen. Trumps modstandere har flere gange hævdet, at han står i denne tradition.

Men der findes også en anden populistisk linje i amerikansk historie, som har mindst lige stor betydning for det 20. århundredes populisme. Den hastige modernisering af det amerikanske samfund i slutningen af 1800-tallet skabte nemlig grobunden for en selvproklameret populistisk bevægelse, det såkaldte People´s Party eller Populist Party, ofte blot kaldt Populisterne. Partiet var blevet stiftet i 1892 som en udløber af tidligere agrarbevægelser og var båret af utilfredse hvide, protestanter i midtvestens landbrugsstater.

Populismen var altså i sit udspring en agrar bevægelse, forårsaget af lave kornpriser og hårde kår i erhvervet. Men i bredere forstand var det erfaringerne med moderniseringsprocessen, der her havde affødt en modreaktion. Modernisering betød nok synlig vækst, men mest i byerne. USA var blevet bundet sammen af et udbygget jernbanenet og isolerede landbrugssamfund blev konfronteret med fremmede livssyn. Moderniseringen udfordrede traditionelle værdier og satte spørgsmålstegn ved etablerede selvfølgeligheder. Den hastige forandring fra landbrugs- til industrisamfund skabte også en ulighed, mere udtalt end i landbrugssamfundet, med mindre sammenhæng mellem top, bund og midte og med en helt ny dimension: den åbenlyse forskel mellem landbosamfundet og byerne, dvs. mellem de områder, hvor moderniseringsprocessen skabte nye muligheder og vækst, og de områder, hvor moderniseringen føltes som et smertefuldt tab af sammenhæng og muligheder.

Agrarpopulisterne kastede sig ud i en kampagne mod alt, hvad der repræsenterede den indtrængende modernitet, først og fremmest alt det, der hørte bylivet – og den fjerne østkyst elite – til. De angreb bankerne, industrifyrsterne, storkapitalen, indvandret og omvandrende arbejdskraft, den politiske elite, usædelighed, druk og ateisme.

De fik deres vigtigste programmatiske udtryk i Omaha-platformen fra 1892, som placerede partiet på venstrefløjen af amerikansk politik med krav om otte timers arbejdsdag, nationalisering af infrastrukturen og regulering af bankerne. Deres idéer var kort sagt et miskmask af dybt konservative længsler og værdier på den ene side og radikal, progressiv politik på den anden. Partiet var øjeblikkeligt en stor succes, der formåede at opsamle den massive utilfredshed i landbokredse. Det spritnye parti fik 10 procent af stemmerne ved præsidentvalget i 1892, vandt hele fire stater og fik indvalgt flere senatorer.

William Jennings Bryan

Successen var en væsentligt årsag til, at partiet på det nærmeste blev opslugt af Demokraterne, da de i 1896 opstillede en mand, der siden er blevet indbegrebet af den populistiske tradition i amerikansk politik, sagføreren William Jennings Bryan.

Ligesom Trump var Bryan kommet ind fra sidelinjen. Da han blev nomineret på Demokraternes konvent i 1896 havde han i mange år arbejdet for én sag – opgøret med guldstandarden. Bryan ville åbne op for, at dollaren skulle kunne indløses mod sølv såvel som guld. Bimetalisme, som idéen kaldes, var ifølge Bryan og andre populister svaret på nationens økonomiske udfordringer og – bekvemt nok – samtidig redningen for landets mange gældsplagede landbrugere. Sølvindløselighed skulle få dollarens værdi til at falde, og dermed ville gælden blive spist af inflation. Politikken havde brod mod bankerne, de formuende og dem, som småkårsfolk stod i gæld til, for deres aktiver ville blive mindre værd. Dette var helt i overensstemmelse med populismens væsen.

Idéen var naturligvis yderst populær blandt landbrugere i Det demokratiske parti, og på konventet i 1896 var Bryans lykke gjort, da han mobiliserede sit fulde, og ikke ubetydelige, retoriske talent og leverede en tale, der er gået over i historien under navnet ”Cross of gold”. Bryans forsvar for bimetalismen og hans kritik af den finansielle og politiske elite, der med guldstandarden havde ”korsfæstet menneskeheden på et kors af guld” gik rent ind på konventet, og til alles overraskelse blev han nomineret som partiets præsidentkandidat.

Ligesom Trump blev Bryan mødt af skarp kritik fra egne rækker. Der blev talt om, at partiet nu var blevet kuppet af populister, og størstedelen af de aviser, som var tilknyttet partiet, modarbejdede åbent Bryans kandidatur.

Bryan blev da også i sidste ende besejret af sin Republikanske modkandidat. Det samme var tilfældet, da han i 1900 atter prøvede lykken. Populismen var for en tid manet i jorden.

Men Bryan var kommet tæt på landets højeste embede ved at følge et enkelt skema, der kombinerede anti-elitære strømninger med social indignation, radikal politik og en høj grad af nationalisme. Og så forstod han at køre hårdt på en enkelt sag, som han fremstillede som den sag, hvorigennem misforholdet mellem folk og elite kunne udbedres. Bryans relative succes understregede muligheden for overskride skellet mellem progressiv og konservativ politik, der var med andre ord et latent populistisk potentiale.

Populismens vedholdenhed

Selvom det landbosamfund, agrarpopulismen var rundet af, er et overstået kapitel, består det populistiske potentiale endnu. I hele det 20. århundrede har der således været en vælgergruppe, der har været tiltalt af populistiske budskaber.

Den amerikanske historiker Seymour Martin Lipset har i bogen The Political Man fra 1960 identificeret en position, han kaldte Radicalism of the center, og sociologen Donald Warren identificerede blandt andet på den baggrund i 1970’erne et segment, som han kaldte Middle American Radicals, populismens vælgergrundlag. Og som tidsskriftet The National Journal – i en artikel om Trumps vælgerbase – har gjort opmærksom på, er der tale om en vælgergruppe med blivende, omend demografisk set vigende, betydning for amerikansk politik.

Det drejer sig om altovervejende hvide vælgere i den lavere middelklasse, typisk ansat i udsatte erhverv. Historisk har det drejet sig om ejere af mindre landbrugsbedrifter eller mindre erhvervsdrivende. I dag drejer det sig i høj grad om ansatte i traditionelle fremstillingsindustrier, hvor den globaliserede økonomi opleves mere som en trussel end en mulighed, og hvor industribyer i trøsteløs forfald understreger, at den amerikanske drøm for en stor del af middelstanden er blevet vendt på vrangen.

I kraft af deres økonomiske opfattelse ligger de i midten eller lidt til venstre i det politiske billede, men deres syn på køn, race og Amerikas kulturelle identitet placerer dem på højrefløjen.

Ved flere lejligheder i det 20 århundrede har populismen manifesteret sig som en politisk kraft med potentiale til at ryste det ellers så urokkelige amerikanske to-parti-system. I 1968 var det George Wallace, som havde været demokratisk guvernør for Alabama, der stillede op som kandidat for partiet American Independence Party på et program, der talte til hvide vælgeres utilfredshed med borgerrettighedslovgivningen, slog på udenrigspolitisk isolationisme, afslutning af Vietnamkrigen og bedre hjælp til syge og sociale klienter.

Wallace repræsenterede en populistisk tradition, der i løbet af 1960’erne blev hjemløs i Det demokratiske parti i takt med, at det blev partiet for etniske minoriteter og middelstanden i de store byer.

Fra 1980’erne og frem har de populistiske bevægelser først og fremmest været en udfordring for Republikanerne. I 1992 spændte rigmanden Ross Perot, der vandt næsten 20 procent af stemmerne på sin modstand mod frihandel, ben for genvalg til den republikanske præsident George Bush (d.1.). Før det havde Bush internt i partiet mødt modstand, idet den prominente konservative meningsdanner Pat Buchanan havde stillet op mod ham med krav om en hårdere kurs mod indvandrere, økonomisk nationalisme og en mere aktiv indsat i kulturkampen mod venstrefløjen. Buchanan fik over 20 procent af de republikanske stemmer og understregede, at der også i et parti dybt præget af Reagans optimistiske konservatisme var et vist spillerum for populistiske budskaber og retorik.

Buchanan gentog resultatet fire år senere mod den farveløse republikanske præsidentkandidat Bob Dole efter en kampagne, hvor han under slagråbet ”bønderne kommer med høtyve” havde taget tre stater og chokeret partiapparatet. Mindre held havde han som kandidat for Reformpartiet, som Ross Perot havde stiftet i 1995.

Buchanan kan stadig tage æren for at have formuleret den platform, der siden er blevet Trumps.

Han kombinerede modstanden mod indvandring med modstanden mod frihandel og globalisering, modstanden mod den liberale østkystelite med modstanden mod Big Business, den internationale finanselite og den politiske elite i Det republikanske parti. Desuden gjorde Buchanan op med forestillingen om USA som et land, der havde en særlig mission i verden. Landet skulle i stedet hejse vindebroen, fylde voldgraven og vende tilbage til den isolationisme, der havde kendetegnet landets udenrigspolitik i 1920’erne og 1930’erne. Alt sammen er i dag faste bestanddele af Trumps politiske budskab.

Endelig var Buchanan en intellektuel kapacitet, der ikke lod de blive ved populistiske slagord, men faktisk forsøgte at føre et ideologisk opgør igennem med med den etablerede forståelse af, hvad det ville sige at være konservativ. Buchanan angreb skarpt den forståelse af konservatismen, som William F. Buckley havde etableret i 1950’ere, og advokerede i stedet for en tilbagevenden til det gamle højre, mellemkrigstidens konservatisme, hvis program blev udtrykt i slagordet ”America First” – Et slagord, som Donald Trump i dag har adopteret.

Kampen om Det republikanske partis sjæl – og Amerikas fremtid

Populismen har også fra en anden kant gjort indtog i Det republikanske Parti. Det religiøse højre – der i øvrigt også kan føre sine rødder tilbage til William Jennings Bryans kritik af evolutionslærens indtog i skolevæsenet – har siden 1980’erne udgjort en vælgergruppe i partiet, der nok er ærkekonservativ på moralske områder, men ikke nødvendigvis har meget til overs for den konservative bevægelses forkærlighed for markedsliberalisme og aktivistisk udenrigspolitik.

I de senere år har kandidater fra det religiøse højre angrebet Republikanernes traditionelle politiske platform, hvilket eksempelvis den tidligere republikanske præsidentkandidat Rick Santorums bog Blue Collar Conservatives fra 2014 er et eksempel på. Man kan også som den konservative journalist og kritiker af populismen, Matt K. Lewis, har gjort det i bogen Too dumb to fail, som udkom tidligere i år, pege på, at Republikanerne og den konservative bevægelse siden 2001 har flirtet kraftigt med populistismen– tænk blot på Tea Party-bevægelsen og Sarah Palin – og at partiet har malet sig selv op i et hjørne og prisgivet sig en skikkelse som Trump.

Det fører for vidt at vurdere denne analyse her, men det ligger dog fast, at det bemærkelsesværdige ved Trump ikke så meget er hans budskaber men, at han har formået at sprænge rammerne for, hvad en rendyrket populistisk politik kan opnå i form af vælgeropbakning.

For ikke så længe siden kunne Trumps konservative modstandere i Det republikanske parti trøste sig selv med, at han ville ramme det naturlige loft for populistisk politik, når han nåede 20 procents vælgeropbakning. I dag står han med næsten absolut sikkerhed til at blive partiets præsidentkandidat. Den republikanske partitop har allerede affundet sig med situationen, mens de konservative aktivister og intellektuelle, der stædigt opretholder deres modstand, står over for truslen om ideologisk marginalisering.

En af den amerikanske højrefløjs grand old ladies, Reagans taleskriver Peggy Noonan, har med tilslutning formuleret den nye platform for det Republikanske parti i en klumme i Wall Street Journal:

”What Trump supporters believe, what they perceive as they watch him, is that he is on America’s side.

And that comes as a great relief to them, because they believe that for 16 years Presidents Bush and Obama were largely about ideologies. They seemed not so much on America’s side as on the side of abstract notions about justice and the needs of the world. Mr. Obama’s ideological notions are leftist, and indeed he is a hero of the international left. He is about international climate-change agreements, and leftist views of gender, race and income equality. Mr. Bush’s White House was driven by a different ideology—neoconservatism, democratizing, nation building, defeating evil in the world, privatizing Social Security.

But it was all ideology.

Then Mr. Trump comes and in his statements radiate the idea that he’s not at all interested in ideology, only in making America great again—through border security and tough trade policy, etc. He’s saying he’s on America’s side, period.”

Nu er populismens kanoner vendt mod de konservative, der afskrives som en ideologisk elite, som deler det træk med venstrefløjens intellektuelle, at de ikke er for Amerika men for en idé. Trumps sejr har indledt en kamp om Det republikanske partis sjæl. Han har kort sagt for første gang siden William Jennings Bryan bragt populismen frem i første række af amerikansk politik. I sidste ende vil det blive en kamp om Amerikas sjæl.

Om Trump kan overgå Bryan og som den første rendyrkede populist i nyere tid vinde et præsidentvalg, er med de mest aktuelle meningsmålinger in mente stadig et åbent spørgsmål.

Christian Egander Skov er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet.