Automaternes sociale liv – væven, computeren og menneskene

Det er en udbredt fortælling, at oprindelsen til den moderne elektroniske computer skal findes i den automatiske silkevæv – Jacquard-væven. Men historien fra væv til elektronisk computer er langt mere kompleks. Bag denne fortælling om teknologiske fremskridt gemmer tusinder af menneskeliv sig.

Da Harvard-studerende Dan Bricklin i 1979 opfandt det første elektroniske regneark, VisiCalc, blev det af mange set som starten på en forandret verden. Tech-journalist, Steven Levy, beskrev i 1984, hvordan de første brugere af VisiCalc i det amerikanske erhvervsliv besad en ”urokkelig tro på at måden verden fungerer på kan udtrykkes i rækker og kolonner af tal og formler.” Advarende sluttede Levy: ”Ingen fejlfri antagelser – og derfor ingen perfekte modeller – kan laves over den menneskelige adfærd.”

Drømmen om at gennemskue naturens og det sociales skjulte sammenhænge og imitere dem gennem automater og maskiner, har altid haft det indbyggede problem, som Levy peger på, nemlig at den multifacetterede virkelighed bliver reduceret til regnearkets to dimensioner.

Det er en udbredt fortælling, at oprindelsen til den moderne elektroniske computers skal findes i den automatiske silkevæv – Jacquard-væven. Henholdsvis faderen og fødselshjælperen til den moderne computer, skulle ifølge fortællingen være matematikeren Charles Babbage som designede den såkaldte Analytical Engine – den analytiske maskine – og hans vigtigste fortolker og formidler Ada Lovelace; og begge var bjergtaget af vævens system, som de nævner som en inspiration.

Siden har væven og computeren stået i et særligt slægtskabsforhold til hinanden. Slægtskabet har i dag nået en art full circle-afslutning: Computeren, som er vokset ud af væven, er i dag vendt tilbage og leverer nu datainput til den moderne væveindustris Jacquard-væve. Skønt denne fortælling er smukt afrundet, lider den af samme problem som teknologien: den udvisker dimensioner.

Maskinfascinationens tendens til forsimpling kan spores tilbage til den måde automater blev beskrevet i 1700- og 1800-tallets højere automatkultur, som væven og Babbages maskine blev til i. Og gør vi det, viser der det sig at det dominerende blik på teknologien i denne periode var en bestemt klasses blik.

Automatkultur

I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet var videnskab og mekaniske opfindelser sensationelt stof. I Europæiske hovedstæder som London og Paris kunne folk med pæne middelklasseindtægter opleve videnskabens undere ved kemiske, elektriske, medicinske, astronomiske og andre former for spektakulære videnskabelige opvisninger i teatre. Og byens showrooms og videnskabelige institutioner udstillede maskiner, automater og instrumenter, som offentligheden kunne betale for at få under øjesyn.

I England blev det tillige en integreret del af den filosofiske dannelse, og et ikke ualmindelig indslag på en bryllupsrejse, at besøge de store industricentre i Manchester, Leeds, og Birmingham. Interessen i maskiner og automater var således både underholdningsmæssig og filosofisk. Periodens mest kendte kulturelle udtryk, omend et skrækindjagende et af slagsen, for denne fascination af videnskab og teknologi er vel nok Mary Shelleys Frankenstein fra 1818.

Jacquards væv

Jacquard-væven blev så at sige født på museum. Den blev opfundet af den franske væversøn, Jean-Marie Jacquard (1752-1834) fra den europæiske silkeindustris hovedstad, Lyon. Efter at have formøblet sin beskedne arv og derefter tjent føden i en række forskellige erhverv, begyndte han i 1799 at udvikle en ny automatiseret væv.

Dette var året hvor Napoleon Bonaparte kom til magten. Napoleon var stærkt interesseret i silkeindustrien, ikke mindst fordi det var en sektor hvor Frankrig faktisk kunne slå briterne. Han afholdte derfor fra 1802 en række håndværks- og industriudstillinger på Louvre paladset – på dette tidspunkt kaldet Musée Napoleon. Det var her, midt under Napoleons symbolske sammensmeltning af les artistes og les artisants, at Jacquard modtog en bronzemedalje for sin prototypevæv. Den forbedrede udgave som han patenterede i 1804, overgik alt hvad den franske industri hidtil havde præsteret. Væven – som vi i dag kender som Jacquard-væven – kunne med et sindrigt system af hulkort væve utroligt detaljerede motiver cirka fireogtyve gange hurtige end de håndbetjente væve som ellers fyldte Lyons værksteder.

Jacquard-væven virker ved at en lang række hulkort mekanisk guider vævens bevægelser. Enten passerer nogle kroge gennem kortets huller og løfter de enkelte tråde på langs (trenden) så tråden på tværs (islættet) lægger sig bagerst, eller også blokeres krogene således at islættet lægger sig yderst. Enten, eller. Med masser af tålmodighed og en god portion teknisk snilde kan lange baner af hulkort stemples og forbindes til komplekse mønstre, som kan gentages igen og igen, med en præcision og hurtighed som overgår enhver ikke-maskinel kunnen. Hulkortsystemet kan således opfattes som en programmering af væven, der efterligner den menneskelige koordinering af bevægelser.

Automaternes sandhed … og løgn

Der var allerede gjort forsøg på at mekanisere de tidskrævende væveprocesser før Jacquard. Den væv som var højest på Napoleons liste før Jacquard, var udviklet af Jacques de Vaucanson (1709-82). Vaucanson var en kendt automatmager som måske mest er blevet berømt for sin ’skidende and’ (le Canard Digérateur), som han påstod, var indrettet med et mekanisk fordøjelsesapparat som imiterede naturen fuldstændig. Konstruktionen viste sig dog at være fup.

En anden berømt fupautomat fra samme tid, der ligesom Vaucansons and imponerede publikum over hele Europa, var ’den tyrkiske skakspiller’ som var bygget i 1770 af Wolfgang von Kempelen (1734-1804). I virkeligheden sad en lille person inden i maskinen og styrede dukken, men det blev automaten ikke mindre sensationel af. At bygge og betragte automater var en måde at mestre naturen på, ved at efterligne den, og det gjaldt også vævemaskiner.

Det siges endda, at den engelske præst og opfinder af den mekaniske væv som kom til at revolutionere den britiske tekstilindustri, Edmund Cartwright (1743-1823), var inspireret til sin opfindelse efter at have set von Kempelens tyrkiske skakspiller på en udstilling. Selv om historien ikke kan verificeres, synes den alligevel at indeholde en art poetisk sandhed om datidens forestilling om automatens epistemologiske potentiale.

Det var et potentiale som fra et bestemt perspektiv var indbygget i alle automater, hvad enten det var en kunstig and eller et tidsbesparende produktionsmiddel. Om historien er sand eller ej, så siger den noget om tidens altoverskyggende tiltro til videnskabens afdækning af naturens bagvedliggende kræfter og dens fremadskridende nyttige afkast i industrien.

Den Analytiske Maskine

Den velhavende engelske Cambridge-matematiker Charles Babbage (1791-1871) tog om nogen del i tidens maskinfascination. Babbage ville ikke bare mekanisere naturens bevægelser, som Vaucanson havde forsøgt det, han ville industrialisere menneskets intellektuelle kræfter. På Babbages tid, i første halvdel af 1800-tallets England, var en computer et menneske. Det var en matematisk uddannet person, der beregnede logaritmetabeller eller andre tabeller, som var nyttige indenfor for eksempel navigation eller landmåling. Det var et slidsomt og ensformigt arbejde, hvilke også betød at fejl opstod. Babbages ide var at erstatte de menneskelige computere med en mekanisk opfindelse som ville operere fejlfrit, som aldrig ville blive træt, og som ikke ville kræve nogen matematisk viden at betjene. Det lykkedes ham ved venners hjælp i Royal Societys bedømmelsesudvalg, at få statsstøtte til realiseringen af projektet, hvilket endte med at løbe op i tusindvis af pund, uden dog at hverken den Analytiske Maskine eller dens forløber Differentieringsmaskinen (Difference Engine) nogensinde blev færdigbygget.

Det er Ada Lovelace (1815-1852), som ifølge det klassiske narrativ forbinder Jacquard-Babbage-automatprogrammeringen med de senere udviklinger af den moderne computerteknologi, ved at være, hvad man kan kalde den første programmør. Narrativet blev blandt andet forstærket da det amerikanske forsvar i 1980erne udviklede deres eget programmeringssprog, som de døbte ADA.

Både i materiel og intellektuel forstand legemliggjorde Augusta Ada Byron, Lady Lovelace, sin tids ideer om videnskab, de finere kunstarter, og automatisering af intellektuelle funktioner. Hun var datter af en af sin tids største digtere, Lord Byron (1788-1824), der var en del af kredsen omkring Shelley, og i øvrigt involveret i undfangelsen af Frankenstein.

Ægteskabet mellem forældrene Anna Isabella Milbanke, Lady Byron (1792-1860), og Lord Byron var kortvarigt. Lille Ada voksede op med sin mor som var stærkt opsat på at datterens sind ikke skulle besmittes af faderens romantisk-poetiske livsstil. Under opvæksten blev Ada sat under et strengt videnskabeligt uddannelsesprogram, og modtog matematikundervisning fra en af landets mest prominente matematikere, Augustus De Morgan (1806-1871). Den kunstneriske åre var dog svær at undertrykke, og senere beskrev hun sig selv som værende skæbnebestemt til at udvikle et kunstnerisk geni, og en ”poetisk videnskab”.

Kvinders muligheder i videnskaben var yderst begrænsede i 1840erne, og de var ofte højst tilladt en rolle som formidlere, en rolle, som Lovelace udfyldte på fornem vis på linje med de øvrige toneangivende kvinder i videnskaben såsom Harriet Martineau og Mary Sommerville, som hun begge kendte. Trods sit svagelige helbred, hvilket nok bidrog til hendes lovligt store stofmisbrug (hun blev blot 37 år), blev Lovelace den vigtigste formidler af den Analytiske Maskine.

Til sin oversættelse af en italiensk artikel om Babbages maskine, tilføjede Lovelace sine egne noter som fyldte mere end dobbelt så meget spalteplads som den tekst de kommenterede på, og som er blevet berømte for at blandt indeholde, hvad nogle har kaldt det første computerprogram, eller det vi i dag ville kalde en algoritme. Det, hun skrev, bliver ikke betragtet som hendes alene, men langt hen ad vejen Babbages ideer, som hun dog havde været med til at forædle. Det er dog sikkert at sige, at Lovelace, langt bedre end Babbage, forestillede sig et fremtidigt potentiale i den Analytiske Maskine. For eksempel forestillede hun sig at den Analytiske Maskine ville kunne skrive musik og noder efter et program.

Mest berømt er en ofte citeret passage hvor væven bliver brugt til at forklare den Analytiske Maskines forunderlige operationer. Hun skriver: ”Vi kan, måske mest rammende, sige, at den Analytiske Maskine væver algebraiske mønstre, på samme måde som Jacquard-væven væver blomster og blade.”

Babbages danser

Babbage skriver også selv flere steder at udviklingen af sin Analytiske Maskine blev inspireret af Jacquards hulkortsystem, som han netop havde set i et af Londons showrooms. Babbages London-hjem i det mondæne Marylebone, var stedet for de mest fasionable fester blandt den intellektuelle elite. Her hang et smukt vævet portræt af Jacquard, som Babbage yndede at afsløre sine gæster i at tro var et maleri, men som i virkeligheden var vævet på en af Jacquards væve i Lyon. Portrættet havde krævet cirka 40.000 hulkort at lave, hvilket var betydeligt mere end det gennemsnitlige brokademotivs cirka 4.000 kort.

Udover en lille prototype af sin Differentieringsmaskine, havde Babbage også en mekanisk danser stående. Den havde han som barn set i et af de mest kendte showrooms i det centrale London som tilhørte belgieren med det eventyrlige navn John Joseph (Jean-Joseph) Merlin (1735-1803). I 1834 købte Babbage danseren, som var lavet af Merlin selv, ved en auktion. Danseren tiltræk til Babbages ærgrelse, mere opmærksomhed fra gæsterne end hans egen videnskabelige maskine.

Jacquards praktiske væv og Babbages videnskabelige Analytiske Maskine kunne begge fra et bestemt bourgeois-perspektiv rubriceres som spektakulære automater, side om side med formålsløse mekaniske dukker. Grænserne var flydende, forskellene udviskedes.

Sociale forskelle

Det er bekvemt at tale om en kontinuitet fra Jacquard frem imod den moderne computer som vi kender den i dag. Historien fra væv til elektronisk computer er dog langt mere kompleks, og den lineære fortælling viser sig hurtigt som en konstruktion, der opretholder teknologiens fremskridtsnarrativ. Der er i det mindste et par interessante forskelle at bemærke mellem de to opfindere, Jacquard og Babbage, som nuancerer historien, og som åbner for sociale og spatiale perspektiver på teknologien: Den ene var fransk, den anden engelsk; den ene var søn af en væver og kæmpede indtil sin succes som opfinder med at tjene til forsørgelsen af sin familie, den anden var født ind i en velhavende familie og behøvede derfor ikke arbejde, og modtog oven i købet en eksorbitant sum i statsstøtte til at realisere sin opfindelse, som aldrig blev til noget; den ene havde ingen formel uddannelse andet end sin mesterlæretid, den anden var uddannet ved universitetet i Cambridge med højeste udmærkelse.

De to maskiner var tiltænkt to vidt forskellige steder: Væven i værkstedet, og den Analytiske Maskine i en videnskabelig institution. Væven havde sine reelle implikationer i produktionssfæren, den var potentielt en trussel for de silkevævere som i generationer havde arbejdet med håndkraft. De filosofiske automater såsom Babbages var sjovt nok ikke underlagt samme realitetskrav. Den Analytiske Maskine, var godt nok også tiltænkt at skabe afkast via dens udregninger, som ville informere en lang række logistiske og økonomiske praksisser – fra navigation til skatteopkrævning. Men her var nytten ikke så direkte udmøntet som hos værkstedsautomaterne, og var af mere administrativ karakter. I den lineære fortælling assimileres alle automater under et, og sociale, geografiske og moralske kontekster udviskes.

Sociale maskiner

Automater er kendetegnet ved at være selvbevægende. Det være sig danse, spille skak, udregne logaritmetabeller, eller væve smukke mønstre. Men trods deres tilsyneladende autonomi, griber de ind i en lang række menneskeliv – de mennesker som har fremstillet dem, de mennesker som blev erstattet af dem, de mennesker hvis gøren og laden afhænger af de informationer der kommer ud af dem. Det var et overklasseprivilegium at betragte automater således som Lovelace gjorde, isoleret fra den sociale kontekst de indgår i. Et privilegium hun selv understegede i sine berømte noter, ved at henlede læsernes opmærksomhed på de to steder i det centrale London, hvor Jacquards væv var udstillet, Adelaide Gallery og Polytechnic Institution. Meget sigende nævner hun hverken noget om de mange East End-værksteder i arbejderbydelen Spitalfield, hvor hundredevis af væve havde været i brug flere år, eller om den specialiserede håndværker, Joseph Clement (1779-1844), som faktisk var sat på opgaven med at gøre Babbages tegninger til virkelighed.

Mens overklassen kunne mærke suset fra Prometheus i forelæsningssale, udstillingskabinetter og illustrerede tidsskrifter, blev mange i den arbejdende befolkning udsat for maskiner på en helt anden praktisk måde.

Det kan nok være, at den progressive og teknologiforherligende franske administration fremhævede industrien som en sublim kunstart i statens tjeneste, men den almindelige silkevæver i Lyon, så sig selv som håndværker og ikke som kunstner, og han var ikke nødvendigvis interesseret i Jacquards opfindelse. Det er i hvert fald en ofte fortalt anekdote, at Jacquard blev smidt ud af byen af en flok vrede vævere, da han vendte hjem til Lyon med sin medalje. Ikke nødvendigvis fordi de var imod maskiner som sådan, men på grund af hensynet til kvaliteten af produktet, som de nidkært vogtede og ville kunne garantere inden de skiftede produktionsform.

Vaucansons og von Kempelens automater blev ikke mindre betydningsfulde af at de var ren bedrag. Babbages maskine havde ikke engang fysisk form. Alligevel fremstod de som filosofiske undersøgelser af bagvedliggende strukturer i naturen og mennesket. Men de havde en social bias indskrevet i sig. Det teknologiske blik kom fra et privilegeret sted.

Bag historien om – såvel som bag brugen af – teknologi, ligger tusinder af levede menneskeliv, som alle kan blive reduceret til et-taller og nuller, men som fortjener at blive fortalt.

Thomas Palmelund Johansen er ph.d.-studerende ved Institut for Idéhistorie ved Aarhus Universitet.