Voldens maskering – fra Grusomhedens fire stadier til moderne dyreværn

Dyrevelfærd bygger på en idé om det gode liv, men kommer i praksis og ved lov til at legitimere de forhold, som den er sat i verden for at bringe til en ende. Marie Leth-Espensen undersøger her den moderne, europæiske dyrevelfærds opkomst.

I billedserien Grusomhedens fire stadier fra 1751 tager den britiske samfundssatiriker William Hogarth dyremisrøgt under kritisk behandling. Det er et emne, der optager det britiske borgerskab, og med tiden fører til dannelsen af borgerforeningen Royal Society of the Prevention of Cruelty to Animals og Martin’s Act fra 1822, der i dag betragtes som den første moderne, europæiske dyreværnslov.

Borgerskabets kamp for dyrene strakte sig dog alene til den synlige misrøgt i Londons gader. Frem for et opgør med volden ledte de nye tiltag snarere til dens maskering. Et forhold, der fortsat afspejler sig i dyreværnslovgivningen i dag.

Grusomhedens fire stadier

William Hogarths (1697-1764) satiriske kobberstik, der skildrer hans samtids moralske forfald, kunne for nyligt genses på Statens Museum for Kunst. Hogarths satire var populær i hans samtid, hvor emner som prostitution, fattigdom og druk blev ivrigt debatteret. Hogarth ønskede at stille skarpt på kløften mellem de humanistiske værdier, det nye borgerskab fejrede i 1700-tallet og de barske levekår, der gjorde sig gældende for hovedparten af Londons befolkning.

De forarmede og fordrukne sjæle i Gin Lane og en ung kvinde, der lokkes til prostituere sig er kendte motiver hos Hogarth. Nok kan historier som ’En Skøges Liv’, ’Et Moderne Ægteskab’ og ’En Libertiners Liv’ læses som beretninger om enkelte individers skæbnesvangre valg, straf og forfald, men historierne indeholder desuden en social kritik.

Det gælder også for Grusomhedens fire stadier, hvor vi er vidne til knægten Tom Neros tragiske skæbne. Hver af fortællingens i alt fire kobberstik repræsenterer et afgørende stadie i Toms livsbane; fra han starter med at pine et dyr, til han idømmes døden for den værste forbrydelse. Samtidig ønskede Hogarth med serien at pege på behovet for en social indsats for at undgå lignende voldsepisoder.

På det første stadie, ved fortællingens begyndelse, møder vi Tom, der som de andre børn fornøjer sig med at plage og pine dyr. Han er i færd med at stikke en pil op i en hunds anus, mens to katte ved siden af hejses op i deres haler og folkemængden hujer og griner. En kat bliver kastet ud af et vindue, en hund får bundet en pind på halen og to drenge er ved at brænde en due med en glødende jernstump. Drabelig blodsport som hanekast og hundekamp udgør tidstypiske samlingspunkter i Londons overrendte gader.

På det andet stadie ses en ældre Tom, der nu er blevet vognfører, men er stadig lige grusom. Han er ved at transportere en gruppe finere folk af sted gennem Londons tætpakkede gader. Vognens trækhest er bukket under for den alt for tunge last, og Tom reagerer ved at slå hesten til døde. Gadebilledet er fyldt med lignende scenarier; et får er kollapset og bliver tæsket synder og sammen med en kæp, et trodsigt pakæsel bliver revet kraftigt i halen, mens en større menneskeflok jagter en tyr i baggrunden. Som understregning af den afstumpede volds ødelæggende effekter, ses et legende barn, der er faldet under hjulet på en fragtvogn. Den fordrukne kusk, der er faldet i søvn ovenpå læsset, ænser ingenting.

På det tredje stadie, Cruelty in Perfection, er Tom grebet på fersk gerning, netop som han har slået sin gravide elskerinde ihjel. En flok mænd river anklagende fat i ham, og Tom forsøger at vende ansigtet bort. Af et brev, der findes ved hendes krop, fremgår det, at den unge kvinde, ellers havde stærke forhåbninger om at starte en ny tilværelse med Tom.

På det fjerde stadie, The Reward of Cruelty, ligger Tom på obduktionsbordet. Løkken, han endnu har om halsen, afslører, at Tom – som straf – er blevet hængt. Noget usædvanligt er lægen, der leder obduktionen ved at stikke øjnene ud på Tom med en lang skarp kniv. Ifølge historikeren Maureen Warren, er Toms tab af synet et symbol på hans moralske forfald. En anskuelse, der er vundet frem i tiden under indflydelse af filosoffen Lord Shaftesbury, hvis moralteori bygger på en antagelse om dyd som menneskets natur, og som det underliggende fundament for moral. Det er menneskets natur at reagere følelsesmæssigt positivt på det, der er moralsk rigtigt, og omvendt, at reagere følelsesmæssigt negativt på det, der måtte være moralsk forkert. Shaftesburys bog Characteristics of Men, Manners, Opinions and Times fra 1718 er senere blevet betragtet som ophav til den følelsesbaserede moral.

Det er netop forbindelse mellem følelse og moral, der underbygger forfaldet i Hogarths fortælling. Hvis man udviser voldelige impulser og aggressivitet mod dyrene vil det også være demoraliserende for ens forhold til mennesker og sætte en i stand til at begå så modbydelig en forbrydelse som drabet på sin elskerinde.

Fortællingen kan også ses som udtryk for et andet centralt emne i tiden – nemlig opdragelse. Tom Neros handlinger indeholder en universel advarsel om den overhængende fare ved barnets forråelse. Var der blevet sat ind i en tidlig alder, kunne det tragiske udfald være undgået.

John Locke, der i øvrigt var Shaftesburys læremester, havde med begrebet om tabula rasa gjort børneopdragelse til et væsentligt tema for tidens borgerskab. Hvis barnet, som begrebet antyder, fødes ind i verden som en ren tavle bliver opdragelse uhyre vigtig. I Some Thought Concerning Education fra 1693 beskriver Locke tilmed, hvordan drab på dyr og dyreplageri bevirker, at barnets mister sin grundlæggende sympati og medfølelse med sine artsfæller. Sætningen ‘dyrplager som barn – menneskeplager som voksen‘ var udbredt i tiden.

Hogarth fremstiller således en direkte sammenhæng mellem vold mod dyr og misgerninger mod mennesker.

Borgerskabets nye orienteringer

Perioden omkring 1500 til 1800-tallet skildres ofte som en tid, hvor menneskets forhold til andre dyr forandres fundamentalt. Historikeren Keith Thomas’ beskriver i Man and the Natural World: Changing Attitudes in England 1500-1800, hvordan middelalderens antropocentriske forståelsesramme udfordres af oplysningstidens nybrud inden for videnskab, filosofi og kunst. Der opstår en ny interesse for naturhistorie og klassifikation, der dyrkes såvel videnskabeligt som i den naturalistiske malerkunst. Oplysningsfilosofferne, særligt Rousseau, gør spørgsmålet om beslægtethed centralt for forståelsen af menneskets natur. Descartes’ tidligere så udbredte idé om dyr som sjælløse maskiner, ser sig for alvor udfordret. Samtidig medfører industrialiseringen, at dyr på nye måder og under gradvis intensivering indgår i produktionen, mens urbaniseringen betyder, at tætheden mellem mennesket og andre dyr øges. Dyr bliver mere synlige i baggårdene og gadebilledet generelt.

Motivet i Grusomhedens fire stadier er kendetegnende for en tid, hvor menneskets forpligtelser over for andre dyr er til debat, men fortællingen indfanger også tidsånden i en anden forstand. Ved at sætte volden og brutaliteten under kritisk behandling kan man spore den sensibilitetskultur, der vinder frem sammen med det nye borgerskab. Man tåler ikke længere synet af vold på byens torve.

I løbet af 1600-tallet bredte de såkaldte Societies of Reformation of Manners sig til store dele af borgerskabet. De borgerlige foreninger ønskede at gøre op med libertinerkulturens frie forhold til kvinder, prostitution, alkohol, hasardspil og maskerader. Kort sagt de udskejelser, de i tiden så udbredte Alehouses havde sat rammerne omkring. Dyrekamp og andre ’blodsporte’ var netop aktiviteter, der hørte disse steder til. De nye borgerlige foreninger hvilede på den kristne puritanismes etik, der forbød nydelsesfokuserede og voldelige aktiviteter grundet deres ’demoraliserende effekter’. Den første europæiske dyreværnsorganisation, Society of Prevention of Cruelty to Animals, blev netop stiftet i den tid. Som den borgerlige forening den startede ud som, bestod medlemsskaren primært af evangeliske kristne, der med foreningen havde dannet deres eget korps af uniformerede mænd, der gik rundt i byens gader og pågreb folk i færd med at lemlæste et dyr.

Det er netop et udtryk for sensibilitetskulturens greb i tiden, at Hogarth i Grusomhedens fire stadier hverken fokuserer på jagt eller forholdene for landbrugsdyrene, men alene gadevolden.

Den øgede sensibilitet over for blandt andet dyreplageri havde også rod i den finkultur og etikette, borgerskabet havde indoptaget fra den tidligere hofadel, sådan som sociologen Norbert Elias har beskrevet det i sit klassiske værk om civilisationsprocessen The Civilizing Process. Sociogenetic and Psychogenetic Investigations. Elias’ betragtninger starter allerede med overgangen fra middelalderens riddersamfund til hofadlen. De voldsomme affektioner og impulser, der hørte en kriger til, blev gradvist udsat for stærkere og stærkere kontrol. Aggressioner blev kanaliseret over i mere regulerede aktiviteter, som vi kender det fra sportens verden i dag. Jagt blev underlagt et kodeks, der betød, at den ikke længere fremstod uciviliseret – snarere tværtimod.

Hane- og hundekamp, der især var populære i England fra 1600-tallet, blev efterhånden symbolet på dårlig dannelse og arbejderklassekultur.

Elias nævner også katteafbrændinger på en midsommerdag i Paris som eksempel på, hvordan menneskets forhold til grusomhed har ændret sig over tid. Som et resultat af civilisationsprocessen ville afbrændingerne senere blive forbundet med stor ubehag. Det samme kommer til udtryk i The Great Cat Massacre, hvor Robert Darnton forsøger at opklare, hvordan en gruppe trykkeriarbejdere i 1730’ernes Paris kunne more sig ved at lemlæste og dræbe katte. Fortællingen demonstrerer, hvordan en hændelse, der for os i dag fremstår grusom og afstumpet, for datidens trykkeriarbejdere var en meningsfuld måde at hævne sig på deres mester.

Men selvom tærsklen for synlig misrøgt og plageri formindskes med tiden, øges det samlede omfang af dyr, der udsættes for lidelsesfulde forhold, i takt med intensivering af landbruget. Et paradoks, der kan forklares ved, at den systematiske vold som et resultat af civilisationsprocessen nu fremstår civiliseret og human.

Da medlemmer af det britiske parlament ved indgangen til det 19. århundrede stillede de første lovforslag, der skulle sætte rammen for menneskets forpligtelse over for andre dyr, knyttede debatten i parlamentet an til spørgsmålet om den dannede borger og den oplyste nation. Fortalere for forslagene opfattede dyrekampsportene som demoraliserende og en trussel mod en fredelig sameksistens mellem mennesker. På trods af, at forslagene blev udsat for en del latterliggørelse, gik der ikke længe før dyrebeskyttelse var institutionelt og lovmæssigt forankret i England. Med Martin’s Act fra 1822 var kimen til den moderne, europæiske dyreværnslovgivning lagt.

Men alt imens man hævdede at gøre noget godt for dyrene, kunne de grumme forhold for domesticerede dyr på landet og slagterierne forsætte uforvarende. Heller ikke de dyr, som led under det nye borgerskabs interesse for jagt, blev emne for debat.

Den ’gode’ humanist?

Grusomhedens fire stadier indfanger en forandringstid, hvor sensibilitetskulturen var ved at sætte sig igennem i menneskets forhold og forpligtelser over for andre dyr. Men selvom der efterhånden opstod en enighed om, at dyrekampe og det mest ’unødvendige’ dyreplageri måtte standses, ville det være misforstået at tage dyrelovene som udtryk for en genuin hensynstagen til dyr. Den nye hensynstagen til dyr er absolut i sin antropocentrisme, eftersom det alene er af hensynet til mennesket selv, at borgerskabet ønsker at behandle dyrene bedre. Der er ikke tale om et egentligt brud med antropocentrismen, som ellers er en almindelig tolkning. Snarere end at læse dyrelovene som en udvidelse af lovens beskyttelse til også at inkludere dyr, er der tale om en indirekte opdragelse af menneskene.

For medlemmerne af de borgerlige foreninger var det velgørende arbejde forbundet med høj social anseelse. Samtidig skulle ’den farlige arbejderklasse’ disciplineres og opdrages efter borgerskabets nye dannelsesidealer. Når de arbejdende folk ikke fordrev tiden med druk, hasardspil og blodsporte kunne de bedre tjene som arbejdskraft. Her er det interessant at hæfte sig ved, at Hogarth lod fortællingen om Tom Nero fremstille i billige materialer, netop fordi han ønskede at udbrede den ’moralske impuls’ til samfundets nedre lag.

Det altruistiske formål om at beskytte dyr mod grusom lidelse, så sig ikke kun kompromitteret ved den sociale og klassemæssige kamp, der lå skjult heri. Med til fortællingen hører også, at det alene var den vold, der udspillede sig for øjnene af borgerskabet, der blev sat ind over for. Det ser vi også i Peter Henningsen og Ulrik Langens fortælling om Hundemordet i Vimmelskaftet.

Begivenheden finder sted i 1700-tallets København, hvor man i et forsøg på at komme hundegalskab til livs overlod det til rakkerne og natmændene at dræbe alle løsgående hunde. Men snart måtte man indse at disse myrderier opleves som alt for stødende på befolkningen. I stedet forsøgte man sig først med indførelsen af såkaldte hundedage, der begrænsede sig til sommerperioden. Men da det stadig mødte voldsom kritik, indførte man i 1813 at hundene i stedet skulle indfanges og aflives på Veterinærskolen.

Selvom antallet af hunde der dræbes er det samme, giver det ikke længere anledning til social uro, fordi selve voldshandlingen skjules.

Voldens maskering

Ligesom med hundedagene, vil den afstumpede vold, der skildres i Grusomhedens fire stadier blive underlagt et kontrollerende og regulerende kodeks og gradvist bliver misrøgt af dyr for åben gade et sjældnere syn. Ikke kun i England, men overalt i Europa giver Martin’s Act inspiration til indførslen af dyreværnslovgivning.

Siden har dyreværn udviklet sig fra reguleringen af enkeltindividers adfærd og moral til et begreb om ’dyrevelfærd,’ der bygger på, at dyr er følende og sansende individer. Herhjemme er dyrevelfærden sikret gennem Dyreværnsloven, der er defineret ved et krav om ”dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe”. Hvad der betragtes som ”bedst mulig” afhænger imidlertid af de økonomiske og samfundsmæssige interesser. Eksempelvis har de dyr, vi betegner som ”vilde” almindeligvis større krav på beskyttelse, end dem, der indgår i fødevareproduktionen og direkte tjener økonomiske formål. Kyllinger, der nok er de individer, der er udsat for den mest lidelsesfulde tilværelse, befinder sig i store tætpakkede, mørke haller med smertefulde ammoniaksvidninger under fødderne uden mulighed for at sprede vingerne. Hvis de forhold skulle kunne siges at være ”bedst mulige” må det være i forhold til indtjeningen, man har tænkt.

I Hogarths fortælling så vi, hvordan dyremishandling hovedsageligt blev set som resultatet af ’afvigende adfærd’, mens den systematiske udnyttelse af dyr i produktionen, blev overset. Ved at slå ned på ’enkelte brodne kar’ kunne man opretholde opfattelsen af, at der findes legitime måder at udsætte dyr for lidelse. Det samme gør sig gældende, når man i dag italesætter problemer med dyrevelfærden som ”enkeltstående udfordringer,” der snarligt vil finde en løsning. Således forventer man, at den systematiske halekupering og kastration uden bedøvelse af grise vil kunne se sin ende, når vi en dag har udviklet den rette teknologi. Den tankegang betyder dog, at man overser de iboende problemerne med dyrevelfærden i produktionen.

Selvom dyrevelfærd som idé bygger på gode liv, kommer den i praksis og ved lov til at legitimere selvsamme forhold, som den er sat i verden for at bringe til en ende. Under ’nødvendighedens paradigme’ reduceres dyrevelfærd til en række minimumsstandarder defineret ud fra de forskellige arters mest basale behov. Fordi vi ud fra økonomiske betragtninger hævder det nødvendigt, tillader vi systematiseret vold: slag, fiksering, indespærring, kunstig insemination, adskillelse af mor og unge, dyr, der står i deres egen afføring, dyr, der er angste og stressede og ikke mindst kulminationen på denne endeløse voldsspiral – selve drabet. Almindeligvis skænker vi det ikke en tanke om disse livsbetingelser kan siges at være lige så smertelige som det, vi ellers ikke tøver med at betegne som dyremishandling.

På trods af at omgangen med dyr i dag kan være lige så brutal som i 1700-tallet, er hverken slagteriarbejderen eller landmanden billede på den typiske dyremishandler i dag. Den institutionaliserede vold er ikke synlig for os – og det er ikke kun i bogstavelig forstand. Den primære grund til at vi ikke ser volden, er fordi, at vi nægter at se. I stedet for at tage dyrevelfærd alvorligt, har vi alene udskiftet den synlige vold med en af mere systematisk karakter.

Frem for at drage den oplagte – men dog ubekvemme – konsekvens og nedlægge den animalske produktion, bliver det mere og mere åbenlyst at dyrevelfærd, som vi kender den i dag, udelukkende er til for menneskets skyld.

Marie Leth-Espensen er sociologistuderende, Københavns Universitet.