Modrationaliteter i den islandske krisedebat

Demonstranter ved Austurvöllur, Island, 2008. Rettigheder: OddurBen.
Demon­stran­ter ved Aus­turvöl­lur, Island, 2008. Ret­tighed­er: OddurBen/CommonsWikimedia.

Island var ét af de lande, der led allerstørst tab under finanskrisen, men har samtidig formået at genrejse sin økonomi meget hurtigt, og chokket har betydet en ny politisk kultur. Emil Olander Gravgaard analyserer det islandske tilfælde og spørger, hvordan krisen også kan give anledning til nytænkning.


Såv­el i den offentlige debat som i mere akademiske diskus­sion­er af finan­skrisen i 2008, fremhæves Island som et skoleek­sem­pel på hvor galt det kan gå, når finan­sielle marked­er over­lades fuld­stændig til sig selv. Men sam­tidig omtales Island som ét af de lande i Europa, der på mest for­billedlig vis har for­mået at komme videre; og det vel at mærke i mere end én for­stand. For ikke nok med at den islandske økono­mi har oplevet væk­strater, der over­stiger de fleste EU-lan­des, så lad­er kriseer­farin­gen også til at have efter­ladt et pos­i­tivt aftryk på den poli­tiske kul­tur.

Således har en række ini­tia­tiv­er set dagens lys, som i flere henseen­der synes at gøre op med den poli­tiske dag­sor­den, der blev sat i 1990’erne og 2000’erne, og nogle kom­men­ta­tor­er taler der­for om at der i disse år find­er en ganske enestående repoli­tis­er­ing­spro­ces sted i Island, inden for hvilken cen­trale økonomiske spørgsmål tages op til gen­forhan­dling. I tråd hermed vil jeg argu­mentere for at den islandske kriseer­far­ing har givet anled­ning til en ide­ol­o­gisk forskyd­ning, hvori nye forståelser af økono­mi og dens forhold til det sociale er brudt igen­nem. Artiklen giv­er på denne måde et konkret his­torisk ind­b­lik i den islandske krisede­bat, sam­tidig med at den stiller spørgsmålet om vi i virke­lighe­den kunne lære noget af de poli­tiske erfaringer som man har gjort sig på Island?

Den finansielle krise i Island

I årene op til finan­skrisen i 2008 fandt der en bety­delig omstruk­turering af den islandske økono­mi sted, en pro­ces som på min­dre end et tiår skabte intet min­dre end et økonomisk mirakel. Den islandske økono­mi — eller den nordiske tiger, som man med hen­vis­ning til 1990’ernes sydøs­tasi­atiske tigerøkonomi­er, ynd­ede at kalde den — voksede med hastige skridt, og den lille nation­al­stat i Nor­dat­lanten blev i løbet af ganske få år blandt de rigeste i ver­den.

Over en ganske kort årrække gik den islandske økono­mi således fra at være rel­a­tiv indad­vendt med en stærk lokal forankring i fiskeri, indus­tri og udvin­d­ing af natur­res­sourcer, til at blive langt mere udad­vendt og i stadig sti­gende grad vende sig mod de glob­ale finans­marked­er. Ikke desto min­dre var Islands nye økono­mi også særde­les usta­bil, for­di en så stor en del af økonomien var bun­det op på finansspeku­la­tion, så da den amerikanske bolig­boble brist­ede i 2007–2008 og den finan­sielle krise spredte sig over det meste af den vestlige ver­den, kørte det islandske væk­st­loko­mo­tiv af sporet.

Modrationaliteter

I det føl­gende vil jeg fore­tage to ned­slag i den poli­tiske debat som fandt sted i køl­van­det på den finan­sielle krise i Island, der på hver sin måde italesæt­ter konkrete prob­le­mer i den islandske økono­mi, men som på samme tid giv­er udtryk for et opgør med vigtige grund­sæt­ninger inden for økonomisk teori og prak­sis, og som jeg i denne sam­men­hæng der­for vil beteg­ne som mod­ra­tionaliteter.

Det første eksem­pel vis­er hvor­dan den islandske cen­trum-højre-regering tog en række uortodokse gæld­sefter­givelsesprak­siss­er i brug, for at mindske de neg­a­tive sociale og økonomiske føl­gevirkninger af finan­skrisen. Det andet eksem­pel vis­er hvor­dan der efter krisen vokser et udbredt ønske frem blandt islandske poli­tikere, økonomer og erhvervs­folk, på tværs af ide­ol­o­giske skil­lelin­jer, om at fork­lare årsagerne til krisens udbrud, og forsøge at løse nogle af de mere grundlæggende prob­le­mer, som er knyt­tet til det nuværende finan­sielle sys­tem. Denne bestræ­belse illus­tr­eres ved en rap­port, der er skrevet af par­la­mentsmedlem for Det pro­gres­sive par­ti, Frosti Sig­ur­jon­s­son, som under­søger mulighed­erne for at overgå til et nyt banksys­tem.

Der er i begge til­fælde tale om tilt­ag af mere eller min­dre prak­tisk karak­ter, men som i deres forsøg på at finde konkrete løs­ninger på nogle af de prob­le­mer som det islandske sam­fund står over for, peger udover det blot admin­is­tra­tive. Menin­gen med at trække netop disse eksem­pler frem er således at vise, hvor­dan det evigt tilbageven­dende spørgsmål i europæisk poli­tik om, hvad stat­en kan gøre for at fastholde markedets tillid, i Island synes at være blevet til­sidesat for en stund, et forhold som har bevir­ket at langt mere grundlæggende poli­tiske spørgsmål omkring statens ans­var over for sin befolkn­ing, er blevet taget op til gen­overve­jelse.

Gældssanering

Skønt man kunne trække en række inter­es­sante forhold omkring det islandske gældsspørgsmål frem i lyset, har jeg i denne sam­men­hæng val­gt at fokusere på et gældssaner­ing­spro­gram hen­vendt til pri­vate hush­old­ninger, som blev påb­eg­y­n­dt i efteråret 2014.

Pro­gram­met havde til hen­sigt at ned­bringe den pri­vate hush­old­nings­gæld i Island, hvis forhold til det sam­lede brut­to­na­tion­al­pro­dukt var tre­doblet siden 1986. Denne stign­ing i pri­vat gæld med­førte bl.a., at en stor andel af befolknin­gen ikke læn­gere var i stand til at leve op til deres gælds­forplig­telser, lige­som antallet af fal­literk­læringer i årene efter krisen også steg markant. Af denne grund beslut­tede den islandske regering i 2013 sig for at ned­skrive en stor andel af den pri­vate hush­old­nings­gæld, der var blevet stiftet i årene op til finan­skrisen. Pro­gram­met hjalp op mod 100.000 hush­old­ninger og udgjorde en særlig hjælp for den del af befolknin­gen, hvis ind­komst lå under gen­nem­snit­tet og som ikke havde nogen frivær­di i deres ejen­dom.

Gældssaner­ing­spro­gram­met blev igangsat efter at en række pri­vate boliglån i peri­o­den 2010–2013 blev omlagt, for­di det fra den daværende cen­trum-ven­stre-regerings side blev vur­deret, at lånene var blevet indgået på falske præmiss­er, hvor­for de blev erk­læret ulovlige.

Disse gæld­sned­skrivninger er tilsam­men udtryk for en mod­ra­tionalitet for så vidt de tager midler i brug, som i vid udstrækn­ing afviger fra den gængse prak­sis på området, hvor det hed­der sig at gæld under alle omstændighed­er må tilbage­be­tales. Således har Island sam­men­lignet med andre europæiske stater for­val­tet gældsspørgmålet på en særde­les uortodoks vis; et forhold som ikke alene har mulig­gjort sti­gende væk­strater, men som også har bidraget til at at ned­bringe den sociale ulighed mærk­bart.

Pengereform

Lige­som gældssaner­ing­spro­gram­merne, adresser­er forslaget om en reform af det islandske pengesys­tem nogle af de prob­le­mer, der er for­bun­det med den sti­gende offentlige og pri­vate gæld, såv­el som den vok­sende sociale ulighed, gæld­safhængighe­den før­er med sig. Men i mod­sæt­ning til gæld­sned­skrivningerne, der først og fremmest havde til hen­sigt at begrænse skadesvirkningerne af de faldende bolig­pris­er og den sti­gende infla­tion, og der­for når det kom­mer til stykket betragter finans- og gæld­skrisen som et over­gangs­fænomen, ser forslaget om pen­gere­form krisen som et over­fladisk symp­tom på et mere fun­da­men­talt prob­lem i sam­fund­søkonomien, et prob­lem som er for­bun­det med de pri­vate bankers evne til at skabe penge.

I rap­porten “Mon­e­tary Reform — A bet­ter mon­e­tary sys­tem for Ice­land” under­søger Frosti Sig­ur­jon­s­son hvilken ind­virkn­ing det nuværende banksys­tem kan have haft på den generelle usta­bilitet som har kende­teg­net den islandske økono­mi gen­nem de sen­este halvtres år, en udvikling som kul­minerede med finan­skrisen i 2008. Med udgangspunkt heri fores­lår han at Island læg­ger det nuværende brøkre­serve-banksys­tem bag sig og i stedet ind­før­er et sys­tem med fuld reserve, hvori bankerne ikke alene fratages evnen til at skabe penge, men heller ikke læn­gere vil være i stand til at låne penge ud, som de reelt set ikke har (for yderligere infor­ma­tion om hvor­dan det nuværende pengesys­tem fun­ger­er og hvilke prob­le­mer der er for­bun­det hermed hen­vis­es til Tune Revs­gaard Nielsen og Ras­mus Hougaard Nielsens artikel Økonomien er fanget i en gældsspi­ral hér på siden samt forenin­gen Gode Penges hjemme­side).

I løbet af den fjortenårige peri­ode der ledte op til finan­skrisen steg den sam­lede pengemængde i det islandske sam­fund med nit­ten gange sin oprindelige stør­relse. Ifølge Sig­ur­jon­s­son skyldtes dette først og fremmst de pri­vate bankers evne til at skabe penge, samt et finan­sielt sys­tem der giv­er bankerne et økonomisk inci­ta­ment til at udst­ede flere lån i peri­oder med frem­gang end i peri­oder med tilbage­gang. Den enorme forøgelse af pengemæng­den i den islandske økono­mi, havde imi­dler­tid en yder­st forstærk­ende virkn­ing på kon­junk­tur­erne, og var ifølge rap­porten én af de primære årsager til at økonomien blev overophedet i en sådan grad som det var til­fældet.

I årene op til finan­skrisen forhø­jede den islandske cen­tral­bank ad flere omgange rente­sat­sen, i et mere eller min­dre des­per­at forsøg på at kon­trollere efter­spørgslen på lån, men denne reg­u­ler­ingsmekanisme viste sig at være uden virkn­ing. Således var cen­tral­banken de fac­to ude af stand til at bremse den stadigt vok­sende pengemængde, hvilket i sid­ste ende gjorde den islandske stat ude af stand til at red­de bankerne da de krakkede i efteråret 2008.

Udover at dæmpe nogle af disse økonomiske fare­mo­menter, vil over­gan­gen til et banksys­tem med fuld reserve, ifølge Sig­ur­jon­s­son, sikre at flere af de neg­a­tive ekster­naliteter, som det nuværende sys­tem afst­ed­kom­mer, i fremti­den vil kunne undgås. Vigtigst synes det forhold, at stat­en ved at fratage de pri­vate banker ret­ten til at skabe penge, vil med­virke til at sætte en stop­per for den gældsspi­ral som man befind­er sig i i dag, for­di både stat, virk­somhed­er og pri­vate hush­old­ninger i stadig sti­gende grad er nødt til at optage nye lån for at betale af på allerede eksis­terende gæld­sposter. Dette er en med­virk­ende årsag til at økonomien i dag er under­tvunget et kon­tant væk­st­pres, et pres som vel at mærke ikke skyldes at vi kræver mere og mere, men snarere det forhold at renterne på den offentlige og pri­vate gæld bliv­er ved med at stige. Således vil en pen­gere­form bidrage til at ned­bringe gælden i såv­el den offentlige som den pri­vate sek­tor, og hermed sørge for at de penge, som ellers skulle have været betalt i renter til kred­i­tor­er, kan komme sam­fun­det som hel­hed til gode.

Et andet forhold af stor vigtighed, er at man med en pen­gere­form vil opnå langt bedre demokratisk kon­trol med den sam­lede pengemængde i sam­fun­det, idet pengesk­a­belsen ikke læn­gere gøres afhængig af pri­vate bankmænds tvivl­somme marked­sad­færd, men i stedet af en uvildig pengekom­mis­sion der vil reg­ulere pengemæng­den i hen­hold til mere langsigt­ede økonomiske for­vent­ninger. Nogle main­stream-økonomer vil uden tvivl ind­vende, at en sådan kom­mis­sion aldrig vil kunne opnå fuld infor­ma­tion om markedet, og af denne grund heller ikke vil kunne tilpasse pengemæng­den, så der altid er den rette mængde kap­i­tal til rådighed i sam­fun­det. Dette argu­ment har uden tvivl noget på sig, men som Sig­ur­jon­s­son kon­klud­er­er i sin rap­port, vil en offentlig kom­mi­sion højst sandsyn­ligt aldrig begå ligeså store fejl­t­agelser, som de pri­vate banker gjorde i Island i årene op til finan­skrisen.

Det ville være naivt at sætte sin lid til at en over­gang til et bankvæsen med fuld reserve alene vil kunne sikre langsigtet sta­bilitet i det økonomiske sys­tem. Men forslaget kunne vise sig at blive en vigtig del af løs­nin­gen på det efter­hån­den alt for ofte tilbageven­dende prob­lem, at det finan­sielle sys­tem, i kraft af dets kort­sigt­ede beløn­ningssys­te­mer, skaber kris­er lig den som Island så småt er ved at komme ud af.

I denne for­stand argu­menteres der med forslaget om pen­gere­form direk­te imod den neok­las­siske tese om at økonomien altid vil vende tilbage til sin oprindelige til­stand af ligevægt, og at ingen krise der­for er per­ma­nent. For i mod­sæt­ning til det mange poli­tikere og main­stream-økonomer vil have os til at tro, argu­menter­er Sig­ur­jon­s­son i sin rap­port for at krisen netop ikke var forår­saget af en række eksterne chok, men der­i­mod af en ind­bygget fejl i sys­temet selv.

Ifølge min vur­der­ing er såv­el gældssaner­ing­spro­gram­merne som forslaget om pen­gere­form særde­les pro­gres­sive, sam­men­lignet med de poli­tikker som føres i andre europæiske lande, herun­der Dan­mark. Tilsam­men udgør de både en prak­tisk kri­tik af den finan­sielle kap­i­tal­ismes neg­a­tive ind­virkn­ing på økono­mi og sam­fund, men også en teo­retisk prob­lema­tis­er­ing af den neok­las­siske økonomis gyldighed og grænser, og der­for men­er jeg, at de to tilt­ag er bety­delig mere radikale end de fore­giv­er at være.

Repolitisering af økonomien

Ud fra en økonomisk og social betragt­ning har væk­sten i Island over de sen­este år været opadgående; et forhold som har mulig­gjort at mil­liardgælden til bl.a. IMF har kunne tilbage­be­tales på reko­rdtid, og det vel at mærke uden så store sociale omkost­ninger, som det har været til­fældet i andre kris­er­amte lande i Europa. Beskæftigelsen er på tilsvarende vis steget mærk­bart, og den sociale ulighed som i peri­o­den 1997–2007 var steget bety­deligt, beg­y­n­dte allerede i 2012 at falde igen, bl.a. pga. gældssaner­ing og genind­førslen af en mere social fordel­ingspoli­tik.

Men også ud fra poli­tiske og kul­turelle para­me­tre synes Island at have klaret sig bedre end de øvrige europæiske lande. Hvor den økonomiske kris­esi­t­u­a­tion i EU-lan­dene har begrænset det poli­tiske han­dlerum, givet finans­poli­tikken for­rang over for socialpoli­tikken, miljøpoli­tikken osv., har krisen i Island netop ikke med­ført en sådan grænse­dragn­ing mellem det som kan udføres poli­tisk og det som ikke kan. For i Island har krisen — måske netop i kraft af dens enorme omfang — givet anled­ning til en ret enestående repoli­tis­er­ing­spro­ces, hvori nye og anderledes tænkemåder er blevet anerk­endt som gyldige i den offentlige debat, og ikke mindst, hvor den bredere befolkn­ings forslag tages med i betragn­ing i den poli­tiske beslut­ning­spro­ces.

Denne poli­tiske kul­turæn­dring er fint illus­tr­eret ved imple­menterin­gen af gældssaner­ing­spro­gram­merne, men i næsten end­nu højere grad i forslaget om et nyt pengesys­tem, et tilt­ag som i disse år også debateres i andre europæiske lande, bl.a. af forenin­gen Gode Penge i Dan­mark, men som end­nu ikke synes at blive taget ser­iøst af den poli­tisk-økonomiske magtelite. Det forhold at en cen­trum-højre regering i Island opfor­dr­er til at mulighed­erne for at overgå til et nyt pengesys­tem bliv­er afdækket, og tilmed kon­klud­er­er at en sådan foran­dring er anbe­falelsesværdig, vis­er med al tyde­lighed at et bredere poli­tisk fler­tal i det islandske par­la­ment er ind­stil­let på at tage radikalt nye midler i brug, for at genop­bygge den islandske økono­mi.

Begiven­hed­erne i 2008 har gjort det klart, at hastigt vok­sende og gælds­fi­nan­sierede økonomi­er er yder­st føl­somme over for kon­junk­tu­rudsv­ing, hvor­for kris­er også forekom­mer med langt større hyp­pighed inden for sådanne økonomi­er. Nok kan fuld­stændig frisat­te marked­søkonomi­er fremvise imponerende væk­strater under højkon­junk­tur, men så snart lavkon­junk­turen sæt­ter ind, inde­bær­er den neolib­erale mod­el også bety­delige kollek­tive og pri­vate risi­ci. Dette er i vidt omfang allerede kendt, så det som for alvor gør det islandske eksem­pel inter­es­sant inden for en dan­sk og en europæisk kon­tekst er, at den neolib­erale ide­olo­gi hér, på bag­grund af en prak­tisk kriseer­far­ing hvori den finan­sielle kap­i­tal­ismes mod­sæt­ninger har vist sig, synes at være blevet afs­løret i sit fal­skmønt­neri. Denne kon­fronta­tion med virke­lighe­den har bevir­ket, at en ny fortælling har kunne vin­de hævd, en mod-fortælling, som måske har den fornødne styrke til at mulig­gøre reel poli­tisk foran­dring.

Scroll til toppen