Giv mig friheden eller giv mig døden

Den Amerikanske Revolution: Patrick Henry var politiker fra Virginia. Han var en af de ledende kræfter imod den stempelafgift, som det britiske parlament vedtog i marts 1765, og som lagde afgift på alle officielle dokumenter, tilladelser, stempler samt på papir. Patrick Henrys tale blev holdt Virginias lovgivende forsamling den 23. marts, 1775, mens de diskuterede, om man skulle mobilisere militært mod briterne. Efter Henrys tale rejste tilhørerne sig og råbte ”Til våben! Til våben!”


Ingen tænker højere end jeg om den patri­o­tisme såv­el som de evn­er, man find­er hos de meget ærværdi­ge her­rer, der lige har talt til for­sam­lin­gen. Men forskel­lige men­nesker ser det samme emne på forskel­lig vis, og der­for håber jeg ikke, det vil blive opfat­tet som respek­tløst, hvis jeg, idet jeg har meninger ganske anderledes end deres, frem­læg­ger mine hold­ninger frit og uden for­be­hold. Dette er ingen anled­ning til cer­e­moni. Sagen, der debat­teres her i huset, er af enorm vigtighed for lan­det. For min del anser jeg det som intet min­dre end et spørgsmål om fri­hed eller slaveri, og lige så vigtig sagen er, lige så fri bør debat­ten være. Kun på denne måde kan vi komme til sand­he­den og opfylde det store ans­var, som vi har over­for Gud og vores nation. Hvis jeg i en sådan tid holdt mig tavs om mine hold­ninger af frygt for at fornærme nogen, da ville jeg betragte mig selv som skyldig i for­ræderi mod mit land og illoy­al over­for den him­lens majestæt, som jeg ærer over alle jordiske konger.

Hr. for­mand, det er naturligt for men­nes­ket at give efter for håbets illu­sion­er. Vi er hur­tige til at lukke vores øjne for en smertelig sand­hed og til at lytte til sire­ne­sang, indtil hun for­van­dler os til dyr. Er det rollen for vise mænd engageret i en stor og vanske­lig kamp for fri­hed? Er vi disponeret til at være blandt dem, der har øjne men ikke ser, der har ører men ikke hør­er de ting, der angår deres jordiske frelse? For min del, hvad åndelig pine det end må koste, da er jeg vil­lig til at kende hele sand­he­den; at vide det værste og for­berede mig på det.

Jeg har kun ét lys, der led­er mine fød­der, og det er erfarin­gens lys. Jeg kender intet andet mid­del end for­tiden til at vur­dere fremti­den. Og at dømme efter for­tiden ønsker jeg at vide, om der er noget i den britiske regerings han­dlinger de sid­ste ti år, der kan ret­færdig­gøre de håb, som ærværdi­ge her­rer har fun­det det ret at trøste dem selv og dette hus med. Er det det lumske smil, hvormed vores anmod­ninger på det sen­este er blevet mod­taget? Stol ikke på det, mine her­rer: det vil vise sig at være en snare om dine fød­der. Lad dig ikke blive bedraget af et kys. Spørg dig selv, hvor­dan denne elskværdi­ge mod­tagelse af vores anmod­ning pass­er med de krigslig­nende for­bere­delser, der dækker vores far­vande og for­mørk­er vores land. Er flåder og hære nød­vendi­ge for kærlighed og for­son­ing? Har vi vist os så uvil­lige til at blive for­son­et, at mag­tan­ven­delse må mobilis­eres for at vin­de vores kærlighed tilbage? Lad os ikke bedrage os selv, mine her­rer. Disse er kri­gens og under­trykkelsens midler, kongers sid­ste argu­ment. Jeg spørg­er, ærværdi­ge her­rer, hvad bety­der dette krigeriske opbud, hvis det ikke er til for at tvinge os til under­kas­telse? Kan de ærværdi­ge her­rer give noget andet motiv her­for? Har Storbri­tan­nien en fjende i denne del af ver­den, der kræver en sådan ophob­n­ing af flåder og hære? Nej, mine her­rer, hun har ingen. De er ret­tet mod os. De kan ikke være ret­tet mod andre. De er sendt herover for at binde og nagle os med de lænker, som den britiske regering så længe har smedet. Og hvad har vi at gøre mod­stand med? Skal vi prøve argu­men­ta­tion? det har vi prøvet i de sid­ste ti år. Har vi noget nyt at sige om emnet? Intet. Vi har vendt og drejet emnet på alle mulige måder, men det har alt sam­men været forgæves. Skal vi for­lade os på try­glen og ydmyg bøn? Hvad skal vi finde på, som ikke allerede er blevet prøvet? Lad os, jeg try­gler jer, mine her­rer, ikke bedrage os selv. Mine her­rer, vi har gjort alt, der kunne gøres for at stoppe den storm, der nu er på vej. Vi har anmod­et, vi har pro­test­eret, vi har bøn­faldet, vi har kastet os for tro­nen og try­glet om at få stand­set regerin­gens og par­la­mentets tyran­niske hånd. Vores anmod­ninger er blevet til­sidesat, vores pro­test­er har afst­ed­kom­met mere vold og fornærmelse, vores bøn­faldelser er blevet ignor­eret, og vi er blevet hånet med for­agt, stående ved foden af tro­nen! Forgæves. Kan vi efter dette give efter for det ømme håb om fred og for­son­ing. Der er ikke læn­gere plads til håb. Hvis vi ønsker at være frie, hvis vi ønsker at bevare ukrænke­ligt de uvur­derlige priv­i­legi­er, som vi så længe har kæm­pet for, hvis vi ikke forkasteligt ønsker at for­lade den noble kamp, som vi så længe har været engageret i, og som vi har svoret aldrig at opgive, før end det ophø­jede mål for vores kamp er opnået, da må vi kæmpe! Jeg gen­t­ager, mine her­rer, vi må kæmpe! En appel til våben og til kri­gens Gud er alt, vi har tilbage!

Man fortæller os, mine her­rer, at vi er svage, at vi er ude af stand til at ham­le op med så for­mi­da­bel en mod­stander. Men hvornår skulle vi være stærkere? Næste uge eller næste år? Vil det være, når vi er totalt afvæb­nede, og når en britisk sol­dat er udsta­tioneret i hvert et hus? Skal vi sam­le styrke ved ubeslut­somhed og uvirk­somhed? Skal vi erhverve os midlerne til effek­tiv mod­stand ved at ligge mod­stand­sløse på ryggen og omfavne illu­soriske håb, indtil vores fjen­der har bun­det os på hæn­der og fød­der? Mine her­rer, vi er ikke svage, hvis vi gør ordentlig brug af de midler, som naturens Gud har givet os. Mil­lion­er af men­nesker bevæb­net i fri­he­dens hel­lige sag og i et sådant land, som vi besid­der, er uovervin­delige imod en hvilken som helst styrke, vores fjende kan sende imod os. Desu­den, mine her­rer, skal vi ikke kæmpe vores kampe alene. Der er en ret­færdig Gud, der våger over nation­ernes skæb­ne, og som vil rejse ven­ner til at kæmpe vores kampe for os. Slaget, mine her­rer, er ikke kun til den stærke. Det er også til den årvågne, den aktive, den modi­ge. Desu­den, mine her­rer, har vi intet valg. Selv hvis vi var tarvelige nok til at ønske det, så er det nu for sent til at trække os tilbage fra kam­p­en. Der er ingen anden tilbagetrækn­ing end til under­kas­telse og slaveri! Vores lænker er smedet! Deres raslen kan høres på Bostons slet­ter! Kri­gen er uundgåelig – og lad den komme! Jeg gen­t­ager, mine her­rer, lad den komme.

Det er nyt­teløst at forkle­jne sagen. Ærværdi­ge her­rer kan råbe: ”Fred, fred” – men der er ingen fred. Kri­gen er allerede beg­y­n­dt! Den næste storm, der kom­mer til os nord­fra, vil bringe lyden af bra­gende våben til vores ører! Vores landsmænd er allerede på slag­marken! Hvor­for står vi her med hæn­derne i skødet? Hvad er det, de ærværdi­ge her­rer ønsker? Hvad vil de have? Er livet så kært eller fre­den så sød, at de kan købes til lænkernes og slaver­i­ets pris? Gud for­byde det! Jeg ved ikke, hvilken vej andre vil tage, men hvad mig angår: Giv mig fri­hed, eller giv mig døden!

Patrick Hen­rys “Giv mig fri­he­den eller giv mig døden” kan find­es i For­laget Slag­marks første udgivelse i Rev­o­lu­tion­sse­rien – Den Amerikanske Rev­o­lu­tion. Den bringer over­sæt­telser af et udvalg af de væsentlig­ste tek­ster fra Den Amerikanske Rev­o­lu­tion. Du kan læse det redak­tionelle forord her.