Formernes historie
Museet Martin-Gropius-Bau i Berlin lægger i øjeblikket rum til en monumental udstilling om menneskets og naturens besættelse af form. Den er en eksplosion af kunst, videnskab, naturhistorie, arkitektur og filosofi – kurateret af ét af Europas mest vibrerende og progressive forskningscentre. Og så er den en hvinende fryd for øjet.
En blåt changerende krabbeklo, mekaniske hunde, moderne digitalisering og et tæppe af levende bakterier. Hvad har fire så forskelligartede fænomener til fælles? Ifølge en ny, formidabelt veloplagt udstilling i Berlin, er de alle fire udtryk for det mest fundamentale træk ved mennesket og verden: at danne former.
Udstillingen +ultra, som udfolder sig over ni, sirligt komponerede rum, postulerer, at selve formdannelsen er den første og sidste impuls i klodens udvikling. Den tese har frembragt en fuldstændig vild tour de force gennem menneskets og livets historie.
Påstanden om formernes allestedsnærvær er ikke blot grebet ud af det blå. Udstillingen er nemlig skabt af det tværfaglige videnscenter Image Knowledge Gestaltung, en forskningsenhed ved Humboldt Universitetet, der samler et udsnit af landets førende kapaciteter inden for kunst- og videnskabshistorie, matematik, psykologi, fysik, arkitektur, religionsstudier, und so weiter. Det er denne tværfaglige ånd, der gennemstrømmer udstillingen, og som sidestiller flintøkser, abe-buster, samtidskunst, mikroskopiske operationsbilleder, 3D-printet keramik og præparater af glassvampe.
De ni rum åbner hver især forskellige prismer til at udfordre og undersøge, hvad denne idé egentligt indbefatter. Rummet for ”Levende kybernetik” viser, hvordan moderne, arkitektoniske forestillinger om beboelsesformer er blevet påvirket af organiske fraktaler og mønstre. Rummet for ”Naturens grammatik” spørger til, på hvilke måder, menneskelige modeller har forsøgt at simplificere og dermed begribe natures vildtvoksende kompleksitet. Og det mest umiddelbart provokerende rum, rummet for ”Følelseskartografi”, udforsker, hvordan menneskelige ansigtsudtryk også blot er en del af den grundlæggende indskydelse til at skabe former. Selv menneskeansigtets udbrud af glæde, sorg, smerte og elskov – der vel for mange konnoterer det distinkt humane – nivelleres i +ultra til teknologiens eller mikronaturens ligeledes formelt konstituerede niveau. Fra morfologiens perspektiv indtager mennesket ingen særstatus, men er en del af et fladt, uendeligt varieret mønster.
Udstillingsgenstandene inkluderer en lang række unikaer fra kunst- og videnskabshistoriens skatkamre. Vi får lov til at nærstudere Charles Darwins første tegninger af livets træ, skitser fra Carl von Linnés botaniske arbejdsbøger, næsten ukendte billeder fra den schweizisk-tyske kunstner Paul Klees journaler, originale kronofotografier af den franske fysiolog Étienne-Jules Marey, som var afgørende for opfindelsen af filmmediet. Et af udstillingens overbevisende greb er imidlertid, at den ikke som sådan skelner mellem disse historiske artefakter og samtidens teknologiske masseproduktioner. I stedet viser udstillingen de intrikate forbindelser mellem sine udstillingsgenstande. Hvordan strukturen i en splintret, italiensk flise genfindes i strengene i et ahornsblad, som findes i det filigranlignende netværk i en guldsmeds vinge, som danner udgangspunkt for nye teknologiske skabeloner. Det er i den gensidige udveksling mellem de udstillede objekter, at man får øje på selve formdannelsen som idé og styrende begreb, og bliver opmærksom på, at det er yderst effektivt til at forstå mange af samtidens udviklinger.
Udstillingen viser dermed, at der ligger en slags morfologisk motor i eksperimentelle nybrud. Som i tilfældet Marey, hvor forsøget på at forstå menneskets fysiognomiske bevægelsesformer affødte filmmediet, der selv kunne indfange og producere form, eller i internettets netværksstruktur, der både gentager og omfortolker kendte strukturer i naturen. I den henseende antydes det også, at ny form ofte opstår ved at modellere og manipulere eksisterende form.
Som den tjekkiske filosof og medieteoretiker Vilém Flusser stadfæstede i et citat, der åbner udstillingen: ”Fremtiden er frem for alt et spørgsmål om design.” Ingen udvikling uden udvikling i form. For betragteren af +ultra antager dette udsagn imidlertid gradvist en dobbelt betydning. Det betoner både det frugtbare ved at bruge formgivelsen som prisme til at læse verdens udvikling igennem, bagudrettet og især fremadrettet, men citatet indeholder ligeledes den endnu mere radikal tese, at selve ”fremtiden”, vores idé om det kommende, også er underlagt formdannelsen. I det historiske øjeblik, hvor forestillingen om fremtiden (det være sig politisk, teknologisk eller økologisk) synes at smuldre eller mangle prægnans, indikerer udstillingen, at vi genopfinder fremtiden ved at anskue tingene formelt i eftersøgningen af nye formationer.
Som rammen for disse spekulationer, må det nævnes, at det hele er bemærkelsesværdigt smagfuldt sat op. Tekst og opsætning er holdt monokromt og stringent, sådan at den sprudlende, formmæssige mangfoldighed kan udfolde sig på en relativt stabil baggrund. Det gør både udstillingen til en frydefuld, æstetisk oplevelse, og det gør det samtidig muligt overhovedet at indoptage og fordøje det højintense bombardement af sanseindtryk og ideer, som er udstillingens egentlige mellemværende.
En nærliggende indvending med +ultra vil være, om ikke dette fokus på form er for bredt, om det ikke blot får øje på sin egen tese overalt. Det er til en hvis grad tilfældet, men dette er også en gængs kritik af mange tværfaglige bestræbelser, og det er som oftest et udtryk for videnskabelig eller æstetisk silotænkning. Hvis man slet og ret skal måle ideer og udstillinger på, hvor prægnante de fremstår og hvor produktive de er for spekulationens videre himmelfærd, så er det næppe nogen tvivl om, at +ultra leverer en susende, overdådig bekræftelse af formernes allestedsnærværende relevans.
Dermed betoner og uddyber udstillingen også det andet citat, side om side med Flusser, som de udstillingsansvarlige har valgt som åbning for deres kuratoriske eksperiment. Det var nemlig den tyske åndskæmpe Johann Wolfgang von Goethe, som proklamerede, at ”Intet menneske vil forstå, at naturen og kunstens højeste og enestående operation er formdannelse.”
+ultra gestaltung schafft wissen løber indtil 8. januar, 2017. Gratis entre.
Emil Leth Meilvang er uddannet fra København Universitet med studier i Litteraturvidenskab og Filmvidenskab. Derudover er han grundlægger og redaktør af filmtidsskriftet Krystalbilleder.