Formernes historie

Samm­lung Math­e­ma­tis­ch­er Mod­elle und Instru­mente der Georg-August- Uni­ver­sität Göt­tin­gen. Foto: Frank Ste­fan Kim­mel

Museet Martin-Gropius-Bau i Berlin lægger i øjeblikket rum til en monumental udstilling om menneskets og naturens besættelse af form. Den er en eksplosion af kunst, videnskab, naturhistorie, arkitektur og filosofi – kurateret af ét af Europas mest vibrerende og progressive forskningscentre. Og så er den en hvinende fryd for øjet.


En blåt chan­g­erende krabbek­lo, mekaniske hunde, mod­erne dig­i­talis­er­ing og et tæppe af lev­ende bak­terier. Hvad har fire så forskel­li­gart­ede fænomen­er til fælles? Ifølge en ny, for­mi­da­belt velo­plagt udstill­ing i Berlin, er de alle fire udtryk for det mest fun­da­men­tale træk ved men­nes­ket og ver­den: at danne for­mer.

Udstill­in­gen +ultra, som udfold­er sig over ni, sirligt kom­ponerede rum, pos­tulerer, at selve for­m­dan­nelsen er den første og sid­ste impuls i klo­dens udvikling. Den tese har frem­bragt en fuld­stændig vild tour de force gen­nem men­nes­kets og livets his­to­rie.

Pås­tanden om for­mernes allest­ed­snærvær er ikke blot gre­bet ud af det blå. Udstill­in­gen er nem­lig skabt af det tværfaglige viden­scen­ter Image Knowl­edge Gestal­tung, en forskn­ingsen­hed ved Hum­boldt Uni­ver­sitetet, der sam­ler et udsnit af lan­dets førende kapaciteter inden for kun­st- og viden­sk­ab­shis­to­rie, matem­atik, psykolo­gi, fysik, arkitek­tur, reli­gion­sstudi­er, und so weit­er. Det er denne tværfaglige ånd, der gen­nem­strøm­mer udstill­in­gen, og som side­s­tiller flintøkser, abe-buster, samtid­skun­st, mikroskopiske oper­a­tions­billed­er, 3D-print­et keramik og præ­parater af glass­vampe.

© Muse­um of Archae­ol­o­gy and Anthro­pol­o­gy, Uni­ver­si­ty of Cam­bridge, UK.

De ni rum åbn­er hver især forskel­lige pris­mer til at udfor­dre og under­søge, hvad denne idé egentligt ind­be­fat­ter. Rum­met for ”Lev­ende kyber­netik” vis­er, hvor­dan mod­erne, arkitek­toniske forestill­inger om beboelses­former er blevet påvir­ket af organ­iske frak­taler og møn­stre. Rum­met for ”Naturens gram­matik” spørg­er til, på hvilke måder, men­neske­lige mod­eller har forsøgt at sim­pli­fi­cere og dermed begribe natures vildt­vok­sende kom­plek­sitet. Og det mest umid­del­bart pro­vok­erende rum, rum­met for ”Følelseskar­tografi”, udforsker, hvor­dan men­neske­lige ansigt­sudtryk også blot er en del af den grundlæggende ind­sky­delse til at skabe for­mer. Selv men­neskean­sigtets udbrud af glæde, sorg, smerte og elskov – der vel for mange kon­noter­er det dis­tinkt humane – niv­elleres i +ultra til teknolo­giens eller mikro­na­turens ligeledes formelt kon­stituerede niveau. Fra mor­folo­giens per­spek­tiv ind­tager men­nes­ket ingen særsta­tus, men er en del af et fladt, uen­deligt vari­eret møn­ster.

ultra_EmbryologicalHouse_GregLynn_Embryological.original
Embry­olog­i­cal House fonds, Col­lec­tion Cen­tre Cana­di­en d’Architecture / Cana­di­an Cen­tre for Archi­tec­ture, Mon­tréal.

Udstill­ings­gen­standene inklud­er­er en lang række unikaer fra kun­st- og viden­sk­ab­shis­to­riens skatkam­re. Vi får lov til at nærstud­ere Charles Dar­wins første teg­ninger af livets træ, skitser fra Carl von Lin­nés botaniske arbe­jds­bøger, næsten ukendte billed­er fra den schweizisk-tyske kun­st­ner Paul Klees jour­naler, orig­i­nale kro­no­fo­tografi­er af den franske fys­i­olog Éti­enne-Jules Marey, som var afgørende for opfind­elsen af filmme­di­et. Et af udstill­in­gens over­be­visende greb er imi­dler­tid, at den ikke som sådan skel­ner mellem disse his­toriske arte­fak­ter og samti­dens tek­nol­o­giske masse­pro­duk­tion­er. I stedet vis­er udstill­in­gen de intrikate forbindelser mellem sine udstill­ings­gen­stande. Hvor­dan struk­turen i en splin­tret, ital­ien­sk flise gen­find­es i stren­gene i et ahorns­blad, som find­es i det fil­igranlig­nende netværk i en guldsmeds vinge, som dan­ner udgangspunkt for nye tek­nol­o­giske ska­be­lon­er. Det er i den gen­sidi­ge udvek­sling mellem de udstillede objek­ter, at man får øje på selve for­m­dan­nelsen som idé og styrende begreb, og bliv­er opmærk­som på, at det er yder­st effek­tivt til at forstå mange af samti­dens udviklinger.

Udstill­in­gen vis­er dermed, at der lig­ger en slags mor­fol­o­gisk motor i eksper­i­mentelle nybrud. Som i til­fældet Marey, hvor forsøget på at forstå men­nes­kets fys­iog­nomiske bevægelses­former affødte filmme­di­et, der selv kunne ind­fange og pro­duc­ere form, eller i inter­net­tets netværksstruk­tur, der både gen­t­ager og omfor­tolk­er kendte struk­tur­er i naturen. I den henseende anty­des det også, at ny form ofte opstår ved at mod­ellere og manip­ulere eksis­terende form.

ultra_Manteltierchen_Foto_PerR.FloodBathybiolog.original
© Bathybiologica.no. Foto: Per R. Flood.

Som den tjekkiske filosof og medi­ete­o­retik­er Vilém Flusser stad­fæst­ede i et citat, der åbn­er udstill­in­gen: ”Fremti­den er frem for alt et spørgsmål om design.” Ingen udvikling uden udvikling i form. For betragteren af +ultra antager dette udsagn imi­dler­tid grad­vist en dobbelt betyd­ning. Det beton­er både det frugt­bare ved at bruge for­m­givelsen som prisme til at læse ver­dens udvikling igen­nem, bagu­dret­tet og især fre­madret­tet, men citatet inde­hold­er ligeledes den end­nu mere radikal tese, at selve ”fremti­den”, vores idé om det kom­mende, også er under­lagt for­m­dan­nelsen. I det his­toriske øje­b­lik, hvor forestill­in­gen om fremti­den (det være sig poli­tisk, tek­nol­o­gisk eller økol­o­gisk) synes at smul­dre eller man­gle præg­nans, indik­er­er udstill­in­gen, at vi genopfind­er fremti­den ved at anskue tin­gene formelt i efter­søgnin­gen af nye for­ma­tion­er.

Som ram­men for disse speku­la­tion­er, må det nævnes, at det hele er bemærkelsesværdigt smag­fuldt sat op. Tekst og opsæt­ning er holdt monokromt og strin­gent, sådan at den sprudlende, for­m­mæs­sige mang­foldighed kan udfolde sig på en rel­a­tivt sta­bil bag­grund. Det gør både udstill­in­gen til en fry­de­fuld, æstetisk oplevelse, og det gør det sam­tidig muligt over­hovedet at indop­tage og fordø­je det højin­tense bom­barde­ment af san­seindtryk og ideer, som er udstill­in­gens egentlige mellemværende.

ultra_StructureAutendante_Foto_FrancoisLauginie.original
Col­lec­tion Frac Cen­tre-Val de Loire, Foto: François Laug­inie.

En nærliggende ind­vend­ing med +ultra vil være, om ikke dette fokus på form er for bredt, om det ikke blot får øje på sin egen tese over­alt. Det er til en hvis grad til­fældet, men dette er også en gængs kri­tik af mange tværfaglige bestræ­belser, og det er som oftest et udtryk for viden­sk­a­belig eller æstetisk silotænkn­ing. Hvis man slet og ret skal måle ideer og udstill­inger på, hvor præg­nante de frem­står og hvor pro­duk­tive de er for speku­la­tio­nens videre him­melfærd, så er det næppe nogen tvivl om, at +ultra lev­er­er en susende, overdådig bekræf­telse af for­mernes allest­ed­snærværende rel­e­vans.

Dermed beton­er og uddy­ber udstill­in­gen også det andet citat, side om side med Flusser, som de udstill­ingsans­varlige har val­gt som åbn­ing for deres kura­toriske eksper­i­ment. Det var nem­lig den tyske ånd­skæmpe Johann Wolf­gang von Goethe, som proklamerede, at ”Intet men­neske vil forstå, at naturen og kun­stens højeste og enestående oper­a­tion er for­m­dan­nelse.”

+ultra gestal­tung schafft wis­sen løber indtil 8. jan­u­ar, 2017. Gratis entre.

Emil Leth Meil­vang er uddan­net fra Køben­havn Uni­ver­sitet med studi­er i Lit­ter­aturv­i­den­skab og Filmv­i­den­skab. Deru­dover er han grundlæg­ger og redak­tør af filmtidsskriftet Krys­tal­billed­er.

Scroll til toppen