Svingdørslånere og gældens moralske karakter

Vi bliver oftere og oftere tilskyndet til at låne penge, men samtidig fældes der stadigt stærkere domme imod de gældsattes moralske karakter. Er det et paradoks? Ikke ifølge Søren Høyner der her udfolder gældsættelsens moralske problematik i gældsporno-programmet Luksusfælden.

Siden starten på finanskrisen I 2007-8 har gæld været et uomgængeligt emne. Den moderne forbruger tilskyndes til at låne til huset, bilen eller det nye fladskærms-tv og dermed til at sætte sig i gæld. Med denne nyerhvervede gæld følger også en underkastelse af gældens moralske karakter. Der er noget grundlæggende moralsk problematisk i at have for meget gæld. Det skaber en modsætning: På den ene side er vi nødt til at sætte os i gæld, og på den anden side er det dybt problematisk, at vi gør det. Det er en modsætning, som det moderne gældssubjekt må forholde sig til. En måde at komme overens med det modsætningsforhold er at skabe en diskurs om det ansvarlige gældssubjekt, som vi alle mener, vi selv er, overfor dem, der ikke kan finde ud af at håndtere gælden. Det sker blandt andet gennem, hvad Andrew Ross har kaldt gældsporno. Det vil sige TV-programmer som Luksusfælden, der viser mennesker, der ikke kan håndtere gælden ansvarligt.

Jeg vil fremhæve to episoder af Luksusfælden, hvor det er tydeligt, hvordan det moderne gældssubjekt skabes. Den ene episode handler om den 49-årige lastbilchauffør Brian, som gennem sit liv har haft problemer med for høj gæld. Den anden episode handler om kendissen Frederik Fetterlein. Fetterlein er i Paris Hilton-klassen af kendisser, hvilket vil sige, at han ikke er kendt for så meget ud over at være en “socialité” og en smule dum og naiv. Han har en gæld på 5,8 millioner danske kroner, da programmet bliver filmet.

Men inden vi når til Luksusfælden, skal vi se lidt på, hvad gæld overhovedet er, og hvad jeg mener med, at vi skal forstå gæld som en moralsk relation.

Gældens moralske karakter

Hvad er gæld? “1. Sum penge som man skylder nogen. 1.a forpligtigelse til at være taknemmelig for eller gengælde andres hjælp, venlighed, indsats el.lign.” Sådan definerer Den Danske Ordbog gæld. Det kan altså betegne både en økonomisk relation og en moralsk relation. Og begge på samme tid. Ifølge den tyske filosof Friedrich Nietzsche har gæld altid været associeret med moralitet. Han viste, hvordan gæld (schuld på tysk) og det at skylde nogen noget (schulden) har samme etymologiske oprindelse. Denne etymologiske forbindelse kan man genfinde i mange europæiske sprog. På dansk betyder skyld både at være syndig og at skylde penge. Der er derfor ifølge den engelske antropolog David Graeber en dyb moralsk forvirring, når det kommer til gæld. Det er ikke kun låntageren, der har en moralsk forpligtigelse til at tilbagebetale ens lån. Långiveren er også i en moralsk tvivlsom position. I mange religioner er der regler mod at inddrive overdrevne renter på lån. Ifølge Graeber indeholder alle menneskelige relationer et gældsforhold, og de er derfor moralsk kompromitteret. Det er ikke godt at skylde for meget. Men på den anden side påpeger Graeber, at når en person ”ikke skylder nogen noget!” er det ikke just et dydsmønster, der er tale om.

Med dette syn på gæld kan vi anskue relationen mellem en långiver (kreditor) og en låntager (debitor) som en fundamental moralsk og social relation. Det, Nietzsche peger på, er den skyld, som er forbundet med at have gæld, og det moralske problem, som låntageren befinder sig i. At have (for meget) gæld er umoralsk. Hvis man skylder alle sine venner penge for øl, er man næppe heller det føromtalte dydsmønster. Spørger man Nietzsche, er det, fordi det fremherskende begreb om skyld igennem historien handler om gengældelse og retfærdighed. Når man bliver udsat for en forbrydelse, har man en forventning om, at gerningsmanden betaler det tilbage, han skylder i en eller anden form for straf. Relationen mellem långiver og låntager er altså lige så ældgammel som idéen om retfærdigheden selv for Nietzsche. En, der ikke betaler sin gæld tilbage, har simpelthen ikke respekt for retfærdighed.

Historisk set, ifølge Nietzsche, skal en låntager stille noget til rådighed, såfremt han ikke kan betale tilbage. Det kan være hans liv eller hans frihed for eksempel. Långiveren kan på denne måde udøve en form for magt over låntageren. Og det er der en vis nydelse forbundet med.

Netop denne situation stilles Brian fra Luksusfælden i. Han har lånt tusind kroner fra en af sine gode venner, som efter at have talt med programværterne, beslutter sig for at afskrive gælden. Men på én betingelse: Brian skal slå hans græsplæne eller gøre andre pligter. Selvom det højst sandsynligt er ment som en vittighed, er det alligevel uklart om det skal tages seriøst. Brians ven har gjort ham en tjeneste ved at afskrive den økonomiske gæld, altså de tusind kroner. Men det har gjort, at han nu står i en anden form for gæld til sin ven: en moralsk gæld.

Dette eksempel viser forbindelsen mellem den økonomiske gæld og den moralske og sociale gæld, ligesom den tydeliggør magtrelationen mellem låntager og långiver. Brians ven kan nu pludseligt tvinge ham til at slå hans græs! Selvom fængsler for skyldnere er en saga blot, er magtrelationen mellem låntager og långiver intakt. Det er den, fordi det er meget svært at skelne mellem den moralske gæld og den økonomiske gæld. Hvis Brians ven virkelige ville afskrive de tusind kroner, så havde han vel gjort det uden at Brian skulle stå klar til at slå græs. Men det er som om, at Brian stadig skylder sin ven noget.

En videre måde at undersøge gældens moralske karakter, er ved at kigge på kredittens historie. Den er fyldt med moralske dilemmaer. Den hollandske forsker Marieke De Goede har undersøgt, hvordan de tidlige økonomiske tænkere beskrev kredit som en kvinde, der skulle undertvinges og kontrolleres af det mandlige intellekt. Ellers ville hun gå amok og ødelægge den forgældede persons liv. Fru Kredit, som De Goede kalder dette fænomen, kan både være en fornem dame eller prostitueret alt efter manden, som kontrollerer hende. Udover at vise de kønnede metaforer, som ligger til grund for meget økonomisk tænkning, så er det netop det syn på kredit og gæld, der er det gennemgående budskab i gældsporno shows som Luksusfælden. Budskabet i programmet er nemlig ikke, at gæld er forkert i sig selv, men at overdreven og ukontrolleret gæld, der ikke er ført regnskab over, er moralsk forkert. Deltagerne i programmet er ikke lykkedes med at kue og kontrollere Fru Kredits manipulerende og forførende kræfter. Målet er ikke at uddanne deltagerne i det gældsfrie livs dyder. Et sådan liv ville være næsten umuligt i vor tid. Men de skal lære at styre, kontrollere og håndtere gældens frygtelige kræfter. Én måde at erobre Fru Kredit på, som De Goede identificerer, er ved bogholderi. I begge afsnit af Luksusfælden ser vi et af de første tegn på, at deltagerne er uansvarlige gældstagere, da værterne opdager, at de ikke har ført regnskab.

Dødbidere og svingdørslånere

Fra 80’erne og til de tidlige 90’ere begyndte kreditkortudbydere at ændre strategi.  Fokus skiftede fra det, som finanssociolog Paul Langley har kaldt dødbidere, til svingdørslånere. Dødbidere er dem, som altid tilbagebetaler deres lån i slutningen af måneden. Svingdørslånere er derimod dem, der aldrig helt balancerer deres konti, som altså altid har et overtræk i slutningen af måneden, og som derfor er nødt til at optage nye lån hver måned. De kommer aldrig helt ud af banken, men bliver så at sige i svingdøren. Det er nemlig en god fidus for kreditkort udbyderne, da de kan generere store profitter fra renter på de hele tiden ubetalte lån. Idéen er at kultivere os alle sammen til at være svingdøre, så bankerne kan score kassen på alle vores ubetalte lån. Man kan sige at vi bliver subjektiveret eller “opdraget” til at være svingdøre. Men hvordan kan det nu hænge sammen med, at ubetalt gæld også er et moralsk problem? Løsningen er at dele folk op i ansvarlige og uansvarlige grupper af svingdørslånere. Og det er netop dén funktion, som gældspornoprogrammer som Luksusfælden har.

Gældens selvmodsigelse

I løbet af 2000’erne blev der udstedt flere og flere lån. Gud og hvermand tog lån for at finansiere øget forbrug, nye biler, fladskærme osv. Det var godt for økonomien. Samtidig har reallønninger været stagnerede, og her skal man ifølge en række marxistiske tænkere, som danske Mikkel Bolt, finde grunden til den stigende private gæld. Det er simpelthen nødvendigt at pådrage sig gæld, hvis man vil opretholde middelklassens normale levestandard. Men gæld kan også finansiere et uholdbart luksusliv. Gæld kan altså både være noget nødvendigt og en overdreven luksus. Det skaber en selvmodsigelse, og det kan være svært at se, hvornår det er det ene, og hvornår det er det andet. Det er denne gældens selvmodsigelse, som er omdrejningspunktet for Luksusfælden. Læg mærke til, at programmet hedder Luksusfælden, ikke gældsfælden. Problemet for deltagerne er ikke, at de har gæld, men at de lever i overdreven luksus, som de ikke har råd til. De har taget gæld på sig for at opretholde en luksus, og ikke den almindelige, nødvendige gæld. Gæld er både fordømt og retfærdiggjort, og der både tilskyndes til og advares imod det. Det, jeg har kaldt gældens selvmodsigelse, udgøres af disse to modsatrettede logikker. Logikken, der siger, at gæld er nødvendig for at opretholde en fungerende økonomi, og en anden logik, der siger, at gæld er umoralsk og farligt for individet. Modsigelsen skaber det, jeg vil kalde for umuligheden af det forgældede subjekt.

Ansvarlige og uansvarlige (svingdørs)lånere

En måde yderligere at undersøge den selvmodsigelse, jeg har udlagt, er ved at kigge på, hvordan den forgældede person fremmaner negative konnotationer, mens det som Paul Langley kalder den neoliberale entreprenør fremmaner positive konnotationer. Entreprenøren er én, som både er villig til at tage risiko på sig ved at låne penge, men som samtidig er ansvarlig og rationel. Den forgældede person er uansvarlig og irrationel. Begge optager gæld, men den ene er fordømt og den anden er retfærdiggjort. I hvilken position står svingdørslåneren? I den nuværende situation er hun faktisk retfærdiggjort. Ved hjælp af kredit og gæld kan svingdørslåneren opnå frihed og sikkerhed: til at få huset og bilen og ferien. Svingdørslåneren kan blive ved med at få lån, så længe hun betaler noget af gælden tilbage, uden nogensinde at komme helt af med sin gæld. Men hun har brug for en ”anden”, én for hvem det ikke er muligt, til at gøre forskellen på den ansvarlige og den uansvarlige låner tydelig.

Vi ser denne logik på spil i de to episoder af Luksusfælden. Programværternes, de såkaldte økonomiske eksperters, opgave er at lave et budget for deltagerne, der tillader dem at betale noget af deres lån tilbage. Så længe långiverne får nogle af deres penge tilbage, er de tilfredse. En svingdørslåner er altså én, der låner penge, men på en ansvarlig måde. En uansvarlig låntager kan kompromittere både sin frihed og sin sikkerhed. Den moralske dimension af gælden kommer i vor tid først frem, når gælden går fra at være produktiv og ansvarlig, til at være destruktiv og uansvarlig.

Vi kan se det udspille sig med Brians eksempel. Brian er en livslang låntager og dermed en god svingdørslåner. Men på det seneste er der dog opstået et problem: Han har ikke råd til en fødselsdagsgave til sin søn på grund af arrige kreditorer, som vil have deres penge tilbage. Hans gæld er gået over til at være uansvarlig og overdreven. Programmet begynder med, at værterne ankommer, og de overdrages en fuldmagt over Brians konto. Denne fuldmagt repræsenterer det tab af frihed og selvbestemmelse, som hænger sammen med overdreven gæld. Vi kan her se gældens moralske dimension. Brian har syndet. Deltagerne i Luksusfælden fungerer som et modbillede til den ansvarlige låner: den, som kompromitterer sin frihed gennem gælden, i stedet for at øge den.

Den ansvarlige svingdørslåner er dog fuld af modsigelser. Modsigelser som gør det svært for subjektet at skabe en ”hel” identifikation. Det vil sige, at positionen som en ansvarlig låntager altid er mere en ambition end noget, der opnås. Det er umuligt for individet at være klar over, hvornår man er ansvarlig, og hvornår man er uansvarlig. Man kan sige, at det forgældede subjekt, er en subjektposition, der aldrig er sikker og hel. Der er altid tvivl om man er det ene eller det andet. Ansvarlig eller uansvarlig. Det forgældede subjekt ligner på denne måde det ”lacanianske subjekt,” som den slovenske filosof Slavoj Žižek arbejder med.

For Žižek er subjektet aldrig helt. Det ”mangler” altid noget eller er ”tomt.” Det betyder, at ens identitet aldrig er fuldt tydelig. Det er umuligt at finde ind til ”sit sande jeg” – det findes simpelthen ikke. Vi ved aldrig helt, hvem vi er, og hvad vi begærer.

Umuligheden af det forgældede subjekt

Som forgældede subjekter er det forhold, at subjekter ”mangler” noget, tydeligt. Hvordan kan man være både ansvarlig og tage overdrevne lån? Hvor sætter man grænsen mellem de to? Det overdrevet forgældede subjekt (som deltagerne i Luksusfælden) er en konsekvens af opmuntringen til at tage lån som en måde at sikre sikkerhed og frihed på. Vejen til sikkerhed og frihed kan altså også være forhindringen for dem. Vi tager lån for at blive sikre og uafhængige – for at få råd til et hus eller en bil (eller en uddannelse og sygesikring i mindre socialdemokratiske lande). Men gælden kan også få os til at miste selv samme hus, bil og frihed. Men sker det ikke kun for det uansvarlige individ? Er problemet med gæld ikke det ældgamle spørgsmål om at ”styre” Fru Kredit? Er det et spørgsmål om at kultivere en ansvarlig og moderat attitude i forhold til gæld for at afværge tabet af sikkerhed og frihed? Hvis det argument har haft nogen kraft før i tiden, så har det ændret sig med finanskrisen i 2007-8. Lån, der før finanskrisen var ganske ansvarlige, viste sig pludselig at være ubetalelige. Gæld som var både ansvarlig, fair og et ganske rationelt valg at foretage før krakket, blev pludselig til ubetalelige byrder. Det er derfor umuligt at være både ansvarlig, bibeholde moralske integritet og være en svingdørslåner. Alligevel ligger der en forventning om, at vi skal købe hus, bil osv. gennem lån. Det forhold udstiller en fundamental uoverensstemmelse i det forgældede subjekt, eller det som jeg har kaldt gældens selvmodsigelse. I stedet for at indse denne uoverensstemmelse, eller denne umulighed af at være et forgældet og moralsk ansvarligt individ, kan man flytte denne usikkerhed over i en uansvarlig ”Anden.” Man kan således pege på en udefrakommende, som er uansvarlig og umoralsk, for at blive ved med at se sig selv som ansvarlig og moralsk. Det er en måde at skjule subjektets umulighed på. Netop den funktion udøver deltagerne i Luksusfælden. De er de uansvarlige ”andre.”

Brian kan være vores gode eksempel. Han erkender sin egen uansvarlighed, accepterer at han var umoralsk og en dårlig låntager. Han var problemet. Problemet var ikke finanskrisen, eller at han ikke havde andre muligheder. Brian får eftergivet noget af sin gæld, og tilbagebetaler noget andet af sin ”dårlige” gæld med hjælp fra de økonomiske eksperter. Han kan efterfølgende optage nye lån, men denne gang er det ”god” og ansvarlig gæld. Hele systemet kan fortsætte. Brian bliver skældt ud af værterne for at købe ikke bare ét par briller, som han ikke har råd til, men tre! Ved programmets slutning får han dog alle tre par briller i gave som en belønning for sin gode opførsel. Ikke nok med det, så sparer Brian også op til en dyr rejse med to af sine venner. Det samme sker igen. Han bliver skældt ud for at spare op for sin egen nydelses skyld, selvom om han har en masse ubetalt gæld. Men til sidst får han penge til rejsen som belønning. Han gør en slags bod, hvor han erkender sin skyld og sin umoralske opførsel, og dernæst fortsætter han præcis samme opførsel. Forskellen er, at vi nu er blevet præsenteret for en ”uansvarlig anden,” der gør at vi alle kan fortsætte med at være forgældede.

Fetterlein

Vi kan nu endelig vende blikket mod den anden deltager i Luksusfælden, som jeg præsenterede ovenfor: Frederik Fetterlein. Min påstand er, at Fetterlein er en meget mere oprørsk figur end Brian. Ved at tage sin identitet som svingdørslåner og forbruger bogstaveligt, undergraver han denne identitet. Ved at være en forgældet forbruger ad absurdum og uden den samme anger, som Brian udviser, afslører Fetterlein den selvmodsigelse, som konstituerer det forgældede subjekt.

Fetterlein har levet en meget ekstravagant livsstil. Han har købt to Porscher, spist på dyre restauranter hver aften, købt op til flere ubrugte flybilletter, og hans hjem i Danmark er en hotel-lejlighed (han bor for det meste i Monaco), der koster fireogtyvetusind kroner om måneden. Han er på mange måder den ideelle forbruger. Al dette ekstravagante forbrug har dog forårsaget, som nævnt ovenfor, en gæld på fem komma otte millioner kroner. Fetterlein fortæller en af værterne på Luksusfælden, at han ifølge sine egne beregninger vil være gældsfri om to år. Værten spørger dog, om han har husket at medregne skat, hvorefter Fetterlein hurtigt korrigerer til fire år. Værterne prøver ihærdigt at fremstille ham som uansvarlig og dermed som den “uansvarlige anden.” Fetterlein viser sig dog hurtigt meget modstandsdygtig overfor dette angreb. Han er af den overbevisning, at han efter at spare i en kort periode, kan vende tilbage til sin ekstravagante livsstil. Hans modstand består ikke i åbenlyst at nægte sine uansvarlige lån. Han anerkender, at han har taget overdrevne lån og viser nogle tegn på anger og fortrydelse. Han accepterer, for eksempel, at tyvetusind kroner for en læderjakke ville være bedre brugt på en ferierejse med hans søn. Men han mangler samme ydmyghed, som Brian udviser. Han er fuldstændig ligeglad med, hvad kreditorerne mener, som han udtrykker det. Ved at insistere på sin tro om, at hans livsstil kan fortsætte efter at han har betalt sin gæld tilbage, og dermed på at gæld ikke er et problem og at han bare kan fortsætte denne livsstil, tager han sin position som svingdørslåner bogstaveligt. Han kan fortsætte denne livsstil ‒ det er meningen at han skal. Det samme skal Brian.

De mange gaver han får i slutningen af programmet gør det klart, at han skal fortsætte sin forbrugerlivsstil. Fetterlein modtager også en gave i slutningen af programmet. En dyr christianiacykel. Først skal vi dog igennem angerritualet, der skal bevidne, at den uansvarlige låntager er blevet ansvarlig. Det er det ritual, som Fetterlein nægter at deltage i. På den måde afslører han den selvmodsigelse, der er i det ansvarlige forgældede subjekt, ved at gøre det klart og tydeligt, at efter programmets afslutning vil han fortsætte som før.

Søren Toft Høyner er cand.mag. i idéhistorie.