Etnografisk akkuratesse og tidsrejser i Grønland
Rammerne for de koloniale projekter blev ikke primært udformet i Europas udenrigsministerier, men i videnskabelige studier, rejsedagbøger og dramatiske fortællinger. Lektor Søren Rud undersøger den etnografiske viden om kolonierne, der var tæt forbundet med det koloniale projekt i Grønland.
Mellem cirka 1500 og frem til afkoloniseringen efter anden verdenskrig var det meste af ”resten af verden” på et eller andet tidspunkt under europæisk dominans eller indflydelse. De europæiske koloniprojekter var kolossalt varierede i form og indhold. Det er ikke så overraskende, når man tager den udstrakte tidsperiode og den omfattende geografi i betragtning. Forskellene mellem koloniprojekter kan imidlertid ikke forklares alene ved deres forskellige placering i tid og rum. Den velkendte forestilling om, at forskellige kolonimagter havde forskellige rationaler, som de udformede deres kolonier efter, er heller ikke tilstrækkelig til at forklare variationerne. Koloniprojekter etableret i samme periode af den samme kolonimagt kunne nemlig være vidt forskellige.
Sociologen George Steinmetz forsøger i bogen The Devil’s handwriting: precoloniality and the German colonial state in Qingdao, Samoa, and Southwest Africa at forklare den omfattende variation mellem koloniale projekter og deres rationaler. Steinmetz kigger på det tyske imperium, som blot eksisterede mellem 1884 og 1918. I denne ret korte periode var der voldsomme forskelle mellem de koloniale projekter, som Tyskland etablerede. Der var især forskelle mellem de forskellige versioner af det, Steinmetz kalder ”native policy” – altså den politik, der rettede sig mod de lokale befolkninger. I tysk Sydvestafrika (i dag Namibia) blev især Hererofolket brutalt slagtet, i Qingdao i Kina vekslede kursen mellem hård racisme og kulturel udveksling, mens der i tysk Samoa derimod var tale om en kulturbeskyttelsespolitik.
Nu kunne man måske forestille sig, at forskellene mellem de koloniale projekter kan forklares med henvisning til de varierende materielle forhold – at det, sagt på en anden måde, var den smarteste eller mest rentable politik, der blev ført de forskellige steder. Men det er heller ikke en udtømmende forklaring ifølge Steinmetz. Han mener derimod, at meget af forklaringen på forskellene mellem de tyske koloniprojekter ligger i de kulturbilleder, der eksisterede, inden koloniprojekterne begyndte. I den forbindelse taler han om, hvor vigtig den etnografiske diskurs var for de koloniale stater.
Ifølge Steinmetz var de lokale koloniale stater nemlig i bund og grund etnografiske stater, som baserede deres politik på et indgående kendskab til de lokale befolkninger. At den etnografiske viden var så central for de koloniale stater, forklarer Steinmetz ved hjælp af sociologen Pierre Bourdieu. Set i Bourdieus sociologiske optik konkurrerer individer med udgangspunkt i deres sociale baggrund for at dominere forskellige udsnit eller felter af den sociale verden.
I de koloniale stater var etnografisk viden den kapital, som embedsmænd fra forskellige sociale klasser gensidigt anerkendte som det gældende middel til anseelse og prestige.
Etnografisk akkuratesse og forestillingen om en kulturel renæssance
Der er mange paralleller mellem Grønland og tysk Samoa. Begge steder var der tale om en tilsyneladende frelsende kolonialisme, som skulle redde den oprindelige kultur fra det forfald, som europæerne mente især kunne opstå gennem kontakten med omverdenen. Begge steder kan vi, med inspiration fra Steinmetz, se den etnografiske viden om de lokale som en kilde til prestige og anerkendelse.
I tysk Samoa var videnskabsmand og koloniadministrator/guvernør Wilhelm Solf den dominerende skikkelse, der med sin imponerende viden om den lokale kultur tegnede den videnskabelige understøttelse af kulturbeskyttelsespolitikken. I Grønland var det især videnskabsmand og koloniadministrator/inspektør og senere direktør for den kongelige grønlandske handel Hinrich Rink, der på tilsvarende vis dominerende med sit overvældende overblik over inuitisk kultur og traditioner og på denne måde sikrede en videnskabelig troværdighed bag den førte politik i anden halvdel af 1800-tallet.
Rink arbejdede, med sin etnografiske interesse, videre på en tradition for beskrivelse af det grønlandske folk, som handelsfolk og missionærer havde grundlagt i den tidlige fase af koloniprojektet. Han producerede i sine mange publikationer en omfattende mængde naturgeografiske, sociologiske og etnografiske fremstillinger af Grønland og befolkningen. Dermed demonstrerede Rink netop den etnografiske præcision og akkuratesse, der, ifølge Steinmetz’ bourdieuinspirerede læsning af den koloniale stat, sikrede ham anerkendelse og prestige.
Som allerede nævnt lægger Steinmetz stor vægt på den prækoloniale diskurs, når han skal forklare variationen mellem den politik, som de koloniale stater førte over for de lokale befolkninger. Som Steinmetz skriver, var det ikke (primært) i Europas udenrigsministerier, at rammerne for de koloniale projekter blev udformet, men snarere i videnskabelige studier, rejsedagbøger og dramatiske fortællinger. At det tyske engagement i Samoa landede på en kulturbeskyttende form for kolonialisme, der minder om den, vi finder i Grønland, skyldes i dette perspektiv blandt andet de etnografiske forestillinger om Samoa, der var etableret allerede inden koloniprojektets begyndelse i 1900.
I Grønland, hvor koloniprojektet begyndte allerede i starten af 1700-tallet, var situationen den, at den etnografiske diskurs blev etableret inden for rammerne af et eksisterende koloniprojekt. Missionærer og handelsfolk var fra begyndelsen af kulturmødet i Grønland optaget af at beskrive den lokale befolkning. Beskrivelserne af grønlænderne blev en integreret del af det koloniale projekt, som Hinrich Rink og hans ligesindede trak på, da de foreslog reformer i Grønland i midten af 1800-tallet. Den etnografiske viden, der efterhånden blev etableret, var dermed ikke neutral; den var endog meget tæt forbundet med det koloniale projekt. Kendskab til traditioner og skikke kom nemlig i stigende grad til at danne udgangspunktet for en politik, der sigtede på at skærme og beskytte en oprindelig kultur, som den koloniale administration opfattede som truet. Den koloniale politik sigtede blandt andet på at kontrollere kontakten mellem grønlænderne og resten af verden. Monopolhandel og kontrol over adgangen til Grønland var allerede tidligt med til at afskærme landet og kontrollere interaktionen med udlandet.
Reformerne i Grønland i midten af 1800-tallet, byggede blandt andet på en antagelse om, at den grønlandske kultur var i forfald. Ifølge dette forfaldsbillede havde den hidtil førte kolonipolitik utilsigtet undermineret centrale institutioner i den grønlandske kultur. Herunder blev blandt andet afskaffelsen af shamanvæsnet og trommesang-stævner anset som betydelige tab, idet de havde haft vigtige sociale funktioner. Ved i midten af 1800-tallet at oprette nye lokale råd (forstanderskaber) og gennem dem nye sociale praksisser, ønskede de koloniale myndigheder at danne grundlag for en kulturel renæssance, som skulle understøtte eller genoplive centrale elementer af grønlandsk kultur.
Etnografiske tidsrejser
I forbindelse med ambitionen om at redde eller genoplive den traditionelle kultur fik udforskningen af de områder, der indtil slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet stadig var ukoloniserede, en særlig betydning. Den viden, som missionærer, handelsfolk og administratorer allerede havde genereret om den oprindelige grønlandske kultur, blev efterhånden suppleret med viden om de ukoloniserede områder i Østgrønland og Nordvestgrønland.
De ukoloniserede områder fungerede dermed på sin vis som ”alternative tidszoner”, som etnografer kunne besøge for at få indblik i den førkoloniale, oprindelige kultur. Mens grønlænderne i det koloniserede Vestgrønland var påvirkede af kolonisationen på godt og (i tidens optik) primært ondt, fandtes den uberørte og traditionelle kultur i de ukoloniserede områder. Når danskere og andre europæere besøgte disse områder, kunne de få indtryk af, hvordan den oprindelige kultur havde været og derigennem styrke grundlaget for at kritisere kolonisationens effekter på den vestgrønlandske/koloniserede befolkning. Det kan man finde mange eksempler på – her er et par stykker:
Søofficeren Thomas Vilhelm Garde, der deltog i konebådsekspedition til østkysten 1883-5, skrev:
“Vi, der paa vor Expedition havde Lejlighed til at leve baade imellem de kristnede, halvciviliserede Grønlændere og de rigtige, upaavirkede Hedninge, kunde ikke andet end at komme til det Resultat, at der hos Hedningerne er en ganske anderledes Energi og Viljekraft, en anderledes Levedygtighed og sans for eget Vel end hos de kristne Grønlændere”
Og i en skildring fra den litterære ekspedition, 1902-4, der nåede Thuleområdet, lyder det:
“Heroppe er alle dygtige, her gives ingen dovne og uduelige som mange Steder i dansk Vestgrønland, hvor Civilisationen – Kristendommens Forkyndelse fra Kirke og Handel fra Butikker – har medført Sammenhobning af altfor mange Indfødte paa forholdsvis daarlige Fangstpladser”
De sent koloniserede områder på østkysten og i Nordvestgrønland havde dermed en særlig rolle i konkret og symbolsk forstand, fordi de gav adgang til den prækoloniale fortid. Områderne fungerede dermed, i symbolsk og praktisk forstand, som en slags Urgrønland, der både blev en vigtig identitetsmæssig ressource og samtidigt understøttede den koloniale kulturbeskyttelsespolitik.
Ifølge Johannes Fabian er vestens etnografiske beskrivelser præget af en vedholdende og systematisk tendens til at placere ikke-vestlige folk i en anden tid end den, de vestlige aktører befinder sig i. Derfor er disse beskrivelser præget af det, Fabian kalder nægtelse af samtidighed (denial of coevalness), og udforskningen af ”primitive, præmoderne, præindustrialiserede” mennesker har genereret et billede af vestens egen ”primitive, præmoderne, præindustrialiserede” fortid. Beskrivelser af såvel Østgrønland som Nordvestgrønland vidner om denne tendens.
En stenalderanalogi dominerer eksempelvis Jean Malauries beskrivelse af befolkningen i Thuleområdet i Nordvestgrønland i bogen The last kings of Thule fra 1982. Han finder, at der i 1950-erne var, en ellers forsvundet, mulighed for at forstå sin ”stenalderbror” i mødet med Thulebefolkningen. Her trækker Malaurie samtidig på det etablerede billede, der udpegede de ukoloniserede/sent koloniserede (yder-)områder som et ellers forsvundet Urgrønland. Frit oversat skriver han:
“Alt hvad jeg havde lært om karakteren af de halveskimoiske grønlændere som levede i den sydlige del af den kæmpe ø havde gjort mit ønske stærkere, år for år, om at række tilbage til deres oprindelse, ved at besøge de nordlige breddegrader, hvor jeg var blevet fortalt, at en håndfuld mennesker i en bemærkelsesværdig grad bevarede deres etniske karakter.”
De grønlandske yderområder, som først sent blev inddraget i det danske koloniprojekt, lader dermed til længe at have tilbudt mulighed for en art etnografiske tidsrejser, som tillod den besøgende et møde dels med grønlændernes fortid, dels med vestens egen primitive, præmoderne og præindustrialiserede fortid.
Tidsrejser i dag
Som flere antropologer med speciale i Arktis har påpeget, optræder folk i Arktis ofte som et symbol på, hvordan klimaforandringer ændrer livsvilkår og udfoldelsesmuligheder. Her indtager Inuit ofte en rolle som ofre for den smeltede havis, i en unuanceret fortælling, der hverken giver et dækkende billede af de diverse livsformer eller levner plads til de handlerum, der opstår i takt med forandringerne.
I denne forbindelse lader det til, at yderområderne stadig spiller en symbolsk rolle i forbindelse med Grønland. For nyligt har antropologen Kirsten Hastrup udgivet det imponerende værk Thule på tidens rand, som behandler områdets historie og særligt klimaforandringernes betydning for befolkningen. Også her er spørgsmålet om tid centralt, idet Hastrup beskriver fangersamfundet som klemt mellem fortid og nutid. Det er bestemt et prisværdigt anliggende at ville skildre klimaforandringernes betydning for livsvilkårene i Thuleområdet, men til tider kan det fremstå lidt som om, at klimaforandringerne har samme indvirkning i hele Grønland, som de har på Thulebefolkningen. Det er langt fra tilfældet.
Når disse marginale samfund skildres, er det ofte ud fra en præmis om, at udviklingen og især klimaforandringerne truer deres levevis. Befolkningerne fremstår, i disse fremstillinger, som sårbare over for forandringer – på samme måde som grønlænderne, i fremstillinger fra kolonitiden, fremstod sårbare over for forandringer og modernisering. Spørgsmålet er om disse yderområder stadig har en særlig symbolsk rolle, både som identitetsmæssig ressource og i forhold til at danne et modbillede på den moderne tilværelse. Når yderområderne optræder i mediebilledet fremstår de nemlig ofte som alternative tidszoner, der tilbyder (”de tidsrejsende”) indblik i svundne tiders livsvilkår.
Søren Rud er adjunkt ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet. Artiklen er udarbejdet i forlængelse af foredragsarrangementet “Grønland og identitet” på Nordatlantens Brygge.