Slaveri, seksuelle overgreb og modstand

MAR2-2
Illus­tra­tion af Half­dan Pisket. Alle ret­tighed­er tilhør­er Marronage/Halfdan Pisket.

Udnyttelsen af slavegjorte i Dansk Vestindien handlede ikke kun om arbejdskraft i sukkerplantagerne. Frie hvide mænd udnyttede slavegjorte sorte piger og kvinder seksuelt. Gennem hele kolonitiden var der i Dansk Vestindien modstand mod styret, og for kvindernes vedkommende handlede det især om modstand mod den seksuelle udnyttelse.


Det tropepar­adis, som øerne udgjorde i mange danskeres øjne, var nærmere et helvede for de slaveg­jorte afrikanere, som var de danske koloni­her­rers ejen­dom.

På øen St. Croix i Dan­sk Vestin­di­en bliv­er en slaveg­jort sort pige i 1840’erne for­ført af en hvid mesterknægt på sukker­plan­ta­gen Enfield­green. Han lover, at han vil frikøbe både pigen og de eventuelle børn, de vil få. Men mesterknægten hold­er ikke sit løfte. Det er der heller ingen grund til, at han skal: En hvid mand i Dan­sk Vestin­di­en kan stort set gøre, som det pass­er ham, med de slaveg­jorte på øerne, og en slaveg­jort kvin­des ord har ingen juridisk vægt.

Den seksuelle udnyttelse i tropekolonien

Det var en uskreven lov, som ikke behøvede nogen egentlig lovfæst­ning, at hvide ikke måtte gifte sig med sorte, og da det var for­budt at have sek­suel omgang uden for ægtesk­a­bet, var ethvert sek­suelt forhold til slaver ulovligt. Imi­dler­tid blev det stil­tiende accepteret, at de hvide mænd udnyt­tede slaveg­jorte kvin­der sek­suelt, når blot det foregik diskret og ikke med­førte nogen social kon­takt udover den rent kønslige (1).

Dan­sk Vestin­di­en var fra starten ramme­sat som et sted, der faciliterede europæisk for­brug og akku­mu­la­tion af rig­dom. Sukker, rom, tobak og andre pro­duk­ter fyldte las­trummene på danske han­delsskibe den ene vej, og afrikanske men­nesker fyldte las­trummene den anden vej.

Disse men­nesker indgik i et for­brugskred­sløb. De blev opfat­tet som ejen­dom, hvor de blev set som kom­po­nen­ter i en mask­ine og som ting eller var­er, der kunne købes, sælges, bruges og smides væk. Det mest kendte mis­brug af slaveg­jorte men­nesker er det, der foregik på sukker­mark­erne og i sukker­møllerne eller sukkerkogerierne, blandt andet på øerne St. Thomas, St. Jan og St. Croix. Mis­bruget er doku­menteret i utal­lige kilder, både på skrift og gen­givet i form af akvareller, malerier og teg­ninger.

I 1917, da de tre øer, der sam­let gik under beteg­nelsen Dan­sk Vestin­di­en, overgik til amerikan­sk styre, sendte man et skib fra Dan­mark, som hent­ede de enorme mængder af arkiv­ma­te­ri­ale, som den danske admin­is­tra­tion havde efter­ladt. Størst­ede­len af arkiv­ma­te­ri­alet blev sejlet væk. En lille del endte i Wash­ing­ton, men det meste blev bragt til Køben­havn (2). På Rigsarkivet står nu omkring 1500 hyldeme­ter mate­ri­ale fra Dan­sk Vestin­di­en. Man skulle alt­så umid­del­bart tro, at der er tilstrække­ligt kilde­ma­te­ri­ale, til at man i nuti­den kan sam­men­stykke hele his­to­rien om den danske koloni­tid i Dan­sk Vestin­di­en. Men fak­tum er, at mate­ri­alet både blev skrevet, udval­gt og gemt af det danske kolonistyre (hov­ed­sageligt af danske mænd i den kolo­niale admin­is­tra­tion), og det fortæller der­for kun den del af his­to­rien, som netop det danske kolonistyre fandt væsentligt — og ønskværdigt at bevare.

His­to­rien om den omfat­tende sek­suelle udnyt­telse af slaveg­jorte kvin­der i den danske koloni er en af de mange aspek­ter ved livet i tropekolonien, som bliv­er omtalt meget lidt i de hun­dred­tusind­vis af lovtek­ster, rets­doku­menter, lis­ter, dag­bøger og breve, som nid­kært blev ned­fældet og bevaret for efter­tiden. Det har naturligvis ikke været i det danske kolonistyres inter­esse at omtale det, end­sige ned­fælde det, og dette særde­les ube­hagelige aspekt af hverda­gen i kolonien er der­for under­belyst i den senere danske fortælling om koloni­ti­den, selvom det har fyldt utrolig meget i de slaveg­jorte kvin­ders liv.

Dansk Vestindien er »overrendt af mulatter«

I 1740 — små 75 år efter det første danske forsøg på kolonis­er­ing af St. Thomas og godt syv år efter Vestindisk-Guineisk Kom­pag­nis køb af St. Croix — skrev plan­tage- og slavee­jeren Johan Lorenz Carstens (senere Cas­ten­s­chi­old), at Dan­sk Vestin­di­en var »over­rendt af mulat­ter« (3). Omkring tyve år senere, i 1760, observerede her­rn­hut-mis­sionæren Chris­t­ian Georg Andreas Old­en­dorph, at antallet af de såkaldte  »mulat­ter« og deres børn »ikke var ube­ty­deligt« (4). Disse men­nesker og deres børn opstod selvføl­gelig ikke ud af den blå luft.

Selvom man måske ikke talte om det, var resul­tatet af de mange sek­suelle forhold mellem frie hvide mænd og slaveg­jorte sorte kvin­der i Dan­sk Vestin­di­en alt­så helt åbenlyst: Det vok­sende antal børn, som hverken var hvide eller sorte, var et fak­tum, som var syn­lig for enhver i kolonien, og det blev end­da set som et vok­sende prob­lem. Men prob­lemet, som man så det i samti­den, var ikke, at de mange børn, vidnede om sek­suelle over­greb på slaveg­jorte kvin­der. Prob­lemet var, at det for­plum­rede de klare, racemæs­sige skel.  Hvid skulle sig­nalere fri, og sort skulle sig­nalere ufri. Der var svært at placere hverken-hvid-eller-sort i koloniens raciale hier­ar­ki.

»Romancer« i det såkaldt tabte paradis

Der find­es en lang række roman­er og nov­el­ler såv­el som his­toriske frem­still­inger fra det 20. århun­dredes første halvdel, der ref­er­er til »romancer« mellem sorte kvin­der og hvide mænd. Det lig­ger i tråd med en almin­delig forestill­ing om, at øerne var et »tabt par­adis«. Men Dan­sk Vestin­di­en var ikke et par­adis. Kolonien udgjorde i det meste af sin eksis­tens et bru­talt slavesam­fund, hvor en hvid minoritet sys­tem­a­tisk under­tryk­te en sort majoritet med vold, lem­læs­telse og ydmygelser. Det er vanske­ligt i dén kon­tekst at forestille sig, at der var mange »romancer« mellem slaveg­jorte sorte kvin­der og hvide mænd.

Hvide mænds sek­suelle over­greb på sorte kvin­der beg­y­n­dte allerede på Guld­kys­ten i Afri­ka, hvor­fra danske og andre nation­ers slaveskibe hent­ede deres slaveg­jorte last, og over­grebene fort­sat­te om bord på slaveskibene over Mellem­pas­sagen, Atlanter­havet, på trods af at de danske kap­ta­jn­er ifølge den Kgl. Guineiske Han­dels­di­rek­tion skulle sørge for, at søfolk ikke havde »util­ladelig omgang med slavin­derne« (5).

Voldtægt på slaveskibene

På det danske slaveskib Fre­dens­borg, som sejlede på trekantsruten mellem 1752 og 1768, var slaveg­jorte kvin­ders las­trum plac­eret nærmest mand­sk­a­bets rum (6). Der find­es ingen over­lev­eringer, der eksplic­it fork­lar­er denne plac­er­ing på slaveski­bet Fre­dens­borg, så man kan kun gisne om hvor­for. Man kan se på de mange såkaldte »slavelis­ter«, at det var bil­ligere at købe en slaveg­jort kvin­de end en slaveg­jort mand. Las­ten af slaveg­jorte kvin­der har således ikke repræsen­teret den samme økonomiske vær­di for men­neske­han­dlerne som slaveg­jorte mænd: Efter­som plan­tagee­jere var inter­esserede i slaveg­jorte, der kunne holde til det hårde arbe­jde i sukker­mark­erne, var det ønskværdigt at skaffe unge, stærke mænd. Børn blev betragtet som en decideret udgift. Der­for kan kvin­dernes plac­er­ing ikke begrun­des i et økonomisk ratio­nale om, at sømæn­dene havde en inten­tion om at ville passe ekstra godt på den kvin­delige del af las­ten. Tvær­ti­mod må vi gå ud fra, at forhold­ene på de danske slaveskibe var sam­men­lignelige med forhold­ene på øvrige europæiske nation­ers slaveskibe. I 1754 skrev den britiske slavekap­ta­jn John New­ton: »Når kvin­derne og pigerne bliv­er taget ombord, nøgne, rys­tende af skræk, måske totalt udmat­tede af kulde, træthed og sult, bliv­er de ofte udsat for grove sjofel­hed­er fra de rå, hvide besæt­ningsmedlem­mer. De stakkels skab­ninger kan ikke forstå det sprog, der bliv­er talt, men de blikke, de bliv­er mødt med, taler for sig selv. I fan­tasien bliv­er byt­tet delt her og nu for derefter at blive gemt, til rette lej­lighed byder sig til« (7). Alt tyder på, at det var nor­men, at slaveg­jorte kvin­der og børn blev vold­taget på de skibe, der sejlede fra Vestafri­ka til Cari­bi­en — på danske skibe såv­el som på skibe, der sejlede under andre flag.

Seksuel udbytning af  sorte kvinder i Dansk Vestindien

Når slaveskibene gik i havn i Dan­sk Vestin­di­en, blev de slaveg­jorte afrikanere sol­gt videre til især plan­tagee­jere på øerne. De havde brug for meget arbe­jd­skraft, for at de krævende sukker­plan­tager skulle være rentable. Der blev også købt slaveg­jorte, som skulle arbe­jde tæt på slavee­jerne, i deres hjem, som hush­old­er­sker, kogekon­er, barnepiger med mere. Også her var især slaveg­jorte kvin­der udsat­te. Der var væsentlig flere hvide mænd end kvin­der på øerne (i årene 1755–1774 var ratioen mellem hvide mænd og kvin­der 104), og mange hvide mænd til­fredsstillede deres sek­suelle drifter med slaveg­jorte kvin­der og piger, som også slave­han­dlerne havde gjort det på Guld­kys­ten, og som søfolkene havde gjort det på turen med slaveski­bet over Mellem­pas­sagen på Atlanter­havet.

Afrikanske kvinder blev betragtet som mere promiskuøse end hvide kvinder

Det var almin­delig prak­sis i Europa såv­el som i kolonierne at betragte afrikanere som mere kødelige, sek­su­alis­erede og promiskuøse end hvide europæere. F.eks. skrev den danske skole­hold­er på St. Croix, Hans West, om de slaveg­jorte afrikanere: »Men neppe have disse tidlig modne Væsen­er naaet 10 til 12 Aar, førend de beg­y­n­de i Fleng at blande sig med det andet Kiøn […]« (8). Denne type karak­ter­is­tik bidrog til at ret­færdig­gøre det sek­suelle mis­brug: Man mente, at afrikanere var køns­modne meget tidligt, og at de ikke kunne styre deres drifter — de kunne ikke lade være med at »blande sig med det andet køn«. Man slut­tede end­da ofte, at dydi­ge hvide mænd mod deres vil­je blev »lokket i uføre« af de varm­blodi­ge sorte kvin­der. Førnævnte J.L. Carstens skrev omkring 1740, at de sorte kvin­der har  »[…] for­ført de fleeste af voris Europæiske Unge Mand-Kiøn til at have en Gemeen Lægemelig omgien­gelse med den­nem« (9). Syn­spunk­tet var der­for, at de unge hvide mænd  alt­så  i bund og grund var uskyldige og blevet for­ført af de sorte kvin­der, som Adam blev det af Eva i Par­adis­ets Have.  Syn­dens åg lå på den sorte kvin­des skul­dre.

Det var strafbart for slavegjorte kvinder at gøre modstand

Selvom det offi­cielt var helt uaccept­abelt for hvide at  »frater­nisere« med sorte slaveg­jorte, blev den sek­suelle rov­drift mere eller min­dre stil­tiende accepteret i kolonisam­fun­det. Der er enkelte kilder, der insin­uer­er, at mis­bruget fak­tisk blev betragtet som en god ting: En britisk søløjt­nant Brady skrev efter et besøg på St. Croix i 1820, at det var vigtigt for de hvide mænd, som boede på lan­det, at de kunne være sam­men med slaveg­jorte kvin­der, da livet på plan­tagerne ellers nemt kunne blive ens­formigt. Brady var desu­den over­be­vist om, at hvis ikke hvide mænd havde adgang til de slaveg­jorte kvin­der, var der risiko for, at de for­faldt til homosek­su­alitet (10), og det skulle  for­mod­entlig undgås for enhver pris.

Slaveg­jorte afrikanere og deres efterkom­mere blev betragtet som ejen­dom, og slavee­jere havde der­for total ret og magt over en slaveg­jorts krop. Ingen bland­ede sig i den pri­vate ejen­dom­sret, som jo var lovsat. I samti­den talte man alt­så på intet tid­spunkt om »voldtægt« eller »mis­brug«. Ifølge guvernør Philip Gardelins bru­tale »Slavere­gle­ment« fra 1733 skulle en slaveg­jort have sin hånd amput­eret, hvis han eller hun »Løft­ede en Haand mod en Blank [en hvid]«: Efter­som det var straf­bart for en slaveg­jort at true eller fysisk angribe en hvid, var det stort set umuligt for en slaveg­jort kvin­de at afvise en hvid mand uden selv at risikere straf. At det deru­dover var ulovligt for en sort per­son at aflægge vid­nes­byrd under ed, gjorde det svært for denne meget udsat­te majoritet at bruge dom­sto­lene.

Køb og salg af sorte kvinder med sex for øje

Mens slaveg­jorte afrikanere almin­deligvis blev sat til salg på offentlige »slave­marked­er«, foregik der pri­vat salg af unge, attrak­tive piger bag lukkede døre. F.eks. indrykkede en pas­tor Par­son den 22. decem­ber 1777 en annonce i den lokale avis Roy­al Dan­ish Amer­i­can Gazette omkring et salg af slaveg­jorte, et antal såkaldt »excel­lent Negroes« (11) samt to børn. Ud for hver slaveg­jorts navn var deres egen­sk­aber noteret, f.eks. at de var stærke eller hård­tar­be­j­dende. Disse not­er var en reklame for, at de var gode arbe­jdere og derved et godt køb. Og sal­get var offentligt: Enhver kunne komme og byde. Men sam­tidig annon­cerede pas­tor Par­son et pri­vat salg af en ung pige ved navn Mag­dale­na. Ud for hen­des navn stod kun anført, at hun var »come­ly«, alt­så attrak­tiv. Salg som dette tyder på, at der var et etableret internt marked for salg af unge piger i Dan­sk Vestin­di­en, og ud fra, at det eneste, der var noteret omkring pigen, var hen­des udseende, er det ikke usandsyn­ligt, at hun ganske enkelt blev sol­gt med hen­blik på sek­suel udnyt­telse.

Modstand mod seksuel vold i 1700-tallet

På trods af den under­trykkelse, der kende­teg­nede det vestindiske sam­fund, og på trods af at de fær­reste ned­skrevne kilder fra peri­o­den omtaler sek­suel vold i Dan­sk Vestin­di­en, find­es der vid­nes­byrd om kvin­der, der gjorde mod­stand. C.G.A. Old­en­dorph, som drev mis­sionsvirk­somhed på øerne, skrev et omfat­tende værk, Geschichte der Mis­sion (1777), om brø­dre­mis­sio­nen her­rn­huternes virke. Heri nævnes eksem­pler på slaveg­jorte kvin­ders mod­stand mod hvide mænds sek­suelle krav. Han skriv­er bl.a. om en slaveg­jort kvin­de, som var medlem af her­rn­hut­menighe­den og således kris­ten. Kvin­den nægt­ede at have sex med sin hvide ejer. Med hen­vis­ning til Bibe­lens ord om, at alle bør under­lægge sig sine her­rer, forsøgte man at over­tale hende til at give efter for kravet. Her­rn­huterne var nem­lig direk­te imod et slaver­i­for­bud og arbe­jd­ede alt­så inden­for kolonisys­temets ram­mer. Det fak­tum var paradok­salt, efter­som her­rn­huterne sam­tidig prædikede, at sex uden­for ægtesk­a­bet var en synd. Kvin­den blev fængslet og tor­tur­eret. Hun blev over­hældt med brand­varm voks og mod­tog 100 piskeslag. Men hun gav ikke efter: Som kris­ten kvin­de nægt­ede hun at syn­de, og hun nægt­ede at over­give sig til den hvide mands over­greb. Netop denne sag endte (måske/måske ikke) lykke­ligt for den slaveg­jorte kvin­de: En anden hvid mand tilbød at købe hende, og hen­des ejer indvil­ligede i sal­get — noget som tilsyneladende ofte skete, når slaveg­jorte kvin­der nægt­ede at have sex med deres ejere. Hvor­dan hun blev behan­dlet af sin nye ejer, fortæller his­to­rien desværre intet om (12).

Et vidnesbyrd fra slaveriets sidste år

Udnyt­telsen af slaveg­jorte kvin­der fort­sat­te gen­nem hele den kolo­niale peri­ode. Der er ikke noget, der tyder på, at forhold­ene på dette område blev bedre med tiden. I et brev fra 1849 skriv­er slavepe­ri­o­dens sid­ste gen­er­al­gu­vernør, Peter von Scholten, om årsagerne til slaveo­prøret i 1848. I brevet beskriv­er han blandt andet hvide mænds mis­brug af slaveg­jorte kvin­der og kvin­dernes man­glende mulighed for at forsvare sig såv­el i hverda­gen som i retssalen. Peter von Scholten beskriv­er som eksem­pel en sag, hvor en hvid for­pagter på plan­ta­gen Enfield­green havde over­talt en slaveg­jort pige på »næppe 14 år« til at blive hans elskerinde mod løftet om, at han ville frikøbe hende og de børn, hun måtte få. Men selv efter at hun havde født ham tre børn, lod han både pigen og hen­des (og hans) børn for­blive slaver. For­pagteren fik hen­still­inger fra plan­tagee­jeren og fra gen­er­al­gu­vernøren om at holde sit løfte — uden at det gjorde nogen forskel. Peter von Scholten skriv­er: »Han kunne gøre dette ustraf­fet, for­di der ikke fandtes og ej heller kunne ind­føres, nogen Lov der for­bød den slags For­førelse (…) En fri Mands Ord mod en Slaves var tilstrække­ligt«. Også i slaver­i­ets sid­ste år var en slaveg­jort uden ret­tighed­er. En hvid mand kunne gøre med en slaveg­jort kvin­de som han ville, og en slaveg­jort kvin­des ord  betød intet mod en hvid mands.

I dette lys er det svært at opretholde forestill­inger om plan­tagero­mancer mellem sorte slaveg­jorte kvin­der og hvide fri mænd. I til­fældet med den unge slaveg­jorte pige fra beg­y­n­delsen af denne artikel – pigen på plan­ta­gen Enfield­green, der blev lovet frikøb af både hende selv og hen­des børn — blev løfterne ikke holdt. Det var ikke en romance, men en sek­suel udnyt­telse. Lige­som i til­fældet med den knap 14-årige pige og for­pagteren på samme plan­tage udnyt­tede mesterknægten her sin magt­po­si­tion, som hvide mænd havde gjort gen­nem hele koloniperi­o­den. Den unge pige havde i prin­cip­pet ikke en chance for at opnå hverken ret­færdighed eller hævn.

Alligev­el ender denne tragiske his­to­rie i hånd­gri­belig mod­stand. Den unge kvin­des mor, som også boede på plan­ta­gen, tog nem­lig sagen i egen hånd. Hun puttede gift i den kaffe, der blev serveret for mesterknægten. Og mesterknægten døde. His­to­rien fortæller ikke om mordets kon­sekvenser for hverken mod­eren, dat­teren eller børnene, men man må for­mode, at prisen for hæv­nen var  høj. Dog står det klart, at mod­eren til den unge pige tog sagen i egen hånd, og at mod­stand var en mulighed.

Bertha Rex Coley er cand.mag. i engel­sk og his­to­rie, og under­vis­er på Gefion Gym­na­si­um. Rikke Lie Hal­berg er cand.mag. i engel­sk og his­to­rie og mas­ter i muse­olo­gi. Sam­men har Bertha og Rikke skrevet bogen Dan­sk Vestin­di­en — fra dan­sk koloni til amerikan­sk ter­ri­to­ri­um, som udkom på For­laget Fry­den­lund i august 2016. Denne artikel er først bragt i Mar­ronage #1.


Not­er:

1) Olwig, Karen Fog: Ret og lov — magt og afmagt. Historie/Jyske sam­linger, Bind ny række 17, 1987.
2) Bas­t­ian, Jean­nette Allis: Own­ing Mem­o­ry: How a Car­ribean Com­mu­ni­ty lost its Archives and Found its His­to­ry. Libraries Unlim­it­ed, 2003.
3) Carstens, J.L.: En Almin­delig Beskriv­else om alle de Danske, Amer­i­canske eller West-indiske Ey-Lande (Dan­sk Vestin­di­en for 250 år siden), o. 1740. Dan­sk Vestindisk For­lag ved Einar Kirk, 1981.
4) Donoghue, Eddie: Black Women, White Men: The Sex­u­al Exploita­tion of Female Slaves in the Dan­ish West Indies. Author house, 2006.
5) S. E. Green-Ped­er­sen, Om Forhold­ene på danske slaveskibe med særlig hen­blik på døde­lighe­den 1777–89, i Årbog 1973, Han­dels-og Søfartsmuseet, Kro­n­borg: s. 40.
6) Svale­sen, Leif: Slaveski­bet Fre­dens­borg og dan­sknorsk slave­han­del i 1700 tal­let. For­laget Hov­ed­land, 1996.
7) Tay­lor, 2009, gen­givet i Lau­r­ing, Kåre: Slav­erne dansede og holdt sig lystige. En fortælling om den danske slave­han­del. Gylden­dal, 2014.
8) West, Hans: Bidrag til Beskriv­else over St.e Croix med en kort Udsigt over St. Thomas, St. Jean, Tor­to­la, Span­ish­town og Crabenei­land. Trykt hos Frid­erik Wil­helm Thiele, 1793.
9) Carstens, J.L.: En Almin­delig Beskriv­else om alle de Danske, Amer­i­canske eller West-indiske Ey-Lande (Dan­sk Vestin­di­en for 250 år siden), o. 1740. Dan­sk Vestindisk For­lag ved Einar Kirk, 1981.
10) Donoghue, Eddie: Black Women, White Men: The Sex­u­al Exploita­tion of Female Slaves in the Dan­ish West Indies. Author house, 2006: s. 124.
11) Donoghue, Eddie: Black Women, White Men: The Sex­u­al Exploita­tion of Female Slaves in the Dan­ish West Indies. Author house, 2006: s. 124.
12) Donoghue, Eddie: Black Women, White Men: The Sex­u­al Exploita­tion of Female Slaves in the Dan­ish West Indies. Author house, 2006: s. 124.

Lit­ter­atur:

Bas­t­ian, Jean­nette Allis: Own­ing Mem­o­ry: How a Car­ribean Com­mu­ni­ty lost its Archives and Found its His­to­ry. Libraries Unlim­it­ed, 2003.

Carstens, J.L.: En Almin­delig Beskriv­else om alle de Danske, Amer­i­canske eller West-indiske Ey-Lande (Dan­sk Vestin­di­en for 250 år siden), o. 1740. Dan­sk Vestindisk For­lag ved Einar Kirk, 1981.

Donoghue, Eddie: Black Women, White Men: The Sex­u­al Exploita­tion of Female Slaves in the Dan­ish West Indies. Author­house, 2006.

S. E. Green-Ped­er­sen, Om Forhold­ene på danske slaveskibe med særlig hen­blik på døde­lighe­den 1777–89, i Årbog 1973, Han­dels-og Søfartsmuseet, Kro­n­borg.

Haa­gensen, John Reimert: Beskriv­else over Eylan­det St. Croix i Amer­i­ca i Vest-Indi­en. L .H. Lil­lies, 1758.

Lau­r­ing, Kåre: Slav­erne dansede og holdt sig lystige. En fortælling om den danske slave­han­del. Gylden­dal, 2014.

West, Hans: Bidrag til Beskriv­else over St.e Croix med en kort Udsigt over St. Thomas, St. Jean, Tor­to­la, Span­ish­town og Crabenei­land. Trykt hos Frid­erik Wil­helm Thiele, 1793.

Olwig, Karen Fog: Ret og lov — magt og afmagt. Historie/Jyske sam­linger, Bind ny række 17, 1987.

Peter von Scholtens brev lig­ger på Rigsarkivet i Køben­havn, men find­es over­sat til engel­sk i: Lawaetz, Eva (red): Eman­ci­pa­tion in the Dan­ish West Indies: Eye­wit­ness Accounts II. St. Croix: VDCCA, Bureau of Libraries, Muse­ums and Archae­o­log­i­cal Ser­vices, 1973.

Philip Gardelins slavere­gle­ment af 5. Sep­tem­ber 1733. Fra Inge­borg Raunkiær: Tropeskildringer fra Vestindiske Øer, Udval­get for Folkeo­plysnings Fremme. G.E.C. Gad, 1921.

Roop­nar­ine, Lomarsh: Maroon Resis­tance and Set­tle­ment on Dan­ish St. Croix. Jour­nal of Third World Stud­ies, vol. 27, issue 2, 2010.

Svale­sen, Leif: Slaveski­bet Fre­dens­borg og dan­sk-norsk slave­han­del i 1700 tal­let. For­laget Hov­ed­land, 1996.