Revet, der forsvandt — en rejsejournal fra Google-havet

Joseph Mal­ord William Turn­er: Seinens udmund­ing, 1833. Kilde: Pub­lic Domain.

Et billigt tryk af en fransk kaptajn, der må trække sig tilbage i Algeriet, leder os på sporet af et farligt rev, der måske alligevel ikke eksisterede ud for Kap det Gode Håb og en skat på bunden af Seinen, som måske nu ligger under den lokale fodboldbane i Quillebeuf.


Jeg havde gået lidt ret­ningsløst rundt i byen i et par timer, mens jeg vent­ede på at min kæreste vendte tilbage fra uni­ver­sitet, da jeg så en bro over flo­den Saône. Lyon var fyldt med unge, velk­lædte ital­ienere på vis­it og rig­mands­fruer i pel­s­jakker, hvis bek­læd­ning, lige­som de velourbe­trukne toge der havde kørt mig igen­nem dalen fra Freiburg til Lyon, mest af alt mind­ede om levn fra en anden tid. Med broen var der en åbn­ing i byen, og bag den rejste en bakke sig.

Lyons cen­trum er en halvø, der lig­ger hvor floderne Saô­nen og Rhô­nen møder hinan­den. Jeg krydsede flo­den og så ned i Saô­nens hvid-grønne vand; En kalket og opre­vet udgave af char­terindus­triens fortryl­lende billed­er af azur­blå laguner. Kun et par hun­drede meter læn­gere nede mødtes dette vand med Rhô­nens. På top­pen af bakken lå en hvid domkirke, Le Basilique de Notre Dame de Fourvière. Jeg kendte den ikke. Senere fandt jeg ud af, at det er et af Lyons mest besøgte tur­ist­mål. Det var tirs­dag, så der var ikke mange besø­gende. Denne bakke er kun en af to bakker, som omkranser byens mod­erne cen­trum. Mod vest, bakken med kirken, som jeg snart var på vej op ad, der af åbenl­yse grunde bær­er navnet “den bedende bakke” — og mod nord lig­ger en anden bakke, der bær­er navnet “den arbe­j­dende bakke,” hvor byens silkein­dus­tri havde befun­det sig.

Det var silkein­dus­trien, der i Renæs­san­cen havde drevet byens vækst, og gjort den til en vigtig indus­tri­by i det 19. århun­drede. Sam­tidig havde det styr­ket den økonomiske tilknyt­ning til Ital­ien, hvis befolkn­ing alt­så fort­sat besøgte byen og han­dlede i dens luk­suriøse butikker. Silkein­dus­trien kom også til at spille en anden hov­e­drolle i byen. I 1830’erne og 1840’erne blev byen også sted for arbe­jderop­stande af Lyons silkear­be­jdere (canuts) mod dårlige arbe­jdsvilkår og løn­ninger. Som den franske jour­nal­ist og dra­matik­er Joan­ny Augi­er skrev i et portræt af canut­terne fra 1840:

‘Canut­tens’ ansigt er blegt og tyn­dt, hans hals er lang og stiv, hans ryg er buet, his krop er tynd, hans arme er benede; han er hjul­benet, hans knæ er fremtræ­dende, hans fød­der er store og flade. Dette er i sand­hed ikke i særligt flat­terende portræt, og der find­es måske også nogle und­tagelser; trods alt er ‘Canut­tens’ klodsede udseende ikke et udtryk for hans natur, men et resul­tat af hans arbe­jde.”

I okto­ber 1831 besat­te de Lyon under slagordet Vivre libre en tra­vail­lant ou mourir en com­bat­tant! (På dan­sk: Lev frit i arbe­jde eller dø i kamp!) I 1834 og 1848 isce­ne­sat­te canut­terne igen arbe­jderop­stande.

Jeg beg­y­n­dte min opstign­ing mod kirken, der virkede som et naturligt mål. For at nå den skulle man igen­nem Lyons gam­le bycen­trum, der lå umid­del­bart under den. Denne del af byen har gad­er, der skrån­er med pro­cen­ter værdi­ge til en kongee­tape. Her så jeg første gang den lille butik, der sol­gte både den her slags dyre, oprindelige sam­lertryk og alt det his­toriske ral, der kastes op på stran­den af bøl­gerne.

Jeg havde lige læst W. G. Sebalds “Rings of Sat­urn” og kort før det “Ver­ti­go” i de engelske over­sæt­telser. Det slog mig som en mulighed for en Sebald­sk øvelse i his­torisk detek­ti­var­be­jde i et kryds­felt mellem his­to­rie og fik­tion.

To kvin­der stod i sam­tale ved disken, og virkede abso­lut uin­ter­esserede i mit besøg. Jeg ved ikke, hvad jeg havde for­ven­tet mig af dem, men måske jeg havde for­ven­tet en fan­fare, for­di jeg nu havde fun­det noget at bruge min dag på, som virkede menings­fuldt. Deres man­glende inter­esse stemte alt­så ikke overens med min egen, på dette tid­spunkt overvur­derede, selv­forestill­ing — en rejsende i his­to­rien, som nu skulle finde sit mate­ri­ale — så jeg opgav ret hur­tigt.

Jeg vendte tilbage dagen efter. Der var stadig ingen inter­esse for mit besøg, men jeg tog det mere opløftet denne gang. Jeg kom for at se de rus­siske tryk, som jeg havde lagt mærke til under mit meget korte besøg dagen forinden. Men der var ingen his­to­ri­er at fortælle. Kun tryk af St. Peters­borg og Mosk­va i 1850’erne og de sæd­van­lige fig­ur­er — han­dlere, gøglere og ordens­magten. Trykkets sym­bol­ske fig­ur­er og marked­splad­sens sæd­van­lige inven­tar. Ingen navne eller per­son­lighed­er, som man kunne opspore.

IMG_20170303_0002
Bagsi­den af trykket med tek­sten “XIXe” og prisen på 3€. Foto: Kasper Jacek.

I samme bunke var der nogle tryk, arkiveret under “Afri­ka”. Et af dem havde titlen ‘Retraite du Cap­i­taine de Ger­aud’. Over denne titel stod der ‘L’Afrique Fran­caise’ — fra det franske Afri­ka. På bagsi­den stod “XIXe”, det 19. århun­drede. Det var lavet i 1857 af den franske gravør C. Geof­frey efter den franske krigs­maler Hip­poly­te Bel­langés oprindelige tryk.

Til en pris på tre euro må det nok være siges at tilhøre kat­e­gorien “ral”.

Trykket vis­er en lille, mørkklædt del­ing med bajonet­spid­serne pegende i alle ret­ninger ud fra et midter­punkt. De er omringet af kappeklædte mænd med rifler, flere af dem på hes­teryg. Ligene fra begge hære lig­ger i bunker, spredt rundt i bakkerne omkring denne cen­trale scene, som havde fået titlen “Kap­ta­jn Ger­auds tilbagetrækn­ing”.

Jeg glemte at se efter navnet på for­ret­nin­gen. Dagen efter gik jeg tilbage og fandt det: Les Debois.

IMG_20170303_0001
Retratite du Cap­i­taine de Ger­aud. Foto: Kasper Jacek.

Jeg havde fun­det mit mate­ri­ale og beg­y­n­dte at lede efter infor­ma­tion­er om denne Ger­aud og hans ned­er­lag i Algeri­et. Jeg sejlede rundt i Googles enorme infor­ma­tion­shav på jagt efter kap­ta­jn Ger­aud, der havde været tvunget til at trække sig tilbage, ind­graveret af C. Geof­frey 150 år forinden. Da jeg kom hjem igen skrev jeg et par mails til en his­torik­er, der måske kunne hjælpe mig med nav­igere og måske få adgang til nogle mere tro­værdi­ge his­toriske arkiv­er end inter­net­tet kunne tilbyde. Det lykkedes ikke. Jeg fandt enkelte franske kilder, som måske kunne fortælle mere om denne kap­ta­jn Ger­aud. Men jeg kan ikke selv fran­sk, så jeg fik dem aldrig over­sat.

Som en luft­spe­jling af den infor­ma­tion, jeg egentligt ledte efter, fandt jeg — midt i Google-havet — frem til noget, der snart skulle få mig til at glemme denne første kap­ta­jns ned­er­lag. Nem­lig en anden kap­ta­jn Ger­aud, ombord på et skib med navnet Tele­maque, der var på vej mod indi­en i 1786.

Den anden kaptajn Geraud og Telemaque-revet

Fra dækket lød råb om klip­per. Klokken var kvart i seks om mor­ge­nen og solen var kun lige stået op mandag den sjette feb­ru­ar 1786. Den engelske pas­sager på den franske brig­an­tine Tele­maque, navn­givet efter Odysseus og Penelopes søn Telema­chos,  var løbet op på dækket, der stadig må have været vådt af nat­tens dug.

Lidt over to uger tidligere – den toog­tyvende jan­u­ar samme år – var Tele­maque sejlet fra Kap Det Gode Håb mod Madras, i dag Chen­nai, i Indi­en.

De andre pas­sager­er og dele af besæt­nin­gen stod sam­let i den ene ende af ski­bet. De stod og kiggede ned i havdy­bet. Den engelske pas­sager løb hen til flokken. Bøl­gerne var korte, de kast­ede sig over hinan­den og kast­ede ski­bet med sig, som når bøl­ger slår mod et rev eller ved en brænd­ing. Den engelske pas­sager kiggede efter den franske kap­ta­jn, Ger­aud, som stod ved roret. Han var oprørt, og lige­som de andre besæt­ningsmedlem­mer, så han rådvild ud

På hver side af ski­bet løb sten­rygge. Langt grønt græs og mos hang fra siderne af stenene, fem-seks meter under havets over­flade. Direk­te under ski­bet kunne man ikke se andet havets mørke. Der burde ikke have været et rev her på en af hov­e­druterne fra Paris til Kap det Gode Håb til Madras.

Som den engelske pas­sager senere udtalte i en rap­port, så fort­sat­te ski­bet end­nu et par min­ut­ter mellem de to sten­rygge: ”… vi for­vent­ede hvert et øje­b­lik at ramme, mens vi så stenene så klart på hver side af ski­bet, at vi tydeligt kunne se det lange, grønne græs, der hang på siderne af stenene.”

Lige så plud­seligt som det, denne tidlige mor­gen i feb­ru­ar i 1786, havde rejst sig fra havets bund forsvandt den ste­jle sten­ryg ned i havbun­den igen. Efter hal­van­den time mist­ede de, ifølge den franske kap­t­jan Ger­auds log­bog, synet af banken, der havde strakt sig sydligt, læn­gere end de kunne se.

Tele­maque ankom til Madras den syt­tende maj samme år. William Petrie, for­mod­entligt den samme William Petrie som var offi­cer i det Østindiske Kom­pag­ni i 1780’erne og senere byggede et obser­va­to­ri­um i Madras, ind­sam­lede øjen­vid­neberetninger fra pas­sagerne og kopierede den franske kap­ta­jn Ger­auds log­bog. Hver gang spurgte han insis­terende pas­sagerne, om de kunne have forvek­slet det,  de havde set med en skyaf­spe­jl­ning i van­dets over­flade eller et andet objekt under van­det.

Kunne det have været en afspe­jl­ning i havets over­flade eller et syns­bedrag, skabt af noget under van­det? Et under­vands­fa­ta­mor­gana? Måske et spøgelses­rev?

Men som kap­ta­j­nens log­bog afs­lørede, var der hos ham ingen tvivl om revets eksis­tens: “Den klarhed, som vi så stenene med, efter­lod ingen tvivl om sit­u­a­tio­nens over­hæn­gende fare. Da det var vigtigere at sørge for bevarelsen af vores liv ved at manøvre fartø­jet, end at måle den præ­cise dybde, brugte vi ikke bly, hvor­for vi kun kan sige hvilken dybde havet så ud til have på bag­grund af vores syn.”

William Petrie ind­sam­lede øjen­vid­neberetningerfra pas­sagerne og kopierede den franske kap­ta­jn Ger­auds log­bog til jour­nalerne for at bekræfte det alarmerende og farlige rev øst for Kap det Gode Håb på den udadgående rute til Indi­en. ”Det er ikke umuligt at tro, at dette rev har vist sig at være fatalt for nogle af de fartø­jer, som er forsvun­det på rejsen til Indi­en og aldrig siden hørt fra,” som Petrie skrev i sin rap­port.

Revet blev kaldt Tele­maque efter den franske kap­ta­jn Ger­auds brig­an­tine. Men allerede fra starten blev Tele­maque-revet ind­skrevet i søruternes jour­naler med en hvis tøven. Kap­ta­jn Ger­aud havde ikke målt dyb­den og deres bedøm­melse var alene på bag­grund af deres øjemål.

I årene efter Tele­maque-revets opdagelse fandt andre skibe på vej mod Indi­en lig­nende tegn på dette revs eksis­tens: Ski­bet Crown Prince Fred­er­ick observerede i 1796 mis­farvet vand på de samme koor­di­nater som Tele­maque-revet; Det amerikanske skib Pal­las observerede ligeledes mis­farvet vand så langt øjet kunne se i jan­u­ar 1807; I maj 1816 observerede brig­an­ti­nen Mace­don en række brændinger på cir­ka samme posi­tion, som Tele­maque-brig­an­ti­nen havde observeret tre­dive år tidligere.

I godt femogtre­dive år eksis­terede Tele­maque-revet — øst for Kap det Gode Håb — i de sejlen­des jour­naler og bev­id­s­thed.

I 1821 blev ski­bet H. M. S. Heron med kap­ta­jn Han­mer ved roret sendt ud for at fastlægge revets eksis­tens. Efter en under­søgelse af de forskel­lige koor­di­nater fandt kap­ta­jn Han­mer intet tegn på, at et sådant rev skulle find­es. Kap­ta­jn Han­mers telegram om Tele­maque-revets ikke-eksis­tens blev senere pub­liceret i Kap det Gode Håbs regeringsjour­nal.

Som Han­mer rap­porterede fra Simon’s Bay i 1822 efter nøje lod­ning af koor­di­nater­ne: “Jeg vil der­for anmode Deres Højhed om med glæde at gøre disse meldinger så offentlige som muligt, til fordel for nav­i­ga­tio­nen, især for de skibe, der krydser disse have, må det være en store let­telse for sejlere at være sikre på ikke-eksis­tensen af dette for­mod­ende og farlige rev, Tele­maque.”

Som der står i James Hors­burghs jour­nal med den meget lange titel ‘The India Direc­to­ry, Or, Direc­tions for Sail­ing to and from the East Indies, Chi­na, Aus­tralia, Cape of Good Hope, Brazil and the Inter­ja­cent Ports: Com­piled Chiefly from Orig­i­nal Jour­nals of the Com­pa­ny Ships and from Obser­va­tions and Remarks, Made Dur­ing Twen­ty-One Years Expe­ri­ence Nav­i­gat­ing In Those Seas’ fra 1841, så var det “til­fredsstil­lende” for nav­i­gatør­er, at der ikke læn­gere var grund til bekym­ring ved det såkaldte Tele­maque-rev.

Dermed forsvandt Tele­maque-revet ud af sørute­jour­nalerne og fra kor­tene på samme måde, som revet, ifølge Kap­ta­jn Ger­auds log­bog, var forsvun­det ned i havets bund. Udover de engelske pas­sager­er, så ved jeg ikke, hvad Tele­maque oprindeligt havde haft med ombord til Indi­en.

Telemaque-skatten, der måske aldrig var

Da jeg ledte videre efter flere af disse jour­naler stødte jeg til­fældigvis på et skib med samme navn, som det skib, der måske — eller måske alligev­el ikke — havde opdaget Tele­maque-revet, men med sikker­hed havde givet revet sit navn i sin godt femogtre­dive-årige eksis­tens.

Jeg ved stadig ikke, om det var det samme skib. Ifølge Wikipedia find­es der flere skibe med samme navn i det Franske Østindiske Kom­pag­nis his­to­rie og nogle sider med lis­ter over skib­svrag, hvis for­mod­ede tro­værdighed for­rådes af deres 90’er-hjemmelavede-udseende.

I hvert fald, så sank denne brig­an­tine med navnet Quin­tanadoine, der havde hed­det Tele­maque indtil året før, den 3. jan­u­ar 1790 ved Seinens udmund­ing nær den franske by Quille­beuf. Det blev ramt af en tide­vands­bølge, som dette område er kendt for. Disse tide­vands­bøl­ger blev kaldt “Le Mas­caret” eller “Barre” af lokalbe­folknin­gen, hvis farlige natur Joseph M.W. Turn­ers maleri fra Quille­beuf ‘Seinens Udmund­ing’ fra 1833 vis­er. I en artikel i Lon­don Illus­trat­ed News fra 1842 beskrives tide­vands­bøl­gens “ejen­dom­melige natur og ekstreme fart” som den sikre død, hvis man et skib blev fanget i den.

le-mascaret-the-tidal-bore-at-quillebeuf-768x494
Den 3 mete højre tide­vans­bølge ‘Le Mas­caret’. Foto: Cour­tesy Nor­mandy Then and Nowwww.normandythenandnow.com

Ski­bet skulle efter sigende have haft en gruppe franske aris­tokrater ombord, der fly­gt­ede fra den Franske Rev­o­lu­tion med deres værdi­gen­stande. Dette ledte til mas­siv inter­esse for vraget, for­di der var rygter om, at ski­bet skulle have fragtet konge­fam­i­liens smykker og juvel­er.  Blandt andet Marie Antoinettes dia­man­thal­skæde og værdi­fulde met­aller fra kirk­er i Paris. Et andet skib, der for­lod hav­nen på samme tid som Tele­maque, blev stop­pet og gen­nem­søgt læn­gere nede af Seinen, hvor man fandt konge­fam­i­liens værdi­gen­stande og penge.

Den skæb­ne undgik Tele­maque.

Ski­bet sank fire år efter Tele­maque-revet blev set første gang, hvilket bety­der, at det måske kunne være samme brig­an­tine, der var vendt tilbage til Paris, for senere at tage på sin sid­ste rejse med en gruppe franske aris­tokrater ombord. Ingen fra ski­bets besæt­ning omkom, men da vraget udgjorde en fare for de mange skibe, som skulle nav­igere her, blev et hold sat ind til at løfte det. Efter tre måned­ers forsøg på at hæve vraget opgav man og Seinens tide­vand slugte deres udstyr.

I løbet af 1830’erne og 1840’erne forsøgte pri­vate sel­sk­aber og skat­te­jægere at bjærge ski­bet af flere omgange med støtte fra både franske og engelske inve­stor­er. Igen i starten af 19. århun­drede var der forsøg på at have vraget. Men uden held.

Ved lav­vande om som­meren skulle det have været muligt at se ski­bets ribben­struk­tur, liggende på Seinens bund, ud for Quille­beuf (det danske ord ‘rev’ stam­mer desu­den fra det nor­røne ord for ‘ribben’).

I 1938 udsendte man så en offi­ciel opfor­dring til speku­lanter om at under­søge vraget. André Crestois, en pari­sisk entre­penør, fik lov at stå for bjærgnin­gen og hyrede ingeniøren Theodore Laf­fite. I 1939 beg­y­n­dte arbe­jdet, der tog seks måned­er, om at lokalis­ere vraget. Men der var fort­sat usikker­hed om det fak­tisk var Tele­maque, da andre kendte vrag lå på denne strækn­ing af Seinen. Alligev­el sendte man dykkere ned, som fandt både bronzel­y­sekro­ner, låse, bæl­te­spæn­der, kru­ci­fikser og guld­kæder. Senere fandt man også møn­ter.

1940-wreck
Dele af vraget hæves i 1940. Foto: Cour­tesy Nor­mandy Then and Nowwww.normandythenandnow.com

Med kri­gens beg­y­n­delse var Crestois tvunget til frem­skyn­de bjærgnin­gen af ski­bet, men på trods af at have bjær­get dele af ski­bet, så fandt man ikke mere. Flere af bjærgn­ingsar­be­jdere frygt­ede, at det ikke var Tele­maque, som man havde bjær­get. Som det står i telegram fra Welling­ton Times fra 1940, så tog bankman­den, som vi må tænke hen­vis­er til denne Crestois, dette ned­er­lag “filosofisk”:

En bankmand finan­sierede bjærgnin­gen, som efter­si­gende skulle have kostet £10,000. Han tog sagen filosofisk og udviste ingen tegn på skuf­felsen, men inviterede dykkerne og bjærgn­ingsar­be­jderne på mid­dag. Sådan ender his­to­rien om Tele­maque-skat­ten, med min­dre bjærgn­ing­sh­old­et har rejst det fork­erte vrag.”

Det mente blandt andet en tidligere hol­land­sk flåde­of­fi­cer, Villem Ver­loop, i 1984. Ifølge hans bereg­ninger så var Tele­maque nu begravet i dynd fra Seinens sid­ste fyrre års kon­stante bevægelse. På samme sted, hvor Quille­beufs lokale fod­bold­bane nu lå.

Lige­som jeg aldrig fandt frem til den oprindelige kap­ta­jn Ger­aud, der måtte over­give sig i Algeri­et, så måtte denne Ver­loop skuf­fet vende tilbage til Hol­land efter at have fået af vide, at enhver skat alligev­el ville tilhøre den franske stat, abbe­dierne eller slægt­ninge, hvis de over­hovedet kunne iden­ti­fi­ceres.

Kasper Mikael Jacek er redak­tør på Bag­grund og kan­di­dat­stud­erende i Ana­lytisk Jour­nal­is­tik på Aarhus Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen