Meterstokken

Illustration: Mathias Skafte Andersen

Da man i 1780’ernes Frankrig havde brug for at reducere en kvart million måleenheder til én, opstod der et problem. Académie des Sciences havde oprindeligt foreslået anvendelsen af “monarkens fod” som mål for den nye enhed, men efter revolutionen i 1789 måtte man ty til en republikansk løsning.

BAGGRUNDS KABINET Historierne bag de mest selvfølgelige objekter glemmes ofte i hverdagen. I Baggrunds Kabinet præsenterer vi en række dagligdagsobjekter i forhåbningen om, at de ikke alene kan fortælle os om fortiden, men ligeledes være omveje til at reflektere over objekternes plads og brug i dag.


I 1780’erne ansloges det, at der var 250.000 forskellige måleenheder i Frankrig alene. Hver enkelt landsby brugte tønder, baljer og børrer i forskellige  størrelser og havde tilsvarende mål. Det betød, at en tønde korn i én by nogle gange kunne være halvt så stor som en tønde i nabobyen. Denne landsdækkende forskel gjorde det svært at udregne priser. Især for hovedstadens købmænd, som ofte fik deres varer fra mange forskellige provinser og aldrig kunne vide sig sikre på målet af en tønde.

Académie des Sciences, det franske naturvidenskabelige akademi, besluttede derfor i 1792 at lave en ny landsdækkende standard for at gøre det lettere at være ingeniør, læge eller købmand i en voksende verden. Det oprindelige forslag havde lydt på et grundmål svarende til “monarkens fod”, som skulle udbredes fra Paris til resten af det franske rige.

Naturvidenskaben er dog ikke til i et vakuum, og Akademiet var nødt til at forholde sig til den revolution, der havde fundet sted i Paris’ gader i 1789. De revolutionære stod for universelle menneskerettigheder og Frankrig som folkets republik styret af fornuft. Under revolutionen var alt principielt til debat. Man indførte en ny ‘fornuftig’ kalender og tidsregning, hvor en uge havde ti dage, en time havde hundrede minutter, et minut havde hundrede sekunder. Monarken var død og hans fod kunne næppe leve op til kravet om universelle fornuftsprincipper.

Nicolas de Condorcet, en af de fremmeste revolutionære og oplysningstænkere, foreslog derfor i stedet et mål “taget fra naturen selv”. Sådan et naturligt mål ville ikke være bundet op på en konge, det ville overskride snævre nationale egeninteresser, og det kunne bane vejen for fredelig sameksistens mellem alle klodens mennesker i overensstemmelse med menneskerettighedserklæringen fra 1789.

Det første ‘naturlige’ mål, der blev foreslået var “længden af et pendul, der tager ét sekund om at svinge sin bane”. Problemet med denne enhed var, at et penduls hastighed ikke kun afhænger af dets længde, men også af den breddegrad, det svinger på. Dette betød, at nationale interesser alligevel ville komme til at spille en rolle: Skulle målingen udføres i London, Paris eller Washington? Desuden ville længdemålet komme til at afhænge af en tidsenhed, og som sagt var selve tiden også til diskussion.

Det endelige forslag blev en enhed svarende til en ti-milliontedel af afstanden fra Jordens geografiske ækvator til Nordpolen. Målet ville være ens uafhængigt af tid og geografisk placering. Et mål for hele Jordens befolkning baseret på Jordens eget mål. Den ny definition blev vedtaget i 1792 . Den grundlæggende længdeenhed fik navnet “metre” –  det franske ord for “mål”. Den skulle ligge til grund for både vægt-, længde-, og rummål (kilogram, meter, liter).

Efter vedtagelsen samlede Akademiet alle landets lokale mål ind – titusindvis af vægte, målebægre, målestokke – og lagde dem alle i Panthéon i Paris. Her skulle de ligge indtil Jordens omkreds var målt. Så ville de blive sammenlignet med den nye republikanske meter og enten blive kasseret eller omdøbt til at passe ind i den nye orden.

I 1799, efter syv år, vendte Det Videnskabelige Akademis to udvalgte astronomer, Delambre og Méchain, hjem til Paris. Den ene havde målt afstanden fra ækvator, den anden fra Nordpolen. Med disse mål kunne Videnskabsakademiet støbe seksten definitive meterstokke. Disse stokke blev hængt op på centrale steder i hovedstaden, så alle i riget havde nem adgang til den nye, globale måleenhed.

Senere er meteren blevet omdefineret flere gange, men grundtanken, at den skal baseres på et “naturligt” mål, er forblevet den samme. I skrivende stund er den defineret med henvisning til lysets hastighed i vakuum.

Videre læsning

  • Ken Alder. 2002. The Measure of All Things: The Seven-Year Odyssey and Hidden Error That Transformed the World. Free Press.
Scroll to Top