Meterstokken

Illus­tra­tion: Math­ias Skafte Ander­sen

Da man i 1780’ernes Frankrig havde brug for at reducere en kvart million måleenheder til én, opstod der et problem. Académie des Sciences havde oprindeligt foreslået anvendelsen af “monarkens fod” som mål for den nye enhed, men efter revolutionen i 1789 måtte man ty til en republikansk løsning.

BAGGRUNDS KABINET His­to­ri­erne bag de mest selvføl­gelige objek­ter glemmes ofte i hverda­gen. I Bag­grunds Kabi­net præsen­ter­er vi en række dagligdag­sob­jek­ter i forhåb­nin­gen om, at de ikke alene kan fortælle os om for­tiden, men ligeledes være omve­je til at reflek­tere over objek­ternes plads og brug i dag.


I 1780’erne ansloges det, at der var 250.000 forskel­lige måleen­hed­er i Frankrig alene. Hver enkelt lands­by brugte tøn­der, bal­jer og bør­rer i forskel­lige  stør­relser og havde tilsvarende mål. Det betød, at en tønde korn i én by nogle gange kunne være halvt så stor som en tønde i nabobyen. Denne lands­dækkende forskel gjorde det svært at udreg­ne pris­er. Især for hov­ed­stadens køb­mænd, som ofte fik deres var­er fra mange forskel­lige provinser og aldrig kunne vide sig sikre på målet af en tønde.

Académie des Sci­ences, det franske naturv­i­den­sk­a­belige akade­mi, beslut­tede der­for i 1792 at lave en ny lands­dækkende stan­dard for at gøre det let­tere at være ingeniør, læge eller køb­mand i en vok­sende ver­den. Det oprindelige forslag havde lydt på et grund­mål svarende til “monarkens fod”, som skulle udbre­des fra Paris til resten af det franske rige.

Naturv­i­den­sk­aben er dog ikke til i et vaku­um, og Akademiet var nødt til at forholde sig til den rev­o­lu­tion, der havde fun­det sted i Paris’ gad­er i 1789. De rev­o­lu­tionære stod for uni­verselle men­neskerettighed­er og Frankrig som folkets repub­lik styret af for­nuft. Under rev­o­lu­tio­nen var alt prin­cip­ielt til debat. Man ind­førte en ny ‘for­nuftig’ kalen­der og tid­sreg­n­ing, hvor en uge havde ti dage, en time havde hun­drede min­ut­ter, et min­ut havde hun­drede sekun­der. Monarken var død og hans fod kunne næppe leve op til kravet om uni­verselle for­nuft­sprin­cip­per.

Nico­las de Con­dorcet, en af de fremmeste rev­o­lu­tionære og oplysningstænkere, fores­log der­for i stedet et mål “taget fra naturen selv”. Sådan et naturligt mål ville ikke være bun­det op på en konge, det ville over­skride snævre nationale egen­in­ter­ess­er, og det kunne bane vejen for fre­delig samek­sis­tens mellem alle klo­dens men­nesker i overensstem­melse med men­neskerettighed­serk­lærin­gen fra 1789.

Det første ‘naturlige’ mål, der blev fores­lået var “læng­den af et pen­dul, der tager ét sekund om at svinge sin bane”. Prob­lemet med denne enhed var, at et pen­duls hastighed ikke kun afhænger af dets længde, men også af den bred­de­grad, det svinger på. Dette betød, at nationale inter­ess­er alligev­el ville komme til at spille en rolle: Skulle målin­gen udføres i Lon­don, Paris eller Wash­ing­ton? Desu­den ville længdemålet komme til at afhænge af en tid­sen­hed, og som sagt var selve tiden også til diskus­sion.

Det endelige forslag blev en enhed svarende til en ti-mil­liont­edel af afs­tanden fra Jor­dens geografiske ækva­tor til Nord­polen. Målet ville være ens uafhængigt af tid og geografisk plac­er­ing. Et mål for hele Jor­dens befolkn­ing baseret på Jor­dens eget mål. Den ny def­i­n­i­tion blev ved­taget i 1792 . Den grundlæggende længdeen­hed fik navnet “metre” —  det franske ord for “mål”. Den skulle ligge til grund for både vægt‑, længde‑, og rum­mål (kilo­gram, meter, liter).

Efter ved­tagelsen sam­lede Akademiet alle lan­dets lokale mål ind — titusind­vis af vægte, måle­bæ­gre, målestokke – og lagde dem alle i Pan­théon i Paris. Her skulle de ligge indtil Jor­dens omkreds var målt. Så ville de blive sam­men­lignet med den nye repub­likanske meter og enten blive kasseret eller omdøbt til at passe ind i den nye orden.

I 1799, efter syv år, vendte Det Viden­sk­a­belige Akademis to udval­gte astronomer, Delam­bre og Méchain, hjem til Paris. Den ene havde målt afs­tanden fra ækva­tor, den anden fra Nord­polen. Med disse mål kunne Viden­sk­ab­sakademiet støbe sek­sten defin­i­tive meter­stokke. Disse stokke blev hængt op på cen­trale sted­er i hov­ed­staden, så alle i riget havde nem adgang til den nye, glob­ale måleen­hed.

Senere er meteren blevet omde­fineret flere gange, men grund­tanken, at den skal baseres på et “naturligt” mål, er for­blevet den samme. I skrivende stund er den defineret med hen­vis­ning til lysets hastighed i vaku­um.

Videre læsning

  • Ken Alder. 2002. The Mea­sure of All Things: The Sev­en-Year Odyssey and Hid­den Error That Trans­formed the World. Free Press.
Scroll til toppen