Flygtningekrisen” er en politisk krise

Han­nah Arendt og Gün­ther Anders. Ret­tighed­er: Flickr/Jim Jenk­ins under Cre­ative Com­mons-licensen.

Hannah Arendt skrev essayet ”Vi flygtninge” i 1943 som statsløs flygtning. Essayet beskriver de jødiske flygtninges umulige situation før og under Anden Verdenskrig og udvikler derigennem en original analyse af flygtninge som et politisk fænomen – en analyse der også kan hjælpe os med at forstå den såkaldte “flygtningekrise” vi står overfor i dag.


Han­nah Arendt var en af det 20. århun­dredes største poli­tiske tænkere. Hun var også stat­sløs fly­gt­ning i 18 år af sit liv. I essayet ”Vi fly­gt­ninge,” skrevet i New York i 1943, reflek­ter­er hun over det at være fly­gt­ning og fly­gt­nin­ge­nes poli­tiske betyd­ning som tegn på nation­al­statens begræn­sninger i en analyse, der poten­tielt også kan bruges til at forstå den såkaldte ”fly­gt­ningekrise” i dag.

Arendt påpeger at jødernes eksklu­sion og for­føl­gelse ikke var et isol­eret fænomen, men en del af en meget større poli­tisk ten­dens, der siden­hen også ramte andre af Europas befolkninger. Med afsæt i Han­nah Arendts essay kan den forstås som et pro­dukt af det poli­tiske sys­tem, der blev kon­solid­eret efter Første Ver­den­skrig; et poli­tisk sys­tem bestående af nation­al­stater, der fokuserede på snævre nationale inter­ess­er og eksklud­erede og for­ful­gte min­dretal og poli­tiske dis­si­den­ter.

Hannah Arendt på flugt

Han­nah Arendts liv som fly­gt­ning start­ede i 1933. Adolf Hitler var kom­met til magten et par måned­er forinden og Han­nah Arendt var i gang med at doku­mentere den sys­tem­a­tiske anti­semitisme og diskrim­i­na­tion i lan­det, da hun blev anholdt og afhørt af Gestapo. Hun blev løs­ladt efter otte dage og fly­gt­ede kort efter til Prag og der­fra videre til Genève for til sidst at nå Paris, hvor hun for­blev indtil den franske regering beg­y­n­dte at internere eksil-tyskere og poli­tiske dis­si­den­ter i forbindelse med Anden Ver­den­skrig. Han­nah Arendt blev sendt til en kvin­dele­jr i Gurs. Det lykkedes hende dog at und­slippe i det kaos, der ful­gte i køl­van­det på Frankrigs ned­er­lag og siden­hen sikre sig et nød­vi­sum til USA. De tilbageværende jøder i Gurs blev senere deporteret til Auschwitz.

Han­nah Arendt ankom til New York i maj 1941. Hun lærte sig selv engel­sk og fandt arbe­jde som skribent og under­vis­er. Selvom det var lykkedes at und­slippe Europa, kunne hun ikke vide sig sikker: Anti­semitis­men flo­r­erede også i det amerikanske sam­fund og efter USA’s indtræ­den i kri­gen blev per­son­er af tysk, ital­ien­sk og japan­sk herkomst klas­si­fi­ceret som ”fjendtligsind­ede udlændinge” og fik ind­skræn­ket deres ret­tighed­er – mange blev desu­den for­fly­t­tet fra strate­gisk vigtige områder, interneret eller måtte leve under udgangs­for­bud.

Det var i denne peri­ode ‒ som stat­sløs fly­gt­ning i et fremmed og uforudsigeligt land med ure­gelmæs­sige og urovækkende nyhed­er fra ven­ner og bek­endte i Europa ‒ at Han­nah Arendt i 1943 skrev ”Vi fly­gt­ninge.”

Assimilation og antisemitisme

Arendt skil­dr­er lev­ende den kon­stante usikker­hed for­bun­det med livet på flugt og udstiller paradok­serne ved inte­gra­tion – eller assim­i­la­tion som hun bram­frit kalder det – i grundlæggende anti­semi­tiske sam­fund.

Hun beskriv­er hvor­dan mange fly­gt­ninge overi­den­ti­fi­cerede sig med deres nye hjem­lande i et forsøg på at blive accepteret af sam­fun­det og min­imere den grundlæggende usikker­hed, der kende­teg­nede deres eksis­tens. Men ifølge Arendt var det en blindgyde.

Hun udstiller udsigt­sløshe­den i fly­gt­nin­ge­nes forsøg på at skjule deres bag­grund for at blive en del af et sam­fund, der kon­stant forsøgte at eksklud­ere dem, for­di de var jøder. De ville aldrig blive en del af sam­fun­det, for­di den helt grundlæggende præmis for deres bestræ­belser, var opfat­telsen af dem som fun­da­men­talt fremmede over­for det nationale fæl­lesskab. Og det ville imi­ta­tion og nypa­tri­o­tisme ikke ændre på. Assim­i­la­tion var der­for en blindgyde for de jødiske fly­gt­ninge. De kunne måske opnå at blive tol­ereret midler­tidigt, men de ville aldrig blive accepteret som en del af det nationale fæl­lesskab.

Og det var ikke bare et prob­lem for jøderne, ifølge Arendt, men et udtryk for en større og mere sys­tem­a­tisk ten­dens, for som hun skriv­er ”kort efter jøderne blev fredløse i Europa, skete det samme for de fleste europæiske folk”. Med afsæt i Han­nah Arendts essay og senere arbe­jde kan vi forstå dette som et pro­dukt af det poli­tiske sys­tems helt grundlæggende begræn­sning: Den mod­erne nation­al­stats eksklu­sivitet.

Det politiske systems begrænsninger

Det poli­tiske sys­tem der blev kon­solid­eret efter Første Ver­den­skrig, var baseret på nation­al­stater. Den mod­erne nation­al­stat er per def­i­n­i­tion begrænset til natio­nen – forstået som et his­torisk etnisk, kul­turelt eller sprog­ligt afgrænset fæl­lesskab man fødes ind i (nation er afledt af natio: latin for fød­sel) – som definer­er og legit­imer­er den. Nation­al­stat­en er med andre ord baseret på en grundlæggende eksklu­sion af alle, der ikke er en del af natio­nen. De der eksklud­eres udgør i teorien et andet nation­alt poli­tisk fæl­lesskab inden­for det inter­na­tionale poli­tiske sys­tem.

Men virke­lighe­den var imi­dler­tid mere kom­pliceret. De store imperiers kol­laps, mange multi­na­tionale ter­ri­to­ri­er og for­drevne folk kom­plicerede grænse­dragnin­gen efter Første Ver­den­skrig og betød, at store befolkn­ings­grup­per befandt sig uden­for grænserne og beskyt­telsen af en nation­al­stat – i et poli­tisk og juridisk tom­rum. Det inter­na­tionale sam­fund forsøgte at sikre disse grup­pers ret­tighed­er gen­nem minoritet­strak­tater og –aftaler uden nogen reel effekt.

Den eksklu­sive def­i­n­i­tion af nation­al­stat­en betød, at inden- og uden­rigspoli­tik blev defineret af nation­al­isme og snævre nationale inter­ess­er – ofte i kon­flikt med andre nation­al­stater og på bekost­ning af nationale min­dretal. Flere af de europæiske nation­al­stater forsøgte at indlemme, hvad de opfat­tede som dele af natio­nen, der befandt sig uden­for statens grænser og udstøde minoritets­grup­per ved at dena­tion­alis­ere, for­følge eller for­fly­tte dem.

De europæiske nation­al­staters eksklu­sivitet inten­sivere­des i takt med, at kon­flik­terne mellem dem eskalerede. Flere og flere men­nesker blev eksklud­eret og måtte gå en usikker fremtid i møde som minoriteter eller fly­gt­ninge ”ubeskyt­tet af konkrete love og poli­tiske kon­ven­tion­er”.

Stat­sløse minoriteter såsom jøderne var særligt udsat­te; eksklud­eret fra hele det poli­tiske sys­tem, uden ret­tighed­er eller beskyt­telse fra en stat – for­ful­gt og senere udsat for folke­mord. De jødiske fly­gt­ninges skæb­ne udstillede tydeligere end nogen andre dette poli­tiske sys­tems helt grundlæggende begræn­sninger.

Men Han­nah Arendt insis­terede på, at deres skæb­ne ikke var unik. De var rigtig­nok blandt de første, der blev for­ful­gt og for­drevet, men de var langt fra de sid­ste: Nationale min­dretal, poli­tiske dis­si­den­ter og andre befolkn­ings­grup­per mødte lig­nende skæb­n­er under Anden Ver­den­skrig.

De jødiske fly­gt­ninge der bevægede sig fra land til land var pro­dukt af et poli­tisk sys­tem, der på sys­tem­a­tisk vis udstødte og under­tryk­te minoriteter og poli­tiske dis­si­den­ter; et poli­tisk sys­tem bestående af nation­al­stater, der hverken kunne eller ville beskytte men­nesker som men­nesker, kun som lydi­ge medlem­mer af natio­nen.

”Flygtningekrisen” er en politisk krise

Man skal altid være påpas­selig med at sam­men­ligne forskel­lige his­toriske epok­er. Vi befind­er os ikke i mellemkrigsti­dens Europa eller en peri­ode, der kan sam­men­lignes med Anden Ver­den­skrigs ræd­sler. Men det er heller ikke det, Han­nah Arendts essay han­dler om. Det han­dler om fly­gt­ninge og nation­al­statens begræn­sninger – udfor­dringer vi også står over­for i dag.

Meget har naturligvis ændret sig siden mellemkrigsti­den: Artikel 14 i FN’s men­neskerettighed­serk­læring fra 1948 anerk­endte for­ful­gte indi­vider og grup­pers ret til at søge og mod­tage asyl i andre lande og blev uddy­bet i Fly­gt­ningekon­ven­tio­nen fra 1951 (opdateret i 1967) såv­el som kon­ven­tio­nen til begræn­sning af stat­sløshed fra 1961.

For­målet med disse erk­læringer og kon­ven­tion­er var at fore­bygge, at indi­vider eller grup­per skulle ende i samme sit­u­a­tion som de stat­sløse fly­gt­ninge i mellemkrigsti­den; sys­tem­a­tisk eksklud­eret og for­ful­gt. Men det er de selvsamme kon­ven­tion­er som flere poli­tikere insis­ter­er på at ”presse” eller helt omgå i dag, hvor Europa står midt i en ny fly­gt­ningekrise.

Europa er i dag præget af skinger nation­al­is­tisk retorik akkom­pag­neret af prak­tiske poli­tiske tilt­ag baseret på snævert definerede nationale inter­ess­er: stramninger af asyl­re­glerne, gen­in­tro­duk­tion af grænsekon­trollen, Dublin-forord­nin­gen og befæst­nin­gen af Europas ydre grænser – inef­fek­tive og kort­sigt­ede forsøg på at eksklud­ere ude­frak­om­mende fly­gt­ninge.

Det inter­na­tionale sys­tem af nation­al­stater lad­er hverken til at kunne eller ville løse sit­u­a­tio­nen. Han­nah Arendt advar­er os om, at der ikke er tale om en fly­gt­ningekrise, men en sys­tem­a­tisk poli­tisk krise med rod i nation­al­statens eksklu­sivitet. Og så længe reak­tion­erne på fly­gt­ningestrømmene dik­teres af nation­al­isme og snævre nationale inter­ess­er, vil det for­blive umuligt at finde en løs­ning.

Det er en urovækkende fremtid­sudsigt, som Han­nah Arendt point­er­er til sidst i ”Vi fly­gt­ninge”:

”De europæiske folks har­moniske samek­sis­tens blev splin­tret da, og for­di, de tillod, at deres svageste medlem­mer blev eksklud­eret og for­ful­gt”.

Mikkel Flohr er Ph.d.-studerende ved Insti­tut for Sam­fundsv­i­den­skab og Erhverv, Roskilde Uni­ver­sitet. Mikkel Flohr har over­sat og skrevet efterordet til “Vi fly­gt­ninge”, der er udkom­met på Slag­marks For­lag.