Regnearket

Illus­tra­tion: Math­ias Skafte Ander­sen

Det første elektroniske regneark blev opfundet af en kandidatstuderende. Professoren syntes, at Dan Bricklin var vanvittig. Fire år efter havde opfindelsen forandret USA

BAGGRUNDS KABINET His­to­ri­erne bag de mest selvføl­gelige objek­ter glemmes ofte i hverda­gen. I Bag­grunds Kabi­net præsen­ter­er vi en række dagligdag­sob­jek­ter i forhåb­nin­gen om, at de ikke alene kan fortælle os om for­tiden, men ligeledes være omve­je til at reflek­tere over objek­ternes plads og brug i dag.


Bestyrelses­for­man­den for com­put­er­pro­gram­mer­ings­fir­maet Lotus, Mitch Kapor, sam­men­lignede i 1983 det elek­tro­n­iske reg­n­ear­ks betyd­ning for samti­dens virk­somheds­boom med den transna­tionale jern­banes betyd­ning for ind­tagelsen af kon­ti­nen­tet i det nit­tende århun­drede.

”Det accel­ererede bevægelsen, gjorde det muligt, og det ændrede natio­nens kurs,” for­t­alte Kapor.

Det første elek­tro­n­iske reg­n­eark, Visi­Calc, blev opfun­det i 1979 af den kan­di­dat­stud­erende ved Har­vard Busi­ness School, Dan Brick­lin, som svar på en opgave i et finan­sier­ingskur­sus. Pro­fes­soren syntes han har van­vit­tig. Men efter at han slog sig sam­men med MIT-pro­gram­møren Bob Frankston, tog Brick­lins idé fart.

Da reg­n­ear­ket stadig var et fysisk stykke papir med farvede streger, som mark­erede arkets rækker og kolon­ner, blev det primært brugt af virk­somhed­ers revi­sor­er eller bogholdere med en sirlig blyant. Hver række repræsen­terede udgifter såsom prisen på olie, husle­je eller papri­ka, mens kolon­nerne repræsen­terede en måned, et kvar­tal eller et år. Ved afs­lut­nin­gen af hver peri­ode notere­des udgiften, som kunne lægges til de øvrige beløb ned­er­st på arkets bundlin­je. Disse sum­mer kunne nu ind­skrives i et end­nu større reg­n­eark, repræsen­terende virk­somhe­dens økono­mi på et mere overord­net plan.

At ændre en udgift i et ark havde kon­sekvenser på tværs af en række ark. Det var et tid­skrævende og minu­tiøst arbe­jde. Det geniale ved Brick­lins idé var, at man med et tast kunne omreg­ne alle berørte celler. Og hvad der var end­nu mere afgørende: Det, der mulig­gjorde dette, kunne være på én diskette, som kunne bruges af alle med en PC.

Com­put­ere var der ganske vist ikke mange af end­nu. Men der kom flere og flere. Især efter at anven­delses­mu­lighed­erne ved at eje en sådan, blev betragteligt udvidet med Visi­Calc og efter­føl­gere som Lotus 1−2−3, der udkom i 1983. De elek­tro­n­iske reg­n­ear­k­spro­gram­mer både mulig­gjorde og legit­imerede udbre­delsen af den per­son­lige com­put­er. Nu kunne små for­ret­ningse­jere, med lidt teknisk sans og et aftenkur­sus, selv styre deres økono­mi på lige fod med markedets større spillere.

Reg­n­ear­ket var et hverdagsnært red­skab, som ændrede for­ret­nings­folkets adfærd. Brick­lins oprindelige motiv om at frigøre tid lykkedes. En revi­sor fra Cincin­nati, Don Jack­son, for­t­alte i 1984 tech-jour­nal­ist Steven Levy om, hvor­dan bogholdere i reg­n­ear­kets tidlig­ste dage kunne finde på at løse has­teop­gaver på en PC i løbet af et par timer, lægge dem i skuf­fen i to-tre dage og sende dem med ekspres­bud til kun­den, der blev så overvældet af sags­be­han­dlin­gens hur­tighed, at de glædeligt udbe­talte bonuss­er. Havde bogholderen sendt det færdi­ge arbe­jde med det samme, ville kun­den aldrig tro på, at det fak­tisk var ordentligt udført. Den dig­i­tale hastighed negerede ganske enkelt samti­dens forestill­ing om kvalitet, hvilket fik brugeren af den rationelle pro­gram­mer­ing til at han­dle umid­del­bart irra­tionelt.

Når nu ændringer i økonomiske for­vent­ninger var blevet langt nem­mere at udreg­ne end tidligere, blev det plud­selig muligt at lave forudsigelser. Man kunne stille spørgsmålet: Hvad nu hvis? Hvad nu hvis renten stiger? Hvad nu hvis omsæt­nin­gen falder to pro­cent? Hvad hvis vi hæver prisen med en dol­lar?

Dette blev sam­tidigt en øvelse i sin egen ret. Reg­n­ear­ket gjorde det muligt at spørge, så man spurgte. Om alt. At pro­gram­mere det ulti­ma­tive reg­n­eark, som inklud­erede alle tænke­lige markedsvari­abler, blev enhver for­ret­nings­man­ds drøm. De store spillere afsat­te nu mere tid til at udar­be­jde mod­eller, end man oprindeligt havde brugt på at bereg­ne indi­vidu­elle reg­n­sk­aber.

Theodore Stein, led­er af data analy­seafdelin­gen i et for­sikrings­sel­skab i Hart­ford, for­t­alte tech- jour­nal­is­ten Steven Levy: ”Jeg kan slet ikke beskrive hvor mange timer jeg bruger på det her … Det er mit kæledyr, på en måde. At klø den bag øret, børste dens koder … det er næsten en besæt­telse.”

Vendinger som at ’lege’ med tal­lene, og ’massere’ mod­ellerne, blev en del af sprog­bru­gen. Reg­n­ear­ket var nok elek­tro­n­isk, men det havde krop, og den krævede sin brugers udelte opmærk­somhed.

Den oprindelige inten­tion med det elek­tro­n­iske reg­n­eark var at spare tid. Men som de tidlig­ste brugere måtte sande, skabte det også nye prak­siss­er som kunne optage lige så meget tid, som der blev sparet. Da den århun­drede gam­le fysiske form blev bortkastet, blev reg­n­ear­ket en ting, som alle med en PC kunne forme i sit eget billede.

Videre læsning

  • Steven Levy. 1984. ‘A Spread­sheet Way of Knowl­edge’. Harper’s Month­ly Mag­a­zine, Novem­ber 1984.
  • D. J. Pow­er. 2002. ‘A Brief His­to­ry of Spread­sheets’. Depart­ment of Com­put­er Sci­ence, Uni­ver­si­ty of Mary­land.
Scroll til toppen