Gaflen

Illus­tra­tion: Math­ias Skafte Ander­sen

Da gaflen blev introduceret til Europa, vakte den stor skepsis og blev anset som yderst dekadent. Men gaflen vandt støt og roligt indpas, og i dag udgør den et fast element af et service.

BAGGRUNDS KABINET His­to­ri­erne bag de mest selvføl­gelige objek­ter glemmes ofte i hverda­gen. I Bag­grunds Kabi­net præsen­ter­er vi en række dagligdag­sob­jek­ter i forhåb­nin­gen om, at de ikke alene kan fortælle os om for­tiden, men ligeledes være omve­je til at reflek­tere over objek­ternes plads og brug i dag.


Dr. Per­cy blev kaldt til Ver­sailles hos­pi­tal i 1798 for at se til en tidligere patient, der efter sigende havde slugt en guldgaffel og der­for frygt­ede for sit liv. Dr. Per­cy havde tidligere tilset selvsamme patient, der nogle år forinden havde været ind­lagt i forbindelse med sin mil­itært­jen­este hos den første rev­o­lu­tionære hær i Frankrig.

Det drejede sig om Hr. Tar­rare, en ung mand, der, selvom sult var almin­deligt før og under den Franske Rev­o­lu­tion, var mere sul­ten end de fleste og kunne sluge både sten og lev­ende dyr. Tar­rare, hvis foræl­dre ikke havde råd til at brød­føde ham, havde søgt tjen­este ved mil­itæret. Også her var rationerne for beskedne, og Tar­rare blev ind­lagt med udmat­telse, mens lægerne forsøgte at finde ud af, hvad han fejlede.

Da det var for dyrt at have ham liggende på hos­pi­talet, fik lægerne en idé: Man kunne sende ham over i fjen­des lejr, hvor han skulle finde deres vigtige doku­menter, sluge dem og vende tilbage, hvorefter fran­skmæn­dene blot skulle vente på, at naturen gik sin gang, og doku­menterne kom ud i den anden ende. På sin første mis­sion blev Tar­rere taget til fange. Han blev tor­tur­eret, udsat for en fal­sk hen­ret­telse og sendt tilbage, dybt rys­tet og sul­ten. Han blev ind­lagt igen, men efter nogen tid forvist, for­di man frygt­ede, at han havde spist et hal­van­de­tårigt barn.

På Tar­rares tid var en gaffel som den, han hævd­ede at have slugt, et rel­a­tivt nyt red­skab i den brede befolkn­ing. Den var i 1100-tal­let kom­met til Europa gen­nem Ital­ien med en byzan­tinsk prins­esse, der blev gift med dogen af Venedigs søn. Til bryllupsmid­da­gen spiste hun med en guldgaffel, og det blev betragtet som utroligt dekadent, nærmest guds­bespot­tende.

Sankt Peter Dami­an skrev: ”Gud har i sin vis­dom givet man­den naturlige gafler – fin­grene. Det er der­for en fornærmelse mod Gud at bytte dem ud med kun­stige met­al­gafler til at spise med.”

Den byzan­tinske prins­esse døde kort tid efter af pest, og det blev anset for at være en passende Guds straf for hen­des for­fæn­ge­lighed og dekadente livs­førelse.

På trods af den første skep­sis vandt gaflen støt og roligt anven­delse på den ital­ienske halvø, og da Cather­ine de Medici 1533 blev gift med Kong Hen­rik d. 2. fort­sat­te udbre­delsen til Ver­sailles og der­fra videre rundt i Frankrig og senere nord­på til resten af Europa. I de finere kredse blev det nor­malt at have sin egen lille æske til sit per­son­lige bestik – herun­der naturligvis også en gaffel. Den blev et uund­værligt red­skab først ved det franske hof og siden­hen også ved borg­er­sk­a­bet, og det blev anset for bar­barisk og ucivilis­eret at spise kød med fin­grene.

Maden – eller især man­glen på samme – var med til at sætte gang i det oprør, der skulle omforme det franske sam­fund med den Franske Rev­o­lu­tion. Og fran­sk mad fylder fort­sat og er blevet ver­densk­endt som særligt udsøgt. I 2010 kom den franske mad­kul­tur på UNESCOS ver­den­sarvs­liste, og gaflen, der nu er blevet alle­mand­se­je i den vestlige ver­den, indgår som en selvføl­gelig del af bor­d­dæknin­gen – på en gang almin­delig og ophø­jet som en del af ver­dens kul­tur­arv.

Guldgaflen, som Tar­rare mente at have slugt, for­blev et mys­teri­um. Da han ankom til Ver­sailles Hos­pi­tal i 1798 var der ikke meget Dr. Per­cy kunne gøre, og Tar­rare døde kort tid efter. Ved obduk­tio­nen fandt man et unaturligt stort spis­erør og en mavesæk, der fyldte det meste af bughulen, men ingen guldgaffel.

Videre læsning

  • Jan Bon­de­s­on. 2000. The Two-Head­ed Boy, and Oth­er Med­ical Mar­vels. Cor­nelle Uni­ver­si­ty Press.
  • T. Bradley. 1819. The Lon­don Med­ical and Phys­i­cal Jour­nal. J. Souter, 73, St Paul’s Church-Yard.
  • Lisa Bra­men. 2009. A His­to­ry of West­ern Eat­ing Uten­sils From the Scan­dalous Fork to the Incred­i­ble Spork. Smithsonian.com.
Scroll til toppen