Armbåndsuret

Illus­tra­tion: Math­ias Skafte Ander­sen

Oprindeligt var armbåndsuret blot et besmykket armbånd med ur. Men under Første Verdenskrig gik det fra at være en feminin dekoration anvendt af borgerskabets kvinder til også at blive enhver soldats stolthed og nødvendige instruktør.

BAGGRUNDS KABINET His­to­ri­erne bag de mest selvføl­gelige objek­ter glemmes ofte i hverda­gen. I Bag­grunds Kabi­net præsen­ter­er vi en række dagligdag­sob­jek­ter i forhåb­nin­gen om, at de ikke alene kan fortælle os om for­tiden, men ligeledes være omve­je til at reflek­tere over objek­ternes plads og brug i dag.


I skyt­te­gravene, der strak­te sig gen­nem Europa fra den schweiziske grænse og helt til Nord­søen, kunne man hverken se sol­dater­nes frem­march eller høre råbene eller jagth­ornenes kald til angreb.

For at kunne koordinere angreb i Første Ver­den­skrigs skyt­te­grave var det nød­vendigt at kende tiden — hele tiden. Som den engelske sol­dat og digter Robert Nichols skrev i sit digt “The Assault” fra 1916, var det arm­bånd­surets tavse arme, kon­stant i bevægelse i kri­gens altoverdøvende storm, der mark­erede det tid­spunkt, hvor fløjten skulle lyde, angre­bet skulle sættes i gang og sol­dater­ne skulle rejse sig, kravle op af gravene og blive et med “spring­van­dene af jord”.

Siden det 18. århun­drede var lom­meuret — der fun­gerede med enten en åben eller lukket front, der skulle beskytte de skrø­be­lige arme  — blevet båret af rige gen­tle­men, som ønskede at kende tiden og som sidegevinst kunne vise deres rig­dom frem for hele ver­den. For stort set alle andre var det kirkek­lokkerne, solen og vanen, der mark­erede dagens gang.

Men for sol­dat­en i Første Ver­den­skrig var lom­meuret for skrø­be­ligt til at tage med i de våde skyt­te­grave og for uprak­tisk at skulle tage op af lom­men i kam­p­ens hede. Med Første Ver­den­skrigs beg­y­n­delse indledte urmagerne der­for en kamp om at pro­duc­ere det mest hård­føre og pålidelige pro­dukt. For at beskytte glas­set mod både skidt, fugt og granat­splin­ter forsøgte man sig med et met­al­git­ter og senere en front, der kunne åbnes ved hjælp en fjed­er. Begge løs­ninger viste sig at være uprak­tiske, da met­al­git­teret gjorde det svært at aflæse tiden og fjed­eren hur­tigt rust­ede i de våde skyt­te­grave. Efter forsøg med cel­lu­loid, der viste sig at være for brænd­bart, blev det erstat­tet af ubry­deligt glas.

Men arm­bånd­suret bød også på et prob­lem af en helt anden karak­ter end dets evne til at mod­stå skyt­te­gravene: Det var for fem­i­nint.

Indtil 1920’erne havde arm­bånd­suret været et besmykket arm­bånd med et ur, der nærmere havde haft en deko­ra­tiv end en prak­tisk funk­tion. Det var primært kvin­der, som havde båret arm­bånd­suret og de mænd, der havde benyt­tet sig af det, havde været gen­stand for stor komik og lat­terlig­gørelse.

Arm­bånd­suret blev der­for markeds­ført med fokus på dets masku­line egen­sk­aber.

Som en reklame fra urmageren Waltham Watch Co. fra 1914 proklamerede, så var deres arm­bånd­sur ikke bare robust, men også en gave, enhver mand ville bære med stolthed, hvaden­ten ‘HAN’ var sol­dat ved fron­ten eller civ­il. To år senere vis­er en anden reklame fra S. Smith & Son Ltd. en arbe­jder med opsmøgede ærmer, der forgæves forsøger at smadre urets ubry­delige glas med en forham­mer.

I artiklen ‘Arm­bånd­suret taler ud’ fra kri­gens sid­ste år, der blev udgivet af mil­itær­ma­gasinet Stars and Stripes, afspe­jledes arm­bånd­surets nye sta­tus. Arm­bånd­suret, der ved kri­gens afs­lut­ning endelig havde fun­det sin egen stemme, fortæller her om sin for­tid som pyn­te­gen­stand

”Jeg blev også båret af lounge-rep­til­erne, dren­gene som havde deres lom­metørk­læder inde i deres ærmer, som hellere ville ses uden deres bukser end uden deres velpol­erede stokke, de små knægte som forsøgte at bære monok­ler, og forgæves forsøgte at gro et mous­tache og kul­ti­vere uamerikanske accen­ter.”

I løbet af kri­gen kom arm­bånd­suret med selvl­y­sende vis­ere og ubry­delig glas til at stå øverst på offi­cerens liste over ting, som man skulle have med til fron­ten. Ved kri­gens afs­lut­ning var arm­bånd­suret blevet noget som mænd stolt kunne bære. Som uret selv proklamerede i Stars and Stripes i 1918, så var det nu i hjertet af enhver bevægelse i kri­gen.

”Jeg er vidne til hver en han­dling, kro­nikøren af ethvert sekund, som denne krig tikker. For evigt hævet over pud­del­hun­deklassens nyt­teløse orna­menter, er jeg instruk­tøren, dom­meren, sjælesørg­eren, enhver mands og offi­cers bed­ste ven.”

Det mod­erne arm­bånd­sur, der i dag bliv­er båret af både mænd og kvin­der, var ikke alene et resul­tat af en tek­nol­o­gisk videreud­vikling af lom­meuret. Det var et udtryk for en trans­for­ma­tion af arm­bånd­surets køn.

Videre læsning

  • Joan­na Scutts. 2014. ‘Zero Hour’. Lapham’s Quar­ter­ly.
  • New York Times. 1916. ‘Changed Sta­tus of the Wrist Watch’. New York Times.
  • The Stars and Stripes. 1918. ‘The Wrist Watch Speaks’. Stars and Stripes.
Scroll til toppen